fredag den 11. oktober 2013

Jeg har brug for at høre jeres mening


Jeg arbejder på bogen og kan konstatere, at jeg faktisk er en meget ærlig redaktør for mig selv. 

Jeg har møjsommeligt siddet og nørklet frem og tilbage med et blogindlæg det meste af dagen. Det plejer ikke at tage så lang tid, men i dag vil ordene ikke finde mig.

Min idé var at indlede blogindlægget med ordene "Jeg har aldrig ønsket at have en anonym blog, men i dag ønsker jeg virkelig, at jeg havde det." Men så tænkte jeg, at det var meget mere suspense, end jeg egentlig kunne levere.

For jeg tænker over, hvordan jeg skal skrive. Jeg har haft bloggen i næsten to år. Og indtil jeg landede i Danmark, havde jeg intet problem med at nedfælde mine små dagligdags beretninger fra junglen. Jeg elskede at skrive blogindlæg. Ikke kun for selve glæden ved at skrive, men også fordi jeg nød at dele mine oplevelser med jer, som læser med. Det var nemt. Det var det virkelig.
Men jeg tumler stadig med spørgsmålet om, hvornår noget er alment og rart at læse. Og hvornår det bliver så privat, at læseren krummer tæer over teksten. Jeg har ikke noget svar på det spørgsmål.

Sagen er den, at Danmark ikke har været uproblematisk for mig. Gamle skabs-skeletter er åbenbart sådan nogle typer, som bare bliver hængende og venter, indtil man atter sætter fod på dansk jord.

Det eneste jeg kan sige er, at jeg har dealet med dem, så godt jeg kunne. Men mens jeg gjorde alt det, fik jeg også knust mit hjerte.


 Parfume set i Netto. Ikke en jeg personligt ville have lyst til at gå med ... 

Og egentlig har jeg lyst til at skrive om det hele. Men omvendt er jeg i syv sind. Jeg tror dybt i min sjæl på, at jo mere ærlig man er, jo mere man tør fortælle om sit liv - jo flere mennesker vil nikke genkendende til det og tænke "Jeg har selv været der, jeg ved, hvad hun mener." Eller "Jeg er der lige nu. Jeg er glad for at nogen sætter ord på de tanker, som jeg selv har."

En af mine betalæsere af min bog om Costa Rica, skrev til mig, at hun syntes at beretningen om min mors respirator-død var alt for privat til, at hun som læser brød sig om den. Hun havde andre meget gode input til manuskriptet, som jeg lyttede til,  men jeg besluttede, at jeg ville lade hele det kapitel blive stående.

Fordi jeg stadig kan huske, at det første jeg googlede, da jeg var kommet til mig selv efter min mors død, var: 'Min mor er død.'

På den måde nåede jeg til en blog, hvor en kvinde fortalte, om tiden efter hendes mors død. Jeg læste den med en nærmest glubsk interesse. Lige som jeg også gør i min bog, beskrev hun sin mor og fortalte, hvilket fantastisk menneske hun var. Det interesserede mig ikke særlig meget. Det der interesserede mig var, hvordan hun havde det. Fik hun også tilbagefald? Græd hun nogle gange i underlige situationer? Hvordan kom hun igennem det helvede, det er at miste et menneske, som man elsker højt?

Hendes blog hjalp mig. Lige som de mennesker der hev fat i mig og sagde "Jeg ved, hvordan du har det. Jeg har også mistet en af mine forældre."

Uden jeg vidste det, blev jeg indlemmet i et fællesskab: Dem der havde mistet. Og tro mig - at miste et elsket menneske deler dit liv op i et 'før' og 'efter'. At få knust dit hjerte helt grundigt af en mand deler dit liv op i et 'før' og 'efter'.
Men alligevel kommer man igennem det. Sådan er livet heldigvis også.

Og jeg tænker, at hvis jeg nu gik skridtet videre og fortalte, hvordan det er at have hjertesorg, at være usikker, at være fattig og alt dét. Hvordan vil det så blive modtaget? Som underholdende følelsespornografi? Eller som noget, nogen der sidder i samme situation kunne bruge til noget?

Klistermærke - set på Tårnbyvej, Amager ... 

Kære bloglæsere,
jeg har brug for at høre fra jer lige nu. Kommentarfeltet er åbent. Jeg ved, at jeg ikke altid er god til at svare. Men lige her vil jeg være her. Alle kommentarer, indspark og tanker vil blive modtaget med stor glæde herfra. Hvad har været jeres livs kriser? Hvordan kom I over dem? Ville I selv have lyst til at udpensle dem på skrift? Ville I have lyst til at læse om det?


