Jeg ville gerne vise mine helt nye lysestager, men jeg gad altså ikke gøre det så fancy. Så her er de - omgivet af kanelgifler, cigaretter, papirer og make up-pung mm. De kostede 20 kroner - og jeg er allerede ret glad for dem …
Lad mig begynde med det sjoveste og vigtigste: Vinderne af bogen. Jeg
fik min veninde Sara til agere lykkens Gudinde. Men hun nægtede at lade sig
fotografere under henvisning til, at hun havde fedtet hår.
Men altså ... Tillykke til Lonnie og Thea! Skynd jer at sende mig jeres adresse på knirke@knirke.com - så sender jeg fluks bogen til jer. I må også gerne lige nævne, hvis I vil have en hilsen fra mig i bogen.
Men altså ... Tillykke til Lonnie og Thea! Skynd jer at sende mig jeres adresse på knirke@knirke.com - så sender jeg fluks bogen til jer. I må også gerne lige nævne, hvis I vil have en hilsen fra mig i bogen.
Og tak til alle jer andre, der legede med og delte ud af jeres
sparetips.
Sara havde været på Starbucks og medbragte derfor den perfekte lodtrækningspose…
Spændingen stiger …
Ooog … Stort tillykke til Thea. Hvis du allerede har fået fingre i bogen på biblioteket, kan du jo give dette eksemplar videre til en af dine venner …
Sidste gang jeg lod høre fra mig, var fordi jeg helt ublu gjorde
reklame for mit livs første foredrag. Og tak - det gik godt. Jeg begik en masse
fejl, men overordnet gik det godt - og ikke mindst lærte jeg, hvad jeg gerne
vil stramme op på og gøre bedre næste gang. Det bedste af det hele var næsten,
at jeg følte mig fint tilpas ved at stå og tale foran en flok mennesker. Det
var det, der var min største frygt: At jeg ville hakke og stamme og pille næse
og gå i stå og i det hele taget gøre et fjols ud af mig selv. Det skete ikke,
synes jeg. Jeg klarede det hæderligt - ikke mindst fordi en håndfuld venner
indtog Lyngby Kulturhus og indgød mig mod og kærlighed ved deres
tilstedeværelse. Tak fordi I kom - og selvfølgelig også tak til jer, der kom
uden at kende mig. Jeg vil gerne holde flere foredrag!
Jeg snuppede en af billetterne fra foredraget. Det er lidt af en souvenir, synes jeg ...
Venlighed er sådan en stærk ting. Den behøver ikke at koste noget og
den kan komme ud af det blå og virkelig gøre en forskel for det menneske, som
får venligheden at føle. Jeg elsker venlighed og oplever heldigvis meget af
den.
I dag cruisede jeg til Ebeltoft i mit lejede lig. Jeg er nemlig landet
i Jylland, fordi jeg atter engang blev boligløs. Kunstmaleren og forfatteren,
som havde været så ualmindelig flinke at låne mig deres hus på Amager, kom
tilbage fra deres sommerhus for at tilbringe vinteren i mere urbane omgivelser.
Ergo ringede jeg til min far - aka den gamle Svovldrage - og meddelte
ham myndigt, at jeg agtede at låne hans sommerhus.
Gennem venners venner fik jeg lejet en ældgammel Toyota Corolla til en
god pris (der er båndoptager i den!) og drog mod min fars sommerhus på Mols. Et
herligt sted der ligger øde og er omgivet af det smukkeste hedelandskab, man kan
forestille sig. Så det er her, jeg slår mine folder, mens jeg udregner, hvad
jeg skal gøre herfra. Jeg har faktisk nogle ret fede planer - men dem skriver
jeg om i næste blogindlæg.
I dag cruisede jeg så til Ebeltoft for at kigge mig lidt omkring. Mine
jeans har nu huller lige over begge knæ, så jeg vurderede, at det kunne være en
god idé at anskaffe sig et par nye. Ergo gik jeg i en meget stor og meget flot
Kirkens Korshær-butik.
Og så skete det bare. Opmagasineret på en hylde stod ti tekopper i
forskellige farver med underkop og tallerken til. Hver enkelt del havde
forskellige mønstre og motiver, og jeg kunne slet ikke stå for dem. De mindede
på deres egen måde så meget om de mokkakopper min mor serverede kaffe i, da jeg
var barn og vi havde gæster.
