Se, dette er så den ene af de to rovfugle, som bor ved mit hus. Dette er den store, som jeg tror er en falk. Men aner det ikke ...
Det var tømmermændene der vækkede mig i morges. En tung, dunkende smerte der gav mig en fornemmelse af, at der var flyttet fire heavy metal-trommeslagere ind i mit kranie.
Eller også var det heden, der vækkede mig. I hvert fald konstaterede jeg, at jeg på det nærmeste svuppede rundt i mit eget sved, fordi temperaturen i mit kosteskab lå på omkring 45 grader.
Jeg nåede lige at slå øjnene op og konstatere, at jeg var døden nær, før jeg blev nødt til at surre lagnet om mig og storme ud på gangen og finde det nærmeste toilet.
Mens jeg koncentrerede mig om at holde fast om mit sovelagen, så det ikke gled ned, samtidig med, at jeg også skulle holde mit hår, samtidig med at jeg også skulle brække mig i overdådige mængder, gik der tre overfriske packbacker-typer forbi toilettet, hvor jeg selvfølgelig ikke havde fået lukket døren.
Jeg kunne høre den ene sige til de to andre: "Oh, did you see that? I told you ... it's not safe to drink the water ..."
Og mens min nu tomme mave fortsatte med at vende vrangen ud på sig selv, tænkte jeg, at hvis jeg bare ... hvis jeg bare havde drukket lidt vand, så stod jeg nok ikke her.
Efter endt bræk-tur kiggede jeg mig i spejlet og konstaterede at jeg lignede en med mæslinger i udbrud. Jeg konkluderede, at jeg i løbet af natten var blevet udsat for det hidtil værste myggeangreb i min tid i Costa Rica. Derefter sjoskede jeg tilbage til mit kosteskab og smed mig på sengen. Gennem mit netvindue havde jeg udsigt til en afsveden gård, hvor der lå et knækket surfboard og en smadret plasticstol. Og lige pludselig savnede jeg Red og mit kølige regnskovshus helt forfærdeligt.
Men skæbnen ville åbenbart, at jeg skulle finde mit endeligt i et lurvet værelse på Hotel Puerto Viejo. Her skulle jeg dø. Ak og ve.
Endnu et billede. Der MÅ sidde en fuglekyndig læser, som kan identificere denne umådelig smukke rovfugl. Jeg ser den næsten hver dag. Den sidder og venter, og så slår den ned på byttet i skovbunden
Som så mange gange før i mit liv begyndte det som en rigtig god idé ...
I går da jeg cyklede ned af vejen havde jeg en fornemmelse af, at jeg var helt på toppen af alting. Vejret var pragtfuldt. Det var overskyet, temperaturen var mere end behagelig og det føltes som om, at verden var helt stillestående.
Det var lige vejr til et par jeans og en skjorte, og således ekviperet, hjulede jeg forventningsfuldt afsted til min yndlings-kaffebar og en skypesamtale med Momme.
Som altid var det voldsomt hyggeligt at sludre med Momme, som snart kommer og besøger mig. Læg dertil at jeg har fået et rigtig godt forhold til pigen i kaffebaren, som er sød og tålmodig, når jeg forsøger at bestille på spansk.
Da jeg havde hængt længe nok til at have brugt en formue på kaffe, tænkte jeg, at jeg ville begynde at gøre noget godt for min krop. Hvilket i mit tilfælde betyder vitaminpiller.
Så jeg hjulede til Puerto Viejo og gik ind i den sjove drugstore, hvor de har ALT, og købte vitaminpiller. Og lige i går var Puerto Viejo mere tiltrækkende end nogensinde. Folk simrede rundt og hyggede sig, og der var en rigtig god fredags-vibe i byen.
Jeg ER understimuleret med menneskeligt selskab, så jeg daskede rundt i byen og indsugede begærligt stemningen. Det lå lige til højrebenet at hilse på Angelina, der er bartender i strandbaren, så det gjorde jeg.
