mandag den 30. marts 2015

Hundehvalpe, hud mod hud - og meget om fordomme ...


Jeg havde godt nok indkøbt en plastictomat med piv i, som de kære små kunne lege med. Men det er jo mine hunde, så selvfølgelig synes de at tomme cigaretpakker er hundrede gange sjovere end rigtigt hundelegetøj. 

Når man skal over floder og vandløb inde i junglen, kan det ske på utallige måder. Jeg har set de mest skønne, Indiana Jones-agtige broer tæt begroede med mos og med adskillige huller, der hvor brædderne var mørnet igennem og faldet ned i vandet. Jeg har firet mig over siddende på en plade og jeg har - som jeg gjorde den dag - trippet forsigtigt over et vandløb balancerende på en stålwire og med en stålwire, som man kunne holde i.

Den jungletur jeg tænker på, var den absolut værste jungletur, som jeg nogensinde har været på - og en af de få gange, hvor jeg havde glimtvise øjeblik af at være bange. Vi var gået ind for at besøge Bribri-stammens ypperstepræstinde. Hvad jeg ikke vidste, var at vi var gået ind med de helt forkerte mennesker. Og hvad jeg heller ikke vidste var, at ham som jeg fulgtes med, ejede et mineselskab i Panama og var beskidt til benet.


Rita er ret lille. Faktisk en del mindre end hendes søster, Minnie. Det lader til, at det der er vokset mest på hende, er ørerne. 

Da han fandt ud af, at Bribri-indianerne vidste alt om det, blev han ikke glad. Faktisk tror jeg, at han frygtede for sit liv - regnskovsindianere har helt ufattelig dårlige erfaringer med mineselskaber og disses repræsentanter - og han stak af. Han var forresten selv indianer, skal jeg lige huske at sige. For indianere er ikke spor anderledes end andre befolkningsgrupper. Du kan finde storslåede, fine mennesker blandt dem. Du kan også være uheldig at finde nogle rigtig dumme svin ...

Under alle omstændigheder efterlod han mig cirka to dagsrejser inde i junglen. Og selv om jeg kun forstod lidt spansk og intet af Bribri-sproget, vidste jeg, at han ville forlade mig, da jeg så, hvordan han pakkede sammen. Angsten var så tydelig, at den ikke krævede oversættelse. Han kom godt nok med en søforklaring om, at han ville gå lidt i forvejen og vente på mig ved den første bro. Men jeg vidste, at han løj, så jeg nikkede bare og sank et par gange.


Og eftersom jeg havde været hans rejsefælle, sank jeg lige et par gange mere ved tanken om, at jeg måske også blev regnet for en fjende.
Men der var ikke noget at gøre ved det. Jeg skulle bare ud af junglen og hvis nogle havde en plan om at finde mig og eventuelt gør mig fortræd, var jeg ikke i tvivl om, at det ville lykkes for dem. Selv om jeg efterhånden følte mig meget erfaren i junglen, var jeg som en elefant i en glasbutik i forhold til indianerne. Jeg krydsede fingre for, at mit gode rygte blandt bribri'erne - plus mit venlige væsen - kunne redde mig ud af eventuelle konflikter.

De tanker jeg gjorde mig var, at der altid er vand i en regnskov. Og at jeg ikke ville sulte ihjel foreløbig, selv om jeg ikke havde fået mad i lidt over en dag. Jeg tænkte, at jeg måske ville støde på noget, som jeg kunne spise. Jeg sagde til mig selv, at det allerfarligste der kunne ske var, at jeg faldt og brækkede noget, så jeg ikke kunne gå videre - eller at jeg blev bidt af en slange.


Turen havde været meget spontan, så jeg var iført flip-flops, hvilket ikke er ordentligt fodtøj til rejse i junglen. Endvidere havde jeg Carla med, for muligheden for at møde ypperstepræstinden var opstået så pludseligt, at jeg ikke havde kunnet finde pasning til hende.

Så jeg pakkede sammen, sagde farvel til indianerfamilien på hvis veranda, jeg havde tilbragt natten, og begyndte hjemrejsen.

Carla var i topform og holdt sig tæt på mig. Hun havde forlængst aflæst mit humør og vidste, at nu var det bare mig og hende. Som det havde været så mange gange før. Hun forstod alvoren og selv om jeg ikke burde have taget hende med, var hun en trøst for mig - som hun altid har været i sære situationer.


