Frygt? Kig den i øjnene! Skriveblokade vol.2

Her er så årsagen til min jammerlige skriveblokade: Edwin. Og ikke et ord om, at jeg rodede mig ud i alt det her, fordi jeg pludselig følte trang til at prale. Lektie at lære: At holde kæft!

Fucketi-fuck og mere fuck. Nu er klokken 22.41 og jeg har endnu engang haft en dag, hvor jeg har slettet mere end jeg har skrevet. Jeg droppede Funkys Mojitos, fordi jeg pludselig følte, at jeg havde fået hul på skrivebylden. Herefter har jeg ikke lavet andet end at skrive to sætninger, slette dem - overspringshandle en halv times tid - og derefter forsøge at skrive igen. Jeg sidder faktisk kun og skriver dette, fordi jeg var to sekunder i at oprette en profil på scor.dk - hvilket må siges at være overspringshandlingen over alle overspringshandlinger. For hvad fanden skulle jeg lave der?

Jeg håber at I - kære bloglæsere - vil bære over med mig. Jeg forsøger virkelig at finde tilbage til min gamle form. Mens jeg røg en håndfuld cigaretter, spekulerede jeg over, hvorfor jeg pludselig nærmer mig computeren med samme glæde som en vampyr nærmer sig hvidløg - og jeg tror omsider, at jeg har fundet grunden.

Sagen er den, at Edwin er begyndt at læse med på min blog. Ikke kun deler han mine fb-opslag på sin væg, der var også en dag hvor han kom herned og vi sludrede lidt. Pludselig sagde han: "Ja, jeg har jo kigget på din blog. Ikke at jeg forstår så meget, men jeg kan se, at du skriver nogle af mine statements ned."

"Nu håber jeg ikke, at dine læsere synes, at jeg er et arrogant fjols," tilføjede han i et bekymret tonefald.

Jeg skyndte mig at fortælle ham - ganske i overensstemmelse med sandheden - at det absolut ikke virkede til, at mine læsere (Det er jer!) syntes noget dårligt om ham. Nærmere tværtimod.

Det bragte et skævt smil frem på hans læber - og han fjedrede glad tilbage til sit hus.

Lige da det stod på, tænkte jeg ikke så meget over det. Men min underbevidsthed har tilsyneladende kværnet løs uden mit vidende. For i dag dukkede det endelig op til overfladen. Edwin ved, at jeg skriver om ham!

!!!

Jeg kan stadig væk ikke finde ud af, om jeg egentlig synes, at jungleblomsterne er kønne i traditionel forstand. Men jeg synes afgjort, at de har deres egen, sære skønhed..

Hvis I nu vidste, at der sad en skribent og skrev stolpe op og stolpe ned om jer - ville I så ikke også være ved at krepere af nysgerrighed over, hvad vedkommende skrev? Det ved jeg, at jeg ville. Og jeg ved også, at det ville tage mig nul komma to sekunder at køre hele møget gennem Googles oversættelsesværktøj for derefter at studere det nærmere.

Så det var netop hvad jeg gjorde her til aften. Jeg kørte dele af min blog gennem oversætteren og nærstuderede den engelske oversættelse. Og selv om det måske ikke er verdens mest fejlfri engelsk, der kommer ud, så er det dog så læseligt, at man sagtens forstår sammenhængen.

Da jeg havde siddet lidt og kigget på det, blev jeg slagen med rædsel. Hvis Edwin har været nysgerrig og ihærdig nok, så ved han en masse ting om mig, som er helt og aldeles frygtelige.

Han ved nu, hvor meget jeg har obsesset over ham. Han ved, at jeg ikke har holdt mig tilbage for at gøre en smule grin med ham. Og så er der alt det med, hvordan han dufter og hans kropsbehåring og at han ser lækker ud i sarong og det faktum, at jeg har overvejet at flytte ind i hans armhule. (Lige præcis dén passage synes jeg, at Google oversætter foruroligende godt.)

Læg dertil at Edwins ven, Sheldon, som var med på regnskovsturen kulant har slået ud med armene og tilbudt at hjælpe mig med oversætte min blog til engelsk. For det har jeg nemlig overvejet, fordi jeg har kigget på andre blogs om Costa Rica og i et anfald af storhedsvanvid besluttede, at min blog s'gu'da var helt på højde med det - og oven i købet sjovere ...

Det vil så sige, at Sheldon skal læse noget, som jeg har skrevet om ham!

De sidste par dage har jeg klapret sætninger sammen, der lød nogenlunde sådan her: Om morgenen tog min flinke udlejer, Edwin, ud for at surfe. Det betød, at jeg hyggede mig dejligt i den behagelige englænder, Sheldons, udsøgte og charmerende selskab. Det var yderst fornøjeligt at bruge tiden på den måde, mens Edwin surfede. Edwin er bigwave-surfer - og det er jo unægtelig temmelig sejt. Sheldon er en meget dygtig forretningsmand, og jeg har meget respekt for hans måde at være på.

Derefter har jeg knarvornt slettet hele lortet og er begyndt forfra. Igen og igen og igen. Og røget cigaretter. Igen og igen og igen.

For sandheden er, at Sheldon absolut ikke er behageligt selskab i dén forstand. Han er rå som kun få, behersker sarkasme til et niveau, hvor det er en ren kunstform. Han er storsnakkende, ekstremt morsom og meget, meget excentrisk. Hvilket jo egentlig gør ham ikke så lidt federe end bare at være "behageligt selskab" i traditionel forstand.

Men tanken om at han skulle læse alt det - og måske ikke bryde sig om at blive beskrevet på dén måde har været decideret lammende for mig.

Skylden er naturligvis min egen. Hvem var det, der pludselig følte, at hun skulle prale lidt med, at det gik godt med bloggen - og oven i købet VISE Edwin den på HANS computer, så adressen var lige til at finde igen?

Det var selvfølgelig mig! Oh, forfængelige pralhals, Knirke. Lige nu er du altså ikke i høj kurs!

Lille, søde - og måske gravide - Carlut tog hele turen i stiv pote. Inklusive heftige galopture, hvor hun blev rystet godt rundt i bæretasken. Her nyder hun dog et lille pitstop på vejen ...

I dag kom Rafael forbi med en stok med bananer til mig. Vi hængte den straks op på terrassen, og jeg nænner næsten ikke at spise bananerne. Synes simpelthen at det er så flot, eksotisk og dekorativt at have sådan en fætter hængende.

Bagefter slog han sig ned med min anden computer for at læse nogle dokumenter, som jeg meget servicemindet har hentet for ham. Det er religiøse skrifter af kristen oprindelse, og jeg er ærlig talt bekymret for hans unge, letpåvirkelige sind ...

Helt som sædvanligt sad jeg og surmulede over computeren. Og nu da han alligevel var der, klagede, klynkede og jamrede jeg mig til ham.

"Jeg føler mig nyttesløs, når jeg ikke får skrevet noget," klynkede jeg i det sædvanlige, melodramatiske toneleje jeg bruger, når jeg føler mig som en kæmpende kunstner. Noget jeg egentlig nyder - altså at føle mig som en sensitiv kunstner i knibe. Det er lidt bedre end at føle sig som en middelmådig skribent uden rygrad.

"Jesus elsker dig, selv om du ikke skriver," svarede Rafael i et irriterende, salvelsesfuldt tonefald.

"Jeg er pisseligeglad med om Jesus elsker mig. God damn it ... Manden var tømrer ... så hvad fanden ved han om skriveblokade? Og hold forresten op med at køre det der Jesus-trip af på mig. Det er tydeligvis ikke sundt for dig at omgås alle de der kristne regnskovsfyre."

Min knarvorne svada fik Rafael til at træde et skridt tilbage og se eftertænksom ud.

"Ok - hvad så med det her: Hvad ville Aleister Crowley sige til dig i denne situation?"

"SHUT UP AND FUCKIN' WRITE, BITCH!," råbte vi i kor og kom begge to til at grine højt. Jeg elsker bare, når vi tænker præcis det samme - samtidig.

