Rigtige problemer giver gnavsår

Junglefødder. Hvis I spørger pænt, vil jeg MEGET GERNE tage nogle nærbilleder af mine gnavsår. De er på hælen og på knysten - den der dims der stikker ud, der hvor storetåen slutter. 

Okay. Nu får I bare det hele, som det sker lige nu. Jeg havde ellers adskillige halve blogindlæg undervejs - og måske skriver jeg dem færdige og lægger dem ud. Måske gør jeg ikke.

Det er aften og i dag har det ikke regnet for første gang i mere end en uge. Her er helt stille og mit stakkels hoved er bare taknemmelig for, at jeg ikke længere lever i den heftige støj fra regnen der hamrer mod taget. For sådan har det været. En stor oplevelse og en endnu større udfordring. Læg dertil, at strømmen blev regnet i stykker sammen med mit internet - og at jeg stadig ikke har noget vand. For at sige det rent ud, har jeg hadet det!

Men strømmen er tilbage sammen med nettet, så nu har jeg mulighed for at fortælle, hvordan jeg har det.

Lige nu kan jeg fortælle følgende: Jeg har muligvis forstrakt nogle sener, muskler eller whatever i den højre side af min torso. I hvert fald gør det ondt, når jeg løfter armen og når jeg trækker vejret.

Derudover har jeg to åbne gnavsår på hver fod. Hvis det ikke lige var for, at de sad på mig - så ville jeg finde dem nærmest fascinerende. Boblende af betændelse og ved at flyde over med hvid lymfevæske. På størrelse med det yderste led på min tommelfinger. Jeg har ingen idé om, hvornår jeg igen vil være i stand til at iføre mig fodtøj. De gør ondt, selv om jeg sidder musestille.

Lige nu går det imidlertid udmærket, for jeg har inhaleret to stærke piller med en flaske rødvin og er i et underligt, speedet, overstadigt humør.

Det er måske årsagen til, at jeg blev så imponeret over den edderkop, der netop er spadseret forbi mig. Jeg beundrede virkelig, at den var stribet på kroppen - i stedet for at gå i koma over, at den var på størrelse med en underkop. Jeg har ikke set stribede wolfspiders før ...

Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Så jeg kaster mig bare ud i det. I forgårs fortalte Edwin mig, at der var mennesker iført orange trøjer, som havde brændt nogle huse af oppe i Kekoldi-indianernes reservat.

Edwin er i et juridisk slagsmål med Kekoldi-indianernes administration. Og det har han været længe. Det handler om land og historien er lang. Den kommer senere. Jeg har aet ham lidt, hørt hans historier og opmuntret ham - men på en eller anden måde, har jeg aldrig rigtig involveret mig i det.

Her i Puerto Viejo har vi et forum på facebook, hvor folk diskuterer dette og hint. Køb og salg af ting. Om nogen kan anbefale en blikkenslager og så videre. Edwin postede så denne oplysning om, at der blev brændt huse ned i Kekoldi-reservatet. Som han så ofte før har postet oplysninger om, at der er noget helt forkert deroppe.

Og resultatet var nul.

I det sidste stykke tid har jeg hængt usædvanlig meget ud med Edwin, fordi jeg bader hos ham. Det er efterhånden blevet til en hyggelig vane, at jeg får en lille whisky eller to sammen med ham - og så sidder vi og taler om alt og intet i et par timer.

Den aften talte Edwin om, at det gik ham på nerverne, at ingen interesserede sig for, hvad der skete i Kekoldi-indianernes område.

Vi snakkede videre og af en eller anden årsag gik min hjerne i omdrejninger. Jeg ved ikke, hvorfor det lige skete den aften - jeg vælger at tro, at det skete, fordi jeg langt om længe var parat til at tage noget ind, som var mere alvorligt, end hvad jeg ellers har beskæftiget mig med her i Costa Rica.

Men da jeg gik ned til mit hus, repostede jeg Edwins opslag med kommentaren "Can this really be happening without anyone paing attention to it?"

Resultatet var tavshed. Larmende tavshed. Så jeg påtog mig ganske enkelt rollen som en nysgerrig newcomer i forummet og begyndte at stille spørgsmål. Og Edwin svarede. Og langsomt begyndte der at tikke kommentarer ind fra folk, som ikke troede på Edwin.

Nu er det sådan, at jeg ikke kun elsker Edwin - jeg har også den allerstørste tiltro til ham som menneske. Jeg besluttede mig til at tjekke ind i den sag.

Hvilket betød, at jeg næste dag fandt mig selv i gang med delvis at kravle og delvis at snuble op af et bjerg i silende regnvejr. Med kamera på ryggen og blok og spidset pen i inderlommen.

Jeg vil kort holde en pause for at dvæle ved, hvordan junglen er, når det har stået ned i stimer i mere end en uge. Den er våd. Og den er glat. Den er forpulet glat. Funky dannede bagtrop, og jeg kunne høre en festbuffet af venezuelanske eder, hver gang han faldt. Men vi kom op - og lige der følte jeg, at jeg netop havde gennemgået den mest udmattende trekkingtur i junglen ever.

Ak ja - jeg var lidt naiv på det tidspunkt ...

Vi mødtes med Maura og Alejandra - to kvinder der er medlemmer af Kekoldi-stammen og som meget gerne ville tale med os.

De havde dokumenter og deres egne vidneudsagn parat. Og de kunne fortælle om, hvordan udvælgelsen af Kekoldi-stammens præsident på en eller anden måde var blevet sat i scene udefra. Måden det var blevet gjort på, var et en masse nykommere pludselig var kommet ind i området og derved fik stemmeret. Samtidig var de blevet frataget deres ret til at stemme, fordi de var mødt op med macheter til valghandlingen - hvilket blev betragtet som aggression.

Nu skal vi lige huske, at disse mennesker lever et sted, hvor macheter er en almindelig ting at bære. For de fleste indfødte er det deres arbejdsredskab, så der er ingen aggression forbundet med at bære en machete. Men det blev gjort til et issue, så de blev bortvist fra valgstedet.

