søndag den 22. februar 2015

Kæle-kopper, gifttænder og kunsten at stå stille

Jeg er glad for at bo her i Weybridge. Og dette - meget sigende skilt - hænger også på væggen i hallen ... 


Jeg elsker at tage billeder af mig selv og tarantel-Rosie. Det er som om, at det endnu ikke er gået op for mig, at jeg tør hænge ud med en stor edderkop. Faktisk kigger jeg ind til hende dagligt og falder i staver over hende.

Hun er en ualmindelig venlig tarantel - tålmodig og blid, synes jeg. Og jeg har da også fundet ud af, at netop hendes art er en uhyre god begynder-kop, fordi de ikke er særlig aggressive.


Mit første møde med Rosie, den første aften jeg var i huset. Og fascinationen af hende er bestemt ikke blevet mindre...

Rosie er jo ikke den eneste tarantel i huset. Hendes nabo er den onde tarantel, Sauron, hvis grundlæggende indstilling til omverdenen er uhyre fjendtlig. Taranteller har et effektivt våben - deres hår. Med en hurtig bevægelse kører de et bagben henover kroppen og udløser en sky af hår, der svier og brænder den formastelige, der forstyrrede dem. Er man så uheldig at indånde hårene, er man garanteret et nederdrægtig åndedrætsbesvær i de næste mange timer. Det siger sig selv, at tarantelhår i øjnene er værre end peberspray. (Har jeg hørt.) Ellers er taranteller udstyret med et par gevaldige giftkroge, og hvis de føler sig truede, kan de også finde på at bide.

Grammostola rosea er Rosies latinske navn. Og skulle man få lyst til at opsøge hendes vilde familie, bor de i tørre, ørkenagtige områder i Chile, Bolivia og Argentina. Her indretter de sig gerne i underjordiske huler, men i fangenskab lader de ikke til at have tendens til at grave sig ned.
Når Rosie er i godt humør, kan hun godt lide at spadsere rundt på en. Det stikker en ganske lille smule på huden. Men aer man hende, føles hun helt blød.

Taranteller er nataktive dyr, hvilket jeg selv fandt ud af, da jeg havde tarantellen Preben boende i mit regnskovshus. Hele dagen slumrede han fredsommeligt i et hjørne - som en lille, behåret kugle. Men om aftenen strakte han alle otte ben ud og gik på eventyr. Som regel sad han i hjørnet ved min rispapirslampe og ventede på, at et uheldigt insekt kom tæt nok på, til at han kunne fare ude og fange det. Derefter trak han sig tilbage til skyggerne og fortærede sit bytte. Men Preben var også lidt af en vandre-kop. Jeg husker stadig det chok jeg fik, da han kom spadserende hen over mit tastatur, da jeg lå på min seng og så en film på min computer.

Men ha - chok - det er jeg jo kommet helt over. Rosie er min nye ven!

Selfie med Rosie... 

Som alle ved, sker arbejdsskader aldrig den første dag med nye maskiner. Næeh, de sker, når man bliver for tryg og begynder at køre tingene hjem på rutinen og sænker paraderne.
Således også for mig.

Jeg har været alene på borgen hele ugen og har derfor haft ansvaret for katte, høns og kryb - herunder husets nyeste kæledægger, to blanksorte kejserskorpioner.

En formiddag besluttede jeg mig for at tage Rosie op. Jeg er nemlig bange for, at mine nye superkræfter forsvinder, hvis jeg ikke vedligeholder mit venskab med Rosie.

Ergo summede jeg ud på badeværelset og tog låget af terrariet. Jeg lagde godt mærke til, at der helt undtagelsesvist var en smule spind nede hos Rosie, men jeg tog mig ikke videre af det. Hun var meget sværere at få op på hånden, end hun plejede at være. Og da hun endelig sad i min hånd, balancerede hun ud på undersiden af mit håndled og gjorde ikke mine til at bevæge sig yderligere. Selv om jeg forsigtigt puffede til hende, løftede hun bare irritabelt de ben, jeg puffede til og blev siddende bomstille.
Og her demonstrerer jeg, hvor modig og cool jeg er.

Det var efterhånden gået op for mig, at Rosie var i et slet humør og jeg gik hen og satte armen ned i terrariet for at sætte hende af. Hun ville stadig ikke røre sig og endnu engang puffede jeg forsigtigt til hende, med det resultat at hun foldede springknivene aka giftkrogene ud.

De var store, kulsorte og forskrækkede mig fælt. Med min anden hånd skyndte jeg mig at tage et fast greb om min overarm, for jeg vidste, at når Rosie bed til, så ville min krops reaktion være at trække armen til mig, og jeg vidste også, at hvis jeg gjorde det, så var der risiko for, at Rosie røg ad pommern til i bevægelsen og måske blev skadet af det. Fugleedderkopper er nemlig store og tunge og kan ikke tåle at falde ned på hårde overflader - i værste fald kan deres kroppe flække.
Jeg stod i et badeværelse beklædt med fliser og syntes egentlig, at situationen var begyndt at blive decideret ubehagelig.

Sådan ser en tarantels giftkroge ud. Dem kan de sådan slå ind og ud efter behag. Billedet er hugget fra nettet. 

