Ha, det eneste billede jeg har i denne omgang er af mine tre, nye notesbøger. Mit liv kan desværre ikke helt leve op til de saftige forsider ...
Klokken
er 02.36 og jeg burde sove. I morgen eller tidligt overmorgen tager jeg til San
José med to mål: Først og fremmest skal jeg besøge Rafael, som stadig sidder
indespærret på det dersens fængselscenter, som immigrationsmyndighederne har
sat ham i. Jeg agter at stille spørgsmål og finde ud af, hvad i alverden de har
tænkt sig - og hvorfor han skal sidde der og rådne op!
Jeg
har også planer om at kigge forbi det mexicanske konsulat for at finde ud af,
om de kan hjælpe - og hvorfor de ikke har gjort noget i denne sag.
Jeg
ved udmærket godt, at mexicanere rangerer meget lavt i hierakiet her i
Centralamerika. Men lige præcis denne her mexicaner er altså min ven, og jeg
kan ikke holde ud, at han skal blive ved med at vente. Ingen har afhørt ham,
ingen har fortalt ham noget. Han venter bare og er selvfølgelig ved at blive
bims af det.
Kryds
fingre for mig! Og især for Rafael!
Søndag
aften lander min veninde, Tanja, i San José lufthavn. Og jeg glæder mig vildt
til at se hende. Hun bliver her to uger og det kan kun blive skægt!
I
dag skrev jeg et brev til min forlagsredaktør. For langt om længe og efter mange
forsøg er jeg gået i gang med at skrive en bog. Jeg lægger mit brev til hende
her, så I kan læse det. Jeg synes nemlig, at det opsummerer min tid her i Costa
Rica rimelig godt.
Og
ellers kan jeg berette, at støvmiderne igen er begyndt at gnave i mig. Det er
derfor, at jeg ikke har lyst til at sove. For jeg har en skummel fornemmelse
af, at jeg vil vågne op og være fuldstændig gennembidt i morgen. Jeg overvejer
at sove i hængekøjen i stedet.
Godnat
fra junglen!
Her er så brevet:
min lille hund Carla udvandrede for tre
minutter siden. Hun gik op af den stejle trappe, ud af junglen og op ad
edderkoppestien, som har fået sit navn, fordi der dér står en lampe, som lyser
hele natten. Jeg aner ikke hvorfor, for det er den eneste lampe i miles
omkreds. Lampen kaster en kold, hvid kegle på grusvejen. Lige nok til at blænde
en og berøve en ethvert form for nattesyn. Efter mødet med lampen er man
prisgivet til at vandre videre ud i en total nattesort jungle med pupiller på
størrelse med knappenålshoveder. Jeg undgår helst den lampe om natten. Men mest
på grund af edderkopperne.
For orb-edderkopperne er den kolde lampe
nemlig et gigantisk buffet-område. De rigelige forsyninger af saftige insekter
gør orb'sne i stand til at leve et godt og bekvemt liv i lysets skær. Og det
har gjort dem endnu større end deres almindelige junglefæller. De største af
dem er større end min håndflade og resten varierer ned til en femkrones størrelse.
På grund af det attraktive lys har de bygget
deres spind lag på lag omkring den lampe og udover det hele. Og når man går på
edderkoppestien, går man under et tykt lag silke, der indeholder hundredevis af
gyldentsorte edderkopper med lange, leddelte ben og et mønstret skjold på
ryggen. Om dagen, er de bare ventende silhouetter mod den blå himmel. Men om
natten er der vild aktivitet. Nye møllehjusstore, gyldne spind strikkes sammen
og edderkopperne er alle i bevægelse. Engang imellem er der en klodsmajor, der
træder ved siden af og ryger ned med faldskærm. Og det lader til, at de falder
så nøjagtigt, at de altid hænger og dingler lige foran min næse, når jeg er i nærheden.
Første gang det skete blev jeg så forskrækket, at jeg simpelthen faldt bagover.
Landede lige på ryggen og slog mig så meget, at jeg sov på maven de næste seks
nætter.
Det er den sti, Carla er forsvundet af. I
begyndelsen når Carla gjorde mine til at udvandre, gik jeg med hende. Aldrig
var jeg mere end ti meter fra hende. Jeg var bange for, at der skulle ske hende
noget. Men i dag vil jeg ikke kalde på hende.
Jeg har spioneret på hendes mønster. Først går
hun over for at hilse på sin boyfriend. En lille, sort, geshæftig
type der lyder navnet Chopin og har en irriterende gøen.