Resultatet var, at der fyren der blev valgt som overhoved for Kekoldi-stammen var et 22-årigt brushoved fra Nigaracua - en illegal indvandrer og ikke et menneske som overhovedet havde respekt eller forståelse for de udfordringer, som Kekoldi-stammen stod overfor.

Det blev hurtigt klart, at den 22-årige fyr ikke kun var blank på mange punkter. Han var grusom. Og det samme var hans slæng af maskeklædte følgere.

Vi trekkede ned af bjerget og valgte omhyggeligt en anden vej, end den vi var gået op af. Vi var blevet set på vej op, og vi var ikke klar til at møde en "velkomstkomité" for enden af bjerget.

På det tidspunkt stod det fuldstændig klart for mig, at vi var op imod noget, som jeg ikke helt forstod, men som bestemt ikke havde interesse i at lade os slippe af sted med at dokumentere noget.

Resten af dagen gik med at indsamle yderligere to vidneudsagn. En mand der var blevet overfaldet af den 22-årige leder og havde forsvaret sig mod ham ved at holde sin cykel op foran sig. Vi så cyklen - og ikke mindst de dybe hakkemærker der var i stellet på den. Manden var yderst heldig - han blev ramt i ryggen med en machete og overlevede. Han blev syet med 32 sting ...

Hvorfor? Fordi han levede sammen med en ualmindelig smuk Kekoldi-kvinde. Og efter vi havde talt med ham, lagde vi to og to sammen. Det 22-årige overhoved havde tilsyneladende besluttet sig for, at denne mands hustru skulle være hans nye elskerinde.

Den anden mand blev truet til at forlade den ejendom, som han havde dyrket i otte år. Og han forlod den. Efter en kraniefraktur ...

Om aftenen talte jeg længe med Edwin. Vi lagde planer og diskuterede frem og tilbage.

Dette 22-årige overhoved har ikke hjernen til at gøre dette alene. Han er slet og ret en primitiv, voldelig bølle. Men han er blevet placeret der. Og vi gik i seng uden at finde det rette svar på dét.

Men lad mig sige så meget: Kekoldi-territoriet har den smukkeste udsigt jeg nogensinde har set i mit liv. Nogen af de mennesker som - under dække af at gøre gode gerninger i området - er ejendomshandlere. Og der er også olieforekomster ... Nuff said.

Jeg har ikke tænkt mig at komme med konspirationsteorier. Enhver kan tænke sit. Men der er større interesser på spil her end bare indianer-affærer.

Her vil jeg lige kort indskyde, at de eneste sko jeg havde til at gå op i junglen med den dag var et par splinternye Converse-sko, som jeg aldrig havde gået i før. Vabler var resultatet.

Næste dag tog vi ud for at dokumentere de huse, som den 22-årige høvding og hans bøller havde brændt ned.

Jeg klagede lidt til Edwin over mine fødder og lod ham vide, at jeg ikke var klar til den store trekkingtur den dag. Det var umuligt for mig at gå i andet end meget åbne sandaler, hvor remmene ikke ramte de steder, hvor jeg havde gnavsår.

Edwin sagde, at det var ikke noget problem, for vores indianske taxachauffør, Frank, ville køre os helt op til stederne - og resten ville bare være en kort spadseretur.

Vi tog af sted. Hentede Funky og tog ud af byen. I mellemtiden kunne Frank fortælle os, at det var en rigtig dum idé at tage den normale tur ind i Kekoldi-reservatet. Vi var muligvis ventede.

Ergo tog vi bagom og dermed begyndte den hårdeste jungletur, jeg nogensinde har oplevet. Vi blev nødt til at tage bagvejen og uden at overdrive kan jeg sige, at bagvejen bød på meget stejle skrænter der var så glatte som sæbe. Vandet løb ned der hvor vi gik - og føret var ubeskriveligt.

Nogle gange var det sådan, at selv om jeg var hundrede procent årvågen og tilstede, så gled jeg bare lige så stille ned.

Men på en mærkelig måde var det også en fantastisk tur. Jeg fedtede af sted i glat mudder. Mit spor var måske 30 centimeter bredt. Over mig var der et bjerg med træer der væltede ud over mig og lagde min vej i skygge. Ti centimeter fra der hvor jeg satte fødderne, var der et lodret fald ned. Men med træer. Så selv om jeg faldt, ville jeg stadig have en fair chance for at overleve.

Det var umuligt for mig at have sko på, så jeg tog hele turen i bare fødder. Jeg lærte hurtigt at knytte mine fødder, så tæerne kunne virke som en art modhager.

Og jeg tog turen. Jeg gjorde det fan'me. Jeg blev ædt af myrer, trådte på torne og mine fødder blødte helt bogstaveligt.

Men jeg kom derop - og undervejs gav jeg mig selv den luksus at stoppe og nyde den smukkeste udsigt. Ned til en dal med en flod og så bjergene og regnskoven i lag op af af det andet bjerg, som lå på den anden side ad floden.

Det var også vildt flippet at gå ind i en sky og mærke, hvordan jeg blev fuldstændig kold og gennemblødt - for derefter at trekke længere op og blive varmet af luften igen. Junglen er mærkelig, uvejsom og vild. Den bærer på mysterier og hemmeligheder. Og at trænge så dybt ind i den af sådan en uvejsom sti, gav mig en sær form for lykkefølelse.

Selv da jeg trådte på en torn, som borede sig så ufattelig langt ind i min fod, at jeg blev nødt til at tænke mig om og trække den ud i den samme cirkulære bevægelse, som den var kommet ind, blev jeg ikke mindre forelsket i regnskoven. Fedtet, smattet, rig og våd og fyldt med dufte.

