søndag den 23. december 2012

Glædelig jul - hvis jeg når det!


Klokken er halv elleve om aftenen. Regnen har stået ned i kaskader hele dagen. Det gjorde den også i går. Jeg har skænket mig et glas rødvin. Til randen.

Da jeg kom hjem, havde begge hundene tisset på gulvet. Og krasperet skraldespanden. Mit hus ligner noget, der er løgn. I morgen er det juleaften ...

Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at vide, om Karmaguden - simpelthen for sjov - har ansat en assistent, som udelukkende holder øje med mig. Og hver gang jeg forsigtigt forsøger at lave en plan, så gør assistenten et par små kunstgreb, samtidig med at vedkommende griner højlydt og venter på at se, hvad jeg så finder på, når min plan falder på gulvet med et brag.

Det hele begyndte faktisk i går aftes. Eller måske begyndte det lidt før det. Men i går aftes, mens jeg stod og kogte pasta, nåede jeg lavpunktet.

Jeg har været temmelig nonchalant omkring julen og faktisk glædet mig over, at jeg ikke rigtig behøvede at tage stilling til den. Men så var det, jeg kom i tanke om juleaften. Derhjemme. Da jeg var barn. Og så begyndte jeg at savne min mor helt forfærdeligt. Og derefter gled tankerne ubesværet videre til far og resten af min familie. Og især min nevø. Derfra videre til min barndomsvenindes forældre, som altid har været mine reserveforældre, og som jeg elsker højt. Så kom jeg til at tænke på, hvor meget jeg egentlig savnede Momme, fordi jeg ikke har talt med hende længe. Og Jesper. Og Majse. Og Mia. Og Tanja. Og Myre. Og Andrea. Og og og ...

Inden jeg nåede at gøre nogetsomhelst, stod jeg og hikstede højlydt i ned i spaghettien. Og fra hikstning til hulkegråd, er der ikke særlig langt. Jeg tudede så højt, at alle hundene og Funky kom løbende fra hver deres verdenshjørne for at se, hvad i alverden der gik for sig i køkkenhjørnet.

Jeg ved ikke, om det er alle de temperamentsfulde latinoer, jeg er omgivet af, der er begyndt at smitte af på mig. For i stedet for at skynde mig at tørre øjnene og sige "jeg har det fint!," smed jeg mig melodramatisk ved køkkenbordet og græd endnu højere.

"Jeg saaavner min mor," vrælede jeg.
"Jeg savner mine venner! Det hele er noget lort! Jeg savner dem allesammen SÅ meget! Og min søster!"

Funky som aldrig rigtig har set mig græde, var helt lammet og stod bare og kiggede på mig, mens han aede mig forsigtigt på håret. Jeg vendte mig mod ham og nærmest råbte:
"Jeg vil ha', at juleaften skal være GOD! Jeg vil ha'! Jeg vil ha'! Og I skal ALLESAMMEN være søde. Og vi skal spise mad og jeg er SKIDELIGEGLAD, om I ikke fejrer jul - så må I FAN'ME lade som om. Det er ÉN aften. OG DEN AFTEN VIL JEG HAVE! Spil nu med! For min skyld!"

"Det bliver en fantastisk juleaften," sagde Funky og lagde armene om mig, mens snot og mascara stod i kaskader fra mig.
"Det bliver helt forrygende. Vi glæder os allesammen rigtig meget!"

Mens Funky udstødte små pylrelyde og vuggede mig frem og tilbage, smuttede Red ind under min ene arm, Carla hoppede op ad mit ben og Negrita slikkede mig meget forsigtigt på den ene ankel.

Og så græd jeg. Jeg tror, at jeg græd i næsten ti minutter, før jeg endelig holdt op. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt så højlydt og hulkende over noget.

