De allerfleste billeder i denne blogpost er taget af den kommende mesterfotograf, Funky.
Ok. Jeg har stadig ikke noget vand. Men mit humør er i det mindste vendt tilbage. Det gik op for mig, da jeg for fem minutter sad og klukkede for mig selv ved tanken om fyren, der var ude for et uheld af den slags, der kun kan forekomme i nærmiljøet.
Det
var Peter, der fortalte mig historien og selv om han prøvede at holde alvoren
inde bag sit store, hvide skæg, brød vi begge to helt sammen af grin over den.
En
morgen var en af Peters bekendte kommet glad hjulende på sin cykel med retning
mod Puerto Viejo. Da han et par minutter efter vågnede øm og forslået op i
grøften - godt viklet ind i sin cykel - var det sidste han kunne huske, at han
var blevet overhalet af en lastbil.
Jungleblomster lefler ikke for den brede smag. Tværtom er de tit underlige og ikke altid lige kønne. Hvis blomster kan være cool og seje, så er det det, de er!
Efter
den stakkels mand havde sundet sig, var det lykkedes ham at rekonstruere
hændelsesforløbet. Lastbilen der havde overhalet ham, var en af de store
klepperter, der kører i fast rutefart mellem plantagerne og Limon. I dagens
anledning havde lastbilen været caribisk overlæsset med ananasser.
Og
i netop det sekund lastbilen passerede den ulykkelige mand, tabte den en ananas
som med usvigelig præcision ramte manden klokkerent og sendte ham hovedkulds i
grøften.
Problemet
med uheldet var imidlertid, at udover hovedpine og hudafskrabninger, fik manden
absolut ingen medfølende ord på vejen, når han fortalte om det. Tværtimod knækkede
alle sammen i et kæmpe latteranfald, når de hørte historien.
Åh-hårh-hårh-hårh
... jeg griner faktisk stadig, hver gang jeg tænker på det. Undskyld stakkels
mand - jeg er sikker på, at det gør rigtig ondt at blive ramt af en flyvende
ananas ... Selv Peter der ellers er både empatisk og sød, begynder at grine,
når han genfortæller historien ...
Helt almindelige helaconiaer ...
Nåeh,
det var et lille sidespring. For jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle,
hvad der skete, da jeg nedsmeltede for tre dage siden.
Men
inden jeg går videre, bliver jeg nødt til at sige tak til alle jer, der tog jer
tid til at skrive til mig, heppe på mig - og give mig et ordentligt los i
agterstavnen.
Alle
I der lægger kommentarer på min blog og min fb-profil ... Jeg bliver så glad,
når I bruger tid på at sætte jer ned og skrive til mig. Og jeg har lært, at
gode ord på det rigtige tidspunkt kan gøre en forskel.
De
næste dage er sat af til at svare på alle de dejlige kommentarer og breve, som
jeg har fået. Men lige nu vil jeg bare sige tak og guds fred og lykke til jer
alle sammen ...
Jeg
elsker internettet. ELSKER! Der var knap gået fem minutter fra jeg havde lagt
mit ualmindelig selvmedlidende blogindlæg på, til de første reaktioner indfandt
sig.
Hotel! Nu!, var den entydige reaktion. Men jeg var i vildrede, følte mig helt splattet ud og ude af stand til rigtig at gøre noget.
Denne tudse boede under terrassen. Da jeg viste Karsten billedet, kunne han fortælle mig, at nataktive reptiler har en lodret streg i deres øjne. Denne tudse er med andre ord langt over sin sengetid.
Tanja
som lige har været her, meldte sig øjeblikkelig på Skype og sendte mig med
vanlig effektivitet links til diverse hoteller i nærmiljøet. Samtidig fortalte
hun mig, at hun ville donere 100 dollars som en tidlig julegave, hvis jeg bare
ville lette rumpetten og komme af sted! I den anden ende sad jeg og var så
passiv som en dopet vinbjergsnegl.
Til
sidst mistede Tanja tålmodigheden med mig og skrev:
"Nu må du simpelthen komme
ind i kampen, Schatzling. Lige som der er en tid for enhver kvinde at farve sig
rødhåret, lige så er der en tid for enhver kvinde at sige 'fuck junglen!'"
Sådan kom jeg til at se ud, da jeg for et par år siden fulgte Tanjas råd om, at enhver kvinde bør have en periode i sit liv, hvor hun er rødhåret ...
