Jeg kan ikke fordrage at være søvnløs. Så derfor har jeg truffet det
yderst fornuftige valg, at jeg ikke går i seng, før jeg er så træt, at mine
øjne klapper i med det samme, mit legeme rammer havehynden i Momme og
Kristoffers stue. Ikke kun har jeg erhvervet mig et yderst ondskabsfuldt hold i
ryggen, som holder mig vågen. Jeg har også været utrolig småtspisende de sidste
par dage. Faktisk så småtspisende at jeg nu ikke længere kan ligge på maven,
fordi mit hofteben lige som skærer ned i gulvet, fordi havehynden er ganske
tynd. Havde jeg været ung og forfængelig, ville jeg sikkert have jublet over
det faktum. Men nu er det bare irriterende og jeg var temmelig glad, da jeg fik
klemt en halv pizza ned her til aften. Jeg føler på den måde, at jeg er på
rette vej.
Jeg har aldrig været glad for disse lange, mørke vinternætter i
Danmark. Men jeg er blevet meget bedre til dem. Da jeg var yngre, vågnede jeg
som regel med paniske katastrofe-tanker omkring klokken fire om morgenen. Og
uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke kvæle de tanker. Det var som om, at de
formerede sig i mit sind. Fremtidsangst slog sig bekvemt ned, smed benene op på
bordet og begyndte at ryge mine cigaretter. Og inden jeg vidste af det, havde
han både inviteret sorg og ensomhed til at joine festen. Sorg og ensomheds
bedste venner er selvmedlidenhed og mindreværd - og de tog altid sprut og
sort new wave-musik med. Inden jeg vidste af det, var der en fest igang. Nogle
gange holdt de sig ikke tilbage for at ringe efter fortrydelse, ærgelse og usikkerhed,
som jo altid var friske på et spontant party. Og de var fan'me ligeglade med,
at jeg prøvede at tysse på dem og true med at tilkalde politiet. De festede
bare videre. Tarvelige typer.
Jeg ved ikke, hvornår eller hvordan det præcist har ændret sig. Men det
har ændret sig.
Når fremtidsangst stikker hovedet ind ad døren og kigger sig omkring -
så står jeg parat med et baseball-bat, som bliver smadret lige mellem øjnene på
ham, så han triller hele vejen ned ad trappen. Det er meget tilfredstillende at
tæve fremtidsangst. Han ligger og vrider sig for enden af trappen, og jeg går langsomt
ned til ham. Løfter ham halvvejs op i trøjen, rusker ham lidt og snerrer:
"There's a new sheriff in
town. So stay the fuck away fra min hjerne. Jeg er ikke bange for dig, din
undermåler ..."
Det giver respekt. Og jeg vender mig om og går op og lukker døren. Et
øjeblik efter er sorg og ensomhed der. Jeg når at smadre ensomhed - han er og
bliver en sølle, svagelig stakkel - men sorg slipper ind. Sorg har altid haft evnen til at kunne
antage alle former og lige som glide ind gennem sprækker og åbninger, som den
multiform, han er.
Jeg har ikke tid til at koncentrere mig om sorg. Han er inde. Jeg må
deale med ham bagefter. Jeg løber ud i køkkenet og tager Mommes største
Globalkniv. Ganske rigtigt. Jeg kan høre selvmedlidenhed og mindreværd stå
og fnise ved hoveddøren, mens de dirker den op.
Døren når kun at svinge halvt op, før jeg springer frem og tildeler mindreværd et ordentligt snit henover ansigtet. Han skriger og tager
hænderne op til ansigtet, hvor blodet vælter ud. Jeg er tilfreds. Jeg har
aldrig kunnet lide hans grimme fjæs. Han falder baglæns ned ad trappen. Stadig
skrigende. Selvmedlidenhed står et øjeblik og vakler, da jeg vender
opmærksomheden mod ham. Han er en af de værdige modstandere, og inden jeg når
at reagere, har han sparket benene væk under mig. Det gør ondt, da min ryg
rammer gulvet og jeg ligger et øjeblik og gisper efter vejret. Selvmedlidenhed
benytter lejligheden til at gå indenfor. Han går ind i stuen, som om ingenting er
hændt og tænder den jamrende musik, som han så godt kan lide. Jeg har stadig
kniven og jeg kravler efter ham på alle fire.
Han står og svajer stille frem og tilbage til musikken. Det gode ved
selvmedlidenhed er, at han altid føler, at han på en eller anden måde er berettiget til at være der, hvor han er.
