El Silbon - han kendes på den store hat og den fløjten, som kun få overlever til at fortælle om ...
Nu
om dage tager jeg mig selv i at sige: "Ja, hvis Caribien vil ..."
hver gang jeg laver faste aftaler med andre mennesker. Og det er der en god
grund til. For tre dage siden lavede jeg følgende plan:
Tidligt
op og af sted med bussen til San José.
Lande
i San José i god tid, så jeg kunne få en kaffe på et torv, som jeg holder meget
af. Derefter: Afhente Tanja i lufthavnen.
Besøge
Rafael næste dag.
Tage
tilbage til Puerto Viejo og overraske Tanja med en hyggelig sejltur omkring
Manzanillo på hendes første dag i Caribien.
Om
morgenen da min store og veltilrettelagte plan skulle udføres, slæbte jeg de
mødige lemmer ud af sengen. Natten inden havde været en af de mærkelige i
junglen.
Jeg
var ellers stolt af mig selv. Jeg har fået lavet ekstra køkkenbords-plads og
har i det hele taget planer om at sysle lidt med huset. Og eftersom Tanja
skulle komme, havde jeg gjort hele hytten skinnende ren. Ergo sad jeg på min
seng og skrev, mens jeg nød udsigten til et fuldstændig rent og velordnet hus.
Det er noget, der sker sjældent i min verden. Jeg ejer næsten ingenting, men
det forhindrer mig ikke at rode huset fuldstændig til i løbet af en dag.
Det
hele begyndte med, at jeg følte mig overvåget. Det er svært at forklare den
slags fornemmelser, men følelsen var så stærk, at jeg vente mig om og kiggede
ud i junglen. Og et eller andet sted derude, var der lys. Jeg blev så
overrumplet, at jeg gik ud på verandaen med min kikkert. Men da jeg kom derud,
var lyset forsvundet igen. Jeg ventede, men intet skete.
Så
gik jeg tilbage til min computer på sengen. Og igen kom lyset. Denne gang
akkompagneret af fløjtespil. Spinkle, fine toner flød gennem den nattesorte
jungle. Nogle gange blev lyden næsten overdøvet af de almindelige lyde i
junglen. Andre gange lød fløjtetonerne så fint, som stod fløjtespilleren ved
siden af mit hus. Jeg sad længe og lyttede til det og kiggede på lysprikken ude
i junglen. Det var på en gang smukt og en smule skræmmende.
Skræmmende
fordi jeg kender myten om el silbon -
fløjtespilleren. En høj knoglet fyr med en stor hat, der viser sig for folk der
vandrer alene på de mægtige pampasser i Venezuela. Han blev forbandet af sin
bedstefar, fordi han dræbte sin egen far. Og han bærer på en stor sæk med
knoglerne fra de mennesker, som han har slået ihjel.
Han
er bange for hunde og piske, så de fleste fornuftige mennesker går ikke ud på
pampassen om natten uden at have mindst en af delene med. Han er især kendt for
at gå efter sjuftagtige typer og drukkenbolte - men ingen kan vide sig sikre.
Når han får øje på en og beslutter sig for, at man skal være hans næste offer,
fløjter han.
Og
det interessante er, at jo tættere på hans fløjten lyder - jo længere væk er
han. Og omvendt.
Men
jeg sad og overvejede, om mit rødvinsindtag kunne kvalificere mig som værende
en drukkenbolt og om El Silbon eventuelt havde en kollega, der holdt til i
junglen, holdt fløjteriet op og lyset forsvandt. Lige derefter kom en lille,
brun fugl flaksende ind i huset. Den tog et par runder under taget og landede lige overfor mig. I et minuts tid sad den og kiggede på mig med sine
stenkulsøjne - så lettede den og fløj ud i junglen igen.
Næste
morgen havde jeg intet vand. Og eftersom mit hår var så fedtet, at det blev
siddende i sin frisure, selv om jeg tog spændet ud af det, besluttede jeg mig
for at jeg ikke kunne tage nogle steder, før jeg havde fået et bad.
