Juleaften med jagthorn

Sådan så der ud i mit hus juleaftensdag - caribisk julehygge ...

I går aftes sad jeg fredsommeligt og skrev og pillede næse - åh jo, jeg kan gøre begge dele på én gang - og tænkte over, hvor mange sofaer og senge jeg havde sovet på og i, mens jeg har været i Danmark.

Jeg skulle lige til at begå et blogindlæg om dette fascinerende emne, da min telefon ringede. Da jeg tog den op til øret, flød en lyd ind i mit øre, der lød som en hvalros i dyb, dyb nød. Inden jeg nåede til at overveje, hvad jeg skulle gøre for at forhindre den grove dyremishandling, lød min søsters glade stemme i røret.

"Hørte du det? Var det ikke fedt? Det var 'Santa Claus is coming to Town' spillet på jagthorn! Og det bedste af det hele er, at det er sådan en lille pynte-elg, jeg har købt. Og når man trykker på en knap i bunden af den, spiller den sangen. Det er SÅ hyggeligt!"

"Men hør så her ...," fortsatte hun, og flere rædsomme mislyde strømmede ind i mit øre.

"Det var den nisse, jeg købte sidste år. Han kan løfte armen med en julegave, SAMTIDIG med at han spiller 'Jinglebells'. Og jeg står her med en hel kasse med flere nisser. Det bliver godt!"

"Mmm," brummede jeg og sank en ekstra gang. Min søster inviterede mig til juleaften for et par uger siden, og jeg havde egentlig håbet på noget helt tilbagelænet og u-julet. Men jeg havde nok en anelse om, at det ikke ville ske. For min søster elsker julen og har det, som Familie Journalen ville betegne som "nissesind".

… Og et gammel pudevår kan sagtens gøre det ud for dug … 

"Ja, ja. Jeg har også en 16-årig til dig," tilføjede hun og fik mig på den måde til at spidse ører.

"Det er meget pænt af dig," sagde jeg varmt.

"Men medmindre han er meget velvoksen og veludviklet af sin alder, så tror jeg, at det er lige ungt nok til mig. Nu jeg tænker en ekstra gang, er jeg helt sikker: Det ER for ungt. Men tak for tanken."

"Tosse!," lød det i den anden ende af røret.

"Jeg mente da ikke en mand. Nej, vorherre bevares ... Jeg mente en rødvin! Jeg har en 16 år gammel rødvin, som vi skal drikke. Men bare rolig! Hvis den er blevet for gammel, sørger jeg for at købe rigelig med back up."

Her nåede jeg slet ikke at sige noget, for lige efter blev telefonrøret fyldt med lyden af hundegøen.

"Åhr - hahahahaha," sagde min søster, da hundenes gøen var stilnet af.

"Det er fordi jeg har sådan nisse, der kan trækkes op og så kan den gå hen over gulvet. Hundene synes, at den er skæg."

Herefter brølede min søster:

"Maestro! Ikke tage nissen!"

Og så var hun tilbage. Stadig lige veloplagt.

"Nåeh, men du behøver ikke at tænke på at medbringe nisser, for jeg HAR pyntet op. Men hvis du laver ris a'la manden, så sørger jeg for resten."

"Det var ærgeligt," sagde jeg tørt.

"Hvordan skal jeg så komme af med de hundredevis af nisser, som jeg har indkøbt i et anfald af galskab?"

"Hehehehe, kyniske søsterlil," svarede hun.

"Nåeh, men jeg har redt op til dig, så du ikke behøver at gå hjem midt om natten. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske."

Edwin var himmelfalden over, at Red havde fundet sig i at få en stor rød sløjfe på. Edwin kører en til en-identifikation med Red og var sikkert bekymret for, om jeg også ville iføre ham en kæmpe julesløjfe. Det gjorde jeg nu ikke ...

I betragtning af, at min fars og min søsters hus ligger med et par hundrede meters mellemrum på den samme øde grusvej, vurderede jeg, at der ikke kunne ske så meget. Men sådan noget siger jeg aldrig til min søster, der lider under den tvangstanke, at alt hvad jeg foretager mig, er farligt. Således kom hun engang - dog i et distræt øjeblik - til at advare mig mod hvidhajer, fordi jeg skulle i svømmehallen.

"Det lyder dejligt," svarede jeg. Og denne gang mente jeg det.

"Jeg glæder mig."

"Må smutte igen," råbte hun.

"Maestro er lige løbet med den gående nisse."

Og med de ord smækkede hun røret på.

Bagefter sad jeg og funderede. Sidste år holdt jeg jul i mit hus i junglen. Jeg havde krasperet en flok bananblade, som gjorde det ud for juletræ. Jeg så Disney's Juleshow på min computer og ringede hjem. Jeg lavede frikadeller og om aftenen dukkede Edwin op iført nystrøget skjorte og forærede mig en halskæde, som han straks gav mig på. Red havde selvfølgelig spenderet hele dagen hos mig, fordi der var frikadeller og løs omgang med konfekt i huset. Og så sad vi - omgivet af junglens nattelyde - og nippede til mad og drak rødvin og snakkede og snakkede og snakkede, mens vi kiggede på flagermusene, som jeg - i anledning af højtiden - havde hængt bananer ud til.

Da brøleaberne begyndte at stå op, gik Edwin hjem til sig selv. Og dermed var den jul overstået. Jeg smed bananbladene ud og gik på stranden.

Det var en god juleaften. Jeg tror også, at denne juleaften bliver virkelig god. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor jeg er næste juleaften. Men jeg er ligeglad. Så længe jeg er omgivet af gode mennesker, kan jeg være hvorsomhelst og stadig føle, at jeg er præcis det rigtige sted.

Jeg håber, at I også har det på den måde. For når alt kommer til alt, er det jo det, som julen handler om. Glædelig jul!

Mens jeg sad og kiggede efter billederne fra juleaften, fandt jeg en bunke andre billeder, som gjorde mig meget sentimental og gav mig et hårdt anfald af hjemve. Her er de: 

Dette billede er taget dengang, vi gik ind i junglen og afdækkede sagen med de nedbrændte huse og volden i indianerterritoriet. Allerede på en af de første dage smadrede jeg mine fødder. Og resten af tiden gik jeg gennem junglen på bare tæer, fordi jeg ikke kunne have sko på. Om aftenen kunne jeg så sidde og vaske  fødderne i vodka, fordi der hele tiden gik larver og mider i sårene. Denne dag nåede vi op til et af de nedbrændte huse - og Jeremiah som ses på billedet kastede ét blik på mine fødder. Og så trak han mig hele vejen ned ad bjerget på en hest … Det var så dejligt. Min fødder var en pinsel i den periode … 

 Billede fra Lazy Mon i Puerto Viejo. Sladdercentral, dansested, restaurant, livemusic-sted, bar og dvaskested om dagen. Stranden ligger ti meter væk. Og alt er sådan set godt omkring Lazy Mon ...

Mig der spiller gadesmart i Limon - den største by på den caribiske side. 

Total hjemmehygge i huset - med lanterne og hjerne ...

Sådan ser ens fødder ud efter en dags trekking i junglen. 

Et kært gensyn med kæle-tarantellen, Preben, der boede i mit hus i flere måneder ...

En ud af de tre medlemmer af den oppossum-gangsterbande, der hærgede mit hus. De blev næsten tamme, de små madglade bæster … 

Eye lash viper har fået øje på fotografen ...

Polly og Jeg. Åh, men se mit hår! Det var INDEN jeg kom til Dk med en kødædende parasit i hånden og Rigshospitalets medicin fik halvdelen af mit hår til at falde af. SUK!