Jeg ved ikke, hvad der sker i mit liv herfra. Men jeg ved, at uanset hvor jeg vil befinde mig i mit liv - så vil jeg altid længes efter junglen. Jeg har aldrig haft så stærk en følelse med noget - det er mit sted. Og jeg elsker den med så meget passion, at jeg ville ønske, at jeg havde en masse penge, så jeg kunne købe den og på den måde sikre, at der aldrig skete noget med den. At den bare kunne få lov til at eksistere i fred og ro uden indblanding.

Regnskoven er fyldt med hemmeligheder og grusomhed. Men den er også fyldt med så meget skønhed og rigdom, at man ikke kan andet end at elske den og underkaste sig den og føle sig meget ydmyg.

Det er så pokkers svært at forklare. Men det er sådan det er for mig ... Jeg har dog også noteret mig, at nogle mennesker bliver vrede på den og begynder at se den som en fjende. Jeg formoder, at det handler om, hvilket udgangspunkt man kommer fra.

Men vi fik dokumenteret og fotograferet de huse, som var blevet brændt ned af det terrorregime, som indianerne lever under.

Vi var så heldige at møde en fyr, som kunne fortælle os, at hans mors hus også var blevet brændt ned. En ældre dame som var blevet trukket ud af sit hus ved nattetide af maskerede bøller. De havde slået hende, så hun ikke turde gøre modstand. Derefter havde de hældt benzin på alt hvad hun ejede og havde af materielle ting - og tændt ild til det.

Det var en fornuftig ting at tage bagvejen op. Rygterne svirrer og pt. har vi fjender som vi af gode grunde ved, er ekstremt voldelige og aggressive.

Jeg vil slet ikke gå ind i, hvordan nedturen var. Men jeg er stolt af, hvad jeg gjorde - i bare tæer. Og jeg havde stadig overskud til et smil i ny og næ.

Vi giver håb. Og det håb breder sig lige nu som en steppebrand blandt Kekoldi-indianerne. I morgen har vi en date i et hus uden for territoriet. Vi har hørt, at 15 mennesker vil møde op og fortælle os deres historie. Deres voldsoffer-historie ...

Jeg er glad. Glad for at jeg har ladet mig involvere i det her. For nu rykker vi. Og mit inderlige ønske er, at vi kan rykke så meget ved tingene, at vi kan være med til at fjerne det terrorregime, som disse mennesker lider under.

Men som sagt: Det handler om mere end bare indianeranliggender, og Funky har foreslået, at jeg køber mig en pistol. Måske er det ikke helt hen i vejret. Men jeg bryder mig ikke om tanken.

Vi ser, hvad der sker ...

Hahahahaha ....

Skyldig! Alle tre figurer kunne være mig. Nu får jeg dårlig samvittighed ... 

(Billedet er hugget fra Politiken.dk - wulfmorgenthaler)

Chokolade, frøer og tørre, hvide lagner

De allerfleste billeder i denne blogpost er taget af den kommende mesterfotograf, Funky. 

Ok. Jeg har stadig ikke noget vand. Men mit humør er i det mindste vendt tilbage. Det gik op for mig, da jeg for fem minutter sad og klukkede for mig selv ved tanken om fyren, der var ude for et uheld af den slags, der kun kan forekomme i nærmiljøet.  

Det var Peter, der fortalte mig historien og selv om han prøvede at holde alvoren inde bag sit store, hvide skæg, brød vi begge to helt sammen af grin over den.

En morgen var en af Peters bekendte kommet glad hjulende på sin cykel med retning mod Puerto Viejo. Da han et par minutter efter vågnede øm og forslået op i grøften - godt viklet ind i sin cykel - var det sidste han kunne huske, at han var blevet overhalet af en lastbil.

Jungleblomster lefler ikke for den brede smag. Tværtom er de tit underlige og ikke altid lige kønne. Hvis blomster kan være cool og seje, så er det det, de er!

Efter den stakkels mand havde sundet sig, var det lykkedes ham at rekonstruere hændelsesforløbet. Lastbilen der havde overhalet ham, var en af de store klepperter, der kører i fast rutefart mellem plantagerne og Limon. I dagens anledning havde lastbilen været caribisk overlæsset med ananasser.

Og i netop det sekund lastbilen passerede den ulykkelige mand, tabte den en ananas som med usvigelig præcision ramte manden klokkerent og sendte ham hovedkulds i grøften.

Problemet med uheldet var imidlertid, at udover hovedpine og hudafskrabninger, fik manden absolut ingen medfølende ord på vejen, når han fortalte om det. Tværtimod knækkede alle sammen i et kæmpe latteranfald, når de hørte historien.

Åh-hårh-hårh-hårh ... jeg griner faktisk stadig, hver gang jeg tænker på det. Undskyld stakkels mand - jeg er sikker på, at det gør rigtig ondt at blive ramt af en flyvende ananas ... Selv Peter der ellers er både empatisk og sød, begynder at grine, når han genfortæller historien ... 

Helt almindelige helaconiaer ...

Nåeh, det var et lille sidespring. For jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle, hvad der skete, da jeg nedsmeltede for tre dage siden.

Men inden jeg går videre, bliver jeg nødt til at sige tak til alle jer, der tog jer tid til at skrive til mig, heppe på mig - og give mig et ordentligt los i agterstavnen.

Alle I der lægger kommentarer på min blog og min fb-profil ... Jeg bliver så glad, når I bruger tid på at sætte jer ned og skrive til mig. Og jeg har lært, at gode ord på det rigtige tidspunkt kan gøre en forskel.

De næste dage er sat af til at svare på alle de dejlige kommentarer og breve, som jeg har fået. Men lige nu vil jeg bare sige tak og guds fred og lykke til jer alle sammen ...

Jeg elsker internettet. ELSKER! Der var knap gået fem minutter fra jeg havde lagt mit ualmindelig selvmedlidende blogindlæg på, til de første reaktioner indfandt sig.

Hotel! Nu!, var den entydige reaktion. Men jeg var i vildrede, følte mig helt splattet ud og ude af stand til rigtig at gøre noget.