Jeg sad og klukkede længe over Aleister Crowley. Vi ved stadig ikke meget om manden, men efterhånden er han så rodfæstet i vores univers, at det næsten ville være et antiklimaks at sætte sig ind i, hvem han egentlig var.

Alligevel ville ordene ikke komme. Sheldon, den sympatiske englænder, er en dygtig og erfaren rytter og har engang haft en araberhest, som han kaldte for Mister Pink. Kigge på sætning. Ryste dystert på hovedet. Slette sætning med et lidende suk ...

Derefter lavede jeg mig en kop kaffe og smed mig i hængekøjen og kiggede på skoven, mens jeg lod tankerne drive formålsløst af sted.

På vej ind i junglen. De lilla blomster markerer grænser. Hvis man ejer et stykke junglejord planter man disse planter, så andre kan se, hvor grænserne for ens ejendom går. 

Jeg tænkte over, at det er fire måneder og en uge siden, at jeg landede i San José. Jeg funderede over de ting, som jeg har oplevet og de mennesker, jeg har mødt. Pludselig kom jeg i tanke om den skorpion, som jeg egenhændigt verfede ud af mit hus den første aften, jeg skulle sove alene. Det fik automatisk tankerne til at glide videre til de andre skorpioner, edderkopperne og slangerne, som har været i mit hus - og hvor intimideret, jeg var af regnskoven i den første tid. Min første cykel, min første vandretur i Puerto Viejo, min første druktur helt alene i Centralamerika uden nogle venner at drikke med - og alle de andre ting.

Og over alle mine tanker lå en fornemmelse af, at jeg rent faktisk har klaret det hele ganske pænt. Ja, jeg har været usikker. Ja, jeg har følt mig alene. Ja, jeg har været i situationer, som jeg var i tvivl, om jeg kunne klare.

Men jeg har klaret situationerne med mere eller mindre elegance. Jeg er sluppet fra det. Jeg er her stadig. Carla er her stadig. Og jeg er glad for at være her. Jeg har oplevet mere, end jeg troede var muligt på så kort tid.

Og hver eneste gang jeg har været på røven, været desperat, været rådvild og i tvivl, har jeg messet til mig selv: Face your fear. Just fuckin' face your fear - and see what happens.

Med det in mente er der faktisk kun én ting, som er rigtig at gøre i denne situation:

Dear Edwin,

if you read this blog post, I just want to tell you, that it is not the first time that I write about you. And since I've got writer's block at the thought that you might be google translating some of the things I've written about you - I might as well tell you that at one point I wrote the following about you:

"I simply do not dare to go up to Edwin's house. It would be very embarrassing if I settled in his armpit and refused to come out again. Not to mention, if I gave in to my urge to smell him. He smells quite strong and very good - dark, musk-like, spicy, slightly salty and madness-inducing in my current condition ..."

Sincerely

Eva

Godt. Så. Og skal vi SÅ se at komme videre? Gå ikke glip af næste episode i beretningen om min jungletur - hvis jeg ikke er død af skam forinden, tror jeg rent faktisk, at jeg omsider vil være i stand til at skrive den på den måde, som jeg har lyst til og føler for ...

  

Til verdens ende og tilbage - del I

TAAA-DAAA!!! ... Hermed et billede af the thinking surferdude aka Edwin. Her i ridetøj og iført ridepisk und alles ...

"Oh man, så fik de dig endelig, hva'?," sagde Rafael og pegede på min hals.

"Hvem fik mig?," spurgte jeg distræt og rodede videre i mit musikbibliotek for at finde et godt Cure-nummer.

"Edderkopperne selvfølgelig. Du har et edderkoppebid på halsen," svarede Rafael.

"HVAD HAR JEG?," hylede jeg og sprang op og løb hen til spejlet.

Og ganske rigtigt. Udover en ufattelig rød Rudolf-næse havde jeg også erhvervet mig et insektbid på halsen, der havde en foruroligende lighed med et edderkoppebid.

"Det ser ud til at være harmløst," konstaterede Rafael, der straks overtog musikbiblioteket og ledte videre efter Cure-nummeret.

"Hvis det er en af de giftige, så begynder vævet at rådne. Lidt ærgeligt, når det er på halsen."

"Hmmm," konstaterede jeg.

"Jeg tror nærmere, at jeg er blevet bidt af en regnskovsvampyr."

"En meget smuk regnskovsvampyr, der er blevet besat af min kølige skønhed og mit intellekt, og som nu passer på mig," tilføjede jeg og sukkede længselsfuldt.

"Pfft ... Det er bare en edderkop. Og du burde holde op med at læse dårlige vampyrromaner," svarede Rafael hårdhjertet og satte Cures 'Lullaby' på.

"Spiderman is having you for dinner tonight," sang han veloplagt og dansede hen for at sætte vand over til en kop te.

Se godt på disse tre frugter og vid, at alt hvad der er godt kommer fra dem ... yes, yes ... det er kakaofrugter - og hvis man lige bearbejder dem lidt, bliver de til chokolade ...

"Ude i regnskoven hørte jeg rygter om en brazilian jumping spider - hvorfor skal jeg vide den slags ting," sagde jeg klagende.

"Oh, yeah ... bananedderkopperne. Dem er der masser af over på Stillehavssiden. Dem skal man holde sig fra, de angriber ved at hoppe på dig. Og de er hamrende aggressive," forklarede Rafael sorgløst.

"Alle dyr her omkring kan hoppe. Hvordan kender jeg forskel på den og de almindelige ulveedderkopper?"

"Well, hvis den angriber dig og bider dig, så er du i deep shit. Men somregel advarer den først ved at løfte forbenene - og så flytter du dig bare."

"But fuck me ... De sætter sig jo allesammen på bagbenene, når de føler sig truede ..."

"Yeah, I know ... Hey ... fik jeg fortalt dig, at jeg var lige ved at lægge hånden i en eye lash viper?"

"Ja, du skal være glad for, at det ikke var en bushmaster, for så havde din hånd været ved at rådne op nu ..."

Endnu et billede af søde, dejlige Red ...

Efter tre dage i regnskoven var det hyggeligt at være hjemme i mit eget lille, fredelige hus og bare jap-jappe formålsløst med Rafael. Et af vores absolutte yndlingsemner er junglen. Og eftersom han bor endnu længere inde i skoven, kan jeg næsten altid regne med, at han er god for et par anekdoter. Læg dertil at han har slidt som daglejer i markerne i de sidste par uger - og der er fyldt med slanger og andet kryb, som altid er underholdende at høre om.

Det er mærkeligt, at tre dage kan virke som en uendelighed - og alligevel fløj tiden af sted. Da jeg vågnede op om morgenen for den store jungletur, stod regnen ned i stænger. Jeg stirrede olmt på den gennemblødte regnskov gennem mine netvægge og tænkte, at det var absolut typisk, at jeg skulle tilbringe de næste tre dage i silende regn. For det siger sig selv, at regntøj, rygsække og lignende praktisk outdoor-gear ikke er til at finde i Puerto Viejo.

 Første del af turen foregik langs stranden. Men det var heller ikke så skidt endda. Costa Rica har mange nydelige strande. (For nu at sige det mildt...)

Jeg støvede hele byen igennem og det lykkedes mig da også at finde et par tynde, løse bomuldsbukser der helt sensationelt hverken var i rastafari-farver - eller havde et billede af Bob Marley på. Efter som jeg også skulle transportere Carlutten på hesteryg gennem skoven fik jeg fat i en tynd, rød skuldertaske i bomuld. Og det var sådan set dét.

Ikke ligefrem det bedste udstyr til tre dage i junglen. Jeg var hundrede år om at drikke min morgenkaffe og ærlig talt var Rafael ikke lige frem medvirkende til at stemme humøret højere. Han virkede mest af alt lidt præ-menstruel, og vi skiltes i kølighed.

Da jeg endelig nåede op til Edwin, var jeg sikker på, at han ville stå og trippe med opsadlede heste og en utålmodig mine. I stedet sad de sørgelige rester af ham og hans ven, Sheldon, og sugede kaffe i sig med slunkne ansigtsudtryk.

