torsdag den 9. oktober 2014

Vindere og venlighed i Ebeltoft

Jeg ville gerne vise mine helt nye lysestager, men jeg gad altså ikke gøre det så fancy. Så her er de - omgivet af kanelgifler, cigaretter, papirer og make up-pung mm. De kostede 20 kroner - og jeg er allerede ret glad for dem … 

Lad mig begynde med det sjoveste og vigtigste: Vinderne af bogen. Jeg fik min veninde Sara til agere lykkens Gudinde. Men hun nægtede at lade sig fotografere under henvisning til, at hun havde fedtet hår.
Men altså ... Tillykke til Lonnie og Thea! Skynd jer at sende mig jeres adresse på knirke@knirke.com - så sender jeg fluks bogen til jer. I må også gerne lige nævne, hvis I vil have en hilsen fra mig i bogen.
Og tak til alle jer andre, der legede med og delte ud af jeres sparetips.

Sara havde været på Starbucks og medbragte derfor den perfekte lodtrækningspose… 

Spændingen stiger  

Vinderne er fundet ...

Ooog … Stort tillykke til Thea. Hvis du allerede har fået fingre i bogen på biblioteket, kan du jo give dette eksemplar videre til en af dine venner … 


Ooog tillykke til Lonnie, som gav det meget fornuftige råd at kigge efter second hand-børnetøj. Ungerne vokser så hurtigt, at man faktisk kan få en masse, fint børnetøj, der slet ikke er slidt ...

Sidste gang jeg lod høre fra mig, var fordi jeg helt ublu gjorde reklame for mit livs første foredrag. Og tak - det gik godt. Jeg begik en masse fejl, men overordnet gik det godt - og ikke mindst lærte jeg, hvad jeg gerne vil stramme op på og gøre bedre næste gang. Det bedste af det hele var næsten, at jeg følte mig fint tilpas ved at stå og tale foran en flok mennesker. Det var det, der var min største frygt: At jeg ville hakke og stamme og pille næse og gå i stå og i det hele taget gøre et fjols ud af mig selv. Det skete ikke, synes jeg. Jeg klarede det hæderligt - ikke mindst fordi en håndfuld venner indtog Lyngby Kulturhus og indgød mig mod og kærlighed ved deres tilstedeværelse. Tak fordi I kom - og selvfølgelig også tak til jer, der kom uden at kende mig. Jeg vil gerne holde flere foredrag!

Jeg snuppede en af billetterne fra foredraget. Det er lidt af en souvenir, synes jeg ...

Venlighed er sådan en stærk ting. Den behøver ikke at koste noget og den kan komme ud af det blå og virkelig gøre en forskel for det menneske, som får venligheden at føle. Jeg elsker venlighed og oplever heldigvis meget af den.

I dag cruisede jeg til Ebeltoft i mit lejede lig. Jeg er nemlig landet i Jylland, fordi jeg atter engang blev boligløs. Kunstmaleren og forfatteren, som havde været så ualmindelig flinke at låne mig deres hus på Amager, kom tilbage fra deres sommerhus for at tilbringe vinteren i mere urbane omgivelser.
Ergo ringede jeg til min far - aka den gamle Svovldrage - og meddelte ham myndigt, at jeg agtede at låne hans sommerhus.
Gennem venners venner fik jeg lejet en ældgammel Toyota Corolla til en god pris (der er båndoptager i den!) og drog mod min fars sommerhus på Mols. Et herligt sted der ligger øde og er omgivet af det smukkeste hedelandskab, man kan forestille sig. Så det er her, jeg slår mine folder, mens jeg udregner, hvad jeg skal gøre herfra. Jeg har faktisk nogle ret fede planer - men dem skriver jeg om i næste blogindlæg.

I dag cruisede jeg så til Ebeltoft for at kigge mig lidt omkring. Mine jeans har nu huller lige over begge knæ, så jeg vurderede, at det kunne være en god idé at anskaffe sig et par nye. Ergo gik jeg i en meget stor og meget flot Kirkens Korshær-butik.

Og så skete det bare. Opmagasineret på en hylde stod ti tekopper i forskellige farver med underkop og tallerken til. Hver enkelt del havde forskellige mønstre og motiver, og jeg kunne slet ikke stå for dem. De mindede på deres egen måde så meget om de mokkakopper min mor serverede kaffe i, da jeg var barn og vi havde gæster.

Jeg prøvede virkelig at overbevise mig selv om, at hvis jeg valgte den pæneste af kopperne og købte den - så var det rigeligt. Men jeg kunne ikke modstå dem. De var så fine, så fine. Der var ikke et skår i dem og der er ingen tvivl om, at deres tidligere indehaver har været glad for dem og passet umådelig godt på dem.

De flotte kopper set ovenfra ...

Og fra siden. De kostede mig i alt 200 kroner. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får brugt dem. Men nu står de her i skabet i sommerhuset - og jeg er rigtig glad for dem!

Og der er blomster og borter og bemalinger og guldkanter og hvad har vi. Jeg FATTER ikke, at jeg har kunnet leve uden! :-)

Samtidig faldt mit blik på to porcelænsengle, som fik mit hjerte til at smelte. Jeg er slet ikke til porcelænsfigurer, men de her to måtte jeg bare eje.

Ved siden af englene stod to højstilkede lysestager, som ville være utrolig rare at have tændt, når jeg sidder og arbejder i køkkenet.

Jeg lukkede øjnene i ti sekunder - og så tog jeg hele herligheden op til kassen. På vej derop snublede jeg nærmest over en Billie Holiday-cd til en ti'er, som jeg også grabsede til mig.

Mens damen stod og pakkede mine kopper ind, sagde jeg til hende: 
"Ih, jeg ville sådan ønske, at min mor stadig levede. For så var jeg taget direkte hjem for at forære hende de her kopper. Jeg ved bare, at hun ville elske dem."

"Har du mistet din mor for nylig," spurgte hun.

"Næeh, det kan man ikke rigtig sige," svarede jeg.
"Hun døde i 2008."

"Åhr, men det tager lang tid, mange år, at komme sig over."

Og midt i avisindpakning af kopper, lænede hun sig frem og aede mig på kinden.

Den gestus var så enkel, så venlig - ja, så kærlig, at jeg blev meget rørt. Måske fordi jeg kunne mærke, at den var velment og kom fra et sted inde i hende, hvor hun vidste, hvad det ville sige at miste nogen og savne dem rigtig meget.

Og på grund af den venlige gestus stod resten af min dag i sådan et fint lys. Min lille hund Carla og jeg promenerede op ad gågaden i Ebeltoft. Jeg købte mig en vaffelis og havde en virkelig rar eftermiddag, fordi jeg var fyldt med glæde over, at et ukendt menneske mødte mig på den måde.

Som jeg sidder og skriver dette, kommer jeg til at tænke på, at der nok er nogle mennesker, der meget gerne ville have sig frabedt at blive aet på kinden af en fremmed. Sådan har jeg det ikke. Jeg kan mægtig godt lide at blive aet, ligesom jeg værdsætter en god omfavnelse og et varmt håndtryk. Jeg har selv en tendens til at røre ved mennesker, som jeg godt kan lide. Det er som om, at jeg mærker dem allerbedst, hvis jeg lige kan få lov til at lægge en hånd på deres skulder, når jeg går forbi - eller stryge dem over håret eller lige klemme deres hånd.

Sidste gang jeg blev aet på kinden, var af en tyrkisk kvinde i et s-tog på vej til Ishøj. Vi sad overfor hinanden, da hun pludselig hev en agurk op af tasken og gav sig til at skrælle den med håndfaste bevægelser.
Det så tilpas fjollet ud til, at det fik mig til at grine højt, hvilket selvfølgelig fik hende til at kigge på mig.
Derefter havde vi en lang samtale om mad og grøntsager. Jeg fandt ud af, at agurkens grønne skal er bitter og at det var derfor, hun skrællede den, inden hun spiste den.

Hun skulle af på Vallensbæk Station og da toget sagtnede farten, rejste hun sig op. Jeg skulle til at sige pænt farvel til hende, da hun bøjede sig frem og lagde hånden på min pande og simpelthen gav mig et kæmpestort ae hele vejen fra pande til hage.

