Sådan ser forsiden til Jungledage ud. Og dette pragtværk kan du vinde, hvis du skriver dit bedste sparetip i kommentarfeltet …
Jeg tror, at 2013's nulpunkt var engang i slutningen af november, hvor
jeg gik rundt på Nørrebro Runddel og følte mig aldeles fortabt.
Vejret stod på blæst og slud og det halvmørke, der havde hersket hele
dagen, var gået over i et trøstesløst vintermørke. Jeg boede i en hyggelig
lånelejlighed, og jeg havde tilbragt adskillige aftener på at sidde på
bagtrappen og ryge discountcigaretter, drikke discountrødvin og spekulere over,
hvordan i alverden mit liv lige pludselig var blevet så deprimerende.
Efter trange tider kommer gode tider. Carla er i hvert fald glad for, at der atter er blevet råd til godbidder og god mad ...
Naboen til den lejlighed, som jeg havde lånt, var et værested for
socialt udsatte mennesker. Og eftersom jeg sad helt stille, kunne jeg ofte
følge med i deres samtaler. Man kunne tænke, at det ville være opmuntrende for
mig at vide, at der lige i mit nærmiljø befandt sig mennesker, som havde
gennemgået og oplevet ting, som var så ubehagelige, at jeg burde takke min
skaber for at være sådan en heldigfryns ved siden af dem.
Desværre havde det den stik modsatte effekt. Jeg blev bare i ekstra
dårligt humør af at høre på disse menneskers samtaler. Så nogle gange tog jeg
høretelefoner på, når jeg sad på trappen. Og i fineste stil sørgede jeg for KUN
at høre yderst deprimerende musik. Jeg kunne simpelthen ikke tage mig sammen
til at gøre mig selv i bedre humør. Jeg var ynkelig, jeg ved det godt. Jeg
havde på det tidspunkt levet af røræg i ti dage. Med karryketchup. Og jeg var
nået dertil, hvor jeg kun spiste, når jeg var meget sulten. Jeg gad simpelthen
ikke mere røræg.
Selvfølgelig var jeg da på Roskilde Festival. Og hurra for det! Her er det campens faste tradition, morgen-mohitos - kaldes Momos. En uundværlig del af festivalen ...
Den aften jeg ramte nulpunktet, havde jeg netop indkøbt seks buræg
mere. Og selvfølgelig en pakke discountcigaretter. Rødvinen var for længst
sparet væk. Vejret var hæsligt. Novembermørket lige så. Jeg frøs og havde hele
min formue i lommen:16 kroner. Jeg stod og kiggede på de mange mennesker, der
myldrede ind og ud af busser. Ind og ud af supermarkedet. Alle bevægede sig
hurtigt, for ingen havde lyst til at stå stille i den bidende kulde.
Og jeg tænkte, at jeg nu havde nået det absolutte nulpunkt. Min
arbejdsindsats i forhold til at redigere min bog færdig og på den måde komme
videre med mit liv, var lige så sølle som alt andet. Jeg spekulerede over
fremtiden, fortiden og nutiden - noget jeg altid fortaber mig alt for meget i,
når jeg er på spanden. Jeg sov dårligt om natten, vågnede op med en knugende
fornemmelse i maven om morgenen.
Lige der på Nørrebro Runddel indså jeg, at jeg måtte tilkalde
kavaleriet. Og det gjorde jeg.
Det kom næste dag i skikkelse af min søster, Anne. Hun svingede sin bil
op foran stuelejligheden på Nørrebro. Stuvede mig, Carla og min taske ombord og
fræsede mod provinsen. Med et enkelt stop på McDonald's, hvor jeg måtte
bestille lige, hvad jeg havde lyst til.
Skitse til en lille bog, som jeg er igang med at lave. Tegningen forestiller min søster i en typisk arbejdssituation …
Bagefter kørte vi i Terslev Dagligbrugs og jeg blev forsynet med en
kæmpe dunk rødvin, adskillige pakker cigaretter og chips og hvad jeg ellers
havde lyst til. Og så læssede hun mig af hos min far og kørte de 300 meter, der
er mellem hendes og min fars hus, hjem til sig selv.
Den næste måneds tid var jeg bare et sort hul i jorden, som tilbragte
tiden i den fjerne stue i min fars hus. Jeg dukkede op til måltiderne, men var
ellers det mindst inspirerende selskab, man overhovedet kan forestille sig. Min
far fodrede på mig og lod mig være i fred.
Om natten - han er en lige så stor natteravn som jeg - sad han i sit
værelse og så tv. Og så dukkede jeg op som en skygge og kyssede ham på hans
bare isse, inden jeg igen fortrak til den fjerne stue.
