mandag den 30. marts 2015

Hundehvalpe, hud mod hud - og meget om fordomme ...


Jeg havde godt nok indkøbt en plastictomat med piv i, som de kære små kunne lege med. Men det er jo mine hunde, så selvfølgelig synes de at tomme cigaretpakker er hundrede gange sjovere end rigtigt hundelegetøj. 

Når man skal over floder og vandløb inde i junglen, kan det ske på utallige måder. Jeg har set de mest skønne, Indiana Jones-agtige broer tæt begroede med mos og med adskillige huller, der hvor brædderne var mørnet igennem og faldet ned i vandet. Jeg har firet mig over siddende på en plade og jeg har - som jeg gjorde den dag - trippet forsigtigt over et vandløb balancerende på en stålwire og med en stålwire, som man kunne holde i.

Den jungletur jeg tænker på, var den absolut værste jungletur, som jeg nogensinde har været på - og en af de få gange, hvor jeg havde glimtvise øjeblik af at være bange. Vi var gået ind for at besøge Bribri-stammens ypperstepræstinde. Hvad jeg ikke vidste, var at vi var gået ind med de helt forkerte mennesker. Og hvad jeg heller ikke vidste var, at ham som jeg fulgtes med, ejede et mineselskab i Panama og var beskidt til benet.


Rita er ret lille. Faktisk en del mindre end hendes søster, Minnie. Det lader til, at det der er vokset mest på hende, er ørerne. 

Da han fandt ud af, at Bribri-indianerne vidste alt om det, blev han ikke glad. Faktisk tror jeg, at han frygtede for sit liv - regnskovsindianere har helt ufattelig dårlige erfaringer med mineselskaber og disses repræsentanter - og han stak af. Han var forresten selv indianer, skal jeg lige huske at sige. For indianere er ikke spor anderledes end andre befolkningsgrupper. Du kan finde storslåede, fine mennesker blandt dem. Du kan også være uheldig at finde nogle rigtig dumme svin ...

Under alle omstændigheder efterlod han mig cirka to dagsrejser inde i junglen. Og selv om jeg kun forstod lidt spansk og intet af Bribri-sproget, vidste jeg, at han ville forlade mig, da jeg så, hvordan han pakkede sammen. Angsten var så tydelig, at den ikke krævede oversættelse. Han kom godt nok med en søforklaring om, at han ville gå lidt i forvejen og vente på mig ved den første bro. Men jeg vidste, at han løj, så jeg nikkede bare og sank et par gange.


Og eftersom jeg havde været hans rejsefælle, sank jeg lige et par gange mere ved tanken om, at jeg måske også blev regnet for en fjende.
Men der var ikke noget at gøre ved det. Jeg skulle bare ud af junglen og hvis nogle havde en plan om at finde mig og eventuelt gør mig fortræd, var jeg ikke i tvivl om, at det ville lykkes for dem. Selv om jeg efterhånden følte mig meget erfaren i junglen, var jeg som en elefant i en glasbutik i forhold til indianerne. Jeg krydsede fingre for, at mit gode rygte blandt bribri'erne - plus mit venlige væsen - kunne redde mig ud af eventuelle konflikter.

De tanker jeg gjorde mig var, at der altid er vand i en regnskov. Og at jeg ikke ville sulte ihjel foreløbig, selv om jeg ikke havde fået mad i lidt over en dag. Jeg tænkte, at jeg måske ville støde på noget, som jeg kunne spise. Jeg sagde til mig selv, at det allerfarligste der kunne ske var, at jeg faldt og brækkede noget, så jeg ikke kunne gå videre - eller at jeg blev bidt af en slange.


Turen havde været meget spontan, så jeg var iført flip-flops, hvilket ikke er ordentligt fodtøj til rejse i junglen. Endvidere havde jeg Carla med, for muligheden for at møde ypperstepræstinden var opstået så pludseligt, at jeg ikke havde kunnet finde pasning til hende.

Så jeg pakkede sammen, sagde farvel til indianerfamilien på hvis veranda, jeg havde tilbragt natten, og begyndte hjemrejsen.

Carla var i topform og holdt sig tæt på mig. Hun havde forlængst aflæst mit humør og vidste, at nu var det bare mig og hende. Som det havde været så mange gange før. Hun forstod alvoren og selv om jeg ikke burde have taget hende med, var hun en trøst for mig - som hun altid har været i sære situationer.


