lørdag den 29. september 2012

Mere om mænd og tænder ...

Dagens billedmateriale består af alt godt fra iPhonen. Her er udsigten fra min terrassen i silende regnvejr. De små, mørke takker øverst i billedet er palmebladstaget. Oh, efter mere end en uge i San José, er jeg begyndt at længes efter min smukke jungle ... 

Lige nu sidder jeg og ryster så meget på hovedet, at hvis der var gevind på det, ville det falde af.


Jeg har nemlig lige modtaget en sms fra Edwin, hvor han spørger, om jeg kan smide huslejepenge ind på hans konto på mandag. En af hans kindtænder er revnet, og - som han skrev - jeg har limet den med superlim og trykket den sammen igen. Jeg gurgler med whisky hver anden time for at holde infektionerne fra døren, men efterhånden synes jeg, at smerten er lidt ubehagelig. Og forresten leder Red efter dig...

Jeg røg fluks til tasterne og skrev, at han ØJEBLIKKELIG skulle gå til tandlæge i stedet for at spille macho. At jeg estimerede at smerterne i en kindtand der var LIMET sammen, måtte være uudholdelige -  og at jeg sagtens kunne betale en måneds husleje forud, hvis han behøvede flere penge lige nu.

Hvorefter Edwin skrev: Jeg er altså vant til at sy mig selv sammen, hvis jeg er blevet skadet af koralrev. Tanden gik næsten i to stykker, så jeg gav den bare et par dråber lim og - presto - så klemte jeg bare om den med fingrene, så betændelsen kom ud og skyllede efter med whisky. Jeg er fin til tirsdag - så det haster ikke med pengene. Jeg lærte en masse af min mor, da jeg hjalp til i hendes tandlægepraksis, så ingen grund til bekymring. Red har siddet og ventet på dig nede ved supermarkedet. I dag forsvandt han lige da jeg vågnede, så jeg tror han savner dig ...

Godt. Så. Husker I Patrick Swayze fra den stærkt undervurderede film 'Roadhouse'? Den scene hvor han syr sig selv sammen? Gang det op, og I har Edwin. Super-surfermacho-dude med en beleven væremåde og - hvad jeg ellers fordomsfyldt mener er en mangelvare hos surfere - hjerne.

Carla parat i cykelkurven til endnu en dags eventyr i troperne. Min cykel står altid ved Edwins hus, så det er trappen op til hans hus, som I kan se i baggrunden. 

Nu sidder jeg og overvejer, om jeg bare skal grine - eller om jeg skal give efter for mine kvindelige omsorgsinstinkter og give ham verdens største sms-skideballe. Aj, men altså ... putte superlim i sin tand. Tosserøv ...

Hvad er det med mændene på disse kanter? Og nej: Det er ikke kun de indfødte. Jeg hælder til at tro, at der bliver puttet testosteron i kommunevandet eller sådan noget, for forleden havde jeg en herlig aften i selskab med Michael og Maiken.

Michael og Maiken har den egenskab, at de altid opfører sig som om, at vi sidder omkring et lejrbål. Og med det mener jeg, at jeg aldrig har siddet omkring et lejrbål og snakket om bygning af carporte og ugens tv-program med nogen. Det er som om, at et lejrbål indbyder til at fortælle historier. Og det er det, som Maiken og Michael gør: De fortæller historier. Jeg elsker det!

Maiken havde netop fortalt om dengang hun og Michael næsten lige havde lært hinanden at kende. Som altid har kærlighed det med at have en lousy timing - så knap havde unge, vilde Maiken vænnet sig til at være forelsket i en ældre mand og besluttet at selvsamme gamle knark gerne måtte tæmme hende, (Michael var trods alt seks år ældre end Maiken) før Michael drog af sted for at arbejde på Cayman-øerne.
 Køkken og skriveværksted. På et tidspunkt havde jeg en dille med at sætte sedler op på væggen med spørgsmål til mig selv. 

Selvfølgelig besøgte Maiken ham - og konstaterede også, at Michael havde lige lovlig mange veninder for hendes smag. Hvilket jeg har dyb sympati for. Mænd må have alle de veninder, de har lyst til. Jeg har selv adskillige gode venner. Men sagen stiller sig helt anderledes, hvis det er en mand, som man er forelsket i. Så er veninder, man endnu ikke har mødt, slet ikke noget som man bryder sig om ...

Michael havde sikkert ikke tænkt over alt dét. Men da Maiken kom hjem opretholdt hun en meget stabil, grænsende til det intensive, telefonkontakt med Michael.