Jeg prøvede virkelig at overbevise mig selv om, at hvis jeg valgte den
pæneste af kopperne og købte den - så var det rigeligt. Men jeg kunne ikke
modstå dem. De var så fine, så fine. Der var ikke et skår i dem og der er ingen
tvivl om, at deres tidligere indehaver har været glad for dem og passet
umådelig godt på dem.
De flotte kopper set ovenfra ...
Samtidig faldt mit blik på to porcelænsengle, som fik mit hjerte til at
smelte. Jeg er slet ikke til porcelænsfigurer, men de her to måtte jeg bare
eje.
Ved siden af englene stod to højstilkede lysestager, som ville være
utrolig rare at have tændt, når jeg sidder og arbejder i køkkenet.
Jeg lukkede øjnene i ti sekunder - og så tog jeg hele herligheden op
til kassen. På vej derop snublede jeg nærmest over en Billie Holiday-cd til en
ti'er, som jeg også grabsede til mig.
Mens damen stod og pakkede mine kopper ind, sagde jeg til hende:
"Ih, jeg ville sådan ønske, at min mor stadig levede. For så var
jeg taget direkte hjem for at forære hende de her kopper. Jeg ved bare, at hun
ville elske dem."
"Har du mistet din mor for nylig," spurgte hun.
"Næeh, det kan man ikke rigtig sige," svarede jeg.
"Hun døde i 2008."
"Åhr, men det tager lang tid, mange år, at komme sig over."
Og midt i avisindpakning af kopper, lænede hun sig frem og aede mig på
kinden.
Den gestus var så enkel, så venlig - ja, så kærlig, at jeg blev meget
rørt. Måske fordi jeg kunne mærke, at den var velment og kom fra et sted inde i
hende, hvor hun vidste, hvad det ville sige at miste nogen og savne dem rigtig
meget.
Og på grund af den venlige gestus stod resten af min dag i sådan et
fint lys. Min lille hund Carla og jeg promenerede op ad gågaden i Ebeltoft. Jeg
købte mig en vaffelis og havde en virkelig rar eftermiddag, fordi jeg var fyldt
med glæde over, at et ukendt menneske mødte mig på den måde.
Som jeg sidder og skriver dette, kommer jeg til at tænke på, at der nok
er nogle mennesker, der meget gerne ville have sig frabedt at blive aet på
kinden af en fremmed. Sådan har jeg det ikke. Jeg kan mægtig godt lide at blive
aet, ligesom jeg værdsætter en god omfavnelse og et varmt håndtryk. Jeg har
selv en tendens til at røre ved mennesker, som jeg godt kan lide. Det er som
om, at jeg mærker dem allerbedst, hvis jeg lige kan få lov til at lægge en hånd
på deres skulder, når jeg går forbi - eller stryge dem over håret eller lige
klemme deres hånd.
Sidste gang jeg blev aet på kinden, var af en tyrkisk kvinde i et s-tog
på vej til Ishøj. Vi sad overfor hinanden, da hun pludselig hev en agurk op af
tasken og gav sig til at skrælle den med håndfaste bevægelser.
Det så tilpas fjollet ud til, at det fik mig til at grine højt, hvilket
selvfølgelig fik hende til at kigge på mig.
Derefter havde vi en lang samtale om mad og grøntsager. Jeg fandt ud
af, at agurkens grønne skal er bitter og at det var derfor, hun skrællede den,
inden hun spiste den.
Hun skulle af på Vallensbæk Station og da toget sagtnede farten, rejste
hun sig op. Jeg skulle til at sige pænt farvel til hende, da hun bøjede sig
frem og lagde hånden på min pande og simpelthen gav mig et kæmpestort ae hele
vejen fra pande til hage.
Det gjorde farvel-hilsner unødvendige og jeg nøjedes med at vinke til
hende, da toget kørte væk fra perronen og videre mod Ishøj. Det sidste jeg så,
var den lille, firskårne dame med et mørkt tørklæde på hovedet, et stort
indkøbsnet i hånden - og en ligeledes firskåren hånd, der vinkede tilbage.
Det syn har jeg gemt i mit hjerte.
Men hvad med dig, kære bloglæser? Hvornår oplevede du sidst venlighed -
og kan du lide at blive aet? Hold dig endelig ikke tilbage i kommentarfeltet
…
Det er en rar fornemmelse at have hele to engle til at vogte over mig om natten. Jeg har stillet dem på mit natbord og glæder mig over dem. Det er egentlig slet ikke min smag, men et eller andet ved dem, gør mig blød om hjertet. Måske fordi det er dame-engle og ikke sådan nogle små tykke børneengle ...