mandag den 28. maj 2012

Edderkoppefestival, sodavandsis og en mand af format

Her er så den sensationelle bille. Som I kan se, sidder den og stirrer olmt ud i verden. Det er bekymrende, når et virkelig aggressivt insekt samtidig har meget massive kindbakker ..

Jeg sidder og skriver på i min seng. Fordi det er varmt har jeg smidt min nederdel og sidder i ført en skjorte og ikke så meget andet. Nederdelen ligger ved siden af mig og blinker kækt, fordi der kravler to ildfluer rundt på den.  

Ildfluerne er nogle af mine yndlingsinsekter her i regnskoven. Når natten falder på, kommer de frem og fremfører smukke luftballetter mellem træerne. De er stærkt lysende og deres farver varierer - lige fra skinnende hvidt, over fosforcerende grønt og til klar orange. Jeg har nærstuderet dem og det er deres kroppe som lyser. Når de bevæger vingerne, blotter de kroppen - og det er på den måde de blinker.

Nogle gange sidder de bare i træerne og morser til hinanden. Jeg gad godt kunne dén morsekode. Tit ligger jeg i hængekøjen og forestiller mig, hvad de egentlig siger til hinanden. Sladrer de om de andre ildfluer? Fører de sjofle samtaler med hinanden? Har de intellektuelle diskussioner på ildflue-niveau?

Svaret blæser - lige som ildfluerne - i vinden ...

Jeg sov simpelthen så godt efter min sidste blogpost - at vælge at være helt ligeglad med om Edwin (og de andre mennesker jeg skriver om) læser med og måske endda forstår noget af det jeg skriver, var en stor lettelse.
 Jeg rykkede tættere på og placerede en lighter ved siden af dyret, så I kan få en idé om dens størrelse.
  
Først klokken halv ti næsten morgen vækkede en mærkelig, skrabende lyd mig. Jeg hev en skjorte på og stak hovedet ud af døren. Over en flok planter vippede en virkelig fjollet udseende havehat. En hvid bølleagtig hat der mest af alt lignede noget som var blevet kørt over af en lastbil og derefter gennemtygget af en ualmindelig energisk ged. Under hatten gemte der sig et styks fejende Edwin.  

Han fejede stien hele vejen op til min trappe og kom ind for at få en kop kaffe.

Mens jeg lavede kaffe kunne jeg mærke hans øjne i nakken.
"Får du skrevet noget," spurgte han.
"Jeg har haft lidt af en skriveblokade, fordi jeg pludselig begyndte at overveje, hvem der læste med. Men så besluttede jeg mig for at være ligeglad med det og nu går det meget bedre."
"Det synes jeg er rigtig godt," sagde han.
"Man skal generelt ikke lade sig stoppe af, hvad andre mener eller tænker. Det har jeg i hvert fald aldrig gjort."

 Igen - igen ... Ja, jeg var i sandhed fascineret af den.

Og så satte jeg mig ned og brugte en herlig halvanden time på at sladre og sniksnakke med Edwin. Han har vundet endnu en retssag i en langvarig kamp. Han kæmper mod et amerikansk selskab, som vil lægge en fabrik midt i indianernes reservat. Jeg LOVER, at jeg nok skal skrive den historie på et andet tidspunkt - men faktisk er den så vild, at jeg går og overvejer at bruge den som bogmateriale ...  

Da kaffen var drukket, fik jeg et hurtigt knus - og så udvandrede han. Edwin har fan'me format! Så er det sagt. 

 Og prøv så lige at se her ... Det er eddermame kindbakker, der vil noget. Kindbakkerne to rule all kindbakker ... Jeg har aldrig set noget lignende ...

Senere dukkede Rafael op og spurgte, om jeg ville med ind til byen. Og eftersom jeg følte mig glad og let om hjertet, havde jeg virkelig lyst til at komme ud og kigge lidt på andre mennesker.

Vi vandrede ind til Puerto Viejo. Rafaels eneste par sko er endegyldigt døde og lader sig ikke reparere. Ergo har han besluttet sig for at gå barfodet det meste af tiden, fordi han mener, at det vil bringe ham tættere på naturen. I det hele taget er han fyldt med skøre idéer i øjeblikket, og jeg ved at det er et spørgsmål om tid, før jeg seriøst må sætte mig ned og tage den STORE diskussion med ham.
Foreløbig har jeg kun pippet lidt hist og pist, men jeg gider ikke at høre på udsagn som for eksempel, at sygdomme altid er menneskers egen fejl, fordi de har fjernet sig fra naturen ... 

Det som også fascinerede mig var, at billen nærmest fulgte mig med øjnene. Han vendte hele tiden front mod kameraet og lignede i den grad en bille, der ikke fandt sig i noget pis ... Tjek også de uvenlige fødder med torne på. Det er derfor, at insekterne kan give en rifter, hvis de sidder på huden og man forsøger at børste dem af.

Jeg ved godt, at det bare er junglen, der fucker med ham - og det er ikke første gang, jeg oplever, at regnskovens nærvær gør ellers normale mennesker til naturfundamentalister. Det som undrer mig allermest er, at folk pludselig begynder at snakke om, at alt er kærlighed og at kærligheden er til stede i alt. Det tror jeg sådan set, at de har ret i. Men den type kærlighed, som de giver udtryk for, vil jeg skide et stykke. For kærligheden lader kun til at omfatte dem, som er enige i deres synspunkter og livsførelse. Letkøbt kærlighed kunne man kalde det ...

Jeg satser mere på venlighed, medfølelse og barmhjertighed over for verdens syndere - så tror jeg nok, at det med kærlighed kommer helt af sig selv. Især det med barmhjertighed over for syndere vil jeg holde fast i. Som rutineret synder synes jeg nemlig, at der også skal være lidt overbærenhed i verden til sådan en som mig .. 
 AJ, men se dog de kindbakker! Og når man bankede ham på skjoldet klippede han rasende med dem. I sandhed ikke en bille, som jeg ville have lyst til at fornærme.
  
Jeg samler ammunition i øjeblikket, for jeg agter at bruge en aften på at banke Rafael verbalt ud i samtlige hjørner og efterlade hans ideologi ikke bare groggy - men hårdt såret og stærkt blødende. Og så tror jeg s'gu også, at jeg køber et par sko til ham. Uanset hvor underligt han vil føle det, hvis jeg lige pludselig giver den i rollen som sugarmamma, så gider jeg simpelthen ikke stå i en situation, hvor jeg skal gøre et eller andet effektivt, fordi Albert jr. har hugget en hjørnetand i Rafaels storetå.

Men man skal jo tjekke tingene ud, inden man afsiger dom. Så i solidaritet med Rafael smed jeg flip-flops'ne og vi vandrede barfodede ned ad grusvejen og videre ind til Puerto Viejo.
Det lykkedes mig ikke at lokke Rafael til at se VM-kvalifikationskampen mellem Costa Rica og Guatemala på storskærm i strandbaren. Men jeg skrev mig bag øret, at der er landsholdsfodbold coming up. Og hvis danskere er tossede med fodbold - så glæder jeg mig virkelig meget til at se, hvordan costa ricanerne tager den slags.

