onsdag den 24. oktober 2012

Om planer og kaos i Caribien


 El Silbon - han kendes på den store hat og den fløjten, som kun få overlever til at fortælle om ...

Nu om dage tager jeg mig selv i at sige: "Ja, hvis Caribien vil ..." hver gang jeg laver faste aftaler med andre mennesker. Og det er der en god grund til. For tre dage siden lavede jeg følgende plan:

Tidligt op og af sted med bussen til San José.
Lande i San José i god tid, så jeg kunne få en kaffe på et torv, som jeg holder meget af. Derefter: Afhente Tanja i lufthavnen.
Besøge Rafael næste dag.
Tage tilbage til Puerto Viejo og overraske Tanja med en hyggelig sejltur omkring Manzanillo på hendes første dag i Caribien.

Om morgenen da min store og veltilrettelagte plan skulle udføres, slæbte jeg de mødige lemmer ud af sengen. Natten inden havde været en af de mærkelige i junglen.

Jeg var ellers stolt af mig selv. Jeg har fået lavet ekstra køkkenbords-plads og har i det hele taget planer om at sysle lidt med huset. Og eftersom Tanja skulle komme, havde jeg gjort hele hytten skinnende ren. Ergo sad jeg på min seng og skrev, mens jeg nød udsigten til et fuldstændig rent og velordnet hus. Det er noget, der sker sjældent i min verden. Jeg ejer næsten ingenting, men det forhindrer mig ikke at rode huset fuldstændig til i løbet af en dag.

Det hele begyndte med, at jeg følte mig overvåget. Det er svært at forklare den slags fornemmelser, men følelsen var så stærk, at jeg vente mig om og kiggede ud i junglen. Og et eller andet sted derude, var der lys. Jeg blev så overrumplet, at jeg gik ud på verandaen med min kikkert. Men da jeg kom derud, var lyset forsvundet igen. Jeg ventede, men intet skete.

Så gik jeg tilbage til min computer på sengen. Og igen kom lyset. Denne gang akkompagneret af fløjtespil. Spinkle, fine toner flød gennem den nattesorte jungle. Nogle gange blev lyden næsten overdøvet af de almindelige lyde i junglen. Andre gange lød fløjtetonerne så fint, som stod fløjtespilleren ved siden af mit hus. Jeg sad længe og lyttede til det og kiggede på lysprikken ude i junglen. Det var på en gang smukt og en smule skræmmende.

Skræmmende fordi jeg kender myten om el silbon - fløjtespilleren. En høj knoglet fyr med en stor hat, der viser sig for folk der vandrer alene på de mægtige pampasser i Venezuela. Han blev forbandet af sin bedstefar, fordi han dræbte sin egen far. Og han bærer på en stor sæk med knoglerne fra de mennesker, som han har slået ihjel.

Han er bange for hunde og piske, så de fleste fornuftige mennesker går ikke ud på pampassen om natten uden at have mindst en af delene med. Han er især kendt for at gå efter sjuftagtige typer og drukkenbolte - men ingen kan vide sig sikre. Når han får øje på en og beslutter sig for, at man skal være hans næste offer, fløjter han.

Og det interessante er, at jo tættere på hans fløjten lyder - jo længere væk er han. Og omvendt.

Men jeg sad og overvejede, om mit rødvinsindtag kunne kvalificere mig som værende en drukkenbolt og om El Silbon eventuelt havde en kollega, der holdt til i junglen, holdt fløjteriet op og lyset forsvandt. Lige derefter kom en lille, brun fugl flaksende ind i huset. Den tog et par runder under taget og landede lige overfor mig. I et minuts tid sad den og kiggede på mig med sine stenkulsøjne - så lettede den og fløj ud i junglen igen.

Næste morgen havde jeg intet vand. Og eftersom mit hår var så fedtet, at det blev siddende i sin frisure, selv om jeg tog spændet ud af det, besluttede jeg mig for at jeg ikke kunne tage nogle steder, før jeg havde fået et bad.

Ergo dappede jeg op til Edwin, som stadig havde vand. Efter et vederkvægende brusebad tog jeg tøj på. Bedst som jeg skulle til at gå ud af badeværelset, hørte jeg en skrabende lyd. Nu er jeg jo ikke regnskovssheriffen for ingenting, så jeg greb min lommelygte og undersøgte badeværelset.

Og fik et chok, da jeg fandt min retarderede kolibri-ven næsten død bag wc'et. Jeg troede faktisk, at han var død, da jeg samlede ham op. Men da han gispede en lille smule med det lange, tynde næb, gik det op for mig, at han stadig levede. Med nød og næppe.

Jeg sprang af sted med ham til Edwin, som sagde, at han nok bare skulle sættes ud på terrassen, så ville han komme sig af sig selv. Men da vi havde stået et par minutter og kigget på den lillebitte fuglekrop som lå fuldstændig udstrakt på siden, foreslog jeg, at vi forsøgte at give ham lidt sukkervand for at få ham op på mærkerne igen.

Mens Edwin lavede sukkervand, holdt jeg min slatne, retarderede ven forsigtigt i hånden, så han kunne suge min krops varme til sig.

I starten var det en uendelig forsigtig procedure at dryppe sukkervandsdråber i hans næb. Men lige pludselig stak han sin lange tunge ud af næbbet og begyndte at drikke selv.

Derfra gik det fremad, og efter halvanden time sad han på min finger og kiggede sig omkring. Og jeg kiggede på ham. Nøj, hvor jeg kiggede på ham. At have en kolibri siddende på fingeren er et tilfælde af så ekstrem nuttethed, at jeg simpelthen fik hjertebanken af det. Da han lettede fuldt flyvefærdig efter et par minutter, råbte jeg "Se, se, SE!" og Edwin udstødte et begejstret råb.

Min retarderede kolibri-ven var på vingerne igen - og det gjorde mig utrolig glad. Humøret smittede så meget, at Edwin og jeg kom til at drikke en ekstra kop kaffe og sludre lidt mere, hvilket forsinkede mig så meget, at jeg nær ikke havde nået bussen til San José.

Bedst som jeg kom fræsende i taxaen med kurs mod bussen, blev vi stoppet af en stor menneskemængde, som nysgerrigt var stimlet sammen om to biler, der var kommet til at skrabe siden på hinanden. Ingen anden skade var sket, men i sædvanlig caribisk stil var der ingen der tænkte på at køre bilerne ind til siden, så trafikken kunne passere. I stedet stod biler, ejere og tilskuere - plus et par gøende hunde - midt på gaden og hyggede sig.

Da vi endelig nåede frem til bussen, måtte taxa-José overhale den og på den måde få den til at stoppe. Derefter sprang jeg ud og pilede ind i bussen - og satte mig sveddryppende ned.

