Jeg beklager virkelig billedet. Det er taget dengang jeg boede i London og har intet med bloggens indhold at gøre. Men billede skal der på. Jeg arbejder i øjeblikket på en stærkt svækket reservecomputer som ikke vil hverken det ene eller andet med billeder, men jeg vil bare gerne have blogindlægget på. Så bær over med mig, vi er under construction omkring alting - og jeg mener alting ...
Jeg kan ikke huske, hvor jeg fik historien fra. Måske har jeg hørt den, måske har jeg læst den. Men historien går således, at en tysk soldat blev fanget i at stjæle et par dåser sardiner fra et lager, fordi han ville sende dem til sin mor i Berlin.
Processen var kort og hård: Et par dåser sardiner betød, at han blev dømt til at gøre tjeneste ved Østfronten. Og hvis man kender sin historie, så ved man, at Østfronten meget ofte var lige med døden. Den unge, tyske soldat begik derfor selvmord samme aften.
Det er 75 år siden. Og jeg synes, at det er lang tid nok siden til, at vi også - ganske forsigtigt - kan begynde at sende vores tanker til de enorme lidelser, som det tyske folk også gennemgik i Anden Verdenskrig.
Tiden må have sonet os så meget, at vi kan kigge på hele på en anden måde. Hvis vi for alvor skal lære noget om os selv, så skal vi også kigge på, hvordan det tyske folk blev undertrykt og forulempet af et forfærdeligt system. Kender du nogen mor, der med glæde ville sende deres søn i krig? Nej, vel?
Min mor fortalte ofte en historie, som hun havde hørt fra førstehånd. Det var en Røde Kors-ambulance, der - så vidt jeg husker - fragtede jøder for at få dem ud af Danmark og videre i sikkerhed. Bilen blev stoppet af en tysk kommandopost, og det tog kun den tyske kommandant et øjeblik at indse, at det her ikke var patienter, men jøder. Jøder, som han havde fået ordre til at indfange og sende videre til en forfærdelig skæbne.
I et splitsekund fangede chaufføren og den tyske kommandant hinandens øjne. Og chaufføren udbrød i et desperat øjeblik: "Bist doch ein mensch!!!"
Og den tyske kommandant rettede sit blik mod horisonten og vinkede bilen videre. Fordi ... Han var OGSÅ bare et menneske.
Jeg tror på, at et samfund grundlæggende har de samme typer mennesker. Der vil altid være sadistiske, opportunistiske røvhuller, som ser uorden og kaos som en mulighed for at tilrane sig magt og udøve ondskab.
Der vil også altid være en gruppe mennesker, som vil vælge at kæmpe imod - og sætte deres liv på spil i den kamp.
Og så er der den store mellemgruppe, som ikke nødvendigvis er onde og grusomme, men som vil adlyde ordrer og hvis de ordrer strider mod deres livssyn, så vil de bortforklare det hele med, at de bare adlød ordrer. Nogle af dem, vil ende med at gå til den ene eller anden side, når de har tænkt færdig. Og nogle af dem vil forsøge at passe ind i systemet, men vende det blinde øje til, når de kan. De vil udøve en form for passiv godhed overfor andre mennesker. Andre vil bare være ... passive får i regimets tjeneste.
Jeg ved ikke, hvilken gruppe, jeg ville have tilhørt. Der er mange grunde til at adlyde ordrer - konsekvenserne for ikke at gøre det, var for 75 år ufattelig meget større end at punge 2.500 ud for at have solbadet på Bryggen. Det kunne være, at ens familie og elskede kom i fare.
Man bør læse DDR-regimets historie for virkelig at forstå, hvordan et system kan undertrykke og være så ondt, at man selv engang imellem agerer ondt - bare for at overleve.
Jeg ønsker at INGEN mennesker nogensinde kommer ud i den slags dilemmaer. Og derfor er det så ekstremt vigtigt, at vi agerer med venlighed og kærlighed i denne verden. At vi passer på hinanden og vores samfund, så vi aldrig nogensinde kommer et sted hen, hvor vi kan blive tvunget til at agere med grusomhed.
I denne tid er det endnu vigtigere.
Det er første gang, at vi virkelig bliver prøvet på nogle værdier. Og vi er ikke engang i krig. Vi reagerer alle på forskellige måder på det lort, som vi møder i livet. Og Corona er godt nok en stor lort. Jeg gider ikke engang at kalde det en "udfordring."
Jeg bor i nærheden af Torpeskoven. Eftersom min mor var en gammel hoppe på hele 39 år, da hun fik mig - og jeg har nået den enorme alder af 47 år - så kan I nu regne ud, at mine forældre voksede op i krigens skygge. Anden Verdenskrig prægede dem resten af deres liv, lige som jeg faktisk tror, at Corona vil præge børn nu om dage.