Og på mest civiliseret vis bestilte jeg et glas hvidvin. Angelina stak hovedet ind i køleskabet og vendte beklagende tilbage. Ikke mere hvidvin.
Så var det jeg lagde grundstenen til alle mine lidelser, idet jeg sagde: "Don Julio con hielo, por favor." Hvilket er min yndlings-tequila drukket straight op med et par isterninger.
Da jeg havde bundet to velvoksne tequilaer var jeg usædvanlig venligt stemt over for verden i almindelighed og Puerto Viejo i særdeleshed. Det fejrede jeg ved at bunde to tequilaer mere og beslutte mig for, at jeg egentlig trængte til en tur i byen. Jeg konkluderede, at det måtte være slut med mit eremit-liv og al den ensomme smørstegning, nu skulle min indre festabe luftes.
Se, her sidder hun afslappet og kigger efter byttedyr. Det er en ret stor fugl. På størrelse med en dansk musvåge.
Nu er jeg jo ikke sådan en ufornuftig type. Hvis jeg skulle drikke, skulle jeg ikke køre hjem. Ergo gik jeg ind på Hotel Puerto Viejo og skaffede mig et værelse for natten.
Hotel Puerto Viejo er et tredjerangs back packer-sted med bad og toilet på gangen. Mit værelse var et kosteskab, men - hey - stemningen var hyggelig, pigen i receptionen var sød og så kostede det kun ti dollars. Plus at der var varmt vand! Luksus!
Det skulle senere vise sig, at jeg enten havde indlogeret mig på det falske Hotel Puerto Viejo - eller også løj de stygt om det med ikke at blive terroriseret af insekter ...
Jeg forklarede pigen, at jeg havde junglekuller og at jeg nu ville gå ud og drikke mig skidefuld. Og imorgen ville jeg tage dejlig varmt bad, inden jeg tog hjem.
Hun grinede højt og ønskede mig held og lykke med projektet, som hun på alle måder syntes lød godt.
Jeg dinglede ud på gaden og lod mig forføre af en flyer-uddeler, som forsikrede mig, at netop hendes restaurant serverede byens bedste pizza. Jeg elsker pizza og har kun fået dårlig pizza, mens jeg har været i Costa Rica. Men hun havde ret. Det var den bedste pizza jeg har smagt i meget lang tid. Bagt i stenovn und alles.
Med fyldt mave vandrede jeg videre ud i byen med Carla i hælene. Bedst som vi promenerede ned af hovedgaden, forsvandt hun ind i en surfergearudlejnings-butik. Jeg gik ind for at hente hende og fandt hende siddende på skødet af en fyr, der præsenterede sig som Raymond. Han og hans venner havde deres egen lille fest kørende, som jeg straks joinede.
Og inden jeg så mig om, var Raymond igang med at forklare mig, hvilken vidunderlig kvinde jeg var. En sjælden juvel blandt hunkønsvæsener, en rigtig lady, et sofistikeret og utvivlsomt både følsomt og begavet menneske.
Eftersom jeg ikke er nogen af delene, undrede det mig en del, at han ikke selv kunne høre, hvor tykt han smurte på.
Se, her er så den anden rovfugl, som holder til på den anden side af huset. Væsentlig mindre er den. Nogen der har en idé om, hvad det kan være for en slags?
Så jeg besluttede mig for en exit, inden Raymond faldt på knæ og friede til mig. Jeg undervurderede ham imidlertid. For knap var jeg kommet 20 meter ned ad gaden, før han gik ved siden af mig. Så vi tog en lille spadseretur rundt i de mindre oplyste dele af Puerto Viejo, mens Raymond forklarede mig, at han boede i byen tre måneder hvert år, men ellers boede i USA, hvor han havde stor succes med sine forretninger. Jeg spekulerer stadig over, hvilket type forretning Raymond bedriver.
Han var meget dyrt klædt på, men det virkede som om, at det kun var de dodgy typer, han hilste på ...
