Frygt? Kig den i øjnene! Skriveblokade vol.2

Her er så årsagen til min jammerlige skriveblokade: Edwin. Og ikke et ord om, at jeg rodede mig ud i alt det her, fordi jeg pludselig følte trang til at prale. Lektie at lære: At holde kæft!

Fucketi-fuck og mere fuck. Nu er klokken 22.41 og jeg har endnu engang haft en dag, hvor jeg har slettet mere end jeg har skrevet. Jeg droppede Funkys Mojitos, fordi jeg pludselig følte, at jeg havde fået hul på skrivebylden. Herefter har jeg ikke lavet andet end at skrive to sætninger, slette dem - overspringshandle en halv times tid - og derefter forsøge at skrive igen. Jeg sidder faktisk kun og skriver dette, fordi jeg var to sekunder i at oprette en profil på scor.dk - hvilket må siges at være overspringshandlingen over alle overspringshandlinger. For hvad fanden skulle jeg lave der?

Jeg håber at I - kære bloglæsere - vil bære over med mig. Jeg forsøger virkelig at finde tilbage til min gamle form. Mens jeg røg en håndfuld cigaretter, spekulerede jeg over, hvorfor jeg pludselig nærmer mig computeren med samme glæde som en vampyr nærmer sig hvidløg - og jeg tror omsider, at jeg har fundet grunden.

Sagen er den, at Edwin er begyndt at læse med på min blog. Ikke kun deler han mine fb-opslag på sin væg, der var også en dag hvor han kom herned og vi sludrede lidt. Pludselig sagde han: "Ja, jeg har jo kigget på din blog. Ikke at jeg forstår så meget, men jeg kan se, at du skriver nogle af mine statements ned."

"Nu håber jeg ikke, at dine læsere synes, at jeg er et arrogant fjols," tilføjede han i et bekymret tonefald.

Jeg skyndte mig at fortælle ham - ganske i overensstemmelse med sandheden - at det absolut ikke virkede til, at mine læsere (Det er jer!) syntes noget dårligt om ham. Nærmere tværtimod.

Det bragte et skævt smil frem på hans læber - og han fjedrede glad tilbage til sit hus.

Lige da det stod på, tænkte jeg ikke så meget over det. Men min underbevidsthed har tilsyneladende kværnet løs uden mit vidende. For i dag dukkede det endelig op til overfladen. Edwin ved, at jeg skriver om ham!

!!!

Jeg kan stadig væk ikke finde ud af, om jeg egentlig synes, at jungleblomsterne er kønne i traditionel forstand. Men jeg synes afgjort, at de har deres egen, sære skønhed..

Hvis I nu vidste, at der sad en skribent og skrev stolpe op og stolpe ned om jer - ville I så ikke også være ved at krepere af nysgerrighed over, hvad vedkommende skrev? Det ved jeg, at jeg ville. Og jeg ved også, at det ville tage mig nul komma to sekunder at køre hele møget gennem Googles oversættelsesværktøj for derefter at studere det nærmere.

Så det var netop hvad jeg gjorde her til aften. Jeg kørte dele af min blog gennem oversætteren og nærstuderede den engelske oversættelse. Og selv om det måske ikke er verdens mest fejlfri engelsk, der kommer ud, så er det dog så læseligt, at man sagtens forstår sammenhængen.

Da jeg havde siddet lidt og kigget på det, blev jeg slagen med rædsel. Hvis Edwin har været nysgerrig og ihærdig nok, så ved han en masse ting om mig, som er helt og aldeles frygtelige.

Han ved nu, hvor meget jeg har obsesset over ham. Han ved, at jeg ikke har holdt mig tilbage for at gøre en smule grin med ham. Og så er der alt det med, hvordan han dufter og hans kropsbehåring og at han ser lækker ud i sarong og det faktum, at jeg har overvejet at flytte ind i hans armhule. (Lige præcis dén passage synes jeg, at Google oversætter foruroligende godt.)

Læg dertil at Edwins ven, Sheldon, som var med på regnskovsturen kulant har slået ud med armene og tilbudt at hjælpe mig med oversætte min blog til engelsk. For det har jeg nemlig overvejet, fordi jeg har kigget på andre blogs om Costa Rica og i et anfald af storhedsvanvid besluttede, at min blog s'gu'da var helt på højde med det - og oven i købet sjovere ...

Det vil så sige, at Sheldon skal læse noget, som jeg har skrevet om ham!

De sidste par dage har jeg klapret sætninger sammen, der lød nogenlunde sådan her: Om morgenen tog min flinke udlejer, Edwin, ud for at surfe. Det betød, at jeg hyggede mig dejligt i den behagelige englænder, Sheldons, udsøgte og charmerende selskab. Det var yderst fornøjeligt at bruge tiden på den måde, mens Edwin surfede. Edwin er bigwave-surfer - og det er jo unægtelig temmelig sejt. Sheldon er en meget dygtig forretningsmand, og jeg har meget respekt for hans måde at være på.

Derefter har jeg knarvornt slettet hele lortet og er begyndt forfra. Igen og igen og igen. Og røget cigaretter. Igen og igen og igen.

For sandheden er, at Sheldon absolut ikke er behageligt selskab i dén forstand. Han er rå som kun få, behersker sarkasme til et niveau, hvor det er en ren kunstform. Han er storsnakkende, ekstremt morsom og meget, meget excentrisk. Hvilket jo egentlig gør ham ikke så lidt federe end bare at være "behageligt selskab" i traditionel forstand.

Men tanken om at han skulle læse alt det - og måske ikke bryde sig om at blive beskrevet på dén måde har været decideret lammende for mig.