Som Maiken selv formulerede det: Jeg syntes lige, at jeg ville minde ham om, at han altså havde en meget dejlig pige i Danmark.

Maiken brugte imidlertid sin arbejdstelefon til slige aktiviteter. Og en dag blev hun kaldt ind til sin chef.

Hæ hæ hæ ... Sådan lukker man munden på en lille, spørgelysten øgle. Freden varede dog kun kort - Mingus er ikke sådan at tryne. 

"Jeg vidste jo præcis, hvad det handlede om. Men ved du hvad? Jeg havde ikke engang rigtig tænkt over det - jeg ville bare gerne snakke med Michael," fortalte hun.

Så chefen nåede ikke engang at åbne munden, før Maiken sagde:

"Jeg ved godt, hvad det her handler om. Og jeg skal nok betale alle pengene tilbage. Det kan godt være, at jeg ikke kan betale dem allesammen på én gang - men jeg skal nok betale dem. Og ... undskyld."

Hvad der imidlertid - i mine øjne gjorde - chefen ære var, at han selv vidste, hvordan det var at være forelsket. Så han eftergav Maiken den store telefonregning og unge, forelskede Maiken henlagde herefter sine telefonsamtaler til privaten.

Da Maiken havde fortalt historien, sagde hun til Michael:

"Aj, hvor mærkeligt ... jeg tror aldrig, at jeg har fortalt dig den historie, har jeg?"

"Nej, det har du ikke. Hahaha ... du var godt nok forelsket, hva' Lillemor? I mig!," svarede Michael og rankede sig i stolen med et smørret smil. Pludselig så han meget tilfreds ud ...

Spas på stranden. Rafael myrder Meise med macheten ...

Forresten har Michael kaldt Maiken for Lillemor, lige siden de mødtes. Og det var Maikens veninder, der først kom på sporet af, at hun var virkelig forelsket. For havde andre mænd kaldt Maiken for 'Lillemor' - så var de sluppet meget dårligt fra det ... Men Michael måtte gerne drille.

Derefter fortalte Michael om et meget stort hotelprojekt, som han arbejder med i Nigaracua. Det har medført, at han har holdt møder med adskillige meget velhavende mennesker. Og i Nigaracua er det således, at der findes hele familier, som er meget velhavende. Hvilket så også betyder, at disse velhavende familier sender deres måske ikke super-skarpe sønner på fine, eksklusive skoler.

Og Michael har haft den tvivlsomme fornøjelse at skulle gøre forretninger med disse - åbenbart ikke så kompetente - sønner.

"Ja," tilføjede Michael, som i var blevet rimelig animeret af at tale om udfordringerne i det kæmpe projekt, som han er i gang med. Derfor var han sprunget ud af stolen og vandrede nu frem og tilbage foran bordet.

Mingus fast besluttet på at lave sig selv om til en havfrue-skulptur. Nårh, jeg tænker tit på øglerne ... Dem blev jeg glad for. Og Meise med ... 

"Og så kommer de gående sådan her," tilføjede han og lavede sin gangart om til en række underlige, skvulpende, dvaske bevægelser.

"Og håndtrykket," sagde han og greb min hånd og fik sin egen næve til at føles som et stykke vådt wienerbrød.

"Sådan en flok tyndfede tøsedrenge. De ville aldrig holde en dag i et almindeligt liv."

Med den svada satte han sig bestemt ned og tog en slurk af sin rom. Og jeg konstaterede i mit stille sind, at der findes en storby-San José-udgave af drengenes han ville ikke holde til et døgn i junglen - og at Michael lige havde leveret den.

Det er det, jeg siger: Mændene heromkring er af en særlig støbning ...

Ja, det var lige et lille sidespring. Jeg vender fluks tilbage til den spændende beretning om min indkøbstur. Stay tuned ...







2 kommentarer:

  1. Endelig et (og hvilket et!) menneske, der har forståelse for at 'Roadhouse' er stærkt undervurderet, schön. Lissom dét skrevne! <3

    SvarSlet
  2. Nårh ... Tak Slemski <3 Altid dejligt at se dine kommentarer her på bloggen. Jeg overvejer snart, om man ikke burde lave en samlet liste over film, som bliver anset for at være halvdårlige, men som på en måde er rigtig gode. Jeg så for nylig 'Coyote Ugly' ... og den er nu med på min private liste :-)

    SvarSlet