Cirka
samtidig vendte den rådne ligstank tilbage. For at toppe situationen, sværmede
en mindre flok uvenlige fluer ind på verandaen og gik i gang med at bide mig -
selv om jeg var marineret i myggebalsam.
Og
da min nabo præcis samtidig gik i gang med at synge, greb jeg min taske og
styrtede ud af døren.
Jeg
var halvvejs oppe gennem regnskoven, da jeg kunne høre Taxa-José dytte. Med det
resultat at jeg satte farten betragtelig op ... og rendte direkte ind i et
orb-edderkoppespind med ansigtet forrest. Jeg har tit talt hjertevarmt og
venligt om de store orb-edderkopper i nærmiljøet. Men at have en kæmpestor
orb-edderkop kriblende i hovedet og i håret, var næsten mere end jeg kunne
tage.
Jeg
udstødte et hvin så højt, at det fik José til at springe ud af taxaen og løbe
ned i skoven. Formentlig troede han, at jeg var ved at blive sønderrevet af en
jaguar. Ergo så han en smule forvirret ud, da det eneste han kunne se, var en
småhysterisk dame der stod og børstede sig vildt over det hele - iført et par
latterlige pyjamasbukser med påtrykte martiniglas og ordene Happy Hour Lounge smukt skrevet op af
det ene ben.
"I
ran into a spiderweb," klynkede jeg. Og det fik José til at tage en pind
og fjerne alle edderkoppespind på stien op til vejen. Derefter fremdrog han en
ny flaske gas, som han bar ned i mit hus og monterede. Efter ordre fra Funky
som havde haft Klynke her i røret et par gange, hvor jeg havde klaget over min
sørgelige tilstand.
Derefter
satte vi kursen mod byen, samlede Funky op ved Lazy Mon, gjorde et hurtigt pitstop
i supermarkedet og fræsede videre - ud af byen, helt ud til Playa Negra, hvor
vi blev mødt af ... tadaaa ... mere jungle.
Jeg
ved da godt, at det var naivt tænkt af mig. Men når jeg nu ville spendere hele
125 (!!!) dollars på et hotel - så havde jeg forestillet mig noget med lange
gange med gulvtæpper, en receptionist, det stille buzz fra tilstedeværelsen af
andre mennesker, mandshøje plasma-fjernsyn for enden af ubegribelig store,
bløde senge. Og ikke mindst ... et fantastisk, luksuriøst badeværelse med
håndklæder på størrelse med Anholt.
I
stedet stod jeg i et mørkt hul - omringet af junglen. Det siger noget om, hvor
langt ude jeg var, for jeg havde faktisk lyst til at sætte mig ned og pive lidt
over det.
Et meget caribisk hotel ...
Jeg
har før beskrevet, hvordan jeg føler, at junglen er én stor levende organisme
med en form for bevidsthed. Og for at blive i den tanke, så tror jeg junglen
besluttede sig for, at den havde udfordret mig nok. Nu var det på tide at vise
sig fra en venligere og mere flatterende side.
For
bedst som jeg stod med melodramatisk, bævrende underlæbe, udstødte Funky en
fløjten og sagde "Tjek lige det her
ud ..."
Hotellet
rådede over en meget veludbygget træningssal og lige udenfor sad der ... oh,
fryd, oh, glæde ... to rødøjede frøer og sov i et lille paraplytræ. Og på et af
glasvinduerne sad der yderligere et eksemplar.
Har I nogensinde set en frø, der var MERE nuttet end denne? Jeg har ikke!
Jeg
har været i Costa Rica i ni måneder. Og jeg har aldrig set så meget som skyggen
af en rødøjet løvfrø, på trods af at det har været et af mine største ønsker at
se denne sjove frø i virkeligheden.
Pludselig
stod jeg overfor ikke bare ét - men TRE eksemplarer. Og jeg kan fortælle, at
denne frø så fantastisk i virkeligheden, at det næsten grænser til noget
kriminelt.
For
det første er dens hoved meget større end resten af kroppen, hvilket giver den
et nærmest tegneserie-agtigt, nuttet udseende. Mens jeg stod og kiggede på de
to sovende frøer, åbnede den ene af dem øjnene og kiggede på mig. Og jeg fik
simpelthen et fysisk sug i maven af begejstring.
