Den onde rejsefeber

Bare rolig - den annoncerede spøgelseshistorie er nedskrevet og jeg lægger den på om et par dage. Jeg ville faktisk have lagt den på nu, men efter som jeg bruger bloggen som frirum og ventil, bliver jeg nødt til at skrige højt! Jeg har simpelthen så meget rejsefeber, at jeg slet ikke kan være i mig selv.Og det er rejsefeber af den allerdårligste slags. Jeg skal jo have min lille hund Carla med mig. Det er ikke noget, som jeg sætter spørgsmålstegn ved. Sådan er det bare. Carla og mig er sammen. Og i løbet af denne rejse, denne tid jeg har oplevet, er vi vokset fuldstændig ind i hinanden. Det var hende, der lå og slumrede fredsommeligt på mig i flyet, da vi tog mod Costa Rica og ikke anede, hvad der ventede os.

Hun og Red var mit eneste selskab i de to måneder, jeg var fuldstændig alene i junglen. Og på en eller anden måde vil de to måneder stå ganske klart i min erindring, uanset hvor gammel jeg bliver.
Da jeg rejste ind i landet var det med et såkaldt kæledyrspas fra EU. Selvfølgelig er der blevet taget godt hånd om Carla på alle niveauer. Hun har levet et højst beskyttet liv med mig som det pylrede overhoved og alt er i orden omkring hende. Og ikke kun omkring hende. Sådan som tingene ser ud nu, loppe-, flåt- og orme-behandler jeg ikke kun mine egne hunde, men også Red, naboens hund Marley og en tredje hund der lever længere op af vejen. Og nogen gange kan jeg fan'me komme i tvivl om, hvorvidt jeg er en kvinde eller bare en gigantisk høne, der kurrer omkring og tager alt under mine vinger.

Jeg havde tjekket alt omkring indrejsetilladelser til EU og var helt cool. Indtil jeg var hos min dyrlæge igår og fik at vide, at jeg skulle have en eksporttilladelse til overhovedet at få Carla ud af landet. Det tog mig i forvejen en krig at finde et fly, der fløj udenom Heathrow lufthavn. For selv om englænderne godt nok officielt har harmoniseret deres regler med resten af EU - så blev jeg ved med at få modstridende oplysninger, når jeg spurgte eller læste på nettet. Ergo: Jeg fandt et fly som fløj udenom de potientielle problemer.Og så kommer alt det pis med en eksporttilladelse fra Landbrugsministeriet ind over. Jeg bliver nødt til at tage til San José i morgen, så jeg kan hitte ud af alt det. Men jeg er træt, træt og mere træt af det.

Det mest latterlige af det hele er imidlertid, at hvis jeg var amerikaner, så kunne jeg gå til min psykiater, psykolog - whatever - og få papir på, at jeg er så kukkeluk i pæren, at jeg bliver nødt til at have Carla med mig som emotional supportdog - og på den måde får hun samme status som førerhunde. Og som vi alle ved, får førerhunde aldrig hundegalskab eller nogen af de andre sygdomme, som alle er så bange for - og som gør, at jeg stadig ikke ved, om jeg er købt eller solgt på onsdag, når jeg retteligt burde være på vej ud af Costa Rica. Læg dertil at jeg ikke kun betaler en ganske pæn sum for at have Carla med som håndbagage. Jeg skal selvfølgelig også betale for eksporttilladelsen og der dukker sikkert endnu flere udgifter op, når jeg kommer så langt.

At sige at jeg er skidesur lige nu, ville være en underdrivelse. Jeg er også frustreret og ked af det. Det ville altså være rart, at jeg bare kunne fokusere på alle de ting, som jeg skal ordne, når jeg kommer til Danmark.For mig virker denne rejse lige så vigtig, som da jeg tog til Costa Rica. Jeg kommer ikke bare hjem for at se mine venner og min familie. Jeg kommer tilbage, fordi jeg bliver nødt til at balancere Costa Rica og Danmark i mit hjerte.

Jeg skal i sommerhus med min far og vi skal sidde og kigge på udsigten over Mols hede og sige ting som: "Burde vi køre på havnen efter fiskefiléter - eller skal vi lave frikadeller?" Og forhåbentlig vil der være en masse ord, som alligevel bliver sagt mellem linjerne. For mig og min far er bedst, når vi nørkler sammen - maler vinduer, vasker bil - ja hvadsomhelst i den retning. Der kan vi finde hinanden. Og det er det, jeg håber på.

Jeg skal se min nevø, som sikkert er blevet en bredskuldret, smalhoftet præ-teen og som måske ikke længere synes, at hans moster er den cooleste i verden. Jeg er parat til at tage det slag, selv om det vil gøre ondt. Han er også den eneste, som jeg tager gaver med til. Jeg håber, at jeg kan finde tilbage til ham.

Jeg håber, at jeg kan finde tilbage til min søster, som jeg ikke har talt med i snart et år. Jeg ved, at hun er der. Og jeg savner hende.