41 kommentarer:

  1. Tester lige, om det virker, inden jeg kaster mig ud i et længere svar! Sidst gjorde det nemlig ikke...

    SvarSlet
  2. Mit livs krise var da jeg som 16 årig blev voldtaget af 2 drenge fra min efterskole - og blev gravid af det. Jeg turde ikke betro mig til min mor og krøb først til bekendelse da fødslen gik i gang. Min mor blev rasende og tvang mig til at bortadoptere den dreng jeg fødte. Jeg fik ikke engang lov til at holde ham en eneste gang.

    Det er noget jeg ALDRIG kommer over - men med tiden har jeg lært at leve med det. Min mor har aldrig tilgiver mig og for ca 6 år siden valgte jeg hende fra. Det var en kæmpe befrielse. Jeg har mange gange Googlet "hvordan får jeg kontakt med mit bordadopterede barn?" igennem årene - og pludselig i januar i år fandt jeg ud af at love var ændret og jeg kunne skrive direkte til min dreng igennem familiestyrelsen. Af respekt for ham og hans familie valgte jeg i stedet at sende et brev til hans adoptivmor og spurgte om jeg måtte få hans navn at vide - og måske et billede. Der gik ikke mange dage før jeg fik svar. Nu kender jeg ikke alene hans navn og har set hans ansigt - vi skriver også sammen. Og vi taler om at skal mødes en gang i fremtiden.

    23 års indestængt ked af det hed er lagt på hylden. Savnet kan nu arkiveres lodret. Alle fantasierne om hvem han måske er - og om han overhoved er i live - er nu ligegyldige.

    Jeg tror på at man bliver stærkere af de ting man overlever - at det ikke altid handler om at tilgive. Man kan også vælge at tage sit gode tøj og gå - og forsøge at få det bedste ud af resten af livet. Og det var det jeg gjorde.

    Hmm, ville jeg læse det på skrift i en bog? Nej, det ville jeg nok helst være fri for. Men jeg syntes der er meget at lære af andres kriser. Specielt om døden. Den skal vi jo alle møde flere gange før vi selv stiller træskoene.

    Og nu skal vi altså snart mødes IRL. Jeg bliver nødt til at høre din stemme så jeg kan ha' den i mine ører når jeg læser dine ord :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Malou,
      jeg fulgte dig på facebook, dengang du overstrømmende glad fortalte, at du havde fået kontakt med din adoptivsøn. Hvad jeg ikke vidste var, at baggrunden for det var så tragisk. Det gør mig ondt at høre din historie - ikke kun fordi du mistede din søn dengang, men også fordi du faktisk mistede din mor.
      Tak fordi du gad skrive. Jeg glæder mig også rigtig meget til at møde dig.
      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
  3. For mig er der intet underholdende følelsesporno at læse når et menneske deler om sit liv - heller ikke når livet ikke føles fedt...
    For tiden er er min favoritliste fyldt med "hjerte-smerte-blogs". Dem læser jeg hver dag. Det gør jeg fordi jeg ikke selv er helt igennem min skilsmisse nu 2½ år efter. Og hver dag bringer eftertænksomhed, genkendelse og inspiration med sig.

    Havde jeg modet til at blogge ville jeg så afgjort blogge om de svære følelser. I forbindelse med en anden stor sorg (jeg mistede et nært familiemedlem) erfarede jeg at jo mere jeg delte om det, jo lettere føles det at bære. Sorgen er der stadig. Men det føles som at der bliver luftet ud, at der bliver skabt plads til at leve med det så det fylder præcis det jeg synes det skal fylde.

    God vind med det hele.

    Kærlig hilsen Tina (som glæder sig vildt til din bogs udkomme)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Tina,
      du har helt ret. Sorg føles altid lettere at bære, når man kan dele den med andre. Min erfaring er imidlertid også, at man ikke undgår at føle sig ensom med jævne mellemrum. Det er svært at forklare, men for mig har sorg også været en slags indre rejse, hvor jeg ofte vandrede meget alene. Det var min følelse. Men jeg har nok også en tendens til vende følelserne indad, når jeg er ked af det.
      At blive skilt er næsten som at blive revet midt over. Jeg er glad for, at du har fundet nogle blogs, der er værd at læse, mens du bearbejder den sorg.
      Kan man sige god vind i lige måde? I hvert fald: Tak for dine ord.
      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
  4. Det er jo helt sikkert, hvad du føler for. Iøvrigt troede jeg, du ville tage tilbage til Juglen og skrive der, men never mind. Back on track! Det er min oplevelse, at det netop er det meget personligt folk responderer på, fordi det er rart at høre, at man ikke er alene om tingene.