OK. Nu er jeg i det mindste igang igen. Gå ikke glip af den spændende fortsættelse i morgen ... Junglekuller & mudderhuller ...

Men nu bliver jeg simpelthen nødt til at distrahere mig selv og tage ind til Puerto Viejo og drikke nogle af Funkys mojios ...

Jeg har siddet og stirret tomt foran computeren i flere dage - satser på at alkohol og godt selskab kan hjælpe mig videre ....

SES!

Ps. Hep på mig - jeg har ikke oplevet en lignende skriveblokade i al den tid, jeg har været her. Ved godt det lyder krukket, men det er fan'me en mærkelig fornemmelse at have gode ting at fortælle - og så gå død foran computeren. Hvorfor sker det? Pffft!

Om skriveblokade og cigaretter ...

 Dette bliver blogindlæggets eneste billede. Jeg HAR taget billeder i junglen og vender tilbage med det hele ... Men lige nu må I nøjes med Carla på stranden ...

Det er nu syvende gang, at jeg forsøger at skrive et blogindlæg. Jeg tror simpelthen, at jeg har skriveblokade, fordi jeg næsten ikke ved, hvordan jeg skal beskrive junglen.

De sidste par dage har jeg befundet mig i en slags trancetilstand, hvor jeg har drømt om rødt mudder, små vandløb, mærkelige planter, varme heste og surrealistiske insekter.

I dag skulle jeg have været til morgen-barbeque hos Funky. Men eftersom jeg roterede som en søvnløs grillkylling hele natten, vågnede jeg med så små og ophovnede øjne, at de krævede adskillige kopper kaffe, før jeg endelig kunne smøle mig ud af døren.

Da jeg nåede frem til Funkys hus var barbequen for længst opløst og derfor relokerede jeg til Tex Mex-baren i håbet om, at andre omgivelser ville give mig et glimt af inspiration, så jeg kunne fortælle ordentligt om mine tre dage i junglen.

I går forsøgte jeg at skrive hele dagen uden held, så jeg var mildest talt noget olm,

da Rafael kom spadserende ind i mit hus, som om han netop havde erobret hele verden. Han havde både jungleblomster og en stribet fjer med til mig, men jeg sad bare og tampede fnysende i tasterne på den der måde, hvor man først skriver en sætning, sletter den igen - og skriver en ny sætning som man så også sletter mens man knurrer lavmælt for sig selv. 

"Jeg har skriveblokade," udbrød jeg melodramatisk.

"Aha," svarede han, mens han kiggede på mit overfyldte askebæger og mit halvfyldte kaffekrus.

"Men du har i hvert fald ikke cigaretblokade," tilføjede han eftertænksomt.

"Hvad har du spist i dag?"

Her var det så, at jeg burde have løjet og sagt, at jeg havde spist nogle bønner og noget tomat. Desværre holdt jeg mig til sandheden som var, at jeg havde levet af cigaretter og iskaffe hele dagen. Og eftersom jeg lige så godt kunne gå linen ud, tilføjede jeg, at jeg havde vild lyst til Cola Light og cheddarost - men var for doven til at gå i supermarkedet.

Det fik ham til at udstøde en forarget blæselyd gennem næsen.

"Du har skriveblokade, fordi du hverken nærer din hjerne eller din krop," sagde han mens han åd Nutella direkte fra glasset med en ske.

"Cigaretter nærer min hjerne. Det kan jeg mærke," mumlede jeg syrligt mens jeg endnu engang slettede en sætning.

Heldigvis kom jeg i tanke om, at Rafael i går havde sagt, at han ville gå i kirke i dag. Der er en eller anden flok religiøse tosser i omegnen, som prøver at indfange ham i Jesu Kristi navn.

"Skulle du ikke have været i kirke?", spurgte jeg og førte dermed krigen over i hans lejr.

"Jo, det burde jeg faktisk have været. Jeg mener: Det er flinke mennesker og jeg lovede jo sådan set at komme tilbage igen."

Denne gang var det min tur til at udstøde en forarget blæselyd. Sagen er den, at Rafaels jungle-bofælle Senso er omvendt kristen. Det vil sige, at han hver lørdag defilerer i kirke. Og det er sådan en kirke, hvor folk kommer for at blive helbredt for alskens ting og sager, mens de råber op om, at de elsker Jesus. Rafael fortalte om sin første kirkegang og det var nok til at give mig gøjseren. Jeg får simpelthen gåsehud af sådan noget og jeg kan kun give kaffedrengen Antonio ret, da han sagde:

"Religion er lige som en pik. Man går ikke og vifter med den i offentligheden - og man stikker den ikke ned i halsen på folk, der ikke har bedt om det.

Ergo hoppede jeg ud af hængekøjen og gav den ikke for lidt. Jeg holdt et langt foredrag om fanatikere og idioter og tilføjede hårdt at det fan'me var lige meget om det var kristne, hippier, rastafarier ... hvis de ikke kunne acceptere, at man havde et andet livssyn - så var de ikke værd at hænge ud med.

"Desuden har du din kirke lige dér," tilføjede jeg dramatisk og slog hånden ud mod regnskoven.

På det tidspunkt tror jeg nok, at Rafaels hår stod i en lige vinkel bagud efter min intensive opsang. Og han lignede en, der pludselig længtes efter sit eget, lille fredelige hus.

Men han var alligevel ikke sådan at skræmme, for han førte øjeblikkeligt krigen tilbage.

"Ved du hvad? Du ville have det meget bedre med dig selv, hvis du spiste ordentligt."

"Jeg gider ikke gå i supermarkedet i dag. Jeg gider faktisk overhovedet ikke noget som helst," knurrede jeg.

Enden på det hele blev, at den evigt pengeløse Rafael udvandrede med mine stakater i lommen og kom tilbage med linser, frugter, grøntsager og alskens andre sunde ting. Men han medbragte også de tre vigtige c'er - nemlig cola light, cheddar og cigaretter.

Derefter knitrede han en fantastisk guacamole sammen, serverede den med chips og iskold cola.

Efter det måltid var det lidt svært at bevare pessimismen. Da han bagefter lavede kaffe og nutellamadder, sagde han:

"Nu har jeg købt ind til adskillige gode måltider, og jeg skal nok lave dem. Jeg vil i hvert fald sørge for, at du i det mindste får noget lødigt at spise om aftenen. Så skal du se - du bliver meget mere velskrivende, når du får ordentlig mad."

I morges da jeg vågnede, stod der en kop varm kaffe og en lille tallerken med skivede mango- og papyafrugter til mig. Med venlig hilsen fra Rafael.

Som jeg sidder og skriver dette, kan jeg ikke rigtig finde ud af, om jeg bare skal nyde, at Rafael tilsyneladende har taget mit velbefindende på sin kappe - eller om jeg skal skamme mig over, at min livsstil tilsyneladende er så rådden, at en 25-årig knægt føler sig kaldet til at gøre noget ved den.

Det burde jo egentlig være mig, der med kvindelig omsorg tog mig af ham, når han lå med ekstreme tømmermænd efter for mange Bacardi Breezers og ungdommelig aben rundt i nattelivet ... Men sagen er den, at han allerede har været dét sted i sit liv. Vi har efterhånden brugt så mange timer i hinandens selskab, at jeg ved, at han begyndte at drikke som 12-årig. At han har været langt ude på piller, at han har vejet næsten det dobbelte af, hvad han vejer nu - og at han i hvert fald har indtaget det narko, som han skulle indtage i sit liv.

Men i modsætning til mig, har han reformeret sig selv fuldstændig. Han laver fantastisk (vegetarisk) mad, han passer på sit helbred - både det fysiske og mentale. Han drikker ikke - men lige som alle andre i nærmiljøet ryger han en masse pot. Efterhånden har jeg forstået, at potrygning simpelthen ikke gælder i det store sundhedsregnestykke. Faktisk er man mere usund, hvis man ikke tager sig en spliff engang imellem. Og når jeg kigger på nærmiljøet og den fredsommelige og afslappede måde, som folk omgås hinanden på, er jeg tilbøjelig til at være enig ...

