mandag den 26. november 2012

Rigtige problemer giver gnavsår

Junglefødder. Hvis I spørger pænt, vil jeg MEGET GERNE tage nogle nærbilleder af mine gnavsår. De er på hælen og på knysten - den der dims der stikker ud, der hvor storetåen slutter. 

Okay. Nu får I bare det hele, som det sker lige nu. Jeg havde ellers adskillige halve blogindlæg undervejs - og måske skriver jeg dem færdige og lægger dem ud. Måske gør jeg ikke.

Det er aften og i dag har det ikke regnet for første gang i mere end en uge. Her er helt stille og mit stakkels hoved er bare taknemmelig for, at jeg ikke længere lever i den heftige støj fra regnen der hamrer mod taget. For sådan har det været. En stor oplevelse og en endnu større udfordring. Læg dertil, at strømmen blev regnet i stykker sammen med mit internet - og at jeg stadig ikke har noget vand. For at sige det rent ud, har jeg hadet det!

Men strømmen er tilbage sammen med nettet, så nu har jeg mulighed for at fortælle, hvordan jeg har det.

Lige nu kan jeg fortælle følgende: Jeg har muligvis forstrakt nogle sener, muskler eller whatever i den højre side af min torso. I hvert fald gør det ondt, når jeg løfter armen og når jeg trækker vejret.

Derudover har jeg to åbne gnavsår på hver fod. Hvis det ikke lige var for, at de sad på mig - så ville jeg finde dem nærmest fascinerende. Boblende af betændelse og ved at flyde over med hvid lymfevæske. På størrelse med det yderste led på min tommelfinger. Jeg har ingen idé om, hvornår jeg igen vil være i stand til at iføre mig fodtøj. De gør ondt, selv om jeg sidder musestille.

Lige nu går det imidlertid udmærket, for jeg har inhaleret to stærke piller med en flaske rødvin og er i et underligt, speedet, overstadigt humør.

Det er måske årsagen til, at jeg blev så imponeret over den edderkop, der netop er spadseret forbi mig. Jeg beundrede virkelig, at den var stribet på kroppen - i stedet for at gå i koma over, at den var på størrelse med en underkop. Jeg har ikke set stribede wolfspiders før ...

Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Så jeg kaster mig bare ud i det. I forgårs fortalte Edwin mig, at der var mennesker iført orange trøjer, som havde brændt nogle huse af oppe i Kekoldi-indianernes reservat.

Edwin er i et juridisk slagsmål med Kekoldi-indianernes administration. Og det har han været længe. Det handler om land og historien er lang. Den kommer senere. Jeg har aet ham lidt, hørt hans historier og opmuntret ham - men på en eller anden måde, har jeg aldrig rigtig involveret mig i det.

Her i Puerto Viejo har vi et forum på facebook, hvor folk diskuterer dette og hint. Køb og salg af ting. Om nogen kan anbefale en blikkenslager og så videre. Edwin postede så denne oplysning om, at der blev brændt huse ned i Kekoldi-reservatet. Som han så ofte før har postet oplysninger om, at der er noget helt forkert deroppe.

Og resultatet var nul.

I det sidste stykke tid har jeg hængt usædvanlig meget ud med Edwin, fordi jeg bader hos ham. Det er efterhånden blevet til en hyggelig vane, at jeg får en lille whisky eller to sammen med ham - og så sidder vi og taler om alt og intet i et par timer.

Den aften talte Edwin om, at det gik ham på nerverne, at ingen interesserede sig for, hvad der skete i Kekoldi-indianernes område.

Vi snakkede videre og af en eller anden årsag gik min hjerne i omdrejninger. Jeg ved ikke, hvorfor det lige skete den aften - jeg vælger at tro, at det skete, fordi jeg langt om længe var parat til at tage noget ind, som var mere alvorligt, end hvad jeg ellers har beskæftiget mig med her i Costa Rica.

Men da jeg gik ned til mit hus, repostede jeg Edwins opslag med kommentaren "Can this really be happening without anyone paing attention to it?"