Strandbaren har altid et tv kørende og jeg har set voksne mænd gå smågrædende derfra, fordi deres klubhold tabte. Jeg tror det bliver sjovt!
 Og prøv så at se de der fluffy, røde tentakler inde i kindbakken. Skal vi gætte på, at de garanteret er halv-giftige?

 Til gengæld købte vi is af Walther, som laver verdens bedste sodavandsis. Man får dem i små, aflange poser og i aften fik jeg en ingefær/lime-is.
Problemet med Walther er, at jeg ser ham rigtig tit. Han kører rundt med en lille ladcykel og sælger sine varer fra bagsmækken. Efterhånden er det sådan, at jeg speeder min cykel maximalt op, når han er i nærheden. Derefter overhaler jeg ham hasarderet og spørger stakåndet, hvilken slags is han har i dag. Forrige gang jeg så ham, havde han ananas-is med små stykker ananas i.

Rafael reagerer på fuldstændig samme måde: Bare vi ser silhouetten af Walther i det fjerne, begynder vi begge to at smile bredt. Rafael får finansieret sit (over-)forbrug af sodavandsis ved at levere yuams-rødder til Walther. Og af de rødder laver Walther yuams-budding. Og den smager fuldstændig fantastisk! Walther selv er en senet, sort mand med et flamboyant fuldskæg og en cool attitude. Men selv om han er cool, bliver han oprigtig glad, når man roser hans is. Og det gør jeg. Ergo er jeg nu på knus med Walther - og jeg tror, at han bliver næsten lige så glad for at se mig, som jeg bliver for at se ham. For hver gang jeg smager en ny is, bruger jeg temmelig lang tid på at skamrose den i detaljer. Det manglede bare andet!
Jeg siger det igen: Walther laver verdens - måske universets - bedste sodavandsis!

 En af de store brune græshopper har sat sig helt op under taget for at tænke over tingene ...

Jeg syntes, at det gik utrolig godt med at være barfodet i pagt med naturen. Vi vandrede langs stranden ind til byen og gjorde små omveje, så vi slap for at gå på asfalt, som føltes ubehagelig under fødderne.
På vejen hjem tog vi dog den slagne landevej, og da vi nåede Edwins hus og vandrede i mørket ned i regnskoven, kom jeg pludselig til at tænke på de mange myrestier, som jeg skulle forcere. Jeg kan dem næsten udenad, fordi jeg simpelthen ikke tør genere myrerne alt for meget. Og også fordi jeg synes det er unødvendigt at træde på dem, hvis man kan undgå det. Bladskærernes soldater er sindssygt aggressive og bider simpelthen så hårdt, at man altid ender med at quicksteppe hysterisk ned ad stien, hvis man kommer til at træde forkert og derfor bliver overfaldet af dem.

Men jeg har lagt mærke til, at Rafael aldrig har tænkt over myrestierne. Og ganske rigtigt: Mens jeg kun blev bidt to gange, blev han simpelthen bidt sønder og sammen af hidsige soldatermyrer. Mit middel mod myrebid er koldt vand og læbepomade. Og mens Rafael sad med fødderne i køkkenvasken noterede jeg mig med en vis skadefryd, at han ikke talte særlig meget om at være i pagt med naturen ...

Henne ved køkkenvasken fangede jeg noget ud af øjenkrogen. Under lampen havde en bille slået sig ned - og hvilken bille! Den var ikke specielt stor - måske seks - syv centimeter lang. Men den var simpelthen så vrissen! Jeg bankede den meget forsigtigt på skjoldet, hvilket øjeblikkeligt fik den til at gå i angrebsposition og knitre med de største og mest ubehageligt udseende kindbakker, jeg nogensinde har set på en bille.

 En anden slags græshoppe. Jeg har ikke tal på, hvor mange forskellige slags græshopper jeg har set - men det er i hvert fald over 20. Jeg synes denne her er sjov, fordi den har blå øjne. 

I går lærte jeg en meget vigtig lektie omkring insekter. En lille, løvgrøn græshoppe havde nemlig forvildet sig ind i huset. Regnskovssheriffen slog selvfølgelig straks til. Men i stedet for at hente saftevandskanden, kurvede jeg hånden forsigtigt om den for at bære den ud. Med det resultat at den bed mig så hårdt i ringfingeren, at det blødte! Og det var bare en lille græshoppe. Jeg er rimelig glad for, at jeg ikke forsøgte det trick med en af de store græshopper, der snildt kan være ti centimeter lange. Det lader til, at alle dyr her i junglen har et eller andet ubehageligt at forsvare sig med. Så nu er saftevandskanden kommet frem igen. Jeg har ikke lyst til at blive bidt mere.

 Billerne er virkelig et kapitel for sig. Nogle af dem er så prangende og smukke, at jeg har dem mistænkt for at være giftige. De findes med prikker, striber og alskens andet pynt på skjoldene. De kan have korte følehorn eller lange følehorn eller fluffy følehorn - eller følehorn der ligesom har følehorn på følehornene. Her har vi bare et kedeligt bænkevarmer-eksemplar helt uden spændende features ..

De eneste dyr der foreløbig virker til at være helt fredelige, er sommerfuglene og natsværmerne. Men efter min oplevelse med den søde, lille græshoppe, skal jeg dæl'me ikke have klinket noget med dem. Det skulle ikke undre mig, hvis de har et hylster med en lillebitte, specialdesignet Kalashnikov siddende under den ene vinge ...

Den vrisne bille var faktisk så interessant, at jeg følte at jeg måtte dele den med jer, søde læsere. Derfor hev jeg mit kamera frem og knipsede begejstret løs. Da jeg var færdig med det og havde sat Hr. Vrissen ud, kastede jeg et blik rundt i huset. Og jeg må sige, at netop i aften lader det til, at insekterne holder deres helt egen junglefestival i mit hus. Eftersom jeg havde kameraet fremme, forevigede jeg de mest opsigtsvækkende af dem. Det gik godt, indtil jeg opdagede, at ikke mindre end fire - FIRE - jagtedderkopper havde slået sig ned omkring sengen.

 Spiderman is having me for dinner tonight. Eller skal vi sige spidermen? Læg mærke til, at der er TO på billedet. Og hvorfor sidder de lige ved siden af hinanden - jeg troede ikke, at edderkopper brød sig om hinanden. Og hvorfor sidder de på væggen LIGE OVER min seng? Argh!

Godt nok var ingen af dem virkelig store. Men alligevel ... fire! Og hvad pokker laver de? Jeg troede, at edderkopper ikke brød sig om andre edderkopper.

Jeg stod rådvild et øjeblik indtil det gik op for mig, at jeg rent faktisk havde et styks machetesvingende superhero i pagt med naturen til min rådighed. Godt nok en sovende en af slagsen - men alligevel. Jeg vækkede derfor Rafael.  

