onsdag den 22. august 2012

Mere om naboerne og lidt om Preben Junior og crossdressing ...

Måske flytter jeg - har i hvert fald udklækket en plan!


Ahr, alle I søde mennesker, der læste gårsdagens blog og kommenterede på den og gav mig masser af gode - og onde - råd til, hvordan jeg skulle slippe af med mine plagsomme naboer. Jeg elsker jer! Og jeg håber virkelig, at jeg aldrig bliver uvenner med jer!

Jeg tilbragte en herlig stund med at nærstudere jeres tips - og læse dem højt for Funky og Rafael.

Da jeg havde oversat hele molevitten til gebrokkent engelsk, grinede Rafael højlydt, mens Funky sad og så en smule desorienteret ud.
"Jeg anede ikke, at skandinaviske kvinder generelt er så skrappe, jeg troede kun, at det var dig!," sagde han.

Da jeg anførte, at to af rådene faktisk var skrevet af medlemmer af hans eget køn, kiggede han på mig med en blanding af vantro og beundring.

"Vikinge-gener," sukkede han.
"Selvfølgelig bliver mændene nødt til at være mindst lige så skrappe, hvis de skal hamle op med de amazoner, som går under betegnelsen 'danske kvinder'. Og jeg som synes, at sydamerikanske damer kan være rå ..."

"Du godeste," tilføjede han længselsfuldt.
"Jeg får lyst til at tage til Danmark. Et helt land fyldt med skrappe, blåøjede, to meter høje amazoner, der kan klare sig selv - and who fuck like pornstars ...

"Pornostjerner?," gentog Rafael og så betydelig oplivet ud.
"Jeg har altid drømt om at blive pornostjerne!"

"Glem det," sagde jeg til ham.
"Hvis du så meget som overvejer det, sladrer jeg til din mor. Og glem ikke, at du har ringet til hende fra min skype-konto, så jeg kan med lethed finde hendes nummer!"

"Tarveligt," mumlede han,
"tror jeg er et naturtalent."

"Du er simpelthen for ung og for uerfaren til at tage den slags karrierevalg. Jeg forbyder dig det ..."

"Hvad er det dog for noget, I taler om," afbrød Funky.
"Køleskabsmanden er her om et øjeblik!"

Og ja, køleskabsmanden var på vej. Hvis nogle af jer, ærede bloglæsere, skulle undre jer over, hvad en køleskabsmand skulle i mit hus, så tillad mig at skrue tiden fem dage tilbage.

Det var nemlig den morgen, hvor jeg endnu engang havde den fornøjelse at have en venezuelansk mand i mit nærmiljø. Og Funky vågnede før mig. Jeg havde kun et halvt øje åbent, da han glad hoppede ud af min seng og kastede ét blik på gulvet, hvor min lange, røde kjole lå. Derefter trak han den over hovedet og gik over til gasblusset for at sætte vand over til kaffe.

Nu er Funky adskillige centimeter lavere end mig, så kjolen slæbte henad gulvet og fik ham til at ligne det sydamerikanske svar på en sindssyg, romersk kejser - med vildt, sort bonghår, der stod som en ond sky omkring hans kranie.

Jeg grinede så meget af synet, at jeg fik et hosteanfald. Derefter hoppede jeg ud af sengen og iførte mig Funkys t-shirt og bukser.

Jeg havde knapt trykket læberne mod kruset med morgenkaffe, før Rafael dukkede op. Det der Bri-bri-eventyr viste sig at være lidt af en fuser, og lige nu er han tilbage i Puerto Viejo, hvor han babysitter et hus for nogle rige amerikanere.

Som altid kom han vandrende ind iført bar overkrop og machete. Da han fik øje på Funky, stoppede han brat.
"Æhem ... njøøøeh ... øeh ... pæn kjole?!," forsøgte han sig.

"Tak," sagde Funky værdigt.  
"Jeg har tænkt over det, og jeg mener, at dette samfund burde være mere åbent over for crossdressing i almindelighed."

Og Rafael - søde, dejlige Rafael som jeg netop elsker så højt for hans accept af situationer og mennesker - kiggede en ekstra gang på Funky og sagde til mig:

"Så vil jeg altså også prøve et af dine korsetter!"

Eftersom Rafael er syv centimeter højere end mig, men ikke så lidt tyndere, kiggede jeg skeptisk på ham, men fandt mit røde korset frem, som er det mindste jeg har.

Og selv om jeg snørede ham ind så godt jeg kunne, fik han selvfølgelig ikke korset-fornemmelsen, fordi han er så meget slankere end jeg.

Men efter korsetsnøring arbejde kiggede han sig i spejlet og sagde:

"Novra, det ser da ret godt ud, gør det ikke?"

Jeg kiggede på ham og erklærede mig enig i, at det så godt ud. Brun brystkasse, rødt korset og sorte, beskidte jeans der hang nede om hofterne ... alt var godt omkring dét.

"MissV, dit køleskab er endnu engang en skandale. Nu afrimer jeg det altså," konstaterede Funky og gik igang med at hakke is ud af min fryser.

"Jeg er helt enig. Hendes køleskab er altid en skandale!," sagde Rafael og greb en kniv og gav sig til at hakke i frostboksen.

Et sørgmodigt suk undslap køleskabet, da Rafael perforerede og punkterede fryseboksen. Jeg kiggede olmt på ham.

"Nu har du slået mit køleskab ihjel. Og ikke nok med det - al den freon som var inde i det, fiser lige nu ud og medvirker til den GLOBALE OPVARMNING!"

"Åh nej," sagde Rafael. For han er jo som bekendt en meget miljøbevidst person.
"Aj, hvor er jeg ked af det!"

Mens Rafael stod og så slukøret ud iført korset og fuldskæg, stak Funky hele overkroppen ind i køleskabet for at bese skaden. Kun hans kjolebeklædte mås og lidt af hans bonghår stak ud bag lågen. Jeg kiggede på dem i to sekunder, hvorefter jeg knækkede sammen af grin. 

Jeg må sige, at synet af to latino-fyre med maksimal maskulin selvforståelse i gang med at fikse mit køleskab iført rødt dametøj, er et syn, som jeg for evigt vil gemme i den del af min hjerne, som indeholder meget opmuntrende erindringer ... 

Køleskabet virkede dog et par dage mere. Det virkede faktisk lige indtil Edwins fødselsdag, som Rafael også endte med at blive inviteret til, fordi han havde lavet en masse arbejde for Edwin. (Jeg har formidlet kontakten mellem Edwin og Rafael. Og det er jeg så glad for. Fordi Rafael er sådan en troværdig og dygtig arbejdskraft, som virkelig har hjulpet Edwin.)

Og Edwins fødselsdag endte med, at Rafael støttede mig hele vejen ned til mit hus, hvorefter han lavede en virkelig lækker natte-fuldemands-omelet til mig. Men han fik ikke lukket køleskabet ordentligt, og den næste dag da vi vågnede, kunne jeg konstatere, at køleskabet muligvis kunne holde på kulden - men når det en gang var varmet op, kunne det ikke køle ned igen.

Ergo ventede vi på køleskabsmanden i dag. Og han dukkede op og var en ægte tico. Fordi jeg bor i Puerto Viejo er jeg vant til at se mennesker af virkelig forskelligt udseende. Men costa ricanerne - dem som hverken er sorte eller indianere - har et eller andet træk til fælles. De er ikke så høje og har generelt runde, venlige ansigter.

Og således også køleskabsmanden som hm-hmmm'ede et par gange over mit køleskab og derefter tilkaldte sin magre assistent. Derefter bugserede de køleskabet op gennem regnskoven og jeg fik at vide, at det kunne repareres - men at det ville blive dyrt. Cirka 80 kroner ville det koste mig. Men så ville de også slæbe køleskabet ned i regnskoven igen.