    Jeg har været meget tilbageholdende med nogen ting til at starte med, men har åbnet mere og mere op gennem årene, uden dog stadig at fortælle alting. Det er måske min fejl, men jeg må jo tage det i mit tempo. Meget ofte, er det et spørgsmål om timing også, og man når et punkt hvor ting man så ellers ikke har fotalt, pludselig er naturlige nok at skrive. Den ballance, er det kun dig, der kan måle og føle. På læsersiden tror jeg ikke, det næsten kan blive for personligt (bemærk næsten), men den grænser er jeg ikke bange for, at du overskrider. Du er en fantastisk fortæller, og jeg vil gerne læse alt hvad du har på hjerte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Deborah,
      Faktisk var det min mening at tage tilbage til junglen og redigere færdig og alt det. Men jeg ombestemte mig. Når jeg skal udgive selv, tror jeg, at jeg bliver nødt til at være i Danmark, mens jeg gør det. For at holde styr på det hele. Det er jo et sats, det jeg gør. Så jeg tror, at jeg sender bogen allerbedst på vej ved at være her.
      Jeg genkender meget af det, du skriver. Der kan være ting, som man går og tænker rigtig meget over. Og som man er meget privat med. En dag har deres betydning ændret sig inde i en, eller man er kommet til et sted, hvor man gør tør sige dem højt. Det er en af de meget spændende ting ved at skrive, synes jeg. Man ved ikke, hvor det bringer en hen.
      Tak for dine søde ord, jeg håber, at jeg ikke overskrider grænsen.
      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
  5. Vi vil høre alt!
    Det hjælper og gør klogere og du er en vis kvinde, som jeg er sikker på, at jeg og andre kan lære noget af. Sæt igang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahahaha :-D Hvis jeg var en vis kvinde, ville jeg nedsætte mig som et (godt betalt) orakel på en bjergtop. Men tak for de pæne ord!

      Slet
  6. Kære Knirke
    For det første syntes jeg, at dit afsnit om din mors død er godt. Virkelig godt. Fordi du holder hele oplevelsen og smerten hjemme hos dig selv, og fordi det er en vigtig del af den historie, du vil fortælle.
    Jeg sidder selv i saksen og har gjort det et par måneder. Jeg har altid blogget med åben pande, og det har jeg haft ufatteligt meget godt ud af, men for første gang kunne jeg ønske mig en anonym blog. Det ville aldrig fungere, fordi jeg ville afsløre mig selv efter fem linjer, men det er en anden sag.
    Min mor er syg, og hun bliver aldrig rask igen. På et tidspunkt, som jeg for et par måneder siden troede ville være snart, vil hun dø af sin sygdom. Det fylder SÅ meget i min bevidsthed og i min hverdag. Sorgen og frygten for, at det vil være snart. Angsten for livet uden hende. Bekymringen for hende midt i lidelser og bekymringer for min far, som ikke kan holde tanken ud om et liv uden hende. Det rusker op i mærkelige frustrationer og konflikter mellem mine søskende og mig selv. Kort sagt - det fylder det meste af min sendeflade. Men det kan jeg ikke blogge om. Min mor læser nemlig min blog. Og jeg kan sagtens tale med hende om, hvor ked af det, jeg er over hendes situation. Jeg kan sagtens tale med hende om døden og frygten og bekymringen. Men jeg kan ikke blæse det ud på min blog. Jeg har nærmest været gået i skrivekrampe og holdt pauser på bloggen, for hvad i alverden skulle jeg så skrive om? Jeg kunne ikke se andet. Men jeg ville ikke gøre hende ked af det, og på en måde kom vores private snakke om bekymring og død og angst jo heller ikke hele verden ved.

    Jeg har også selv været rigtig alvorligt syg for nogle år siden. Dengang lukkede jeg min blog, så kun folk med password kunne læse. For det blev for privat at dele min hverdag med kemo og alt det andet med andre end dem, jeg kendte og elskede.

    Jeg tror sagtens, du kan skrive om hjertesorg. Men måske ikke, mens sårene er åbne. Om brudte forhold til søstre - åååh, den har jeg også, men jeg kan ikke skrive om det. For det vil gøre mine forældre ubærligt kede af det, hvis det blæste ud på internettet.