 Denne her fætter sad så lige over det sted, hvor jeg plejer at sidde og skrive i sengen. Men ham fik jeg heldigvis jaget væk med strengen fra et bananblad ...

"Hey, hey ... vågn op. Der sidder fire edderkopper rundt om sengen," sagde jeg.

"Mnjaeh ... nyttige små dyr. De tager insekterne," lød det søvndrukkent fra sovetæppets dyb.

"Jeg er FULDSTÆNDIG ligeglad om de er nyttige - de skal ud! De sidder RUNDT OM SENGEN!"

"Og det skal du lære at deale med. Du har selv tiltrukket dem med din energi og nu kvitterer regnskoven med at fortælle dig, at du har noget at lære. Jeg tror, at det er vigtigt, at du lytter til junglen."

"HOLD NU KÆFT med hvad jeg tiltrækker og ikke tiltrækker med min energi. Og hvis du nævner NOGET SOM HELST om RegnSkovsGudens visdom lige nu, så bliver jeg seriøst sur. Jeg mener det!"

 Og ham her sad så oppe under loftet over min seng. Aj, men altså! Og ja: Den lysende prik er hans øjne, der reflekterer lyset fra min lommelygte. Jeg tror godt jeg ved, hvorfor jeg har lokket alle de edderkopper til. Det er fordi jeg har haft en periode, hvor jeg har siddet og skrevet om natten med min sengelampe tændt. Og insekterne svirrende om bemeldte sengelampe. Mine b-menneske-agtige vaner har med andre ord skabt en festbuffet for vore venner blandt spindlerne ... ØV!

 "Ah, men det er jo dig der altid siger, at junglen giver en det man frygter, fordi man skal lære at deale med det. Faktisk er det altid dig, der snakker om RegnSkovsGudens visdom ..."

(Meget vrissen stilhed fra min side, fordi Rafael har ret.)

"Men det er fordi det er fredag. RegnSkovsGuden er tydeligvis gået på druk og har ikke styr på noget. Please fjern dem. Du kan gøre det på ingen tid."

"Nix!"

"Please?"

"Nix!"

"Bastard!"

Så nu sidder jeg og er barnlig nok til at håbe, at myrerne virkelig bed ham.

Med venner som Rafael er det helt tydeligt, at jeg ikke behøver fjender ...

Og edderkopperne? De er jo ikke så store, så jeg vender mig bare om og sover med fødderne mod dem, så de to af dem i det mindste ikke dumper ned i hovedet på mig. De to andre har jeg jagtet hen i køkkenet, så de ikke sidder så tæt på sengen.

Så nu vil jeg gå i seng. Sov godt!



fredag den 25. maj 2012

Frygt? Kig den i øjnene! Skriveblokade vol.2

Her er så årsagen til min jammerlige skriveblokade: Edwin. Og ikke et ord om, at jeg rodede mig ud i alt det her, fordi jeg pludselig følte trang til at prale. Lektie at lære: At holde kæft!

Fucketi-fuck og mere fuck. Nu er klokken 22.41 og jeg har endnu engang haft en dag, hvor jeg har slettet mere end jeg har skrevet. Jeg droppede Funkys Mojitos, fordi jeg pludselig følte, at jeg havde fået hul på skrivebylden. Herefter har jeg ikke lavet andet end at skrive to sætninger, slette dem - overspringshandle en halv times tid - og derefter forsøge at skrive igen. Jeg sidder faktisk kun og skriver dette, fordi jeg var to sekunder i at oprette en profil på scor.dk - hvilket må siges at være overspringshandlingen over alle overspringshandlinger. For hvad fanden skulle jeg lave der?

Jeg håber at I - kære bloglæsere - vil bære over med mig. Jeg forsøger virkelig at finde tilbage til min gamle form. Mens jeg røg en håndfuld cigaretter, spekulerede jeg over, hvorfor jeg pludselig nærmer mig computeren med samme glæde som en vampyr nærmer sig hvidløg - og jeg tror omsider, at jeg har fundet grunden.

Sagen er den, at Edwin er begyndt at læse med på min blog. Ikke kun deler han mine fb-opslag på sin væg, der var også en dag hvor han kom herned og vi sludrede lidt. Pludselig sagde han: "Ja, jeg har jo kigget på din blog. Ikke at jeg forstår så meget, men jeg kan se, at du skriver nogle af mine statements ned."

"Nu håber jeg ikke, at dine læsere synes, at jeg er et arrogant fjols," tilføjede han i et bekymret tonefald.

Jeg skyndte mig at fortælle ham - ganske i overensstemmelse med sandheden - at det absolut ikke virkede til, at mine læsere (Det er jer!) syntes noget dårligt om ham. Nærmere tværtimod.

Det bragte et skævt smil frem på hans læber - og han fjedrede glad tilbage til sit hus.

Lige da det stod på, tænkte jeg ikke så meget over det. Men min underbevidsthed har tilsyneladende kværnet løs uden mit vidende. For i dag dukkede det endelig op til overfladen. Edwin ved, at jeg skriver om ham!
!!!


Jeg kan stadig væk ikke finde ud af, om jeg egentlig synes, at jungleblomsterne er kønne i traditionel forstand. Men jeg synes afgjort, at de har deres egen, sære skønhed..

Hvis I nu vidste, at der sad en skribent og skrev stolpe op og stolpe ned om jer - ville I så ikke også være ved at krepere af nysgerrighed over, hvad vedkommende skrev? Det ved jeg, at jeg ville. Og jeg ved også, at det ville tage mig nul komma to sekunder at køre hele møget gennem Googles oversættelsesværktøj for derefter at studere det nærmere.

Så det var netop hvad jeg gjorde her til aften. Jeg kørte dele af min blog gennem oversætteren og nærstuderede den engelske oversættelse. Og selv om det måske ikke er verdens mest fejlfri engelsk, der kommer ud, så er det dog så læseligt, at man sagtens forstår sammenhængen.

Da jeg havde siddet lidt og kigget på det, blev jeg slagen med rædsel. Hvis Edwin har været nysgerrig og ihærdig nok, så ved han en masse ting om mig, som er helt og aldeles frygtelige.

Han ved nu, hvor meget jeg har obsesset over ham. Han ved, at jeg ikke har holdt mig tilbage for at gøre en smule grin med ham. Og så er der alt det med, hvordan han dufter og hans kropsbehåring og at han ser lækker ud i sarong og det faktum, at jeg har overvejet at flytte ind i hans armhule. (Lige præcis dén passage synes jeg, at Google oversætter foruroligende godt.)

Læg dertil at Edwins ven, Sheldon, som var med på regnskovsturen kulant har slået ud med armene og tilbudt at hjælpe mig med oversætte min blog til engelsk. For det har jeg nemlig overvejet, fordi jeg har kigget på andre blogs om Costa Rica og i et anfald af storhedsvanvid besluttede, at min blog s'gu'da var helt på højde med det - og oven i købet sjovere ...

Det vil så sige, at Sheldon skal læse noget, som jeg har skrevet om ham!

De sidste par dage har jeg klapret sætninger sammen, der lød nogenlunde sådan her: Om morgenen tog min flinke udlejer, Edwin, ud for at surfe. Det betød, at jeg hyggede mig dejligt i den behagelige englænder, Sheldons, udsøgte og charmerende selskab. Det var yderst fornøjeligt at bruge tiden på den måde, mens Edwin surfede. Edwin er bigwave-surfer - og det er jo unægtelig temmelig sejt. Sheldon er en meget dygtig forretningsmand, og jeg har meget respekt for hans måde at være på.

Derefter har jeg knarvornt slettet hele lortet og er begyndt forfra. Igen og igen og igen. Og røget cigaretter. Igen og igen og igen.

For sandheden er, at Sheldon absolut ikke er behageligt selskab i dén forstand. Han er rå som kun få, behersker sarkasme til et niveau, hvor det er en ren kunstform. Han er storsnakkende, ekstremt morsom og meget, meget excentrisk. Hvilket jo egentlig gør ham ikke så lidt federe end bare at være "behageligt selskab" i traditionel forstand.

Men tanken om at han skulle læse alt det - og måske ikke bryde sig om at blive beskrevet på dén måde har været decideret lammende for mig.

Skylden er naturligvis min egen. Hvem var det, der pludselig følte, at hun skulle prale lidt med, at det gik godt med bloggen - og oven i købet VISE Edwin den på HANS computer, så adressen var lige til at finde igen?
Det var selvfølgelig mig! Oh, forfængelige pralhals, Knirke. Lige nu er du altså ikke i høj kurs!


Lille, søde - og måske gravide - Carlut tog hele turen i stiv pote. Inklusive heftige galopture, hvor hun blev rystet godt rundt i bæretasken. Her nyder hun dog et lille pitstop på vejen ...

I dag kom Rafael forbi med en stok med bananer til mig. Vi hængte den straks op på terrassen, og jeg nænner næsten ikke at spise bananerne. Synes simpelthen at det er så flot, eksotisk og dekorativt at have sådan en fætter hængende.

Bagefter slog han sig ned med min anden computer for at læse nogle dokumenter, som jeg meget servicemindet har hentet for ham. Det er religiøse skrifter af kristen oprindelse, og jeg er ærlig talt bekymret for hans unge, letpåvirkelige sind ...

Helt som sædvanligt sad jeg og surmulede over computeren. Og nu da han alligevel var der, klagede, klynkede og jamrede jeg mig til ham.

"Jeg føler mig nyttesløs, når jeg ikke får skrevet noget," klynkede jeg i det sædvanlige, melodramatiske toneleje jeg bruger, når jeg føler mig som en kæmpende kunstner. Noget jeg egentlig nyder - altså at føle mig som en sensitiv kunstner i knibe. Det er lidt bedre end at føle sig som en middelmådig skribent uden rygrad.

"Jesus elsker dig, selv om du ikke skriver," svarede Rafael i et irriterende, salvelsesfuldt tonefald.
"Jeg er pisseligeglad med om Jesus elsker mig. God damn it ... Manden var tømrer ... så hvad fanden ved han om skriveblokade? Og hold forresten op med at køre det der Jesus-trip af på mig. Det er tydeligvis ikke sundt for dig at omgås alle de der kristne regnskovsfyre."

Min knarvorne svada fik Rafael til at træde et skridt tilbage og se eftertænksom ud.

"Ok - hvad så med det her: Hvad ville Aleister Crowley sige til dig i denne situation?"

"SHUT UP AND FUCKIN' WRITE, BITCH!," råbte vi i kor og kom begge to til at grine højt. Jeg elsker bare, når vi tænker præcis det samme - samtidig.

Jeg sad og klukkede længe over Aleister Crowley. Vi ved stadig ikke meget om manden, men efterhånden er han så rodfæstet i vores univers, at det næsten ville være et antiklimaks at sætte sig ind i, hvem han egentlig var.

Alligevel ville ordene ikke komme. Sheldon, den sympatiske englænder, er en dygtig og erfaren rytter og har engang haft en araberhest, som han kaldte for Mister Pink. Kigge på sætning. Ryste dystert på hovedet. Slette sætning med et lidende suk ...

Derefter lavede jeg mig en kop kaffe og smed mig i hængekøjen og kiggede på skoven, mens jeg lod tankerne drive formålsløst af sted.


På vej ind i junglen. De lilla blomster markerer grænser. Hvis man ejer et stykke junglejord planter man disse planter, så andre kan se, hvor grænserne for ens ejendom går. 

Jeg tænkte over, at det er fire måneder og en uge siden, at jeg landede i San José. Jeg funderede over de ting, som jeg har oplevet og de mennesker, jeg har mødt. Pludselig kom jeg i tanke om den skorpion, som jeg egenhændigt verfede ud af mit hus den første aften, jeg skulle sove alene. Det fik automatisk tankerne til at glide videre til de andre skorpioner, edderkopperne og slangerne, som har været i mit hus - og hvor intimideret, jeg var af regnskoven i den første tid. Min første cykel, min første vandretur i Puerto Viejo, min første druktur helt alene i Centralamerika uden nogle venner at drikke med - og alle de andre ting.

Og over alle mine tanker lå en fornemmelse af, at jeg rent faktisk har klaret det hele ganske pænt. Ja, jeg har været usikker. Ja, jeg har følt mig alene. Ja, jeg har været i situationer, som jeg var i tvivl, om jeg kunne klare.

Men jeg har klaret situationerne med mere eller mindre elegance. Jeg er sluppet fra det. Jeg er her stadig. Carla er her stadig. Og jeg er glad for at være her. Jeg har oplevet mere, end jeg troede var muligt på så kort tid.

Og hver eneste gang jeg har været på røven, været desperat, været rådvild og i tvivl, har jeg messet til mig selv: Face your fear. Just fuckin' face your fear - and see what happens.

Med det in mente er der faktisk kun én ting, som er rigtig at gøre i denne situation:

Dear Edwin,
if you read this blog post, I just want to tell you, that it is not the first time that I write about you. And since I've got writer's block at the thought that you might be google translating some of the things I've written about you - I might as well tell you that at one point I wrote the following about you:

"I simply do not dare to go up to Edwin's house. It would be very embarrassing if I settled in his armpit and refused to come out again. Not to mention, if I gave in to my urge to smell him. He smells quite strong and very good - dark, musk-like, spicy, slightly salty and madness-inducing in my current condition ..."

Sincerely
Eva

Godt. Så. Og skal vi SÅ se at komme videre? Gå ikke glip af næste episode i beretningen om min jungletur - hvis jeg ikke er død af skam forinden, tror jeg rent faktisk, at jeg omsider vil være i stand til at skrive den på den måde, som jeg har lyst til og føler for ...







  




torsdag den 24. maj 2012

Til verdens ende og tilbage - del I


TAAA-DAAA!!! ... Hermed et billede af the thinking surferdude aka Edwin. Her i ridetøj og iført ridepisk und alles ...


"Oh man, så fik de dig endelig, hva'?," sagde Rafael og pegede på min hals.

"Hvem fik mig?," spurgte jeg distræt og rodede videre i mit musikbibliotek for at finde et godt Cure-nummer.
"Edderkopperne selvfølgelig. Du har et edderkoppebid på halsen," svarede Rafael.
"HVAD HAR JEG?," hylede jeg og sprang op og løb hen til spejlet.
Og ganske rigtigt. Udover en ufattelig rød Rudolf-næse havde jeg også erhvervet mig et insektbid på halsen, der havde en foruroligende lighed med et edderkoppebid.
"Det ser ud til at være harmløst," konstaterede Rafael, der straks overtog musikbiblioteket og ledte videre efter Cure-nummeret.
"Hvis det er en af de giftige, så begynder vævet at rådne. Lidt ærgeligt, når det er på halsen."
"Hmmm," konstaterede jeg.
"Jeg tror nærmere, at jeg er blevet bidt af en regnskovsvampyr."
"En meget smuk regnskovsvampyr, der er blevet besat af min kølige skønhed og mit intellekt, og som nu passer på mig," tilføjede jeg og sukkede længselsfuldt.
"Pfft ... Det er bare en edderkop. Og du burde holde op med at læse dårlige vampyrromaner," svarede Rafael hårdhjertet og satte Cures 'Lullaby' på.
"Spiderman is having you for dinner tonight," sang han veloplagt og dansede hen for at sætte vand over til en kop te.

Se godt på disse tre frugter og vid, at alt hvad der er godt kommer fra dem ... yes, yes ... det er kakaofrugter - og hvis man lige bearbejder dem lidt, bliver de til chokolade ...

"Ude i regnskoven hørte jeg rygter om en brazilian jumping spider - hvorfor skal jeg vide den slags ting," sagde jeg klagende.
"Oh, yeah ... bananedderkopperne. Dem er der masser af over på Stillehavssiden. Dem skal man holde sig fra, de angriber ved at hoppe på dig. Og de er hamrende aggressive," forklarede Rafael sorgløst.
"Alle dyr her omkring kan hoppe. Hvordan kender jeg forskel på den og de almindelige ulveedderkopper?"
"Well, hvis den angriber dig og bider dig, så er du i deep shit. Men somregel advarer den først ved at løfte forbenene - og så flytter du dig bare."
"But fuck me ... De sætter sig jo allesammen på bagbenene, når de føler sig truede ..."
"Yeah, I know ... Hey ... fik jeg fortalt dig, at jeg var lige ved at lægge hånden i en eye lash viper?"
"Ja, du skal være glad for, at det ikke var en bushmaster, for så havde din hånd været ved at rådne op nu ..."

Endnu et billede af søde, dejlige Red ...

Efter tre dage i regnskoven var det hyggeligt at være hjemme i mit eget lille, fredelige hus og bare jap-jappe formålsløst med Rafael. Et af vores absolutte yndlingsemner er junglen. Og eftersom han bor endnu længere inde i skoven, kan jeg næsten altid regne med, at han er god for et par anekdoter. Læg dertil at han har slidt som daglejer i markerne i de sidste par uger - og der er fyldt med slanger og andet kryb, som altid er underholdende at høre om.

Det er mærkeligt, at tre dage kan virke som en uendelighed - og alligevel fløj tiden af sted. Da jeg vågnede op om morgenen for den store jungletur, stod regnen ned i stænger. Jeg stirrede olmt på den gennemblødte regnskov gennem mine netvægge og tænkte, at det var absolut typisk, at jeg skulle tilbringe de næste tre dage i silende regn. For det siger sig selv, at regntøj, rygsække og lignende praktisk outdoor-gear ikke er til at finde i Puerto Viejo.
 Første del af turen foregik langs stranden. Men det var heller ikke så skidt endda. Costa Rica har mange nydelige strande. (For nu at sige det mildt...)

Jeg støvede hele byen igennem og det lykkedes mig da også at finde et par tynde, løse bomuldsbukser der helt sensationelt hverken var i rastafari-farver - eller havde et billede af Bob Marley på. Efter som jeg også skulle transportere Carlutten på hesteryg gennem skoven fik jeg fat i en tynd, rød skuldertaske i bomuld. Og det var sådan set dét.

Ikke ligefrem det bedste udstyr til tre dage i junglen. Jeg var hundrede år om at drikke min morgenkaffe og ærlig talt var Rafael ikke lige frem medvirkende til at stemme humøret højere. Han virkede mest af alt lidt præ-menstruel, og vi skiltes i kølighed.

Da jeg endelig nåede op til Edwin, var jeg sikker på, at han ville stå og trippe med opsadlede heste og en utålmodig mine. I stedet sad de sørgelige rester af ham og hans ven, Sheldon, og sugede kaffe i sig med slunkne ansigtsudtryk.

OK. Nu er jeg i det mindste igang igen. Gå ikke glip af den spændende fortsættelse i morgen ... Junglekuller & mudderhuller ...
Men nu bliver jeg simpelthen nødt til at distrahere mig selv og tage ind til Puerto Viejo og drikke nogle af Funkys mojios ...
Jeg har siddet og stirret tomt foran computeren i flere dage - satser på at alkohol og godt selskab kan hjælpe mig videre ....
SES!

Ps. Hep på mig - jeg har ikke oplevet en lignende skriveblokade i al den tid, jeg har været her. Ved godt det lyder krukket, men det er fan'me en mærkelig fornemmelse at have gode ting at fortælle - og så gå død foran computeren. Hvorfor sker det? Pffft!






































































søndag den 20. maj 2012

Om skriveblokade og cigaretter ...


 Dette bliver blogindlæggets eneste billede. Jeg HAR taget billeder i junglen og vender tilbage med det hele ... Men lige nu må I nøjes med Carla på stranden ...

Det er nu syvende gang, at jeg forsøger at skrive et blogindlæg. Jeg tror simpelthen, at jeg har skriveblokade, fordi jeg næsten ikke ved, hvordan jeg skal beskrive junglen.
De sidste par dage har jeg befundet mig i en slags trancetilstand, hvor jeg har drømt om rødt mudder, små vandløb, mærkelige planter, varme heste og surrealistiske insekter.

I dag skulle jeg have været til morgen-barbeque hos Funky. Men eftersom jeg roterede som en søvnløs grillkylling hele natten, vågnede jeg med så små og ophovnede øjne, at de krævede adskillige kopper kaffe, før jeg endelig kunne smøle mig ud af døren.
Da jeg nåede frem til Funkys hus var barbequen for længst opløst og derfor relokerede jeg til Tex Mex-baren i håbet om, at andre omgivelser ville give mig et glimt af inspiration, så jeg kunne fortælle ordentligt om mine tre dage i junglen.

I går forsøgte jeg at skrive hele dagen uden held, så jeg var mildest talt noget olm,
da Rafael kom spadserende ind i mit hus, som om han netop havde erobret hele verden. Han havde både jungleblomster og en stribet fjer med til mig, men jeg sad bare og tampede fnysende i tasterne på den der måde, hvor man først skriver en sætning, sletter den igen - og skriver en ny sætning som man så også sletter mens man knurrer lavmælt for sig selv. 

"Jeg har skriveblokade," udbrød jeg melodramatisk.
"Aha," svarede han, mens han kiggede på mit overfyldte askebæger og mit halvfyldte kaffekrus.
"Men du har i hvert fald ikke cigaretblokade," tilføjede han eftertænksomt.
"Hvad har du spist i dag?"

Her var det så, at jeg burde have løjet og sagt, at jeg havde spist nogle bønner og noget tomat. Desværre holdt jeg mig til sandheden som var, at jeg havde levet af cigaretter og iskaffe hele dagen. Og eftersom jeg lige så godt kunne gå linen ud, tilføjede jeg, at jeg havde vild lyst til Cola Light og cheddarost - men var for doven til at gå i supermarkedet.

Det fik ham til at udstøde en forarget blæselyd gennem næsen.
"Du har skriveblokade, fordi du hverken nærer din hjerne eller din krop," sagde han mens han åd Nutella direkte fra glasset med en ske.

"Cigaretter nærer min hjerne. Det kan jeg mærke," mumlede jeg syrligt mens jeg endnu engang slettede en sætning.

Heldigvis kom jeg i tanke om, at Rafael i går havde sagt, at han ville gå i kirke i dag. Der er en eller anden flok religiøse tosser i omegnen, som prøver at indfange ham i Jesu Kristi navn.

"Skulle du ikke have været i kirke?", spurgte jeg og førte dermed krigen over i hans lejr.
"Jo, det burde jeg faktisk have været. Jeg mener: Det er flinke mennesker og jeg lovede jo sådan set at komme tilbage igen."

Denne gang var det min tur til at udstøde en forarget blæselyd. Sagen er den, at Rafaels jungle-bofælle Senso er omvendt kristen. Det vil sige, at han hver lørdag defilerer i kirke. Og det er sådan en kirke, hvor folk kommer for at blive helbredt for alskens ting og sager, mens de råber op om, at de elsker Jesus. Rafael fortalte om sin første kirkegang og det var nok til at give mig gøjseren. Jeg får simpelthen gåsehud af sådan noget og jeg kan kun give kaffedrengen Antonio ret, da han sagde:
"Religion er lige som en pik. Man går ikke og vifter med den i offentligheden - og man stikker den ikke ned i halsen på folk, der ikke har bedt om det.

Ergo hoppede jeg ud af hængekøjen og gav den ikke for lidt. Jeg holdt et langt foredrag om fanatikere og idioter og tilføjede hårdt at det fan'me var lige meget om det var kristne, hippier, rastafarier ... hvis de ikke kunne acceptere, at man havde et andet livssyn - så var de ikke værd at hænge ud med.

"Desuden har du din kirke lige dér," tilføjede jeg dramatisk og slog hånden ud mod regnskoven.

På det tidspunkt tror jeg nok, at Rafaels hår stod i en lige vinkel bagud efter min intensive opsang. Og han lignede en, der pludselig længtes efter sit eget, lille fredelige hus.

Men han var alligevel ikke sådan at skræmme, for han førte øjeblikkeligt krigen tilbage.
"Ved du hvad? Du ville have det meget bedre med dig selv, hvis du spiste ordentligt."
"Jeg gider ikke gå i supermarkedet i dag. Jeg gider faktisk overhovedet ikke noget som helst," knurrede jeg.

Enden på det hele blev, at den evigt pengeløse Rafael udvandrede med mine stakater i lommen og kom tilbage med linser, frugter, grøntsager og alskens andre sunde ting. Men han medbragte også de tre vigtige c'er - nemlig cola light, cheddar og cigaretter.

Derefter knitrede han en fantastisk guacamole sammen, serverede den med chips og iskold cola.

Efter det måltid var det lidt svært at bevare pessimismen. Da han bagefter lavede kaffe og nutellamadder, sagde han:

"Nu har jeg købt ind til adskillige gode måltider, og jeg skal nok lave dem. Jeg vil i hvert fald sørge for, at du i det mindste får noget lødigt at spise om aftenen. Så skal du se - du bliver meget mere velskrivende, når du får ordentlig mad."

I morges da jeg vågnede, stod der en kop varm kaffe og en lille tallerken med skivede mango- og papyafrugter til mig. Med venlig hilsen fra Rafael.

Som jeg sidder og skriver dette, kan jeg ikke rigtig finde ud af, om jeg bare skal nyde, at Rafael tilsyneladende har taget mit velbefindende på sin kappe - eller om jeg skal skamme mig over, at min livsstil tilsyneladende er så rådden, at en 25-årig knægt føler sig kaldet til at gøre noget ved den.

Det burde jo egentlig være mig, der med kvindelig omsorg tog mig af ham, når han lå med ekstreme tømmermænd efter for mange Bacardi Breezers og ungdommelig aben rundt i nattelivet ... Men sagen er den, at han allerede har været dét sted i sit liv. Vi har efterhånden brugt så mange timer i hinandens selskab, at jeg ved, at han begyndte at drikke som 12-årig. At han har været langt ude på piller, at han har vejet næsten det dobbelte af, hvad han vejer nu - og at han i hvert fald har indtaget det narko, som han skulle indtage i sit liv.

Men i modsætning til mig, har han reformeret sig selv fuldstændig. Han laver fantastisk (vegetarisk) mad, han passer på sit helbred - både det fysiske og mentale. Han drikker ikke - men lige som alle andre i nærmiljøet ryger han en masse pot. Efterhånden har jeg forstået, at potrygning simpelthen ikke gælder i det store sundhedsregnestykke. Faktisk er man mere usund, hvis man ikke tager sig en spliff engang imellem. Og når jeg kigger på nærmiljøet og den fredsommelige og afslappede måde, som folk omgås hinanden på, er jeg tilbøjelig til at være enig ...

Alligevel vandrer jeg stædigt af sted på min vej. Jeg er glad for omsorgen, men jeg ved godt, at mig og cigaretter er så tæt forbundne, at den eneste person der kan få mig til at stoppe ... er mig selv. Sidste år fordoblede jeg mit rygeforbrug, fordi Mr. SweetWords aka MandenDerKnusteMitHjerte kom ind i mit liv. Og hver gang han sagde noget, som jeg godt vidste ikke passede, men som jeg virkelig så inderligt ønskede at tro på - så tog jeg en ekstra cigaret for at dæmpe mine følelser, der forsøgte at fortælle mig, at jeg ikke skulle købe de søde ord. Fordi de ikke havde bund i virkeligheden. Jeg var sammen med en mand, som var excellent til at fortælle mig, hvad jeg ønskede at høre. Og det er vel også en slags talent, formoder jeg. Jeg vil nu - ved nærmere eftertanke - tage ærlighed over alt andet ...

Foreløbig er eftervirkningerne af Mr. SweetWords, at jeg kun stoler på mig selv og min egen dømmekraft. Jeg har svoret en dyr ed på, at jeg gerne vil lade mig inspirere at andre mennesker - men jeg vil aldrig, aldrig gå imod min egen mavefornemmelse igen. Og lige nu siger min mavefornemmelse mig, at jeg ikke kan eller vil stoppe med at ryge.

Så tak Rafael. Tak for omsorgen. Men du kommer ikke til at ændre mig. Den eneste der for alvor kommer til at ændre mig ... er mig selv ...

Ps: Jeg skal nok fortælle om min jungletur, for den var helt fantastisk. Tror faktisk at den var så fantastisk, at jeg lige skal fordøje den først. Det er lige før, at jeg mener min opsang til Rafael helt alvorligt. Min kirke ligger lige foran min dør. Og den er meget grøn og meget, meget mærkelig ... 

Pps: Mens jeg har siddet og skrevet dette, har Torres slået sig ned ved siden af mig og bestilt øl til os begge. Det lader til, at han overhovedet ikke er interesseret i min sundhedstilstand, hvilket jeg virkelig værdsætter ...











søndag den 13. maj 2012

En aften på Hotel Puerto Viejo


Min køkkengekko er flyttet ind i min lampe. Jeg synes, at det er utrolig dekorativt ...

Jeg har lige kigget på uret og noteret mig, at klokken 21.53 skal jeg have skrevet et blogindlæg. Det er om præcis en time, og det er første gang, at jeg tager drastiske midler i brug for at skrive.

Hele dagen har jeg ligget i hængekøjen og lavet absolut ingenting andet end at dvaske og skype. Jeg har udskudt at passe min lille blog, og det går ikke. Jeg har også udskudt at vaske hår, og nu er det altså bare et spørgsmål om tid, før jeg får rastahår. Akke-ja.

Nu sidder I, kære bloglæsere, sikkert og tror, at min skriveblokade skyldes, at jeg ikke har oplevet noget. Men egentlig føler jeg, at det helt modsatte er tilfældet. Jeg har oplevet for meget. Det er gået op for mig, at hvis tingene går for hurtigt, så når jeg ikke at fordøje det - og så bliver det pludselig svært at skrive. Fordi det bliver svært at vælge, hvad jeg egentlig vil fortælle om.

Så jeg undskylder på forhånd, men nu skriver jeg bare hist og pist om de sidste par dage.

Det sidste vi så til Marianne var et stort smil og et fredstegn bag busruden. Så forsvandt hun i en støvsky, mens Rafael og jeg stod og kiggede lidt betuttede på hinanden.
"Havde du virkelig kun set hende én gang før, inden hun kom her?," spurgte Rafael.
Jeg trak på skuldrene og nikkede.
"Hvor var hun sød," sukkede han og kiggede tilbedende efter bussen, der raslede over den lille bro og ud af Puerto Viejo.
Jeg kunne kun give ham ret, og det var med slæbende skridt, at vi vandrede op mod hovedgaden.

Egentlig var jeg mest stemt for at tage hjem og smide mig i hængekøjen, men Rafael overtalte mig til at hænge ud i stedet. At hænge ud sammen med Rafael er ekstremt fornøjeligt. Det er gennem ham, at jeg nu kender de mest udsyrede hippier, surferbumserne, de illegale immigranter, narkohandlerne og andre farverige typer. Foreløbig har ingen præsenteret sig med et normalt navn. De hedder alle sammen ting som Funky og Candy og Cooli ...

Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg muligvis er ved at komme i dårligt selskab ... Foreløbig har det dårlige selskab vist sig at være ret morsomt, men jeg kunne godt se, at Edwin trak øjenbrynene helt op i panden, da jeg fortalte ham, at jeg havde brugt en hel aften på at hænge ud på Hotel Puerto Viejo.
"Men stedet er en narkobule," sagde han.
"Denne ven du har," spurgte han derefter inkvisitorisk,
"passer han på dig?"

Og lige der lod jeg så være med at nævne, at Rafael havde dumpet mig i armene på tre fyre ved navn Chamo (- betyder dude på spansk), Flaco (- betyder tynd på spansk) og Torres (måske et rigtigt navn) og derefter var udvandret for at kigge efter en pige, som han havde mødt ovre på stillehavssiden et par måneder tidligere, og som skulle være landet i Puerto Viejo dagen før.
 Genbrugsbillede. Og jeg kan tilføje, at det der med at man ikke bliver generet af myg i hvert fald er en fed løgn!

Hotel Puerto Viejo består af en hel masse småbitte kosteskabe, som man kan leje for omkring fem - ti dollars pr. nat. Trofaste bloglæsere vil vide, at det netop var selvsamme sted, hvor jeg blev ædt af myg og vågnede med grusomme tequila-tømmermænd. Men hovedattraktionen ved stedet er foyeren, hvis man ellers kan kalde den det.

Det er et meget stort, mørkt rum med tremmer for vinduerne og - ja - perfekt egnet til diverse lyssky gerninger. En håndfuld ubekvemme træbænke og -borde gør det ud for møblement og receptionisten som formodes at holde øje med stedet er som regel virkelig stenet og sidder altid og læser i en bog og grynter uforståeligt, hvis man spørger ham om noget.

Et stort skilt forklarer pædagogisk, at marihuana er ulovligt i Costa Rica og at det derfor er bortvisningsgrund, hvis personalet skulle gribe en gæst i at ryge slige ting. Som oftest er skiltet lidt utydeligt på grund af tætte, sødtduftende røgskyer.

Man kan købe øl og mad og tit står gæsterne selv ude i det kaotiske køkken og tilbereder et måltid.

Og der sad jeg så. Jeg nåede at sidde og smile lidt fåret, derefter kom der en lille, tæt sort fyr med rastahår dansende hen til bordet og tilbød alle at ryge med på hans joint.

 Et kærligt gensyn med Preben, som jo var så hensynsfuld at flytte hjemmefra et par dage før Marianne rykkede ind i gæsteværelset. 

Så det gjorde vi selvfølgelig. Torres sad ved siden af mig og jeg kunne hurtigt mærke, at han var Hotel Puerto Viejos alfahan. En lille, sejt udseende fyr på omkring de 50 år med kortklippet, gråt hår og et rigtig sødt smil.
Men Torres kunne ikke engelsk. Og eftersom jeg ikke kunne spansk, gik samtalen derefter. Men jeg fandt i hvert fald ud af, at han er helt vild med at lave mad. Han kan lide at fiske og han elsker den afslappede stemning i Puerto Viejo. Han lever af at lave sandaler til turisterne  - og han er helt vild med sin lille hund, Bribri, som faktisk er en rigtig charmerende lille køter med mørke krøller og en kæk attitude til omverdenen.

Der er mange gode ting at sige om Hotel Puerto Viejo. Men en af de dårlige ting er, at hotellet råder over en fællesguitar, som gæsterne kan klimpre på efter behov. Bare tanken kan gøre mig nervøs, for vi kender jo udmærket prototypen på den irriterende, guitarspillende fyr, som man hurtigt får lyst til at kværke.