Denne tudse boede under terrassen. Da jeg viste Karsten billedet, kunne han fortælle mig, at nataktive reptiler har en lodret streg i deres øjne. Denne tudse er med andre ord langt over sin sengetid. 

Tanja som lige har været her, meldte sig øjeblikkelig på Skype og sendte mig med vanlig effektivitet links til diverse hoteller i nærmiljøet. Samtidig fortalte hun mig, at hun ville donere 100 dollars som en tidlig julegave, hvis jeg bare ville lette rumpetten og komme af sted! I den anden ende sad jeg og var så passiv som en dopet vinbjergsnegl.

Til sidst mistede Tanja tålmodigheden med mig og skrev:

"Nu må du simpelthen komme ind i kampen, Schatzling. Lige som der er en tid for enhver kvinde at farve sig rødhåret, lige så er der en tid for enhver kvinde at sige 'fuck junglen!'"

Sådan kom jeg til at se ud, da jeg for et par år siden fulgte Tanjas råd om, at enhver kvinde bør have en periode i sit liv, hvor hun er rødhåret ...

Cirka samtidig vendte den rådne ligstank tilbage. For at toppe situationen, sværmede en mindre flok uvenlige fluer ind på verandaen og gik i gang med at bide mig - selv om jeg var marineret i myggebalsam.

Og da min nabo præcis samtidig gik i gang med at synge, greb jeg min taske og styrtede ud af døren.

Dette er en slags bougainvillea. De vokser overalt i Puerto Viejo og giver byen et nuttet og pittoresk udseende. 

Jeg var halvvejs oppe gennem regnskoven, da jeg kunne høre Taxa-José dytte. Med det resultat at jeg satte farten betragtelig op ... og rendte direkte ind i et orb-edderkoppespind med ansigtet forrest. Jeg har tit talt hjertevarmt og venligt om de store orb-edderkopper i nærmiljøet. Men at have en kæmpestor orb-edderkop kriblende i hovedet og i håret, var næsten mere end jeg kunne tage.

Jeg udstødte et hvin så højt, at det fik José til at springe ud af taxaen og løbe ned i skoven. Formentlig troede han, at jeg var ved at blive sønderrevet af en jaguar. Ergo så han en smule forvirret ud, da det eneste han kunne se, var en småhysterisk dame der stod og børstede sig vildt over det hele - iført et par latterlige pyjamasbukser med påtrykte martiniglas og ordene Happy Hour Lounge smukt skrevet op af det ene ben.

Endnu en jungleblomst. Uden for mit hus har jeg en, der minder lidt om denne - bare i postkasserød.

"I ran into a spiderweb," klynkede jeg. Og det fik José til at tage en pind og fjerne alle edderkoppespind på stien op til vejen. Derefter fremdrog han en ny flaske gas, som han bar ned i mit hus og monterede. Efter ordre fra Funky som havde haft Klynke her i røret et par gange, hvor jeg havde klaget over min sørgelige tilstand.

Derefter satte vi kursen mod byen, samlede Funky op ved Lazy Mon, gjorde et hurtigt pitstop i supermarkedet og fræsede videre - ud af byen, helt ud til Playa Negra, hvor vi blev mødt af ... tadaaa ... mere jungle.

Jeg ved da godt, at det var naivt tænkt af mig. Men når jeg nu ville spendere hele 125 (!!!) dollars på et hotel - så havde jeg forestillet mig noget med lange gange med gulvtæpper, en receptionist, det stille buzz fra tilstedeværelsen af andre mennesker, mandshøje plasma-fjernsyn for enden af ubegribelig store, bløde senge. Og ikke mindst ... et fantastisk, luksuriøst badeværelse med håndklæder på størrelse med Anholt.

I stedet stod jeg i et mørkt hul - omringet af junglen. Det siger noget om, hvor langt ude jeg var, for jeg havde faktisk lyst til at sætte mig ned og pive lidt over det.

Et meget caribisk hotel ...

Jeg har før beskrevet, hvordan jeg føler, at junglen er én stor levende organisme med en form for bevidsthed. Og for at blive i den tanke, så tror jeg junglen besluttede sig for, at den havde udfordret mig nok. Nu var det på tide at vise sig fra en venligere og mere flatterende side.

For bedst som jeg stod med melodramatisk, bævrende underlæbe, udstødte Funky en fløjten og sagde "Tjek lige det her ud ..."

Hotellet rådede over en meget veludbygget træningssal og lige udenfor sad der ... oh, fryd, oh, glæde ... to rødøjede frøer og sov i et lille paraplytræ. Og på et af glasvinduerne sad der yderligere et eksemplar.

Har I nogensinde set en frø, der var MERE nuttet end denne? Jeg har ikke!

Jeg har været i Costa Rica i ni måneder. Og jeg har aldrig set så meget som skyggen af en rødøjet løvfrø, på trods af at det har været et af mine største ønsker at se denne sjove frø i virkeligheden.

Pludselig stod jeg overfor ikke bare ét - men TRE eksemplarer. Og jeg kan fortælle, at denne frø så fantastisk i virkeligheden, at det næsten grænser til noget kriminelt.

For det første er dens hoved meget større end resten af kroppen, hvilket giver den et nærmest tegneserie-agtigt, nuttet udseende. Mens jeg stod og kiggede på de to sovende frøer, åbnede den ene af dem øjnene og kiggede på mig. Og jeg fik simpelthen et fysisk sug i maven af begejstring.

Se hvor sød og flad den er, når den sidder og sover. Jeg falder stadig i svime over den, hver gang jeg kigger på billederne.

Jeg har altid ment, at hvis Paradis eksisterer - så vil det rumme en ekstremt velassorteret papir- og kontorforsyningsbutik. Jeg er nu af den faste overbevisning, at kontorforsyningsbutikken også vil være fyldt med rødøjede frøer som sidder over det hele og gør alting smukkere og mere magisk med deres tilstedeværelse.