Alligevel vandrer jeg stædigt af sted på min vej. Jeg er glad for omsorgen, men jeg ved godt, at mig og cigaretter er så tæt forbundne, at den eneste person der kan få mig til at stoppe ... er mig selv. Sidste år fordoblede jeg mit rygeforbrug, fordi Mr. SweetWords aka MandenDerKnusteMitHjerte kom ind i mit liv. Og hver gang han sagde noget, som jeg godt vidste ikke passede, men som jeg virkelig så inderligt ønskede at tro på - så tog jeg en ekstra cigaret for at dæmpe mine følelser, der forsøgte at fortælle mig, at jeg ikke skulle købe de søde ord. Fordi de ikke havde bund i virkeligheden. Jeg var sammen med en mand, som var excellent til at fortælle mig, hvad jeg ønskede at høre. Og det er vel også en slags talent, formoder jeg. Jeg vil nu - ved nærmere eftertanke - tage ærlighed over alt andet ...

Foreløbig er eftervirkningerne af Mr. SweetWords, at jeg kun stoler på mig selv og min egen dømmekraft. Jeg har svoret en dyr ed på, at jeg gerne vil lade mig inspirere at andre mennesker - men jeg vil aldrig, aldrig gå imod min egen mavefornemmelse igen. Og lige nu siger min mavefornemmelse mig, at jeg ikke kan eller vil stoppe med at ryge.

Så tak Rafael. Tak for omsorgen. Men du kommer ikke til at ændre mig. Den eneste der for alvor kommer til at ændre mig ... er mig selv ...

Ps: Jeg skal nok fortælle om min jungletur, for den var helt fantastisk. Tror faktisk at den var så fantastisk, at jeg lige skal fordøje den først. Det er lige før, at jeg mener min opsang til Rafael helt alvorligt. Min kirke ligger lige foran min dør. Og den er meget grøn og meget, meget mærkelig ... 

Pps: Mens jeg har siddet og skrevet dette, har Torres slået sig ned ved siden af mig og bestilt øl til os begge. Det lader til, at han overhovedet ikke er interesseret i min sundhedstilstand, hvilket jeg virkelig værdsætter ...

En aften på Hotel Puerto Viejo

Min køkkengekko er flyttet ind i min lampe. Jeg synes, at det er utrolig dekorativt ...

Jeg har lige kigget på uret og noteret mig, at klokken 21.53 skal jeg have skrevet et blogindlæg. Det er om præcis en time, og det er første gang, at jeg tager drastiske midler i brug for at skrive.

Hele dagen har jeg ligget i hængekøjen og lavet absolut ingenting andet end at dvaske og skype. Jeg har udskudt at passe min lille blog, og det går ikke. Jeg har også udskudt at vaske hår, og nu er det altså bare et spørgsmål om tid, før jeg får rastahår. Akke-ja.

Nu sidder I, kære bloglæsere, sikkert og tror, at min skriveblokade skyldes, at jeg ikke har oplevet noget. Men egentlig føler jeg, at det helt modsatte er tilfældet. Jeg har oplevet for meget. Det er gået op for mig, at hvis tingene går for hurtigt, så når jeg ikke at fordøje det - og så bliver det pludselig svært at skrive. Fordi det bliver svært at vælge, hvad jeg egentlig vil fortælle om.

Så jeg undskylder på forhånd, men nu skriver jeg bare hist og pist om de sidste par dage.

Det sidste vi så til Marianne var et stort smil og et fredstegn bag busruden. Så forsvandt hun i en støvsky, mens Rafael og jeg stod og kiggede lidt betuttede på hinanden.

"Havde du virkelig kun set hende én gang før, inden hun kom her?," spurgte Rafael.

Jeg trak på skuldrene og nikkede.

"Hvor var hun sød," sukkede han og kiggede tilbedende efter bussen, der raslede over den lille bro og ud af Puerto Viejo.

Jeg kunne kun give ham ret, og det var med slæbende skridt, at vi vandrede op mod hovedgaden.

Egentlig var jeg mest stemt for at tage hjem og smide mig i hængekøjen, men Rafael overtalte mig til at hænge ud i stedet. At hænge ud sammen med Rafael er ekstremt fornøjeligt. Det er gennem ham, at jeg nu kender de mest udsyrede hippier, surferbumserne, de illegale immigranter, narkohandlerne og andre farverige typer. Foreløbig har ingen præsenteret sig med et normalt navn. De hedder alle sammen ting som Funky og Candy og Cooli ...

Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg muligvis er ved at komme i dårligt selskab ... Foreløbig har det dårlige selskab vist sig at være ret morsomt, men jeg kunne godt se, at Edwin trak øjenbrynene helt op i panden, da jeg fortalte ham, at jeg havde brugt en hel aften på at hænge ud på Hotel Puerto Viejo.

"Men stedet er en narkobule," sagde han.

"Denne ven du har," spurgte han derefter inkvisitorisk,

"passer han på dig?"

Og lige der lod jeg så være med at nævne, at Rafael havde dumpet mig i armene på tre fyre ved navn Chamo (- betyder dude på spansk), Flaco (- betyder tynd på spansk) og Torres (måske et rigtigt navn) og derefter var udvandret for at kigge efter en pige, som han havde mødt ovre på stillehavssiden et par måneder tidligere, og som skulle være landet i Puerto Viejo dagen før.

 Genbrugsbillede. Og jeg kan tilføje, at det der med at man ikke bliver generet af myg i hvert fald er en fed løgn!

Hotel Puerto Viejo består af en hel masse småbitte kosteskabe, som man kan leje for omkring fem - ti dollars pr. nat. Trofaste bloglæsere vil vide, at det netop var selvsamme sted, hvor jeg blev ædt af myg og vågnede med grusomme tequila-tømmermænd. Men hovedattraktionen ved stedet er foyeren, hvis man ellers kan kalde den det.

Det er et meget stort, mørkt rum med tremmer for vinduerne og - ja - perfekt egnet til diverse lyssky gerninger. En håndfuld ubekvemme træbænke og -borde gør det ud for møblement og receptionisten som formodes at holde øje med stedet er som regel virkelig stenet og sidder altid og læser i en bog og grynter uforståeligt, hvis man spørger ham om noget.

Et stort skilt forklarer pædagogisk, at marihuana er ulovligt i Costa Rica og at det derfor er bortvisningsgrund, hvis personalet skulle gribe en gæst i at ryge slige ting. Som oftest er skiltet lidt utydeligt på grund af tætte, sødtduftende røgskyer.

Man kan købe øl og mad og tit står gæsterne selv ude i det kaotiske køkken og tilbereder et måltid.

Og der sad jeg så. Jeg nåede at sidde og smile lidt fåret, derefter kom der en lille, tæt sort fyr med rastahår dansende hen til bordet og tilbød alle at ryge med på hans joint.

 Et kærligt gensyn med Preben, som jo var så hensynsfuld at flytte hjemmefra et par dage før Marianne rykkede ind i gæsteværelset. 

Så det gjorde vi selvfølgelig. Torres sad ved siden af mig og jeg kunne hurtigt mærke, at han var Hotel Puerto Viejos alfahan. En lille, sejt udseende fyr på omkring de 50 år med kortklippet, gråt hår og et rigtig sødt smil.

Men Torres kunne ikke engelsk. Og eftersom jeg ikke kunne spansk, gik samtalen derefter. Men jeg fandt i hvert fald ud af, at han er helt vild med at lave mad. Han kan lide at fiske og han elsker den afslappede stemning i Puerto Viejo. Han lever af at lave sandaler til turisterne  - og han er helt vild med sin lille hund, Bribri, som faktisk er en rigtig charmerende lille køter med mørke krøller og en kæk attitude til omverdenen.

Der er mange gode ting at sige om Hotel Puerto Viejo. Men en af de dårlige ting er, at hotellet råder over en fællesguitar, som gæsterne kan klimpre på efter behov. Bare tanken kan gøre mig nervøs, for vi kender jo udmærket prototypen på den irriterende, guitarspillende fyr, som man hurtigt får lyst til at kværke.