På et tidspunkt skulle vi krydse en temmelig bred flod, der skummede hvidt. Midlet var to de to stålwirer - en til at sætte fødderne på og en til at balancere med hænderne. Jeg puttede Carla i min taske og begyndte at krydse floden. Jeg tror, at hun fik et anfald af højdeskræk og på en eller anden måde forsøgte at hoppe ud. For pludselig var tasken let og jeg kiggede ned og kunne se min lille hund i frit fald.
Jeg tøvede ikke og slap grebet i stålwiren og lod mig falde ned i floden. Et par meter foran dukkede hendes lille, hvide frisure igen oven vande og jeg pejlede efter hende. Jeg rakte ud efter, hvor jeg troede hun var - og til min enorme lettelse fik jeg fat i et bagben.



Vi drev sammen et stykke ned ad floden og da strømmen var knap så stærk, svømmede jeg i land med min lille hund knuget tæt ind til mig. Og der sad vi så. Jeg rystede over hele kroppen, fordi jeg var blevet så forskrækket og fordi min storetå og dele af min krop gjorde vildt ondt. Udover at jeg havde erhvervet mig de vildeste blå mærker, havde jeg også brækket storetåen ved mødet med et par sten i floden. Carla rystede vandet af sig - og så humpede vi ud af junglen sammen. Den første aften delte vi de knasepiller, som jeg havde taget med til hende. Lige over, som vi har delt mad så mange gange før. Bare med den forskel, at det var første gang, at jeg spiste hundemad. Det plejer at være Carla, der spiser menneskemad. Men jeg var vildt sulten den aften.

Bagefter tænkte jeg over, at jeg ikke havde tøvet, da Carla var faldet i floden. Og at det var sådan, det skulle være. Jeg havde taget hende med. Endnu engang skulle hun stå model til mine åndssvage indfald. Så det var en for alle og alle for en. Man skal nok elske en hund for at forstå det.



Og hvis der er en hund, jeg elsker - så er det Carla. Hun fyldte 11 år i september sidste år. Og i modsætning til dengang, hvor jeg var 18 år og troede, at jeg ville leve for evigt, er det gået op for mig, at vores tid her på jorden har en slutning. Også for Carla. Jeg fik hende tjekket i alle ender og kanter hos dyrlægen, inden jeg tog til England - svaret kom tilbage: Din lille hund er i en perfekt helbredstilstand. Og jeg snøftede lidt af glæde midt i supermarkedet, da jeg fik det opkald.
 
Men uanset det, så har Carla mere liv bag sig end foran sig. Lige som jeg selv har. Hendes race holder cirka 15 år - selvfølgelig med udfald til begge sider.



Efter en del tænken frem og tilbage på mange niveauer, tog jeg beslutningen: Jeg var parat til en hund mere. Dels af egoistiske årsager: Jeg ville ikke være alene, når Carla døde. Og dels af andre årsager: Mange ældre hunde har stor glæde af at få en ung hund ind i deres liv - ligesom den unge hund lærer af den ældre, erfarne hund.
Jeg spekulerede frem og tilbage og vidste, at beslutningen ville koste mig en masse besvær. Et er besværet ved at rejse med én hund - at anskaffe mig en hund mere ville koste dobbelt op på besvær. Det der tippede vægten var, at jeg tænkte, at det også ville give mig dobbelt op på glæde og fornøjelse.

Jeg kiggede annoncer, tjekkede kennelklub-sider og alt det. Jeg tog på Crufts hundeudstilling og havde en herlig dag sammen med A.K.'s mor Gitte, der er border terrierfan og -ejer om en hals. Jeg noterede mig, at englænderne foretrækker den tunge, store udgave af Chinese Crested-hundene. Og jeg tænkte videre ...



En dag stødte jeg på en annonce for et kuld kineser-hvalpe. En af hunnerne var til salg - lige min stil. Hun lignede et stankelben med Andy Warhol-frisure. Præcis som Carlutten gjorde, da hun var lille. Jeg svarede begejstret på annoncen og udbad mig flere oplysninger - og delte i samme åndedrag annoncen med A.K.