Den rødøjede løvfrø er nok det mest perfekte dyr, jeg nogensinde har været så heldig at opleve. Og jeg må sige, at de tre frøers tilstedeværelse gjorde alting meget bedre.

Oh, du rødøjede frø - du gjorde mit hotelophold så meget bedre ...

Da vi endelig havde indlogeret os, kiggede Funky på mig og sagde:

"Nåeh, Angry Bird ...Hvis det her ikke kan gøre dig gladere - så er der ingenting, der kan."

Og op af sin rygsæk trak han en lille pakke, der var næsten sort.

Det var først, da han hev cellofanen af, at det gik op for mig, hvad det var. Chokolade. Og ikke bare chokolade - men den mest fuldfede, sorte chokolade jeg nogensinde har oplevet.

I samme øjeblik chokoladen blev sluppet ud af sin indpakning kvitterede den ved at sende tunge dufte ud i rummet. I en radius af cirka tre meter fra den lille pakke, duftede der tungt, mørkt og fedt af chokolade. Jeg har aldrig oplevet, at chokolade kunne dufte så stærkt og gennemtrængende.

Konsistensen var blød og fedtet som en romkugle fra bageren. Og da den første bid ramte tungen føltes det som om, at mit baghoved eksploderede. Hvordan skal jeg beskrive smagen? Som chokolade, men mere intens, mere mættet, federe og mere tilfredsstillende end noget chokolade, jeg nogensinde har smagt.

Hotelværelset bestod faktisk af denne stue, et køkken, et STORT badeværelse, et soveværelse og en rar veranda med hængekøje.

Jeg tog to bidder - og så gik jeg i bad. Stadig med hovedet spinnende i chokolade-eufori. Da jeg kom ud af badet, stod der varm, dampende kaffe parat til mig. Resten af aftenen gik med at spise og se amerikansk valg på tv. Begge dele var utrolig opstemmende. Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg meget lidt om amerikansk politik. Det sidste års tid har jeg koncentreret mig mest om mig selv og mit eget lille univers. Men Barack Obama forekommer mig at være et fornuftigt menneske, som søger dialog og ikke excellerer i forfærdelige udtalelser af rabiat karakter.

Ude i junglehaven var der små oaser, hvor man kunne ligge og dase med en bog. 

Vi fejrede derfor hans genvalg ved at gå til og fra tv'et og spise ekstreme mængder af is. Små isbomber indkapslet i crispy chokolade og flerfarvet is, der kombinerede sorbet med fløde på forbilledlig vis. For slet ikke at tale om søde fragilité-lag med kaffeis imellem og is med små stykker marengs i.

Carla er efterhånden en meget rejsevant hund. Og jeg har en grum fornemmelse af, at hun anytime ville bytte det charmerende jungleliv ud med femstjernet luksus ... tsk tsk ...

Næste morgen opdagede jeg, at området omkring mig var en tæmmet junglehave - og at der lå en ganske rar swimmingpool i midten. Jeg besluttede på stedet at blive en dag længere - og tilbragte hele dagen i swimmingpoolen og i brusebadet. Jeg fik også nydt junglehaven i fulde drag - blandt andet fandt jeg en behåret helaconia blandt blomsterne. Sådan en har jeg aldrig set før.

Se hvor flot og behåret den er ... (Det sagde hun også i går ... høhøhø ...)

Det var lige, hvad jeg trængte til. Virkelig. Og jeg vil gerne sige tak til alle jer, der heppede mig af sted.

Jeg elsker at svømme i swimmingpools. Jeg var fast gæst i Frederiksberg Svømmehal i årevis. 

Og hør så lige, hvad der lå på min facebook, da jeg endelig møvede mig på nettet: En besked fra min veninde Andrea. Jeg har kendt Andrea i mange år - og hun er et af de mennesker, som med tiden har lært sig selv at passe godt på sig selv og være god ved sig selv. Og fordi hun er det, er hun et af de mennesker, som alle kan lide at være i nærheden af. Fordi ... hun er så kompetent til at leve livet.

Jeg bliver nødt til at henvise til hendes bog, som burde læses af alle. Fordi hun er sådan et godt eksempel på, at man fan'me skal tage sig selv alvorligt på en god måde og huske at være lige så sød ved sig selv, som man er ved andre ...

Røræg, frisk juice og ditto frugter til morgenmad. Ja tak!

Andrea skrev:

"Jeg vil gerne donere 100 dollars til et hotelværelse med bad. Seriøst. Det der holder slet, slet ikke. Vamos! Jeg overfører fluks penge, hvis du sender dit kontonummer. Jeg mener det. Ud af junglen med dig. Nu!"

Nu er jeg tilbage i junglehuset. Jeg har taget opvasken og gjort så rent, som det er muligt, når jeg ikke har noget vand.

Det har regnet tre nætter i træk - og i dag holdt det først op med at regne ved 13-tiden.

Hotellets kat var helt klart en type, der ikke fandt sig i noget pjat.

Edwin har sagt, at vandstanden i brønden er lovende. Men i mellemtiden er pumpen brudt sammen. Mario er tilkaldt for at fikse sagen, men eftersom han er franskmand skal han have tre timers frokostpause hver dag. Sådan er franskmænd åbenbart ...

Og i stedet for at blive knarvorn over Marios sendrægtighed, sidder jeg ved mit skrivebord og fniser over historien om manden og ananassen. Og så er jeg taknemmelig. Tusind tak alle sammen - I gør en forskel i mit liv.

PS1: Som rigtig mange af jer var inde på, så lader det til, at jeg har en lig-blomst i nærmiljøet. Da jeg kom tilbage efter to dages hotelophold, var stanken væk og er ikke dukket op igen. Så jeg formoder, at den afblomstrede, mens jeg blomstrede i de rene, hvide lagner.

Jeg forstår naturligvis Rasmus N. Klosters begejstring over ligblomsten. Men i denne sag er jeg en NIMBY! Ligblomster - ja tak ... bare ikke i min baghave ...

