onsdag den 1. november 2017

Den røde traktor og blomstermarken

Dette billede er fra den 16. januar. Det eneste tidspunkt i år, hvor der var is på søen ... 

Forestil dig følgende: Du er på date. Aftenen er gået godt. Manden er velduftende, begavet, beleven og morsom. I er derfor rykket tæt sammen i sofaen. Men pludselig siger manden: "Jeg bliver nødt til at fortælle dig, at jeg har et problem med traktose ..."

Hvad gør du? Ja, jeg nævner det bare, fordi JEG har et problem med traktose. Og jeg ville ærlig talt hellere have alle mulige andre problemer. 

Det begyndte altsammen i foråret. Min udsigt fra køkkenvinduet er en græsplæne. Den er pænt indhegnet. Bag græsplænen ligger et højere stykke på cirka to hektarer, der i tidernes morgen blev brugt til fold for min søsters forkælede og let buttede heste. 

Men efter min søster flyttede sig selv og sin familie til en gul gård med labre staldfaciliteter, har marken ligget ubrugt hen. 

Forår er lig med tudser alle vegne. De lader til at holde meget af at sidde på asfalt og stenbelægninger, når solen har varmet disse op hele dagen. En meget uheldig vane, fordi de så kan blive kørt over. Forår er derfor også lig med, at man altid har tudsekurven med i bilen, så man kan samle padderne op og fragte dem til et sikkert sted. Trods deres bombastiske udseende, udstøder de en forbløffende lys kvidrelyd, når man tager dem op ...

Morgen efter morgen stod jeg og slubrede min kaffe i mig, mens jeg gloede på det lange, gule græs, der lå fladt hen over jorden. Hist og pist stak øer af tørre brændenælder op. Engang imellem var jeg heldig at se den store, kanelfarvede musvåge, som havde udset marken til sit yndlingsjagtterritorium, stå og muse over området. Ligesom jeg også kunne være heldig at se kæmpeharen krydse marken med lange dovne hop. Men ellers var den mark bare kedelig. 

Det første jeg gjorde, da jeg flyttede ind i huset, var at etablere en krukkehave. I 2015 var den lille, men velpasset. Jeg vandede den med tårer, tror jeg. Året efter begyndte jeg systematisk at klunse urtepotter på de lokale genbrugspladser og købe halvdøde blomster til stærkt nedsat pris, som jeg derefter plejede med stor ildhu og kærlighed, så de (fleste af dem) kvikkede op igen. Jeg iværksatte adskillige spireprojekter med varierende succes. 

Væggen i mit soveværelse. Nu har jeg sat billeder op. Men det er lige før, at jeg fortryder det. Solen laver sine egne, fine skyggebilleder ... 

Jeg har altid elsket planter. Og som jeg stod der med min kaffekop gik det pludselig op for mig, hvad jeg skulle - jeg skulle have en blomstermark. Så jeg foretog et telefonopkald.

Og et par dage efter dukkede Ivar op. En sej, furet gammel fyr, der kom kørende på en trehjulet knallert, som han parkerede foran døren. Jeg hilste på ham og viste ham op på marken. Hans gangart var en smule mærkelig. Han haltede ikke, han duvede mere af sted med lange, lidt usikre skridt. 

"Aha, du spekulerer over, hvorfor jeg går så underligt?," sagde han på vej op til marken. 
"Mnneøhm," sagde jeg. For jeg havde jo egentlig ikke lyst til at sige, at jeg synes at han gik underligt. Det forekom mig at være uhøfligt. 
"Fik sat begge ben af i efteråret," sagde han henkastet. 
"Sukkersyge."
"Sukkersyge kan virkelig være en forfærdelig sygdom," sagde jeg i mit allermest medfølende tonefald. 
"Ja,  især når man gør, som det PASSER EN. Ryger og drikker og gør ved," svarede Ivar veloplagt og slog en høj latter op, hvis meget hæse og ru karakter helt sikkert var resultatet af en langt livs intens rygning. 

Hr. og Fru Svale sov indendørs hele forsommeren. Jeg lagde en avis under og lod dem være i fred ...

Og således indledte jeg mit bekendtskab med Ivar ved at byde ham en smøg og tilbyde en øl. Han sagde ja til det første og nej til det andet. Han foreslog, at jeg begyndte mit projekt med at rydde hele lortet med Round Up og derefter sætte en plov på. Og mens han foreslog ovenstående ugudelighed, smilede han skævt og målte mig med øjnene. 

"Men det siger du nok nej til. Det kan jeg se på dig. Sådan nogen som dig, de bruger ikke Round Up. Sådan en gammel bondedreng som mig ka' godt genkende sådan nogle typer," tilføjede han velfornøjet.

Denne opfindelse er min, og jeg overvejer et patent og derefter at tjene voldsomt mange penge på den. Det er en svaleunge-opfanger, som sikre at små svaleunger ikke bliver knust mod jorden, hvis de skulle falde ud af reden ... 

Til gengæld havde den gamle bondedreng aldrig mødt en dame med et så skørt projekt som mit. Og jeg tror næsten, at det var mod sin vilje, at han blev fascineret af det. 

"Lad mig forstå det her rigtigt: Du vil gerne have hele det her stykke lavet om til en stor blomstermark for at glæde bierne og insekterne? Du har slet ikke tænkt dig at bruge jorden til at dyrke noget?"

"Det er nemlig helt rigtig forstået," svarede jeg.


 Fire svaleunger kom på vingerne. Her sidder to af dem og hviler sig på mit mini-drivhus den selvsamme dag, de var fløjet fra reden ... 


Ivar kørte grinende bort og dukkede op tre dage senere med en meget flot, rød traktor påspændt en plov. Onkel G. iagttog optrinnet fra køkkenvinduet og var lynhurtig til at komme udenfor. Udover at Onkel G. er en ubeskrivelig nysgerrig person, så - viste det sig - er han også traktorelsker. 