Jeg fik svar tilbage og fandt samtidig ud af, at opdrætteren boede i fuckin' Lithauen. Alt for langt væk - og et land der har ry for at have store hvalpefabrikker, hvor hundene lever under forfærdelige forhold.

Jeg skrev til opdrætteren, at Lithauen var for langt væk for min smag. Opdrætteren - der senere viste sig at være opdrætterens datter - skrev tilbage, at de gerne fragtede hvalpene til England. Og at de havde gjort det før.



"Det kan der under ingen omstændigheder være tale om," sagde jeg dystert til A.K. over en kop kaffe.
"De har ikke rent mel i posen."
A.K. nikkede billigende.

Men umiddelbart var der intet andet end landet, der fik mine alarmklokker til at ringe. Hvalpene så gode ud. Lige hvad jeg gerne ville have - og langsomt - ganske langsomt - lærte jeg Judita at kende. Hun talte dårligt engelsk, men det har jeg erfaring med, så vi begyndte at kommunikere igennem det. Hun sendte små film med hvalpene og fortalte om dem. Jeg stillede spørgsmål og fandt ud af, at hun formidlede hvalpene for sin mor, der ikke var god til det med computere.

Hendes mor er en dyretosse og Judita fortalte med et stille suk, hvordan hun var vokset op med skildpadder, reptiler og hårløse hunde og katte. Som regel besvarede hun mine Skype-opkald med sin lille datter på seks måneder på skødet.

Carla synes foreløbig, at hundehvalpe i vores fælles liv er en tåbelig og irriterende idé... 

Jeg blev mere og mere varm ved tanken om at få en af Juditas mors hvalpe. Min mavefornemmelse af, at det var okay, blev stærkere og stærkere. En dag skrev Judita til mig, at begge hun-hvalpene var til salg - så jeg kunne vælge, om det skulle være livlige, lille Rita - eller om jeg hellere ville have store, rolige Minnie. Judita havde overtalt sin mor til at skille sig af med begge hvalpe ud fra devisen om, at hun havde mange dyr (for mange efter Juditas mening) i forvejen - og at jeg virkede så tilpas seriøs, at Judita på sin side regnede med, at jeg ville være en god hundeejer.

Det var over endnu en kop kaffe og et stykke kage, at jeg diskuterede sagen med A.K. Der er intet gnidret eller småt over A.K. Hun er en kvinde med et stort hjerte og store armbevægelser. Og hun sagde: "Tag dog begge hvalpe! De vil have glæde af hinanden."
Jeg sagde: "Men tænk, hvis de nu snyder mig?" For jeg var stadig helt oppe på koppen omkring det med, at vi havde at gøre med noget østeuropæisk.
A.K. fikserede mig med sine skrå katteøjne:
"Det er lidt over 10.000 kroner, hvis du tager dem begge. Det værste der kan ske, er at du mister pengene. Og du siger selv, at du har en god mavefornemmelse med det. Det skal du stole på. Jeg stoler på din mavefornemmelse. Det burde du også selv gøre - og selv om 10.000 kroner er mange penge, så kan du stadig tåle at miste dem - hvis det endelig SKAL være."


Næste dag sagde jeg til Judita, at jeg var interesseret i begge hvalpe. Hun reagerede med stor glæde og sagde, at hun aldrig havde prøvet noget lignende. Men at hun syntes, at det var en fantastisk idé - for hvalpene ville være glade for at være sammen.

Samme aften talte jeg i telefon med en af mine venner. En stor dyreven, må jeg tilføje, og et menneske, der passer sine dyr ulasteligt og med stor kærlighed.
"For helvede," udbrød han.
"Hvordan kan du være så naiv? Jeg fatter simpelthen ikke, at du kan støtte hvalpefabrikker i østlandene ..."
Og derfra fortsatte han og blev mere og mere vred på mig. Jeg fik på min side ikke et ord indført om mavefornemmelse og den slags, og det endte med, at jeg afsluttede samtalen, fordi jeg ikke orkede flere bebrejdelser.

Men naturligvis forstærkede han min iboende fordom om, at østeeuropæere ikke er til at stole på. Og jeg brugte tid på at gennemtænke alting igen. Da jeg var i Costa Rica, blev jeg hele tiden advaret mod især nicaraguanere og mexicanere. Tilfældet ville, at min bedste ven blev en mexicaner og senere mødte jeg Nando, der var nicaraguansk gæstearbejder og et helt igennem elskeligt menneske, der lærte mig at danse merengue. 