Se hvor sød og flad den er, når den sidder og sover. Jeg falder stadig i svime over den, hver gang jeg kigger på billederne.
Jeg
har altid ment, at hvis Paradis eksisterer - så vil det rumme en ekstremt
velassorteret papir- og kontorforsyningsbutik. Jeg er nu af den faste
overbevisning, at kontorforsyningsbutikken også vil være fyldt med rødøjede
frøer som sidder over det hele og gør alting smukkere og mere magisk med deres
tilstedeværelse.
Den
rødøjede løvfrø er nok det mest perfekte dyr, jeg nogensinde har været så
heldig at opleve. Og jeg må sige, at de tre frøers tilstedeværelse gjorde
alting meget bedre.
Da
vi endelig havde indlogeret os, kiggede Funky på mig og sagde:
"Nåeh,
Angry Bird ...Hvis det her ikke kan
gøre dig gladere - så er der ingenting, der kan."
Og
op af sin rygsæk trak han en lille pakke, der var næsten sort.
Det
var først, da han hev cellofanen af, at det gik op for mig, hvad det var.
Chokolade. Og ikke bare chokolade - men den mest fuldfede, sorte chokolade jeg
nogensinde har oplevet.
I
samme øjeblik chokoladen blev sluppet ud af sin indpakning kvitterede den ved
at sende tunge dufte ud i rummet. I en radius af cirka tre meter fra den lille
pakke, duftede der tungt, mørkt og fedt af chokolade. Jeg har aldrig oplevet,
at chokolade kunne dufte så stærkt og gennemtrængende.
Konsistensen
var blød og fedtet som en romkugle fra bageren. Og da den første bid ramte
tungen føltes det som om, at mit baghoved eksploderede. Hvordan skal jeg
beskrive smagen? Som chokolade, men mere intens, mere mættet, federe og mere
tilfredsstillende end noget chokolade, jeg nogensinde har smagt.
Hotelværelset bestod faktisk af denne stue, et køkken, et STORT badeværelse, et soveværelse og en rar veranda med hængekøje.
Jeg
tog to bidder - og så gik jeg i bad. Stadig med hovedet spinnende i
chokolade-eufori. Da jeg kom ud af badet, stod der varm, dampende kaffe parat
til mig. Resten af aftenen gik med at spise og se amerikansk valg på tv. Begge
dele var utrolig opstemmende. Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg meget lidt
om amerikansk politik. Det sidste års tid har jeg koncentreret mig mest om mig
selv og mit eget lille univers. Men Barack Obama forekommer mig at være et
fornuftigt menneske, som søger dialog og ikke excellerer i forfærdelige
udtalelser af rabiat karakter.
Vi
fejrede derfor hans genvalg ved at gå til og fra tv'et og spise ekstreme
mængder af is. Små isbomber indkapslet i crispy chokolade og flerfarvet is, der
kombinerede sorbet med fløde på forbilledlig vis. For slet ikke at tale om søde
fragilité-lag med kaffeis imellem og is med små stykker marengs i.
Carla er efterhånden en meget rejsevant hund. Og jeg har en grum fornemmelse af, at hun anytime ville bytte det charmerende jungleliv ud med femstjernet luksus ... tsk tsk ...
Næste
morgen opdagede jeg, at området omkring mig var en tæmmet junglehave - og at
der lå en ganske rar swimmingpool i midten. Jeg besluttede på stedet at blive
en dag længere - og tilbragte hele dagen i swimmingpoolen og i brusebadet. Jeg
fik også nydt junglehaven i fulde drag - blandt andet fandt jeg en behåret helaconia blandt blomsterne.
Sådan en har jeg aldrig set før.
Se hvor flot og behåret den er ... (Det sagde hun også i går ... høhøhø ...)
Det
var lige, hvad jeg trængte til. Virkelig. Og jeg vil gerne sige tak til alle
jer, der heppede mig af sted.
Jeg elsker at svømme i swimmingpools. Jeg var fast gæst i Frederiksberg Svømmehal i årevis.
Og
hør så lige, hvad der lå på min facebook, da jeg endelig møvede mig på nettet: En
besked fra min veninde Andrea. Jeg har kendt Andrea i mange år - og hun er et
af de mennesker, som med tiden har lært sig selv at passe godt på sig selv og
være god ved sig selv. Og fordi hun er det, er hun et af de mennesker, som alle
kan lide at være i nærheden af. Fordi ... hun er så kompetent til at leve livet.