Sidste år var et af de værste og sværeste i hele mit liv, men det var som om, at gråden altid blev siddende i halsen på mig. Jeg var bange for at give slip, fordi jeg havde på fornemmelsen, at hvis jeg først begyndte at græde, så ville jeg aldrig kunne holde op igen. Så ville jeg falde fra hinanden. Det samme dengang min mor døde. Og faktisk tror jeg, at det var der, det hele begyndte.

Men nu vil jeg godt give et råd videre - og det er: Græd. Græd for pokker. Ikke noget med at stå og sluge gråden i et frotté-håndklæde ude i badeværelset og nette jer, før I kommer ind i stuen igen. Græd. Og vær omgivet af gode mennesker, når I græder. For så bliver I trøstet. En kølig, trøstende hundesnude - eller flere - er heller ikke det værste at være i nærheden af.

Da jeg endelig havde tudet af, havde jeg det meget bedre. Så jeg nappede et brusebad og strøg på hovedet i seng. Den sidste tanke, jeg tænkte inden lyset slukkede, var: Jeg vil have en god juleaften. Og det kan jeg godt finde ud af at skabe.

Planen var så, at jeg ville have brugt dagen i dag på at købe ind, bage småkager og gøre huset pinligt rent og maximalt hyggeligt til juleaften. Jeg havde inviteret Edwin, Karsten og Funky. Tre indædte anti-julere ...

Dagen begyndte med en sms fra Karsten om, at Minga havde det værre. Minga er Karstens hund. Jeg har været på utallige jungleture med Minga. Hvor Karsten er, er Minga også. Og sådan er det bare. Minga har rundet sine ni år og har skrantet lidt i de sidste par uger. Og beskeden om, at hun havde fået det værre, fik mig i øjeblikkeligt alarmberedskab.

Tanken om at skulle håndtere Karsten, hvis der skete noget med Minga, var nok til at få mig til at springe ud af sengen og tage ind til byen pr. taxa.

Jeg blev mødt af en træt, udmagret Minga - men heldigvis viste hun ingen tegn på at være døende. I baggrunden stod Karsten og vred sine hænder.

Funky - som har forstand på den slags - gav hende en vitaminindsprøjtning og vi diskuterede frem og tilbage, hvordan vi kunne få mad i hende. Minga har været til dyrlæge og alt det. Og jeg tror, at hun simpelthen bare skal have tid og fred til at komme sig - hvilket hun også får. Under Karstens bekymrede og meget kærlige opsyn.

Jeg instruerede ham i, at jeg havde fundet og talt med en dyrlæge i Limon, som var parat til at tilse hende i julen, hvis hun skulle få det værre. Og at han skulle ringe til mig øjeblikkeligt, hvis dét skete. Dag eller nat.

Men der røg min første julegæst. Ikke engang tilbuddet om, at jeg ville betale Taxa til ham og Minga og at hun kunne få et blødt tæppe at ligge på, rokkede Karsten. Han og Minga bliver hjemme.

Jeg vandrede direkte fra Karsten og til supermarkedet - og raidede det fuldstændig. Jeg købte juleknas og julegodter og juleflitter - plus stort set alt inden for råvarer og en røvfuld virkelig gode rødvine. Mens jeg stod og svedte over, at jeg havde købt for astronomiske 1.500 kroner, meldte Edwin sig på telefonen.

Det lyder simpelthen så corny at skrive 'indianerne' - på engelsk bruger man vendingen 'indigenious people', og der findes ikke rigtig nogen ordentlig dansk oversættelse på dét begreb - men sagen var, at indianerne er begyndt at tale sammen om de ting, som den nuværende Kekoldi-administration udsætter dem for. Det er ikke længere enkelt-mennesker hist og pist som bliver tyranniseret - de er mange. Og de er begyndt at lægge planer og finde klagemuligheder.

Og det var netop, hvad de havde besluttet sig for at gøre i dag. At skrive et fælles klagebrev til ikke mindre end tre costa ricanske instanser - og de forventede alle, at jeg ville være tilstede for at dokumentere det øjeblik.