Jeg glæder mig til at se min anden søster, der helt som hun plejer, har irriteret mig jævnligt over e-mail med formaninger om, at alt - alt - hvad jeg kastet mig ud i sikkert var farligt. Måske havde hun ret. Men jeg er her endnu. Og havde jeg fulgt hendes formaninger, var jeg alligevel død - af kedsomhed.
Mine venner ... jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Så jeg begynder slet ikke. Jeg ved bare, at der er nogen knus og kram coming up, som jeg glæder mig helt ufatteligt til. Læg dertil, at der er nye mennesker i mit liv. Mennesker som er kommet til at betyde noget for mig via internettet - og grin bare, hvis I ikke har oplevet den slags. Men for mig har væmmelige, udskældte, overfladiske facebook givet mig nye venner og en enorm nysgerrighed på alle de gode mennesker, som jeg ved er derude ...Denne tur er mit forsøg på at tage det næste skridt i mit liv. At forbinde Costa Rica med Danmark i mit hjerte. At balancere det univers, som jeg har skabt.

Jeg har lige haft en halv time, hvor jeg tudede. Faktisk uden at hulke - men bare sådan at tårerne og frustrationerne løb på kryds og tværs. Problemerne med Carla, rejsefeberen, at forlade dette sted, at komme til Danmark - det hele. Bagefter tog jeg en ekstravagant beslutning og spurgte Funky pænt, om han gad. To minutter efter var han på vej til byen i Taxa-Martins bil for at købe is til os alle sammen. Til ham, til mig, til Edwin - og ikke mindst til Martin.

I går tilbragte jeg hele dagen i Limon. Jeg tog den lille sorte hund, Negrita med, fordi jeg havde fået anbefalet en god dyrlæge. Jeg skulle jo have en helbredsattest på Carla, og den kunne jeg ikke få, fordi den skal udstedes af en person der er tilknyttet et ministerium. Til gengæld kunne dyrlægen kigge på Negritas snude og konstatere, at hun har kræft. Og at det er en aggressiv kræft. Hun har muligvis ikke mere end otte måneder tilbage at leve i, før kræften bliver så slem, at den vil ødelægge hendes livskvalitet. Det eneste gode ved det er, at hun ikke ved det. Hun er  så glad som altid. Og det er den, som vi har besluttet at gå med - at glæde os over, at vi har muligheden for at gøre resten af hendes liv godt. Og mere vigtigt: At give hende fred, når det ikke går længere. Det faktum har også trukket tårer i det sidste døgn. Både hos mig og Funky.

Så gik jeg på Burger King i Limon. Det gør jeg altid, når jeg er der. Det er den eneste fast food-restaurant på denne side af Costa Rica, så det skal bare udnyttes, når man er i nærmiljøet. Martin kunne ikke finde et sted at parkere bilen, så han endte med at sige, at han bare ville vente på mig. Så jeg vandrede på BK og åd en herlig burger og købte et meal med tilbage til Martin, så han også kunne få en usund frokost. På vej tilbage efter en frugtesløs dag, opdagede jeg, at Martin havde efterladt sine pommes frites. Jeg spurgte hvorfor, og han sagde, at han gerne ville overraske sine drenge med noget fra Burger King. Fritterne kunne varmes i ovnen og dyppes i den medfølgende dressing - og det ville de nyde.Så nu håber jeg, at Martins drenge også kan lide is. Jeg har personligt fundet ud af, at hvis man har grædt og er frustreret - så er der ikke noget bedre.

Edwin kom tilbage i dag. Han har været i Argentina for at besøge sin døende onkel. Den mand der tog Edwin til sig, da Edwin mistede sin far i en ganske ung alder. Da Edwin var halvvejs over bjergene med kurs mod Puerto Viejo, døde hans onkel. Men Edwin nåede at tale med ham, nåede at tage afsked med ham. Og i aften tror jeg også, at Edwin trænger til noget flødeis.

Han dukkede op i huset i eftermiddags, da han var kommet hjem og vi sad og talte længe. Og Edwin grinede højt, da han så mig. Jeg er pt. fyldt med insektstik og skrammer. Jeg har erhvervet mig en kødædende parasit i hånden og går derfor med forbinding.
"All beaten up by the jungle - and enjoying it," konstaterede han.


Og så sagde han til Funky:"Hun dukkede op her iført korset og med to fyre som eskorte. Hun sagde "Uf!" da hun fik øje på edderkoppespindene og trippede forsigtigt ned til huset. Jeg gav hende maximalt to uger og lod hende være i fred."Men jeg er her endnu. Efter halvandet år. Og ja: Jeg har eddermame taget nogen tæv. Ikke kun fra junglen, men også de tæv, som en del af mig uddelte til mig selv. Jeg er blevet lidt klogere på mig selv. Jeg har fået venner og fjender her. Jeg har mennesker her, som jeg elsker. Og heldigvis ingen jeg hader.
It's all good. Hvad jeg trænger til nu, er at komme tilbage til Danmark. Jeg har en masse kærlighed, som jeg skal af med. Og jeg har ting at balancere.

Kryds fingre for, at jeg kommer igennem det bureaukratiske helvede - når alt kommer til alt, så tror jeg faktisk, at Carla er min emotional supportdog ...