På et tidspunkt skulle vi krydse en temmelig bred flod, der skummede hvidt. Midlet var to de to stålwirer - en til at sætte fødderne på og en til at balancere med hænderne. Jeg puttede Carla i min taske og begyndte at krydse floden. Jeg tror, at hun fik et anfald af højdeskræk og på en eller anden måde forsøgte at hoppe ud. For pludselig var tasken let og jeg kiggede ned og kunne se min lille hund i frit fald.
Jeg tøvede ikke og slap grebet i stålwiren og lod mig falde ned i floden. Et par meter foran dukkede hendes lille, hvide frisure igen oven vande og jeg pejlede efter hende. Jeg rakte ud efter, hvor jeg troede hun var - og til min enorme lettelse fik jeg fat i et bagben.



Vi drev sammen et stykke ned ad floden og da strømmen var knap så stærk, svømmede jeg i land med min lille hund knuget tæt ind til mig. Og der sad vi så. Jeg rystede over hele kroppen, fordi jeg var blevet så forskrækket og fordi min storetå og dele af min krop gjorde vildt ondt. Udover at jeg havde erhvervet mig de vildeste blå mærker, havde jeg også brækket storetåen ved mødet med et par sten i floden. Carla rystede vandet af sig - og så humpede vi ud af junglen sammen. Den første aften delte vi de knasepiller, som jeg havde taget med til hende. Lige over, som vi har delt mad så mange gange før. Bare med den forskel, at det var første gang, at jeg spiste hundemad. Det plejer at være Carla, der spiser menneskemad. Men jeg var vildt sulten den aften.

Bagefter tænkte jeg over, at jeg ikke havde tøvet, da Carla var faldet i floden. Og at det var sådan, det skulle være. Jeg havde taget hende med. Endnu engang skulle hun stå model til mine åndssvage indfald. Så det var en for alle og alle for en. Man skal nok elske en hund for at forstå det.



Og hvis der er en hund, jeg elsker - så er det Carla. Hun fyldte 11 år i september sidste år. Og i modsætning til dengang, hvor jeg var 18 år og troede, at jeg ville leve for evigt, er det gået op for mig, at vores tid her på jorden har en slutning. Også for Carla. Jeg fik hende tjekket i alle ender og kanter hos dyrlægen, inden jeg tog til England - svaret kom tilbage: Din lille hund er i en perfekt helbredstilstand. Og jeg snøftede lidt af glæde midt i supermarkedet, da jeg fik det opkald.
 
Men uanset det, så har Carla mere liv bag sig end foran sig. Lige som jeg selv har. Hendes race holder cirka 15 år - selvfølgelig med udfald til begge sider.



Efter en del tænken frem og tilbage på mange niveauer, tog jeg beslutningen: Jeg var parat til en hund mere. Dels af egoistiske årsager: Jeg ville ikke være alene, når Carla døde. Og dels af andre årsager: Mange ældre hunde har stor glæde af at få en ung hund ind i deres liv - ligesom den unge hund lærer af den ældre, erfarne hund.
Jeg spekulerede frem og tilbage og vidste, at beslutningen ville koste mig en masse besvær. Et er besværet ved at rejse med én hund - at anskaffe mig en hund mere ville koste dobbelt op på besvær. Det der tippede vægten var, at jeg tænkte, at det også ville give mig dobbelt op på glæde og fornøjelse.

Jeg kiggede annoncer, tjekkede kennelklub-sider og alt det. Jeg tog på Crufts hundeudstilling og havde en herlig dag sammen med A.K.'s mor Gitte, der er border terrierfan og -ejer om en hals. Jeg noterede mig, at englænderne foretrækker den tunge, store udgave af Chinese Crested-hundene. Og jeg tænkte videre ...



En dag stødte jeg på en annonce for et kuld kineser-hvalpe. En af hunnerne var til salg - lige min stil. Hun lignede et stankelben med Andy Warhol-frisure. Præcis som Carlutten gjorde, da hun var lille. Jeg svarede begejstret på annoncen og udbad mig flere oplysninger - og delte i samme åndedrag annoncen med A.K.