Jeg messede for mig selv: "Stol på din mavefornemmelse. Lad være med at høre på andre." Og det gjorde jeg igen og igen. Fordi det var vigtigt. Jeg VIL simpelthen ikke lade mig begrænse af fordomme. Jeg tror ikke, at finner bruger al deres tid i en sauna, når de ikke lige stikker med knive. Jeg griner, når jeg får fortalt, at tyskere er arbejdsnarkomaner, der spiser pølse hele tiden. Jeg VIL IKKE møde verden på den måde. Og det gælder ikke kun med nationaliteter, det gælder hele vejen rundt.
Jeg vil ikke blokere mit møde med andre mennesker med fordomme. Og jeg messede for mig selv, at den nazist, som jeg har korresponderet med i mere end to år stadig er et menneske, som jeg kan lide og som jeg anytime ville stå op for - uagtet at vi er uenige om ufattelig mange ting. Og at jeg aldrig ville have haft fornøjelsen af at lære ham at kende, hvis jeg netop ikke havde været åbensindet.  

Øj, hvor brugte jeg mange aftener på at tænke over alle de ting. Hvem jeg var. Hvem andre var. Jeg klarede mig godt igennem Caribien, fordi jeg var åben overfor andre mennesker og ikke interesserede mig for andet, end den energi de sendte ud. Den følelse de gav tilbage til mig. Og det havde givet mig en masse gode oplevelser. Jeg havde på samme vilkår sorteret mennesker fra, fordi de gav mig en dårlig fornemmelse i maven.


Judita havde brug for penge, så hun kunne sende hvalpene af sted. I min ende tænkte jeg: "Aha, du vil have penge nu!" Og glemte at tænke på, at for at vi fik dette i stand, skulle vi begge to stole på hinanden. Jeg var arrogant nok til at tro, at det vigtigste var, at jeg stolede på hende. Tanken om, at hun sad med de samme tanker, var ukendt for mig. Det var jo trods alt hende, der var østeuropæer ...

Jeg tog en dyb indånding og overførte først nogle af pengene. Og den dag hvalpene blev afsendt, sendte jeg resten af pengene.
Og så fik jeg en forstyrrende besked fra Judita. Hun skrev:
"Når hvalpene kommer, vil de sikkert være i en dårlig forfatning. De skal have et bad med det samme. De vil nok ikke spise de første dage - det er helt normalt. De kan være stressede efter rejsen. Hvis de gemmer sig og ikke vil komme ud, så lad dem være. Giv dem et par dage til at komme sig over rejsen."


Hårene rejste sig på min krop, da jeg læste det. Og jeg skrev tilbage: "Det er ikke normal adfærd, hvis de opfører sig sådan."
Og så løb jeg op til A.K. i soveværelset, og sank sammen på hendes seng. Hun summede rundt og pakkede, fordi hele familien skulle til Danmark.
Jeg fortalte hende om beskeden og at hvalpene var på vej til Danmark og at der ikke var nogen vej tilbage. At jeg var blevet snydt og at vi kunne forvente, at der landede to små hvalpefabriks-vrag på matriklen næste dag.
"Vi får det bedste ud af det," sagde hun.
"Det er, som det er. Og så må vi bare give dem ekstra meget omsorg og kærlighed. Vi skal nok få noget godt ud af det."
"Det skal nok gå," slog hun fast og tilføjede derefter:
"Ahr, man skal ikke stole på østeuropæere. Tyve og røvere alle til hobe!"
"Jeg er HELT enig," sagde jeg med overbevisning.
"Sigøjnere, røvere og tyve er de allesammen!"
"Vi får det bedste ud af det," gentog hun.
"Vi får de hvalpe på benene med kærlighed."


Næste eftermiddag skulle hvalpene ankomme. Jeg gik rundt om mig selv og var nervøs. Jeg fik et opkald fra fragtfirmaet, som på fuldstændig ubehjælpeligt engelsk fortalte mig, at de holdt nede ved porten til St. Georges Hill. Men at de ikke kunne komme ind. Portvagten ville ikke slippe en lithauisk varevogn ind i rigmandsghettoen.