Ved busterminalen i San José mødte jeg Jonathan, som var pirattaxachauffør og kunne tilbyde den uforlignelige service, at det var tilladt at ryge i hans bil. Ergo hyrede jeg ham og fræsede til lufthavnen med fuldt blæs på 'Winds of Change' som helt klart - sammen med andre powerballader  - var Jonathans favoritmusik.

Det var Tanja, som lagde hus til min sidste måned i Danmark. Jeg sov på en luftmadras på hendes kontor og selv om det var en mærkelig periode, så havde vi det skægt sammen.

Halvandet døgn før jeg rejste, så Tanjas hus sådan ud. Vi havde tømmermænd og jeg skulle pakke til ... resten af mit liv ...

Og så ... lige pludselig ... stod hun der. Efter ni måneders fravær. Uh, hvor var det godt at se hende. Vi fræsede overstadige mod byen akkompagneret af Bryan Adams Robin Hood-sang og Jonathan der talte i mobiltelefon for at finde et hotel til os.

Jeg havde på forhånd annonceret, at jeg ville besøg Rafael. Ergo begav vi os næste dag mod fængsels-centeret efter at have indtaget en opulent frokost der for mit vedkommende næsten kun bestod af kød. Og ikke bare kød. Men mørt, rødt kød omviklet af bacon!

Fængselscenteret lå ved siden af en større shoppe-arkade og gjorde absolut ikke noget væsen af sig. Ingen skilte annoncerede, at her opbevarede man illegale immigranter.

Foran døren var et massivt gitter - og det blev ikke åbnet, da jeg bankede på. En kontor-type i uniform nøjedes med at åbne døren.

Det første han spurgte om, var om jeg var advokat. Hvilket jeg desværre i sandhedens tjeneste måtte sige nej til.

Jeg forklarede mit ærinde og blev straks henvist til et telefonnummer på dem, der angiveligt skulle sidde med Rafaels sag. Afvisningen hang lige i luften.

Men jeg skød brystet frem, holdt hovedet højt og tog journalist-hatten på. Samtidig fremdrog jeg en blok med dødningehoveder fra min taske og begyndte ivrigt at notere. Jeg forklarede kontorfrynsen, at jeg selv var udlænding fra Danmark og derfor ikke kendte Costa Ricas regler på dette område. Jeg understregede, at jeg var kommet hele vejen fra Puerto Viejo for at hilse på min bedste ven. Jeg præsenterede Tanja, som er blondine og derfor ikke et dårligt kort at have på hånden.

Jeg begyndte at spørge, hvem jeg kunne referere til her på centret. Hvad den almindelige procedure var i denne slags sager. Jeg forklarede om grundlovsforhør i Danmark og spurgte, om Rafael var blevet gjort bekendt med sine rettigheder eller mangel på samme.
Alt i mens smilede jeg så ufarligt jeg overhovedet kunne og tog flittigt notater.

Den unge kontorfryns glippede lidt med øjnene, undskyldte sig og gik tilbage til sin chef for at skaffe svar på mine spørgsmål. Det gav mig tid nok til at udtænke en festbuffet af nye spørgsmål, som jeg kunne overvælde ham med. Det gjaldt om at holde snakken kørende og døren åben. 

Da en af medarbejderne i centret skulle ud, så jeg min chance. Med verdens mest blåøjede ansigtsudtryk takkede jeg ham hjerteligt for at lukke mig ind. Vristede gitterporten ud af hånden på ham - og så var jeg inde i forkontoret.

Forkontoret var nøjagtig lige så trist som den udvendige del af bygningen. Et par skrammede, brune skriveborde var placeret på noget slidt, gråt vinylgulv. En kvindelig vagt sad ved det ene bord og nedstirrede mig surt, mens hun slikkede på en sodavandsis, der faktisk lignede en pik rimelig meget.

Synet appellerede til min humoristiske sans, og derfor var det ikke svært at smile bredt og hjerteligt til hende.

Og så kom der ryk i tingene. Vagterne gennemsøgte den indkøbspose som jeg havde medbragt og som var fyldt med bøger og småkager til Rafael - de to ting som man måtte give til de indsatte i asyl-fængslet.

Så forsvandt de og i stedet kom en lille, gråhåret mand med et imposant overskæg ud og satte sig ved det andet skrivebord og kiggede på mig, mens han udfyldte nogle papirer og skrev mine og Tanjas pasnumre ned.

"Fem minutter," sagde han så og holdt håndfladen op mod mig med fingrene spredt ud.
"Fem minutter."

Og selv om Tanja sagde, at jeg skulle sætte mig ned og tage det roligt, kunne jeg ikke. Pludselig så jeg Rafaels høje, sorthårede skikkelse passere døråbningen flankeret af tre vagter - og så vidste jeg, at jeg havde vundet.

Et øjeblik efter fik jeg lov at gå ind til ham. I et lige så dødssygt kontorlandskab som det forrige, sad han på en hård træbænk og ventede på mig. Rundt om ham fortsatte folk deres arbejde, vagterne var trukket et par meter væk og midt i det hele sad han og lignede en smuk, forpjusket fugl.

Hvad talte vi om? Jeg kan ikke rigtig huske det. For hele vores samtale var en blanding af "Hvordan har du det? Hvordan går det?" og så vores egen hjemmestrikkede måde at fortælle hinanden, at det hele var okay. Vi talte med russisk spion-accent og kaldte hinanden comrade, vi vendte tilbage til de mange fælles oplevelser, som vi havde, mens vi hængte ud. Jeg fortalte, at jeg havde modelleret en ven til Clayton og Rafael sagde: "Aj, hvor er det godt. Jeg var bekymret for, at Clayton skulle være helt alene."
Jeg fortalte om Carlas spadsereture og sagde, at jeg var bange for, at hun var to far out, man ... og refererede på den måde til Rafaels yndlingsvittighed om, hvorfor livredderen ikke ville redde hippien. Og så grinede vi højt og måske også lidt skingert midt i det triste kontorlandskab og nippede hinanden i fingrene.

Pludselig - heldigvis efter langt mere end fem minutter - var besøgstiden ovre. Vi rejste os. Og så gjorde jeg noget, som jeg ikke havde forventet af mig selv: Jeg gav Rafael et kæmpe smækkys på munden og kiggede hans tre vagter lige i øjnene. Og jeg tror de forstod, at jeg sagde til dem, at denne her fyr var ikke bare et nummer i rækken. Han var et rigtigt menneske, der var elsket af en masse - og at han lige så godt kunne have været deres bror, ven eller familiemedlem.