"Fantastisk," sagde Onkel G. bagefter. 
"Det er en xxx (indsæt her navnet på en meget sjælden traktor produceret engang i 60'erne) og Ivar siger, at alt på den er originalt. Jeg har sjældent set så smuk en traktor," tilføjede han. 
"Dengang lavede man kram. Og bla bla bla ... Herefter fik jeg et koncist foredrag om traktorer, landbrugets udvikling med mere. Et ægte Onkel G-foredrag, der altid udmærker sig ved en imponerende længde og ditto opremsning af fakta.

Min hukommelse udmærker sig til gengæld ikke med nogetsomhelst, så I må undvære højdepunkterne. 


Min tipi - eller lavvu, som det retteligt hedder på disse breddegrader ...

Til gengæld fandt jeg ud af, at Onkel G. slet ikke var enestående omkring fascinationen af traktorer. Ivar havde nemlig ladet den lille røde traktor blive holdende sammen med ploven. Og i løbet af de næste par dage tiltrak den flere mænd, end hvis jeg havde haft Claudia Schiffer i lingeri stående oppe på marken. 

Den eddikesure slamsugermand holdt en pause i sit arbejde for at gå op og ae og fotografere traktoren. Fyrmanden, der skulle servicere oliefyret, sagde: "Godt nok en flot traktor du har der - har du noget imod ?? ... Hvorefter han pilede op på marken for at kigge.

En temmelig snobbet ejendomsmægler fik ødelagt pressefolderne i sine bukser, fordi jeg ikke nåede at advare ham om, hvor soppet marken egentlig var, inden han var spænet af sted for at kigge nærmere på ejendommens store attraktion: Den lille, postkasserøde traktor. 

Og således gik tiden. Ivar dukkede jævnligt op og pløjede jorden. Så gik han over til at harve den. Men det var lige som om, at det ikke blev særlig meget bedre af den grund. Marken - der ellers er højtliggende - blev ved med at være smattet. Jorden, der blev vendt var knoldet og grim og meget langt fra den fuldfede, dybsorte muldjord, som jeg kunne huske fra de efterårspløjede marker. 

"Det kommer aldrig til at gå," sagde Onkel G. dystert. 
"Den jord kan du ikke så i." 

"Det kan jeg love dig for," råbte jeg. 
"Om jeg så skal forspire hele lortet og ligge med gumpen i vejret og plante ud den halve sommer, så skal der blomster på den mark!!!"

"Tss, tss," sagde Onkel G, men han havde set det fanatiske glimt i mine øjne. Så han flettede næbbet. 


Det noprede skind, de orange øjne, de sjove hænder og den adstadige opførsel. Jeg er en stor tudse-fan ...

Imens ryddede jeg op i min far og mors hus. Et langsommeligt og forfærdelig trist arbejde. Der var dage, hvor jeg kun nåede to skuffer, fordi jeg blev så nedtrykt af at finde gamle breve, gamle fotografier og gamle småting, som jeg huskede alt for godt fra min barndom. 

Men hvad jeg også fandt, var blomsterfrø. Små breve med især kornblomster. Men også valmuer og dild dukkede op fra gemmerne. Den blå kornblomst var min fars yndlingsblomst. Og blå var hans yndlingsfarve. 
Jeg fandt også gamle kaffefiltre med frø, hvis oprindelse var totalt ukendt. Samtidig havde jeg selv samlet en del sommerblomstfrø. Dels fordi især Liedl havde sat en masse frø på udsalg det foregående år. 

Jeg trawlede nettet igennem og endte med at bestille en fem kilo svinedyre blomsterfrø hos DSV. Jeg bestilte også en såkaldt bivenlig blanding.


Foråret er også tiden, hvor gæssene græsser i haven med deres gæslinger. Der er altid mindst en gås, der holder skarpt øje med eventuelle farer ...

Jeg stødte på mærkelige begreber som udsædsmængder, udlægsteknik og jordbundsbehandling. Men et var at læse om tingene, noget andet var at gå op på marken og smuldre jorden mellem fingrene. En mager, sandet jord og en bulet og visse steder oversvømmet mark, var hvad jeg havde. 

Så det ignorerede jeg. Dagen før CopenHell - altså den 21. juni - måtte jeg tage en beslutning. Enten tilsåede jeg på den bulede mark, eller også måtte projektet ligge over til 2018. Og eftersom 2017 ikke just havde været en vandring fra succes til succes, kunne jeg næsten ikke klare, at jeg skulle lide nederlag med min blomstermark. 
Vejret var perfekt. Det var en af de få sommerdage, hvor det var lunt og vindstille. Hvad bedre var, at det dagen efter skulle regne en del. Derefter ville det igen klare op og blive lunt. Kort sagt perfekte betingelser, hvis man gerne ville have sine frø til at spire. 

Men hvordan pokker tilsår man to hektarer blomstermark? 
Jeg ringede og spurgte Ivar til råds. 
"Jeg kan jo ikke gå på den bulede mark," sagde han. 
"Jeg må lære dig at så, så du kan gøre det."
"Det går ikke, sagde jeg. For vi skal så i dag, og jeg kan ikke nå at lære at kaste frøene ordentligt - det bliver noget rod. Kan jeg ikke køre dig rundt på marken?"


Jeg har så rystende lidt forstand på danske insekter og evner akkurat at skelne en humlebi fra en mariehøne. Det forhindrer mig imidlertid ikke i at blive meget begejstret, når jeg støder på nye, smukke insekter - som nu f.eks. denne flotte bille ... 

Og således blev det. Ivar dukkede op og vi fik stablet ham op på fronten af ATV'en. Han blev udstyret med en spand med frø - og så kørte vi ganske langsomt op og ned af marken. Ivar instruerede mig i, hvordan jeg skulle vende og køre helt lige og følge mine egne spor, så såningen blev ensartet. 