Så jeg forberedte mig på det værste, da en overtatoveret, megapiercet surfertype i bar mave greb guitaren med et tåget blik. Til min enorme overraskelse havde han ikke kun talent for at klimpre - men også en overraskende klar og fin sangstemme.

Og der gik ikke meget mere end et par minutter, før der var fest.

Chamo stemte i på mundharmonika. To sorte fyre dansede rundt og klappede i takt og overalt glødede joints'ne i mørket.

Flere kom ud at danse og jeg sad og bad til gud om, at ingen ville byde mig op. For der er kun én ting, jeg frygter lige så meget som edderkopper - og det er at danse.

Efterhånden er der én ting, jeg har lært af denne rejse: Og det er, at hver gang jeg tænker på noget, som jeg er bange for - så sker det ...

Surfertypen gav guitaren videre til en sort fyr med rastahår helt ned til knæene, (Jeg overdriver ikke - det gik s'gu ned til knæene) og daskede hen og bød mig op.

Heldigvis kunne han danse. Og fyrene på disse kanter lader til at være ganske gode til lægge hånden på ens ryg lige det rigtige sted, så man på en måde kan forudsige deres næste bevægelse. Heldigvis havde jeg røget pot, så jeg var blød i kroppen og syntes faktisk, at jeg slap heldigt fra udfordringen. Ikke en eneste gang jokkede jeg ham over tæerne, så det var ren succesoplevelse for mig!

Efter nummeret rullede surferfyren en joint, som vi røg. Og så nævnte Torres, at han havde virkelig fin pot - og så røg vi også det i hans lille pibe. Surferfyren viste mig sit værelse, som var et mikroskopisk afgnavet kosteskab. Afgnavningen havde hans hundehvalp stået for. En rigtig sød doberman-agtig blanding, som blev lukket ud i foyeren. (Udenfor hotellet er der forresten et skilt med, at hunde ikke har adgang ...)

Eftersom Torres Bribri var der og jeg havde Carla og Red med, var der pludselig fyldt med viftende haler og småknurren. Den eneste asociale hund var selvfølgelig Carla, der lå og så sur ud oven på min taske.

Så viste Torres mig sit værelse - og det var helt fantastisk! Et lillebitte rum som han havde overklæbet med plakater, billeder og tegninger. Loftet var draperet i stof og en hyggelig lampe oplyste rummet. Jeg tror egentlig aldrig, at jeg har set så meget personlighed udtrykt på så få kvadratmeter, og jeg håber virkelig, at jeg kan få lov at fotografere det en dag. 

På det tidspunkt dukkede Rafael op, og han havde skaffet friske kokosnødder. Torres hentede friterede bananskiver og et par kyllingelår i køkkenet - og så jeg blev budt på middag. Surferfyren ville ikke stå tilbage for traktementet, så han hentede en pose chips til os.

Efterhånden har jeg set Rafael gøre det så mange gange, at jeg har indprentet mig, nøjagtig hvordan man skal håndtere friske kokosnødder - to korte, kontrollerede hug og så kan man hælde det søde kokosvand ud. Som jeg sidder og skriver dette, har jeg udsigt til Rafaels machete, som ligger henne på bænken ved døren. Den er bare så sej! Jeg kunne virkelig godt tænke mig en machete, men omvendt har jeg noteret mig, at det er en herreting på disse kanter. Så jeg ved ikke rigtig. Jeg er underlig nok i forvejen, så der er vel ingen grund til at gå rundt og svinge med en machete oven i alt det andet ...

Rafael havde fundet sin veninde, Sara, som hang ud med sin veninde ovre i strandbaren - så vi besluttede at relokere dertil. Inklusiv hunde ...

Også lidt fordi der var en heftig trafik rundt om hotellet, og Torres mente, at der var en narkohandel under opsejling. Og den slags er jo sjældent charmerende at kigge på, så vi udvandrede.

 Mere genbrug. Jeg tør slet ikke love, hvornår jeg tager mig sammen til at tage ordentlige billeder. Men her er ... taaadaaa ... strandbaren aka TexMex ...

At tage Red med på bar svarer lidt til at tage Clint Eastwood med på konditori. Med andre ord: Det føltes ikke hjemmevant for den røde kommode, der afgjort har det bedst  med regnskovsmuld under poterne.

Hov! Nu er klokken sørme 22.03 - jeg har overskredet min time!

Men jeg kan godt lige skrive resten af historien, for jeg nåede skam at få en øl med Torres. Jeg kunne godt se, hvilken vej vinden blæste, så jeg besluttede mig for at tøffe hjem til mit lille, fredelige hus.

Jeg havde efterladt min cykel på hotellet og Torres fulgte mig galant derned med den klassiske hånd blødt placeret i svajet på min ryg. Det er ikke løgn: Sådan gør fyrene her omkring, når de er galante.

Jeg hentede cyklen, forklarede surferfyren der sad og hang inde på hotellet, at jeg ikke behøvede at sove der, fordi jeg boede lige i nærheden. Han var ellers kulant nok til at tilbyde mig sit afgnavede kosteskab. Så gik jeg ud for at sige farvel til Torres.

Og inden jeg egentlig fattede, hvad der skete, lå jeg på det nærmeste i hans arme og fik cirka det mest intense kys, som jeg kan huske at have modtaget i meget lang tid. Det befippede mig i så svær grad, at jeg simpelthen sprællede som en fisk i et net. Derefter hoppede jeg op på cyklen og sagde, at nu måtte jeg virkelig hjem. Hvorefter jeg slingrede ud af Puerto Viejo med en knurrende Red i hælene.

Jeg er i skrivende stund meget taknemmelig for, at Torres stadig er hel. For Red blev virkelig sur på ham og det var tæt på, at han havde bidt ham.

Selv sidder jeg og funderer over, hvorfor jeg er så ufattelig dårlig til at håndtere, hvis mænd er romantisk interesserede i mig. Hvorimod jeg er topfjong og helt fantastisk til at være venner med mænd.

I stedet for at blive befippet og nærmest flygte, kunne jeg jo bare have sagt pænt nej tak. Jeg valgte at tage en decideret klumpet og uelegant exit. Og for det ikke skal være løgn, spekulerer jeg over, hvordan jeg egentlig skal opføre mig, næste gang jeg møder Torres.

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til ... ja, det nærmeste jeg kan komme til det er: Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at være kvinde-agtig på en god måde ...

Ps: Bloggen holder en lille pause i denne uge, for Edwin har inviteret mig med ud i junglen i tre dage på hesteryg fra på tirsdag. Og det føler jeg virkelig er et tilbud, som jeg umuligt kan modstå!

Jeg ville også gerne fortælle mere om Mariannes besøg, om Edwins nye surfboard og om den mærkelige californier Dave. Men det må komme drypvis. I morgen bliver jeg nødt til at finde et par bukser, som jeg kan ride med. Mit eneste par jeans er blevet mugne. Håber virkelig, at jeg kan finde et par bukser uden et billede af Bob Marley på. Wish me luck!

Besøg fra Colombia og Carla i livsfare

Marianne & Rafael på stranden. Og ja: Det er ikke svært at være iført brede smil, når man sidder under en palme og har udsigt til det caribiske hav ...

Jeg sidder og skriver dette i min seng. Rafael er lige vandret forbi mig og ud i badeværelset. Eftersom han kun ejer ét par bukser og eftersom han var ude at bade i selvsamme bukser går, har han annekteret et sovetæppe til påklædning og går nu rundt og ligner en dekadent, romersk kejser. Læg dertil, at han har trimmet sit skæg, hvilket får ham til at se rimelig diabolsk ud.

Marianne står og tapper rytmisk med foden til et Marilyn Manson-nummer og nynner I dont like the drugs, but the drugs like me, mens hun pisker æg til en omelet.

Vi drikker alle sammen hjemmelavet limonade af cocktailglas, hvilket virker så festligt, at vi skåler hver anden gang, vi tager en slurk.