Så blev Tanja og jeg vist ud. Jeg nåede lige udenfor porten, og så begyndte jeg simpelthen at storhulke af glæde over at have set Rafael. Og set, at han var okay. Tanja fangede mig i et kæmpekram og hvor var det dejligt.

Sidste gang jeg tudede på den måde, var da Carla forsvandt og blev genfundet. Og dengang var det Edwins arme, som jeg tudede i. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at den slags gråd først er rigtig forløsende, når man har et par arme at putte den i.

Så indlogerede Tanja os på et virkelig FANCY hotel i byen. Sådan et af dem med roomservice og hovedpuder på størrelse med kummefrysere.
Jeg nød det, men jeg sov dårligt. Vores værelse lå på syvende etage og havde en herlig udsigt over byen. Men jeg var omringet af mursten og følte mig lidt indeklemt. 

Efter en lang bustur landede vi i junglen dagen efter. Det var blevet mørkt, og Tanja var begyndt at få ondt i halsen. Så hun var ikke mange sure sild værd. Jeg valgte at fragte hende ned ad edderkoppestien, og da vi stod ud af taxaen, gjorde jeg mig meget umage for ikke at lyse opad. Tanja er ikke en pivefryns, men jeg havde en klar fornemmelse af, at hun på det tidspunkt ikke havde brug for at finde ud af, at hun stod i en edderkoppetunnel. Jeg nøjede med at lyse på en enkelt orb-edderkop og sige:
"Bare bliv stående lige her."

Og det gjorde hun. Hun stod bomstille, indtil jeg var parat til at tage hende ned i junglen. Og selv om trinene var fedtede og junglen var sort som kul, kom vi ned i huset, hvor jeg satte Tanja på sengen og skænkede hende en velvoksen rom med klingende isterninger.

Hun kiggede sig lidt omkring og sagde:

"Kæft, hvorfor gør du altid sådan nogle tossede ting? Du bor rent faktisk midt i junglen."

Mens Tanja sundede sig, hentede jeg hendes kuffert og vores købmandsvarer. Og mens jeg gjorde det, kom jeg i tanke om dengang Momme landede i junglen for første gang. Hun steg ud af udlejningsbilen og var i vanlig Momme-stil meget entusiastisk over for mit fjollede jungle-projekt.

"Nej, hvor er her ... av av AV!," sagde hun, fordi hun uheldigvis var trådt lige ud på en myresti. Øjeblikkelig var fem afsindig rasende soldatermyrer gået i ankelen på hende og var i gang med at bide hende sønder og sammen.
Myrerne blev børstet af og Momme kom også ned i junglehuset og blev installeret med et stort glas rødvin, mens jeg hentede vores bagage.

Jeg tænkte på den første gang jeg gik af den sti og hvor lang og vild, jeg syntes, at den var. Og det gik op for mig, at mine venner og veninder er af en særlig kaliber. Af den kaliber som gerne udsætter sig selv for prøvelser - bare for at besøge mig.

Tanken gjorde mig glad.

Hvad der gjorde mig mindre glad var at se, at Tanja var ved at blive rigtig syg. Hun blev installeret i gæstesengen. Men i løbet af aftenen fik hun det så dårligt, at hun fjernede det myggenet, som hun ellers havde medbragt hjemmefra for at føle sig tryg i junglen.

Tanja har skiftevis slumret og sovet hele dagen. Hun er ikke syg på den hyggelige måde, hvor man godt kan se en film og måske nippe til lidt is. Hun er syg på den hårde måde. I løbet af eftermiddagen lykkedes det mig at installere hende i hængekøjen og liste en vandmelon-juice i hende. Funky har en læge i baghånden i tilfælde af, at hun skulle få det værre - og Edwin mener, at hun bare skal igennem et enkelt døgn - så vil hun være okay igen. Selv er jeg på tåspidserne. Jeg har haft de mærkelige jungle-anfald og man tror virkelig, at man skal dø, mens det står på. Men begge gange jeg har haft det, har jeg fået det bedre indenfor 24 timer. Hvis ikke Tanja følger det mønster, tilkalder jeg en læge. 

Jeg har stadig ikke noget vand. Brønden er løbet tør og pumpen er gået i stykker. I skrivende stund har Edwin vand. Og når pumpen kommer op at køre, har han sagt, at han vil dele det sidste vand med mig.

"It's just you and me, baby," sagde han humoristisk i telefonen. Hvis jeg havde været et bedre menneske, havde jeg nok insisteret på, at vandet blev delt mellem de fire huse, som mangler. Men det gjorde jeg ikke. Så ind til videre kan jeg forvente at få en tankfuld vand. Hvis jeg sparer, kan den måske holde to til tre dage - og derfra aner jeg ikke, hvad der sker.

Tanja er kvikket så meget op, at hun nu ligger og ser 'The Expendables' på min computer. Jeg kigger også på den engang imellem, men jeg vil lige skrive det her færdig.

I løbet af eftermiddagen gik jeg til supermarkedet for at købe juice og frugt til Tanja. På vej tilbage - oppe ved Edwins hus - kom min retarderde kolibri svirrende. Han flagrede tre gange rundt om mig, og så fløj han videre. Jeg bilder mig ind, at han sagde tak for hjælpen - og jeg stod storsmilende og kiggede efter ham.
 Man skal være meget syg for ikke at værdsætte Jason Stathams umådelige lækkerhed. Jeg tror og håber på, at Tanja er i bedring ...

Jeg fik hentet Tanja. Og jeg fik set Rafael. Det var de eneste to virkelig vigtige ting, som jeg havde planlagt. At resten ikke gik som det skulle - det tænker jeg ikke mere over.

Lige nu interesserer jeg mig mest for, at Tanja bliver rask. Og der er tendenser i den retning: Hun har lige sagt, at Jason Statham er lækker. Det tager jeg som et tegn på bedring ...





lørdag den 20. oktober 2012

Støvmider og brevet til min forlagsredaktør ...

Ha, det eneste billede jeg har i denne omgang er af mine tre, nye notesbøger. Mit liv kan desværre ikke helt leve op til de saftige forsider ... 

Klokken er 02.36 og jeg burde sove. I morgen eller tidligt overmorgen tager jeg til San José med to mål: Først og fremmest skal jeg besøge Rafael, som stadig sidder indespærret på det dersens fængselscenter, som immigrationsmyndighederne har sat ham i. Jeg agter at stille spørgsmål og finde ud af, hvad i alverden de har tænkt sig - og hvorfor han skal sidde der og rådne op!

Jeg har også planer om at kigge forbi det mexicanske konsulat for at finde ud af, om de kan hjælpe - og hvorfor de ikke har gjort noget i denne sag.