Derefter går hun op og smiler til Edwin. Så snuser hun hist og pist, bliver
bidt af et par soldatermyrer - og så returnerer hun forhåbentlig hertil. I dag
venter jeg. For det er gået op for mig, at jeg ikke er den eneste der skal have
lov til at kaste mig ud i nye situationer og drage nye erfaringer. Uden opsyn.
Hvordan får man egentlig en hund til at vende
hjem? Det gør man ved at lade den finde ud af, hvor den bor. Dengang Carla
forsvandt, sagde alle til mig, at hun sikkert ville finde hjem af sig selv. Men
det trøstede mig ikke det mindste, for jeg vidste, at Carla anede ikke, hvor
hun boede. Jeg kendte problemet fra mig selv. Det endte da også med, at min
lille forvildede hund blev samlet op af en rar amerikansk dame, som godt kunne
se, at Carla var et atypisk indslag i den brogede skare af hunde, som ellers
har deres egen subkultur her i Costa Rica.
Jeg vidste ingenting om Puerto Viejo, da jeg
besluttede mig for at blive i regnskovshuset. Det var junglen, der talte til
mig. Og det var den der gjorde, at jeg dagen efter, jeg havde været i huset første
gang, gav min udlejer, Edwin, håndslag på at jeg var hans nye lejer.
Edwin kalder mit hus for 'Denmark' og har
siden betroet mig, at han ikke regnede med, at jeg ville holde mere end
maksimalt en uge i huset. Jeg var bleg som et lagen, min sjæl var gennemsigtigt
og jeg var allerede temmelig forbidt af myggestik. Jeg havde araknofobi - og
jeg brugte ordet 'nice' om junglen.
Normalt går folk i panik efter tre dage alene
i junglen. Jeg blev der to i måneder.
Den første aften var jeg betænkelig ved
projektet. Mest fordi mit hus var lavet af myggenet og ikke havde lås på døren.
Jeg kendte ikke området, jeg kendte ingen mennesker og jeg havde lige fanget en
stor beigefarvet skorpion på det gulv, som jeg et minut forinden havde lallet
barfodet rundt på.
Jeg gik først ud og kiggede på resten af
verden, da jeg havde været alene længe nok. Selv om jeg påstod det modsatte,
var det helt med vilje, at jeg ikke skaffede mig telefon eller internet i den
tid. Men jeg var bange for junglen, så jeg sad mest i udkanten og kiggede på
den. Til sidst kedede jeg mig så meget, at jeg læste Børnebiblen og en
middelalderlig bog om Kong Arthurs bedrifter med en glubsk begærlighed, som
bestemt ikke matchede disse to værkers reelle spændingsniveau.
Da jeg endelig stak snuden ud af junglen
opdagede jeg til min store fryd, at jeg var havnet i den mærkeligste by, jeg
nogensinde har oplevet. På overfladen en vidunderlig lille ferieby med en
fuldstændig surrealistisk smuk natur og en tilbagelænet caribisk vibe.
Og et strålende eksempel på, hvordan mennesker i alle farver og faconer formår
at leve fredsommeligt med hinanden.
Senere fandt jeg ud af, at jeg var landet på
den sidste station for ældre, søgende sjæle som mig selv. Fallerede eventyrere,
mennesker på flugt - enten fra sig selv eller fra myndigheder. Hippier, mærkelige
kunstnere, excentrikere, svindlere og andet godtfolk blandede sig med de
lokale, de tilrejsende surfere, naturfreaks'ne og resultatet var et
parallelunivers, som stadig formår at gøre mig periodisk svimmel.
Når jeg begynder at tro på, at verden er som
Puerto Viejo - så tager jeg en tur til San José for at få et skud urban
normalitet.
Nogle af alle de mennesker, som dukker op her,
bliver hængende. Mange af dem bliver fanget af byen på samme måde, som min
mor fangede hvepse på om sommeren: Med en kæmpe krukke syltetøj med høje
kanter, som tillod hvepsene af komme ned til de søde sager - men ikke op igen.
Og derfor led de en langsom kvælningsdød i det syltetøj, som de i begyndelsen havde
fundet så tillokkende.
Her er fristelser. Jeg har aldrig været et
sted, som i den grad svømmer i fristelser - og ikke mindst stoffer. Pot er en
del af kulturen. Men det er kokain også. For den kommer frisk og fin fra
Columbia og er af høj kvalitet og lav af pris. Den caribiske side i Costa Rica
udgør et vigtigt led af rygraden i stof-ruten fra Columbia til USA. Når
kokainen rammer Puerto Viejo, er den stadig så ren og ubesudlet som en
latino-dreng. Ligesom folk her ryger pot helt rent og uden tobak - så nyder de
deres kokain på samme måde.