Tilsidst endte vi foran en firhjulstrækker der var så stor som et hus, og som havde tonede ruder. Raymonds bil. Og han var meget vedholdende for at invitere mig ud på en køretur, men jeg gad de nada køre rundt i omegnen med ham. Så jeg simulerede et træthedsanfald, takkede ham for de mange komplimenter og tilføjede, at jeg desværre ikke var parat til parforhold og lignende ting.
Med argumentet om, at hvis skæbnen ville, at vi skulle være sammen, så ville vi nok mødes igen, eftersom vi begge boede i nærmiljøet, fik jeg endelig rystet ham af. Således opmuntret gik jeg tilbage til hovedgaden.
Mens jeg vandrede, begyndte min tequila-befængte hjerne at røre på sig.
"Hey," sagde den.
"Du er fri som en fugl, du har et hotelværelse, du er i byen - lad nu være med at være sådan en sur gammeljomfru."
Krybdyrhjernen hviskede indsmigrende: "Du kunne blive kløet på ryggen. En eller anden kunne røre ved dig. Du kunne ... få sex!"
Endnu et billede af den lille rovfugl ... Men udover det ... Er jeg ikke bare verdens største heldigfryns at have to så fantastiske fugle så tæt på? Jo, det tror jeg nok, at jeg er!
Lige da den tanke kørte gennem hovedet på mig, rundede jeg gadehjørnet og havde strandbaren foran mig. Og ikke bare det ... oppe i baren stod en voldsomt pæn fyr på omkring to meters højde. Hvis der er noget, som altid bringer et smil frem på mine læber, så er det høje, pæne mænd. Jeg tog det som et tegn fra skæbnen og gik direkte op i baren og bestilte mere tequila.
Mens jeg bundede min tequila, blafrede jeg lidt med øjenvipperne i den høje fyrs retning og øjeblikket efter stod der en tequila mere foran mig, som han havde sendt over til mig. Og et lille øjeblik senere sad han ved siden af mig og smilede sødt.
Og jeg tænkte: Hold da kæft - er det så nemt? Er det virkelig så nemt?
Fyren viste sig at hedde Dave, være israeler, bosiddende i USA og hundetræner. Uanset hvor interesseret jeg er i Mellemøsten, vurderede jeg, at konflikten mellem Israel og Palæstina måske ikke var verdens blødeste samtaleemne og sludrede i stedet om hunde.
Det gik fint. Sød fyr. Fin samtale. Alt godt. Jeg ventede på, at min indre tøjte skulle dukke op, så hun lige som kunne tage over. På et tidspunkt begyndte Dave at ae mit håndled og min underarm ganske fint - og så sluttede det bare.
Jeg har aldrig kunnet det med one night stands, og eftersom det er en disciplin jeg ikke har dyrket i mere end 12 år, måtte jeg være ærlig overfor mig selv og indrømme, at der var no way, at jeg gad slæbe en tilfældig mand med mig hjem. Ikke engang selv om han var pæn og sød. Måske hvis vi virkelig havde klikket mentalt, men det gjorde vi ikke. Han var bare ... pæn og sød.
Min fornuftige hjerne fortalte mig også, at hvis jeg nogensinde skulle genoptage et sexliv, så skulle det i hvert fald ikke være i en tilstand, hvor jeg var helbedøvet af tequila.
I går aftes kom dette store insekt ind til mig. Et meget temperamentsfuldt insekt, der hvæsede højlydt af mig, da jeg indfangede den og bar den ud. Der udover efterlod den to små rifter på mit lår. Den hoppede (selvfølgelig) og landede på mit ben. Og den sad simpelthen fast på huden. Det var, da jeg børstede den af, at den rev mig. Man kan ikke se det på billedet, men hver af dens følehorn er nok 15 cm. lange. Tjek lige hvor smukke dens aftegninger er!
Mens jeg sad og overvejede disse ting, smuttede Dave på toilettet. Og - oh rædsel - to sekunder efter sad Raymond ved siden af mig.