Jeg ved udmærket godt, at mexicanere rangerer meget lavt i hierakiet her i Centralamerika. Men lige præcis denne her mexicaner er altså min ven, og jeg kan ikke holde ud, at han skal blive ved med at vente. Ingen har afhørt ham, ingen har fortalt ham noget. Han venter bare og er selvfølgelig ved at blive bims af det.

Kryds fingre for mig! Og især for Rafael!

Søndag aften lander min veninde, Tanja, i San José lufthavn. Og jeg glæder mig vildt til at se hende. Hun bliver her to uger og det kan kun blive skægt!

I dag skrev jeg et brev til min forlagsredaktør. For langt om længe og efter mange forsøg er jeg gået i gang med at skrive en bog. Jeg lægger mit brev til hende her, så I kan læse det. Jeg synes nemlig, at det opsummerer min tid her i Costa Rica rimelig godt.

Og ellers kan jeg berette, at støvmiderne igen er begyndt at gnave i mig. Det er derfor, at jeg ikke har lyst til at sove. For jeg har en skummel fornemmelse af, at jeg vil vågne op og være fuldstændig gennembidt i morgen. Jeg overvejer at sove i hængekøjen i stedet.

Godnat fra junglen!

Her er så brevet:

min lille hund Carla udvandrede for tre minutter siden. Hun gik op af den stejle trappe, ud af junglen og op ad edderkoppestien, som har fået sit navn, fordi der dér står en lampe, som lyser hele natten. Jeg aner ikke hvorfor, for det er den eneste lampe i miles omkreds. Lampen kaster en kold, hvid kegle på grusvejen. Lige nok til at blænde en og berøve en ethvert form for nattesyn. Efter mødet med lampen er man prisgivet til at vandre videre ud i en total nattesort jungle med pupiller på størrelse med knappenålshoveder. Jeg undgår helst den lampe om natten. Men mest på grund af edderkopperne. 
For orb-edderkopperne er den kolde lampe nemlig et gigantisk buffet-område. De rigelige forsyninger af saftige insekter gør orb'sne i stand til at leve et godt og bekvemt liv i lysets skær. Og det har gjort dem endnu større end deres almindelige junglefæller. De største af dem er større end min håndflade og resten varierer ned til en femkrones størrelse. 
På grund af det attraktive lys har de bygget deres spind lag på lag omkring den lampe og udover det hele. Og når man går på edderkoppestien, går man under et tykt lag silke, der indeholder hundredevis af gyldentsorte edderkopper med lange, leddelte ben og et mønstret skjold på ryggen. Om dagen, er de bare ventende silhouetter mod den blå himmel. Men om natten er der vild aktivitet. Nye møllehjusstore, gyldne spind strikkes sammen og edderkopperne er alle i bevægelse. Engang imellem er der en klodsmajor, der træder ved siden af og ryger ned med faldskærm. Og det lader til, at de falder så nøjagtigt, at de altid hænger og dingler lige foran min næse, når jeg er i nærheden. Første gang det skete blev jeg så forskrækket, at jeg simpelthen faldt bagover. Landede lige på ryggen og slog mig så meget, at jeg sov på maven de næste seks nætter. 
Det er den sti, Carla er forsvundet af. I begyndelsen når Carla gjorde mine til at udvandre, gik jeg med hende. Aldrig var jeg mere end ti meter fra hende. Jeg var bange for, at der skulle ske hende noget. Men i dag vil jeg ikke kalde på hende. 
Jeg har spioneret på hendes mønster. Først går hun over for at hilse på sin boyfriend. En lille, sort, geshæftig type der lyder navnet Chopin og har en irriterende gøen. Derefter går hun op og smiler til Edwin. Så snuser hun hist og pist, bliver bidt af et par soldatermyrer - og så returnerer hun forhåbentlig hertil. I dag venter jeg. For det er gået op for mig, at jeg ikke er den eneste der skal have lov til at kaste mig ud i nye situationer og drage nye erfaringer. Uden opsyn. 
Hvordan får man egentlig en hund til at vende hjem? Det gør man ved at lade den finde ud af, hvor den bor. Dengang Carla forsvandt, sagde alle til mig, at hun sikkert ville finde hjem af sig selv. Men det trøstede mig ikke det mindste, for jeg vidste, at Carla anede ikke, hvor hun boede. Jeg kendte problemet fra mig selv. Det endte da også med, at min lille forvildede hund blev samlet op af en rar amerikansk dame, som godt kunne se, at Carla var et atypisk indslag i den brogede skare af hunde, som ellers har deres egen subkultur her i Costa Rica. 
Jeg vidste ingenting om Puerto Viejo, da jeg besluttede mig for at blive i regnskovshuset. Det var junglen, der talte til mig. Og det var den der gjorde, at jeg dagen efter, jeg havde været i huset første gang, gav min udlejer, Edwin, håndslag på at jeg var hans nye lejer. 
Edwin kalder mit hus for 'Denmark' og har siden betroet mig, at han ikke regnede med, at jeg ville holde mere end maksimalt en uge i huset. Jeg var bleg som et lagen, min sjæl var gennemsigtigt og jeg var allerede temmelig forbidt af myggestik. Jeg havde araknofobi - og jeg brugte ordet 'nice' om junglen. 
Normalt går folk i panik efter tre dage alene i junglen. Jeg blev der to i måneder. 
Den første aften var jeg betænkelig ved projektet. Mest fordi mit hus var lavet af myggenet og ikke havde lås på døren. Jeg kendte ikke området, jeg kendte ingen mennesker og jeg havde lige fanget en stor beigefarvet skorpion på det gulv, som jeg et minut forinden havde lallet barfodet rundt på. 
Jeg gik først ud og kiggede på resten af verden, da jeg havde været alene længe nok. Selv om jeg påstod det modsatte, var det helt med vilje, at jeg ikke skaffede mig telefon eller internet i den tid. Men jeg var bange for junglen, så jeg sad mest i udkanten og kiggede på den. Til sidst kedede jeg mig så meget, at jeg læste Børnebiblen og en middelalderlig bog om Kong Arthurs bedrifter med en glubsk begærlighed, som bestemt ikke matchede disse to værkers reelle spændingsniveau. 
Da jeg endelig stak snuden ud af junglen opdagede jeg til min store fryd, at jeg var havnet i den mærkeligste by, jeg nogensinde har oplevet. På overfladen en vidunderlig lille ferieby med en fuldstændig surrealistisk smuk natur og en tilbagelænet caribisk vibe. Og et strålende eksempel på, hvordan mennesker i alle farver og faconer formår at leve fredsommeligt med hinanden.
Senere fandt jeg ud af, at jeg var landet på den sidste station for ældre, søgende sjæle som mig selv. Fallerede eventyrere, mennesker på flugt - enten fra sig selv eller fra myndigheder. Hippier, mærkelige kunstnere, excentrikere, svindlere og andet godtfolk blandede sig med de lokale, de tilrejsende surfere, naturfreaks'ne og resultatet var et parallelunivers, som stadig formår at gøre mig periodisk svimmel. 
Når jeg begynder at tro på, at verden er som Puerto Viejo - så tager jeg en tur til San José for at få et skud urban normalitet. 
Nogle af alle de mennesker, som dukker op her, bliver hængende. Mange af dem bliver fanget af byen på samme måde, som min mor fangede hvepse på om sommeren: Med en kæmpe krukke syltetøj med høje kanter, som tillod hvepsene af komme ned til de søde sager - men ikke op igen. Og derfor led de en langsom kvælningsdød i det syltetøj, som de i begyndelsen havde fundet så tillokkende. 
Her er fristelser. Jeg har aldrig været et sted, som i den grad svømmer i fristelser - og ikke mindst stoffer. Pot er en del af kulturen. Men det er kokain også. For den kommer frisk og fin fra Columbia og er af høj kvalitet og lav af pris. Den caribiske side i Costa Rica udgør et vigtigt led af rygraden i stof-ruten fra Columbia til USA. Når kokainen rammer Puerto Viejo, er den stadig så ren og ubesudlet som en latino-dreng. Ligesom folk her ryger pot helt rent og uden tobak - så nyder de deres kokain på samme måde. 