Men i Torpeskoven nær Haslev står der en mindesten for Carl Johan Bruhn. Carl Johan Bruhn var nyuddanet læge, men han kendte området her omkring, fordi han havde været i købmandslære i Køge og forstelev på Bregentved Gods - og det var derfor, at han og en mand ved navn Mogens Hammer, sprang ud med faldskærm over Torpeskoven i 1941. De var begge medlem af SEO - Speciel Operation Executives - som var en britisk organisation, hvis formål var at starte undergrundshære i hele Europa og være med til at bekæmpe nazismen.
Men så skete der det frygtelige, at Carl Johans faldskærm ikke foldede sig ud. Han blev i stedet knust mod jorden i en alder af 37 år. Mogens Hammer overlevede. Han fandt sin døde kammerat og fjernede alt kompromitterende materiale fra hans krop. Men det var i december måned, så han havde ingen mulighed for at begrave sin ven. Han måtte tage videre og lade liget ligge. Men inden han gjorde det, gjorde han også, som han havde fået ordre på: At gøre liget uigenkendeligt. Den detalje har altid fyldt mig med den største gru. Tænk engang at stå både med sorgen over at have mistet sin ven, angsten for at gå videre i en krigszone - og så oven i købet være nødt til at smadre ansigtet på sin ven. Kroppen har sikkert stadig været varm, da han gjorde det. Det må have været fuldstændig forfærdeligt at gøre ...
Mogens Hammer kom videre. Også det er en længere historie, men jeg forsøger at holde mig til min historie.
Hvert år mødes der en flok mennesker i Torpeskoven og tænder lys og mindes Carl Johan Bruhn. Den første gang min mor og far kørte til Torpeskoven, var da jeg var en lille pige. Og de kørte ad den vej, hvor min bedste veninde, Majse, boede. Og stor var fryden, da de pludselig stødte på hele familien Winkelmann, der også var på vej op til mindestenen.
Og derfra blev det en tradition. Mine forældre spiste en opulent middag hos Per og Elsebeth. Derefter gik vi op til mindestenen og gjorde os vores tanker om krig og frihed. Når vi gik hjem, så gik Mig og Majse altid for os selv og sludrede. Og når vi kom til den lille jernbanebro hang vi længe ud over den og kiggede på Sct. Hans-ormene, der lyste selvlysende mellem skinnerne.
Når vi kom hjem, blev der sat lys i vinduerne - også selv om der ingen naboer var. Og så fik vi Elsebeths vidunderlige lagkage.
De første gange vi var ved mindestenen, var der ikke mange andre til stede. Men det lykkedes som regel at nå det højdepunkt, hvor den lille flok sang 'Kæmp for alt hvad du har kært' ... Og i modsætning til hvad man skulle tro, så voksede traditionen sig større og større. Lige pludselig var der hjemmeværnstyper, der stod fakkelvagt og trafikken blev dirigeret af deres kolleger. Der var pludselig talere.
Og jeg kan stadig huske et år, da var jeg en ung pige, at en bil fik lov til at køre helt op til mindestenen. Og ud stod en lillebitte, krumbøjet kvinde, som lagde en blomst og var sammen med os. Det var Carl Johan Bruhns søster, Else, der var kommet for at være sammen med os. Hun må have været i 80'erne dengang. Og jeg tror ikke, at hun eksisterer mere.
Men den fjerde maj har altid været en særlig aften for mig. Mine forældre kunne godt være lidt højstemte i foret. Og samtidig blev det kombineret med, at jeg var sammen med min bedste veninde. Og det var forår og alt var grønt. Og mine elskede reserveforældre, Per og Elsebeth. Og hygge og kærlighed og glæde. Fjerde maj ligger som en stor juvel i min skatkiste af vidunderlige minder.
For mig er den fjerde maj en meget betydningsfuld dag. Danmark fik sin frihed igen. Carl Johan Bruhn ofrede sit liv for, at vi kunne leve i frihed. Og det var der mange andre, der også gjorde. Nogle overlevede med skrammer og livslange ar på sjælen. Og endnu flere døde. Jeg har hørt Holocaust-overlevernes historier, og de har også præget mit liv. For de kan berette om grusomheder, der går over min fantasi. Men ikke desto mindre skete det ...
Det må ALDRIG ske igen. ALDRIG ALDRIG nogensinde må det ske igen. Og det er vores ansvar, at det ikke sker igen. Vi bliver nødt til at fortælle historien videre og sørge for, at vores efterkommere også forstår, hvordan tingene kan spinne fuldstændig ud af kontrol, hvis vi ikke passer på.
Vi bliver nødt til at lære næstekærlighed og medfølelse videre og integrere det i vores samfund. Vi bliver nødt til at elske og være venlige overfor vores næste. For hvis vi giver bare den mindste smule slip på det - så vanærer vi alle de modige mænd og kvinder, som døde for, at vi kunne få lov til at vælge vores liv selv.
Please hold fanen højt! Og send også en tanke til den helt almindelige tysker anno 1939, som bare prøvede at overleve i et forfærdeligt system.
Og så stil dig selv det spørgsmål: Hvis lortet virkelig rammer loftsfanen, hvem vil du så være? Vil du være opportunisten, frihedskæmperen - eller den "der bare adlyder ordrer" og dermed fraskriver sig ansvaret ...
