Sådan ser forsiden af bogen ud. Den udkommer den anden maj og kommer til at koste 299 kroner. Uh, hvor bliver det spændende!
For hvor ender denne rejse? Jeg aner det ikke. I øjeblikket ved jeg
ikke, hvor jeg er næste måned. Det er en sær måde at leve livet på. Nogle gange
vågner jeg om morgenen og kigger mig forvirret omkring. Så går der lige ti
sekunder med at genkende omgivelserne, før det hele falder på plads. Aha, jeg
er i Brøndby. Der står min rejsetaske ...
Det har taget noget tilvænning, men efterhånden har jeg det som den
gamle musical-sang 'Any place I hang my hat is home'.
Et af versene går - så vidt jeg husker - sådan her:
Free and easy
That's my style
Howdy do me?
Watch me smile
That's my style
Howdy do me?
Watch me smile
But fare-the-well me
After a while
'Cause I gotta roam
And any place I hang my hat is home ...
After a while
'Cause I gotta roam
And any place I hang my hat is home ...
Siden jeg kom til Danmark og mine penge var
forsvundet et sted i Panama, har jeg levet på sofaer rundt omkring. Jeg har således
boet i centrum af København. På Bryggen, på Østerbro, Nørrebro, i Ringsted,
Frederikssund, Haslev, Ishøj - og nu bor jeg i Brøndby.
Jeg kunne skrive en hel bog om at være en
vagabond-type. Og måske gør jeg det en dag. Men lige nu gælder det noget meget
mere spændende, synes jeg selv.
Mens dette skrives er min bog om Costa Rica
nemlig i trykken. Jeg glæder mig virkelig til at stå med et trykt eksemplar i
hånden. Uanset hvor meget jeg prøver at være afslappet omkring det, så er det
en art milepæl i mit liv. Det var det, jeg besluttede mig for at gøre - og om
et øjeblik sker det. Jeg er mere spændt og nervøs, end jeg vil være ved. Først
og fremmest håber jeg inderligt på, at bogen vil finde et publikum. Ikke kun
fordi tanken om at blive læst er virkelig rar. Men selvfølgelig også fordi jeg
har brug for de penge, som den måske kan indtjene.
Nu må vi se. Hvis der er noget jeg har lært,
så er det, at det hele nok skal gå. Bogen udkommer den 2. maj og i den
anledning er DU - kære bloglæser - inviteret til fest. Jeg holder noget tam-tam
på Voodoo Lounge i København. Det begynder klokken 17 og jeg tænker, at folk
bare kan komme dumpende, når de har mulighed. Bogen kommer til at koste 299
kroner, men lige den dag sælger jeg den for 250 - så husk at medbring
kontanter, hvis du er købelysten. Det bliver noget med øl og flinke mennesker -
og jeg håber, at du også har lyst til at komme og hilse på
Smid mig lige en mail på knirke@knirke.com og
sig, hvis du kommer. På den måde har jeg stadig en art overblik over, hvor
mange mennesker jeg kan forvente.
Jeg glæder mig. Jeg er meget spændt. Jeg er
også nervøs. Så support på denne store dag vil blive modtaget med
taknemmelighed. Håber vi ses!
Og undskyld for den lange tavshed på bloggen
...
Her er et uddrag fra den kommende bog,
'Jungledage - med livet i lommen'. Det handler om mit første møde med junglens
store edderkopper:
Forsidebilledet er faktisk en tegnet version af det her billede - med mig i forskønnet udgave. Til gengæld synes jeg, at tegner Nikki har givet forsiden et helt fantastisk lys.
"Når
jeg ikke lige var optaget af at bære insekter ud og holde dørene lukkede, faldt
jeg i staver over junglen. Fra at syne rodet og mørk, foldede den sig lige så
stille ud.
Den
var smukkere end noget, jeg nogensinde før havde set. Lyset skiftede med dagen og
der var hele tiden nye ting at glædes over. Jeg elskede de tidlige morgener,
hvor brøleaberne holdt fest i træerne og jeg kunne se dem springe fra gren til
gren. Jeg mistede pusten, når sværme af sommerfugle fløj gennem skoven i
farverige flokke. Jeg glædede mig, når jeg fik øje på endnu en fugl i alt det
grønne - og jublede højlydt den dag, en smaragdfarvet kolibri fløj lige forbi
næsen på mig, mens jeg stod og hang opad verandaens rækværk.
Men
en dag skete det, som jeg havde frygtet lige siden, jeg flyttede ind i huset.
Min første, store edderkop. Jeg opdagede den, da jeg gik ind i gæsteværelset.