Resultatet var tavshed. Larmende tavshed. Så jeg påtog mig ganske enkelt rollen som en nysgerrig newcomer i forummet og begyndte at stille spørgsmål. Og Edwin svarede. Og langsomt begyndte der at tikke kommentarer ind fra folk, som ikke troede på Edwin.

Nu er det sådan, at jeg ikke kun elsker Edwin - jeg har også den allerstørste tiltro til ham som menneske. Jeg besluttede mig til at tjekke ind i den sag.

Hvilket betød, at jeg næste dag fandt mig selv i gang med delvis at kravle og delvis at snuble op af et bjerg i silende regnvejr. Med kamera på ryggen og blok og spidset pen i inderlommen.

Jeg vil kort holde en pause for at dvæle ved, hvordan junglen er, når det har stået ned i stimer i mere end en uge. Den er våd. Og den er glat. Den er forpulet glat. Funky dannede bagtrop, og jeg kunne høre en festbuffet af venezuelanske eder, hver gang han faldt. Men vi kom op - og lige der følte jeg, at jeg netop havde gennemgået den mest udmattende trekkingtur i junglen ever.

Ak ja - jeg var lidt naiv på det tidspunkt ...

Vi mødtes med Maura og Alejandra - to kvinder der er medlemmer af Kekoldi-stammen og som meget gerne ville tale med os.

De havde dokumenter og deres egne vidneudsagn parat. Og de kunne fortælle om, hvordan udvælgelsen af Kekoldi-stammens præsident på en eller anden måde var blevet sat i scene udefra. Måden det var blevet gjort på, var et en masse nykommere pludselig var kommet ind i området og derved fik stemmeret. Samtidig var de blevet frataget deres ret til at stemme, fordi de var mødt op med macheter til valghandlingen - hvilket blev betragtet som aggression.

Nu skal vi lige huske, at disse mennesker lever et sted, hvor macheter er en almindelig ting at bære. For de fleste indfødte er det deres arbejdsredskab, så der er ingen aggression forbundet med at bære en machete. Men det blev gjort til et issue, så de blev bortvist fra valgstedet.

Resultatet var, at der fyren der blev valgt som overhoved for Kekoldi-stammen var et 22-årigt brushoved fra Nigaracua - en illegal indvandrer og ikke et menneske som overhovedet havde respekt eller forståelse for de udfordringer, som Kekoldi-stammen stod overfor.

Det blev hurtigt klart, at den 22-årige fyr ikke kun var blank på mange punkter. Han var grusom. Og det samme var hans slæng af maskeklædte følgere.

Vi trekkede ned af bjerget og valgte omhyggeligt en anden vej, end den vi var gået op af. Vi var blevet set på vej op, og vi var ikke klar til at møde en "velkomstkomité" for enden af bjerget.

På det tidspunkt stod det fuldstændig klart for mig, at vi var op imod noget, som jeg ikke helt forstod, men som bestemt ikke havde interesse i at lade os slippe af sted med at dokumentere noget.

Resten af dagen gik med at indsamle yderligere to vidneudsagn. En mand der var blevet overfaldet af den 22-årige leder og havde forsvaret sig mod ham ved at holde sin cykel op foran sig. Vi så cyklen - og ikke mindst de dybe hakkemærker der var i stellet på den. Manden var yderst heldig - han blev ramt i ryggen med en machete og overlevede. Han blev syet med 32 sting ...

Hvorfor? Fordi han levede sammen med en ualmindelig smuk Kekoldi-kvinde. Og efter vi havde talt med ham, lagde vi to og to sammen. Det 22-årige overhoved havde tilsyneladende besluttet sig for, at denne mands hustru skulle være hans nye elskerinde.

Den anden mand blev truet til at forlade den ejendom, som han havde dyrket i otte år. Og han forlod den. Efter en kraniefraktur ...

Om aftenen talte jeg længe med Edwin. Vi lagde planer og diskuterede frem og tilbage.

Dette 22-årige overhoved har ikke hjernen til at gøre dette alene. Han er slet og ret en primitiv, voldelig bølle. Men han er blevet placeret der. Og vi gik i seng uden at finde det rette svar på dét.