Imens kastede han frøene ud. Og helt som jeg havde forudset, var det et specialistarbejde. Det gælder om at kaste lige mange frø i én bevægelse. Meget simpelt, men noget som man skal være godt øvet i.

Blomsterfrøene i spanden var noget for sig selv. Jeg fortryder sådan, at jeg ikke fotograferede dem. For de var simpelthen smukke i alle deres former og farver. Og så duftede de pragtfuldt. 

Med Onkel G. som opmærksom tilskuer, tilsåede vi en tredjedel af marken. Resten af mine frø ville jeg gemme, hvis dette ikke lykkedes. 

Jeg var ovenud begejstret for, at jeg alligevel havde besluttet mig for at gennemføre projektet. 

Næste dag da det begyndte at dryppe i min fadøl, mens vi stod og så Prophets of Rage, var jeg den eneste, der ikke brokkede mig. Jeg tænkte på mine små, nysåede blomsterfrø, der lå i jorden og netop ventede på at blive vandet.


Man blive aldrig for gammel til at samle på tomme sneglehuse ...

Derefter skete der ... ingenting. I begyndelsen travede jeg op til marken hver dag. Udelukkende for at gå skuffet tilbage. Ukrudtet var begyndt at vokse igen. Uden konkurrencen fra græsset, havde det optimale betingelser. 

Engang imellem heppede jeg på mine blomster. "Kom nu," tænkte jeg. "Vil I ikke nok? Skynd jer inden ukrudtet vinder over jer."

Mine venner holdt op med at spørge til min blomstermark, fordi det hensatte mig i en dyster stemning. 
"En fiasko," gentog jeg i mange telefonsamtaler. 
"Men jeg har lært en masse om jord og sådan noget," tilføjede jeg tappert. For jeg har efterhånden lært, at hvis man ikke skal mases fuldstændig af sine fiaskoer, så bliver man nødt til at opregne, hvad man alligevel har fået ud af dem. 

Men en morgen da jeg stod og kiggede ud af vinduet, bemærkede jeg, at marken havde fået et ensartet, lysegrønt skær. 
Jeg strøg op til marken med hundene hujende i hælene. De troede, at der skete noget virkelig interessant at dømme efter mine høje udråb, så de blev noget skuffede, da vi bare stoppede op foran en for dem totalt uinteressant mark. 


Søen. Som skifter humør og farve flere gange dagligt. Det er jo som sådan en nydelig udsigt, tænker jeg ..


Men den var god nok. Hele marken havde fået et lysegrønt skær. Noget var spiret. Jeg undersøgte de mikroskopiske spirer så nidkært som en forfængelig kunstner læser sine egne anmeldelser. Men jeg turde ikke lægge hovedet på blokken på, at det ikke bare var flere ukrudtsplanter, der var spiret. 

Alligevel følte jeg, at den var god nok. Langsomt voksede planterne. Alt for langsomt. Og jeg kunne i hvert fald se, at de ikke lignede de almindelige ukrudtsspirer. 

Så fik jeg travlt med noget andet og forsømte min daglige inspektion af marken i næsten to uger. Men en morgen vågnede jeg til en af de virkelig dejlige, skyfri sommerdage og besluttede, at jeg gerne måtte drikke min morgenkaffe udenfor og gå lidt rundt og kigge. 
Noget af krukkehaven anno 2017 ... 

Første fantastiske overraskelse ventede nede ved søen. Tidligt på foråret havde jeg købt en lille gnallingeagtig eksistens i Aldi, som de påstod var en åkande. Jeg havde nær reddet mig en forkølelse, da jeg hoppede i søen og plantede den. Og der havde den boet siden - og uden at jeg havde lagt mærke til det, havde den fyldt en god kvadratmeter sø med blade og tilføjet en vidunderlig blomst.


Åkanden blev købt i Aldi og lader til at trives fint i søen ...

Da jeg var færdig med at juble over åkandeblomsten, kom jeg i tanke om, at jeg da lige kunne kigge til marken og se, hvordan de gik med de små spirelinger. 

Allerede på afstand kunne jeg se farver, som ikke havde været der før. Og det er ikke løgn, når jeg fortæller, at det gav et kæmpe sug i maven. Og så kom jeg tættere på og blev bare ... lykkelig. Det var virkelig et ægte lykke-øjeblik at konstatere, at mine små spirelinger i den grad havde haft travlt i mit fravær. 


Flavo von Flappergast i blomstermarken. Han elsker at grave efter mus deroppe ...

Jeg kunne slet ikke holde op med at betragte blomsterfloret. Jeg gik frem og tilbage og sugede alle detaljer til mig. Og pludselig undrede jeg mig over en lyd, som jeg kendte så godt, men som jeg ikke havde hørt længe. Den var god nok: Det var lyden af bier, der summede. Og ganske rigtigt - masser af bier, svirrefluer og alskens andre insekter flokkedes om blomsterne. 

Jeg kan roligt sige, at præcis dét øjeblik var sommerens lykkeligste. Og resten af dagen føltes gylden, blød og velsignet. 


Et lille udvalg fra blomstermarken ...

Derefter kiggede jeg til marken hver dag. Den ændrede sig hele tiden. Nye blomster kom til og jeg heppede på, at de allesammen ville sætte en masse frø, så hele herligheden kunne komme igen til næste sommer. 
Især kornblomsterne var der mange af. Men ikke kun i den klassiske mørkeblå farve. Næh, jeg havde dyblilla, lyslilla, lyseblå og sågar hvide kornblomster. Og de så ud til at trives fantastisk. 

"De er til dig, far," tænkte jeg. 
"Det her ville du også nyde."