To af os har tømmermænd og det er ikke underligt. For på bordet står en tom flaske 'Aguardiente Antioqueno' hvilket er Colombias nationalsprut og smager som at drikke lakrids. Jeg har ingen idé om, hvornår vi gik i seng. Kun at det var sent, og vi afsluttede aftenen med at spise store mængder pandekager med is.

Lige nu sidder jeg og morer mig over livets underfundighed. Fordi ... for maaange år siden arbejdede jeg som webredaktør på bladet Woman. En af de ting som jeg og min kollega, Momme, lavede, var at starte en debatsektion, som blev hostet af Jubii.

Denne debat blev hurtigt befolket af sjove mennesker, der gav sig til at diskutere veloplagt med hinanden. Og fordi jeg var med lige fra begyndelsen, følte jeg, at jeg kom til at kende disse mennesker temmelig godt. De kunne være ret grove engang imellem, og de holdt sig ikke for gode til at have flere profiler, så de kunne lege under forskellige identiteter. Men eftersom jeg gjorde det samme og også kunne være ret grov, følte jeg, at jeg var i yderst godt selskab ...

Da jeg forlod mit job, blev der strammet lidt op på sagerne på debatten. Der blev lavet regler for god opførsel og det hele blev lidt mere stramtandet end i de glade anarkist-dage.

Det fik en håndfuld af de gamle debattører til at lave deres eget board, og jeg var rimelig beæret, da jeg i skikkelse af 'Hvalpertineren' blev inviteret derind. Der var blevet lagt mærke til min sans for humor, og da jeg afslørede, at jeg i virkeligheden var mig - altså den gamle moderator fra Jubii-debatten - var der store grin over hele linien.

En af disse veloplagte debattører gik under navnet 'Lillen'. Så på en måde har jeg kendt hende i ti år eller sådan noget. Men vi har kun set hinanden i virkeligheden en enkelt, kort gang. Men lige nu er det altså Lillen aka Marianne, der står og laver omelet i køkkenet iført en sort bikini der i allerhøjeste grad understreger, hvor veldrejet hun er.  

Jeg hentede resterne af hende ved bussen i Puerto Viejo i forgårs. Hun kom fra Colombia, hvor hun i øjeblikket residerer som et led i hendes uddannelse. Imidlertid blev hun afvist i lufthavnen i Bogota, fordi hun ikke havde sit vaccinationskort med. Ergo blev udrejsen forsinket et døgn og da hun landede i San José, var den daglige bus til Puerto Viejo forlængst kørt ...

Mens hun ventede på mig, nåede hun at blive solskoldet i middagsheden, så jeg synes det taler til hendes ære, at hun ikke var den mindste smule vrissen eller uoplagt, da jeg dukkede op.

Albert junior. Albert senior blev indfanget af Edwin, fordi han mente, at det var for farligt at bo ved siden af en giftslange. Så jeg agter ikke at fortælle noget om Albert Junior, der ofte slumrer i et træ ved min hængekøje i dagtimerne ...

Vi satte straks kursen mod strandbaren, og mens vi gik og sludrede, gik Carla i hælene på os. Jeg har forsøgt at give Carla mere frihed. Hun er den eneste hund i området, der har snor på - og det syntes jeg er lidt synd for hende.

Men dét eksperiment er afblæst på ubestemt tid! Carla forstår simpelthen ikke bilerne.

Pludselig drejede der en stor firhjulstrækker ned af vejen. Den kørte ikke stærkt, og føreren regnede med, at Carla var kvik nok til at flytte sig. Men det var hun ikke. I et splitsekund overvejede jeg at kalde på hende, men hvis hun lystrede og løb mod mig, ville hun blive ramt af bilens hjul.

I et kort, frygteligt øjeblik stod tiden stille, mens jeg så Carla forsvinde ind under bilen. Kofangeren ramte hende, og hun tumlede rundt. Føreren stoppede og jeg sprang over og hev min lille hund ud.

Endnu engang kan jeg sige, at Carla og jeg er under vingen på verdens bedste skytsengel. Jeg undersøgte Carla i alle ender og kanter. Men udover, at hun var blevet forskrækket, havde hun ikke fået så meget som en skramme.

Til gengæld rystede jeg over hele kroppen. Og resten af dagen blev synet af Carla, der forsvandt under bilen ved med at forfølge mig. Hun var helt bogstaveligt ti centimeter fra at blive knust under et hjul.

Jeg behøver vel egentlig ikke at fortælle så meget mere om det - jeg har en klar fornemmelse af, at I alle sammen kan forestille jer, hvordan mit liv havde set ud, hvis Carla var blevet dræbt, fordi jeg ikke havde passet ordentligt på hende.

Marianne og jeg tog os en velvoksen Margarita oven på den oplevelse og derefter returnerede vi til huset, hvor det lader til at Rafael mere eller mindre er flyttet ind. Jeg er et meget fint menneske, for jeg har overhovedet ikke drillet ham med det.

Han er jo i egen selvforståelse en rigtig jungle-type, og indtil videre har jeg holdt mig for god til at grine af, at god mad og en blød seng åbenbart var det, der skulle til for at lokke ham ud af vildnisset.

I går gik vi på skattejagt. Den halve morgen havde Rafael og Marianne komponeret et sæt utrolig komplicerede skattejagts-regler.

Kort fortalt fik man point for hver skat, man fandt. Fuglefjer giver for eksempel et point. Det er til at finde ud af. Men så blev der bygget oven på reglerne. En hippie gav på den måde to points - men hvis man kunne lokke hippien til at give et fredstegn, fik man tre bonuspoints. Og så videre.

Faktisk var reglerne så komplicerede, at vi blev nødt til at slappe af på stranden efter en intens diskussion om hvorvidt en fyr med lang hestehale og ditto skæg var hippie eller ej. Marianne mente nej, fordi han ikke havde hippieagtige-badeshorts på. Men det var en diskussion der afslørede, at der var visse huller i reglerne for skattejagten.

Vel placeret på stranden hev jeg straks en pot-konkylie frem - og så gik det hele lidt i opløsning og vi endte med at sidde at fortælle hinanden vandede vittigheder og fnise højlydt over guldkorn som: Hvorfor reddede livredderen ikke hippien? Because he was to far out man ...

Red med sandskæg ...

Og mens vi sad der og grinede højt af Rafael, der var gået over til at underholde med et nærmest uudtømmeligt repertoire af pirat-vittigheder, var det lige som om, at jeg kunne se hele scenen fra oven.

Red lå og snorkede op af mig i et hul, som han selv havde gravet. Jeg kunne klø ham på kæben samtidig med, at jeg nussede Carla, der lå i mit skød. Ved siden af mig sad Marianne og Rafael og gnaskede nødder og drak vand mellem piratvittighederne. Og stemningen var bare så rar og afslappet, som om vi allesammen havde kendt hinanden i meget lang tid.

Og det der gjorde det hele ekstra godt for mig var, at vi sad nøjagtig på det sted, hvor jeg to måneder forinden havde siddet og grædt, fordi jeg følte mig fortabt og ulykkelig.

Jeg har allerede nået langt mere, end jeg nogensinde havde forventet, da jeg tog afsted fra Danmark. Endnu engang må jeg gentage mig selv og sige: Jeg er meget taknemmelig.

Drama i junglen vol.2, nedslidte riddersmænd - og det store kompliment

Nu gider jeg ikke at undskylde mit billedunderskud længere. Nøjes med at sige, at dette er et billede af søde, fantastiske Red ...

Jeg bliver nødt til at fortælle noget om vejret, inden jeg på mest sladdervorn vis går videre med dramaet om fyren med skorstensfejerfrisuren.

Så vidt jeg kan forstå, har vi nu ramt regntiden. Og selv om jeg har spurgt mig for, er der endnu ingen, der har kunnet give mig en ordentlig forklaring på, hvad der så sker. Foreløbig synes jeg, at vejret har opført sig så nogenlunde som det plejer - dog med én undtagelse. Nemlig at timerne op til at det rent faktisk begynder at regne, driver en til vanvid på en måde, som jeg aldrig har oplevet før.

