Jeg vil ha' det hele!

(Jeg ved godt, at jeg skylder SÅ mange indlæg. Men bær lige over med mig ... jeg forsøger at gøre mit bedste. Og TAK til alle jer, der stadig læser med - trods min upålidelighed. Jeg vender også tilbage og svarer på alle de fine kommentarer og alt... men lige nu: Bær over med mig!)

Min forestående død er midlertidigt udskudt. I går lå jeg ellers på min seng hele dagen og skiftevis rystede af kulde og svedte vildt. Jeg havde ondt i knoglerne, i hovedet og havde kvalme. Rigtig ubehageligt. Meise og ungerne var taget til Cahuita Nationalpark og Rafael var taget ind til byen for at arbejde på sit kommende sandwich-imperium. Jeg var med andre ord helt alene, og under normale omstændigheder ville jeg have nydt det i fulde drag. Men eftersom jeg var for slatten til at foretage mig noget, blev jeg bare liggende i sengen - opfyldt af selvmedlidenhed.

Det var derfor virkelig opmuntrende, da huset atter blev fyldt med øgler og mennesker, så jeg kunne få fuldt udbytte af fordelen ved ikke at ligge syg alene: Nemlig masser af medlidenhed.

Hver eftermiddag sidder der en ældre, enlig grib og slumrer i et træ udenfor huset. Jeg pegede dramatisk på den, og forklarede Meise, at den bare ventede på at få en chance med mig. Derefter gik jeg over til at beskrive i malende vendinger, hvor skidt jeg egentlig havde det.

"Nååår," sagde hun sødt og gik igang med at koge kanelvand til mig. Kanelvand med mælk og sukker er - ved siden af køleskabskolde kokosnødder - en af mine yndlingsdrikke i øjeblikket.

Meise tyssede også på øglerne, som til ære for min snarlige død nedsatte deres støjniveau fra 120 db. til cirka 80. Og det var lige før, at hun også gik ud og tyssede på brøleaberne.

Vi har vilde figentræer rundt om huset, som bærer frugt i øjeblikket. Det betyder, at vi har fået brøleaberne helt tæt på. De mæsker sig i figner og støjer helt eventyrligt. Nogle gange så meget, at de vækker os om natten, fordi de fistrer rundt på taget og udstøder deres rungende brøl, så hele huset ryster. Men de er sjove at kigge på, og det er unægtelig luksus at jeg kan studere vilde aber fra min hængekøje ...

Selv om Meise serverede kanelvand og moderlig omsorg på sengekanten, følte jeg ikke, at jeg havde fået det maksimale ud af min snarlige død. Jeg meddelte derfor Edwin pr. fb-chat, at jeg var syg og at hvis han ikke så mig i de næste par dage, så skulle han tjekke på mig. Jeg anførte, at han aldrig ville få lejet huset ud igen, hvis mine jordiske rester fik lov til at ligge og rådne op i sengen.

På mest tilfredsstillende vis fik jeg øjeblikkeligt et sødt svar fra ham, hvor han skrev, at jeg skulle sørge for at slappe helt af og ringe, hvis der var det mindste, han kunne gøre.

Opmuntret af de fine reaktioner på min snarlige død, blev jeg imidlertid kålhøgen og mailede Funky om, at jeg var syg og at jeg donerede mit lig til de sorthovede gribbe, som er mine yndlingsfugle heromkring.

Fire minutter efter ringede Meises telefon. Hun tog den. Og selv om hun sad ved køkkenbordet, kunne jeg høre helt ovre fra min seng, at det var Funky. Hun rakte mig telefonen med et små-sadistisk smil ...

"MissEva!," buldrede Funky i den anden ende.

"Jeg er efterhånden ved at være godt træt af dig. Hvordan har du det?"

"Jeg har det helt fint, synes at jeg er blevet meget bedre i løbet af de sidste fem minutter," pippede jeg.

"Det er i hvert fald løgn! Meise fortæller mig, at du har været dårlig hele dagen og at du er helt hvid i hovedet. Hvilket betyder, at du må være nærmest selvlysende ..."

Jeg overhørte fornærmelsen om min ansigtskulør og gentog bare, at jeg havde det udmærket.

"I morgen tager dine venner til San José," kværnede Funky videre.

"Og så ligger du alene i junglen. Syg med mystiske symptomer som helt sikkert er noget, du har samlet op, fordi du farer rundt i junglen uden at tænke dig om. Har du rørt ved noget? Er du blevet bidt af noget? MissEva ... det her er ikke viking-town Copenhagen, hvor alt er harmløst. Må jeg minde dig om, at du er i Centralamerika, du ejer ikke en mobiltelefon, du bor i junglen - i et hus uden lås på døren, hvilket i sig selv er dybt uforsvarligt - og du er omgivet af dyr og planter, som du ikke ved noget om. Det skulle ikke undre mig, at du er blevet forgiftet af et eller andet. Den nærmeste ordentlige læge er i Hone Creek, og hvis du bliver dårligere kan en ambulance ikke engang nå ud til dig. Jeg lukker restauranten og kommer og ser til dig!"