Jeg har været rundt og lede for at se, om jeg kunne finde den formastelige blomst - men forgæves. Det er nyt for mig, at der også findes en ligblomst i Costa Rica. Lige som så mange andre, elskede jeg at følge med, da verdens største blomst - der normalt lever i Amazon-junglen - blomstrede i Botanisk Have sidste år. Især fordi den ansvarlige gartner, Rasmus N. Kloster, simpelthen var så sød og glad og slet ikke til at stå for.

Endnu en jungleblomst.

Jeg har lyst til at ringe og spørge Rasmus, hvor meget hans blomst egentlig stank. For jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg aldrig har oplevet noget så ækelt og gennemtrængende. Og så vidt jeg kan se, er den costa ricanske lig-blomst ikke nær så stor som dens Amazon-slægtning.

PS2: Jeg har netop vasket mit kaffekrus af - med en vådserviet. Det fungerer jo fint! Tak til min fb-ven Sandra for det gode råd!

Frøken Knarvorn og den manglende regn

Egentlig ville jeg slet ikke skrive et blogindlæg i dag. Jeg har massive hængepartier og skylder en masse mennesker at lade høre fra mig. Min far har jeg ikke ringet til i hundrede år, og jeg savner ham og at høre hans stemme. Men det bliver ikke i dag, at jeg foretager mig nogetsomhelst udadvendt, for jeg vågnede op klokken 11 og kunne straks mærke, at jeg simpelthen var så helt igennem eddikesur, at det undrer mig at Carla overhovedet gider at hænge ud med mig. Red kastede ét blik på mig, hvorefter han fornuftigt nok luntede ud af døren.

Hvilket jeg godt kan forstår. Jeg gider ikke engang at være sammen med mig selv i dag ...

Men i erkendelse af, at det altid hjælper at få skrevet tingene ned, bliver det jer - gode og fine bloglæsere - som kommer til at holde for. Jeg håber I bærer over med, at I sådan bliver ofre for, at jeg føler trang til at hælde vand ud af ørerne.

Oh, kunne jeg bare hælde vand ud af ørerne, ville alting se anderledes ud. Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at min umådelige gnavenhed skyldes ugelang vandmangel.

Men lad mig lige skrue tiden tilbage til i går aftes, så I kan få fuld indsigt i de kvaler, som jeg lider. På et gadehjørne i Limon købte jeg for nylig Pirates of the Caribbian-filmene. Jeg har længe forestillet mig, at de ville være perfekt underholdning på en mørk jungleaften. Ikke kun elsker jeg filmene i sig selv, men eftersom jeg er i Caribien og faktisk bor på den kyst, som piraterne søgte havn i, når de skulle gemme sig og have det sjovt, tænkte jeg at det ville være ultra-fedt at gense filmene i autentiske omgivelser. Puerto Viejo er en gammel piratby - og når jeg tænker over det, er det faktisk stadig lidt af en piratby.

Jeg smed filmen i min computer  - kun for at opdage, at den - selv om sælgeren havde lovet det modsatte - var synkroniseret til spansk. Tanken om Johnny Depp på spansk var mere, end jeg lige kunne kapere, så jeg hev filmen ud igen og satte mig i stedet til at læse en ret kedelig bog om Costa Ricas historie. Noget af et antiklimaks.

Mens jeg læste, kunne jeg kaste irritable sideblikke til en gigantisk opvask, som tårnede sig op på mit køkkenbord. Sagen er nemlig den, at brønden er tørret ud. Den offentlige vandforsyning her i området har lidt samme skæbne. Ergo er Puerto Viejo og omegn mere eller mindre tørlagt. Nogle steder er der stadig vand, men der er ikke meget af det.

Selv har jeg ikke haft vand siden Tanja tog af sted for et par dage siden. Og jeg har ikke været i bad, siden jeg tog verdens bedste og længste brusebad på Holiday Inn Express i San José. Efterhånden lugter jeg lige så hampert som min ven Alvin, der har gjort det til en kær vane aldrig at bade.

Edwin har underholdt mig med, at jeg skal tage det som et eventyr - og har informeret mig om, at jeg kan bade i den nærmeste flod. Jeg er ikke i tvivl om, at han holder øje med mig og er spændt på, hvordan jeg reagerer på at være uden vand. Han har stadig lidt vand tilbage i sin tank, men jeg har besluttet, at jeg ikke går op og bader hos ham i dag. I min nuværende tilstand ville jeg skiftevis snerre af ham og klynke på ham, og jeg vil ikke have, at han skal tro, at jeg ikke kan klare en smule vandmangel uden at gå i sort.

Men jeg er s'gu i sort. Jeg er træt af at slæbe tunge spande ned i junglen. Jeg savner noget så banalt som at kunne vaske mit ansigt i koldt vand fra hanen. Jeg savner - tro det eller ej - at kunne gøre rent og vaske op uden at det betyder, at jeg skal bruge en masse tid på at slæbe vand. Jeg savner at skylle mit toilet, hver gang jeg har tisset. Lige nu skyller jeg kun, når det bliver for hampert. Og jeg synes det er ulækkert. Faktisk så ulækkert, at jeg er debuteret som skovtisser. Hvilket er en noget risikabel affære. Man ved aldrig, om et par aggressive soldatermyrer sætter tænderne i ens mås, når man sidder på hug og forsøger at lade sit vand. For slet ikke at tale om, hvor mange myggestik man kan nå at få på rumpetten ...

Da jeg endelig følte mig træt, skyndte jeg at lægge bogen fra mig og slukke lyset. Hvorefter jeg blev lysvågen! Og mens jeg lå der og var lysvågen bølgede en rådden, ulækker ligstank ind i mit hus. Jeg fortrak derfor ind til gæstesengen, hvor der ikke lugtede - kun for en halv time senere at opdage, at sengen var fyldt med bedbugs. Jeg aner ikke, hvordan de ser ud - men jeg kan genkende deres bid. De bidder altid i mønstre af tre. Og det siger sig selv, at biddene klør lige så meget som myggestik. Ergo sprang jeg vrissent ud af gæstesengen og vendte tilbage til ligstanken i min egen seng.