For jeg er hende med kameraet. Jeg er den skygge, der har fulgt dem, og som har taget adskillige ture ind i junglen, for at se sagerne på egen hånd. Og det er lige før jeg tror, at det faktum at jeg ikke taler spansk og kommer fra et andet land, betyder noget vigtigt. Det betyder, at de ikke er alene, så at sige. Jeg er et sandhedsvidne, fordi jeg absolut ikke har nogen politiske eller økonomiske interesse i deres sag. Det er svært at forklare. Så jeg vil nøjes med at sige, at jeg føler mig meget hjemme blandt disse mennesker. Især kvinderne. Og hvis der er noget, som jeg savner i mit liv i Costa Rica, så er det kvindeligt selskab. Jeg har ikke en eneste veninde! Jeg har kun mandlige venner.

Disse kvinder har glimt og gnist i øjnene - og jeg glæder mig simpelthen sådan til den dag, hvor jeg kan tale med dem. Jeg forstår noget spansk nu, men jeg er stadig håbløs. Men alt det her med indianerne var nok det, der skulle til, for at jeg virkelig blev tændt på at lære sproget. Forventningens glæde. At tænke sig ... hvis jeg arbejder på det, kan jeg en dag sætte mig ned og tale med disse stærke damer. For de er værd at lære at kende ...

Heldigvis har Petronella en datter, Priscilla, som taler rimeligt engelsk. Og hun var med og oversatte, så godt hun kunne. Hun var lidt genert i begyndelsen, men pludselig fandt jeg et sted at nå ind til hende: Musik. Hun hev sin smartphone frem og lod mig høre noget af hendes yndlingsmusik. Og lige pludselig var det hele så nemt, så nemt. Priscilla er bribri-indianer, men hendes yndlingsmusik er enten arabiske eller israelske toner. Put that in your pibe, and smoke it, som vi siger på disse kanter ...

Inden vi skiltes aftalte vi, at vi snart skulle mødes og spise frokost sammen. Priscilla er veganer og spiser derudover hverken salt eller sukker. Så det er en frokost jeg virkelig ser frem til. Det bliver interessant. Jeg er nysgerrig på, hvordan man kan få så striks en kostplan til at fungere i et almindeligt, teenage highschool-liv. Jeg vil nok tillade mig selv at snuppe en lille bid brød hjemmefra. Bare for en sikkerheds skyld.  

Klokken var omkring otte, da Franklin smed mig af inde i byen. På det tidspunkt havde jeg forlængst vinket farvel til planen om at bage småkager i min toastovn og rengøre mit hus til tonerne af vederkvægende julemusik.

Så i stedet satte jeg kursen mod byens absolut mest eksklusive tøjforretning. Der er kun én. Og hampeblads-print og billeder af Bob Marley er absolut fraværende i denne forretning. Det er bare en af grundene til, at jeg så godt kan lide den ...

Jeg udvalgte mig en flammerød, knækort kjole med flagermus-ærmer. En kjole som både kan gå med og uden korset. Og jeg noterede mig samtidig, at de havde den samme kjole i samme snit - bare i en dejlig, støvetgrøn nuance. Jeg købte også en lang, grøn kjole med sort print, som havde en fin udskæring, og som på allerbedste vis fremhævede mine kraveben og det faktum, at jeg har alenlange ben.

Ben som desværre ikke egner sig til at blive vist frem i øjeblikket. Rigtig solbrændte bliver de aldrig - det har jeg vænnet mig til. Men jeg er så fyldt med ar og hudafskrabninger og bidemærker af at rende rundt i junglen, at det fuldstændig overskygger, at jeg ellers har tynde, omend velformede stænger.

Denne lille fornøjelse kostede mig i omegnen af 500 kroner, hvilket er en formue på disse kanter. Men jeg gad simpelthen ikke at være sparsommelig. Jeg trængte til at give mig selv en julegave, og jeg agter at tage den ene af kjolerne på imorgen - sammen med den perlehalskæde, som heldigt nok ikke blev stjålet fra mig, da der var indbrud i mit hus.