Det var ikke lige med i planen. Og det var heller ikke lige med i planen, at Dave derefter kom tilbage og nedstirrede Raymond med et olmt blik. Raymond stirrede tilbage og lige pludselig var de to fyre ude i et eller andet trip om, hvem der havde retten til at sidde ved siden af mig.
Havde det været en scene, som ikke involverede mig, ville jeg have nydt den i fulde drag. Og uanset hvor flatterende tanken om at have to bejlere er, så er sandheden, at det slet ikke var spor sjovt. (Løgn - det er faktisk sjovt nu, hvor jeg kan se tilbage på det.)
Begge herrer pustede sig bogstaveligt talt op, talte med isafkølede tonefald og gik rundt om hinanden på stive ben. Faktisk var de så optagede af deres macho-ting, at de slet ikke lagde mærke til mig.
Det var ikke pænt af mig. Det siger ikke noget godt om min karakter - men jeg lavede ålen. Jeg ålede mig ned af barstolen, ålede mig gennem menneskemængden og forsvandt uden at gøre d'herrer opmærksom på, at jeg gik.
Klokken var ved at være to og det gik op for mig, at hvis jeg blev ved med at hænge og drikke på barer, så ville enten Dave eller Raymond finde mig. Og eftersom jeg var nået til det stadium, hvor jeg ikke længere følte, at jeg talte sammenhængende, ville det være en rådden situation at ende op i.
Ergo vendte jeg tilbage til hotellet og gik direkte på puden.
Klokken var syv, da tømmermændene vækkede mig. Og efter jeg havde brækket mig, havde jeg den største lyst til at tage en nat mere på hotellet, så jeg bare kunne få lov til at ligge helt stille og dø i mit brandvarme kosteskab.
Med en kraftanstrengelse fik jeg halet mig ud af sengen og tjekkede ud af hotellet ved middagstid.
Pigen i receptionen kastede ét blik på mit totalt derangerede ydre og sagde:
"Oh man - du havde vist virkelig succes med dit projekt."
Det lykkedes mig at fremtvinge et lillebitte, blegt smil inden jeg gik ud i den mur af hede, som ventede udenfor. Solen brændte ubarmhjertigt på mit stakkels hoved. Mine jeans var gennemblødte af sved efter fem minutter.
Det eneste der holdt mig oprejst var tanken om, at jeg bare skulle cykle hjem, proviantere rigelige mængder cola og chips hos købmanden - og derefter bruge resten af dagen på at pleje mine tømmermænd.
Men der hvor min flotte, nye, røde cykel skulle stå ... stod der ingenting! Den var væk!
Nu forstår jeg, hvorfor man hængte hestetyve i det vilde vesten. Hvad jeg derimod ikke forstår, er Centralamerikas blødsødne holdning til cykeltyve. Glem alt om den der narkokrig. Efter min mening skal alle økonomiske midler til bekæmpning af kriminalitet relokeres til opsporing og nakkeskydning af cykeltyve. Og tillad mig at tilføje, at jeg stadig synes at død uden forudgående tortur næsten er for godt til disse udyr, disse jordens bærme, der går rundt og napper hæderlige mennerskers transportmidler!
Dette er hvad der sker, når man er i byen med Carla. Her tre søde piger, som skule fotograferes med hende. Bemærk Carlas mellemfornøjede ansigtsudtryk!
I samme øjeblik det gik op for mig, at min cykel var stjålet, rejste der sig et kor af bebrejdende stemmer i mit hoved: "Din kæmpestore narrøv, mega-idiot, fjols - hvorfor tog du ikke cyklen med tilbage til hotellet? Du er uduelig, du er dum - du er en fiasko som rejsende. Du kan ikke engang passe på din egen cykel!"
Men i stedet for at lade stemmerne køre amokløb i min hjerne, huskede jeg, hvad jeg havde lovet mig selv, mens jeg sad og vegeterede i regnskoven: At være sødere, blidere og mere tilgivende overfor mig selv og overfor andre.