Ud over det tilbydes her alt, hvad en sulten hjernebark kan begære: Crack, syre, heroin, krystal meth, flydende ecstacy og amf er nogle af de stoffer, som er i omløb. Og her er veldrejede kvinder og skarptskårne mænd. Alle er friske på eventyr. Solen skinner og selv sprutten er billig. Det er så nemt at bruge en dag på at sidde under en palme uden at lave andet end at ryge ganja, drikke kolde øl og kigge ud over det caribiske ocean. Tro mig. Jeg har selv brugt mange dage på den måde. Man kan bruge et helt liv på den måde ...
For mit eget vedkommende havde jeg imidlertid en helt konkret plan: Nemlig at jeg overhovedet ikke havde andre planer end at forsøge at finde ud af, hvad der gjorde mig glad. For jeg var flosset i alle kanter, da jeg rejste fra Danmark. De 33 kilo jeg medbragte i fysisk bagage, var ikke noget i forhold til det kæmpe klædeskab med skeletter, som jeg også fik fragtet over atlanten. 
Problemet var bare, at hver gang jeg satte mig ned for at tænke over mit liv, så skete der et eller andet, som tog min opmærksomhed. Edwin var den første, der begyndte at tage min opmærksomhed. For lige pludselig var det rigtig hyggeligt at sidde og snakke tiden væk på hans veranda. Også junglen bød mig velkommen og gav mig eksklusiv behandling i form af at udfordre mig til det yderste: Wolfspiders på størrelse med kagetallerkener spadserede veloplagt rundt på mine vægge og gjorde mig skrækslagen. Det brune siv på gulvet viste sig at være en slange - men heldigvis var den ikke nær så giftig, som den solskinsgule eyelash viper, der slog sig ned i det uvenlige træ ved min trappe. 
Det uvenlige træ fik sit navn, fordi det ganske enkelt er dækket med pigge. Det var først senere jeg fandt ud af, at saften fra det træ - bare en enkelt dråbe i øjet - kan gøre en skovarbejder permanent blind. Denne oplysning har bare bestyrket mig i, at der ikke findes noget i junglen, som ikke er i stand til at bide fra sig. Junglen vogter over sig selv. Hvis man er meget respektfuld og kærlig overfor den, byder den en velkommen og åbner for en verden, der er så smuk, at jeg stadig bøvler med at finde ordene, så jeg kan fortælle om det. 
Badeværelset var skorpionernes hænge ud-sted. Jeg spekulerer på, om jeg nogensinde igen vil være i stand til at gå i bad uden at ryste badeforhænget først. 
En dag kom den 25-årige, mexicanske vagabond, Rafael, spadserende ind i mit liv. I en periode var vi sammen hele tiden og gennem Rafael åbnede byen sig for mig. Jeg lærte mennesker at kende. Og jeg lærte, at ingen spørger om hinandens forhistorie i Puerto Viejo. I denne by findes kun nu'et. 
Senere kom venezuelanske Funky trillende ind på arenaen og begyndte at herse med mig (og Rafael) og forsøgte at lære mig ordentlige manerer, som passer sig for en dame. Projektet har foreløbig ikke været succesfuldt. Tværtimod har han uafvidende lært mig en række vidunderlige, venezuelanske bandeord! Conjo! Verdga!
Når Funky ikke er irriterende, elsker han med mig latino-style og giver mig mad og frihed. To ting jeg værdsætter meget. 
Uden at jeg egentlig var klar over det, har jeg samlet en masse historier. To af mine personlige favoritter er historien om Isabella, LoneSome og kokain-aben, der druknede. Selv om jeg også er glad for at kende amerikaneren Martins historie om dengang han arbejdede for et olieselskab i en olieby, hvor der ikke var andet at lave end at slås og drikke og tage stoffer. Og at det først var den dag han så sin ven blive spredt over et helt betongulv, at han besluttede sig for, at der måtte findes andre måder at leve livet på. Han er forresten tilbage i olietown, mens jeg skriver dette. Han blev rullet i Tex Mex-baren i lørdags, og måtte derfor tage tilbage til US og skaffe flere penge. 
Så jeg kan med en omskrivning af John Lennons ord sige, at mens jeg spekulerede over, hvad der egentlig gjorde mig glad, så var der en masse ting som gjorde mig glad. Ikke mindst junglen. 
Junglen og den måde den påvirker en på, er i sig selv en historie. Jeg har aldrig været noget særlig spirituelt menneske. Men junglen er så vild og mystisk, at jeg tillægger den alverdens motiver. Og selvfølgelig er den referencepunkt for alle hanner i nærmiljøet. For junglen er et bæst, der kræver mod at konfrontere sig selv med. Så når fyrene stempler en anden fyr med ordene "Han ville ikke holde et døgn i junglen" - så er det en måde at sige, at han er et sølle skvat og en gemen pissevisker. Og i hvert fald ikke en rigtig mand. 
Jeg er ikke en mand. Og da jeg kom hertil, ville jeg ikke have kunnet holde så meget som en time i junglen. I dag vil jeg anslå, at jeg kunne holde et par dage - rent fysisk. Psykisk ville jeg kunne holde meget længere ... og det er det, det i virkeligheden handler om. 
Mens jeg sidder og skriver dette, er min retarderede kolibri lige fløjet gennem huset. Efter jeg har fjernet myggenetsvæggene og nu bor i et skelethus, holder de lokalkendte fugle sig ikke tilbage for at bruge min stue som genvej. Jeg kan høre, at brøleaberne har slået sig ned oppe ved vejen. Jeg har stadig ikke fået bugt med mit rotteproblem, og når jeg sidder og skriver om natten, kan jeg være helt sikker på, at rotten dukker op på et eller andet tidspunkt. Jeg overvejer stadig, om jeg kan lære at leve med en rotte. Lige som jeg har lært at leve med tarantellen, Preben, som bor fast i huset. Lige nu sidder han og sover i hjørnet over min hængekøje. I slumrende tilstand ligner han en lille, sød og behåret bold. Men om natten, når han jager, er han et respektindgydende rovdyr. Hurtig som lynet og uden nåde. 
Og det er det, jeg gerne vil skrive om. Jeg kan hverken anbefale eller fraråde andre mennesker at stille deres jordiske gods ned på gaden og stå i karnappen og ryge cigaretter og kigge på, at ting man har elsket i årevis, bliver klunset af fremmede mennesker. Jeg kan heller ikke sige, om det er klogt at købe en billet til Costa Rica uden nogensinde at have været i landet. Men det har virket godt for mig. 
Mens jeg var skidebange og i gang med at føre det her projekt ud i livet, blev jeg ved med at messe for mig selv: hvis du gør det, du altid har gjort - så får du det, som du altid har fået ...
Og jeg havde bare fået det samme så længe, at jeg havde brug for at få noget nyt. Det er den historie, jeg gerne vil fortælle. Det er bare en historie. Det er ikke en selvhjælpsbog. Der bliver ikke tre gode råd til at forbedre dit liv i slutningen af hvert kapitel. Jeg vil bruge min fortælling som ramme. Min udvikling. For jo - der har været en udvikling. Helt fysisk har den manifesteret sig i, at jeg nu lever i et helt åbent hus. Og at jeg accepterer og faktisk værdsætter at bo sammen med en fugleedderkop. 
Men jeg vil også gerne fortælle om de mennesker, jeg har mødt. Og den jungle jeg bor i. 
Jeg ved, at du på et tidspunkt læste min blog. Så hvis du tjekker det sidste blogindlæg - http://knirkeegede.blogspot.com/2012/10/panama-tur-retur-pa-adrenalin.html - så er det et eksempel på noget, som er mere bogstyle end blogstyle. 
Bogen er/bliver lidt mere tight og går lidt tættere på. Men grundlæggende har bloggen været ærlig. Jeg har moret mig meget og jeg har mødt mange skægge mennesker, som jeg gerne vil fortælle om.  
Så. Nu er Carla her. Hun er lige kommet logrende ind af døren. Og for første gang har jeg ikke været ude at kigge efter hende - endsige kaldt på hende. Hun ser meget selvtilfreds ud, fordi hun har hængt ud på egen pote. Uden mig som irriterende overbeskytter. 
Nu ved Carla, hvor hjem er. Det tror jeg også, at jeg ved. Hjem er der, hvor jeg vælger at være ... 
Kærlig hilsen Knirke 