Jeg fik svar tilbage og fandt samtidig ud af, at opdrætteren boede i fuckin' Lithauen. Alt for langt væk - og et land der har ry for at have store hvalpefabrikker, hvor hundene lever under forfærdelige forhold.

Jeg skrev til opdrætteren, at Lithauen var for langt væk for min smag. Opdrætteren - der senere viste sig at være opdrætterens datter - skrev tilbage, at de gerne fragtede hvalpene til England. Og at de havde gjort det før.



"Det kan der under ingen omstændigheder være tale om," sagde jeg dystert til A.K. over en kop kaffe.
"De har ikke rent mel i posen."
A.K. nikkede billigende.

Men umiddelbart var der intet andet end landet, der fik mine alarmklokker til at ringe. Hvalpene så gode ud. Lige hvad jeg gerne ville have - og langsomt - ganske langsomt - lærte jeg Judita at kende. Hun talte dårligt engelsk, men det har jeg erfaring med, så vi begyndte at kommunikere igennem det. Hun sendte små film med hvalpene og fortalte om dem. Jeg stillede spørgsmål og fandt ud af, at hun formidlede hvalpene for sin mor, der ikke var god til det med computere.

Hendes mor er en dyretosse og Judita fortalte med et stille suk, hvordan hun var vokset op med skildpadder, reptiler og hårløse hunde og katte. Som regel besvarede hun mine Skype-opkald med sin lille datter på seks måneder på skødet.

Carla synes foreløbig, at hundehvalpe i vores fælles liv er en tåbelig og irriterende idé... 

Jeg blev mere og mere varm ved tanken om at få en af Juditas mors hvalpe. Min mavefornemmelse af, at det var okay, blev stærkere og stærkere. En dag skrev Judita til mig, at begge hun-hvalpene var til salg - så jeg kunne vælge, om det skulle være livlige, lille Rita - eller om jeg hellere ville have store, rolige Minnie. Judita havde overtalt sin mor til at skille sig af med begge hvalpe ud fra devisen om, at hun havde mange dyr (for mange efter Juditas mening) i forvejen - og at jeg virkede så tilpas seriøs, at Judita på sin side regnede med, at jeg ville være en god hundeejer.

Det var over endnu en kop kaffe og et stykke kage, at jeg diskuterede sagen med A.K. Der er intet gnidret eller småt over A.K. Hun er en kvinde med et stort hjerte og store armbevægelser. Og hun sagde: "Tag dog begge hvalpe! De vil have glæde af hinanden."
Jeg sagde: "Men tænk, hvis de nu snyder mig?" For jeg var stadig helt oppe på koppen omkring det med, at vi havde at gøre med noget østeuropæisk.
A.K. fikserede mig med sine skrå katteøjne:
"Det er lidt over 10.000 kroner, hvis du tager dem begge. Det værste der kan ske, er at du mister pengene. Og du siger selv, at du har en god mavefornemmelse med det. Det skal du stole på. Jeg stoler på din mavefornemmelse. Det burde du også selv gøre - og selv om 10.000 kroner er mange penge, så kan du stadig tåle at miste dem - hvis det endelig SKAL være."


Næste dag sagde jeg til Judita, at jeg var interesseret i begge hvalpe. Hun reagerede med stor glæde og sagde, at hun aldrig havde prøvet noget lignende. Men at hun syntes, at det var en fantastisk idé - for hvalpene ville være glade for at være sammen.

Samme aften talte jeg i telefon med en af mine venner. En stor dyreven, må jeg tilføje, og et menneske, der passer sine dyr ulasteligt og med stor kærlighed.
"For helvede," udbrød han.
"Hvordan kan du være så naiv? Jeg fatter simpelthen ikke, at du kan støtte hvalpefabrikker i østlandene ..."
Og derfra fortsatte han og blev mere og mere vred på mig. Jeg fik på min side ikke et ord indført om mavefornemmelse og den slags, og det endte med, at jeg afsluttede samtalen, fordi jeg ikke orkede flere bebrejdelser.

Men naturligvis forstærkede han min iboende fordom om, at østeeuropæere ikke er til at stole på. Og jeg brugte tid på at gennemtænke alting igen. Da jeg var i Costa Rica, blev jeg hele tiden advaret mod især nicaraguanere og mexicanere. Tilfældet ville, at min bedste ven blev en mexicaner og senere mødte jeg Nando, der var nicaraguansk gæstearbejder og et helt igennem elskeligt menneske, der lærte mig at danse merengue. 