Ud over det tilbydes her alt, hvad en sulten
hjernebark kan begære: Crack, syre, heroin, krystal meth, flydende ecstacy og
amf er nogle af de stoffer, som er i omløb. Og her er veldrejede kvinder og
skarptskårne mænd. Alle er friske på eventyr. Solen skinner og selv sprutten er
billig. Det er så nemt at bruge en dag på at sidde under en palme uden at lave
andet end at ryge ganja, drikke kolde øl og kigge ud over det caribiske ocean.
Tro mig. Jeg har selv brugt mange dage på den måde. Man kan bruge et helt liv på
den måde ...
For mit eget vedkommende havde jeg imidlertid
en helt konkret plan: Nemlig at jeg overhovedet ikke havde andre planer end at
forsøge at finde ud af, hvad der gjorde mig glad. For jeg var flosset i alle
kanter, da jeg rejste fra Danmark. De 33 kilo jeg medbragte i fysisk bagage,
var ikke noget i forhold til det kæmpe klædeskab med skeletter, som jeg også
fik fragtet over atlanten.
Problemet var bare, at hver gang jeg satte mig
ned for at tænke over mit liv, så skete der et eller andet, som tog min opmærksomhed.
Edwin var den første, der begyndte at tage min opmærksomhed. For lige pludselig
var det rigtig hyggeligt at sidde og snakke tiden væk på hans veranda. Også
junglen bød mig velkommen og gav mig eksklusiv behandling i form af at udfordre
mig til det yderste: Wolfspiders på størrelse med kagetallerkener spadserede
veloplagt rundt på mine vægge og gjorde mig skrækslagen. Det brune siv på
gulvet viste sig at være en slange - men heldigvis var den ikke nær så giftig,
som den solskinsgule eyelash viper, der slog sig ned i det uvenlige træ ved min
trappe.
Det uvenlige træ fik sit navn, fordi det
ganske enkelt er dækket med pigge. Det var først senere jeg fandt ud af, at
saften fra det træ - bare en enkelt dråbe i øjet - kan gøre en skovarbejder
permanent blind. Denne oplysning har bare bestyrket mig i, at der ikke findes
noget i junglen, som ikke er i stand til at bide fra sig. Junglen vogter over
sig selv. Hvis man er meget respektfuld og kærlig overfor den, byder den en
velkommen og åbner for en verden, der er så smuk, at jeg stadig bøvler med at
finde ordene, så jeg kan fortælle om det.
Badeværelset var skorpionernes hænge ud-sted.
Jeg spekulerer på, om jeg nogensinde igen vil være i stand til at gå i bad uden
at ryste badeforhænget først.
En dag kom den 25-årige, mexicanske vagabond,
Rafael, spadserende ind i mit liv. I en periode var vi sammen hele tiden og
gennem Rafael åbnede byen sig for mig. Jeg lærte mennesker at kende. Og jeg lærte,
at ingen spørger om hinandens forhistorie i Puerto Viejo. I denne by findes kun
nu'et.
Senere kom venezuelanske Funky trillende ind på
arenaen og begyndte at herse med mig (og Rafael) og forsøgte at lære mig
ordentlige manerer, som passer sig for en dame. Projektet har foreløbig ikke været
succesfuldt. Tværtimod har han uafvidende lært mig en række vidunderlige,
venezuelanske bandeord! Conjo! Verdga!
Når Funky ikke er irriterende, elsker han med
mig latino-style og giver mig mad og frihed. To ting jeg værdsætter
meget.
Uden at jeg egentlig var klar over det, har
jeg samlet en masse historier. To af mine personlige favoritter er historien om Isabella, LoneSome og kokain-aben, der druknede. Selv om jeg også er glad for at
kende amerikaneren Martins historie om dengang han arbejdede for et olieselskab i
en olieby, hvor der ikke var andet at lave end at slås og drikke og tage
stoffer. Og at det først var den dag han så sin ven blive spredt over et helt
betongulv, at han besluttede sig for, at der måtte findes andre måder at leve
livet på. Han er forresten tilbage i olietown, mens jeg skriver dette. Han blev
rullet i Tex Mex-baren i lørdags, og måtte derfor tage tilbage til US og skaffe
flere penge.
Så jeg kan med en omskrivning af John Lennons
ord sige, at mens jeg spekulerede over, hvad der egentlig gjorde
mig glad, så var der en masse ting som gjorde mig glad. Ikke mindst junglen.
Junglen og den måde den påvirker en på, er i
sig selv en historie. Jeg har aldrig været noget særlig spirituelt menneske.