Resten af marken lå utilsået hen. Bortset fra en stor cirkel, hvor en masse Engbrandbæger skød op. 
"Afskyeligt giftige," meddelte min søster i telefonen. 
"Fjern dem straks!"

Men da jeg nærmede mig de gule blomster med saksen, noterede jeg mig, at insekterne var mindst lige så vilde med dem, som de var med resten af blomsterne. 

Ergo blev de stående - og imens fostrede jeg nye planer. Jeg overvejede nøje placering og etablering af det, som jeg i mit stille sind kaldte for heksebedet. Altså bulmeurt, skarntyde, natskygge og andre giftige hekseplanter.


Jeg legede med tanken om at producere min egen flyvesalve og i det hele taget forgifte irriterende mennesker efter behov. Jeg begyndte også at overveje at lave et indgangsparti med en rosenbue bestående af klatrende brombærbuske. For slet ikke at tale om, hvor sjovt det kunne være at dække den lille løsdriftsstald, der stod på marken, med kæmpe tragtsnerler i hvid og blå. 

En lang bræmme af busksolsikker, kunne også sagtens finde plads på marken. Der var allerede spiret solsikker op i marken, fordi der åbenbart også havde været solsikker i frøblandingen. 

Jeg begyndte at dagdrømme meget i den periode. Marken skulle forvandles til en vild sansehave, et mekka for insekter og et paradis for fuglene. Jeg ville lave små stier og omgive dem med alskens blomster, buske og træer. Jeg regnede på, hvor stort jeg kunne nå at få et egetræ i min levetid, hvis jeg holdt op med at ryge. 




Men selv om blomsterne trivedes rimelig godt, forblev marken underlig sjasket og svampet. Det undrede mig meget. Hvorfor? Jeg blev ved med at tænke, at det også havde været en meget våd sommer - og så drømte jeg ellers videre om min kommende pragthave. 

Lykken varede til den dag, jeg sad og læste i et af de mange bonderøvs-blade, som vi får med posten. Mellem en reportage fra DM i pløjning og et rosende portrætinterview med en svinebaron, stødte jeg på en artikel om jordbehandling. 


Engang imellem tog jeg en buket ind. Og jeg synes faktisk, at de buketter var helt ufattelig smukke ...

Og der - lige der - stod min mark beskrevet sort på hvidt. Under mellemrubrikken 'Traktose' ... 


"Den opstår i jorden som følge af kørsel med store og tunge maskiner. Belastningen giver en sammenpakning af jorden, som er skadelig for planternes vækst.
Den hårde, pakkede jord forhindrer vand og planterødder i at trænge dybt ned i jorden, og det vil få konsekvenser for planterne. De vokser fint i den øverste del af jorden, som typisk er løs i strukturen, da den er påført efterfølgende, men på et tidspunkt når rødderne "muren" i form af den komprimerede jord, og så er problemerne tydelige. Planter, buske og træer stopper med at vokse. Herefter går de ud, enten fordi de tørrer ud, eller fordi de drukner."


"FOR HELVEDE!," råbte jeg så højt, at Onkel G. nær havde tabt sin kaffekop.
"TRAKTOSE hedder det! Vi har fucking traktose oppe på marken. For satan da," svovlede jeg. 
"Jamen, lille skat - det kunne du da regne ud," sagde Onkel G.
"Området er en gammel grusgrav. Her hvor vi bor, har der kørt store maskiner i pendulfart - fyldt med grus."
"Der står her, at man kan gnubbe jorden," sagde jeg, mens jeg læste videre. 
"Grubbe jorden," rettede Onkel G. 
"Ja, men hvis du vender jorden, så får du bare en masse gamle mursten, byggeaffald, alt muligt mærkeligt med op. Jeg er temmelig sikker på, at der er blevet fyldt masser af byggeaffald i jorden her omkring. Dengang tænkte man jo overhovedet ikke på miljøet."
Jeg vil ikke gengive, hvor meget jeg bandede over traktose-nyheden. Og har bandet over den siden. Jeg har et problem med traktose. Det er noget forbandet %€# ... 
Jeg har imidlertid læst om et firma i Jylland, der simpelthen behandler traktose med trykluft. Jeg forsøger at tage mig sammen til at finde ud af, om jeg kan gøre noget selv, hvor meget det kommer til at koste - og om det overhovedet er effektivt. 
Jeg overvejer også, om jeg bare skal skrinlægge alle planer og slå mig til tåls med, at jeg muligvis stadig kan få masser af sommerblomster på marken og på den måde stadig opfylde et af mine hensigtserklæringer med dette sted: At gøre det til alle tiders fristed for dyr, blomster, insekter, fugle og planter ... 










OBS:  

Note til de grønfingrede. Min bivenlige brakblanding består af følgende: 
  • 40% boghvede
  • 20% oliehør
  •   3% cikorie
  •   3% kommen
  • 10% honningurt
  •   8% kællingetand
  •   8% hvidkløver
  •   8% blodkløver 

Min blomsterblanding består af følgende: (Plus de mange mærkelig blomsterfrø, som jeg selv smed oveni) 

