Dage i bamsedragt

Jeg er noget skuffet over mig selv i disse dage. Jeg havde egentlig troet, at jeg ville tage sådan en nedlukning af hele verden mere afslappet end så mange andre.

Først og fremmest er jeg vant til at arbejde hjemmefra - og dernæst er mine arbejdsopgaver ikke synderligt påvirkelige overfor virus.

Så da Statsministeren slukkede lyset, tænkte jeg, at al den kommende alenetid med fordel kunne bruges på inspirerende opgaver såsom at rydde op i mine badeværelsesskuffer, sortere mine papirer og ikke mindst for alvor vise mig selv, hvilken fantastisk husmor jeg er - med hjemmebag og nyvaskede gulve ...

Gamle Flavo von Flappergast nyder morgenturen. Der var engang, han lige runderede et par marker samtidig. Nu om dage tøffer han af sted i samme adstadige tempo, som jeg bevæger mig i. 

Derefter iførte jeg mig en bamsedragt i fleece, som jeg engang købte i Netto, skænkede mig en gigantisk gin/tonic og satte mig til rette foran Tv2 news på min computer. FORDI ... Man skal jo også lige følge med, ikke sandt?

Der blev jeg siddende de næste tre dage - halvfuld og helbekymret, indtil jeg endelig sled mig løs fra skærmen. På det tidspunkt stod det absolut klart for mig, at jeg havde tillagt mig en god portion fremtidsangst, og at flere nyheder, flere døde mennesker og flere massebegravelser fra New York så ganske afgjort ikke ville gøre min sindstilstand bedre.

Ergo slukkede jeg og havde et par okay dage, hvor jeg oven i købet tog make up på om morgenen. Og legede, at jeg var god til at tackle tingene.

Derefter er det gået op og ned. Som i OP OG NED!!! 

 Close, but no cigar, Nando - det er munden, vi skal dække ... 

Min første oplevelse af, at alting var sært var, at jeg helt tilfældigt faldt i snak med en gammel kollega over messenger, der er selvstændig fotograf. Hans business stoppede lige i det sekund, at Danmark lukkede. Fra at have supertravlt og jonglere med livet, tiden og opgaverne på daglig basis, sad han nu og sorterede sine billeder i et forsøg på ikke at blive småtosset.

Han sendte mig et billede af mig i selskab med et forlængst hedengangent, engelsk drengeband, som jeg interviewede engang i begyndelsen af 90’erne. Vi grinede af tiden dengang og sendte hinanden billeder af, at vi skålede i henholdsvis gin-tonic og rødvin. Jeg klagede mig og sagde, at jeg synes, at det hele var underligt.

“Hvis det bare kunne holde sig til underligt,” skrev han tilbage.

“Men så skulle du prøve at have teenagebørn, som du netop har nægtet at se deres venner - og for den enes vedkommende - sin kæreste.”

Jeg kunne godt mærke, at han VIRKELIG trængte til dét glas rødvin. Og vi aftalte, at den dag verden ikke længere var af lave, så ville vi mødes i verdens mest menneskefyldte, larmende bar og drikke en gin-tonic sammen ...

Jeg glæder mig sådan, til det sker ...

Billedet fra min fotografven, Sjørup. Hvorfor jeg sidder og stirrer så fortryllet på den unge herre til venstre, husker jeg ikke. Men jeg husker at drengebandet havde en gennemsnitshøjde på omkring 1.40. Jeg blev derfor nødt til at sidde ned, så jeg ikke tårnede mig op over de små musikanter ... (Foto: Thomas Sjørup )

Facebook gik også lidt amok. Alle mine venner fulgte på en måde min egen rytme - først snakkede alle om Corona og fremtiden og hvad der måske og måske ikke ville ske. Et par enkelte gik helt op i det røde felt over hamstrings-folkene, der havde fyldt supermarkederne og nu kan tørre bagdel de næste 256 år uden at købe nye toiletpapirs-forsyninger.

Luna Tiktakken, den stolte og undertiden sadistiske mor til elefanthudshvalpene. Her sammen med Osie MacDosie på morgenturen. 

Derefter var det som om, at alle holdt vejret. Vi kunne allesammen mærke, at det heller ikke nyttede noget at dele for meget ked af det-hed og angst. Derefter tog hele mit feed skeen i den anden hånd og begyndte at skrive om mad, bage med surdej, dele opmuntrende memes og i det hele taget gøre hvad de kunne for ikke at bidrage til den kollektive tristesse.

Skål i gin/tonic med Sjørup. Bemærk den fine lille knokkelmand på glasset. 

Jeg ved ikke, om det egentlig hjalp det store. Men jeg var glad for, at alle forsøgte ...

Så kom bølge to: Alle festivaler blev lukket for resten af sommeren. Jeg havde såmænd selv forventet, at det ville gå den vej.

At vide, at årets store sommerlejr for voksne - nemlig Copenhell - ikke blev til noget, reducerede mig til et surt, fem-årigt barn. New York eftersøgte hjælp til at håndtere bedemænds-opgaver, min jungleguru Karsten blev nødt til at rejse hjem til Tyskland, fordi ALT turisme er død i Costa Rica og min veninde ringede fra Spanien med den tynde, rystende stemme hun kun har, når hun er virkelig presset, for at fortælle mig, at hun var ved at blive skør af at være lukket inde - og at det spanske politi var benhårde og ubehagelige. Og at hun ikke måtte handle i sit yndlingssupermarked, fordi der var et mindre supermarked i nærheden, som hun SKULLE handle i, hvis hun skulle bevæge sig udenfor ...

Alt det bed ikke på mig. Fordi jeg var igang med at opføre mig som et barn over, at jeg ikke kunne stå med en fadøl i et menneskehav og høre hård metalmusik. (Bortset fra, at jeg håber, at børn ikke græder over, at de ikke må drikke tre tusind liter fadøl over et par dage. )

Fra dengang verden ikke var af lave. Billedet er taget i Operaen i Christania, hvor der spillede et eller andet obskurt band. Og folk stod som sild i en tønde og havde det herligt. Det var tider!

Nej, jeg er ikke stolt af mig selv. Men for mig blev Copenhell lige det strå, der gjorde mig til en fed, selvisk idiot ... Jeg ved godt, at jeg bare reagerede på hele situationen. Men alligevel ...

Det faktum, at vi passerede dagen for Onkel G’s dødsdag gjorde, at det var nemmere at hyle over Copenhell, end det var at forholde sig til, hvor meget jeg egentlig savner ham.

Den dag Mølbak sagde i medierne, at man nok skulle forvente, at denne her sociale distancering i hvert fald blev ved et år mere, der græd jeg faktisk. Det virkede helt uoverskueligt at forholde sig til...

Og nu sidder jeg her og kan gøre foreløbig status over mit Corona-liv. Den overordnede konklusion er, at jeg drikker for meget, sover for lidt, klynker for højt - og har taget fire kilo på. Ingen af delene klæder mig særlig godt ...

Den famøse bamsedragt. Jeg sværger, at jeg vil forsøge at komme ud af den igen!

Hele vinteren gik jeg ellers til jagt. Hver tirsdag sad jeg i Herfølge Jagtklub og lærte at kende forskel på en dykand og en svømmeand - plus en masse andre ting. På det tidspunkt tænkte jeg ikke synderligt over det. Jeg har bare valgt at tage jagttegn, fordi min ejendom er tæt mandsopdækket af to jagtkonsortier - og derfor tænkte jeg, at det kunne være rart at være lidt informeret på den front.

I virkeligheden er det bare fordi jeg elsker at skyde lerduer med Sensei Ørn. Skydningen dumpede ned som en tilfældighed i mit liv, fordi Ørn spurgte mig, om jeg havde lyst til at tage med på skydebanen. Og og og ... For at gøre en lang historie kort, så begyndte det at fylde rigtig meget i mit liv. Skydebane mandag og ofte også lørdag. Og mens det stadig var vinter, så tog vi til Tåstrup og skød spidsduer på en oplyst skydebane. Og fuck, hvor fik det bare min sjæl til at ringe på alle mulige måder. Jeg kan anbefale det ...

Jeg er med på, at det er verdens dårligste billede. Jeg kæmpe stadig med at blive gode venner med mit lille og meget smarte kamera, som jeg købte sidste år. For smart til mig, faktisk ... Men billedet er taget i det øjeblik, at lerduen bliver ramt og splintrer i tusind stykker. Og om aftenen i kunstlys ser det bare ekstremt godt ud. Ikke at det lige ses på billedet. Så I må stole på mit ord!

Og i lørdags åbnede den ellers hermetisk lukkede skydebane for, at jagtaspiranter kunne blive undervist i lidt afstandsbedømmelse - og våbenbetjening.
I begrebet våbenbetjening lå, at man rent faktisk fik et haglvåben i hånden og fik lov at skyde lerduer igen. Åh, manner - the bliss. Lugten af skydevåben, lyden af skydevåben ... at holde et skydevåben i hånden og sige et højt og rungende “klar” ... Sigte på lerduen, affyre og nogle gange også ramme ... Det føltes som om, at jeg begyndte at leve igen. Det gjorde mig lykkelig at stå der på skydebanen.

Jeg var helt høj og ringede til Ørn og råbte ind i telefonen: “Jeg har været ude at skyde!!!”

Søndag morgen noterede jeg mig, at hvidtjørnen blomstrer i fuldt flor hele vejen på min morgenluftetur med hundene. Jeg noterede mig også, at selv om min blomstermark viste sig ikke at være særlig langtidsholdbar - så er der stadig ting, som har fået fat, og som er blevet langtidsholdbare: Et blåt flor af forglemmigejer fylder nu en fjerdedel af marken, og jeg fik et sug i maven, da jeg så det.

Her på stedet er det fuldstændig umuligt at fotografere noget, uden at en hund sniger sig med på billedet. Her er det Chili (tidligere kendt under navnet Donald Trump) der poserer sammen med forglemmigej’erne.

Jeg var faktisk så opmuntret af det hele, at jeg greb min langbue og brugte en højst tilfredsstillende time på at skyde til måls med den. Bagefter faldt jeg i en dyb søvn og sov mere end to timer. Alle hundene krøb op i sengen og sov med. Jeg følte mig I godt humør, da jeg vågnede op omgivet af snorkende hundekroppe. Og jeg tænkte, at min sommer nok ville blive væsentlig bedre, hvis jeg skruede ned for dommedagstankerne og brugen af bamsedragt til hverdag.

De små elefanthuder er snart sorte af solen ... 

Det er dén følelse, som jeg går med lige nu. Og jeg håber, at alle I andre også er begyndt at finde tilbage og ind til de ting, som gør jer glade og som kan gøre denne her utålelige situation en smule nemmere at navigere i.

Jeg erklærer hermed bloggen for åben - og hører gerne, hvad I får tiden til at gå med ...