Det er nu anden nat i streg, at jeg bliver holdt vågen af den lugt. Et eller andet stort er dødt i nærmiljøet. Men det mærkelige er, at det kun lugter om natten. Om dagen er der ingenting, og det gør det umuligt at finde kadaveret og fjerne det. Faktisk troede jeg imorges, at gribbene havde fundet årsagen til lugten - og gjort kål på sagen. Men det havde de ikke, og jeg kan berette, at dødt væv i opløsning lugter gradvis stærkere fra dag til dag. OG jeg kan tilføje, at det er den ulækreste lugt i verden.

Da jeg havde ligget og roteret som en grillkylling i halvanden time, besluttede jeg mig for at stå op. Min mave knurrede og tanken om en god kop kaffe og en omelet stemte mit humør bedre. Ergo knækkede jeg æg på panden og satte kedlen over. Mens jeg stod med overkroppen inde i køleskabet for at finde ost til omeletten, udstødte mit lille komfur et sørgmodigt pffft og gik ud. Jeg rystede arrigt gasbeholderen kun for at konstatere, at den var så tom som hjernen på en reality-tv-deltager.

Jeg lod hele molevitten stå og gik ud på badeværelset for at tisse - og blev mødt af en wolfspider på størrelse med en kagetallerken, som sad og hyggede sig på væggen. Det gjorde mig så irritabel, at jeg uden at tænke videre over det, jagede den ud af vinduet med spidsen af toiletbørsten.

Så gik jeg tilbage i seng og lå vågen yderligere et par timer. Især fordi rotten spadserede rundt på mit køkkenbord og munchede i min halvfærdige omelet. Så op igen og bruge kostbart vand på at vaske panden og fjerne alt spiseligt - inklusiv min håndsæbe - ind i køleskabet.

Da jeg endelig var ved at falde i søvn, gik brøleaberne i gang med deres morgenkoncert. Derefter tjekkede den møgirriterende pifte-fugl ind og begyndte sin enstonige koncert. Så kom myggene svirrende og jeg måtte stå op og finde myggebalsam.

Jeg faldt i søvn klokken seks! Og da jeg vågnede klokken 11, kunne jeg mærke, at jeg havde fået en kæmpe bums lige mellem øjnene. Sådan en af dem, der nærmere er en slags byld - og som først forsvinder efter flere uger.

Mens jeg lå og knurrede over det, kom jeg i tanke om, at jeg ikke kunne få morgenkaffe. Katastrofe! Heldigvis kom jeg også i tanke om, at jeg havde pulverkaffe og på den måde kunne blende mig selv en iskaffe.

Desværre havde junglefugten gjort fuldstændig kål på den sidste rest pulverkaffe, som var størknet til en hård klump, som ikke lod sig opløse. Og rotten havde bidt hul på min sidste pose kaffe, som derfor var lige til at smide ud.

Gasfætteren er sådan en stor, tung cylinder - og for at få en ny, skal jeg tage den tomme flaske ind til byen og bytte den til en møgtung satan, som så skal fragtes ned i junglen. Forresten er min cykel også punkteret ...

Jeg er træt. Jeg er eddike-hamrende sur. Og jeg orker ikke en nat mere i ligstank, uden vand, uden gas og i nussede omgivelser.

Det eneste jeg ønsker nu, er to dages heftig regn, så brønden kan blive fyldt igen. Edwin har rigget til, så han kan samle regnvand fra sit tag. Men det nytter jo ikke noget, når det helt usædvanligt ikke har regnet i de sidste mange dage.

Vejret er overskyet, men kvælende hedt. Normalt kan jeg lugte og mærke, når der er regn på vej. Derfor kan jeg konstatere, at der ikke er noget tegn på, at himlen vil åbne sine sluser.

Og som altid, når jeg bliver muggen - så bliver jeg lige pludselig muggen over alting. At mit sengetøj er fugtigklamt, at min madras er bulet, at jeg er møgbeskidt ... Faktisk er der ikke det, der IKKE er galt lige nu.

Rationelt ved jeg godt, at det er ingenting. At jeg burde skamme mig over at være sådan et tudefjæs.

Jeg har ikke råd til det. Det ville være en uansvarlig luksus. Men jeg har den vildeste lyst til at tage på hotel. Der ligger et rimelig luksuriøst hotel her i Cocles, som koster 100 dollars for en nat. Det ville være helt vidunderligt med et langt bad - og derefter smyge sig under tørre, rene lagner for at få sig en god nats søvn. Jeg kunne bestille varm kaffe via roomservice og ligge og se tv hele aftenen. Oh salig fryd!!!

Hvis jeg tager på hotel, bliver det første gang i ni måneder, at jeg smider håndklædet i ringen og udvandrer fra mit eget liv.

Skal? Skal ikke? Hundrede dollars er mange penge. Men jeg trænger virkelig til det og kan næsten ikke overskue en nat i huset, sådan som jeg har det nu. Argh!

Ps. Det er fan'me løgn! Nu er det ved at være mørkt - og gæt hvad der er tilbage? Yes, yes - kadaverstanken. VÆRRE end nogensinde! Hvorfor kommer lugten kun, når det er blevet mørkt? Og hvad er det dog, der ligger og rådner i nærmiljøet?

Smukke Caribien - nu med billeder ...

Mens jeg sidder og skriver dette, sysler Tanja rundt og pakker sine ting. Jeg fatter ikke, at der allerede er gået to uger og at Tanja forlader Costa Rica i morgen ...  

