fredag den 22. september 2017

Tidspunktet er altid forkert

Da solen stod op, den morgen far døde, så den sådan ud. Bagefter tænkte jeg, at Gud havde gjort sig umage for at velkomme far ... 

Erfaringen har lært mig, at det rigtige tidspunkt ikke findes. Universet giver simpelthen ikke plads til det. Tiden kværner af sted og jeg forsøger at holde trit med livet. 
Jeg har hele tiden tænkt, at når jeg var færdig med at rydde op i garagen, så ville jeg vende min opmærksomhed mod bloggen. Når jeg havde STYR på tingene, så ville jeg begynde igen. 

Men her har I mig. Jeg har ikke rigtig styr på noget, men jeg kæmper for at få det. Og på den måde tror jeg, at jeg ligner de fleste. 

Alt hvad der er sket i mellemtiden, har afholdt mig fra at blogge. Dels fordi jeg var så fokuseret på at manøvrere mig igennem det, at det optog al min tankevirksomhed. Og når jeg så satte mig ned og ville skrive om det, så krævede det så utrolig lange forklaringer, at jeg opgav på forhånd. 

Så min situation lige nu er - kort beskrevet - følgende: 

Min far døde den 25.05.2015. Bagefter tænkte jeg, at det var logisk, at far - med hans store sans for orden og glæde ved tal - døde på netop den dato. Han døde af cancer, og jeg var så heldig at have mulighed for at passe ham i det sidste forløb. Det er jeg taknemmelig for. 

Jeg bor i min fars kæmpestore hus sammen med min 88-årige onkel G, som altid har været en del af vores familie - og som nu er min bofælle. Vi kan muligvis ikke blive boende her for evigt, men det er en længere historie, som jeg venter med. 

Udenfor huset ligger en kæmpestor grundvandssø, som er helt vidunderlig og et resultat af, at min far på mange måder var en fremsynet mand. Den sø kommer I til at høre MEGET mere om. 

Dette er søen - og udsigten fra mit arbejdsværelse. Det er taget lige nu, mens jeg skrev dette indlæg. Søen skifter farve mange gange i løbet af dagen. Jeg er en heldig kartoffel at få lov til at være tæt på den!

Min lille hund, Carla, lever ikke længere. Hun døde den 6. marts. Hun blev aflivet hos dyrlægen, og hun var ikke bange et øjeblik. Jeg har udsat Carla for så utrolig mange, mærkelige ting. Vi var på en sær måde groet sammen i vores sjæle. Hendes indre organer var ved at sætte ud og en blodprøve viste helt skæve tal.  Hun slumrede fredsommeligt ind i mine arme. Hun er begravet her på Skovbakken. Og jeg har plantet et magnoliatræ på hendes grav. 

Min lille hund og 'partner in crime', Carla. Et af de sidste billeder, som jeg har af hende. Det er Rosie stankelben, der ligger ned ... 

Men jeg har stadig mine to, små stankelbenshunde, som jeg købte i England. Derudover har jeg også fem andre hunde. Der er Sille-hunden, som oprindelig var min fars hund. Men nu er hun mest af alt Onkel G's hund. Så er der Flappergasten, der er et stort skrummel af en gammel jagthund. Så har vi Tjiko-Tjumsen, der er en højspændt dværgpinscher, Muslingen der er en blanding af chihuahua og dværgpinscher - plus Luna der er en Xoloitzcuntli - alias en mexicansk hårløs, og hun minder mest af alt om en flagermus i overstørrelse. 

Her er fars hund, Sille. Min far blev installeret i det bagerste værelse i huset. Her hvor jeg har kontor nu. Det er det dejligste rum i huset og har masser af lys. Her sidder vi ved fars seng i morgengryet. Det er tydeligt at se, hvor meget Sille sørger. Også hun vidste, hvor det bar hen. I de dage jeg passede far, var jeg hele tiden ved at snuble over hende, fordi hun ville ind til far. Og hun fik selvfølgelig også lov til at ligge i arm med far i den høje hospitalsseng, mens jeg holdt øje med, at hun ikke faldt ud. Da far var død, satte jeg hende op i sengen til ham. Hun snusede en enkelt gang - og så faldt halen på hende. Far lå i stuen i et døgn, før hans jordiske rester blev hentet. Det var en god oplevelse, midt i al det sorte. At jeg fik lov til at give far pænt tøj på og fik mulighed for at følge hans sjæl til dørs. I samme øjeblik det gik op for Sille, at far ikke længere var der, holdt hun op med at tigge for at komme ind til ham. Hun vidste så udmærket, hvad der var sket. I dag elsker hun Onkel G. med hele sit lille hundehjerte. Hvis Onkel G.  ikke er hjemme, gider hun godt at hænge ud med mig. Men ellers ikke. Al den kærlighed hun havde til far, har hun nu overført til Onkel G. 

Derudover råder jeg over tre, virkelig snotdumme, får, to katte der ikke kan med hinanden og en håndfuld stuefugle. 