Skylden er naturligvis min egen. Hvem var det, der pludselig følte, at hun skulle prale lidt med, at det gik godt med bloggen - og oven i købet VISE Edwin den på HANS computer, så adressen var lige til at finde igen?

Det var selvfølgelig mig! Oh, forfængelige pralhals, Knirke. Lige nu er du altså ikke i høj kurs!

Lille, søde - og måske gravide - Carlut tog hele turen i stiv pote. Inklusive heftige galopture, hvor hun blev rystet godt rundt i bæretasken. Her nyder hun dog et lille pitstop på vejen ...

I dag kom Rafael forbi med en stok med bananer til mig. Vi hængte den straks op på terrassen, og jeg nænner næsten ikke at spise bananerne. Synes simpelthen at det er så flot, eksotisk og dekorativt at have sådan en fætter hængende.

Bagefter slog han sig ned med min anden computer for at læse nogle dokumenter, som jeg meget servicemindet har hentet for ham. Det er religiøse skrifter af kristen oprindelse, og jeg er ærlig talt bekymret for hans unge, letpåvirkelige sind ...

Helt som sædvanligt sad jeg og surmulede over computeren. Og nu da han alligevel var der, klagede, klynkede og jamrede jeg mig til ham.

"Jeg føler mig nyttesløs, når jeg ikke får skrevet noget," klynkede jeg i det sædvanlige, melodramatiske toneleje jeg bruger, når jeg føler mig som en kæmpende kunstner. Noget jeg egentlig nyder - altså at føle mig som en sensitiv kunstner i knibe. Det er lidt bedre end at føle sig som en middelmådig skribent uden rygrad.

"Jesus elsker dig, selv om du ikke skriver," svarede Rafael i et irriterende, salvelsesfuldt tonefald.

"Jeg er pisseligeglad med om Jesus elsker mig. God damn it ... Manden var tømrer ... så hvad fanden ved han om skriveblokade? Og hold forresten op med at køre det der Jesus-trip af på mig. Det er tydeligvis ikke sundt for dig at omgås alle de der kristne regnskovsfyre."

Min knarvorne svada fik Rafael til at træde et skridt tilbage og se eftertænksom ud.

"Ok - hvad så med det her: Hvad ville Aleister Crowley sige til dig i denne situation?"

"SHUT UP AND FUCKIN' WRITE, BITCH!," råbte vi i kor og kom begge to til at grine højt. Jeg elsker bare, når vi tænker præcis det samme - samtidig.

Jeg sad og klukkede længe over Aleister Crowley. Vi ved stadig ikke meget om manden, men efterhånden er han så rodfæstet i vores univers, at det næsten ville være et antiklimaks at sætte sig ind i, hvem han egentlig var.

Alligevel ville ordene ikke komme. Sheldon, den sympatiske englænder, er en dygtig og erfaren rytter og har engang haft en araberhest, som han kaldte for Mister Pink. Kigge på sætning. Ryste dystert på hovedet. Slette sætning med et lidende suk ...

Derefter lavede jeg mig en kop kaffe og smed mig i hængekøjen og kiggede på skoven, mens jeg lod tankerne drive formålsløst af sted.

På vej ind i junglen. De lilla blomster markerer grænser. Hvis man ejer et stykke junglejord planter man disse planter, så andre kan se, hvor grænserne for ens ejendom går. 

Jeg tænkte over, at det er fire måneder og en uge siden, at jeg landede i San José. Jeg funderede over de ting, som jeg har oplevet og de mennesker, jeg har mødt. Pludselig kom jeg i tanke om den skorpion, som jeg egenhændigt verfede ud af mit hus den første aften, jeg skulle sove alene. Det fik automatisk tankerne til at glide videre til de andre skorpioner, edderkopperne og slangerne, som har været i mit hus - og hvor intimideret, jeg var af regnskoven i den første tid. Min første cykel, min første vandretur i Puerto Viejo, min første druktur helt alene i Centralamerika uden nogle venner at drikke med - og alle de andre ting.

Og over alle mine tanker lå en fornemmelse af, at jeg rent faktisk har klaret det hele ganske pænt. Ja, jeg har været usikker. Ja, jeg har følt mig alene. Ja, jeg har været i situationer, som jeg var i tvivl, om jeg kunne klare.

Men jeg har klaret situationerne med mere eller mindre elegance. Jeg er sluppet fra det. Jeg er her stadig. Carla er her stadig. Og jeg er glad for at være her. Jeg har oplevet mere, end jeg troede var muligt på så kort tid.

Og hver eneste gang jeg har været på røven, været desperat, været rådvild og i tvivl, har jeg messet til mig selv: Face your fear. Just fuckin' face your fear - and see what happens.

Med det in mente er der faktisk kun én ting, som er rigtig at gøre i denne situation:

Dear Edwin,

if you read this blog post, I just want to tell you, that it is not the first time that I write about you. And since I've got writer's block at the thought that you might be google translating some of the things I've written about you - I might as well tell you that at one point I wrote the following about you:

"I simply do not dare to go up to Edwin's house. It would be very embarrassing if I settled in his armpit and refused to come out again. Not to mention, if I gave in to my urge to smell him. He smells quite strong and very good - dark, musk-like, spicy, slightly salty and madness-inducing in my current condition ..."

Sincerely

Eva

Godt. Så. Og skal vi SÅ se at komme videre? Gå ikke glip af næste episode i beretningen om min jungletur - hvis jeg ikke er død af skam forinden, tror jeg rent faktisk, at jeg omsider vil være i stand til at skrive den på den måde, som jeg har lyst til og føler for ...