Endnu engang må jeg bare sige, at jeg ikke forstår nogetsomhelst. Det var Funky som ordnede alt omkring køleskabs-reparationen. Lige fra at tilkalde køleskabsmanden og til at forhandle pris og alt. Men tænk jer: De slæbte køleskabet fra junglen og op i deres bil. Og de reparerer lortet og slæber det tilbage.

Lige nu bliver jeg bare nødt til at klynge mig til, at jeg tjener cirka ti kroner i timen på at svinge fade i Funkys restaurant. Men alligevel forekommer tingene at være surrealistiske!

Men tilbage til mine nye naboer. Nu har jeg siddet og skrevet i noget tid. Klokken er lidt over otte om aftenen - og jeg kan ikke høre en lyd fra dem. Hvilket jeg er dybt taknemmelig over.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at gårsdagens blogindlæg var skrevet i et anfald af ekstremt raseri. Og da jeg vågnede om morgenen, var jeg stadig vrissen. Faktisk kunne ikke engang en ekstra stærk kop morgenkaffe stemme mig forsonligt.

Jeg tror, at jeg bogstavelig talt sad med en sort tordensky over hovedet, da Rafael tog trappen op til mit hus i tre, veloplagte spring.
Han kastede ét blik på mig og sagde "uha, uha, du ser temmelig grumpy ud"

"Det er fordi, jeg er grumpy," snerrede jeg surt.

"MissV har fået nye naboer," informerede Funky.
"Og det lader til, at de er meget støjende. Like really støjende."

"Ah, kan det nu også være rigtigt? Måske er du bare sart?"

"Jeg er ikke sart!," eksploderede jeg på stakkels Rafael, der tog et par hurtige, balletdanser-agtige skridt bagud for at komme lidt væk fra mig.

"Faktisk har hun ret," supplerede Funky, mens jeg kastede mig ud i beretningen om, hvor rædsomme mine nye naboer er. Jeg sluttede med at sige, at jeg håbede, at de blev kørt over af en bil eller ramt af et lyn."

"Sådan noget må du aldrig sige," råbte begge drenge i kor.
"Aldrig, aldrig! Hvis du forbander dem, og der sker noget med dem, så kan du være sikker på, at du også selv bliver ramt af dårlige ting."

"Ok," sagde jeg surt.

"Må jeg sige, at jeg håber, at de finder en skorpion i deres morgensko?"

"Nej!"

"Må jeg sige, at jeg håber, at mælken i deres køleskab bliver sur?"

"MissV ... du må slet ikke forbande andre mennesker," præciserede Funky, mens Rafael nikkede på sidelinien.

"Hmphr," sagde jeg surt og gik ud på verandaen. Jeg skulle til at sige noget om, at det ikke var sjovt at være sur, hvis man ikke måtte sige grimme ting om andre mennesker. Men synet af et par behårede ben, der stak ud under en loftsbjælke, stoppede mig.

"Vil I se her," sagde jeg begejstret.
"Jeg tror, at Preben Junior er flyttet ind! Det er da hyggeligt. En hustarantel! Må jeg dressere ham til at gå over at bide min nye nabo?"

"MissV!," lød det bebrejdende inde fra stuen.

Så eftersom jeg ikke kunne få lov til at kaste grimme forbandelser over mine nye naboer, blev jeg nødt til at tænke i alternative baner.

Sagen er den, at Edwin har et andet junglehus, som ligger i nærheden af mit hus - bare længere inde i junglen. Lige som mit hus er det et, han udlejer.

Jeg havde knap tænkt tanken til ende, før jeg sprang op.

"Inspektionstur!," råbte jeg begejstret og Funky og jeg vandrede ned i junglen for at kigge nærmere på det andet hus.

Det var mindre end mit hus, junglen omkring det var meget tættere - men ellers lignede det mit hus en del. Og hvad jeg slet ikke kunne stå for, var de tre, små flagermus som hang ude på verandaen. (Billeddokumentation følger.) Jeg tog det også som et godt tegn, at jeg så en slange, en ny slags sommerfugl og et meget stort firben omkring huset. Måske er naturen endnu vildere det stykke inde i junglen? Det ville da være interessant!

Jeg har derfor taget følgende beslutning omkring min nabosituation:

Jeg giver det hele en uge mere. Hvis naboerne stadig er lige pestilens-agtige, vil jeg snakke med Edwin om at flytte til det andet hus. Jeg er ret sikker på, det ligger så langt væk, at jeg ikke kan høre dem. Red kender huset og selv om jeg rykker, kan han stadig komme på besøg. Og det er vigtigt. Jeg kan ikke forestille mig, at Edwin ville have et problem med, at jeg flytter hus. Jeg tror, at han vil forstå mig, hvis jeg forklarer sagen for ham. Han er selv en enspændertype, der værdsætter fred og ro.

Mens jeg sidder og skriver dette, kan jeg høre naboerne snakke igen. Jeg tror det ender med en flyttedag ... Jeg skal bare udtænke, hvordan jeg kan få Preben Junior med ...






mandag den 20. august 2012

Hold nu kæft!


Jeg bliver nødt til at gøre noget, som jeg egentlig ikke bryder mig om - men jeg gør det fan'me alligevel, fordi jeg er sur og vrissen helt ind til knoglerne. Jeg bliver nødt til at bagtale min nye nabo ...

For - ja - lige pludselig er der et hus i nærheden at mit, som er blevet beboet. Og det gyser i mig når jeg tænker på, at det vistnok er på permanent basis. Det er altså ikke ligesom med de væmmelige teenagere, som kun var her en uges tid i Påsken. Det her er, noget jeg kan forvente at skulle leve med.

Men lad mig skrue tiden et par måneder tilbage, og fortælle historien fra begyndelsen. Denne hersens kvinde har boet længere nede af vejen. På et tidspunkt havde hun rodet sig ud i en del problemer, og som altid stod Edwin parat til at redde hende - som han plejer at gøre, når skønjomfruer i nærmiljøet er i nød.

Hendes definitive nedsmeltningsaften faldt så nogenlunde sammen med den samme aften, som en usædvanlig stor og væmmelig edderkop var vandret ind i mit hus. To gange har jeg spurgt Edwin om hjælp, når der har været en særlig ubehagelig edderkop - og denne aften var første gang.

Jeg vandrede op til Edwins hus og fangede ham på terrassen. Dengang kendte jeg ham ikke særlig godt, og jeg var faktisk selv lidt flov over, at jeg skulle bede om hjælp til en edderkop.

Mens jeg stod og fremstammede mit ærinde, svingede en stor firhjulstrækker op foran Edwins hus. Ud af denne enorme bil kom en lille, spinkel, smuk pige med en flaske vin i hånden. Hun kastede ét blik på mig og forvandlede sig uden yderligere dikkedarer til en diminuitiv pittbull-terrier. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke skulle stå der og tale med Edwin, når hun nu dukkede op med en flaske vin i hånden.

Jeg skyndte mig at forklare, at jeg bestemt ikke ville forstyrre og våsede løs om kæmpeedderkoppen i mit hus og at jeg såmænd bare ville høre, om Edwin ville give en hånd med.
Hun mønstrede mig fra top til tå på en måde, som visse kvinder er eksperter i. Den måde der gør, at man pludselig kommer i tanke om, at man er stor og uelegant og går i underligt tøj. Derefter sagde hun meget spidst, at man jo måtte vænne sig til den slags ting, hvis man valgte at bosætte sig i junglen.

Jeg sagde ikke så meget, men nikkede hurtigt, da Edwin sagde, at han ville komme ned til huset og tjekke hos mig. Derefter listede jeg af. Edwin fulgte et øjeblik efter og jog edderkoppen ud gennem et hul i væggen. Derefter trak han sig tilbage til den nødstedte skønjomfru.

Men ... der var ingen tvivl om, at dette damemenneske havde samtlige fang-tentakler ude efter den behårede surfer i hovedhuset. Og der var heller ingen tvivl om, at hun var helt sikker på, at jeg havde samme snedige plan. Noget som hun bestemt ikke brød sig om.