Ud fra den meget store stikkontakt, som var monteret på en bjælke, stak et par
lange, behårede ben ud. Jeg stod fuldstændig stille i et par sekunder og kunne
mærke, hvordan adrenalinen kørte op og ned ad rygraden. Stikkontakten var på
størrelse med en halv mælkekarton, og jeg turde slet ikke tænke på, hvor stort
uhyret var, når den ikke engang kunne skjule sig helt bag noget så stort.
Faktisk var det endnu mere uhyg- geligt, at jeg kun kunne se dens ben - og min
fantasi kværnede på højtryk og skabte det ene skræmmende billede efter det
andet, af hvordan dyret rent faktisk så ud.
Jeg
bakkede øjeblikkeligt tilbage til køkkenet og kæderøg to cigaretter i ren
angst. Min hjerne kværnede på højtryk. Men der var ikke andet at gøre, end at
opbyde alt mit mod og på en eller anden måde indfange dyret.
Da
jeg vendte tilbage til soveværelset, var edderkoppen kommet ud fra sit skjul.
Den sad nu oppe på væggen, så jeg fik det fulde udbytte af gyset. Det var en
stor, behåret og ubehageligt udseende ulveedderkop på størrelse med hele min
hånd. Jeg forsøgte at tage det helt roligt, men min puls dunkede så hårdt, at
jeg kunne mærke den helt op i hovedet. I min ene hånd havde jeg en kasserolle,
som jeg agtede at indfange den med.
Saftevandskanden
var simpelthen ikke stor nok, og jeg var bange for at kappe benene af
monsteret. Jeg nærmede mig væggen med forsigtige skridt og løftede kasserollen.
I samme øjeblik skyggen fra kasserollen ramte edderkoppen, hoppede den lige ud
i luften og faldt ned på gulvet. Jeg tabte kasserollen af bar forskrækkelse,
udstødte et skrig og løb ud i køkkenet, hvor jeg stod og bævrede.
Edderkoppen
var undsluppet. Men den var stadig i huset, hvilket var en total uacceptabel
situation for en araknofob som mig. Jeg rystede af ubehag ved tanken om, at den
kom i nærheden af mig eller dukkede op på uventede tidspunkter. Der gik en
times tid og da jeg atter kiggede ind i gæsteværelset, havde den sat sig op på
væggen igen. Der sad den og udstrålede rendyrket ondskab. Og hver gang den
pilede et par centimeter over væggen, for jeg sammen. De kriblende bevægelser
gik direkte i kroppen på mig, og fik mig til at svede af angst.
Bananpalmerne
udenfor huset hjalp mig til at klække en ny plan. Jeg plukkede et af de største
blade, skrællede den tunge, grønne bladmasse væk og stod tilbage med
bladstrengen fra et bananblad. På den måde havde jeg skaffet mig selv en lang
pind. Der var et hul i væggen i gæsteværelset, og hvis jeg ved hjælp af pinden
kunne jage edderkoppen ud af hullet, ville problemet være løst.
Jeg
nærmede mig igen og pirkede forsigtig til den. Det gjorde den så forskrækket,
at den fulgte planen. Det samme kunne man ikke sige om mig. Jeg var ved at tabe
pinden af bar væmmelse over, hvor uhyggelig og hurtig edderkoppen var.
Med
rystende hænder formåede jeg at holde balancen mellem at skræmme den så
meget, at den løb - men samtidig ikke skræmme den så meget, at den hoppede.
Jeg holdt vejret, da den nærmede sig hullet i væggen, og da den tog et sidste
tilløb og pilede ud af huset, råbte jeg højt af glæde og dansede vildt rundt i
huset sammen med Red og Carla. Al den kropslige spænding måtte ud. Og det var
først, da jeg ikke længere kunne få vejret, at jeg hentede mit største
håndklæde, som jeg proppede i hullet, så det var hermetisk lukket.
Bagefter
satte jeg mig ned og skænkede mig et enormt glas rødvin. Der gik temmelig lang
tid, før jeg var faldet ned igen.
Godt
nok havde jeg vidst, at edderkopperne var store i junglen. Men at se den
største edderkop, jeg endnu havde set i mit liv, vandre på min væg, var
direkte nerveflænsende.
Jeg
sad længe og tænkte. Og jeg endte med at konkludere, at edderkoppeproblemet
måtte løses på samme måde, som jeg løste tanken om, at jeg var alene på den
anden side af kloden, ikke kendte en sjæl og ikke vidste, hvor jeg var om en
måned: Nemlig ved simpelthen at fortrænge tankerne, leve i nu’et og tage en
dag ad gangen."
Kære Knirke, tillykke med at det bliver til en ægte bog. Jeg glæder mig til at læse den - det KAN være, jeg kommer forbi d. 2.5., for jeg er i DK, men jeg er på vej fra det ene til det andet, men synes det kunne være lidt lækkert at se dig i levende live. Uh! Det er spændende!!
SvarSletTillykke! Kan den fås til kindle? Glæder mig til at læse den :)
SvarSlet