    Det er en fandens svær balance. Og jeg har ikke et klart svar.

    Knus fra mig
    Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Meget interessant vinkel Helle..... for bedst som jeg sidder og hepper "skriv, Knirke, SKRIV" læser jeg din kommentar og åh hvor kan jeg følge dig. I at det kan blive FOR privat. For skribenten, både af hensyn til denne og dennes nærmeste. Men i Knirkes tilfælde tænker jeg at hun mere tænker på at tage hensyn til læserne, og her tror jeg kun at det kan gøre godt at hun giver os det hele. For hun har Gaven til at gøre det på en måde så det giver mening....

      Slet
    2. Kære betalæser Helle,
      tak for dine fine ord. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive et eller andet klogt til dig, men sandheden er, at jeg heller ikke ville vide, hvad jeg skulle gøre i din situation.
      Jeg kan godt forstå, at du ikke kan sidde og hælde din allerinderste bekymringer ud, når du ved, at din mor læser bloggen. Min mor var alvorligt syg i to år, før hun døde. Og jeg kan genkende alt, hvad du skriver. Når et elsket menneske er dødeligt syg, fylder det ens liv fuldstændig. Det er det første man tænker på, når man vågner op om morgenen. Og det er det sidste, der forlader ens tanker, inden man falder i søvn. I mellemtiden vakler man rundt og kan ikke rigtig finde ud af, hvad pokker man skal gøre. Åh ja.
      Jeg har aldrig prøvet (heldige mig) at være alvorlig syg. Men jeg har haft mennesker omkring mig, som har prøvet det. Og alene det er en hård og livsomvæltende en oplevelse. Det kan godt være, at sygdommen forsvinder - men min opfattelse er, at det ændrer nogle ting i sjælen for evigt.
      Jeg sender dig varme tanker. Og er enig med din sidste linie: Det er en fandens svær balance. Tak fordi du gav dig tid til at svare.
      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
  7. Jeg vil gerne høre om det hele. Tror aldrig, din skrivemåde vil føre til følelsesklamhed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er sød, AmarOrama. Og din blog er en fornøjelse.

      (For jer der er gået glip af Amarorama. Tjek hende her: http://amarorama.dk )

      Slet
  8. Jeg er overbevist om at én af grundene til at du har så mange trofaste læsere, der sidder og vansmægter og higer efter at høre nyt fra din blog er, at du netop skriver så åbent og ærligt om ALT det du oplever, tænker og føler. Og du mestrer nemlig evnen til at det aldrig bliver vammel, selvcentreret følelsesporno, men derimod en aha-oplevelse for læseren. Din humor og selvironi, og ikke mindst hudløse ÆRLIGHED gør at man kun føler sig privilegeret over at du deler det med os. Så: keep up the good Work hun..... Din bog bliver ikke bare læst, den bliver SLUGT! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine søde ord, Slemski. Jeg tror også på ærlighed. Men omvendt er jeg meget bevidst om, at der er en forskel på at være ærlig, så andre kan bruge det til noget - og så til at krydse grænsen til at blive for privat, så eventuelle læsere kommer til at føle, at de lurer på noget, som havde bedst af at blive bag lukkede døre.
      Jeg vil selvfølgelig helst det første. Det er for dumt at nedsætte sig som forfatter, hvis man ikke har et eller andet interessant at tilbyde sine læsere ;-)
      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
  9. Jeg slutter mig til koret og siger, at det netop gør dine skriverier vedkommende og læseværdige i særlig grad, når du skriver om det hele, og altså også om sorg, smerte og død.

    Det er så godt, vigtigt, helende og terapeutisk at have nogen at spejle sig i, når livet banker på med de eksistentielle, almenmenneskelige oplevelser og kriser, som vi alle skal leve og den enkelte opleve.

    Siden min mors og min søsters død (og min svigermors og svigerindes) har jeg opdaget, at jeg ser usædvanligt mange film og serier med temaerne død, sygdom, tab og sorg, og at det hjælper mig til at bearbejde min egen sorg. Det samme med at læse din blog. Glæder mig til at læse din bog!

    Mange kærlige hilsner fra Maria

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh så meget du har mistet Maria..... Virkelig well-put feedback!
      Tanker fra Slemmaen

      Slet
    2. Tak for tanker! Det har ganske rigtigt været et par tunge år.