Jeg har en svaghed for Funky. Han er en lille, venezuelansk fyr med enorme, smægtende brune øjne og et hår der - når det ikke lige er samlet i en hestehale - står omkring ham som en sort, krøllet sky af gigantiske proportioner.

Hvis virkelig fin årgangs-cognac kunne tale, så ville den lyde som Funky. En dyb, smuk og melodisk stemme. Læg dertil at Funky har et enormt hjerte, som omfatter de mærkeligste typer - lige fra mig, over til byens mest sølle eksistenser - og til en virkelig grim og ucharmerende due, som var faldet ud af reden nær hans restaurant og som han reddede og opmadede - og som nu følger ham indædt, hvor han går og står.

Faktisk har jeg så stor en svaghed for Funky, at jeg godt kan finde på at smutte forbi hans restaurant om aftenen og sidde og kigge på, at han forbereder noget af maden til næste dag. Så hælder han kold hvidvin op til mig i et højstilket glas og spørger bebrejdende, om jeg har fået noget ordentligt at spise i løbet af dagen. Jeg svarer altid nej, for så laver han et eller andet lækkert til mig. Og så sidder jeg og guffer i mig og kigger på ham og tænker, at jeg aldrig har set et menneske, som er så meget i kontakt med sig selv, som Funky er, når han arbejder i et køkken. Hver eneste bevægelse han foretager, er omhyggeligt koordineret og kontrolleret. En poetisk køkkenballet opført af en mand, hvis mørke hud står i så fin kontrast til alle de hvide, blanke flader i køkkenet. Jo, jeg har helt bestemt en svaghed for Funky ... 

Men tanken om at have ham + den medfølgende moralprædiken siddende på min sengekant, når jeg ikke var på toppen, var alligevel for meget af det gode. Så jeg skyndte mig at true ham med alverdens ulykker, hvis han dukkede op - og jeg tilføjede, at jeg var omgivet af mennesker, som kiggede efter mig.

Modstræbende accepterede han tanken om, at han ikke skulle hugge sig heroisk gennem junglen med macheten og redde mig fra gribbene.

Det var med et lettelsens suk, at jeg gik i seng. Alene. For Rafael havde kastet ét blik på min usunde ansigtskulør og erklæret, at han sagtens kunne sove sammen med øglerne og Meise.

Rafael har ellers været fraværende i det sidste stykke tid. Han og Sarah - som også boede her - besluttede at relokere til byen, hvor de havde skaffet sig et lille værelse i et sumpet kollektiv. Men Sarah skulle jo tilbage til Portland og gøre sin uddannelse færdig. Vi fulgte hende til bussen i forgårs. Inden da havde jeg inviteret hende og Rafael ud på en rar frokost. Og jeg må være ærlig at sige, at jeg næsten var ved at græde, da jeg så hende forsvinde i en støvsky mod Limon. Jeg har nydt Sarahs selskab så utrolig meget. Hendes stille form for humor, hendes alvor, hendes omsorg og alle de gode samtaler vi har haft. Som jeg sidder og skriver dette, har jeg udsigt til den hjemmelavede drømmefanger, som hun lavede - og jeg savner hende inderligt.

Det samme gør Rafael. Og derfor er han tilbage i huset, og for første gang i lang tid havde vi i forgårs en af de nætter, som vi havde mange flere af, da vi lige havde lært hinanden at kende. Vi lå og snakkede om vores liv. Rafael er rastløs og overvejer at vandre videre. Ikke fordi han har nogen planer - men fordi han er den mexicanske vagabond, der endnu ikke har fundet, hvad han søger. Jeg er stolt af mig selv, for jeg kvalte mit ego og bad ham ikke på noget tidspunkt om at blive her. Jeg ved, at jeg vil savne ham helt forfærdeligt, hvis han forsvinder. I løbet af de måneder, som jeg har kendt ham, er jeg kommet til at elske ham højt. Nogle gange frustrerer jeg ham helt vildt, fordi jeg er den kyniske, vesteuropæiske ryger og kødspiser. Men jeg tillader mig at tro, at jeg giver ham lige så meget, som han giver mig.

Og i forgårs faldt vi - som så mange gange før - i søvn hånd i hånd.

Det er en af de ting, som jeg tror, at jeg skal lære. Før i tiden har jeg altid ønsket, at tingene skulle blive ved med at være, som de hele tiden har været. Jeg havde svært ved at tage afsked med noget, som er godt. Sådan som mit liv ser ud lige nu, kommer jeg til at tage afsked med noget godt rigtig mange gange. Meise og øglerne tager tilbage til Spanien. Måske vandrer Rafael videre mod nye eventyr. Uanset hvad - så ændrer tingene sig hele tiden. Jeg forsøger at give de mennesker som er omkring mig, alt hvad jeg har. Uanset om jeg ser dem igen eller ej.