Men lad mig sige så meget: Kekoldi-territoriet har den smukkeste udsigt jeg nogensinde har set i mit liv. Nogen af de mennesker som - under dække af at gøre gode gerninger i området - er ejendomshandlere. Og der er også olieforekomster ... Nuff said.

Jeg har ikke tænkt mig at komme med konspirationsteorier. Enhver kan tænke sit. Men der er større interesser på spil her end bare indianer-affærer.

Her vil jeg lige kort indskyde, at de eneste sko jeg havde til at gå op i junglen med den dag var et par splinternye Converse-sko, som jeg aldrig havde gået i før. Vabler var resultatet.

Næste dag tog vi ud for at dokumentere de huse, som den 22-årige høvding og hans bøller havde brændt ned.

Jeg klagede lidt til Edwin over mine fødder og lod ham vide, at jeg ikke var klar til den store trekkingtur den dag. Det var umuligt for mig at gå i andet end meget åbne sandaler, hvor remmene ikke ramte de steder, hvor jeg havde gnavsår.

Edwin sagde, at det var ikke noget problem, for vores indianske taxachauffør, Frank, ville køre os helt op til stederne - og resten ville bare være en kort spadseretur.

Vi tog af sted. Hentede Funky og tog ud af byen. I mellemtiden kunne Frank fortælle os, at det var en rigtig dum idé at tage den normale tur ind i Kekoldi-reservatet. Vi var muligvis ventede.

Ergo tog vi bagom og dermed begyndte den hårdeste jungletur, jeg nogensinde har oplevet. Vi blev nødt til at tage bagvejen og uden at overdrive kan jeg sige, at bagvejen bød på meget stejle skrænter der var så glatte som sæbe. Vandet løb ned der hvor vi gik - og føret var ubeskriveligt.

Nogle gange var det sådan, at selv om jeg var hundrede procent årvågen og tilstede, så gled jeg bare lige så stille ned.

Men på en mærkelig måde var det også en fantastisk tur. Jeg fedtede af sted i glat mudder. Mit spor var måske 30 centimeter bredt. Over mig var der et bjerg med træer der væltede ud over mig og lagde min vej i skygge. Ti centimeter fra der hvor jeg satte fødderne, var der et lodret fald ned. Men med træer. Så selv om jeg faldt, ville jeg stadig have en fair chance for at overleve.

Det var umuligt for mig at have sko på, så jeg tog hele turen i bare fødder. Jeg lærte hurtigt at knytte mine fødder, så tæerne kunne virke som en art modhager.

Og jeg tog turen. Jeg gjorde det fan'me. Jeg blev ædt af myrer, trådte på torne og mine fødder blødte helt bogstaveligt.

Men jeg kom derop - og undervejs gav jeg mig selv den luksus at stoppe og nyde den smukkeste udsigt. Ned til en dal med en flod og så bjergene og regnskoven i lag op af af det andet bjerg, som lå på den anden side ad floden.

Det var også vildt flippet at gå ind i en sky og mærke, hvordan jeg blev fuldstændig kold og gennemblødt - for derefter at trekke længere op og blive varmet af luften igen. Junglen er mærkelig, uvejsom og vild. Den bærer på mysterier og hemmeligheder. Og at trænge så dybt ind i den af sådan en uvejsom sti, gav mig en sær form for lykkefølelse.

Selv da jeg trådte på en torn, som borede sig så ufattelig langt ind i min fod, at jeg blev nødt til at tænke mig om og trække den ud i den samme cirkulære bevægelse, som den var kommet ind, blev jeg ikke mindre forelsket i regnskoven. Fedtet, smattet, rig og våd og fyldt med dufte.

Jeg ved ikke, hvad der sker i mit liv herfra. Men jeg ved, at uanset hvor jeg vil befinde mig i mit liv - så vil jeg altid længes efter junglen. Jeg har aldrig haft så stærk en følelse med noget - det er mit sted. Og jeg elsker den med så meget passion, at jeg ville ønske, at jeg havde en masse penge, så jeg kunne købe den og på den måde sikre, at der aldrig skete noget med den. At den bare kunne få lov til at eksistere i fred og ro uden indblanding.