      Slet
    3. Kære Maria,
      allerførst: Hvor er jeg ked af at høre, at du har mistet så mange mennesker i dit liv. Og som jeg fornemmer dit brev, er det sket på ret kort tid. Det lyder så hårdt, at jeg ikke rigtig kan finde på noget virkelig trøstende at skrive. Andet end at det gør mig rigtig ondt. Håber du er omgivet af gode mennesker, som husker at give dig knus og lytte til dig.

      Jeg genkender tendensen til at opsøge alt, hvad der omhandler død, tab og sorg. Inden jeg skilte mig af med mine bøger, havde jeg en del stående, som havde netop de temaer. Men alle de bøger jeg kunne finde, var skrevet af behandlere, sygeplejersker og lignende professionelle mennesker. Hvad jeg havde brug for, var at høre almindelige menneskers historier. Gerne mens de selv stod midt i processen og ikke kunne efterrationalisere. For når man er på afstand af noget, drager man sine konklusioner. Jeg havde brug for nogen, som bare fortalte hvordan de havde det - lige ud af posen. Og det var straks sværere.

      Men jeg kan da sige så meget, at jeg ved utrolig meget om sorgprocesser - det hjalp mig bare ikke i begyndelsen. Et er at man ved, at man er i den og den fase af sin sorg. Fint nok. Men jeg havde - som du også nævner - behov for at spejle mig i andre. Jeg fandt en enkelt blog på nettet, som jeg læste og læste og genlæste.

      Den blog var min trøst. Fordi jeg fik fornemmelsen af, at jeg ikke var alene. Og jeg synes netop, at sorg føles som en meget ensom proces. Noget som hende der skrev bloggen også fortalte rigtig meget om. Det hjalp mig at vide, at jeg ikke var alene.

      Håber at du finder trøst og omsorg mange forskellige steder. Og tak for dine pæne ord.

      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
  10. Enig med de andre. Det er din bog, du skal fortælle som du har lyst til og om det, der ligger dig på sinde. Jeg tror også, det er din åbenhed, der får folk til at vende tilbage til din blog - selvom mange af dem ikke engang har mødt dig. Selvfølgelig er det spændende at høre om Costa Rica, men det er ikke det, der er attraktionen - der er masser af den slags rejseblogs. Det er, at man får lov at sidde inde i dit hoved og opleve Costa Rica gennem dine øjne og med dine tanker og følelser. Vi lærer dig at kende, og det er dig, vi vender tilbage til for at læse, hvordan det går.

    Nogle vil måske ikke bryde sig om det. Men det er ikke din opgave at please alle, og det bør slet ikke være et mål. En bog til alle er ikke nogen særlig god bog, tror jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. P.S. Jeg vil inderligt gerne (og har også forsøgt nogle gange) udpensle mine tanker og følelser på skrift om alt det, der er rigtig svært og gør rigtig ondt. Men jeg gør det på en for besynderlig måde til at det rammer folk sådan som jeg gerne vil have (læs: har brug for!) og derfor udebliver dén respons jeg higer efter også. I mit tilfælde bliver det netop bare vammel følelesporno er jeg bange for.
      DU har evnen til ikke kun at skrive så du får respons, men netop som Maria siger så at andre kan spejle sig i alt dét du så ærligt beskriver. Det må du aldrig redigere ud af det du skriver!

      Slet
    2. Kære Marianne,
      tak for dine pæne ord og beskrivelsen af, hvorfor du har lyst til at læse min blog. Jeg tror, at du har helt ret: Hvis man er venner med alle, hvem er man så egentlig venner med?
      Jeg vil bestræbe mig på at følge dit råd og vide, at ingen kan være gode venner med alle. For mange kompromisser kan udvande noget, som ellers kunne være spændende.
      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
  11. Kære Knirke. Jeg har endnu ikke mistet nogen der var så tæt på, men jeg er blevet valgt fra af min far. Lang historie, som ikke er interessant i denne sammenhæng, men jeg synes kun at det, at en blog bliver personlig, gør den mere interessant. Der er ikke noget der er mere frustrerende end at kunne læse mellem linjerne (eller i antydninger), at der er mere til en historie som man ikke kan få adgang til. Lidt ligesom når teenagepiger på Facebook laver opdateringer der kun består af sad-smiley, og så nægter at fortælle hvad problemet er. Jeg tror, at vores naturlige nysgerrighed som mennesker gør at vi vil vide mere, og samtidig er vi så meget flokdyr at vi gerne vil vide at vi ikke er alene med alle vores issues. Så jo tættere på, jo bedre.
    Lene