Derfor gjorde hun det til en kær vane at undlade at hilse på mig, når hun passerede mig, når jeg kom vandrende ned af grusvejen. I stedet lavede hun altid et lille, hurtigt hjulspin, så hun efterlod mig dækket af støv i vejkanten. I begyndelsen blev jeg lidt paf over det, men efter at jeg lagde to og to sammen, gjorde jeg meget ud af at vinke over-venligt og entusiastisk til hende, når jeg mødte hende.

De gange jeg mødte hende i byen sammen med Edwin, hilste hun så venligt på mig, som hun kunne - men mødte jeg hende uden Edwin, gjorde hun et stort nummer ud af at ignorere mig.
Der var en periode, hvor jeg næsten frygtede, at det skulle lykkes for hende at få Edwin på krogen. For så kunne jeg godt regne ud, at mine dage som beboer i junglehuset var talte.

Men heldigvis er Edwin inkarneret ungkarl og har indtil videre undgået alle de snedige fælder, som giftelystne kvindfolk har lagt for ham.

Jeg havde godt lagt mærke til, at de sidste par aftener havde budt på en del mere støj end sædvanlig, men jeg regnede med, at det skyldtes at der var indlogeret gæster hist og pist i forbindelse med Edwins fødselsdag.

Men så fortalte Edwin mig, at kvindfolket nede fra vejen var flyttet ind i mit nabohus sammen med sin nye kæreste. Og ja. Det er hun. Den eneste grund til at jeg sidder og skriver dette er, at jeg bliver nødt til at holde mig beskæftiget, så jeg ikke går over og knækker nakken på hende og hendes kæreste og smider deres lig ud i junglen, mens jeg griner ondt. 

For hver aften - hver eneste fuckin' aften - siden hun er flyttet ind, har jeg måttet lytte til hende og hendes åndsforsnottede kærestes mundhuggerier og højrøstede samtaler. Det ene øjeblik hader de hinanden - det næste øjeblik kan jeg høre hendes irriterende, skingre latter.

Mens jeg skriver dette, har de fået gæster og jeg kan høre en amerikansk fyr holde en lang enetale om ingenting.

Jeg kan ikke holde det ud! Det lyder måske melodramatisk, men jeg elsker virkelig at bo i junglen. Jeg elsker at være omgivet af naturens lyde. Jeg elsker stilheden, de mystiske skrig, gekkoernes trallen, cikadernes filen - plus de andre mærkelige lyde. Lyden af noget der lyder som flaprende kæmpevinger og en lyd der minder om en mand, der drukner.

Når det caribiske hav er særlig oprørt kan jeg høre havets brusen, samtidig med at jeg kan høre junglen. Og jeg har altid følt mig så glad og taknemmelig over at være omgivet af alt denne herlighed.

Men lige nu kan jeg mest høre hende kvindfolket og hendes åndssvage kæreste. Og jeg er så indebrændt, at jeg ikke har ord for det. De forstyrrer bare så meget og tanken om, at det ikke bare er et par tilfældige idioter, der er flyttet ind - men at det ligefrem er hende, der har dækket mig med støv så mange gange - gør mig om muligt endnu mere vrissen.

Jeg er begyndt at overveje situationen. Uanset hvor underligt det lyder, så forringer det virkelig mit liv, at jeg har fået to støjende møg-ører til naboer. Jeg kan ikke klage over dem, for der er ro omkring klokken 23, de skriger ikke, de råber ikke - de taler bare så gudsjammerlig højt. Og de taler h-e-l-e tiden. That is ... når de ikke lige skændes.

Lige nu er jeg simpelthen så eddike-sur, at ikke engang synet af en flot, lille tarantel har kunnet få mit humør op. Det er simpelthen mini-Preben der sidder to meter fra min hængekøje, hvor jeg sidder og skriver.
Jeg har ikke set en tarantel siden at Preben flyttede ud. Og nu lader det til, at hans lillebror er flyttet ind på min terrasse. Billeddokumentation følger!

Hvis jeg skal forlade det her sted, vil jeg længere ind i junglen. Men jeg vil komme til at savne Edwin og Red rigtig meget. Red ligger pt. og snorksover på sit tæppe. Han har fået pasta cabonara til aftensmad, og han er blevet nusset og klappet hver gang, jeg er gået forbi ham. Jeg kan næsten ikke forestille mig at skilles fra Red.

Oh, damn you Edwin ... for at være så hjælpsom over for dumme damer i nød!




søndag den 19. august 2012

Totalt tømmermandsramt ...



Åh gud, åh gud, åh gud ... Jeg vil godt lige sige, at alkohol ER en vederstyggelighed, som aldrig mere skal tvætte mine læber. 

Klokken er lidt over otte om aftenen og jeg har tilbragt dagen i hængekøjen og i min seng. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg kom hjem. Kun at det var meget sent. Edwins fødselsdag var altså noget af en fest, det må jeg alligevel sige.

I løbet af dagen er der tikket flere og flere erindringer om gårsdagens fest ind på lystavlen. Og til min store glæde lader det til, at jeg ikke har dummet mig i så svær grad, at jeg behøver at have bondeanger.

Jeg lovede godt nok mine facebook-venner at sætte mig i et hjørne og nøgternt observere alt, hvad der skete. Men det der skete var, at jeg pludselig abede rundt ude på dansegulvet med en flaske vodka, en mexicansk vagabond-type og Red på sidelinien.

Og for første gang i hele mit liv oplevede jeg det fuldstændig vanvittige, at jeg dansede rundt uden at tænke over, hvordan jeg så ud, om jeg dansede latterligt eller om nogen kiggede på mig og grinede af mig. Jeg dansede bare!

Og selv om dele af festen henligger i en vis tåge, så står dét øjeblik fuldstændigt klart for mig. Lige der da det gik op for mig, at jeg havde danset i til i hvert fald tre musiknumre uden at tænke på andet, end at det hele bare var fedt!

Det var et rent uheld, at jeg overhovedet bevægede mig ud på det dansegulv. Men jeg er så glad for, at jeg gjorde det!

Og når jeg engang imellem satte mig ned for at puste ud, kom Red hen og stak snuden ind i min hånd. Jeg ville ønske, at Red var min hund - og at jeg kunne have ham med til alle fester, jeg nogensinde bliver inviteret til. At have Red i nærheden gør simpelthen enhver fest cirka hundrede procent bedre! Jeg elsker, elsker, elsker den store, røde kommode. Han er virkelig min personlige hunde-Jesus ...

Nærgående referat af festen følger, hvis jeg overlever disse tømmermænd - jeg afslører blandt andet, hvad der blev af skorstensfejerfrisure-fyrens kæreste ...

PS: Tror jeg har en skytsengel. Har ligget og sovet i sengen sammen med en bullet-ant. Hvis den havde bidt mig, havde det betydet 24 timers intense smerter. (Som om jeg ikke har det slemt nok i forvejen!) Men nu er den indfanget og sat ud. Og ingen kom til skade. Jeg er ovenud taknemmelig for, at den ikke bed Carla. Tør slet ikke tænke på, hvordan et bullet-ant-bid ville påvirke min lille hund. 

torsdag den 16. august 2012

Klamme mig!


Plakat fra San José. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at lære at danse. Men hvem ville gide danse med et 1.80 centimeter højt dame-skrummel med skeletter i skabet og døde rotter i køkkenet ... 

Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle om noget virkelig klamt. Jeg kom hjem fra San José i mandags og har ikke foretaget mig noget særligt siden. Faktisk har jeg mest siddet og kigget på junglen - kan afbrudt af små vandreture i nærmiljøet.
I morges lå jeg så på min seng og så solen stå op gennem myggenettet - iført min nyeste, herlige opfindelse: Kaffe kogt med kanel - og med rigelig mælk og sukker.

Pludselig fik jeg øje på en underlig kontur helt inde i hjørnet under mit køkkenbord. Det var et stort dyr og jeg overvejede straks, om det monstro var en fugleedderkop, som havde sneget sig ind i mit fravær.