mandag den 15. oktober 2012

Panama tur - retur på adrenalin


 Kig godt på dette pas - at være skandinav er guld værd. Det er det mest værdifulde pas i verden ...

Der er måske ti - 12 meter ned. Og jeg er ikke god til højder. Men til gengæld er jeg god til at huske mig selv på, at jeg netop skal gå lige her. Netop fordi jeg er bange. Forsigtigt trippe fra bræt til bræt, så jeg har frit udsyn til floden under mig. Edwin siger, at den flod er smækfyldt med krokodiller, men udover at jeg kan se regnskoven og bjergene hæve sig i horisonten, kan jeg også se folk, der bader og fisker i floden.

Jeg koncentrerer mig om at sætte fødderne helt rigtigt. Hvis jeg snubler, kan jeg slå mig slemt. Men min omfangsrige røv vil helt sikkert kile sig fast mellem to brædder og forhindre et frit fald. Min håndflader er fugtige og det føles som om, at håret har rejst sig på mit hoved.

Vejret er dejlig lunt og overskyet. Jeg har fordelt 100 dollars i mine jeanslommer. Sirligt sammenfoldede så jeg kan tage 20 dollar-sedler diskret og enkeltvis op af lommerne. Jeg skulle have gået på denne her bro for mere end en uge siden. Jeg skulle have været i Panama og tilbage for at atter engang at få de rigtige stempler i mit pas. De stempler der skal vise vejpatruljer og immigrationspolitiet, at jeg ikke opholder mig ulovligt i Costa Rica.

Men jeg er vesteuropæer. Jeg er blegansigt. Så tingene kan sjældent gå helt galt for mig. Sagen havde stillet sig anderledes, hvis jeg havde været Mexicaner eller colombianer - for slet ikke at tale om, hvis jeg havde været fra Nicaragua.

Broen jeg går på er en gammel jernbanebro. På hver side er der lagt træplanker ud, så folk kan gå frem og tilbage. Men jeg går i midten. Det er altid sundt at udfordre sin højdeskræk under trygge forhold. Folk tripper forsigtigt af sted på broen. Backpackere vandrer målbevidst af sted med store rygsække, indianske kvinder skrider værdigt af sted med kurve på hovedet. Unge, indianske hiphop-typer bliver nødt til at hive op et par gange i deres lavtaljede jeans, så de ikke kommer til at tabe bukserne midt på broen. Deres kasketter sidder oven på hovedet og får på den måde deres kranier til at virke ekstra store. Små, senede, mørklødede mænd med store overskæg bærer på poser og pik pak.


Dette billede er taget med min telefon, da jeg greb den for at slukke vække-alarmen. Dette syn er det første, jeg slår øjnene op til om morgenen ... 

En sort dame med turban og favnen fyldt med røde jungleblomster overhaler mig og vugger videre. Hendes bagdel er enorm og svøbt i en ålestram, blomstret nederdel. Jeg er ikke den eneste, der kigger efter dén mås ... Jeg er et sted, hvor store, voluminøse bagdele tilbedes med passion. Jeg er et sted, hvor min flade røv slet ikke kan klare konkurrencen og hvor kvinder der har rundet de 100 kilo fører sig med en selvsikkerhed og værdighed, som fryder mit hjerte.
Holdningen synes at være, at en stor røv er godt. Men en større røv er bedre ...

Først da jeg kommer frem til den panamanske grænse går det op for mig, at det var en dårlig idé at udfordre min højdeskræk lige dén dag. Der er mange soldater ved grænsen. De har camouflageuniformer og lange, sorte støvler på. Og våben. Geværer i hænderne og pistoler hængende på hofterne.  

