Family Woman

Do you want the family man or do you want the

swingin' man? you choose.

You get the family man.

Sådan lyder indledningen til en af mine store helte, Henry Rollins, bandbulle mod kernefamilien og i særdeleshed familiefaderen.

Og i en verden hvor L.O.C. pludselig er hyggeonkel på tv og Jesper Bintzer reklamerer for pensioner, glæder det mig, at Rollins stadig er en vred, utilpasset mand.

Jeg har aldrig selv været initiativrig nok til at stifte familie, så derfor går jeg stadig rundt og tænker på mig selv som lidt mere rock'n'roll end alle de, der er pludselig kan Postmand Per-sangen udenad. Rynket rock'n'roll godt nok. Men alligevel ...

Som jeg fortalte i et tidligere blogindlæg bor jeg et spytkast fra verdens mest gustne bar. Jeg har været nede og lure på den to gange, og jeg er stadig lidt bange for den. Den ligner noget, som er taget ud af en spaghetti-western tilsat et anstrøg af David Lynch-feeling. Sådan et sted, hvor der bliver helt stille, når en outsider kommer ind.

Den bar er helt klart udenfor min komfortzone, så derfor havde jeg besluttet at aflægge den et besøg. Lørdag aften synes at være det helt naturlige valg til det lille ærinde. Og eftersom jeg ikke har været på bar siden Tanja og jeg væltede Roskilde iført to ens heldragter af white russians, tre dage før jeg rejste, synes jeg nok, at jeg kunne unde mig selv en lille tur i byen.

Jeg havde spekuleret en del over, om jeg bare skulle snige mig ind iført jeans og usynlighedskappe. Eller om jeg skulle være mand for min hat og gennemføre projektet med stil. Jeg valgte det sidste ud fra devisen om, at skal der være ballade, så lad der være ballade. Bedst som jeg var igang med at skrue et par højhælede sandaler på, stak Valledia hovedet ind og fortalte mig alvorsfuldt, at Anna ville tale med mig. Så jeg lod sandaler være sandaler og gik med Valledia.

Lige hen til et opulent middagsbord. Efter min indsats ved gårsdagens fest, havde Anna besluttet, at jeg skulle smage flere lokale specialiteter. Så endnu engang arbejdede jeg mig igennem et herligt måltid - denne gang bestående af forskellige, lækre variationer af skaldyr.

Jeg er en hæderlig ballondyrsfolder og i løbet af dagen havde jeg foldet en hund med hængeører, skrevet en lille hilsen på den og sat den på køkkenbordet til Valledia. Eftersom hun er 13 år, havde jeg ikke regnet med den store respons.

Men hun var begejstret, og inden jeg så mig om, sad vi efter middagen og foldede balloner i rå mængder, samtidig blev jeg præsenteret for Valledias veninde pr. Skype, mens Anna mixede en alkoholiseret udgave af buanabana til mig. Total familiehygge i det lille guesthouse.

Mit løfte til mig selv omkring hele det her projekt er jo som bekendt at lade være med at planlægge, lade begivenhederne gå deres gang - og se hvad der sker.

Og inden jeg så mig om, var jeg på Skype med Valledias bedstefar. Ham med rescue centeret i regnskoven. Han kan ikke engelsk. Jeg kan ikke spansk. Så derfor sang vi i stedet. Jeg sang "De Tre Musikanter" og han sang en vemodig sang på spansk. Jeg må sige, at Valledias bedstefar er en usædvanlig flot og charmerende herre. Og jeg må også sige, at den ballonhat jeg havde på, mens jeg skypede med ham, var usædvanlig latterlig.

Men nu er jeg inviteret op for at besøge ham. Og det har jeg sagt ja tak til. Om jeg ender med at blive der et stykke tid eller om jeg bare siger hola for en enkelt dag, ved jeg ikke.

Samtidig har Valledia besluttet sig for, at jeg skal holde op med at ryge. Og hun er rå. Jeg får to e-mails om dagen med fæle billeder af rygerlunger og ligeså ubehagelige oplysninger om, hvad cigaretter indeholder. Glemmer jeg min notesbog et øjeblik, kan jeg være sikker på, at hun har benyttet mit fravær til at skrive en side med anti-rygepropaganda i den.

Da jeg nævnte for Anna, at jeg påtænkte at tage en pilsner i den skumle  bar, måtte jeg nærmest fysisk forhindre hende i at ringe til et af sine mandlige familiemedlemmer, så han kunne ekskortere mig.

Og eftersom jeg vågner klokken syv hver dag, var jeg træt ved 23-tiden og gik i seng. Nu ligger jeg her og blomstrer.

Der er fuldt blæs på den skumle bar. Jeg kan høre hæslig countrymusik tilsat spansk ølkor, motorcykler der gasser op og lyden af fulde mennesker der står og snakker udenfor.

Jeg er blevet family woman. Og hvis det fortsætter på denne måde, bliver jeg family teenager. Så ender det s'gu med, at jeg står og smugryger bag

bougainvilleaen og hopper ud af vinduet for at gå på bar om natten. I så fald håber jeg ikke, at Anna opdager det og giver mig stuearrest ...