Jeg greb derfor min lommelygte og lyste ind i hjørnet. Og hvad så jeg? En død rotte. Den så umiddelbart rimelig mumificeret ud, men da jeg børstede kræet ud under køkkenbordet, vrimlede store fede maddiker til alle sider.

Fordi jeg har en morbid karakter ved jeg, at maddiker ikke kan fordrage lys. De forsøger at flygte fra det. Og som alt andet her i regnskoven er også maddikerne større end normalt. Faktisk på størrelse med det yderste led af min lillefinger - omend kun halvt så tykke.

Jeg tror faktisk, at synet af de mange, bugtende maddiker er noget af det mest klamme, jeg nogensinde har set. Det var noget af en kraftanstrengelse at feje dem + de jordiske rester af et smattet rottelig i opløsning op og smide hele molevitten ud i regnskoven.

Jeg har skuret og skrubbet det hjørne, men her lugter stadig af død og råddenskab. Men det værste ... Det nok allerværste er, at den rotte har ligget der længe.

I begyndelsen skød jeg skylden på mit skrald og begyndte at pakke ting der kunne komme til at lugte ind i poser. Og jeg bildte mig selv ind, at det hjalp. Eller måske hjalp det.

Jeg ved det s'gu ikke. Jeg synes bare, at det er klamt og pinligt at jeg har haft et stinkende rottelig liggende ind i mit hus - og det imens jeg har brugt tiden på at have omgang med en mand der lugter af mangoer og småkager. Jeg må åbenbart have en ufattelig selektiv lugtesans ...

Lige nu klynger jeg mig til tanken om, at den skide rotte døde lige efter jeg var taget til San José - og at dens fremskredne opløsning faktisk skyldes det fugtige klima.

Det der understøtter min teori er, at jeg har totalt falkeøjne omkring det her hus. Jeg har simpelthen indprentet mig hver eneste krog og knast, fordi jeg er kontrolfreak omkring insekterne og dyrene. Jeg vil se dem, før de ser mig.

Det der så ikke understøtter min teori er, at jeg kom hjem i mandags - men først opdagede liget i dag.

Lige nu sidder jeg og skriver i et par bukser, der forlængst burde være blevet smidt til vask. Mit hår blev vasket engang i weekenden, så fra i morgen strammer jeg altså op.

Jeg har tendens til at have en ... skal vi kalde det stor tolerance ... omkring svineri og rod i mit nærmiljø.
Det er også derfor, at jeg ikke rigtigt gider at eje nogle ting. For jo flere ting jeg har - jo mere roder jeg.

Men et stinkende, maddikefyldt rotte-kadaver under mit køkkenbord? Ingen normale mennesker ville have det. Kun klamme, distræte, verdensfjerne, navlepillende regnskovs-typer som mig. Og nu sidder jeg og tænker på, hvordan jeg egentlig selv lugter. Af muggen regnskov, sur røv og døde rotter? Aj, men altså ... måske er jeg mega-ildestinkende uden at vide det. 

Hvad VILLE naboerne ikke tænke - hvis jeg altså havde nogle naboer ...

Jeg er faktisk flov over mig selv. Og jeg tror også, at jeg har lopper i gulvet.













tirsdag den 14. august 2012

Latino-pet og Puerto Viejo efter regnen


Jeg er lige kommet hjem fra en fed tur til San José og Tortuguero - og jeg fik set Meise og Øglerne igen. Her er de - på vej ud i regnskoven ...

Fik du ikke læst de to foregående afsnit i min alenlange uvejrsberetning? Så klik her for del I - og her for del II.

Næste morgen vågnede jeg op til det, som efter danske termer ville blive betegnet som ekstrem bygeregn og den sædvanlige, rullende torden gennem junglen. Regnskoven var fuldstændig gennemvåd og det lille vandløb ved mit hus var svulmet op til en temmelig stor bæk som brusede ned gennem skoven. Tordenen rullede frem og tilbage over de gennemblødte trætoppe, og jeg vidste med det samme, at der ikke var en jordisk chance for at komme ind til byen - endsige bevæge sig udenfor huset.

"Undtagelsestilstand," råbte jeg begejstret og sprang ud af sengen for at lave kaffe.

"Oh my God," sagde Funky henne fra sengen.
"Jeg er fanget i regnskoven," buldrede han melodramatisk.
"Sammen med Caribiens svar på Morticia Addams, i et hus der absolut ikke rummer nogle madvarer, medmindre man anser kaffe, mælk, sukker og cigaretter som madvarer ... MissEva, du vil korrumpere mig, fordærve min sjæl og derefter lade mig lide en langsom, pinefuld sultedød i junglen..."

"Aj, men er det ikke herligt!," sagde jeg overstadigt og skænkede ham et velvoksent glas rødvin bare for at chokere ham.
"Tænk at være regnet inde med min helt egen, chokoladefarvede latino-pet. JungleGuden er i sandhed god ved mig ..."

"MissEva," pointerede han højtideligt.
"Kolonitiden er forbi, og selv om du har den hvideste røv i Puerto Viejo, så giver dig ikke rettigheder til at udnytte lokalbefolkningen."

"Aha," replicerede jeg kålhøgent.
"Men du er jo heller ikke lokal, vel? Du er importeret arbejdskraft fra Venezuela. Du kan lige så godt vænne dig til at blive udnyttet."


Aj men ... hvis det ikke er en smuk jungle, så ved jeg ikke hvad. Sidder faktisk pt. og skribler på (endnu) en lovprisning af regnskoven. Her er vi på vej til en gammel begravelsesplads og et vandfald. 

"Depraverede kvinde," sukkede han - men så alligevel ikke ud til at være fuldstændig utilfreds med situationen. Og humøret steg yderligere, da han kiggede ind i mit køleskab og konstaterede, at jeg rent faktisk havde en masse god mad på lager. Alt mit labre comfort-food var jo stadig på plads og ikke ædt om lørdagen, som jeg ellers havde planlagt.

"MissEva," sagde han veltilfreds.
"Du er måske ikke helt håbløs alligevel. Jeg kan se adskillige lødige råvarer. Ja, jeg vil gå så langt som at sige, at jeg kan lave hæderlig mad af det her!"

Ergo fik jeg fantastisk pasta til frokost og latino-pet til eftermiddagssnack og mens vi sad og så dvd-film og pimpede rødvin, tikkede uvejrs-underretningerne ind på Funkys mobil.

Der stod ankeldyb vand de fleste steder i byen. Stort set alt var lukket, vejen fra Cocles - hvor jeg bor - og til Puerto Viejo var oversvømmet og det var umuligt at komme ind til byen. Vejen til Limon var skyllet væk flere steder, vejen til Bribri var decideret styrtet sammen - med andre ord var Puerto Viejo fuldstændig afskåret fra omverdenen.

Men vi havde været heldige. For længere nordpå - op mod Limon - havde uvejret ramt med fuld styrke, og der gik rygter om, at i hvert fald én mand var blevet dræbt.  

"Du er vildt mærkelig. Og jo mere man lærer dig at kende, jo mere mærkelig finder man ud af, at du er," sagde Mingus til mig. Tak lille øgle ... Jeg elsker også dig. (Og det værste af det hele er, at det gør jeg faktisk ...)

Om aftenen næste dag holdt det op med at regne, og vi besluttede os for at tage ind til byen for at proviantere og se, hvordan det stod til.

Jeg var knap kommet ned fra min trappe, før jeg stepdansede skrigende rundt. Da jeg kiggede ned, gik det op for mig, at der var kommet en helt ny myresti. Et bredt spor af ildmyrer hastede af sted lige der, hvor jeg skulle gå. Og det var deres soldater, som aggressivt havde angrebet mig.

Inden jeg lærte bladskærer-myrernes ruter at kende, blev jeg hele tiden bidt af dem. Og ja: Det kan gøre temmelig ondt. Men ildmyrerne er virkelig nogle krasbørstige, små sataner. Deres bid føles som ja ... at blive brændt. Og selv efter man har børstet dem af og råbt højlydt av!, bliver det ved med at svide.