Regnskoven er fyldt med hemmeligheder og grusomhed. Men den er også fyldt med så meget skønhed og rigdom, at man ikke kan andet end at elske den og underkaste sig den og føle sig meget ydmyg.

Det er så pokkers svært at forklare. Men det er sådan det er for mig ... Jeg har dog også noteret mig, at nogle mennesker bliver vrede på den og begynder at se den som en fjende. Jeg formoder, at det handler om, hvilket udgangspunkt man kommer fra.

Men vi fik dokumenteret og fotograferet de huse, som var blevet brændt ned af det terrorregime, som indianerne lever under.

Vi var så heldige at møde en fyr, som kunne fortælle os, at hans mors hus også var blevet brændt ned. En ældre dame som var blevet trukket ud af sit hus ved nattetide af maskerede bøller. De havde slået hende, så hun ikke turde gøre modstand. Derefter havde de hældt benzin på alt hvad hun ejede og havde af materielle ting - og tændt ild til det.

Det var en fornuftig ting at tage bagvejen op. Rygterne svirrer og pt. har vi fjender som vi af gode grunde ved, er ekstremt voldelige og aggressive.

Jeg vil slet ikke gå ind i, hvordan nedturen var. Men jeg er stolt af, hvad jeg gjorde - i bare tæer. Og jeg havde stadig overskud til et smil i ny og næ.

Vi giver håb. Og det håb breder sig lige nu som en steppebrand blandt Kekoldi-indianerne. I morgen har vi en date i et hus uden for territoriet. Vi har hørt, at 15 mennesker vil møde op og fortælle os deres historie. Deres voldsoffer-historie ...

Jeg er glad. Glad for at jeg har ladet mig involvere i det her. For nu rykker vi. Og mit inderlige ønske er, at vi kan rykke så meget ved tingene, at vi kan være med til at fjerne det terrorregime, som disse mennesker lider under.

Men som sagt: Det handler om mere end bare indianeranliggender, og Funky har foreslået, at jeg køber mig en pistol. Måske er det ikke helt hen i vejret. Men jeg bryder mig ikke om tanken.

Vi ser, hvad der sker ...

8 kommentarer:

  1. Uh, det er vanvittigt spændende, og jeg er meget glad for at I turde gå ind i hele denne affære og undersøge hvad der sker! De fleste havde valgt den nemme vej, nemlig ikke at forholde sig til det, fordi det lød urealistisk og farligt. Når det er sagt, så pas på!! Pengeinteresser har ingen skrupler, og jeg synes helt klart det er bedre at være forberedt, end at blive taget med bukserne nede! I er seje, og jeg bliver så uendeligt glad helt ind i sjælen over at vide at I tager kampen op sammen med Kekoldi-indianerne!!Alt det bedste herfra min trygge lejlighed, jeg hepper på jer, og hvis der er noget som helst jeg kan byde ind med herfra, så sig endelig til. Kærlig hilsen
    Samantha

    SvarSlet
  2. Pas på for sytten. De er jo ligeglade med en dum hvid kvinde med notesblok og kamera. En kugle koster ikke mange cent.
    Mucho respekt for din vilje, men pas på for H......

    SvarSlet
  3. Åh Knirke. Du er for sej! Jeg tænker på - og krydser fingre for - dig, Funky og de stakkels indianere!!

    SvarSlet
  4. Knirke, jeg kender dig jo ikke, men har fulgt din rejsebog siden du begyndte den. Og det gør mig altså bekymret at du stikker hånden i det hvepsebo, den konflikt lyder som. Du er jo ikke svært at finde, hvis de ved hvor Big E bor, som endda har oplevet grimme trusler ved hans bopæl. Pas nu på! Og den pistol lyder som en dum ide.

    SvarSlet
  5. Knirke, er du der? Livstegn er du sød, for det lyder som nogle slemme drenge du skrev om i sidste uge.

    SvarSlet
  6. Hej fra København, hvor jeg følger med i dine eventyr! Sig lige til hvis der er noget man kan hjælpe med mht. de brændte huse og forsøg på at overtage folks jord... hjælper gerne på afstand så meget som jeg kan.

    SvarSlet