Derfor kommer det som et chok for ham, da jeg snitter begge hans akillessener
over lige ved anklerne. Han falder om. Hans øjne er store og runde - nærmest
forundrede. Men så kniber han dem sammen. Han kaster sig over mig og ruller mig
om på ryggen. Han sætter sig overskrævs på mig og tager fat om min hals med
begge hænder.
"Jeg er din beskytter," hvæser han.
"Jeg er en af dine forsvarsmekanismer. Du kan ikke undvære
mig."
Jeg kan mærke panikken brede sig. Han har lukket helt for
ilttilførelsen til min hjerne. Sorte prikker danser for mine øjne. Jeg famler
ud og mærker kniven, som ligger ved siden af mig. Jeg griber om den og jager
den så dybt, jeg kan, ind i siden på selvmedlidenhed. Han siger ingenting. Han
synker bare sammen over mig og jeg kan mærke, hvordan hans varme blod strømmer
ud og gennemvæder min t-shirt fuldstændig. Med en anstrengelse ruller jeg hans
krop væk fra min. Han er død. Jeg slæber ham ud af døren og sparker ham ned af
trappen. Der er slæbespor af blod overalt i lejligheden nu.
Jeg er også selv smurt ind i blod. Det giver en mærkelig, stram
fornemmelse på huden, når det størkner.
Jeg spekulerer på, om fortrydelse, ærgelse og usikkerhed tør møde op
til festen. De må have en fornemmelse af, hvad der foregår.
Men alligevel ... Jeg kan høre dem åbne døren nede i opgangen. Jeg går
resolut hen og skærer hovedet af selvmedlidenhed. Nakkehvirvlen vil ikke
slippe, men ved at holde i selvmedlidenheds hår og sparke på nakken, som når
man knækker en genstridig gren, lykkes det.
Jeg ruller hovedet ned ad trappen. Der bliver stille nedenunder.
"Festen er slut!," brøler jeg.
Og så går jeg tilbage til lejligheden og lukker døren efter mig.
Jeg skal lige til at lægge mig til at sove på min havehynde, da jeg
opdager, at sorg sidder på min hovedpude. Han har trukket benene op under sig
og kigger intenst på mig. Han er meget bleg og har sorte øjne. Jeg går direkte
ud i køkkenet og henter en kniv mere. Jeg vender tilbage og løfter armen. Jeg
sigter efter hans brystkasse.
"Dig kender jeg," siger jeg.
Sorg kigger bare på mig med sine sorte, bundløse øjne. Så rækker han
sin hånd op og kærtegner den arm jeg holder kniven i.
Berøringen er kølig, velkendt og en lille smule forførende.
Kniven falder på gulvet med en hård, metallisk lyd.
"Kom nu her," hvisker han blidt.
"Det kan godt være, at de andre gutter er totalt uansvarlige og
latterlige. Men mig hænger du på. For jeg lærer dig også noget. Jeg ved, at du
ved det. Når alt kommer til alt, så giver jeg dig altid noget igen."
Sorg trækker mig ned til sig. Hans kys er kolde. Som is mod huden. Jeg
kender hans berøringer ud og ind. Sorg er en af dem, der altid vender tilbage
til mig. Vi har haft små affærer kørende gennem hele mit liv. Jeg har altid
været lettet, når han gik igen. Men jeg har også altid vidst, at han ville
vende tilbage til mig på et eller andet tidspunkt. Sorg er meget trofast på den
måde.
Han lader sine hænder køre op og ned af min krop. Han får fat i min
t-shirt, som han trækker af med en hurtig bevægelse. Hans kolde mund på mine
brystvorter, får mig til at gispe højlydt.
"Please," siger jeg til ham, mens han kysser mig op af
halsen.
"Det er okay i nat. Men bare en onenighter, ikke? Ikke mere end
det. Lov mig, at du går i morgen."
"Selvfølgelig går jeg i morgen," hvisker han.
"Selvfølgelig. Men det var så lang tid siden, at jeg havde set
dig. Jeg savnede dig virkelig. Bare rolig, elskede. I morgen når du vågner, er
jeg væk."
Gribende! Rystende skildring af nogle af de dæmoner, der rider os.
SvarSletTak Michael <3
Slet"Hello Darkness - my old Friend"........ <3
SvarSletI've come to talk to you again … <3
SvarSletSikke en gang pladder. Tænk at bruge tid på at skrive sådan en gang vrøvl.
SvarSletÆrger mig over jeg brugte tid på at læse det.
Tiden er universets gyldne råstof og man må være selektiv med, hvad man bruger den på. Det er dit eget ansvar, hvis du synes, at du spilder tiden,
SvarSletFantastisk tekst - minder mig om Onkel Danny, når han var bedst.
SvarSletNoget af det bedste du har skrevet, som jeg har læst!