Det var meget underligt. For der plejer ikke at være ildmyrer rundt om mit hus. Men da jeg kiggede nærmere efter, gik sagens sammenhæng op for mig. I løbet af uvejret var deres bo blevet oversvømmet. Og nu var de i fuld gang med at redde, hvad der reddes kunne. Arbejder-myrerne bar på koloniens æg, og soldater-myrerne var mere end almindeligt på tåspidserne. Det var hele koloniens overlevelse, der var på spil - så der blev ikke givet ved dørene. De bevægede sig hektisk og desperat af sted - på jagt efter en ny bolig.


Jeg har aldrig været god til at gå i dyrehandler. Og jeg er umulig endnu værre til costa ricanske dyrehandlere, fordi de blandt andet har vildt nuttede hundehvalpe siddende i bure. Her har Meluka fået øje på ugens tilbud ...

Jeg kan huske dengang, jeg så billeder fra orkanen Katrinas hærgen i New Orleans. Og det var nogenlunde de samme billeder, jeg så på vej til byen. Der var vand overalt, og husene og træerne spejlede sig på smukkeste vis i vandet. Jeg overvejede et øjeblik at vende om og hente mit kamera, men en følelse stoppede mig. Følelsen af at jeg kun ville tage billederne for min egen fornøjelsels skyld - og at jeg derfor ikke rigtig havde lov til at tage dem.

Jeg synes det er noget andet, når journalister og fotografer skal dække et område. De er på arbejde og de skal dokumentere, hvad de ser. Men det her var mit sted, og jeg kunne mærke, at jeg var mere interesseret i at finde ud af, om nogen havde brug for hjælp, end jeg havde for at gå rundt og knipse de fuldstændig absurd smukke motiver. 

For ja: Det var smukt. Det var smukt på en rå og brutal måde, og jeg skammede mig over, at en del af mig ikke kunne få nok af at kigge på alt det vand, som mere eller mindre dækkede Puerto Viejo. Det var en mærkelig, splittet følelse, og jeg blev meget lettet, da jeg fik at vide, at ingen i vores område var døde. For så kunne jeg nyde synet på en mindre skyldbevidst måde. Lyder det mærkeligt? Det er den eneste måde, jeg kan beskrive det.

Miss Caribia viste vilde tænder. Havet var gråt og vildt og havde ædt en stor del af strandene omkring byen. Folk var begyndt at komme ud af deres huse, men ingen havde rigtig brug for hjælp. Der var ingen huse, der var skyllet væk. Ingen havde mistet alt, hvad de ejede og havde. Og på disse kanter er det nok til at holde humøret i vejret. Folk er vant til, at naturen tager fra dem. Så det skal være ekstremt, før de begynder at beklage sig.

Vandstanden i restauranten var allerede faldet en del, og der var ikke andet at gøre end at vente og håbe på, at vandet var forsvundet næste dag.

 Hvis ikke altspisende Red havde ventet hjemme i junglen, så var jeg vendt hjem fra San José med tasken fyldt med nuttede, dunede kyllinger ...

Funky og jeg kiggede på hinanden, trak på skuldrene og gik direkte hen og bestilte to enorme pizzaer fra Puerto Viejos bedste pizzaria. Derefter lejede vi flere dvd-film og lænsede El Diamante-supermarkedet for søde sager, vin og chokolade.

Og mere end det. For jeg er nemlig min mors datter. Så jeg satte målbevidst kursen mod to helt bestemte hylder. Nemlig dem der rummede ris og stearinlys. Og jeg købte rigeligt ind af begge dele.
Fordi jeg kunne ... fordi min mor ville have gjort det, og fordi jeg elsker min mor. For altid.

Taxa-José kørte os tilbage til regnskoven. Og da han så mig, sagde han:
"Jeg sagde jo, at jeg ikke kunne lide det vejr ..."


lørdag den 11. august 2012

Vand, mere vand og en mand - del 2 af uvejrs-historien

Bare en helt almindelig arbejdsaften på en restaurant i Puerto Viejo ...


Fik du ikke læst første del af den spændende uvejrshistorie? Så læs den her ...

Jeg hoppede ud af taxaen og blev fanget af en krap vind, som på det nærmeste blæste mig ind i restauranten. Men lige så pludseligt som vinden var kommet, forsvandt den igen og efterlod kun den stille regn, der kunne minde om en forsigtig sommerregn.

Men i et ferieområde hvor folk kommer for at slikke sol, gør selv den mest beskedne nedbør en forskel. Vi er i forvejen midt i low-season, som får bar- og restaurant-ejerne til at klynke på en måde, som jeg ellers kun troede, at danske landmænd kunne klynke. Og regnen fik endnu flere af de i forvejen få turister til at blive på deres hostels og hoteller. Ergo satsede jeg velbehageligt på, at min debut som tjener ville blive fuldstændig begivenhedsløs.

Funky trippede lidt rundt og bandede sagte over vejret, men var ellers i udmærket form. Oma var i køkkenet og i gang med at kreere smuk sushi.

Og imens ventede vi. Et par turister tøffede forbi restauranten forskanset under store paraplyer. Enkelte borde blev besat, men ingen var i det store spender-hjørne. De fleste ville bare gerne have lidt mad, inden de atter søgte ly i hotellerne.

Regnen tog stille og roligt til. Fra en stille silen blev den til en målbevidst trommen der spillede sin helt egen, hektiske rytme på byens bliktage. Funky bandede lidt mere. Og jeg sagde ikke så meget. Jeg forsøgte at aflure rutinerne og finde ud af, hvordan jeg skulle gebærde mig.

Et backpacker-selskab bestående af to piger og tre fyre søgte ly i restauranten og bestilte et par øl. Det var tydeligt at se, at de havde mødt hinanden på rejse og at Puerto Viejo var deres første, længere stop. Der blev skålet en smule usikkert og snakken gik forsigtigt og trægt.

Det første, sædvanlige blitzglimt meldte sig ud over havet og fik mig til at stå stille et øjeblik. For det var et af de store lyn. Et af dem, som får alting til at stå som knivskarpe silhouetter i et flammeglimt. Faktisk stivnede alle et øjeblik - og så kom tordenskraldet. Et sekund efter. Fuldstændig øresønderrivende.

"Der røg den store kommunikations-antenne vist," nåede Funky at konstatere, inden regnen kom. Som havde nogen trykket på en on-knap, væltede det ned. Jeg vil ikke engang kalde det regn. For min definition på regn er sådan noget med, at der kommer definerede dråber ned fra himlen. Sådan var det ikke. Det var som om, at gud simpelthen havde taget verdens største spand og hældt den ned over Puerto Viejo.

Restaurant Beach Hut består af et køkken og bar, som har fast klinkegulv. Der hvor gæsterne sidder, er der tag, men intet gulv. Man kunne ikke engang tale om regnens trommen mod taget i dette tilfælde, for intet trommede - det var bare en enstonig larm af vand, der væltede ned over os.

Funky bandede højlydt og kiggede på den enorme mængde af frisk fisk, der lå og ventede på at blive lavet til sushi. Så trak han på skuldrene og gik hen for at kigge ud på gaden.

Gadehandlerne var i fuld gang med at pakke sammen, også de havde opgivet at få mere ud af aftenen. Da alle Bob Marley-effekterne og de andre ting var pakket ned, stod der kun de sørgelige træskeletter af deres boder tilbage. Det store El Diamante-supermarked overfor rullede persiennerne ned for deres vinduer, men holdt stædigt åbent for et par store firhjulstrækkere, der spyttede amerikanske turister ud, som lige skulle have en håndfuld øl og en flaske sprut med hjem til hotelværelset.