Så jeg kørte ned og mødte dem. Jeg mødte to venlige mænd, og vi gav hinanden hånd og præsenterede os for hinanden. Derefter åbnede de bagklappen til deres store varevogn, hvor der alleryderst stod en stor, foret kurv med låge for. Med bløde hænder blev de to hvalpe taget ud og sat hen i hundeburet i min bil. Og jeg fik udleveret stamtavler og kæledyrspas, som jeg smed på forsædet.
Vi tog venlig afsked og jeg kørte tilbage til portvagten, der stod og kiggede efter bilen.
"Hvem var det?", spurgte han. Og jeg kunne se på ham, at han havde luret noget, som ikke skulle slippe ind i området på hans vagt. Han var derfor helt oppe på dupperne.
"Det var mine hundehvalpe," svarede jeg og blev sluppet ind.

Syv minutter senere stod mine hundehvalpe på gulvtæppet i mit værelse. En lillebitte, geshæftig type med kæmpestore parabol-ører. Og en noget større hvalp med lange, lange ben. Kineser-hunde, i den udformning som jeg værdsætter, ligner stankelben fra det ydre rum. Og det gjorde de to også.

Det tog de to hvalpe omkring ti sekunder at overskue deres nye verden. Så kastede de sig over Carlas madskål og åd rub og stub. Derefter vendte de tilbage for at kigge nærmere på mig. Rita hev i ærmet på min trøje og Minnie kravlede op på skødet for at kigge nærmere på mig. Og jeg kiggede på dem og genkendte dem fra billederne, fra Juditas beskrivelse og fra de små film af dem, som hun havde sendt mig.

Jeg sad og stirrede forelsket på dem i et stykke tid. Carla sad og kiggede træt på dem og derefter på mig. Jeg kiggede tilbage på hende og telepaterede til hende, at de var her for at blive. Det fik hende til at sukke dybt og hoppe op i min seng - i fred fra hvalpene, som jeg i mellemtiden havde givet en tom cigaretpakke at lege med.

Lykkeligt knurrende og moslende brugte de en halv time på at splitte pakken ad til atomer. I mellemtiden tikkede der en besked ind fra Judita: "Er hvalpene nået godt frem? Er de okay? Er de blevet stressede af rejsen? Jeg er så bekymret. Giv lyd!"

Jeg skrev tilbage, at alt var okay. Og det var det også. Det var de hvalpe, som jeg var blevet lovet. Alt var godt. Jeg var dybt udmattet, fordi jeg havde været så bekymret, så klokken var ikke mere end ti, da jeg krøb i seng.


 Carla - smart og velklædt i jeans.

Carla fandt som altid sin plads op ad mig. Og der gik ikke lang tid, før to små kroppe møvede sig op ad min anden hofte og faldt i en dyb søvn. Der lå jeg så - hud mod hud med alle mine hårløse hunde. At sove med hårløse hunde betyder, at de klistrer, når det er for varmt. Men hvad der føltes mest klistret og ubehageligt, var min egen samvittighed.

Jeg bliver nødt til at rejse i Østlandene. Jeg bliver nødt til at møde de her mennesker, som alle er tyve, røvere eller sigøjnere. Og foreløbig har jeg en stående invitation til at besøge Juditas familie. Åh, for helvede ... Jeg er SÅ glad for, at hun ikke snød mig. Men jeg er skuffet over, at der var tidspunkter, hvor jeg lod mine fordomme overdøve min mavefornemmelse. For min mavefornemmelse sagde til mig ... at alt var okay. At Judita var et ordentligt menneske.

Og hvis der er noget, jeg ved med sikkerhed - så er det, at ordentlige mennesker findes alle steder. Gudskelov for det.


___________________________________________________________________

Jeg er blevet spurgt, om jeg ikke lige kunne vise banan-outfittet fra fastelavnsfesten frem. Jeg har desværre ikke noget billede af mig i al min pragt og vælde - men kun denne selfie:






















søndag den 22. marts 2015

Familieliv og hønsetyve ...

 Egentlig skulle skattejagts-bogen og fastelavnsfesten have været et selvstændigt indlæg. Men nu nøjes jeg med at smide billeder på af den bog, jeg lavede, som kickstartede børnenes skattejagt. Ganske enkelt fordi jeg nød at lave den og syntes, at resultatet blev godt. Så billederne er et forsøg på helt åbenlys pral med, hvor kreativ jeg er ...