Og det lykkedes faktisk! Jeg kvalte stemmerne og konkluderede, at det her kom til at koste mig 800 kroner til en ny cykel. At jeg skulle være glad for, at jeg havde pengene - og at cyklen stadig bare var en ting. Carla var her stadig. Jeg var her stadig. Det var det vigtigste.
Efter en lille soppetur i strandkanten for at blive kølet ned, gik jeg en tur rundt i byen for at kigge efter min cykel. Uden resultat. Derefter smed jeg mig ved et hyggeligt lille creperi og bestilte mad og rå mængder af vandmelonjuice. Og besluttede mig for at blive siddende, indtil de værste tømmermænd var væk.
Mit hotelværelse. Billedkvaliteten skyldes tequila ...
Jeg overvejede frem og tilbage og besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne købe en ny cykel med det samme. Problemet er bare, at endskønt man kan leje cykler på hvert gadehjørne i Puerto Viejo, så kan man ikke købe cykler i byen.
Bedst som jeg sad og tænkte over, hvor jeg kunne finde en taxa, som kunne fragte mig til nærmeste cykelforhandler, dumpede en velkendt skikkelse ned ved mit bord.
Den nigaraguanske gadehandler Charles. Efter udveksling af kindkys og spørgen til hinandens velbefindende, gik jeg over til at klynke helt vildt. Jeg forklarede Charles om min stjålne cykel og han rystede målløst på hovedet.
"Darling, hvor er det synd for dig," sagde han og tilføjede, at Puerto Viejo slet ikke var som i gamle dage, hvor man aldrig låste sin dør og hvor alle mennesker var ærlige og alt i det hele taget var meget bedre.
Der sad vi så som to gamle tanter og rystede på hovedet af den hårde kriminalitets indtog i Puerto Viejo, indtil Charles foreslog mig at slå et slag op ad gaden, hvor han mente, at der lå en cykelhandler.
Og ganske rigtigt. Da vi dukkede op sad cykelhandleren udenfor sit hus og legede med sin lille datter. Han havde op til flere cykler til salg, og jeg endte med at købe en, som var nøjagtig magen til min røde cykel - jeg valgte den bare i sort. Fordi jeg syntes, at det var temmelig sort, at min røde cykel allerede var blevet stjålet.
Jeg takkede Charles overstrømmende for hans support, vi kindkyssede og han sagde
Alt for dig, Darling. Alt for dig og trillede videre op ad hovedgaden med det lange rastahår dansende om sine magre hofter.
Jeg stod længe og kiggede efter ham og sendte ham alverdens gode tanker. Denne sære, nicaraguanske mand som tilsyneladende kender alle - og som virkelig er venligheden selv.
Min nye, flotte, sorte cykel. Jeg håber virkelig, at jeg får lov til at beholde den lææænge!
Så kørte jeg hjem. På min nye, sorte cykel. Som jeg agter at beholde lige så længe, jeg har lyst. Og jeg provianterede flittigt hos købmanden, var forbi turistkontoret og leje en bil.
Og endelig slog jeg et slag indenom det, jeg på et tidspunkt troede var en håndlæser. Jeg fik aldrig fortalt historien om det mystiske skilt og håndlæseren færdig. Men jeg gik faktisk derind og fandt ud af, at der ikke boede en håndlæser - men derimod en amerikansk kvinde ved navn Maria, som ernærer sig som massør.
Jeg bestilte en times massage til i morgen, fordi jeg synes, at jeg trænger så desperat til at blive rørt ved. Og eftersom det lader til, at min indre tøjte har taget orlov på ubestemt tid, så har jeg tænkt mig at finde ud af, om mit behov for at blive rørt ved kan blive tilfredsstillet ved at blive masseret. Hell - hvis jeg spørger pænt, kan det endda være, at jeg kan få Maria til at klø mig på ryggen ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar