søndag den 20. april 2014

Kom til bogfest!


Sådan ser forsiden af bogen ud. Den udkommer den anden maj og kommer til at koste 299 kroner. Uh, hvor bliver det spændende!

 Jeg har et fast holdepunkt i mit liv: Kaffe. Jeg drikker kaffe hver eneste morgen. Det gjorde jeg i Costa Rica. Det gør jeg i Danmark. Og uanset hvor jeg ender, håber jeg, at det er et sted med morgenkaffe.

For hvor ender denne rejse? Jeg aner det ikke. I øjeblikket ved jeg ikke, hvor jeg er næste måned. Det er en sær måde at leve livet på. Nogle gange vågner jeg om morgenen og kigger mig forvirret omkring. Så går der lige ti sekunder med at genkende omgivelserne, før det hele falder på plads. Aha, jeg er i Brøndby. Der står min rejsetaske ...

Det har taget noget tilvænning, men efterhånden har jeg det som den gamle musical-sang 'Any place I hang my hat is home'.

Et af versene går - så vidt jeg husker - sådan her:

Free and easy
That's my style
Howdy do me?
Watch me smile
But fare-the-well me
After a while
'Cause I gotta roam
And any place I hang my hat is home ...

Siden jeg kom til Danmark og mine penge var forsvundet et sted i Panama, har jeg levet på sofaer rundt omkring. Jeg har således boet i centrum af København. På Bryggen, på Østerbro, Nørrebro, i Ringsted, Frederikssund, Haslev, Ishøj - og nu bor jeg i Brøndby.

Jeg kunne skrive en hel bog om at være en vagabond-type. Og måske gør jeg det en dag. Men lige nu gælder det noget meget mere spændende, synes jeg selv.

Mens dette skrives er min bog om Costa Rica nemlig i trykken. Jeg glæder mig virkelig til at stå med et trykt eksemplar i hånden. Uanset hvor meget jeg prøver at være afslappet omkring det, så er det en art milepæl i mit liv. Det var det, jeg besluttede mig for at gøre - og om et øjeblik sker det. Jeg er mere spændt og nervøs, end jeg vil være ved. Først og fremmest håber jeg inderligt på, at bogen vil finde et publikum. Ikke kun fordi tanken om at blive læst er virkelig rar. Men selvfølgelig også fordi jeg har brug for de penge, som den måske kan indtjene.

Nu må vi se. Hvis der er noget jeg har lært, så er det, at det hele nok skal gå. Bogen udkommer den 2. maj og i den anledning er DU - kære bloglæser - inviteret til fest. Jeg holder noget tam-tam på Voodoo Lounge i København. Det begynder klokken 17 og jeg tænker, at folk bare kan komme dumpende, når de har mulighed. Bogen kommer til at koste 299 kroner, men lige den dag sælger jeg den for 250 - så husk at medbring kontanter, hvis du er købelysten. Det bliver noget med øl og flinke mennesker - og jeg håber, at du også har lyst til at komme og hilse på

Smid mig lige en mail på knirke@knirke.com og sig, hvis du kommer. På den måde har jeg stadig en art overblik over, hvor mange mennesker jeg kan forvente.

Jeg glæder mig. Jeg er meget spændt. Jeg er også nervøs. Så support på denne store dag vil blive modtaget med taknemmelighed. Håber vi ses!

Og undskyld for den lange tavshed på bloggen ...

Her er et uddrag fra den kommende bog, 'Jungledage - med livet i lommen'. Det handler om mit første møde med junglens store edderkopper:

Forsidebilledet er faktisk en tegnet version af det her billede - med mig i forskønnet udgave. Til gengæld synes jeg, at tegner Nikki har givet forsiden et helt fantastisk lys. 

"Når jeg ikke lige var optaget af at bære insekter ud og holde dørene lukkede, faldt jeg i staver over junglen. Fra at syne rodet og mørk, foldede den sig lige så stille ud.

Den var smukkere end noget, jeg nogensinde før havde set. Lyset skiftede med dagen og der var hele tiden nye ting at glædes over. Jeg elskede de tidlige morgener, hvor brøleaberne holdt fest i træerne og jeg kunne se dem springe fra gren til gren. Jeg mistede pusten, når sværme af sommerfugle fløj gennem skoven i farverige flokke. Jeg glædede mig, når jeg fik øje på endnu en fugl i alt det grønne - og jublede højlydt den dag, en smaragdfarvet kolibri fløj lige forbi næsen på mig, mens jeg stod og hang opad verandaens rækværk.

Men en dag skete det, som jeg havde frygtet lige siden, jeg flyttede ind i huset. Min første, store edderkop. Jeg opdagede den, da jeg gik ind i gæsteværelset. Ud fra den meget store stikkontakt, som var monteret på en bjælke, stak et par lange, behårede ben ud. Jeg stod fuldstændig stille i et par sekunder og kunne mærke, hvordan adrenalinen kørte op og ned ad rygraden. Stikkontakten var på størrelse med en halv mælkekarton, og jeg turde slet ikke tænke på, hvor stort uhyret var, når den ikke engang kunne skjule sig helt bag noget så stort. Faktisk var det endnu mere uhyg- geligt, at jeg kun kunne se dens ben - og min fantasi kværnede på højtryk og skabte det ene skræmmende billede efter det andet, af hvordan dyret rent faktisk så ud.
Jeg bakkede øjeblikkeligt tilbage til køkkenet og kæderøg to cigaretter i ren angst. Min hjerne kværnede på højtryk. Men der var ikke andet at gøre, end at opbyde alt mit mod og på en eller anden måde indfange dyret.

Da jeg vendte tilbage til soveværelset, var edderkoppen kommet ud fra sit skjul. Den sad nu oppe på væggen, så jeg fik det fulde udbytte af gyset. Det var en stor, behåret og ubehageligt udseende ulveedderkop på størrelse med hele min hånd. Jeg forsøgte at tage det helt roligt, men min puls dunkede så hårdt, at jeg kunne mærke den helt op i hovedet. I min ene hånd havde jeg en kasserolle, som jeg agtede at indfange den med.
Saftevandskanden var simpelthen ikke stor nok, og jeg var bange for at kappe benene af monsteret. Jeg nærmede mig væggen med forsigtige skridt og løftede kasserollen. I samme øjeblik skyggen fra kasserollen ramte edderkoppen, hoppede den lige ud i luften og faldt ned på gulvet. Jeg tabte kasserollen af bar forskrækkelse, udstødte et skrig og løb ud i køkkenet, hvor jeg stod og bævrede.

Edderkoppen var undsluppet. Men den var stadig i huset, hvilket var en total uacceptabel situation for en araknofob som mig. Jeg rystede af ubehag ved tanken om, at den kom i nærheden af mig eller dukkede op på uventede tidspunkter. Der gik en times tid og da jeg atter kiggede ind i gæsteværelset, havde den sat sig op på væggen igen. Der sad den og udstrålede rendyrket ondskab. Og hver gang den pilede et par centimeter over væggen, for jeg sammen. De kriblende bevægelser gik direkte i kroppen på mig, og fik mig til at svede af angst.

Bananpalmerne udenfor huset hjalp mig til at klække en ny plan. Jeg plukkede et af de største blade, skrællede den tunge, grønne bladmasse væk og stod tilbage med bladstrengen fra et bananblad. På den måde havde jeg skaffet mig selv en lang pind. Der var et hul i væggen i gæsteværelset, og hvis jeg ved hjælp af pinden kunne jage edderkoppen ud af hullet, ville problemet være løst.

Jeg nærmede mig igen og pirkede forsigtig til den. Det gjorde den så forskrækket, at den fulgte planen. Det samme kunne man ikke sige om mig. Jeg var ved at tabe pinden af bar væmmelse over, hvor uhyggelig og hurtig edderkoppen var.

Med rystende hænder formåede jeg at holde balancen mellem at skræmme den så meget, at den løb - men samtidig ikke skræmme den så meget, at den hoppede. Jeg holdt vejret, da den nærmede sig hullet i væggen, og da den tog et sidste tilløb og pilede ud af huset, råbte jeg højt af glæde og dansede vildt rundt i huset sammen med Red og Carla. Al den kropslige spænding måtte ud. Og det var først, da jeg ikke længere kunne få vejret, at jeg hentede mit største håndklæde, som jeg proppede i hullet, så det var hermetisk lukket.

Bagefter satte jeg mig ned og skænkede mig et enormt glas rødvin. Der gik temmelig lang tid, før jeg var faldet ned igen.

Godt nok havde jeg vidst, at edderkopperne var store i junglen. Men at se den største edderkop, jeg endnu havde set i mit liv, vandre på min væg, var direkte nerveflænsende.

Jeg sad længe og tænkte. Og jeg endte med at konkludere, at edderkoppeproblemet måtte løses på samme måde, som jeg løste tanken om, at jeg var alene på den anden side af kloden, ikke kendte en sjæl og ikke vidste, hvor jeg var om en måned: Nemlig ved simpelthen at fortrænge tankerne, leve i nu’et og tage en dag ad gangen."