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lene,
      Åhr, jeg kender det så godt, at jeg engang fjernede en fb-ven, fordi hun altid kom med melodramatiske statusopdateringer ala "Åh gud. Aldrig mere! Det gør simpelthen for ondt!"
      Og når folk så spurgte, ville hun ikke ud med, hvad der var galt - hvilket var virkelig irriterende, når hun nu lige som havde annonceret, at der var NOGET galt.
      Jeg har det nemlig lige som dig - enten deler man, eller også gør man ikke. Ikke noget med at lade læserne hænge og dingle i dyb nysgerrighed. Det er simpelthen for tarveligt.
      Tusind tak for din kommentar - det gør mig ondt at høre om din far. Min erfaring i slige sager er imidlertid, at man skal opføre sig så godt, som man kan. Og en dag kan det hele vende på en tallerken. Det har jeg i hvert fald prøvet. Tiden kan være ens bedste ven ...
      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
  12. Engang skrev jeg en artikel om min fars død (og komplicerede liv) i et månedsmagasin. En dag stod jeg på en cafe. Jeg havde lige fået leveret en kop kaffe, da servitricen stoppede, lidt tøvende og spurgte "Er det ikke dig, der skrev den artikel om din far?". Jeg nikkede, var lige blevet gået af en fyr, ikke i særlig godt humør. Hun kiggede på mig lidt "Jeg græd", sagde hun nikkede og gik igen. Jeg kunne se, at hun stadig var meget berørt. Og jeg tænkte, at jeg måske netop havde ramt noget væsentligt i hendes eget liv. Men sagen er, at dele af min familie hadede den artikel, for man skal ikke hænge sit beskidte undertøj til tørre i offentligheden. Til gengæld blev den artikel en øjenåbner: Når vi tør dele all the shit , så trækker vi de andre med ud af fornemmelsen af at være forkert, at være alene i verden, at være fejlcastet ind i noget der er alt for snævert . Og alt muligt andet klogt, som fx peace, love, and understanding. Men sagen er: De skriver vidunderligt, du kender balancen, og jeg tror 100 procent på, at du skal skrive uden at tøve!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sofie, bare tak. Jeg glæder mig sådan til at få fingre i din bog - jeg er sikker på, at det bliver en helt særlig læseoplevelse.
      (Til jer der ikke ved det: Sofie er netop debuteret med sin første roman 'Profetens Datter' - den tør jeg godt anbefale uden at have læst den. Men jeg gik på journalistkursus med Sofie for 20 år siden - og allerede dengang var hun mere forfatter end nogetsomhelst andet.)

      Slet
  13. Kære Knirke
    Du er spændende, du som tør leve spændende. Jeg lever i hvert fald lidt mere spændende og engageret , mens jeg læser dine fortællinger..
    Men jeg må nok også hellere hurtigt indrømme, at det meste af tiden har jeg svært ved enda sporadisk insats for et engageret, meningsfyldt og spændende liv… Det bliver oftest til, at jeg bruger al min energi på fortrængning af smærte og sorg… Jeg er bange… jeg er bange for, at synke under, tror jeg . Bange for at deale med afsavn og sorg, fordi jeg ikke rigtig har ordne til at forklare mig selv om min sorg. Og ligeledes har jeg heller ikke ordne til at forsvare mig selv overfor de overvældende skyldfølelser, som for mig virker endnu mere truende og paralyserende for mit liv .
    Jeg har ingen litterær kompetence at bidrage dig med... Jeg kan bare mægtig godt lide dine fortællinger og dit udsyn. Du udtrykker dig så flydende om de ting, som har gjort mig tavs og rigtig rigtig ked af det. I hvert fald føles det altid befriende og enkelt at forstå, når du beskriver turen gennem livet - på godt og ondt… Så jeg læner mig taknemligt op ad din beskrivelse af sorg og kærlighed, for det er du rigtig, rigtig god til. Og ja, vi lære af hindanden… når vi lige kender ordne, som beskriver følelserne og når vi lige kan finde dem til, at kunne dele dem med andre . Så vi lærer især af dig - og har især brug for dine ord, fordi du skriver så elegant og kender ordne i hjertet. Men jeg kunne tænke mig at spørge, om det er det fair over for dig selv, din historie og din sorg, at du i et kapitel i een bog skal kunne fortælle og forklare det hele ? Jeg, som læser, vil naturligvis helst have det hele på een gang og lige med det samme - i et åndedrag - i een tekst..? Men du eferlyser vores (blog læsernes) mening, så jeg må jo forsøge, at være solidarisk overfor dit spørgsmål...