Udover højder er jeg også bange for uniformerede soldater med våben. Det er en skræk jeg altid har haft, og når jeg har mareridt om natten, drømmer jeg tit, at jeg er på flugt fra soldater, der vil slå mig ihjel. 

Alle andre uniformer end postbuds-uniformer skræmmer mig faktisk. Jeg kan mærke, at mit lille 'hoppe fra bræt til bræt-stunt' har fået adrenalinen til at rulle i mit blod. Lige ved grænsekontrollen står en høj, bred soldat og ser bister ud. Han står henslængt op af et vagthus. Hans hud er mørkegylden og underansigtet er dækket af mørke skægstubbe. Hans skjorte er rullet op, så jeg kan se hans underarme. Blodårerne tegner mønstre i den mørke hud. Han er kronraget og ser lækker - men brutal - ud.

Jeg kan ikke lade være at kigge på ham, og han må kunne mærke det. For han løfter hovedet for at se, hvor blikket kommer fra. Da han får øje på mig, smiler han dovent og katteagtigt. Jeg tror, at jeg smiler lige så dovent igen, mens tusind billeder - alle af pornografisk karakter - flyder gennem min hjerne. Han ved, hvad jeg tænker og smiler bredere. Det samme gør jeg, indtil jeg slider blikket væk fra ham. Åh ja, jeg er bange for soldater, men når angsten blandes med adrenalin, ændrer den karakter og bliver til noget andet. Noget som også er farligt på sin egen måde.

Køen til paskontrollen er lang. Og det er godt for mig. For jeg har brug for tid, så højdeangst-sveden kan tørre ind på min krop. Jeg må for alt i verden ikke ligne en, der er oprevet eller har dårlig samvittighed. Hvis jeg kigger på soldaten igen, kommer jeg helt sikkert til at rødme. Så jeg tænder en cigaret og holder blikket stift rettet mod nakkerne foran mig, mens jeg tænker på, at alt er fint. At det her kommer til at gå fuldstændig gnidningsløst.

Der ligger 40 dollars i mit pas. Og da jeg afleverer det til manden bag skranken, er mit ansigt udtryksløst. Han rumsterer lidt med mit pas og kigger derefter på mig.
"Jeg er lidt forsinket denne gang," siger jeg på engelsk og forsøger at holde både kropssprog og ansigt helt roligt.

Han rumsterer videre. Det føles som om, at der går en evighed. Men da han med en elegant bevægelse åbner passet, så mine to 20 dollar-sedler forsvinder ubemærket ned i en skuffe, ved jeg at det er lykkedes. 
Så rækker han passet tilbage til mig.
"Velkommen til Panama," siger han bare.
Og jeg griber passet og skynder mig væk. Jeg har forsøgt at gøre mig så lidt opsigtsvækkende som muligt. I dag er ikke korset og kjoledag. I dag er store usynlighedsdag.

Planen er at vente en time - og så komme tilbage over broen, inden den lukker klokken 17. Jeg gider ikke bruge tre dage i Panama. Jeg har hverken tid eller overskud til at sidde på en bar i en grænseby og drikke øl i tre dage og lulle mig selv i søvn på et eller andet overcharged skodhotel i tre nætter.

Jeg går ind i den første og bedste airconditionerede grænseshop. Her kan jeg ose en times tid - og så vende næsen den modsatte vej.

Grænseshoppen er kæmpestor og sælger alt lige fra tun på dåse til fiskeudstyr. Og til min store fornøjelse finder jeg noget, som jeg har været på udkig efter længe: Nemlig lukkede lanterner til levende lys. Junglenatten er sortere end noget andet, jeg har oplevet. Og jeg har tit ønsket mig at kunne sætte levende lys i natten. Efter et par forsøg med stearinlys, opgav jeg dog planen.

Det var simpelthen for ubehageligt, når de store græshopper begik selvmord i flammerne. For ... græshopperne og de andre insekter er præcis så store, at et stearinlys netop ikke slår dem ihjel. Det sårer dem bare så hårdt, at de ligger spjættende for foden af lyset - og så er det mit job at agere insektbøddel. En ti centimeter lang græshoppe er et stort dyr at dræbe. I hvert fald for sådan en blødsøden type som mig. Derfor droppede jeg at have stearinlys i junglenatten.


Mine fancy, nye lanterner. Jeg har købt olie med citrus i til dem. Så ikke bare er de hyggelige - de er også myggeafskrækkende ...

Men disse lamper er helt perfekte. De er røde og vil se rigtig flotte ud i mit lille hus. Jeg køber fem af dem og et rødt tæppe, som er så usigelig blødt, at jeg slet ikke kan lade være med at ae det.

Hele herligheden koster mig under 25 dollars, og jeg er meget tilfreds med mig selv, da jeg igen træder ud på den støvede gade. Kontrasten mellem den air conditionerede forretning og den eftermiddagsvarme virkelighed er kvælende. Der går et par minutter, før min krop vænner sig til varmen.

Grænsebyer er altid dodgy. Fordi så mange mennesker passerer igennem, har den en mærkelig, lodden atmosfære. Her stoler jeg ikke på nogen. Og jeg holder ryggen rank, når jeg går. Jeg gør mit bedste for at ligne en, der ikke finder sig i noget pis. Strategien har virket før - og virker også denne gang.

Min time er gået. Det er på tide at forsøge at komme tilbage. Jeg går op af en af de stejle trapper op broen, som er grænseovergangen. Jeg forestiller mig, at jeg er fuldstændig usynlig og blander mig med en gruppe amerikanere.

Jeg når lige at tænke, at det her går gnidningsløst, da en fyr træder ind foran mig. Fandens også ... Soldaten fra før. Han kan i hvert fald huske mig.

Denne gang smiler han ikke. Hans ansigt er fuldstændig udtryksløst. Vi kigger på hinanden. Han ved, at jeg ikke må vise mig her før om tre dage. Og han ved også, at jeg ved det.

Forklaringer og undskyldninger vil bare forværre situationen, og det føles som om, at vi står og kigger på hinanden i en evighed. Han kan - hvis han vil - komplicere mit liv helt akut. Jeg bryder mig ikke om tanken, og mit smil er væk. Jeg forsøger ikke engang at fremtvinge det. Jeg er alt for presset til at gøre noget.


De rigtige stempler i passet. Tjek. Jeg behøver nu ikke længere at være bange for at blive stoppet ved checkpoints og af vejpatruljer. 

"Do you have a cigarette?," siger han så.

Jeg nikker og hiver mine Marlboros frem og byder ham fra pakken. Han tager en cigaret og lader forstå, at jeg også skal give ham ild.