Men junglen er så vild og mystisk, at jeg tillægger den alverdens motiver. Og
selvfølgelig er den referencepunkt for alle hanner i nærmiljøet. For junglen er
et bæst, der kræver mod at konfrontere sig selv med. Så når fyrene stempler en
anden fyr med ordene "Han ville ikke holde et døgn i junglen" - så er
det en måde at sige, at han er et sølle skvat og en gemen pissevisker. Og i
hvert fald ikke en rigtig mand.
Jeg er ikke en mand. Og da jeg kom hertil,
ville jeg ikke have kunnet holde så meget som en time i junglen. I dag vil jeg
anslå, at jeg kunne holde et par dage - rent fysisk. Psykisk ville jeg kunne
holde meget længere ... og det er det, det i virkeligheden handler om.
Mens jeg sidder og skriver dette, er min
retarderede kolibri lige fløjet gennem huset. Efter jeg har fjernet myggenetsvæggene
og nu bor i et skelethus, holder de lokalkendte fugle sig ikke tilbage for at
bruge min stue som genvej. Jeg kan høre, at brøleaberne har slået sig ned oppe
ved vejen. Jeg har stadig ikke fået bugt med mit rotteproblem, og når jeg
sidder og skriver om natten, kan jeg være helt sikker på, at rotten dukker op på
et eller andet tidspunkt. Jeg overvejer stadig, om jeg kan lære at leve med en
rotte. Lige som jeg har lært at leve med tarantellen, Preben, som bor fast i
huset. Lige nu sidder han og sover i hjørnet over min hængekøje. I slumrende
tilstand ligner han en lille, sød og behåret bold. Men om natten, når han
jager, er han et respektindgydende rovdyr. Hurtig som lynet og uden nåde.
Og det er det, jeg gerne vil skrive
om. Jeg kan hverken anbefale eller fraråde andre mennesker at stille deres
jordiske gods ned på gaden og stå i karnappen og ryge cigaretter og kigge på,
at ting man har elsket i årevis, bliver klunset af fremmede mennesker. Jeg kan
heller ikke sige, om det er klogt at købe en billet til Costa Rica uden
nogensinde at have været i landet. Men det har virket godt for mig.
Mens jeg var skidebange og i gang med at føre
det her projekt ud i livet, blev jeg ved med at messe for mig selv: hvis
du gør det, du altid har gjort - så får du det, som du altid har fået ...
Og jeg havde bare fået det samme så længe, at
jeg havde brug for at få noget nyt. Det er den historie, jeg gerne vil fortælle.
Det er bare en historie. Det er ikke en selvhjælpsbog. Der bliver ikke tre gode
råd til at forbedre dit liv i slutningen af hvert kapitel. Jeg vil bruge min
fortælling som ramme. Min udvikling. For jo - der har været en udvikling. Helt
fysisk har den manifesteret sig i, at jeg nu lever i et helt åbent hus. Og at
jeg accepterer og faktisk værdsætter at bo sammen med en fugleedderkop.
Men jeg vil også gerne fortælle om de
mennesker, jeg har mødt. Og den jungle jeg bor i.
Jeg ved, at du på et tidspunkt læste min blog.
Så hvis du tjekker det sidste blogindlæg - http://knirkeegede.blogspot.com/2012/10/panama-tur-retur-pa-adrenalin.html
- så er det et eksempel på noget, som er mere bogstyle end blogstyle.
Bogen er/bliver lidt mere tight og går lidt tættere
på. Men grundlæggende har bloggen været ærlig. Jeg har moret mig meget og jeg
har mødt mange skægge mennesker, som jeg gerne vil fortælle om.
Så. Nu er Carla her. Hun er lige kommet
logrende ind af døren. Og for første gang har jeg ikke været ude at kigge efter
hende - endsige kaldt på hende. Hun ser meget selvtilfreds ud, fordi hun har hængt
ud på egen pote. Uden mig som irriterende overbeskytter.
Nu ved Carla, hvor hjem er. Det tror jeg også,
at jeg ved. Hjem er der, hvor jeg vælger at være ...
Kærlig hilsen Knirke
Så godt!
SvarSlet"-If Home is where the Heart is then there's stories to be told - no, you don't need a doctor, no-one else can heal your Soul!"
Janus
Åhr Janus - jeg elsker, når du folder dig ud med citater <3
SletJeg håber, din redaktør har lige så stor lyst til at læse din bog, som jeg har! Dine ord er så fine.
SvarSletTak Maria, vi får se, hvad der sker ... :-)
SletÅh Knirke. JEG GLÆDER MIG TIL DEN BOG. ;) kæmpeknus Heidi V
SvarSletHvis den bog udkommer - vil du så være min pr-koordinator? Efter du smed et link i dit netværk, er besøgstallet steget med 25 procent. TAK!
Slet