Jeg bliver ved med at have halve blogindlæg liggende. Det er højst irriterende. For jeg får aldrig skrevet dem færdig og tiden går tik-tak og jeg bliver ved med at tænke, at hvis I bloglæsere skal kunne følge bare en lille smule med, bliver jeg nødt til at introducere det her sted til jer og fortælle lidt om, hvorfor jeg egentlig slår mine folder i England.

Men det må komme. Et kort oprids af situationen er: Jeg bor i et hus. Jeg skriver en bog for Thomas, som udgør den ene del af den dynamiske duo Thomas og A.K. Sidstnævnte sagde forleden - fordi vi kørte gennem Weybridge og jeg, til min store begejstring, spottede en bedemandsforretning, der havde specialiseret sig i pompøse begravelser med hestetrukne ligvogne - at de selvfølgelig ville komme til min begravelse. Udklædt som henholdsvis Jack The Ripper og Den Hovedløse Rytter ...
Og egentlig beskriver det meget godt Thomas og A.K., men jeg tror nok, at I kommer til at høre mere om dem.

Det er ganske almindeligt kopimaskinepapir, som er blevet dyppet i kaffe og brændt i kanterne.


Men her bor jeg altså. Og jeg bor, som det sig hør og bør for en kæmpende kunstner, på et loftsværelse ...
Her hører al lighed med de stakkels, kæmpende kunstnere op. For jeg bor også sammen med et køleskab, der altid er fyldt med rare ting. Som regel er der også noget hjemmebag at smovse i. Jeg har adgang til verdens fedeste kaffedims, som fylder det samme som en mindre personbil og spyer fantastisk kaffe ud, hver gang jeg trykker på en knap. Og det gør jeg tit. Efter jeg konstaterede, at jeg var oppe på 12 espressoer om dagen, har jeg forsøgt at dæmpe mig lidt. Mit "loftsværelse" er et dejligt, lyst rum med hele to altaner - så alt ialt er jeg forkælet på alle niveauer og har taget fire kilo på. (mindst!)

I huset bor også Sebastian på 15, Silas på 12, Isak på fire, Jacob på to - plus den velformede au pair-dreng, Daniel.
Huset ligger et sted, der hedder St. George Hill ( nysgerrige må google det - men jeg skal nok vende tilbage til det sted senere. Det er nemlig i sig selv et blogindlæg værd.) Og det ligger så igen i forstaden Weybridge, som ligger udenfor London.


... Og så synes jeg, at det var sjovt at lave alt muligt irrelevant gøgl - som f.eks. kærestebrevet fra Grev Dracula - ved siden af selve den historie, som børnene fik læst op og som ledte dem frem til første post i skattejagten.

Da jeg tog af sted var det med forventningen om, at have en kort og hektisk "work hard - play hard"-periode i mit liv. Jeg havde set for mit indre øje, hvordan jeg skriblede på bogen om dagen og clubbede og sjussede om aftenen på diverse dekadente London-steder.

Men livet er jo en finurlig størrelse og det går sjældent, som man forestiller sig. I stedet er jeg blevet en del af et larmende og kaotisk familieliv. Og jeg holder af hvert sekund.
I begyndelsen havde jeg lange samtaler med min gode ven, Jesper, om det.

"Måske har jeg forfejlet mit liv," sagde jeg dystert.
"Måske skulle jeg have haft en masse børn og gået og lavet mad og hygget med dem. I stedet for al den rastløshed og faren rundt."
"Måske," svarede Jesper diplomatisk.
For Jesper er en af de mænd, der kan finde ud af at lytte uden at komme med løsningsforslag.
"Men du kan nå det endnu," sagde han, da jeg var færdig med at lovprise mit nye familieliv.
"Du kan jo få et barn selv, hvis du gerne vil."
"Aj, for helvede," udbrød jeg.
"Det duer da slet ikke. Er du klar over, hvor meget tid de to små tager? Jamen, hele tiden skal man jo være om dem! Jeg siger dig: A.K. har jo ikke et øjebliks fred, når de er hjemme. Og hun dedikerer jo al sin tid til de unger. Der skal læses lektier med de store, der skal leges og snakkes og nusses med de små - jeg siger dig, at det er krævende," svarede jeg.
"Aha," sagde Jesper bare.

A.K. meddelte begejstret, at hun HAVDE købt kostume til mig til fastelavnsfesten. Jeg forestillede straks mig selv som pirat, zombie, burlesque-danserinde eller noget lignende sejt ... 

Og dermed kunne jeg gå tilbage til at nyde mit familieliv uden flere spekulationer. For sandheden er, at jeg skummer fløden. Jeg er blevet døbt 'Faster Bongo' og jeg er hende, som ikke skal opdrage, ikke skal skifte bleer og som aldrig behøver at bekymre mig om ungernes ve og vel, for det er der to meget kompetente mennesker, der gør. Jeg kan ikke forestille mig en bedre situation, for jeg får lov til at være sjov, ikke korrekt og arrangere skattejagt og nusse teenageren i håret og sige, at han er en dejlig dreng. (Noget hans mor sjældent får lov til nu om dage.)

På den måde er det egentlig en uretfærdig opgave at være forælder. For det er dem, der tager alt det hårde arbejde, mens vi andre bare kan nyde at være sammen med deres børn. Men så igen: Når A.K. lige smutter et øjeblik efter en liter mælk eller noget lignende, så står den lille fedteengel, Jacob, og kigger efter hende.
Derefter kigger han på mig. Og så krakelerer hans lille ansigt i en syndflod af tårer og han peger ud på den tomme gård og siger:
"Hvor er mooor?"
Og i det øjeblik forstår jeg både moderskabets velsignelse og forbandelse ... Aldrig i ens liv vil der være et menneske, som elsker og behøver dig på dén måde. På godt og ondt, kan man sige. For alting har sin pris. Men det er også smukt og fint. Og jeg forstår, at det er noget, der er større ens eget liv.

Min udklædning var som banan (!!!) Så hele dagen vandrede jeg rundt med lange, tynde ben stikkende ud af et banankostume. A.K. grinede hver gang, hun fik øje på mig. Men latteren var gensidig - hun var nemlig klædt ud som Elmo, og Thomas havde hun tvunget til at klæde sig ud som pruttepude ...

Min livsopgave ligger et andet sted. Jeg vil gerne fortælle historier om mennesker - og det er jeg knap begyndt på endnu. Og jeg har været glad for at blive konfronteret med at leve et familieliv, for nu ved jeg, at selv om det er umådelig tillokkende, så har jeg mit eget livsspor, som jeg skal følge. Samtidig med at jeg får mulighed for at bære rundt på den lille fedteengel aka Jacob, lave mad, bage kage, affyre tåbelige vittigheder, som der oven i købet er nogle, der engang imellem griner af. Jeg får mulighed for at sætte mig ind i de vidt forskellige mennesker, der bor her og tænke: "Denne her sang ville få Isak til at danse" eller "Det her ville Sebastian grine af" eller "Det her burde Silas se", når jeg færdes ude i verden. Nøjagtig som jeg har noteret, at A.K. er verdensmester i.
Hun kan tanke benzin, gå ind for at betale og derefter komme ud med syv forskellige læskedrikke, der alle er indkøbt med tanke på alles specielle smag og trang. Fordi hun er så trænet i at tænke på andre, at jeg nogle gange bliver bekymret for, om hun også husker at tænke på sig selv.

Det siger sig selv, at alle de andre voksne gæster var klædt ud som cowboy'dere, indianere, vikingedronninger, katte og lignende fancy ting. Thomas, A.K. og jeg var faktisk de eneste der så grundlæggende latterlige ud den dag ... 

I går aftes sad jeg og malede på en af mine håbløse lerskulpturer, som jeg har stor fornøjelse ved at lave, når jeg ikke skriver. Klokken havde nærmet sig døsige midnat og aftenen havde ikke budt på andre ekstremiteter end Sebastian, der fra sin altan havde kastet sten på mit vindue for at forskrække mig. Han fik den reglementerede skråt op-finger og derefter åndede alt fred og ro.

Lige indtil der lød en skramlen ved min trappe.
Jeg var helt cool, indtil Sebastian råbte: "Dem, der stjæler høns, er ude i haven."

Derefter fik jeg i lyntempo mine sko på, greb min lommelygte (gammel junglevane - hav altid en lommelygte på Dem.) og for ned ad trappen.