Jeg kan bedst sammenligne det med at være præmenstruel. Dette anskueliggør desværre ikke min pointe for de mandlige personer blandt mine læsere, så jeg vil prøve at beskrive det på en anden måde.

I morges vågnede jeg og kunne med det samme mærke, at det var en virkelig varm dag. Jeg sad splitternøgen i min seng og drak iskaffe, men stadig løb sveden i floder mellem skulderbladene på mig. Fornemmelsen af at drive af sved, selv om man sidder helt stille, er ret underlig ...

Men det er ikke varmen alene, som er generende. Jeg tror det er fordi, luftfugtigheden er meget høj på præ-regnvejrsdagene. Det føles som, at man bliver klemt af luften. Som om man er pakket ind i vat. Ens hjerne kører langsomt, mærkelige tanker melder sig i hovedet og man er frygtelig rastløs, samtidig med at man ikke orker at bevæge sig. Kroppen føles som en hårdtpumpet ballon.

Desværre havde jeg lovet at hæve penge til Edwin, så jeg var nødt til at cykle til Puerto Viejo. Hele byen lå død hen. Ikke kun er den travle turistsæson overstået, men der var simpelthen ingen, der gad at foretage sin noget. Alle var kravlet i skygge og byen var stillestående på en underlig, flimrende måde.

Jeg var mere end lykkelig, da jeg kom tilbage i skoven, og jeg krøb øjeblikkelig i hængekøjen iført rigelige mængder isvand. Her sad jeg og skrev ind til det blev mørkt. Så sjoskede jeg ind i huset og smed mig på sengen og skrev videre. Og lige pludselig faldt der et par regndråber på taget. Jeg spidsede straks ører og håbede på mere. Og jeg blev ikke skuffet. Et minut efter høvlede det ned.

Skoven reagerede øjeblikkeligt ved at sende de herligste dufte ind til mig. Jeg er begyndt at være temmelig ligeglad med insekter, så jeg åbnede begge døre i huset og skabte på den måde lidt gennemtræk.

Og da det havde regnet et par minutter, føltes det som om, at der blev stukket hul på min ballonkrop og det var bare så herligt. Som et kæmpestort, kropsligt lettelsens suk.

Nu sidder jeg og skriver med dørene åbne og lyden af trommende regn mod taget og bladene udenfor. Åhr, det er bare fedt ...

Men måske er det det, som regntiden går ud på? At vejret simpelthen er ekstra belastende flere timer inden regnen begynder at falde?

Og nu til den spændende fortsættelse om dramaet i junglen:

Edwin og jeg havde en ganske hyggelig middag. Jeg fandt - helt apropos - en kakkerlak i min spaghetti, men eftersom jeg ikke er en splejset dj fra London, men derimod en sej jungle-amazone begravede jeg den i servietten og spiste videre med god appetit.

Da jeg endelig returnerede til min hytte, sad Alfredo og ventede på min trappe. Jeg tog en dyb indånding og overvejede, hvordan jeg skulle tackle situationen. Og jeg gik ganske enkelt forbi ham og lod som om, at han ikke eksisterede. Lukkede min dør. Tog nattøj på og gik i seng. Færdig - bum.

Men jeg sov ikke, før jeg var sikker på, at han var skredet.

En meget fin natsværmer-ting på min netvæg ...

Næste morgen vågnede jeg op til følgende sms fra Edwin:

"I'm sick in bed. I have an allergic reaction to the roach poison I used yesterday. I'm going to put a sign on the gate: "Beware ... wild cockroaches. No metrosexuals allowed beyond this point. Chemical warfare risk."

Imidlertid viste det sig, at Edwin havde gjort regning uden vært. Bedst som jeg sad med min morgenkaffe, dukkede skorstenfejerfrisure-fyren op ved mit hus og spurgte, om jeg havde rullepapir til joints.

Vi snakkede lidt og han nævnte ikke et ord om al den virak, som han havde skabt dagen i forvejen. Tværtimod lod det til, at han og hans kæreste havde besluttet at blive et par dage mere. Fyren var lidt mærkelig, han bevægede sig i rykvise stød og virkede nervøs. Jeg stak ham et par cigaretter og sagde, at hvis han ville ryge, så måtte han gøre det på europæisk vis.

Bedst som vi stod og snakkede, dukkede Rafael op, hvilket fik fyren til at fare sammen. Med en undskyldning om travlhed pilede han tilbage til sit eget hus.

"Hvem i alverden var det,?" spurgte Rafael mystificeret og kiggede skeptisk efter fyren.

Jeg hev Rafael ind i huset og pressede ham ned på bænken i køkkenet. Det var helt perfekt, at han dukkede op - for jeg var fuldstændig opkørt over, at jeg endnu ikke havde delt dette saftige stykke sladder fra nærmiljøet med nogen.

Med sensationslystent savl i mundvigene fortalte jeg ham hele historien.

Rafael lyttede og virkede oprigtig chokeret.

"Råbte han, mens der var damer til stede?," sagde han i et tonefald, der var tykt af forargelse.

Jeg stivnede. Det havde jeg alligevel ikke set komme. Rafael er betydelig yngre end Edwin, så jeg havde ikke forventet, at han også gik rundt og regnede sig selv som en ridder i skinnende rustning.

"Jeg er helt enig med Edwin," slog Rafael derefter fast.

"Den fyr havde ingen ære overhovedet. Han ville ikke holde et minut i junglen. Tænk at hidse sig op, mens der var damer til stede ..."

"Og så du," tilføjede han i samme hviskende tonefald, som Edwin havde brugt,

"at fyren havde en ring i navlen. Så du det? Hvad er dog det for noget?"

Til gengæld kunne Rafael fortælle, at den ældre indianerfyr, der havde lånt min skype, faktisk var den fyr, som han boede sammen med. Sento hedder han. Så var dét mysterium i det mindste løst.

Næste mysterium var Alfredos drastiske adfærdsændring. Da jeg fortalte Rafael om det, var han en hårsbredde fra at springe op og gribe sin machete.

"Generede den fyr dig? Gjorde han dig bange?," spurgte han.

"Bare rolig - jeg skal nok tale med ham ..."

På det tidspunkt var jeg ved at få den spidshattede, middelalderfornemmelse, som jeg kun plejer at få i nærheden af Edwin. Jeg skyndte mig at sige, at jeg sagtens kunne håndtere Alfredo, og der var ingen grund til at rippe op i den sag.

"Bestemt ikke," sagde jeg til Rafael, der virkede som om, at han parat til at svinge sig op på den nærmeste hvide hest og drage ud i verden for at forsvare min ære ...

Rafael blev til en kop kaffe og da han atter var vandret ud i junglen, gik jeg op for at se, hvordan Edwin havde det. Og han havde det dårligt - åndedrætsbesvær og næseblod. Han var simpelthen så forgiftet af det insektmiddel, som han havde sprøjtet huset med den foregående dag.

"Nu er de nede i huset igen. Og de er slet ikke påvirkede af, at det hele er forgiftet. Det må simpelthen være fordi, fyren selv er en kakkerlak," slog han fast mellem to nys.

Jeg holdt et belærende foredrag om insektgiftes farlighed og tvang Edwin til at love, at han gik til læge, hvis han fik det værre. Samtidig bragte jeg forsigtigt og behændigt emnet Alfredo på banen.

Det viste sig, at selvsamme dag som Alfredo dukkede op på mit dørtrin, havde Edwin fyret ham, fordi han var begyndt at drikke efter at have været tørlagt i otte måneder. Dels var han ikke mødt på arbejde til tiden og dels ville Edwin ikke have, at han passede hestene, når han var fuld.

Jeg spurgte ind til Alfredos adfærdsmønster, når han drak - mest for at finde ud af, om han simpelthen var ved at nedsmelte og at jeg på den måde kunne forvente at skulle samle et styks skidefuld altmuligmand op ved min hoveddør i nærmeste fremtid.