Ellers var gaden tom. Støvsuget for det sædvanlige liv. Ikke så meget som en eneste hund var at se. Engang imellem oplyste et lyn gaden og fik hele sceneriet til at fremstå i skingrende sort/hvid. Det tætte regn fik det hele til at virke mærkelig sløret og uvirkeligt, som et gammelt fotografi der har stået fremme så længe, at det er blevet mærket af tidens tand. Lyden af regnen overdøvede selv El Diamantes højttalere og kvalte på behagelig vis de uendelige reggaerytmer.

Jeg stod og tænkte på, at det virkede som om, at vi var helt alene i verden, da strømmen gik over hele byen. Et øjeblik stod jeg i bælgravende mørke og hørte tordenen rulle og vandet plaske. Og på en eller anden måde skal jeg ikke sige mig fri for at indrømme, at der gik et sødmefyldt gys igennem mig. Men så startede Funky generatoren, udstødte et par særligt saftige venezuelanske eder - og så var vi kørende igen.

Det her er så en plante-anretning som pryder midten i restauranten. Der er tag over og vandfaldet er ikke noget, der skal være der - det er såmænd bare regnvand.

Kun for at opdage at vandet stille og roligt begyndte at stige i baren. Carla peb højlydt og da jeg vendte mig for at kigge, opdagede jeg, at hun sad på det allerøverste af sit tæppe - som en lille skibbruden på en nylon-ø.

Jeg fik den lille hundesnude op på en stol og begyndte at feje vandet ud. Men det stod hurtigt klart, at missionen var dømt til at mislykkedes. Vandet væltede ind og inden længe stod køkkenet og hele baren i ankeldybt vand.

Backpacker-selskabet var der stadig. De havde ikke råd til en taxa og satsede på, at så vild regn kun kunne være en byge. Ergo bestilte de Cuba Libres og hang ud. To borde i restaurantområdet stod på det tidspunkt i vand, men det var stadig til at overskue.

Men vandet blev ved med at stige, og Funky udstødte et særligt dybt suk, da han afbrød køleren og fryseren. Der var ikke andet at gøre - det var simpelthen for farligt at lade dem være tændte. Vi kunne risikere at blive electrocutet ...

Jeg hørte godt det dybe suk, da han afbrød. For der røg råvarerne. Eneste trøst ved det var, at restauranten køber frisk fisk og kød på daglig basis - men de hjemmekogte fond'er til sovsene, de skårede frugter og alt de andre sager begyndte at lide en stille død i samme øjeblik, der blev trykket på afbryderkontakten. Ikke en situation som nogen ønsker sig i lavsæsonen, hvor pengene er små ...

"Vi holder alligevel lukket hver søndag - og meget er der heller ikke," sagde Funky. Måske mere til sig selv end til mig.

Vandet blev ved med at stige. Og da backpacker-bordet bestilte næste omgang Cuba Libres, lavede jeg dem.

"Gør dem dobbelte," sagde Funky.
"Jeg vil gerne drikke dem lidt fulde."

"Hvorfor?," spurgte jeg.

"Fordi fulde mennesker bestiller mad. Og fordi de ligner nogle, som ikke har fået en ordentlig drink i umindelige tider."

Michael leverer ... jeg grinede højt, da jeg så opslaget. Jeg skal helt sikkert have Michael til at levere et eller andet til mig. Bemærk, at han ikke leverer babyer eller dyr ...

Som sagt - så gjort. Jeg vadede gennem restauranten i ankeldybt vand med en bakke drinks, og det viste sig, at Funky havde helt ret: De unge backpackere havde ikke fået en ordentlig sjus i lang tid, for stemningen blandt dem blev meget mere løssluppen på en rigtig sød måde. Pludselig sad de og snakkede på kryds og tværs med den iver, som man har, når man har oplevet en million ting - og opdager, at man ikke er den eneste der har oplevet både at været skræmt, overvældet og i gang med et fedt eventyr.

Eftersom de var de eneste, der var tilbage i restauranten, havde jeg god tid til at nærstudere dem. To af dem var mexicanere. Den ene en intellektuel type med briller og skæg. Den anden var mere ung-fløs-agtig og helt sikkert også en smule yngre end resten af gruppen. Den tredje fyr var amerikaner - en universitetstype som havde anlagt sig adskillige armbånd og et lille rejseskæg, så han lignede en rigtig backpacker. Pigerne var europæere. Den ene havde et langt rastahår, som hun havde tæmmet med et tørklæde. Hun havde også en kæk opstoppernæse. Den anden pige var så almindelig at se på, at hun faktisk ikke rigtig havde nogle kendetegn. Hun var sød og pæn. Men jeg ville aldrig kunne genkende hende igen, selv om jeg kiggede på hende mange gange i løbet af den aften.

Da jeg rundede bordet igen, opdagede jeg, at de unge mennesker sad og soppede i vand. Restauranten nu var fuldstændig oversvømmet. Ergo åbnede vi de sidste tre borde ud mod stranden, som stadig var nogenlunde intakte - og backpackerne flyttede grinende derhen.

Og jeg blev s'gu så glad af at kigge på dem. Den bagerste del af restauranten er så dårligt oplyst, at jeg havde sat stearinlys frem på bordet. Og lige pludselig kunne jeg se, at de spillede et spil, hvor de sad og holdt hinanden i hænderne og førte et lille stykke papir fra hånd til hånd. På et givent signal skulle de så tage deres knyttede næver op over bordet, så der kunne gættes på, hvem der havde papirstykket i hånden. De grinede, de snakkede og der blev uddelt spontane knus.

Jeg blev næsten misundelig på dem. De var maximalt 23 år. Og om 20 år vil de stadig kunne huske den vanvittige aften i Puerto Viejo, hvor alt var oversvømmet og de drak Cuba Libre i massevis i det vildeste uvejr og blev bedstevenner med nogle mennesker, som de havde mødt et par dage forinden.
Det er den slags, som gør det værd at rejse. Og jeg ville ønske, at jeg havde gjort det noget mere, da jeg var ung ...

Stemningsbillede fra restauranten ...

Vandet steg og steg og til sidst var også de bagerste borde oversvømmede. Backpackerne bad om regningen og Funky satte dødsstødet ind ved at servere regningen med fem rå tequilashots med salt og citron. Hele bordet klappede begejstret og derefter rejste de sig alle sammen op og snoede deres arme ind og ud mellem hinanden og skålede og grinede.
Så strippede de ned til henholdsvis badeshorts og bikinier og løb vinkende ud af restauranten og ned ad gaden med hinanden i hænderne - og hjem til deres hostel. Efter en uforglemmelig aften ...

For os andre var der ikke så meget andet at gøre end at lukke restauranten med et suk og krydse fingre for, at ødelæggelserne ikke var uoprettelige. Funkys telefon havde jævnligt bragt nye meldinger om situationen i nærmiljøet. Hans søster kunne berette, at hende og hendes mands forhave var blevet omdannet til en rivende flod. Adskillige mennesker som ikke boede i pælehuse, var blevet oversvømmet og overnattede hos naboer. Rygter gik på, at vejen til Bribri var forsvundet - men ellers var alt okay. Ingen var døde eller forsvundne.

Funky selv havde taget en hurtig afstikker til sit eget hus og konstateret, at hans kostbare fiskegear svømmede rundt i rummet. Min vittighed om, at gearet i det mindste var vant til at være vådt, faldt ikke i god jord ...  

Og et mere ...

Så vi endte med at tage en taxa hjem til mit lille, trygge, dejlige junglehus, hvor alting var som det plejede at være. Fordi junglen beskytter mig og fordi jeg bor på pæle ...

Og vi var heldige. For kort tid efter løb Rio Cocles over sine bredder og forvandlede sig fra et hyggeligt vandløb til en brunmudret stormflod - og lukkede strækningen mellem Cocles og Puerto Viejo.

En af de ting jeg elsker allermest ved mit hus er, at det er lavet af myggenet. På den måde bliver alting oplyst, når lynene blinker i regnskoven. Samtidig har jeg palmeblads-tag, hvilket giver en helt fantastisk lyd, når det regner.

Funky lugtede af mand, af mango og af småkager. Og jeg må konstatere, at en mørklødet venezuelaner virkelig giver en smuk kontrast mod hvidt sengetøj - og at jeg for længe siden burde have ordineret mig selv et par brune hænder til at tage ordentlig fat i mine hofter.

Det var en rigtig god uvejrsnat.

torsdag den 9. august 2012

Optakt til uvejr ...

Alle fire billeder på dette blogindlæg er fra big city, Puerto Viejo ...


Kære, søde bloglæsere,

lige i øjeblikket er jeg ikke er særlig god til at opdatere min blog regelmæssigt. Men når jeg så endelig gør - så er indlægget længere end et ondt år. Derfor har jeg besluttet mig for en ny strategi. Dette er hermed første del af min uvejrs-historie. Del II og III er så planlagt til at komme cirka hver anden dag. (Og bare rolig - det er skrevet, så jeg laver ikke det der med at begynde på historier, som jeg ikke gør færdige. Dét har jeg haft rigeligt af.) Jeg håber på, at det fungerer bedre at opdatere regelmæssigt med lidt kortere historier,  frem for at lade bloggen ligge død for længe. Men sig endelig til, hvis I synes, at konceptet stinker ...

Og så til del I af den spændende historie om det store uvejr i Puerto Viejo:

Det slog aldrig fejl. Bedst som jeg havde skruet mig ned i sofahjørnet med en god bog eller noget rart skrivearbejde, ringede telefonen. Når jeg tog den, kunne jeg høre en ophidset kvidren i den anden ende. Min mors stemme ...
"Der er uvejr på vej," sagde hun melodramatisk.
"Hvor er du? Aha, du er hjemme. GÅ INGEN STEDER - for det bliver uvejr. Har du ris og stearinlys?"

På det tidspunkt i samtalen plejede jeg at anføre, at jeg boede i København, og hvis jeg pludselig løb tør for fornødenheder, så kunne jeg altid frekventere min lokale Seven-Eleven. Og hvis uvejret faldt indenfor åbningstid, kunne jeg frekventere et af de syv supermarkeder som lå i bekvem gåafstand fra min lejlighed.

Så sagde min mor:
"Du skal ikke gå ud! Ikke engang til Seven-Eleven. Det kan være farligt, for det ser ud til at blive et virkelig grimt uvejr. Der er INGEN grund til at begive sig udenfor!"

Derefter fulgte der en nøje beskrivelse af de meget mørke skyer, som hang over min mors hus og en lang række formaninger om at passe på mig selv.

Efter endt samtale havde jeg som regel kun få minutter at agere i, før telefonen atter ringede. Denne gang med min søster Anne i den anden ende.
"Jeg har lige talt med mor, og hun siger, at du ikke tager uvejret alvorligt. Så jeg vil godt lige sige, at du skal ikke tænke på at gå ud - for det bliver virkelig uvejr!"

Herefter fulgte en lige så detaljeret beskrivelse af de mørke skyer over min søsters hus - og derefter flere formaninger. Når jeg atter lagde røret, kunne jeg være sikker på at være mindst en halv time forsinket til den aftale, som jeg havde ude i byen. Ude i uvejret ...

Min mor og min søster Anne har altid været passionerede uvejrs-freaks. Intet gjorde dem gladere end virkelig vildt vejr, og mens det stod på, glødede begge deres telefoner - enten med udvekslinger af uvejrsoplevelser eller også ringede de og generede mig med detaljerede rapporter om deres påståede nærdødsoplevelser forårsaget af den barske natur.

Min mor brød sig egentlig ikke om ris. Men hver eneste gang hun hørte en ekstra spændende vejrudsigt, kastede hun sig veloplagt ud i bilen og fræsede til Haslev, som er den nærmeste større by på min fødeegn. Her galoperede hun ind i det lokale supermarked og med fanatisk skinnende øjne hev hun store mængder af ris og stearinlys ned fra hylderne.

Hun havde en teori om, at hvis der indtraf en naturkatastrofe, så kunne man overleve for evigt, hvis bare man havde ris og stearinlys.



Det er mærkeligt, hvad der egentlig kan slå en helt ud. For da min mor døde, sørgede jeg for bedemand, tøj og alverdens praktikaliteter omkring bisættelsen. Jeg valgte kiste og en urne med tegnede bellis på. Jeg fik trykt 'tak fordi du kom til bisættelsen'-kort og i det hele taget ordnet alt det arbejde, der er omkring et dødsfald. Jeg var - som min far plejer at sige - hård som sten og kold som et glasøje.

Et par dage senere hjalp jeg min far med at rydde lidt op og lidt ud. Og da jeg åbnede skabet til mors ris- og stearinlys-lager, føltes det fuldstændig uudholdeligt at tænke på, at jeg ikke skulle se hende mere i dette liv. Jeg tog en håndfuld af lysene ud, tændte dem - og satte mig og hulketudede lige indtil jeg ikke havde kræfter til at vræle mere. Fordi dét lager bare var så meget min mor - hendes excentriske væremåde, hendes store sans for drama og hendes enorme glæde ved at opleve torden og lyn og snestorm og vide, at hvis verden virkelig gik under - så kunne hun stadig redde røven på sin familie med sit helt særlige lager.

Som jeg tidligere har fortalt, er det et par år siden, at jeg mistede mor. Og egentlig savner jeg ikke specielt at have en mor. Jeg er rimelig selvkørende og træffer som oftest mine beslutninger uden at rådføre mig med andre. Sådan har jeg nok altid været. Men jeg savner - og det holder aldrig op - det menneske, som min mor var.

Simpelthen fordi hun først og fremmest var morsom og på en eller anden måde gav livet et ordentligt drys tryllestøv. Hun var et stort menneske, der tog en masse plads - og ikke kun på den gode måde. Hun kunne være hamrende dominerende, hun var direkte hysterisk inden morgenkaffen og hun forsømte aldrig at give sin mening til kende på en måde, så man undertiden havde lyst til at kvæle hende.

Men hun var bare stor. Hun var larger than life på mange så måder, og jeg har stadig svært ved at forstå, at det var hendes kæmpestore hjerte, der i sidste ende tog livet af hende.

Nok om min mor for nu. Det lader til, at jeg stadig har meget at berette på den front. At ordene først kommer nu må betyde, at jeg omsider er ved at bløde op. At mine følelser er et sted, hvor de lader sig beskrive. Jeg håber det bliver sådan ved ...

Heldigvis har jeg stadig min søster Anne. Og når det kommer til uvejr, er hun i dén grad sin mors datter. Eftersom mor ikke længere kan nås pr. telefon, har jeg måttet lægge ryg til et uendeligt antal telefonopkald, hvor min søster Anne med katastrofe-stemme har berettet om det ene og det andet vejrfænomen. Plus de sædvanlige formaninger om, at det var forbundet med livsfare at bevæge sig udenfor ...

Efter seks måneder i Caribien har jeg måttet kaste håndklædet i ringen og indse, at jeg også - og i dén grad - er min mors datter ...

Det begyndte faktisk med, at jeg fik en fiks idé. Eller rettere sagt begyndte det med, at jeg blev lidt forelsket i mig selv.



Trofaste bloglæsere vil måske huske, at jeg blev bidt af en stor, led wolfspider for et par uger siden.
Min fod var helt sig selv dagen derpå, og jeg regnede med, at overfaldskoppen var forsvundet ud af døren til verandaen.

Men det var den ikke, for to dage senere da jeg stod og skar pølser ud til hundesnuden Carla, kom den pludselig nok så frækt spadserende hen over min køkkenvæg. Og for første gang i al den tid jeg har været her, nøjedes jeg bare med at stirre olmt på den og hvæse "Vi er ikke gode venner" - hvorefter jeg uanfægtet fortsatte mit skærearbejde. Da jeg var færdig med det, sad den onde overfaldskop over min toast-ovn og så ualmindelig kæk ud.