Brudeslør (Gypsophila mixed)
Chrysanthemum (Chrysanthemum sp.)
Evighedsblomst (Rhodanthe maculata mixed)
Guldvalmue (Eschscholtzia californica)
Hundetunge (Cynoglossum amabile)
Jomfru i det grønne (Nigella damascena mixed) 
Jomfruskørt (Convolvulus tricolour)
Kornblomst-mix (Centaurea  cyanus blanding)
Marmeluk-ærme (Lavatera  mixed) 
Morgenfrue (Calendula pacific Beauty Mix)
Mølleblomst (Clarkia elegans mixed)
Rød hør (Linum  rubrum)
Silkeskørt-mix (Godetia sp.)
Silkevalmue (Papaver rhoeas mixed)
Sløjfeblomst (Iberis umbrellata mixed)
Sommer Adonis (Adonis aestivalis) 






torsdag den 19. oktober 2017

I dødens skygge

ATTENTION: Jeg er jo gået igang med at blogge igen. Og derfor sidder jeg og kigger bagud. Jeg fandt dette indlæg, som jeg aldrig udgav og jeg troede, at det ville lægge sig i rækkefølge, hvis jeg trykkede på "udgiv-knappen" - det gjorde det ikke. Det lagde sig på forsiden. Jeg kan egentlig godt lide indlægget og husker stadig Padi og Che med stor glæde. Så nu får I det alligevel. Og jer der er nye læsere: Jeg er desværre ikke længere i Costa Rica. Jeg er i Danmark. Og dette indlæg er gammelt. Meget gammelt. Det er skrevet, da jeg var 39 år. Nu er jeg 45 år. Jeg fatter ikke, at tiden går så hurtigt!
Jeg har lånt dette billede af Edwin. Det er Padi yderst til højre - og Edwin i al sin behårede herlighed yderst til venstre. 

I morges vågnede jeg ved at det regnede. Faktisk blev jeg vækket af støjen. Regnen trommede ikke rytmisk mod taget, som den plejede. I stedet regnede det så kraftigt, at det nærmere var en helt enstonig støj, som om en kæmpe stod og hældte en uendelig spand vand på huset.
Med en kop varm kaffe i hånden, tog jeg en hurtig inspektionstur i huset og satte spande under de to steder, hvor det plejer at regne ind. Hundene fulgte mig i en interesseret hale rundt i huset, og da opgaven var fra hånden, smed jeg mig i hængekøjen på verandaen med alle hundene omkring mig.

Jeg har haft en meget, meget underlig tid, siden jeg afleverede bogen. Jeg har godt læst om det såkaldt kreative vakuum der indfinder sig, når man har overstået en opgave, der har taget betydelige kræfter - både rent tidsmæssigt, men også hjernemæssigt og ikke mindst emotionelt.
Lige da jeg afleverede bogen, var jeg så glad og lettet. En byrde var blevet løftet fra mine skuldre. Jeg var fri.

Jeg var blevet advaret om, at jeg skulle forberede mig på, at jeg kunne få en fornemmelse af tomhed, når tingene var faldet lidt på plads. Men så kom Majse og besøgte mig, og vi havde en rigtig dejlig tid sammen. Så var jeg i San José. Og i det hele taget er tiden bare gået, som den nu gør her i Caribien: Den ene dag overtager snigende den anden, og der kan nemt gå en uge, hvor man ikke får foretaget sig noget, hvis man ikke tager sig selv i nakken.

Jeg har aldrig turdet omtale mig selv som forfatter eller kunstner. Det virkede simpelthen for prætentiøst i forhold til, hvordan jeg så mig selv. Ergo var jeg slet ikke forberedt på, at al den frihed simpelthen sendte mig på kollisionskurs med mig selv. Det var som om, at jeg kun havde tænkt så langt, at jeg skulle skrive en bog. Men hvad med resten? Hvilken drejning skulle jeg give mit liv, når den bog var afleveret? Det havde jeg ikke skænket en tanke.

Indret med gekkoer. Det er jeg tilhænger af. Her har den sat sig noget så dekorativt på min vandhane ... 

Jeg har brugt tiden på at vandre langs strandene med hundene. I det hele taget har hundene taget en masse af min tid. Som jeg sidder her og skriver dette, ligger alle fire og snorker højlydt i hver deres hjørne af huset. På sengen ligger Carla og den lille kattekilling, Yuma. Som alle andre kræ her på matrikelen, er Yuma også kommet til, uden at det var en bevidst beslutning. Hun blev fundet halvdød på vejen fra San José til Puerto Viejo. Og nu ligger hun og spinder i sengen sammen med Carla. Obie har fået sin helt egen plads ude på verandaen. Han har fået et opsigtsvækkende flot, rødt halsbånd, han er blevet badet, klippet, af-ormet og -loppet. Han har spist to svingende måltider om dagen, og der er intet tilbage af den magre gadehund, som lagde hovedet på mit knæ den aften på Lazy Mon. Det har vist sig, at Obie var Puerto Viejos mest kendte gadehund. Han gik under navnene 'Abuelo' og 'Viejo' som betyder bedstefar og slet og ret 'den gamle.'

Men sidst vi gik til Puerto Viejo sammen, var der ingen, der kaldte på ham. For alle var i tvivl om, hvorvidt det virkelig var Obie, som jeg havde i hælene.
Til sidst var der en pige, som spurgte mig, om det virkelig den forhutlede gadehund fra byen? I går da jeg var i det lokale supermarked, var der en turist, der stoppede op og kaldte ham for smuk!

Husets lille sentinel, Negrita, har også fået et hjørne på verandaen, hvorfra hun kan overskue hele verden. Hun er den første til at alarmere, hvis nogen eller noget nærmer sig huset.

Foran sengen ligger Red og sover tungt. Han har brugt al sin tid på at være her i huset, og det er på tide, at han kommer tilbage til Edwin.

Jungle-kakao ...

Alle hundene ligger på tykke, bløde tæpper, som er indkøbt og møjsommeligt slæbt hjem fra en panamansk grænseshop. Og de gode nyheder er, at her ikke er nogen knurren eller slåskampe. Det har taget tid at komme så vidt. Og jeg føler, at jeg har gået rundt i konstant alarmberedskab. Især da Yuma kom ind i huset. Red er ikke vant til katte og har vist mest set dem som en form for ekstra snack på menukortet, hvis de krydsede hans vej.
Men jeg vidste, at slaget var vundet, da Yuma gav sig til at lege med hans hale i går.