Så vandrede jeg op til Lazy Mon for at sige hej til Funky. Og han bød mig velkommen med følgende ord:
"Jeg kom til at invitere Bob til vores julemiddag."

"DU GJORDE HVAD?," brølede jeg så højt, at op til flere surfer-typer skyndsomt rykkede sig ned i den anden ende af baren, mens de sendte forskrækkede sideblikke til mig.

"Og han kan ikke tåle tobaksrøg. Så du kan ikke ryge i morgen aften," tilføjede Funky.

Bob er en ældre, californisk hippie og den førende konspirations-teoretiker i Puerto Viejo. Derudover lider han af et meget skrantende helbred, som han sjældent forsømmer at fortælle meget detaljeret om.

Jeg skulle lige til at puste mig op, da Funky sagde:
"Han græd af glæde, da jeg spurgte ham. Du ved, hvor ensom han er - og han er så bange for at dø uden at der er nogen, der lægger mærke til det."

Så jeg brokkede mig lidt på skrømt, men jeg kunne også udmærket huske, at det var mig, der oprindeligt foreslog at invitere Bob til jul. Men det var så en dag, hvor jeg var i perfekt overskud og fyldt med medmenneskelighed ....

Efter det lille intermezzo ringede jeg efter taxa-José til at fragte mig og mine 1.500 kroners råvarer hjem. På vej tilbage til junglen spurgte jeg ham, om han fejrede jul.
"Selvfølgelig gør jeg det," sagde han.
"Med min familie - vi tager ud at spise. Hvad med dig?"

Og jeg fortalte ham, at jeg ville holde jul i mit hus, fordi jeg ikke havde lyst til at være alene dén aften.

"Du har ret. Det er så trist at være alene. Meget, meget trist."

Mens jeg slæbte mine indkøb ned gennem en totalt smattet og regnvåd jungle, rungede Josés ord i mine ører.

Det er så trist at være alene.

Jeg landede i Costa Rica den 17. januar 2012. Og jeg var helt alene. Jeg tilbragte to måneder i junglen. Helt alene. Nu er der næsten gået et år, og jeg er så taknemmelig for, at jeg ikke er alene længere. Da jeg endelig kom ud af junglen, ønskede jeg mig mest af alt en ven. Jeg fik Rafael, og han blev min første og tætteste ven. Edwin er blevet min ven. Maiken og Michael er mine venner. Og de er fantastiske! Alan er min ven. Søde, sjove Alan. Smukke-Danny er min ven. Jeg har Funky. Med cognacstemme og latino-temperament. Antonio og Fasja er også mine venner. I London. Og Karsten og Purl. For slet ikke at tale om Meise og øglerne, som har en helt særlig plads i mit hjerte. Og Sarah. Smukke, begavede Sara som kom til at bo i mit hus ved et tilfælde.

Og når tiden er rigtig, vil jeg vil vende tilbage og hilse på Ana og Valledia. Det bliver, når jeg kan tale spansk. At Ana tog mig under sin vinge, da jeg landede i Costa Rica, vil jeg aldrig glemme.

Og udover dem, har jeg nye venner ventende - mennesker som jeg har mødt, og som jeg glæder mig til at tilbringe mere tid sammen med, fordi jeg ved, at de også vil blive mine venner. Jacob og Lise er et par navne, som dukker op, mens jeg skriver dette. Det kræver en indsats fra mig, men jeg ved, at de er der. De er lige derude - og jeg skal bare række hånden ud for at modtage venlighed, gæstfrihed og mennesker, som gerne vil fortælle mig om dem selv. Som har lyst til at dele ud. Generøse mennesker.