Jeg ignorerede den og gik i bad. Da jeg kom tilbage, sad den der stadig, hvilket fik mig til at prikke til den med spidsen af min hårbørste. Og nu kender jeg jo jagtedderkoppernes reaktioner, så den hoppede med det samme og faldt ned bag min toastovn. Jeg begyndte at lægge make up foran det spejl, som jeg har stående ved siden af toastovnen. Pludselig kunne jeg se et par behårede ben stikke ud under  toastovnen, så jeg prikkede til de behårede ben med min pegefinger og sagde: "Kan du så fjerne dig, dit grimme udyr."

Øjeblikkeligt trak overfaldskoppen benene til sig og jeg koncentrerede mig om det nøjagtigheds-projekt det er at lægge flydende eyeliner på. Da jeg var færdig med at smukkesere mig, var den igen vandret op på min køkkenvæg.

Jeg greb derfor bunden af en kæmpestor vandflaske, som jeg havde skåret ud for at bruge som urtepotte og fangede overfaldskoppen i en utrolig elegant bevægelse. Derefter smed jeg den ud, trak i et korset, beundrede mig selv i spejlet og vandrede ned ad grusstien for at komme ind til byen.

Solen var lige ved at gå ned og spillede i lyserøde og rosa nuancer over regnskoven. Og da jeg passerede ylang-ylang-træet blev jeg indhyllet i den skønneste blomsterduft. Cikaderne, græshopperne og de andre nat-insekter kværnede løs, og for at sætte prikken over i'et var frøerne virkelig i topform. En højlydt kvækken lød fra alle verdenshjørner. Jeg var på vej til byen for at fotografere sushi for Funky, måske mødes med min ven, David Dolphin - i hvert fald for at sige hej til Karsten. Og helt sikkert for at drikke et par øl ...

Min nyindkøbte, hellange, blodrøde kjole føltes som et kærtegn mod min hud. Den forsigtige brise var varm, men ikke for hed. Mit sorte korset gjorde mig opmærksom på min krop - og det sidste jeg havde set, inden jeg gik ud af døren var mit eget spejlbillede, som jeg var yderst tilfreds med.

Jeg havde uden pis og skrig og skrål netop fanget en jagtedderkop på størrelse med en pænt stor underkop - og jeg havde rørt ved dens forben med mine fingre. Carla tøffede i hælene på mig og snusede hid og did. Hun var okay. Så vidt jeg vidste, var alle vigtige mennesker i mit liv okay. Og selv følte jeg, at jeg var smuk som en i helvede i denne skønne tropenat - på vej ud til sjov i gode menneskers lag ...

Der var gang i Funkys restaurant og overalt sad der mennesker og nød smukke sushi-anretninger. Jeg tog billeder, drak Cuba Libre og følte mig næsten overjordisk glad. Den nat var jeg decideret forelsket i mig selv, og det kunne andre mennesker også mærke. Så jeg havde det fantastisk.

Men på et tidspunkt mens jeg sad og kiggede ud over restauranten, vendte min jordforbindelse tilbage. Funky er en rigtig god vært, men den aften overgik han sig selv. Han var på tåspidserne hele tiden, han læste folks behov, inden de selv var blevet klar over dem. Han hentede og bragte lækker mad, han kælede for hver eneste cocktail der røg over disken og puttede ekstra rom i mojitoerne til pigebordet, fordi han vidste, at de rejste på budget, og ikke havde råd til særlig mange drinks. Han stoppede op og småsludrede de rigtige steder, fjernede sig diskret fra det forelskede par, foldede et par jokes ud ved herrebordet og dansede gennem restauraten som en leder af et symfoni-orkester, hvor alt bare spillede præcis som det skulle.

Ude i køkkenet blev der lavet sushi med kærlige kokke-hænder, som overstadigt trommede i takt på komfuret, når et ekstra godt musiknummer flød ud af højttalerne.

Alt det sad jeg og kiggede på og tænkte, at det der skete foran mig, var en form for poesi. At have så meget situationsfornemmelse, at få tingene til at gå op i en højere enhed på den måde kræver en mester på sit felt. Funky var mesteren, og han fik det til at virke så nemt.

For mit eget vedkommende kunne jeg ikke forestille mig noget mere angstprovokerende end at servicere vildtfremmede mennesker og huske at smile og virke naturlig. Jeg er genert af natur, og det har taget års øvelse for mig at møde mennesker på en afslappet måde. Selv i dag kan jeg stadig blive angrebet af pludselige tilfælde af akavet generthed, når jeg møder mennesker, som trigger Tykke-Folkeskole-Knirke-11-År-refleksen i mig. Læg dertil at jeg er døv på det ene øre, så hvis der er den mindste baggrundsstøj, skal jeg altid anstrenge mig meget for at høre, hvad folk siger til mig.



Jeg sad lidt og gøs over perspektivet i at arbejde på en restaurant, indtil min indre stemme meldte sig. For hvad var det nu, jeg havde lovet mig selv, da jeg rejste? Jeps, nemlig ... Og fordi jeg var så smækfyldt af selvtillid den nat, sagde jeg til Funky, at jeg gerne ville arbejde for ham, hvis han på et tidspunkt kom til at mangle arbejdskraft.

Han nikkede bare, men jeg vidste godt, at han ikke ville glemme det. Den lille, krølhårede venezuelaner har en hukommelse som en gammel ronkedor.

Til gengæld glemte jeg næsten alt om det, for de næste dage bød på mere jungle, en del strandhygge, skrivning og almen hængen ud i nærmiljøet. Faktisk gik der en helt uge med disse uhyre behagelige aktiviteter.

Lørdagen lagde imidlertid ud på en noget skummel måde. Det var ikke en almindelig gråvejrsdag, som vi ellers har haft en del af på det seneste - det var noget andet. Junglen stod fuldstændig stille, som havde nogen trykket på en pauseknap. Det var kvælende lummert og mens jeg stod og bandede over, at der var gået svamp i mine pæneste sko, ringede telefonen.

I den anden ende var en noget presset og spag udgave af Funky.
"MissEva, du sagde på et tidspunkt, at du trængte til at komme lidt ud?"
"Njaeh, det sagde jeg vel," svarede jeg defensivt. For sandheden var, at jeg lige havde lejet et par virkelig gode dvd-film, købt lækker mad i supermarkedet og lagt an til en totalt doven hygge-fredag.
"Jeg er to mand nede. Pablo skulle være mødt ind nu, men det eneste jeg har set af ham er en sms, hvor han skriver, at han ikke kommer. Den fik jeg for fem minutter siden. Min køkken-souschef sagde op i går og meddelte, at hun ikke kom mere - og det er fredag, og vi har sushiaften."

Jeg sukkede stille. Jeg har indtil videre lært, at arbejdsdisciplin har en noget andet karakter her i Caribien. Man kan faktisk være det største fjols i verden, men altid have et fast job - hvis bare man er stabil og overholder, hvad man lover. Så i stedet for at rigge an til min gode selvforkælelses-aften, gik jeg i bad, skruede mig ned i et korset og tog en taxa til byen sammen med den lille hundesnude Carla.
Da taxa-José hentede mig, så han alt andet end glad ud.
"Jeg kan ikke lide vejret," sagde han stille.
"Jeg kan bare ikke lide det."

Jeg kiggede ud og betragtede kulsorte skyer samle sig over havet. Palmerne bøjede sig mod jorden, hver gang et pludseligt vindstød greb dem og ruskede dem igennem. Luftfugtigheden og heden var kvælende. Bare at spadsere gennem regnskoven i et sindigt tempo havde givet mig svedoverskæg, og jeg kunne mærke sveden løbe ned af min ryg.

Jeg ankom til restauranten cirka samtidig med regnen. En stille, silende regn som  ikke lignede det sædvanlige regnvejr på disse kanter. Men det skulle også hurtigt vise sig, at den stille regn bare var en slags fortrop til det, der senere skulle følge.