Jeg bliver nødt til at henvise til hendes bog, som burde læses af alle. Fordi hun er sådan et godt eksempel på, at man fan'me skal tage sig selv alvorligt på en god måde og huske at være lige så sød ved sig selv, som man er ved andre ...
Jeg bliver nødt til at henvise til hendes bog, som burde læses af alle. Fordi hun er sådan et godt eksempel på, at man fan'me skal tage sig selv alvorligt på en god måde og huske at være lige så sød ved sig selv, som man er ved andre ...
Andrea
skrev:
"Jeg vil gerne donere 100 dollars til et hotelværelse med bad. Seriøst.
Det der holder slet, slet ikke. Vamos! Jeg overfører fluks penge, hvis du
sender dit kontonummer. Jeg mener det. Ud af junglen med dig. Nu!"
Nu
er jeg tilbage i junglehuset. Jeg har taget opvasken og gjort så rent, som det
er muligt, når jeg ikke har noget vand.
Det
har regnet tre nætter i træk - og i dag holdt det først op med at regne ved
13-tiden.
Hotellets kat var helt klart en type, der ikke fandt sig i noget pjat.
Edwin
har sagt, at vandstanden i brønden er lovende. Men i mellemtiden er pumpen
brudt sammen. Mario er tilkaldt for at fikse sagen, men eftersom han er
franskmand skal han have tre timers frokostpause hver dag. Sådan er franskmænd
åbenbart ...
Og
i stedet for at blive knarvorn over Marios sendrægtighed, sidder jeg ved mit
skrivebord og fniser over historien om manden og ananassen. Og så er jeg
taknemmelig. Tusind tak alle sammen - I gør en forskel i mit liv.
PS1:
Som rigtig mange af jer var inde på, så lader det til, at jeg har en lig-blomst i nærmiljøet. Da jeg kom tilbage efter to dages hotelophold, var stanken væk og
er ikke dukket op igen. Så jeg formoder, at den afblomstrede, mens jeg
blomstrede i de rene, hvide lagner.
Jeg forstår naturligvis Rasmus N. Klosters begejstring over ligblomsten. Men i denne sag er jeg en NIMBY! Ligblomster - ja tak ... bare ikke i min baghave ...
Jeg
har været rundt og lede for at se, om jeg kunne finde den formastelige blomst -
men forgæves. Det er nyt for mig, at der også findes en ligblomst i Costa Rica.
Lige som så mange andre, elskede jeg at følge med, da verdens største blomst -
der normalt lever i Amazon-junglen - blomstrede i Botanisk Have sidste år. Især fordi den ansvarlige gartner, Rasmus N. Kloster, simpelthen var så sød og glad og
slet ikke til at stå for.
Endnu en jungleblomst.
Jeg
har lyst til at ringe og spørge Rasmus, hvor meget hans blomst egentlig stank.
For jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg aldrig har oplevet noget så
ækelt og gennemtrængende. Og så vidt jeg kan se, er den costa ricanske
lig-blomst ikke nær så stor som dens Amazon-slægtning.
PS2:
Jeg har netop vasket mit kaffekrus af - med en vådserviet. Det fungerer jo
fint! Tak til min fb-ven Sandra for det gode råd!
forhåbentlig en ægte vådserviet og ikke en r.. én af slagsen, Ksen ;-) KYS
SvarSletDejligt at høre, at du kom godt igennem. Og Funky er vel nok en gave, hva'!?
SvarSlet... kan godt være du en dag flytter ud af den fysiske jungle, men jeg tror, at du har junglen i dig nu og altid vil have den, uanset hvor du er ... en oplevelse for Livet :)
Kh.
Janus
Nææææ, hotelkatten ligner jo en søster til katte-Knirke <3
SvarSletKom lige forbi din fine blog - hold fast, hvor er du modig! Den diametrale modsætning til mit liv i den fynske provins :-)
SvarSletJeg var i København, da den der ligblomst gik amokka. Og tro mig! Det stank! Som i virkeligt virkeligt slemt. Slemt nok til at det ikke var nok, at jeg selv skulle opleve det, min Facebook skulle også oversvømme med opdateringer om hvor dårligt den lugtede.
SvarSletEr forresten stadig på halen over hvor sej du er
Den frø er så FIIIN!
SvarSlet