Så jeg forberedte mig på det værste, da en overtatoveret, megapiercet surfertype i bar mave greb guitaren med et tåget blik. Til min enorme overraskelse havde han ikke kun talent for at klimpre - men også en overraskende klar og fin sangstemme.
Og der gik ikke meget mere end et par minutter, før der var fest.

Chamo stemte i på mundharmonika. To sorte fyre dansede rundt og klappede i takt og overalt glødede joints'ne i mørket.
Flere kom ud at danse og jeg sad og bad til gud om, at ingen ville byde mig op. For der er kun én ting, jeg frygter lige så meget som edderkopper - og det er at danse.

Efterhånden er der én ting, jeg har lært af denne rejse: Og det er, at hver gang jeg tænker på noget, som jeg er bange for - så sker det ...
Surfertypen gav guitaren videre til en sort fyr med rastahår helt ned til knæene, (Jeg overdriver ikke - det gik s'gu ned til knæene) og daskede hen og bød mig op.

Heldigvis kunne han danse. Og fyrene på disse kanter lader til at være ganske gode til lægge hånden på ens ryg lige det rigtige sted, så man på en måde kan forudsige deres næste bevægelse. Heldigvis havde jeg røget pot, så jeg var blød i kroppen og syntes faktisk, at jeg slap heldigt fra udfordringen. Ikke en eneste gang jokkede jeg ham over tæerne, så det var ren succesoplevelse for mig!

Efter nummeret rullede surferfyren en joint, som vi røg. Og så nævnte Torres, at han havde virkelig fin pot - og så røg vi også det i hans lille pibe. Surferfyren viste mig sit værelse, som var et mikroskopisk afgnavet kosteskab. Afgnavningen havde hans hundehvalp stået for. En rigtig sød doberman-agtig blanding, som blev lukket ud i foyeren. (Udenfor hotellet er der forresten et skilt med, at hunde ikke har adgang ...)

Eftersom Torres Bribri var der og jeg havde Carla og Red med, var der pludselig fyldt med viftende haler og småknurren. Den eneste asociale hund var selvfølgelig Carla, der lå og så sur ud oven på min taske.

Så viste Torres mig sit værelse - og det var helt fantastisk! Et lillebitte rum som han havde overklæbet med plakater, billeder og tegninger. Loftet var draperet i stof og en hyggelig lampe oplyste rummet. Jeg tror egentlig aldrig, at jeg har set så meget personlighed udtrykt på så få kvadratmeter, og jeg håber virkelig, at jeg kan få lov at fotografere det en dag. 

På det tidspunkt dukkede Rafael op, og han havde skaffet friske kokosnødder. Torres hentede friterede bananskiver og et par kyllingelår i køkkenet - og så jeg blev budt på middag. Surferfyren ville ikke stå tilbage for traktementet, så han hentede en pose chips til os.

Efterhånden har jeg set Rafael gøre det så mange gange, at jeg har indprentet mig, nøjagtig hvordan man skal håndtere friske kokosnødder - to korte, kontrollerede hug og så kan man hælde det søde kokosvand ud. Som jeg sidder og skriver dette, har jeg udsigt til Rafaels machete, som ligger henne på bænken ved døren. Den er bare så sej! Jeg kunne virkelig godt tænke mig en machete, men omvendt har jeg noteret mig, at det er en herreting på disse kanter. Så jeg ved ikke rigtig. Jeg er underlig nok i forvejen, så der er vel ingen grund til at gå rundt og svinge med en machete oven i alt det andet ...

Rafael havde fundet sin veninde, Sara, som hang ud med sin veninde ovre i strandbaren - så vi besluttede at relokere dertil. Inklusiv hunde ...
Også lidt fordi der var en heftig trafik rundt om hotellet, og Torres mente, at der var en narkohandel under opsejling. Og den slags er jo sjældent charmerende at kigge på, så vi udvandrede.
 Mere genbrug. Jeg tør slet ikke love, hvornår jeg tager mig sammen til at tage ordentlige billeder. Men her er ... taaadaaa ... strandbaren aka TexMex ...

At tage Red med på bar svarer lidt til at tage Clint Eastwood med på konditori. Med andre ord: Det føltes ikke hjemmevant for den røde kommode, der afgjort har det bedst  med regnskovsmuld under poterne.

Hov! Nu er klokken sørme 22.03 - jeg har overskredet min time!

Men jeg kan godt lige skrive resten af historien, for jeg nåede skam at få en øl med Torres. Jeg kunne godt se, hvilken vej vinden blæste, så jeg besluttede mig for at tøffe hjem til mit lille, fredelige hus.

Jeg havde efterladt min cykel på hotellet og Torres fulgte mig galant derned med den klassiske hånd blødt placeret i svajet på min ryg. Det er ikke løgn: Sådan gør fyrene her omkring, når de er galante.
Jeg hentede cyklen, forklarede surferfyren der sad og hang inde på hotellet, at jeg ikke behøvede at sove der, fordi jeg boede lige i nærheden. Han var ellers kulant nok til at tilbyde mig sit afgnavede kosteskab. Så gik jeg ud for at sige farvel til Torres.

Og inden jeg egentlig fattede, hvad der skete, lå jeg på det nærmeste i hans arme og fik cirka det mest intense kys, som jeg kan huske at have modtaget i meget lang tid. Det befippede mig i så svær grad, at jeg simpelthen sprællede som en fisk i et net. Derefter hoppede jeg op på cyklen og sagde, at nu måtte jeg virkelig hjem. Hvorefter jeg slingrede ud af Puerto Viejo med en knurrende Red i hælene.

Jeg er i skrivende stund meget taknemmelig for, at Torres stadig er hel. For Red blev virkelig sur på ham og det var tæt på, at han havde bidt ham.

Selv sidder jeg og funderer over, hvorfor jeg er så ufattelig dårlig til at håndtere, hvis mænd er romantisk interesserede i mig. Hvorimod jeg er topfjong og helt fantastisk til at være venner med mænd.

I stedet for at blive befippet og nærmest flygte, kunne jeg jo bare have sagt pænt nej tak. Jeg valgte at tage en decideret klumpet og uelegant exit. Og for det ikke skal være løgn, spekulerer jeg over, hvordan jeg egentlig skal opføre mig, næste gang jeg møder Torres.

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til ... ja, det nærmeste jeg kan komme til det er: Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at være kvinde-agtig på en god måde ...

Ps: Bloggen holder en lille pause i denne uge, for Edwin har inviteret mig med ud i junglen i tre dage på hesteryg fra på tirsdag. Og det føler jeg virkelig er et tilbud, som jeg umuligt kan modstå!
Jeg ville også gerne fortælle mere om Mariannes besøg, om Edwins nye surfboard og om den mærkelige californier Dave. Men det må komme drypvis. I morgen bliver jeg nødt til at finde et par bukser, som jeg kan ride med. Mit eneste par jeans er blevet mugne. Håber virkelig, at jeg kan finde et par bukser uden et billede af Bob Marley på. Wish me luck!