Især fordi det eneste, der var stille på mig, var den arm, der holdt Rosie. Resten af min krop var gået i skrækslagen-mode og rystede ukontrolleret. Selv mine tænder klaprede. Samtidig kunne jeg mærke, at min gamle angst for edderkopper bankede på, og jeg blev ved med at sige til mig selv, at når det bid kom, så ville det gøre ondt. Jeg har prøvet at blive bidt af en ulveedderkop og det gjorde afsindig, ubehagelig ondt - men det var okay, at det kom til at gøre ondt. Alt var okay, sagde jeg til min hjerne, der bissede panisk henover sletterne i mit indre landskab.

Men armen med Rosie på var stille. Hendes ene giftkrog skrabede henover overfladen af min hud og peelede det alleryderste, tynde lag af. Så sad hun lidt og overvejede situationen - stadig med knivene fremme.  

Jeg var nået til det niveau, hvor jeg trak vejret meget overfladisk - på grænsen til at hyperventilere. Jeg har aldrig prøvet at få et panikanfald, men alligevel vidste jeg instinktivt, at jeg stod på kanten af et.

Nu er det sådan, at dyr der ikke er aggressive af natur, altid helst vil slippe ud af konfliktsituationer uden at bruge vold - nøjagtig ligesom de fleste mennesker. Og da der ikke var noget, der umiddelbart irriterede Rosie mere, foldede hun giftkrogene ind igen.
Efter lidt tid skubbede jeg yderst forsigtigt til hende og straks foldede hun dem ud igen. Hun var med andre ord stadig i alarmberedskab.

Det føltes som en evighed, før jeg atter turde skubbe til hende. Og i alt den tid fortalte jeg min hjerne, at den skulle fortælle min krop, at alt var okay. Jeg talte vejrtrækninger og huskede mig selv på, at en udånding bør tage dobbelt så lang tid som en indånding. Jeg brugte med andre ord alle de tricks, jeg havde i værktøjskassen til at berolige mig selv.

Og endelig, endelig skubbede jeg endnu engang til Rosie, som pænt satte i bevægelse og gik op på sit træstykke, hvor hun blev siddende. Med stålsatte, rolige bevægelser, satte jeg låget på hendes terrarium, gik ud af badeværelset og lukkede døren efter mig.

Der gik en time, før mine ben holdt op med at være geléagtige og yderligere en time, før jeg følte mig nogenlunde normal igen.

Resten af dagen gik jeg jævnligt ind og kiggede til Rosie, der sad og så sov helt fredsommeligt. På håndleddet havde jeg et lillebitte rødt mærke, der allerede var forsvundet om aftenen.

Selv hvis Rosie havde bidt mig, var der ikke sket noget.
"Hun er ikke farlig," gentog jeg for mig selv.
Alt det, der var farligt, skete inde i mig selv. Det var min hjerne, der fik det til at være farligt.
Sådan er det. Vi bliver bange for noget udenfor os selv. Men for det meste er det ikke farligt. På en eller anden måde trigger det bare den angst, der bor i de mere dunkle afkroge af vore sind.

Rosies off-dag har dog ikke slået skår i vores venskab. Faktisk er jeg mere fascineret af hende end nogensinde. Når jeg en dag får et permanent hjem og ikke længere føler trang til at rakke rundt, så skal jeg have en Rosie. Men eftersom hendes art siges at kunne runde de 20 år, bliver det nok ikke lige med det samme.


Især fordi mine venner for længst har lugtet lunten og helt uopfordret fortalt mig, at skulle jeg finde på at anskaffe mig en kæletarantel, så kommer den aldrig, aldrig til at være ferie-kop hos nogen af dem ...

___________________________________

Og jeg fik forresten de fedeste Valentines-gaver af A.K.! Se nu her: 


Et bælte med et skull-bæltespænde!

Min gamle, grønne lærredstaske er efterhånden så slidt og grim, at jeg har besluttet mig for at købe en ny. Og efter jeg fik denne skønne skorpion-broche, har jeg besluttet mig for, at min nye taske skal være sort - og pyntet med brochen. Det bliver PÆNT!

Pink sprudel-sjov og et rigtig sødt kort!

Sådan så gaven ud - så nuttet med en pose med flæser. Undskyld, hvis jeg nogensinde har sagt grimme eller nedladende ting om Valentines Dag. Eller knurret, at denne dejlige dag er en kommerciel fidus. Jeg mente det ikke! Valentines Dag er dejlig!


Og et gavekort til en NEGLESALON! Manner, jeg er stadig i overvejelsesfasen. Jeg plejer at have røde negle - men måske er det kedeligt, hvis jeg bare vælger den sædvanlig farve lige i denne, spændende anledning?





4 kommentarer:

  1. Åh hvor herligt at måtte følge dig igen. Har savnet din blog.
    Mange hilsner Jytte

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jytte,
      jeg er glad for, at du stadig hænger på - for jeg har godt nok taget nogle fælt lange pauser fra bloggen.
      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
  2. Dejligt at du stadig er aktiv på bloggen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Og jeg håber, at det bliver ved sådan. Jeg nyder stadig at skrive blog.
      Kærlig hilsen Knirke

      Slet