Min far er af den faste overbevisning, at jeg burde anskaffe mig et rigtigt job. Han er heller ikke typen, der skamroser. Så jeg blev ret glad for at møde dette syn på hans natbord …
Min søster ringede jævnligt og spurgte, om jeg ville med i
Dagligbrugsen i Terslev. Og det var cirka så meget ud af huset som jeg kom -
med få undtagelser. I løbet af tiden hos min far tikkede der penge ind på min
konto og jeg kunne mærke, at mit arbejde alligevel skred frem.
"This, too, shall pass," sagde jeg til mig selv, når
mørket dukkede op midt om eftermiddagen. Jeg tænkte på Carlos, som altid brugte
netop det citat. Og jeg vidste godt, hvor heldig jeg var, fordi der var
mennesker omkring mig, som samlede mig op og tog sig af mig. Og jeg vidste, at
mørket var inde i mig selv. Ikke omkring mig.
Jeg
har og vil nok altid være meget dårlig til at håndtere vintermørket i Danmark. Faktisk
er jeg så skvattet, at vintermørke er rigelig med udfordring for sådan en som
mig. Kommer der ekstra ting i form af pengemangel, fremtidsangst og diverse
varianter af sorg, er jeg lige til at smide ud med badevandet. Ingenting værd.
Jeg har ikke købt nogle ting, mens jeg har været i Dk. Kun tøj, mad og den slags ting. Men så faldt jeg over et lille skull. Og det kunne jeg ikke stå for ...
Efter
en opfedningsmåned under den faderlige vinge, flyttede jeg ind til Sara på
Bryggen. Bagefter tog jeg tilbage til Nørrebro. Derfra videre til Anne på
Østerbro og videre til Brøndby og derefter videre til Amager, hvor jeg bor nu.
I et skønt hus med et kæmpe bibliotek. Tingene klarede jo - som forudset - op,
og jeg har haft rigtig mange, gode oplevelser i 2014.
Da
mørket på alle måder var blevet effektivt fortrængt af forårssol og lange, lyse
aftener, udkom min bog.
Hvad skal man egentlig med fjender, når man har venner, der fotograferer en, mens man lader vandet til sin egen bogfest? Tsk, tsk!
Jeg
er godt tilfreds med det hele. Det var en lang vej, men det var det værd. Bogen
sælger udmærket og stabilt. Og jeg har til min store glæde noteret mig, at
bogen bliver ved med at sælge, selv om alle mine venner forlængst har erhvervet
sig et eksemplar. Det betyder, at der er mennesker, der køber bogen, fordi de
synes, at den er interessant - og ikke bare for at støtte mig. Det er en
virkelig god fornemmelse.
Mens
jeg skriver dette, står solen ind ad vinduet. Jeg drikker kaffe og føler mig
rolig og samlet indvendig. Jeg har lagt planer for min næste bog og jeg føler mig
- trods det at jeg har dinglet rundt som en forslået bokser i en boksering lidt
for længe - optimistisk og glad. Jeg glæder mig til fremtiden. Jeg tror, at der
er interessante tider lige om hjørnet. Måske netop derfor gider jeg at tænke
tilbage til dengang, hvor det hele var noget møg.
I løbet af sommeren lærte jeg noget helt uundværligt: At sable champagne! Tak til Sara for at tage mig med. Og til Jannick for at lære os kunsten. Jeg ser frem til nytårsaften, hvor jeg helt sikkert vil sable løs!
Jeg
har igen har fået lyst til at blogge. Og i den anledning udlodder jeg to
eksemplarer af 'Jungledage'. Det er en til hver af mine resterende bloglæsere.
Skulle
der være flere, som har lyst til at vinde en bog - så meld jer i kommentarfeltet
herunder.
Og
for at gøre det til en lille udfordring at vinde 'Jungledage', så vil jeg bede
jer om at dele jeres bedste spare penge-tips med mig og eventuelle andre
bloglæsere.
Det eneste foto jeg tog, mens jeg boede på Nørrebro.
Jeg
begynder med mit tip, som ikke er fantasifuldt, men som i hvert fald har
hjulpet mig:
Jeg
har været rigtig glad for secondhandbutikker, hvor indtægten går til Røde Kors,
Folkekirkens nødhjælp, Kirkens Korshær og lignende organisationer. Mine
yndlingsjeans var spritnye, da jeg købte dem for 30 kroner i en butik i
Frederikssund. Mit tip går på, at hvis man skal gøre de rigtig gode genbrugskøb,
så tag ud i butikkerne udenfor København.
Jeg
lukker konkurrencen om en uge og trækker lod blandt svarene. Og tak til jer,
der stadig hænger ved. Jeg er spændt på, om jeg overhovedet får nogle svar.
Hvis jeg ikke gør - så donerer jeg sør'me bøgerne til en genbrugsbutik …
Det er nemlig rigtigt! Og det er døren til herretoilettet på Svejk i Smallegade ...
Den danske udgave af mr. Wulf, der løser problemer: Simone Simon. Og hun bor på Vesterbro ...