    Måske noget så stort, som forholdet til en Mor fortjæner et særskilt engagement i en bog for sig selv? For kan man egentlig skrive om den samme sorg to gange uden at risikere Folelsespornografi? Jeg ved det ikke..
    Jeg ved dog, at meget af mine traumer sidder fast og fortsætter med at gøre ondt, fordi jeg ikke tør - fordi jeg ikke kan - sætte ord på mine oplevelser og følelser...

    Så hvis du beslutter, at udelade afsnittet om din Mor, måske indtil du ikke længere er i tvivl, så forstår i hvert fald undertegnede læser dig vældig godt og venter gerne ...
    Jeg er ej heller den rette til at sige: Du MÅ udgive det hele, for hvad gør jeg selv.!?
    Men alligevel - du Må udgive altsammen, for det hjælper mig..
    Vi har før ventet på dine blog udgivelser - især når du har viftet med hemmelighed og fortsættelse. Så jeg venter gerne igen - Du er det hele værd.

    Kærlig hilsen,

    ES

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære ES,
      efter at have læst dit indlæg, kan jeg slet ikke forstå, at du skulle have problemer med at udtrykke dig. Du skriver så fint, så følsomt og så sammenhængende.
      Jeg bliver virkelig ked af det, når du skriver, at det meste af din tid går på at fortrænge smerte og sorg. For slet ikke at tale om skyldfølelser. Skyldfølelser er nogen lede sataner, der hænger ud med virkelig slemme venner såsom lav selvfølelse og depression - og af en eller anden grund slæber skyldfølelse altid de dersens venner med til festen, så det hele bliver dårligt.
      Skyldfølelse burde hænge ud med letsind ... og tilgivelse. Tilgivelse er en virkelig god ven, han har det bare med at forsvinde på de mest ubelejlige tidspunkter.
      Søde ES, jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget rigtig klogt. Noget som du kunne bruge til noget. Det eneste jeg kan pippe er, at du har brug for at sætte ord på dine følelser. Og det er jeg - efter at have læst dig - ret sikker på, at du kan. Men vejen derhen er muligvis meget svær for dig. Det er i hvert fald sådan, at jeg fornemmer det.
      Men du bliver nødt til at gøre op med noget af alt det, som du går og rumsterer med. Det er helt normalt at vi alle sammen slæber rundt på bagage og pis og papir - sådan er det at være menneske.
      Ingen mennesker er lykkelige og afklarede hele tiden. Ingen mennesker danser rundt på jorden uden at have en bagage, som gør ondt. Ingen mennesker reagerer altid sundt. Ingen mennesker tager altid de bedste valg for dem selv. Det er for mig at se en del af livet, at vi fucker op, opfører os latterligt, er smålige, ubehagelige og irriterende. Men det er også en del af livet, at vi er store i slaget, smukke i sjælen og i stand til at gøre gode ting for os selv og andre. Vi rummer det hele, og det synes jeg er smukt og foruroligende på samme tid.
      Jeg aner ikke, hvem du er og hvor i livet du er. Men med det du skriver, bliver jeg ved med at tænke, at du har behov for at formulere tingene. Sætte ord på dem. Jeg har ikke selv prøvet at gå til psykolog, og jeg aner ikke, om du har råd til det eller lyst til det. Men hvad jeg hører er, at psykologer meget ofte kan være en slags fødselshjælpere. De kan hjælpe dig til at sætte ord på nogen af de ting, som du går og ruger over. Og ofte kan det at sætte ord på sine følelser og finde ud af, hvor de kommer fra, være en hjælp til at komme videre.
      Åhr, jeg er selvfølgelig meget glad for de pæne ting, du skriver til mig - men lige nu tænker jeg rigtig meget på dig. Vær god ved dig selv - det er regel nummer et. Man skal være lige så overbærende over for sig selv, som man er overfor sine venner og kære.

      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
    2. Og så noget andet: Jeg har faktisk tænkt over at skrive en hel bog om min mor. Eller rettere sagt: Ikke kun min mor, men om at miste. Jeg har tænkt over at interviewe andre mennesker og i det hele taget forsøge at lave den bog, som jeg selv gerne ville have læst, da jeg mistede min mor. Jeg har besluttet at lade kapitlet stå i bogen. Men du har ret: At miste sin mor er faktisk en bog i sig selv.