Og jeg tror, at det er vigtigt for mig at lære. At elske - og give slip. Og at elske igen - og give slip.

Den erkendelse kom til mig, da jeg sagde farvel til Sarah. For pludselig gik det op for mig, hvor meget, jeg har sagt farvel til i løbet af det sidste halvandet år. Men jeg tillader mig at tro, at kærlighed aldrig er spildt. Måske ser jeg aldrig Sarah igen. Måske ser jeg aldrig de iranske kaffedrenge igen. Men de har alle sammen en permanent plads i mit hjerte. Og jeg tror, at jeg kan vende tilbage til dem, når jeg får mulighed for det. For jeg tror ikke, at de glemmer mig - lige som jeg ikke glemmer dem.

Hvad mine danske venner angår ... uh ... så er det her nogle hårde dage. De er allesammen på Roskilde Festival lige nu. Og den festival rummer så mange gode minder for mig, at jeg virkelig får hjemve. Jeg savner min venner. Allerede inden jeg tog afsted vidste jeg, at jeg ville komme til at savne mine venner. Men igen er jeg begyndt at tro på, at kærlighed overvinder det meste. Jeg ønsker at have mennesker i mit liv, som jeg kender og som kender mig. Jeg ønsker at have en rød tråd af kærlighed i mit liv.

Det er en anden erkendelse, som jeg har gjort. Jeg kan ikke bare skøjte af sted uden at have ankre i mit liv. Min venner er mine ankre. Og det skal jeg finde ud af at balancere. For lige nu sker der så mange sjove og nye ting her. Jeg møder nye mennesker, som godt kunne blive venner for mig. Men jeg ville føle mig fattig, hvis jeg ikke længere havde mine danske venner. Med andre ord vil jeg have det hele.

Det er min udfordring lige nu. For alting tager tid. Og jeg er for alvor ved at få hul igennem til denne her by - men det sker på bekostning af hyggelige Skype-samtaler med Danmark. Jeg har nemlig travlt med at hænge ud i nærmiljøet!

Til gengæld behøver jeg ikke at bruge tid på at sortere ud i mine danske venner. Dér er jeg helt klar i spyttet. Jeg ved, at jeg er ufattelig priviligeret at have de mennesker, som jeg har. Jeg har ingen venner, som jeg har ambivalente følelser for. Jeg har ingen venner, som måske godt kunne sorteres fra, hvis det endelig skulle være. Nixen bixen.

Jeg vil have det hele! Dem allesammen - alting!

Og det er en af de ting, som jeg skal finde ud af. For der er mennesker i mit liv, som jeg aldrig vil give afkald på. Lige nu er de på den anden side af jorden, men jeg skal finde ud af at balancere mit liv på en ordentlig måde. Og det var faktisk også en af de ting, som jeg rejste ud for at finde ud af. Jeg ville finde ud af, hvad der virkelig betyder noget for mig.

Well ... efter seks måneder har jeg min første konklusion: Andre mennesker betyder noget for mig. Mine venner i absolut særdeleshed - men også bare små møder med andre mennesker er betydningsfulde.

Nok om lommefilosofien. Næste morgen da jeg vågnede, regnede jeg med, at Meise og øglerne tog til San José for at møde Meises måske-kæreste, som er taget herned for at se hende.

Meningen var, at de skulle bo i et hus, som en af måske-kærestens bekendte ejede. Imidlertid var alt gået i ged, og måske-kæresten var i stedet taget til Puerto Viejo for at møde Meise + øgler.

Rafael tog afsted for at passe sit kommende sandwich-imperium. Øglerne blev sat af længere nede ad vejen for at lege med nogle andre unger, og Meise tog til byen for at blive afpelset, så hun var glat og lækker til måske-kærestes ankomst.

Jeg drog et lettelsens suk og lagde mig tilbage puderne. Jeg havde netop lukket øjnene, da en insisterende banken fangede min opmærksomhed. Henne ved den åbne dør stod Funky og bankede med en pose croissanter i den ene hånd - og et SIM-kort i den anden.

Nu tror jeg snart, at jeg har en costa ricansk telefon-forbindelse ...

Men nu bliver jeg nødt til at afbryde min skrivning. Huset er fuldt. Meises måske-kæreste er ankommet, øglerne bliver ved med at afbryde mig - og jeg har besluttet at give velkomst-middag i byen. Jeg tror, at Funky har noget rimelig rart i baghånden til os. Jeg har i hvert fald sat ham ind i situationen - og jeg satser på, at Meises måske-kæreste vil føle sig godt modtaget inden aftenen er omme...

Jeg vil dog lige nævne, at jeg har det bedre. Da Funky var gået, åbnede jeg en iskold dåseøl. Og den smagte godt. Ergo: Jeg er rask!