Ergo
dappede jeg op til Edwin, som stadig havde vand. Efter et vederkvægende
brusebad tog jeg tøj på. Bedst som jeg skulle til at gå ud af badeværelset,
hørte jeg en skrabende lyd. Nu er jeg jo ikke regnskovssheriffen for ingenting,
så jeg greb min lommelygte og undersøgte badeværelset.
Og
fik et chok, da jeg fandt min retarderede kolibri-ven næsten død bag wc'et. Jeg
troede faktisk, at han var død, da jeg samlede ham op. Men da han gispede en
lille smule med det lange, tynde næb, gik det op for mig, at han stadig levede.
Med nød og næppe.
Jeg
sprang af sted med ham til Edwin, som sagde, at han nok bare skulle sættes ud
på terrassen, så ville han komme sig af sig selv. Men da vi havde stået et par
minutter og kigget på den lillebitte fuglekrop som lå fuldstændig udstrakt på
siden, foreslog jeg, at vi forsøgte at give ham lidt sukkervand for at få ham
op på mærkerne igen.
Mens
Edwin lavede sukkervand, holdt jeg min slatne, retarderede ven forsigtigt i
hånden, så han kunne suge min krops varme til sig.
I
starten var det en uendelig forsigtig procedure at dryppe sukkervandsdråber i
hans næb. Men lige pludselig stak han sin lange tunge ud af næbbet og begyndte
at drikke selv.
Derfra
gik det fremad, og efter halvanden time sad han på min finger og kiggede sig
omkring. Og jeg kiggede på ham. Nøj, hvor jeg kiggede på ham. At have en
kolibri siddende på fingeren er et tilfælde af så ekstrem nuttethed, at jeg
simpelthen fik hjertebanken af det. Da han lettede fuldt flyvefærdig efter et
par minutter, råbte jeg "Se, se, SE!" og Edwin udstødte et begejstret råb.
Min
retarderede kolibri-ven var på vingerne igen - og det gjorde mig utrolig glad.
Humøret smittede så meget, at Edwin og jeg kom til at drikke en ekstra kop
kaffe og sludre lidt mere, hvilket forsinkede mig så meget, at jeg nær ikke
havde nået bussen til San José.
Bedst
som jeg kom fræsende i taxaen med kurs mod bussen, blev vi stoppet af en stor menneskemængde,
som nysgerrigt var stimlet sammen om to biler, der var kommet til at skrabe siden
på hinanden. Ingen anden skade var sket, men i sædvanlig caribisk stil var der
ingen der tænkte på at køre bilerne ind til siden, så trafikken kunne passere.
I stedet stod biler, ejere og tilskuere - plus et par gøende hunde - midt på
gaden og hyggede sig.
Da
vi endelig nåede frem til bussen, måtte taxa-José overhale den og på den måde få
den til at stoppe. Derefter sprang jeg ud og pilede ind i bussen - og satte mig
sveddryppende ned.
Ved
busterminalen i San José mødte jeg Jonathan, som var pirattaxachauffør og kunne tilbyde
den uforlignelige service, at det var tilladt at ryge i hans bil. Ergo hyrede
jeg ham og fræsede til lufthavnen med fuldt blæs på 'Winds of Change' som helt
klart - sammen med andre powerballader
- var Jonathans favoritmusik.
Det
var Tanja, som lagde hus til min sidste måned i Danmark. Jeg sov på en
luftmadras på hendes kontor og selv om det var en mærkelig periode, så havde vi
det skægt sammen.
Halvandet døgn før jeg rejste, så Tanjas hus sådan ud. Vi havde tømmermænd og jeg skulle pakke til ... resten af mit liv ...
Og
så ... lige pludselig ... stod hun der. Efter ni måneders fravær. Uh, hvor var
det godt at se hende. Vi fræsede overstadige mod byen akkompagneret af Bryan
Adams Robin Hood-sang og Jonathan der talte i mobiltelefon for at finde et
hotel til os.
Jeg
havde på forhånd annonceret, at jeg ville besøg Rafael. Ergo begav vi os næste
dag mod fængsels-centeret efter at have indtaget en opulent frokost der for mit
vedkommende næsten kun bestod af kød. Og ikke bare kød. Men mørt, rødt kød omviklet
af bacon!
Fængselscenteret
lå ved siden af en større shoppe-arkade og gjorde absolut ikke noget væsen af
sig. Ingen skilte annoncerede, at her opbevarede man illegale immigranter.
Foran
døren var et massivt gitter - og det blev ikke åbnet, da jeg bankede på. En
kontor-type i uniform nøjedes med at åbne døren.
Det
første han spurgte om, var om jeg var advokat. Hvilket jeg desværre i
sandhedens tjeneste måtte sige nej til.
Jeg
forklarede mit ærinde og blev straks henvist til et telefonnummer på dem, der
angiveligt skulle sidde med Rafaels sag. Afvisningen hang lige i luften.
Men
jeg skød brystet frem, holdt hovedet højt og tog journalist-hatten på. Samtidig
fremdrog jeg en blok med dødningehoveder fra min taske og begyndte ivrigt at
notere. Jeg forklarede kontorfrynsen, at jeg selv var udlænding fra Danmark og
derfor ikke kendte Costa Ricas regler på dette område. Jeg understregede, at
jeg var kommet hele vejen fra Puerto Viejo for at hilse på min bedste ven. Jeg
præsenterede Tanja, som er blondine og derfor ikke et dårligt kort at have på
hånden.
Jeg begyndte at spørge, hvem jeg kunne referere til her på centret. Hvad den almindelige procedure var i denne slags sager. Jeg forklarede om grundlovsforhør i Danmark og spurgte, om Rafael var blevet gjort bekendt med sine rettigheder eller mangel på samme.
Alt
i mens smilede jeg så ufarligt jeg overhovedet kunne og tog flittigt notater.
Den
unge kontorfryns glippede lidt med øjnene, undskyldte sig og gik tilbage til
sin chef for at skaffe svar på mine spørgsmål. Det gav mig tid nok til at
udtænke en festbuffet af nye spørgsmål, som jeg kunne overvælde ham med. Det gjaldt om at holde snakken kørende og døren åben.
Da en af medarbejderne i centret skulle ud, så jeg min chance. Med verdens mest blåøjede ansigtsudtryk takkede jeg ham hjerteligt for at lukke mig ind. Vristede gitterporten ud af hånden på ham - og så var jeg inde i forkontoret.
Forkontoret
var nøjagtig lige så trist som den udvendige del af bygningen. Et par
skrammede, brune skriveborde var placeret på noget slidt, gråt vinylgulv. En
kvindelig vagt sad ved det ene bord og nedstirrede mig surt, mens hun slikkede
på en sodavandsis, der faktisk lignede en pik rimelig meget.
Synet
appellerede til min humoristiske sans, og derfor var det ikke svært at smile
bredt og hjerteligt til hende.
Og så kom der ryk i tingene. Vagterne gennemsøgte den indkøbspose som jeg havde medbragt og som var fyldt med bøger og småkager til Rafael - de to ting som man måtte give til de indsatte i asyl-fængslet.
Så
forsvandt de og i stedet kom en lille, gråhåret mand med et imposant overskæg
ud og satte sig ved det andet skrivebord og kiggede på mig, mens han udfyldte
nogle papirer og skrev mine og Tanjas pasnumre ned.
"Fem
minutter," sagde han så og holdt håndfladen op mod mig med fingrene spredt
ud.
"Fem
minutter."
Og
selv om Tanja sagde, at jeg skulle sætte mig ned og tage det roligt, kunne jeg
ikke. Pludselig så jeg Rafaels høje, sorthårede skikkelse passere døråbningen
flankeret af tre vagter - og så vidste jeg, at jeg havde vundet.
Et
øjeblik efter fik jeg lov at gå ind til ham. I et lige så dødssygt
kontorlandskab som det forrige, sad han på en hård træbænk og ventede på mig.
Rundt om ham fortsatte folk deres arbejde, vagterne var trukket et par meter væk og midt i det hele sad han og lignede
en smuk, forpjusket fugl.
Hvad
talte vi om? Jeg kan ikke rigtig huske det. For hele vores samtale var en
blanding af "Hvordan har du det?
Hvordan går det?" og så vores egen hjemmestrikkede måde at fortælle
hinanden, at det hele var okay. Vi talte med russisk spion-accent og kaldte
hinanden comrade, vi vendte tilbage
til de mange fælles oplevelser, som vi havde, mens vi hængte ud. Jeg fortalte,
at jeg havde modelleret en ven til Clayton og Rafael sagde: "Aj, hvor er
det godt. Jeg var bekymret for, at
Clayton skulle være helt alene."
Jeg
fortalte om Carlas spadsereture og sagde, at jeg var bange for, at hun var to far out, man ... og refererede på den
måde til Rafaels yndlingsvittighed om, hvorfor livredderen ikke ville redde
hippien. Og så grinede vi højt og måske også lidt skingert midt i det triste
kontorlandskab og nippede hinanden i fingrene.
Pludselig
- heldigvis efter langt mere end fem minutter - var besøgstiden ovre. Vi rejste
os. Og så gjorde jeg noget, som jeg ikke havde forventet af mig selv: Jeg gav
Rafael et kæmpe smækkys på munden og kiggede hans tre vagter lige i øjnene. Og
jeg tror de forstod, at jeg sagde til dem, at denne her fyr var ikke bare et
nummer i rækken. Han var et rigtigt menneske, der var elsket af en masse - og
at han lige så godt kunne have været deres
bror, ven eller familiemedlem.
Så
blev Tanja og jeg vist ud. Jeg nåede lige udenfor porten, og så begyndte jeg
simpelthen at storhulke af glæde over at have set Rafael. Og set, at han var
okay. Tanja fangede mig i et kæmpekram og hvor var det dejligt.
Sidste
gang jeg tudede på den måde, var da Carla forsvandt og blev genfundet. Og
dengang var det Edwins arme, som jeg tudede i. Og jeg kunne ikke lade være med
at tænke på, at den slags gråd først er rigtig forløsende, når man har et par
arme at putte den i.
Så
indlogerede Tanja os på et virkelig FANCY hotel i byen. Sådan et af dem med
roomservice og hovedpuder på størrelse med kummefrysere.
Jeg
nød det, men jeg sov dårligt. Vores værelse lå på syvende etage og havde en
herlig udsigt over byen. Men jeg var omringet af mursten og følte mig lidt
indeklemt.
Efter
en lang bustur landede vi i junglen dagen efter. Det var blevet mørkt, og Tanja
var begyndt at få ondt i halsen. Så hun var ikke mange sure sild værd. Jeg
valgte at fragte hende ned ad edderkoppestien, og da vi stod ud af taxaen,
gjorde jeg mig meget umage for ikke at lyse opad. Tanja er ikke en pivefryns,
men jeg havde en klar fornemmelse af, at hun på det tidspunkt ikke havde brug
for at finde ud af, at hun stod i en edderkoppetunnel. Jeg nøjede med at lyse
på en enkelt orb-edderkop og sige:
"Bare
bliv stående lige her."
Og
det gjorde hun. Hun stod bomstille, indtil jeg var parat til at tage hende ned i junglen. Og selv om trinene var fedtede og junglen var sort
som kul, kom vi ned i huset, hvor jeg satte Tanja på sengen og skænkede hende
en velvoksen rom med klingende isterninger.
Hun
kiggede sig lidt omkring og sagde:
"Kæft,
hvorfor gør du altid sådan nogle tossede ting? Du bor rent faktisk midt i
junglen."
Mens
Tanja sundede sig, hentede jeg hendes kuffert og vores købmandsvarer. Og mens
jeg gjorde det, kom jeg i tanke om dengang Momme landede i junglen for første
gang. Hun steg ud af udlejningsbilen og var i vanlig Momme-stil meget
entusiastisk over for mit fjollede jungle-projekt.
"Nej,
hvor er her ... av av AV!," sagde hun, fordi hun uheldigvis var trådt lige
ud på en myresti. Øjeblikkelig var fem afsindig rasende soldatermyrer gået i
ankelen på hende og var i gang med at bide hende sønder og sammen.
Myrerne
blev børstet af og Momme kom også ned i junglehuset og blev installeret med et
stort glas rødvin, mens jeg hentede vores bagage.
Jeg
tænkte på den første gang jeg gik af den sti og hvor lang og vild, jeg syntes,
at den var. Og det gik op for mig, at mine venner og veninder er af en særlig
kaliber. Af den kaliber som gerne udsætter sig selv for prøvelser - bare for at
besøge mig.
Tanken
gjorde mig glad.
Hvad
der gjorde mig mindre glad var at se, at Tanja var ved at blive rigtig syg. Hun
blev installeret i gæstesengen. Men i løbet af aftenen fik hun det så dårligt,
at hun fjernede det myggenet, som hun ellers havde medbragt hjemmefra for at føle
sig tryg i junglen.
Tanja
har skiftevis slumret og sovet hele dagen. Hun er ikke syg på den hyggelige
måde, hvor man godt kan se en film og måske nippe til lidt is. Hun er syg på
den hårde måde. I løbet af eftermiddagen lykkedes det mig at installere hende i
hængekøjen og liste en vandmelon-juice i hende. Funky har en læge i baghånden i
tilfælde af, at hun skulle få det værre - og Edwin mener, at hun bare skal
igennem et enkelt døgn - så vil hun være okay igen. Selv er jeg på tåspidserne.
Jeg har haft de mærkelige jungle-anfald og man tror virkelig, at man skal dø,
mens det står på. Men begge gange jeg har haft det, har jeg fået det bedre
indenfor 24 timer. Hvis ikke Tanja følger det mønster, tilkalder jeg en læge.
Jeg
har stadig ikke noget vand. Brønden er løbet tør og pumpen er gået i stykker. I
skrivende stund har Edwin vand. Og når pumpen kommer op at køre, har han sagt,
at han vil dele det sidste vand med mig.
"It's
just you and me, baby," sagde han humoristisk i telefonen. Hvis jeg havde
været et bedre menneske, havde jeg nok insisteret på, at vandet blev delt
mellem de fire huse, som mangler. Men det gjorde jeg ikke. Så ind til videre
kan jeg forvente at få en tankfuld vand. Hvis jeg sparer, kan den måske holde
to til tre dage - og derfra aner jeg ikke, hvad der sker.
Tanja
er kvikket så meget op, at hun nu ligger og ser 'The Expendables' på min
computer. Jeg kigger også på den engang imellem, men jeg vil lige skrive det
her færdig.
I
løbet af eftermiddagen gik jeg til supermarkedet for at købe juice og frugt til
Tanja. På vej tilbage - oppe ved Edwins hus - kom min retarderde kolibri
svirrende. Han flagrede tre gange rundt om mig, og så fløj han videre. Jeg
bilder mig ind, at han sagde tak for hjælpen - og jeg stod storsmilende og
kiggede efter ham.
Jeg
fik hentet Tanja. Og jeg fik set Rafael. Det var de eneste to virkelig vigtige
ting, som jeg havde planlagt. At resten ikke gik som det skulle - det tænker
jeg ikke mere over.
Lige
nu interesserer jeg mig mest for, at Tanja bliver rask. Og der er tendenser i
den retning: Hun har lige sagt, at Jason Statham er lækker. Det tager jeg som
et tegn på bedring ...