Junglen og Caribien har virkelig gjort sit bedste for at prøve Tanja af. Hun har været jungle-syg og er blevet udsat for rotter, wolfspiders, bad boys og eksorbitante mængder rom. På grund af vandmangel har hun ikke fået et bad i fem dage. Hun har spist friskfanget haj og drukket kolde øl på stranden. Hun er blevet tilbudt kokain og pot - og har sagt nej til begge dele. Hun er blevet nevet i måsen og har fået sit navn registreret hos immigrationsmyndighederne. Men hun har også snorklet på koralrev og hængt ud på bounty-strande. 

Alt i alt vil jeg mene, at hun har oplevet Puerto Viejo fra sin allermest excentriske side ... 

Og mens alt dette er sket, har jeg forsømt bloggen. Om et øjeblik kører jeg Tanja til San José og vinker hende af sted - i mellemtiden håber jeg, at I vil hygge jer med denne lille hastigt sammensatte billedkavalkade fra de sidste to uger ... 

Edwin med sin hest - ja, det var den hest som blev angrebet med machete og skåret i hovedet. Derefter blev hesten stjålet og genfundet - og nu går han og hygger sig oppe ved Edwins hus ..

Dette er det sidste der er tilbage af en fiskerby der engang lå i junglen. Huset bebos af en ældre herre, der har så mange historier at fortælle, at jeg agter at besøge ham med en flaske rom ...

 Mange steder går regnskoven helt ud til havet. Jeg kan ikke få nok af at kigge på det - for jeg synes det kombinerer to af verdens smukkeste ting på fineste vis: Det Caribiske Hav og junglen. 

Denne her lille fætter stødte jeg på, da jeg var ved at vaske gulv. Jeg synes, at jeg kender så mange forskellige insekter nu. Men junglen bliver ved med at give mig flere sære væsener at kigge på. Bemærk de sjove blad-ting på bagbenene. For slet ikke at tale om det smagfulde, gule kropsmønster. 

 To dage var Tanja og jeg ude med båd. Vi sejlede langs kysten fra Manzanillo og næsten ned til Panama. Her er et lille stemningsbillede fra den tur. 

 Tanja og Funky truede med at fratage mig de kolde øl, hvis jeg to billeder af dem, mens de lå og snorkede i solen. Så I må nøjes med et billede af Carla. Dette er en af de mange strande, som er dejlig øde og fin at se på. Vi medbragte en kæmpekasse med knust is, kolde øl, chips og småkager. Så kan man lige klare det!

 Mere udsigt ...

 Vores bådfører Bako. Han er en af Edwins venner og var fed at have som guide. Han har levet her hele sit liv og kender området som sin egen bukselomme. 

 Aj, aj, aj - jeg bliver stadig overrumplet over at bo midt i al den skønhed. 

 Funky medbragte snorklinggear og bredt smil på turen ... 

 Her står jeg med fødderne i brakvand. Bag mig ligger en stor mangroveskov og foran mig ligger det Caribiske Hav ...

 Gribbene er nogle af mine yndlingsfugle heromkring. De ser åndssvage ud, når de hopper rundt på jorden. Men i luften er de bjergtagende smukke og elegante at kigge på. 

 Hvide ibiser. Her fanget i mangrove-skoven. 

 Tanja mødte selvfølgelig også Charlie, som gjorde det til en kær vane at begrave hende i rastahår og kysse hende inderligt, hver gang han spottede hende i nærmiljøet.

 Oh, Caribien - jeg elsker dig <3

 Det er noget af en kontrast at sejle fra det larmende hav og ind i en fuldstændig stille mangrove-skov. 

Sidst jeg var der, var Momme og jeg så heldige at opleve en flok edderkoppe-aber på nærmeste hold. Så heldige var vi ikke denne gang. 

 Redningsveste bruger man mest som et dekorativt indslag. Der var kun én til deling. Men vi kæntrede jo heller ikke ...

 Når det regner om natten, kommer de små, grønne giftfrøer frem og hopper rundt om min trappe om morgenen. Jeg holder aldrig op med at synes, at de er helt perfekte at se på. 

 Dette er det sidste billede, jeg tog af Rafael, inden han tog af sted. Min mexicanske vagabond - jeg savner ham meget. 

 Blomster og en hængekøje. Så behøver man ikke så meget mere ...

 Dette billede har Funky taget - og jeg synes det er fantastisk. Han er netop draget ud af døren med mit kamera for at øve sig. Han er fast besluttet på at blive Caribiens bedste fotograf. Hvilket ikke er en urealistisk plan. Han er god!

 Smuk pige der får sin første surferlektion ...

 Denne myre bor ude på min veranda. Jeg tror det er en myre, men jeg ved det ikke. Den er alene - og den kan hoppe. Vi er meget fascinerede af den ...

 Jeg har altid taget rovfugle som et godt tegn. Derfor er jeg glad for, at denne sorte høg har slået sig ned ved siden af mit hus. 

 Bierne og bananblomsten. 

 Alle surferinstruktører er utrolig velproportionerede. Men Funky påstår hårdnakket, at de er nogle slemme drenge, som man skal holde sig fra ...

 Drengene fra Lazy Mon ...

 Tanja og jeg har en tilsyneladende meget alvorlig snak i hængekøjen. Faktisk tror jeg det billede er taget en af de første dage, hvor Tanja var syg.

 Aldrig snorkle uden solbeskyttelse ... Jeg bliver smidt ud af vampyrernes landsforening, hvis jeg får mere farve. Al den solbrændthed går simpelthen ud over mit Morticia Addams-image.

 Smukke Tanja  - glad og veloplagt på vandet.

 Aner ikke hvad Funky og Tanja fik øje på - men det må have været noget interessant. 

 Næste skridt er at komme ind og se nogle af de mange, store grotter som ligger ud til vandet. Jeg overvejer seriøst at få sendt mit dykkerudstyr herned. 

 Flere grotter ...

Ja, og så er her bare smukt. Fik jeg sagt det? At ALT heromkring er så smukt, at jeg nogen gange bliver helt underlig i hovedet af al den skønhed.