Jeg anede sådan set ikke, hvad Sebastian talte om, men jeg opfattede, at nogle var ved at stjæle vores høns. I sådanne situationer bliver jeg caribisk, og på vej ud af døren kiggede jeg efter hvadsomhelst, der kunne bruges som slagvåben. Jeg fandt intet, men vidste også, at hurtighed og ægte raseri kan være næsten lige så godt som et effektivt våben.


A.K. og Thomas have er dejlig stor og snørklet og fyldt med gamle træer, ser der var både plads til at løbe ungerne trætte og gemme posterne spidsfindige steder ...

Vi løb ned i køkkenet og spænede ud af køkkendøren og mens jeg rendte over for at kigge til hønsene, råbte Sebastian "I have a gun, I have a gun", mens han stod og viftede med en gammel riffel.

Hønsene havde det udmærket, men jeg noterede mig, at det træstykke, som altid står lænet op ad deres dør var smidt ud til siden. Og igen: Jeg HAR taget skade af Caribien, for tanken om, at vi havde intruders, fik mig til at se rødt. Jeg trawlede aggressivt hele buskadset op hegnene igennem med tungt bankende hjerte. Jeg var lige klar til slagsmål. Men jeg fandt ingen hønsetyve. Til gengæld var udendørslyset i den have, der ligger op til vores, tændt - plus lyset op ad vejen, som også er bevægelsesaktiveret.

En af posterne bestod af en masse små flasker blod (frugtfarve) der skulle findes og hældes op i et bæger, som en udklædt Silas stod med - sammen med en hjemmelavet fakkel. Det var ret gennemført, synes jeg ... 


Ergo kastede Sebastian og jeg os ind i min lille bil og ræsede blodtørstigt op ad vejen. Men vi fandt intet og efter endnu en eftersøgning i krattet, gav vi op og gik ind igen. Mens jeg stod og forsøgte at få mit hjerte ned i gear igen, erklærede Sebastian i bedste teenage-stil, at han var blevet sulten af al den action. Derefter komponerede han nogle delikate, pizzaagtige brød, som han satte til livs med stor fornøjelse. Hvis man gør noget sært med sin mad, siger vi her i huset, at man sebastianficerer det. For det er det, Sebastian gør - laver de mærkeligste ting, som han indtager med stor glæde.

Da jeg var faldet lidt til ro, gik det op for mig, at det jo var dybt uansvarligt at tage husets teenager med på tyvejagt. Hvad hvis vi var stødt på nogle virkelig skumle typer? Så havde det været min skyld, hvis der var sket Sebastian noget.
Og endnu engang måtte jeg konstatere, at det nok er meget godt, at jeg ikke er forælder.

Noget af det, der var sjovest ved at lave skattebogen, var at variere min håndskrift, så det så ud som om, at brevene var skrevet af forskellige mennesker. Jeg anede ikke, at min håndskrift var så indgroet i min hjerne, at det faktisk var svært ... Jeg nød også at få lov til at gå amok med maling og tuschpenne til diverse illustrationer ...


Den aften sov jeg først klokken tre. Og det sidste jeg gjorde, inden jeg krøb i seng, var at tjekke de to tilbageværende hønseputter. De havde det fint og slumrede fredeligt i deres halm. Jeg håber det bliver ved sådan.
Første gang hønsetyvene slog til, stjal de den fine, lille bronzehane og alle hønsemors æg. Og det er et kæmpe mysterium. For vi bor i et område, hvor man ikke vil forvente, at folk har brug for at stjæle høns.
 Men vi få se, hvad der sker. Attrap-riflen står nu ved køkkendøren ... og selv om den ikke kan skyde, kan man slå en hønsetyv oven i hovedet med den ...

Da jeg var færdig, havde jeg et helt univers inde i hovedet. Jeg kunne på stedet have sat mig ned og skrevet hele Grevindens historie. I hvert fald derfra, hvor hun flygter fra England. Det er mærkeligt, at ens hjerne kan sådan noget. Jeg ved endda helt præcist, hvordan Grevinden ser ud ... 

Flinke mennesker i selskabet foreslog mig at blive sådan en, der laver fødselsdagsfester for børn. Jeg måbede lidt over det, men det findes faktisk her i England - folk der kommer ud og afvikler børnefødselsdage. Jeg vil dog ikke mene, at jeg er helt børneglad nok til sådan et job ...