      Slet
  14. Havde skrevet en lang smøre dee forsvandt. Jeg er en af dem der vil vide det hele. At læse om andres erfaringer og følelser kan være en stor hjælp, og samtidig giver det mig lyst til at læse mere om dig. Både min mor og mormor har forskelsbehandlet deres børn, og jeg er vokset op som den upopulære. Jeg tror aldrig jeg får et godt forhold til min søster, der er bare tager i mod uden at tænke over at hun er den eneste der får hest, rejser og bil og masser af tøj. Mit teenage liv var i lange perioder præget af så mange dårlige oplevelser i jagten på kærlighed og accept, og jeg føler mig heldig jeg kom helskindet igennem. Barn nr 1 blev min billet til at finde mig selv, Ban nr 2 kastede mig ud i en kæmpe krise for jeg var bange for at forsætte hvor min mor slap. Men heldigvis kom jeg over på den anden side.

    SvarSlet
    Svar
    1. Av, når du skriver, at din teenagetid har været præget af dårlige oplevelser, fordi du jagtede kærlighed og accept, så får jeg lyst til at give dig et kæmpe trøsteknus. Teenagetiden er bare så skrøbelig og så fucked up, hvis man har for mange skrammer med hjemmefra.
      Jeg er glad for at høre, at du har arbejdet dig igennem det - og jeg hepper på dig. Gætter på, at det at være den 'upopulære', stadig stikker sit grimme fjæs frem engang imellem. Sådan tror jeg altid, at det vil være. Men du konfronterede dig selv, da du fik dit andet barn. Du kom videre. Tusind tak fordi du delte dine oplevelser med mig og bloggens læsere.
      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
  15. Kom an Jungle Queen.... Er du seriøs ? ... Fuk alt andet... Skriv...

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehehe ... tak for spark i røven ...

      Slet
  16. Ja, det er rigtig nok synd for dig, og du har haft det hårdt i livet … Men, det tænker du kun sålænge, du har brug for at føle sådan. Når du er færdig med at spekulere over offentlighedens vurdering af dig og når har udtømt alles mulighed for deltagelse i endeløs hjerne spin, da må du bare skrive, som du har lyst til. Fortsæt! Skriv om alt det, som er livet for dig.. Skriv alt det, du tænker - SELVOM - du synes det er forkert at sige... Det er altsammen helt elementært, som du sikkert ved. Du har hidtil været ærlig... Sæt igang ... Tilbage til junglen, hvis du vil. Skriv færdigt der hvor du er . UDGIV BOGEN , og tag første flyver ud af Danmark inden middelmådigheden opsluger dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tjek. Jeg hører dig. I dén grad. Og jeg har egentlig ikke behov for at føle, at jeg har haft det hårdere end andre. Men jeg skal ikke sige mig for god til at falde i selvmedlidenhedens varme gryde engang imellem - men jeg skal nok udgive bogen. Tusind tak for din kommentar.

      Slet
  17. jeg synes du konstant skriver om hvor hårdt livet er.
    Har du ikke selv valgt a

    t holde knap 2 års ferie langt væk fra Danmarks dårlige vinter klima ?
    Stå ved dine valg og lad være med at klynke så meget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mmmnjaeh, jeg fortryder ikke Costa Rica og jeg står helt ved dét valg. Mine tanker gik mere på at skrive om alle de andre ting, som sker og som man ikke har kontrol over.

      Slet
  18. Det er fanme et godt spørgsmål. Umiddelbart tænker jeg, at der sker noget, når man skifter medie fra blog til bog. En bog kan tillade sig at være mere selvudleverende og intim, simpelthen fordi folk skal gøre en indsats og foretage et valg: "nu vil jeg læse denne bog". En blog har en anden energi, fordi det er et nemt medie at gå til, og fordi alle og enhver har en blog i disse tider.

    Jeg HADER udtrykket "følelsesporno". Jeg synes at følelser er smukke og skal deles. Men det føles jo bedst, når man deler med folk som passer på dem. Som respekterer dem, som tør spejle sig i dem.

    Derfor koster det noget, at melde klart ud. Men spørgsmålet er, om det overhovedet betyder noget, hvis du ikke deler af det dybeste du har? Hvorfor faen skrive noget, hvis det bare er på overfladen?

    Så... er du klar til at dele? Har du lagt en plan for hvordan du vil passe på dig selv hvis du deler? Og tør du se om det er sandt, at spøgelser kun lurer så længe de findes i mørket -- og at sandheden sætter dig fri?

    Jeg glæder mig til at se hvad du tænker. Kram og støtte på vejen.

    SvarSlet