Jeg messede for mig selv: "Stol på din mavefornemmelse. Lad være med at høre på andre." Og det gjorde jeg igen og igen. Fordi det var vigtigt. Jeg VIL simpelthen ikke lade mig begrænse af fordomme. Jeg tror ikke, at finner bruger al deres tid i en sauna, når de ikke lige stikker med knive. Jeg griner, når jeg får fortalt, at tyskere er arbejdsnarkomaner, der spiser pølse hele tiden. Jeg VIL IKKE møde verden på den måde. Og det gælder ikke kun med nationaliteter, det gælder hele vejen rundt.
Jeg vil ikke blokere mit møde med andre mennesker med fordomme. Og jeg messede for mig selv, at den nazist, som jeg har korresponderet med i mere end to år stadig er et menneske, som jeg kan lide og som jeg anytime ville stå op for - uagtet at vi er uenige om ufattelig mange ting. Og at jeg aldrig ville have haft fornøjelsen af at lære ham at kende, hvis jeg netop ikke havde været åbensindet.  

Øj, hvor brugte jeg mange aftener på at tænke over alle de ting. Hvem jeg var. Hvem andre var. Jeg klarede mig godt igennem Caribien, fordi jeg var åben overfor andre mennesker og ikke interesserede mig for andet, end den energi de sendte ud. Den følelse de gav tilbage til mig. Og det havde givet mig en masse gode oplevelser. Jeg havde på samme vilkår sorteret mennesker fra, fordi de gav mig en dårlig fornemmelse i maven.


Judita havde brug for penge, så hun kunne sende hvalpene af sted. I min ende tænkte jeg: "Aha, du vil have penge nu!" Og glemte at tænke på, at for at vi fik dette i stand, skulle vi begge to stole på hinanden. Jeg var arrogant nok til at tro, at det vigtigste var, at jeg stolede på hende. Tanken om, at hun sad med de samme tanker, var ukendt for mig. Det var jo trods alt hende, der var østeuropæer ...

Jeg tog en dyb indånding og overførte først nogle af pengene. Og den dag hvalpene blev afsendt, sendte jeg resten af pengene.
Og så fik jeg en forstyrrende besked fra Judita. Hun skrev:
"Når hvalpene kommer, vil de sikkert være i en dårlig forfatning. De skal have et bad med det samme. De vil nok ikke spise de første dage - det er helt normalt. De kan være stressede efter rejsen. Hvis de gemmer sig og ikke vil komme ud, så lad dem være. Giv dem et par dage til at komme sig over rejsen."


Hårene rejste sig på min krop, da jeg læste det. Og jeg skrev tilbage: "Det er ikke normal adfærd, hvis de opfører sig sådan."
Og så løb jeg op til A.K. i soveværelset, og sank sammen på hendes seng. Hun summede rundt og pakkede, fordi hele familien skulle til Danmark.
Jeg fortalte hende om beskeden og at hvalpene var på vej til Danmark og at der ikke var nogen vej tilbage. At jeg var blevet snydt og at vi kunne forvente, at der landede to små hvalpefabriks-vrag på matriklen næste dag.
"Vi får det bedste ud af det," sagde hun.
"Det er, som det er. Og så må vi bare give dem ekstra meget omsorg og kærlighed. Vi skal nok få noget godt ud af det."
"Det skal nok gå," slog hun fast og tilføjede derefter:
"Ahr, man skal ikke stole på østeuropæere. Tyve og røvere alle til hobe!"
"Jeg er HELT enig," sagde jeg med overbevisning.
"Sigøjnere, røvere og tyve er de allesammen!"
"Vi får det bedste ud af det," gentog hun.
"Vi får de hvalpe på benene med kærlighed."


Næste eftermiddag skulle hvalpene ankomme. Jeg gik rundt om mig selv og var nervøs. Jeg fik et opkald fra fragtfirmaet, som på fuldstændig ubehjælpeligt engelsk fortalte mig, at de holdt nede ved porten til St. Georges Hill. Men at de ikke kunne komme ind. Portvagten ville ikke slippe en lithauisk varevogn ind i rigmandsghettoen.