Det gjorde farvel-hilsner unødvendige og jeg nøjedes med at vinke til hende, da toget kørte væk fra perronen og videre mod Ishøj. Det sidste jeg så, var den lille, firskårne dame med et mørkt tørklæde på hovedet, et stort indkøbsnet i hånden - og en ligeledes firskåren hånd, der vinkede tilbage.
Det syn har jeg gemt i mit hjerte.

Men hvad med dig, kære bloglæser? Hvornår oplevede du sidst venlighed - og kan du lide at blive aet? Hold dig endelig ikke tilbage i kommentarfeltet …

Det er en rar fornemmelse at have hele to engle til at vogte over mig om natten. Jeg har stillet dem på mit natbord og glæder mig over dem. Det er egentlig slet ikke min smag, men et eller andet ved dem, gør mig blød om hjertet. Måske fordi det er dame-engle og ikke sådan nogle små tykke børneengle ...






onsdag den 1. oktober 2014

Kom til foredrag!


Har du ingen planer for i aften? Så kom og hør på miiiig - jeg folder mig ud med et foredrag i Lyngby Kulturhus klokken 19!

(Og ps: Jeg HAR trukket bogvindere og bloggen vender tilbage i weekenden. Lige nu har jeg det bare sådan, at jeg skal have afviklet det foredrag, før jeg kan tænke på noget andet. Nervøs? Ja, en lille smule. Men jeg tror også, at det bliver en god oplevelse.)

Læs mere om foredraget her:



https://www.facebook.com/events/697796750290849/?sid_reminder=2902377957622284288

onsdag den 10. september 2014

Vind Jungledage

Sådan ser forsiden til Jungledage ud. Og dette pragtværk kan du vinde, hvis du skriver dit bedste sparetip i kommentarfeltet … 

Jeg tror, at 2013's nulpunkt var engang i slutningen af november, hvor jeg gik rundt på Nørrebro Runddel og følte mig aldeles fortabt.

Vejret stod på blæst og slud og det halvmørke, der havde hersket hele dagen, var gået over i et trøstesløst vintermørke. Jeg boede i en hyggelig lånelejlighed, og jeg havde tilbragt adskillige aftener på at sidde på bagtrappen og ryge discountcigaretter, drikke discountrødvin og spekulere over, hvordan i alverden mit liv lige pludselig var blevet så deprimerende.

Efter trange tider kommer gode tider. Carla er i hvert fald glad for, at der atter er blevet råd til godbidder og god mad ...

Naboen til den lejlighed, som jeg havde lånt, var et værested for socialt udsatte mennesker. Og eftersom jeg sad helt stille, kunne jeg ofte følge med i deres samtaler. Man kunne tænke, at det ville være opmuntrende for mig at vide, at der lige i mit nærmiljø befandt sig mennesker, som havde gennemgået og oplevet ting, som var så ubehagelige, at jeg burde takke min skaber for at være sådan en heldigfryns ved siden af dem.

Desværre havde det den stik modsatte effekt. Jeg blev bare i ekstra dårligt humør af at høre på disse menneskers samtaler. Så nogle gange tog jeg høretelefoner på, når jeg sad på trappen. Og i fineste stil sørgede jeg for KUN at høre yderst deprimerende musik. Jeg kunne simpelthen ikke tage mig sammen til at gøre mig selv i bedre humør. Jeg var ynkelig, jeg ved det godt. Jeg havde på det tidspunkt levet af røræg i ti dage. Med karryketchup. Og jeg var nået dertil, hvor jeg kun spiste, når jeg var meget sulten. Jeg gad simpelthen ikke mere røræg.

Selvfølgelig var jeg da på Roskilde Festival. Og hurra for det! Her er det campens faste tradition, morgen-mohitos - kaldes Momos. En uundværlig del af festivalen ...