Så nu hvor alt ånder fred og ro, er det på tide, at jeg vender tilbage til mig selv. Vender ryggen til formålsløst dovne dage og tager skeen i den anden hånd.

Jeg var blevet temmelig træt af mig selv. Inden jeg satte mig ned for at skrive for alvor, havde jeg en masse notater og en masse arbejdstid bag mig, hvor jeg forsøgte at destillere mine oplevelser i Costa Rica. Derefter brugte jeg halvanden måned udelukkende på at beskæftige mig med mig selv. Det var mig, mig, mig fra morgen til aften - og jeg blev træt af mig selv og min egen skrivestemme. Dødtræt. Og det er nok derfor, at jeg har været så træg på bloggen. Jeg blev nødt til at holde en lille ferie fra mig selv, hvis man kan udtrykke det sådan.

Sagen er jo den, at jeg ikke adskiller tingene. Jeg har ikke opfundet en person at skrive om. Hver eneste gang jeg sætter mig foran computeren, begynder jeg at grave i mig selv og mit liv. De mennesker som jeg skriver om, eksisterer alle i virkeligheden, og jeg har forsøgt at gengive dem så godt som muligt. Samtidig har jeg også ønsket at være en person, som man roligt kunne betro sig til, uden at man blev udleveret på skrift.

Så langt er jeg lykkedes. Endnu har der ikke været nogen som har sagt: Det her må du altså ikke skrive om på bloggen eller ganske enkelt undladt at tale med mig. Jeg er blevet mødt med tillid til, at jeg selv var begavet nok til at vurdere, hvornår noget var for privat til at blive fortalt videre. Det har været en balancegang for mig, og jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at holde tungen lige i munden.

Firedancing på Lazy Mon. 

Hvad mig selv angår, har jeg gjort det samme. Forsøgt at være ærlig uden at være så ærlig, at folk ville krumme tæer. Ikke fordi jeg egentlig har så mange filtre, jeg synes bare, at der er ting, som man med fordel kan skåne omverdenen fra. Som eksempelvis den dame, der for nylig proklamerede, at hun ikke havde kunne mærke sin klitoris i flere år. Men nu - endelig - kunne hun mærke den igen. Og så kunne man forresten købe et kursus af hende, hvis man selv var i den situation, at man led af følelsesløshed i undervognen.

Bagefter sad jeg med en fornemmelse af, at hun faktisk delte alt for meget. Når alt kom til alt, havde hun taget ærligheden et skridt for langt. Men okay - hun havde noget, hun ville sælge. Og så gælder alle kneb jo.

Der har også været andre begivenheder, som har fået mig til at indse, at jeg ikke bare kan lade tiden gå.

En slags passionsblomst. En junglepassion. Min junglepassion ...

Men lad mig tage tingene i omvendt rækkefølge. Lige nu sidder jeg nemlig og hører Depeche Mode. I forgårs drog jeg til byen for at finde en hurtig og stabil internetforbindelse, så jeg kunne købe Depeche Modes nyeste album 'Delta Machine'.
Og det fik jeg gjort. Så i de sidste to dage har det album kørt på repeat. Jeg har nydt at fordybe mig i teksterne og spille udvalgte numre igen og igen, for at få dem helt ind under huden.
Jeg er blevet genforelsket i Martin Gore og begærer atter Dave Gahan. Kort sagt er alt, som det har været i de sidste ... 27 år! Argh!

Spil 'Stripped' for mig, og jeg genkalder mig øjeblikkeligt at sidde foran en ghettoblaster på Terslev Skole og høre det nummer sammen med Majse. Vi sidder lige ved døren, som Henrik havde hængt rødternede gardiner op i. Der lugter af forår, tavlekridt, madpakker og spirende pubertet.
Jeg er alene med Majse i det univers, som vi skabte for at få plads til at være os selv. Vi var - for at sige det mildt - ikke særlig populære. Det var Majse der hev kasettebåndet op af sin taske og smed det i ghettoblasteren. Sangen efter Stripped havde et omkvæd, der gik i retning af: So take these broken wings, and learn to fly again... Men jeg afbrød brutalt nummeret og spolede tilbage til der, hvor Stripped begynder med lyden af en motorcykel der starter og derefter noget der lyder som en dunkende fiskekutter.

Stripped down to the bone. Dengang anede jeg ikke, at jeg skulle prøve den tilstand mange gange. Nogen gange på en god måde, andre gange på en dårlig. Jeg vidste heller ikke, at det nummer var begyndelsen på en kærlighedsaffære, der har varet lige siden.

I dag droppede jeg 'Delta Machine' til fordel for en Depeche Mode-spilleliste, som jeg havde lavet på computeren. Det var egentlig meningen, at jeg skulle skrive et par mails og i det hele taget rette op på et par hængepartier. Regnen trommede mod taget og luftfugtigheden var så tung, at den føltes som et ekstra lag hud. Men pludselig var det kun mig, Martins ord og Davids stemme, der eksisterede. Jeg tog hele turen tilbage til folkeskolen og frem til nu. Sidste gang jeg virkelig havde brug for hjælp, sang Martin Gore 'Breathe' for mig på uendelig repeat, mens jeg gyngede i min hængekøje og langsomt kom videre fra et meget tungt og mørkt sted inde i mig selv.

Believe in love. Breathe love, breathe love, breathe love ...

Tak Martin. Du var der, da jeg havde desperat brug for dig. Og det har du altid været.

Og her sidder jeg så og kan huske præcis hvordan det var at være 14 år, 23 år, 32 år, 39 år - og samtidig begynde at anet perspektivet af, at jeg ikke bliver ved med at være i denne tilstand for evigt. For hver dag der går, vil min krop blive en lille smule svagere - indtil den en dag er i en tilstand, hvor maskineriet ganske enkelt vil holde op med at virke. Og så er det farvel til det her liv. Farvel til at mærke regndråber mod ansigtet og solens stråler i øjnene. Hvad der sker efter det, har jeg stadig ingen anelse om. Og jeg er egentlig også ligeglad. For jeg kan ikke forestille mig en eksistens der er bedre end livet. At føle, mærke, se og smage ... Tanken om at være en salig sjæl der flagrer rundt, tiltaler mig ikke særlig meget. Jeg vil meget hellere have mit menneskelige hylster og være i stand til at kysse og mærke sand mellem tæerne. Jeg er villig til at tage rimelige doser pis og papir og smerte og sorg med - bare jeg kan få lov til at være her. Alt det med paradis og sidde på en lille sky og spille harpe i en tilstand af fuldstændig lykke, siger mig ikke en meter.

Jeg tror heller ikke, at det rigtig sagde Jack noget. Første gang jeg mødte ham, var da Momme og jeg spiste frokost på en restaurant på hovedgaden. Vi havde naturligvis placeret os helt uden til vejen, så vi kunne følge med i, hvad der skete.
En høj mand på bare, beskidte tæer kom slingrende forbi os. Han stoppede op og spurgte, om jeg havde ild til hans cigaret. Og da jeg langede lighteren ud, blev den modtaget af en senet, brun hånd.
Manden selv lignede et femte medlem af Rolling Stones. Rent caribisk rock'n'roll og da han sagde tak for lån af lighter, blev både Momme og jeg en smule bløde i knæene. Manden havde den smukkeste, dybeste og mest velmodulerede stemme, jeg nogensinde havde hørt.

Han spurgte, om vi havde været her længe og jeg fremførte, at Momme næsten lige var kommet.
Han kiggede på Momme, bukkede let for hende og sagde:
"Welcome to hell"
Derefter vandrede han videre ned ad hovedgaden og ind i den nedgående sol. Det er sådan, jeg husker billedet.

Næste gang jeg mødte Jack, stoppede han brat op, da han så mig. Han kiggede op og ned af mig og sagde:
"Det der, unge dame, er et korset."
Jeg nikkede.
"Du er iført korset i troperne."
Jeg nikkede igen.
"I salute you," sagde han så og førte hånden op til panden og gav mig en hilsen.

Siden blev det en tradition, at jeg fik dén hilsen, hver gang jeg mødte Jack - eller Che som han også blev kaldt. Når jeg nærmede mig, stoppede han op og stod ret og førte hånden op til panden. Og jeg grinede højt hver gang. Hvis jeg havde turdet, havde jeg kysset ham på kinden. Men han havde en udstråling, der på en gang var imødekommende og afvisende.

Den lille olietønde, Negrita. Hun blev dumpet på gaden, fordi hun var syg. Det er hun stadig. Hun har cancer. Jeg giver hende smertestillende hver dag og lader hende nyde livet. En dag vil canceren overtage, og så siger vi farvel.  

Han var ren rock'n'roll, han ernærede sig som kunstner, han havde siddet i fængsel i ti år for en forfærdelig forbrydelse. Meningen var, at han skulle have siddet i mindst 20 år, men da myndighederne fandt ud af, at han ikke var skyldig, løslod de ham. Han havde ingen penge til at sagsøge staten og på den måde få en kompensation for de ti år, som myndighederne havde stjålet fra ham. Han var en fantastisk slideguitarist og havde en vidunderlig sangstemme. De få gange jeg oplevede ham optræde, blev jeg forelsket i ham. Han havde en søn, som var hans udtrykte billede, og som kom til Puerto Viejo for at finde ham. Men Jack gav sig aldrig til kende overfor sønnen. Et eller andet gjorde, at han ikke magtede det.

Jack var fra Texas, men alt andet end en redneck. En dannet mand som havde taget et helt bevidst valg om at brænde sig selv op under tropesolen i Puerto Viejo.

Jeg mødte ham sidst for halvanden måned siden, og han nævnte, at han havde fået konstateret kræft i munden og at det lige skulle undersøges ordentligt. Jeg sagde til ham, at jeg endelig var færdig med min bog og at jeg ville besøge ham og tage en flaske whisky med. Jeg glædede mig. Jeg var sikker på, at han var godt selskab og at han ville rykke brikker rundt i min hjerne.

Karsten. Der findes næppe et menneske, der elsker junglen højere - og ved mere om den, end han gør. Han er min jungle-guru.

Jeg var begyndt at undre mig over, hvor han var. Men en morgen vågnede jeg ved, at Funky græd. Han havde logget sig ind på Puerto Viejos fb-side, hvor folk deler alskens ting. Og der var beskeden om Ches død tikket ind.
Så græd jeg også. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at Jack faldt lige der, hvor han skulle. Helt sikkert for tidligt - kun 56 år - men tanken om at denne rock'n'roll-rebel, dette vilde, rastløse menneske, skulle ligge i en hospitalsseng, virkede helt forkert. Jeg var lykkelig over at få at vide, at en costa ricansk familie, som holdt af ham, havde været ved hans seng, da han tog ud på sin sidste rejse. Det er forkert at dø uden at have en hånd at holde i.

Jack blev begravet på byens kirkegård, der ligger klods op og ned af junglen. Jeg var ikke med, fordi jeg var usikker på, om jeg kunne tillade mig det. Så godt kendte jeg ham heller ikke. Bagefter fortrød jeg. Selvfølgelig skulle både jeg og især Funky have været der. Fordi det ikke handler om, hvad andre tænker. Det handler om, at vi havde brug for at sige farvel til Che. Men jeg er meget forsigtig omkring den slags ting. Jeg vil så nødig støde pårørende i sorg. Det gik alt for sent op for mig, at her i  løstvævede, frithængende Puerto Viejo, bestemmer man selv, om man er pårørende. Og det var vi.

Jeg fik at vide, at det havde regnet så meget op til begravelsen, at graven var fyldt med vand. Da Ches kiste nåede frem, blev adskillige medlemmer af følget nødt til at hoppe ned i graven med spande og øse vandet ud, før de kunne få Che i jorden. Jeg grinede, da jeg hørte det. Che ville have grinet af det ...


Funky og jeg sagde farvel ved at opsøge hans hus. Men i løbet af den korte tid der var gået, var der allerede sat masonit-plader op omkring stedet, som ligger midt i byen. Jeg gætter på, at entrepenante typer havde opkøbt grunden og gerne ville have fred og ro til at rive huset ned. Huset. Ches hus som i sig selv var et kunstværk. Malet i alle farver og fyldt med mærkværdigheder, som han havde skabt om til kunst. Jeg er ked af, at alt det gik tabt. Der var mange ting, som var værd at bevare. Ting som jeg gerne havde givet et hjem - og jeg tror, at andre der kendte Che, havde det på samme måde.

Men vi stillede os foran muren ind til Ches hus og kaldte på ham i tankerne. Og hans ånd kom og fulgte os hele vejen ned til Tex Mex, hvor vi drak en Pilzner af glas til hans ære. Da vi skålede, sagde vi i kor Give them hell in heaven, Che. We salute you!
Jeg mangler at besøge hans gravsted og jeg er stadig ikke holdt op med kigge efter ham, når jeg er inde i byen. Det er okay. Che vil altid være der på en eller anden måde. I hvert fald for mig.

Dengang jeg red til Panama med Edwin og Sheldon, gjorde vi holdt ved en lille eco-lodge, som lå midt inde i junglen. Stedet kunne kun nås enten pr. båd eller ved tre timers trekking gennem junglen.
Eco-lodgen var i sig selv ikke så spændende. Den blev drevet af en selvoptaget amerikaner, som krævede at man holdt hinanden i hånden og takkede moder jord, inden man fik lov til at spise aftensmad. Jeg hader påtvungne fællesskaber - og endnu mere hvis de har sekteriske anstrøg. Så jeg vurderede, at eftersom jeg betalte rigelig med dollars for at sove i et skur under et myggenet og blive overvåget af fire enorme wolfspiders om natten, havde jeg ikke dårlig samvittighed over at komme for sent til samtlige måltider. Ingen holden i hånd til mig, tak.

Naboen til eco-lodgen var derimod temmelig interessant. En ældre, caribisk herre som var den sidste tiloversblevne beboer i en lille fiskerby, som engang havde ligget der.
Han boede i et stort hus på pæle med falmede billeder af pin up-piger på væggen på verandaen, hvor han tilbragte det meste af sin tid.
"Du skulle tage en snak med ham," foreslog Edwin.
"Han er et stykke nulevende, caribisk historie."

Det fik jeg ikke gjort på den tur. Jeg hilste bare på ham og sludrede ganske kort med ham. Hans navn var Padi.
Næste gang jeg mødte Padi, var da Tanja besøgte mig. Bådføreren Baku sejlede os ud til den øde strand og smed os af. Da vi havde badet lidt og flydt rundt i det kropsvarme hav, gik det op for os, at vi mere end noget andet trængte til en kold øl.

En kold øl som vi ikke havde. Jeg hoppede derfor i tøjet og gik op til Padis hus. Som altid sad han på verandaen. Jeg spurgte ham, om han havde øl - og om han eventuelt ville sælge to kolde af slagsen til mig.

"Du er Edwins ven," konstaterede han og smilede.
"Du skal ikke betale for noget."

Og så gav han mig to isafkølede pilsnere, som jeg tog med tilbage til Tanja. Det sidste jeg sagde til ham var:
"Jeg kommer og besøger dig. Jeg får Baku til at sejle mig herud. Og jeg tager øl med."

I går fortalte Edwin mig, at Padi var død. 90 år gammel. Senere samme dag tog Edwin af sted til begravelsen, men eftersom regnvejret har været så kraftigt i de sidste dage, var det umuligt at få den gamle mand i jorden. I dag er det imidlertid klaret op. Og Edwin sidder på sin veranda i sin pæneste, lyseblå skjorte. Begravelsen vil forhåbentlig kunne gennemføres senere i dag.

Sammen med Padi bliver 90 års caribisk historie begravet. Unikke historier vil utvivlsomt blive stedt til hvile for evigt sammen med den gamle mand.

Jeg havde muligheden for at lære Padi at kende. Og jeg er sikker på, at han ville have fortalt, hvis jeg havde spurgt. Han var aldeles klar i hovedet og havde efter sigende en fantastisk hukommelse.
Jeg kunne have drukket whisky med Jack og givet ham det kys på kinden, som jeg altid havde lyst til at give ham.

Jeg kunne. Jeg burde. Jeg er ked af, at disse mennesker ikke længere er her. Og jeg er helt egoistisk ked af, at jeg ikke fik muligheden for at møde dem, inden det var for sent.

I stedet havde jeg travlt med at dovne den og lave ingenting andet end at føle, at jeg var i - oh, melodramatisk smerte - kunstnervakuum. Jeg har lyst til at slå mig selv oven i hovedet med stegepanden.

For mens jeg pillede mig selv i navlen, døde to vigtige mennesker.

Tik-tak, tik-tak ... en dag bliver det min tur. Det er nok en meget god idé at huske på det engang imellem. Intet er her evigt. Hverken muligheder, begivenheder ... eller mig selv.

Carpe diem, som 90'er-modetatoveringen så rigtigt sagde det med snørklede bogstaver ...

Memento mori, kan jeg tilføje. Dét burde jeg faktisk få tatoveret et sted. Måske lige midt i panden. Med spejlvendt skrift. Så jeg kan se det, hver gang jeg putter mascara på.