Jeg var så bange for at blive ensom i Costa Rica. Det var min værste frygt. Fordi jeg er lidt af en særling, har jeg ikke altid haft nemt ved at få venner. Men jeg tror, at jeg har knækket lidt af koden til at få venner. Vis hvem du er. Vær nysgerrig. Vær interesseret. Vær ærlig. Og vær venlig.

Nu sidder jeg så her. Mine indkøbsposer står stadig på gulvet og klokken er ved at blive et. I morgen er det juleaften. Og jeg har tænkt mig at få en god en af slagsen. Så jeg bliver nødt til at slutte, så jeg kan få noget søvn. Der venter travlhed i morgen og en god aften, hvor jeg har tænkt mig at være lækker i ny kjole.

Rigtig glædelig jul alle sammen. Rigtig, rigtig glædelig jul. Min jul bliver mærkelig og anderledes - og kender jeg Caribien ret, er der sikkert indlagt spændende overraskelser til mig i morgen, hvor jeg ellers skal forsøge at stable det hele på benene.

For mig ville det være trist at være alene, så jeg er glad for, at Funky fik inviteret Bob. Fordi han var den rigtige at invitere. For ham betyder det noget at være sammen med andre mennesker juleaften. Jeg har allerede talt med op til flere mennesker, som er helt ligeglade med julen.

Så uanset hvordan I fejrer jul - om I hader julen, elsker julen eller er helt ligeglade: Må Guds kærlighed være med jer ...

Glædelig jul!

6 kommentarer:

  1. Igen en dejlig fortælling. Du har ret - det er sådan man gør, man er ærlig og venlig :-)

    Jeg kan rigtig godt forstå, du savner din mor. Jeg savner også min rigtig meget, selvom det snart er 8 år siden jeg mistede hende. Det er ikke helt rigtig Jul uden hende, men jeg prøver.

    Håber du får en dejlig aften og at også Guds kærlighed er med jer - det er jeg faktisk helt sikker på, den er. Glædelig Jul.

    SvarSlet
  2. Glædelig jul fra mig, som har fulgt din blog længe. Jeg elsker eventyr, og jeg elsker din måde at leve dit på.

    SvarSlet
  3. 'Vis hvem du er. Vær nysgerrig. Vær interesseret. Vær ærlig. Og vær venlig'
    For seven, Knirke, det er livsvisdom, som flyder fra din pen... Det glæder mig således, at du fik knækket julenødden Husk samtidig den gode nyhed: at din rejse kun lige er begyndt og at du har resten af livet tilbage.
    Jeg ønsker og håber, at du fik en god jul - uanset de caribiske husguders mellemkomst.
    Julekram, både mange og store, til dig vidunderlige særling
    /M

    SvarSlet
  4. Åh dejligste Knørke! Jeg læste kun til dér hvor du går i seng efter saliggørende gråd og brusebad - ikke fordi indlægget kedede mig, men fordi jeg er følelsesmæssigt jetlagged og TRÆT..... af at græde! I morgen, om Liv og Helse vil, skal jeg læse resten. Indtil da kan jeg kun kommentere: "Du ER ELSKET!" Du er elsket, Knørksen og dét er jo afterall hvad det hele handler om. Af dem, der var og som nu desværre ikke længere kan nås i denne sfære.... Af dem, der er, men som ikke er indenfor geografisk (eller følelsesmæssig) rækkevidde. Og af dem du HAR..... lige dér, lige nu, og som stryger dit hår!
    Glædelig Bagjul du vidunderligt twisted freak of Nature! <3

    SvarSlet
  5. Glædelig jul (og godt nytår) fra en jungle på Bali - jeg fik mig også en god tuder julenat fordi jeg pludselig savnede min mor, som godt nok bare er derhjemme i Danmark. Men puha, der er langt engang imellem.
    :)
    /Jo

    SvarSlet
  6. Pernille Henriksen30. december 2012 kl. 15.16

    Håber du har haft en dejlig jul og at du kommer vel ind i det nye år! Det er en fornøjelse at følge dit eventyr på bloggen :-)

    SvarSlet