Den aften jeg ramte nulpunktet, havde jeg netop indkøbt seks buræg mere. Og selvfølgelig en pakke discountcigaretter. Rødvinen var for længst sparet væk. Vejret var hæsligt. Novembermørket lige så. Jeg frøs og havde hele min formue i lommen:16 kroner. Jeg stod og kiggede på de mange mennesker, der myldrede ind og ud af busser. Ind og ud af supermarkedet. Alle bevægede sig hurtigt, for ingen havde lyst til at stå stille i den bidende kulde.

Og jeg tænkte, at jeg nu havde nået det absolutte nulpunkt. Min arbejdsindsats i forhold til at redigere min bog færdig og på den måde komme videre med mit liv, var lige så sølle som alt andet. Jeg spekulerede over fremtiden, fortiden og nutiden - noget jeg altid fortaber mig alt for meget i, når jeg er på spanden. Jeg sov dårligt om natten, vågnede op med en knugende fornemmelse i maven om morgenen.

Lige der på Nørrebro Runddel indså jeg, at jeg måtte tilkalde kavaleriet. Og det gjorde jeg.

Det kom næste dag i skikkelse af min søster, Anne. Hun svingede sin bil op foran stuelejligheden på Nørrebro. Stuvede mig, Carla og min taske ombord og fræsede mod provinsen. Med et enkelt stop på McDonald's, hvor jeg måtte bestille lige, hvad jeg havde lyst til.

Skitse til en lille bog, som jeg er igang med at lave. Tegningen forestiller min søster i en typisk arbejdssituation … 

Bagefter kørte vi i Terslev Dagligbrugs og jeg blev forsynet med en kæmpe dunk rødvin, adskillige pakker cigaretter og chips og hvad jeg ellers havde lyst til. Og så læssede hun mig af hos min far og kørte de 300 meter, der er mellem hendes og min fars hus, hjem til sig selv. 

Den næste måneds tid var jeg bare et sort hul i jorden, som tilbragte tiden i den fjerne stue i min fars hus. Jeg dukkede op til måltiderne, men var ellers det mindst inspirerende selskab, man overhovedet kan forestille sig. Min far fodrede på mig og lod mig være i fred.

Om natten - han er en lige så stor natteravn som jeg - sad han i sit værelse og så tv. Og så dukkede jeg op som en skygge og kyssede ham på hans bare isse, inden jeg igen fortrak til den fjerne stue.

Min far er af den faste overbevisning, at jeg burde anskaffe mig et rigtigt job. Han er heller ikke typen, der skamroser. Så jeg blev ret glad for at møde dette syn på hans natbord … 

Min søster ringede jævnligt og spurgte, om jeg ville med i Dagligbrugsen i Terslev. Og det var cirka så meget ud af huset som jeg kom - med få undtagelser. I løbet af tiden hos min far tikkede der penge ind på min konto og jeg kunne mærke, at mit arbejde alligevel skred frem.

"This, too, shall pass," sagde jeg til mig selv, når mørket dukkede op midt om eftermiddagen. Jeg tænkte på Carlos, som altid brugte netop det citat. Og jeg vidste godt, hvor heldig jeg var, fordi der var mennesker omkring mig, som samlede mig op og tog sig af mig. Og jeg vidste, at mørket var inde i mig selv. Ikke omkring mig.

Jeg har og vil nok altid være meget dårlig til at håndtere vintermørket i Danmark. Faktisk er jeg så skvattet, at vintermørke er rigelig med udfordring for sådan en som mig. Kommer der ekstra ting i form af pengemangel, fremtidsangst og diverse varianter af sorg, er jeg lige til at smide ud med badevandet. Ingenting værd.

Jeg har ikke købt nogle ting, mens jeg har været i Dk. Kun tøj, mad og den slags ting. Men så faldt jeg over et lille skull. Og det kunne jeg ikke stå for ...

Efter en opfedningsmåned under den faderlige vinge, flyttede jeg ind til Sara på Bryggen. Bagefter tog jeg tilbage til Nørrebro. Derfra videre til Anne på Østerbro og videre til Brøndby og derefter videre til Amager, hvor jeg bor nu. I et skønt hus med et kæmpe bibliotek. Tingene klarede jo - som forudset - op, og jeg har haft rigtig mange, gode oplevelser i 2014.

For nylig stødte jeg på min søster Annes bog i en boghandel. Det var rigtig fint, for det er en bog, der fortjener at stå fremme ...

Da mørket på alle måder var blevet effektivt fortrængt af forårssol og lange, lyse aftener, udkom min bog.

Hvad skal man egentlig med fjender, når man har venner, der fotograferer en, mens man lader vandet til sin egen bogfest? Tsk, tsk!

Jeg er godt tilfreds med det hele. Det var en lang vej, men det var det værd. Bogen sælger udmærket og stabilt. Og jeg har til min store glæde noteret mig, at bogen bliver ved med at sælge, selv om alle mine venner forlængst har erhvervet sig et eksemplar. Det betyder, at der er mennesker, der køber bogen, fordi de synes, at den er interessant - og ikke bare for at støtte mig. Det er en virkelig god fornemmelse.

Og her … Hellerup Parkhotel. I utissende og civiliseret udgave ...

Mens jeg skriver dette, står solen ind ad vinduet. Jeg drikker kaffe og føler mig rolig og samlet indvendig. Jeg har lagt planer for min næste bog og jeg føler mig - trods det at jeg har dinglet rundt som en forslået bokser i en boksering lidt for længe - optimistisk og glad. Jeg glæder mig til fremtiden. Jeg tror, at der er interessante tider lige om hjørnet. Måske netop derfor gider jeg at tænke tilbage til dengang, hvor det hele var noget møg.

I løbet af sommeren lærte jeg noget helt uundværligt: At sable champagne! Tak til Sara for at tage mig med. Og til Jannick for at lære os kunsten. Jeg ser frem til nytårsaften, hvor jeg helt sikkert vil sable løs!

Jeg har igen har fået lyst til at blogge. Og i den anledning udlodder jeg to eksemplarer af 'Jungledage'. Det er en til hver af mine resterende bloglæsere.
Skulle der være flere, som har lyst til at vinde en bog - så meld jer i kommentarfeltet herunder.
Og for at gøre det til en lille udfordring at vinde 'Jungledage', så vil jeg bede jer om at dele jeres bedste spare penge-tips med mig og eventuelle andre bloglæsere.

Det eneste foto jeg tog, mens jeg boede på Nørrebro. 

Jeg begynder med mit tip, som ikke er fantasifuldt, men som i hvert fald har hjulpet mig:
Jeg har været rigtig glad for secondhandbutikker, hvor indtægten går til Røde Kors, Folkekirkens nødhjælp, Kirkens Korshær og lignende organisationer. Mine yndlingsjeans var spritnye, da jeg købte dem for 30 kroner i en butik i Frederikssund. Mit tip går på, at hvis man skal gøre de rigtig gode genbrugskøb, så tag ud i butikkerne udenfor København.

Jeg lukker konkurrencen om en uge og trækker lod blandt svarene. Og tak til jer, der stadig hænger ved. Jeg er spændt på, om jeg overhovedet får nogle svar. Hvis jeg ikke gør - så donerer jeg sør'me bøgerne til en genbrugsbutik …

Det er nemlig rigtigt! Og det er døren til herretoilettet på Svejk i Smallegade ...


Den danske udgave af mr. Wulf, der løser problemer: Simone Simon. Og hun bor på Vesterbro ...



søndag den 20. april 2014

Kom til bogfest!


Sådan ser forsiden af bogen ud. Den udkommer den anden maj og kommer til at koste 299 kroner. Uh, hvor bliver det spændende!

 Jeg har et fast holdepunkt i mit liv: Kaffe. Jeg drikker kaffe hver eneste morgen. Det gjorde jeg i Costa Rica. Det gør jeg i Danmark. Og uanset hvor jeg ender, håber jeg, at det er et sted med morgenkaffe.

For hvor ender denne rejse? Jeg aner det ikke. I øjeblikket ved jeg ikke, hvor jeg er næste måned. Det er en sær måde at leve livet på. Nogle gange vågner jeg om morgenen og kigger mig forvirret omkring. Så går der lige ti sekunder med at genkende omgivelserne, før det hele falder på plads. Aha, jeg er i Brøndby. Der står min rejsetaske ...

Det har taget noget tilvænning, men efterhånden har jeg det som den gamle musical-sang 'Any place I hang my hat is home'.

Et af versene går - så vidt jeg husker - sådan her:

Free and easy
That's my style
Howdy do me?
Watch me smile
But fare-the-well me
After a while
'Cause I gotta roam
And any place I hang my hat is home ...

Siden jeg kom til Danmark og mine penge var forsvundet et sted i Panama, har jeg levet på sofaer rundt omkring. Jeg har således boet i centrum af København. På Bryggen, på Østerbro, Nørrebro, i Ringsted, Frederikssund, Haslev, Ishøj - og nu bor jeg i Brøndby.

Jeg kunne skrive en hel bog om at være en vagabond-type. Og måske gør jeg det en dag. Men lige nu gælder det noget meget mere spændende, synes jeg selv.

Mens dette skrives er min bog om Costa Rica nemlig i trykken. Jeg glæder mig virkelig til at stå med et trykt eksemplar i hånden. Uanset hvor meget jeg prøver at være afslappet omkring det, så er det en art milepæl i mit liv. Det var det, jeg besluttede mig for at gøre - og om et øjeblik sker det. Jeg er mere spændt og nervøs, end jeg vil være ved. Først og fremmest håber jeg inderligt på, at bogen vil finde et publikum. Ikke kun fordi tanken om at blive læst er virkelig rar. Men selvfølgelig også fordi jeg har brug for de penge, som den måske kan indtjene.

Nu må vi se. Hvis der er noget jeg har lært, så er det, at det hele nok skal gå. Bogen udkommer den 2. maj og i den anledning er DU - kære bloglæser - inviteret til fest. Jeg holder noget tam-tam på Voodoo Lounge i København. Det begynder klokken 17 og jeg tænker, at folk bare kan komme dumpende, når de har mulighed. Bogen kommer til at koste 299 kroner, men lige den dag sælger jeg den for 250 - så husk at medbring kontanter, hvis du er købelysten. Det bliver noget med øl og flinke mennesker - og jeg håber, at du også har lyst til at komme og hilse på

Smid mig lige en mail på knirke@knirke.com og sig, hvis du kommer. På den måde har jeg stadig en art overblik over, hvor mange mennesker jeg kan forvente.

Jeg glæder mig. Jeg er meget spændt. Jeg er også nervøs. Så support på denne store dag vil blive modtaget med taknemmelighed. Håber vi ses!

Og undskyld for den lange tavshed på bloggen ...

Her er et uddrag fra den kommende bog, 'Jungledage - med livet i lommen'. Det handler om mit første møde med junglens store edderkopper:

Forsidebilledet er faktisk en tegnet version af det her billede - med mig i forskønnet udgave. Til gengæld synes jeg, at tegner Nikki har givet forsiden et helt fantastisk lys. 

"Når jeg ikke lige var optaget af at bære insekter ud og holde dørene lukkede, faldt jeg i staver over junglen. Fra at syne rodet og mørk, foldede den sig lige så stille ud.

Den var smukkere end noget, jeg nogensinde før havde set. Lyset skiftede med dagen og der var hele tiden nye ting at glædes over. Jeg elskede de tidlige morgener, hvor brøleaberne holdt fest i træerne og jeg kunne se dem springe fra gren til gren. Jeg mistede pusten, når sværme af sommerfugle fløj gennem skoven i farverige flokke. Jeg glædede mig, når jeg fik øje på endnu en fugl i alt det grønne - og jublede højlydt den dag, en smaragdfarvet kolibri fløj lige forbi næsen på mig, mens jeg stod og hang opad verandaens rækværk.

Men en dag skete det, som jeg havde frygtet lige siden, jeg flyttede ind i huset. Min første, store edderkop. Jeg opdagede den, da jeg gik ind i gæsteværelset. Ud fra den meget store stikkontakt, som var monteret på en bjælke, stak et par lange, behårede ben ud. Jeg stod fuldstændig stille i et par sekunder og kunne mærke, hvordan adrenalinen kørte op og ned ad rygraden. Stikkontakten var på størrelse med en halv mælkekarton, og jeg turde slet ikke tænke på, hvor stort uhyret var, når den ikke engang kunne skjule sig helt bag noget så stort. Faktisk var det endnu mere uhyg- geligt, at jeg kun kunne se dens ben - og min fantasi kværnede på højtryk og skabte det ene skræmmende billede efter det andet, af hvordan dyret rent faktisk så ud.
Jeg bakkede øjeblikkeligt tilbage til køkkenet og kæderøg to cigaretter i ren angst. Min hjerne kværnede på højtryk. Men der var ikke andet at gøre, end at opbyde alt mit mod og på en eller anden måde indfange dyret.

Da jeg vendte tilbage til soveværelset, var edderkoppen kommet ud fra sit skjul. Den sad nu oppe på væggen, så jeg fik det fulde udbytte af gyset. Det var en stor, behåret og ubehageligt udseende ulveedderkop på størrelse med hele min hånd. Jeg forsøgte at tage det helt roligt, men min puls dunkede så hårdt, at jeg kunne mærke den helt op i hovedet. I min ene hånd havde jeg en kasserolle, som jeg agtede at indfange den med.
Saftevandskanden var simpelthen ikke stor nok, og jeg var bange for at kappe benene af monsteret. Jeg nærmede mig væggen med forsigtige skridt og løftede kasserollen. I samme øjeblik skyggen fra kasserollen ramte edderkoppen, hoppede den lige ud i luften og faldt ned på gulvet. Jeg tabte kasserollen af bar forskrækkelse, udstødte et skrig og løb ud i køkkenet, hvor jeg stod og bævrede.

Edderkoppen var undsluppet. Men den var stadig i huset, hvilket var en total uacceptabel situation for en araknofob som mig. Jeg rystede af ubehag ved tanken om, at den kom i nærheden af mig eller dukkede op på uventede tidspunkter. Der gik en times tid og da jeg atter kiggede ind i gæsteværelset, havde den sat sig op på væggen igen. Der sad den og udstrålede rendyrket ondskab. Og hver gang den pilede et par centimeter over væggen, for jeg sammen. De kriblende bevægelser gik direkte i kroppen på mig, og fik mig til at svede af angst.

Bananpalmerne udenfor huset hjalp mig til at klække en ny plan. Jeg plukkede et af de største blade, skrællede den tunge, grønne bladmasse væk og stod tilbage med bladstrengen fra et bananblad. På den måde havde jeg skaffet mig selv en lang pind. Der var et hul i væggen i gæsteværelset, og hvis jeg ved hjælp af pinden kunne jage edderkoppen ud af hullet, ville problemet være løst.

Jeg nærmede mig igen og pirkede forsigtig til den. Det gjorde den så forskrækket, at den fulgte planen. Det samme kunne man ikke sige om mig. Jeg var ved at tabe pinden af bar væmmelse over, hvor uhyggelig og hurtig edderkoppen var.

Med rystende hænder formåede jeg at holde balancen mellem at skræmme den så meget, at den løb - men samtidig ikke skræmme den så meget, at den hoppede. Jeg holdt vejret, da den nærmede sig hullet i væggen, og da den tog et sidste tilløb og pilede ud af huset, råbte jeg højt af glæde og dansede vildt rundt i huset sammen med Red og Carla. Al den kropslige spænding måtte ud. Og det var først, da jeg ikke længere kunne få vejret, at jeg hentede mit største håndklæde, som jeg proppede i hullet, så det var hermetisk lukket.

Bagefter satte jeg mig ned og skænkede mig et enormt glas rødvin. Der gik temmelig lang tid, før jeg var faldet ned igen.

Godt nok havde jeg vidst, at edderkopperne var store i junglen. Men at se den største edderkop, jeg endnu havde set i mit liv, vandre på min væg, var direkte nerveflænsende.

Jeg sad længe og tænkte. Og jeg endte med at konkludere, at edderkoppeproblemet måtte løses på samme måde, som jeg løste tanken om, at jeg var alene på den anden side af kloden, ikke kendte en sjæl og ikke vidste, hvor jeg var om en måned: Nemlig ved simpelthen at fortrænge tankerne, leve i nu’et og tage en dag ad gangen."