Mine interesserede spørgsmål fik straks Edwin på færten og fra at have siddet let sammensunket rettede han sig pludselig op og spurgte:

"Har han generet dig? Jeg vil STRAKS tale med ham!"

Jeg skyndte mig at sige, at han bestemt ikke havde generet mig og at alt var godt og der virkelig ingen grund var til bekymring.

Pludselig fik jeg helt ondt af Alfredo, der hele to gange i løbet af dagen havde været i overhængende fare for at blive udfordret til duel ved daggry - eller hvordan riddere nu ordner deres business med folk, som krænker de spidshattede skønjomfruer.

Jeg sagde farvel til de sørgelige rester af Edwin og tog i supermarkedet for at proviantere bigtime. Da jeg vandrede tilbage i tusmørket, stødte jeg på Rafael, som kom vandrende på grusvejen.

Han tog straks min cykel fra mig, trak den op af bakken og bar derefter mine massive indkøb ned i huset.

Syndernes & lasternes hule i Puerto Viejo: Strandbaren aka Tex Mex-baren ...

Oppe ved huset hilste jeg kort på Edwin og undrede mig meget. Kakkerlak-parret var simpelthen flyttet op på hans veranda, hvor de var igang med at lave mad. Edwin sad og hang på en stol og så utilpas ud.

Tilbage i huset var det pludselig Rafael, der sad og så utilpas ud. Han frøs og koldsvedte og jeg behøvede kun at kaste ét blik på hans fod for at konstatere, at han havde pådraget sig en grim infektion. Rafael råder over ét stykke fodtøj: Et par gummistøvler i overstørrelse. Støvler er uundværlige i junglen, fordi der er så mange slanger. Og han havde arbejdet hele dagen, ikke fået noget at spise - og de vabler som gummistøvlerne havde akkumuleret over flere dage, var sprunget ud som nasty, betændte sår.

Jeg greb Rafael i vingebenet og tvang ham til at tage et fodbad, som jeg gjorde klar med diverse, udrensende urter i. Mens han sad med fødderne i vand, stegte jeg kylling, kogte pasta, hakkede tomater og rørte riiigelig med smør i det hele og serverede det for Rafael. Bagefter fandt jeg alle tæpper på matriklen og smed ham i seng med dem og en varm flaske vand til at lune sig på.

Da han havde fået varmen og var ved at falde i søvn, pakkede jeg en goodiebag til Edwin med urtete, nødder, frugt og chokolade. Skrev en seddel om, at han skulle drikke den udrensende te for at få giften ud af kroppen og vandrede op og gav det til ham.

Kakkerlak-parret var stadig ude på verandaen, men Edwin havde trukket sig tilbage til huset. Jeg tjekkede ham meget grundigt ud. Han var stadig bleg og hostede - men han havde det bedre. Således beroliget gik jeg tilbage for at tjekke på Rafael, som sov trygt og godt.

Så var det, at jeg endnu engang greb til det - efter min mening - bedste middel mod alt: Et herligt, isafkølet glas rødvin.

Og mens jeg sad og drak min rødvin, kunne jeg ikke lade være med at grine af det hele. Det lader til, at der lige i øjeblikket er to mænd, der balancerer min verden. Af alle mennesker jeg har her i Puerto Viejo, er det de to, som betyder mest for mig - og som jeg taler mest med.

Den ene er halvt så gammel som den anden, men de er begge drevet af nogle totalt oldschool-agtige begreber om, hvordan det er at være mand. Det er noget med at være stærk, meget stærk ... Og ikke mindst ridderlig, gentle, galant og altid parat til at beskytte de svage - hvilket i deres verden tilsyneladende er hunkønsvæsener ... herunder mig.

Jeg holdt mig ikke tilbage for at grine højt af ironien i, at mine to blankskinnende riddersmænd lå i hvert deres hus og rallede.

Da jeg skænkede mig rødvinsglas nummer to gik det op for mig, at det altså lige i øjeblikket var den storrygende rødvinsdrikker, der var still standing og holdt samling på tingene. For tro mig: Både Edwin og Rafael er så ufattelig sunde, at de ikke engang drikker cola light, fordi det er fyldt med tilsætningsstoffer. Jeg hører for min rygning og min knap så sunde livsstil - men naturligvis på en venlig og galant måde ...

 Taget ud af forruden af en udlejningsbil - den fede køretur over bjergene. fra San José til Puerto Viejo. 

Næste morgen fortsatte jeg med at opvarte d'herrer. Rafael fik morgenmad på sengen og jeg vandrede op til Edwin med et bundt bananer som undskyldning for at kigge til ham.

Han sad ude på verandaen og så om muligt mere udmattet ud end dagen i forvejen. Edwin havde været storsindet nok til at slå en streg over gårsdagens eskapader - dog med den undtagelse, at skorstensfejerfrisure-fyren skulle give en undskyldning til Maria, fordi han havde overfuset hende.

Parret var gået ned i huset i en tilstand af fryd og gammen. Derefter var de begyndt at lave aftensmad. Og så var der kommet en kakkerlak vandrende hen ad køkkenbordet.

Dermed begyndte dramaet forfra! Skorstensfejerfrisure-fyren erklærede, at han ikke ville lave mad i sådan et køkken og parret havde relokeret til Edwins hus, hvor kæresten på en eller anden måde havde overtalt Edwin til, at de skulle spise sammen.

Det havde ikke været verdens hyggeligste middag. Skorstensfejerfrisure-fyren havde erklæret, at han nægtede at sove i huset i junglen, så Edwin havde givet parret et værelse i huset OG et moskitonet, som de kunne sove under.

Tilfældet ville desværre, at en af de store, flyvende regnskovskakkerlakker var landet med et blødt bump på ydersiden af moskitonettet - og det havde sendt skorstensfejerfrisure-fyren skrigende ud af huset. Enden på det hele blev, at han havde sovet på Edwins veranda.

Edwin fortalte hele historien næsten uden at være rasende. Han var for udmattet til det, så det blev kun til et par what a goddamn sissy og enkelte how can a man behave like that?

"Men," sluttede Edwin med et decideret ondskabsfuldt smil om læberne.

"Junglen fik ham alligevel. Jeg har aldrig set en fyr med så mange myggestik ... myggene må have haft en fest hele natten!"

Jeg erklærede mig enig i den poetiske retfærdighed, og skulle lige til at gå, da jeg fik den nok største ros, jeg kunne få af Edwin. Og jeg har memoreret den i hovedet, fordi jeg går og luner mig ved den. Edwin sagde:

"The jungle manifests who you are. And usually people fight the jungle when they come here - that's why they get crazy. I was sure, that the same thing would happen to you. So I kept an eye on you. But you just let the jungle absorb you. You did'nt fight and you did'nt melt down. And you're the first person I've ever seen react that way.

The guy was a cockroach and that's why he attracted cockroaches. You attract hummingbirds ..."

Jeg tror det er den fineste kompliment, jeg nogensinde har fået. Og den kompenserer så rigeligt for, at jeg engang imellem føler mig lidt dum med min spidse hat og mine middelalderfornemmelser ...

Ps: Skorstensfejerfrisure-fyren og kæreste har ikke taget alle deres ting med fra huset. Så der er en chance for, at der er mere drama på vej. Jeg håber det næsten - men synes også lige, at Edwin skal have lov til at restituere sig, før han atter bliver konfronteret med en mand med navlepiercing.

Pps: Jeg fik måske lige lovlig meget selvtillid af Edwins kompliment. For jeg foreslog Rafael, at vi tog på udflugt i regnskoven og blev der et par dage. Og jeg tilføjede, at jeg ville lade mine cigaretter blive hjemme og se, om junglen ikke kunne kurere mig for min rygetrang. Nu hænger jeg på den. Rafael er gået i gang med at lave noget teltagtigt af plasticposer og bambuspinde.

Jeg er virkelig bange for, at jeg vil HADE at være ude i regnskoven uden cigaretter, iskaffe og en ordentlig madras. For slet ikke at tale om at undvære min toastrister og min hovedpude ... aj, jeg skal bare så meget lære at tænke, før jeg taler ...