Jeg varetager nu min fars arv - og forsøger at gøre det så godt som muligt. Det har været et helvedes crash-course i økonomi, og især har det menneskelige aspekt været interessant. Jeg er selv blevet en del mere kynisk af det, og jeg har lært, at penge er det vigtigste i verden for nogle mennesker. Det agter jeg også at fortælle mere om, når tiden kommer til det. 

Så det er mit liv. Det er et sært liv, det er i hvert fald ikke det liv, som jeg regnede med. Men jeg er ydmyg overfor det  - bedst som man lægger planer, sker der noget andet ... Jeg ville bare ønske, at jeg var yngre, så jeg havde mere liv tilbage at leve.  

Jeg bor allerhelvedes langt ude på landet. Min elskede jungle kunne ikke være længere væk, og jeg har sørget enormt over, at jeg nok ikke kommer tilbage til Costa Rica sådan foreløbig. Jeg har altid forestillet mig, at en dag ville jeg lande i Costa Rica. Jeg ville tage ud til busstationen og tage bussen til Puerto Viejo. I min fantasi ville jeg have kineserhundene og en lille taske med. Så når jeg landede i Puerto Viejo, ville jeg gå hele vejen op til Edwin. Op ad grusstien med hibiscus-buskene og de svirrende kolibrier. Og Edwin ville sidde og drikke te ude på terrassen og Red ville ligge ved siden af ham. Og når jeg dukkede op, ville mit hus stadig står parat til at modtage mig inde i junglen og jeg ville have whisky med til Edwin, som vi ville drikke, inden jeg gik tilbage til mit hus. 

Jeg brød mig ikke om, at fars urne skulle stå på et lager, mens vi ventede på at få lov at nedsætte den. Så jeg kørte ud til en anonym, moderne bygning, der var krematoriet, og hentede den. Min fars yndlingsfarve var mørkeblå ... 

Sandheden er, at det sted ikke eksisterer længere. Edwin er taget til Afrika for at surfe. Carlos er stadig en vagabond og Funky er blevet gift i Østrig og opholder sig der. Den verden jeg forlod, er helt væk. 

Så den dag jeg tager væk, bliver det måske til et helt andet sted. Men det bliver stadig til noget jungle. I mellemtiden har jeg søen at kigge på og bekymre mig om. 

Jeg skal være kreativ for at få lov til at blive boende i dette hus, men jeg arbejder på sagen. Ikke så meget for husets skyld, som for søens. Det føles som et godt livsformål at frede søen. Passe på den og tage hånd om den. Der er ikke så mange af den slags naturperler tilbage i Danmark, selve området omkring søen giver også rige muligheder for at finde ud af, hvad man egentlig kan tiltrække af dyr og insekter, hvis man gør en indsats. 

Så længe jeg bor her, bliver dette område en forsøgsstation. Jeg agter at undersøge, hvad man egentlig kan opnå, hvis man i sin sjæl ønsker så meget liv som overhovedet omkring sig. Så jeg kommer til at skrive en del om de praktiske sider af naturbevarelse. Sideløbende vil jeg berette om mine små gør-det-selv-projekter, om min krukkehave, om mit fuglebræt, mine fuglekasser, mit dukkehus, mine hunde - og lejlighedsvis om onkel G., der ellers har frabedt sig "at være på internettet." Men lidt kommer han nok til at være der alligevel, for han er skæg at bo sammen med og jeg kan nok ikke lade være med at fortælle om ham. Og om mit eget liv. 

Dette billede er taget ud af vinduet den morgen, jeg mistede min far. Ingen sjove teknikker er brugt. Himmelen så nøjagtig sådan ud. Og jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg burde have vidst, at det blev fars sidste dag. Men jeg kunne ikke tænke klart. Jeg blev ved med at håbe, at far måske ville få en sidste sommer i mit og mine søstres selskab ... 

Så velkommen tilbage - I der stadig læser med. Jeg er glad for, at I stadig er derude - og jeg tænker, at jeres liv nok også har taget et par vendinger, siden I sidst læste med herinde. Dem vil jeg gerne høre om, hvis I har lyst til at dele i kommentarfeltet. 

Ellers kan jeg fortælle, at jeg står overfor et roadtrip. Jeg har en veninde, som har været alvorlig syg. Faktisk har hun været syg og i genoptræning i et helt år. I mellemtiden har gode mennesker passet hendes hunde på den lille, engelske ø, Sark. Men nu er tiden kommet. Hun kommer aldrig tilbage for at bo på øen, for hun kan ikke længere sygeforsikres. Men vi skal hente hendes elskede hunde og hendes indbo, så hun kan begynde sit nye liv i Danmark. Vi tager af sted på mandag. Og for første gang i syv år kan jeg ikke finde mit pas. Det er helt åndssvagt - jeg kan huske, at jeg netop lagde det et smart sted, så jeg nemt kunne finde det igen. Jeg bliver nødt til at anerkende, at hver gang jeg lægger ting smarte steder, så bliver de væk. Øv!

Og ellers: Nej, der findes aldrig et rigtigt tidspunkt til noget. Så spring ud i det. Gå igang. Vær ikke bange. Som min gode - og meget kristne veninde - Betina siger: Gud vil altid passe på dig.