Så jeg kørte ned og mødte dem. Jeg mødte to venlige mænd, og vi gav hinanden hånd og præsenterede os for hinanden. Derefter åbnede de bagklappen til deres store varevogn, hvor der alleryderst stod en stor, foret kurv med låge for. Med bløde hænder blev de to hvalpe taget ud og sat hen i hundeburet i min bil. Og jeg fik udleveret stamtavler og kæledyrspas, som jeg smed på forsædet.
Vi tog venlig afsked og jeg kørte tilbage til portvagten, der stod og kiggede efter bilen.
"Hvem var det?", spurgte han. Og jeg kunne se på ham, at han havde luret noget, som ikke skulle slippe ind i området på hans vagt. Han var derfor helt oppe på dupperne.
"Det var mine hundehvalpe," svarede jeg og blev sluppet ind.

Syv minutter senere stod mine hundehvalpe på gulvtæppet i mit værelse. En lillebitte, geshæftig type med kæmpestore parabol-ører. Og en noget større hvalp med lange, lange ben. Kineser-hunde, i den udformning som jeg værdsætter, ligner stankelben fra det ydre rum. Og det gjorde de to også.

Det tog de to hvalpe omkring ti sekunder at overskue deres nye verden. Så kastede de sig over Carlas madskål og åd rub og stub. Derefter vendte de tilbage for at kigge nærmere på mig. Rita hev i ærmet på min trøje og Minnie kravlede op på skødet for at kigge nærmere på mig. Og jeg kiggede på dem og genkendte dem fra billederne, fra Juditas beskrivelse og fra de små film af dem, som hun havde sendt mig.

Jeg sad og stirrede forelsket på dem i et stykke tid. Carla sad og kiggede træt på dem og derefter på mig. Jeg kiggede tilbage på hende og telepaterede til hende, at de var her for at blive. Det fik hende til at sukke dybt og hoppe op i min seng - i fred fra hvalpene, som jeg i mellemtiden havde givet en tom cigaretpakke at lege med.

Lykkeligt knurrende og moslende brugte de en halv time på at splitte pakken ad til atomer. I mellemtiden tikkede der en besked ind fra Judita: "Er hvalpene nået godt frem? Er de okay? Er de blevet stressede af rejsen? Jeg er så bekymret. Giv lyd!"

Jeg skrev tilbage, at alt var okay. Og det var det også. Det var de hvalpe, som jeg var blevet lovet. Alt var godt. Jeg var dybt udmattet, fordi jeg havde været så bekymret, så klokken var ikke mere end ti, da jeg krøb i seng.


 Carla - smart og velklædt i jeans.

Carla fandt som altid sin plads op ad mig. Og der gik ikke lang tid, før to små kroppe møvede sig op ad min anden hofte og faldt i en dyb søvn. Der lå jeg så - hud mod hud med alle mine hårløse hunde. At sove med hårløse hunde betyder, at de klistrer, når det er for varmt. Men hvad der føltes mest klistret og ubehageligt, var min egen samvittighed.

Jeg bliver nødt til at rejse i Østlandene. Jeg bliver nødt til at møde de her mennesker, som alle er tyve, røvere eller sigøjnere. Og foreløbig har jeg en stående invitation til at besøge Juditas familie. Åh, for helvede ... Jeg er SÅ glad for, at hun ikke snød mig. Men jeg er skuffet over, at der var tidspunkter, hvor jeg lod mine fordomme overdøve min mavefornemmelse. For min mavefornemmelse sagde til mig ... at alt var okay. At Judita var et ordentligt menneske.

Og hvis der er noget, jeg ved med sikkerhed - så er det, at ordentlige mennesker findes alle steder. Gudskelov for det.


___________________________________________________________________

Jeg er blevet spurgt, om jeg ikke lige kunne vise banan-outfittet fra fastelavnsfesten frem. Jeg har desværre ikke noget billede af mig i al min pragt og vælde - men kun denne selfie:






















1 kommentar:

  1. Hvor er de sjove og fine dine tre små stankelbenshunde. Godt du fik dem sikkert hjem til dig. Håber du besøger Judita og hendes familie en dag. Litauen er et spændende land. Vilnius er fin og har en meget charmerende gammel by.

    SvarSlet