Selv om det er en fuldstændig vindstille dag kupler han sine hænder omkring min hånd med lighteren. Den forsvinder fuldstændig mellem hans hænder og jeg syder indvendigt. Og jeg tror, at han ved, at hans magtdemonstration pisser mig fuldstændig af. Det lader til at more ham, for pludselig smiler han.

"See you in three months," siger han og træder til side.

Jeg forvandler mig øjeblikkeligt til en skude og løfter hovedet så højt, at jeg næsten ikke kan se, hvor jeg går, samler resterne af min værdighed og skrider forbi ham.

Da jeg har passeret grænsen og er ude på broen igen, vender jeg mig om. Soldaten står stadig og ryger og kigger efter mig. Han har ventet på, at jeg skulle vende mig om. Fordi det simpelthen ville være umuligt at lade være med at gøre. Jeg nikker til ham, og han smiler skævt tilbage.

Hele vejen tilbage til Costa Rica går jeg på plankerne. Jeg magter ikke flere adrenalin-sus for den dag. 

onsdag den 10. oktober 2012

Om slangebid og retarderede kolibrier ...


Da jeg kom tilbage til mit hus opdagede jeg, at Rafael havde efterladt gaver til mig. Og jeg grinede højt, da jeg fandt dem: En flaske vin, en pakke cigaretter, en tegning og så ham her ... Mr. Clayton, som Rafael selv har modelleret. 

Nogle gange glemmer jeg helt, at jeg befinder mig i Paradis. Jeg skulle op og vente på Taxa-José, som bragte mig en meget vigtig computerdims inde fra byen. Og på vejen derop opdagede jeg en ny jungleblomst, som jeg aldrig har set før. Ildrød og på størrelse med min hånd. Jungleblomsterne er generelt meget sære og surrealistiske at se på. De er ikke smukke i traditionel forstand - men det var denne her.

Den lignede en rigtig blomst og ikke en flok hugtænder eller en ond, farverig svamp, som ellers ofte kan være tilfældet Begge typer er almindeligt forekommende, og jeg holder meget af dem. Men jeg tror de kræver det, som Funky kalder for an acquired taste ...

Mens jeg stod og kiggede på den og helt egoistisk overvejede at plukke den, dukkede min retarderede kolibri-ven op. Min retarderede kolibri er ifølge Karsten en utrolig sjælden junglekolibri. Er temmelig stor kolibri - næsten så lang som min lillefinger. Hans næb er krumt og han er brun med en flot, lang hvid halefjer, som giver et vist schwung over hans generelle fremtoning. Det er den lange, hvide halefjer der adskiller ham fra den håbløst almindelige, brune junglekolibri.

 Og efter som jeg savnede Rafael, satte jeg mig ned og modellerede en veninde til mr. Clayton, så han ikke var alene. Her er de glade venner ... 

Men jeg er helt sikker på, at hvis hans intelligensniveau er generel for hans art - så er der faktisk ikke noget at sige til, at den hvidhalede kolibri er sjælden. Siden jeg flyttede ind i junglehuset har han på daglig basis metodisk afsøgt min farverige hængekøje for at se, om den dog ikke snart ville gå i gang med at blomstre, så han kunne få sig en lille sukkersjus.

Hængekøjen har ikke på noget tidspunkt gjort mine til at afsætte blomster, men min hvidhalede ven er af den stædige type. Hver eneste dag har han flimret omkring den som en miniature-helikopter og undersøgt den nøje. Jeg kan høre, når han er i nærheden. Hans hurtige vingeslag giver en helt særlig svip-svip-lyd, som jeg altid kan genkende. Og den lyd får mig altid til at smide hvad jeg har i hænderne og stryge ud på terrassen for at kigge på ham.

Jeg ved ikke, hvad det er med kolibrier - men de er umulige at blive trætte af! Og jeg har noteret mig, at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde. Det er lige som om, at man fryser i sin bevægelse, når der dukker en kolibri op. I et par sekunder står man helt stille og fokuserer fuldstændig på den lillebitte fugl, der bevæger sig i hurtige ryk. Og det er lige som om, at synet af kolibrier fylder ens sjæl op på en dejlig måde. Jeg føler mig altid lidt gladere efter et møde med en af de små nektar-sugere.

Og eftersom min retarderede kolibri-ven er vant til mig, afsøgte han først min røde kjole for at tjekke, om jeg eventuelt var i gang med at afsætte blomster. Og derefter svirrede han hen til den smukke, røde blomst og drak af den. Det fik mig helt ud af den griske tilstand, jeg ellers var i. Jeg stod nemlig og tænkte, at den blomst ville se perfekt ud på mit skrivebord - og at jeg fortjente den blomst, så jeg kunne sidde og nyde den, mens jeg arbejdede.
 En af de mærkelige jungleblomster ...

Men jeg lod blomsten være. For måske er der masser af mad i den til min kolibri - og man tager ikke andres mad, bare fordi man har lyst. Desuden kunne jeg næsten høre min farmor tale til mig. Min farmor lærte mig, at man aldrig måtte plukke alle blomster i en klase. Man skulle lade nogle stykker være - for så ville der komme flere blomster. Og desuden var blomsterplukning en øvelse i at kontrollere sin egen griskhed. Min farmor ville bestemt ikke have været stolt af mig, hvis jeg havde plukket den eneste smukke blomst i junglen ...

I stedet gik jeg op på vejen og plukkede en fem, farverige hibiscusblomster. Omkring mig var der masser af orb-edderkoppespind. Og nogle af dem lyste gyldent i solen. Jeg ved tilfældigvis, at de gyldne orb-spind er ekstremt stærke. Regnskovs-indianerne har i mange hundrede år brugt det gyldne spind til at lave fiskesnører af.

 Her er en orb-spider. Hvis I lægger mærke til det, kan I se, at spindet faktisk er gyldent ...

Så jeg bankede forsigtigt en af orb-edderkopperne på skjoldet, så den forsvandt op under et blad. Og så tog jeg lidt af dens stærke spind, nulrede det til en tråd og bandt det rundt om min smukke hibiscus-buket. Det må man gerne, for orb-edderkopperne bygger nye spind næsten hver dag. Så jeg generede ikke den smukke edderkop for alvor.

Men jeg er en anelse utilfreds med den retarderede kolibri. For i forgårs lavede jeg en kolibri-foderautomat ud af en colaflaske og en gammel tundåse. Jeg kogte sukkervand til at fylde i og hængte hele herligheden op ved siden af hængekøjen for at glæde min nektar-sugende ven. Indtil videre har han vist større interesse for mine farveblyanter på skrivebordet, end han har for min fine foderautomat.

Jeg agter derfor at tage foderautomaten ned igen og modellere nogle blomsterlignende sager rundt de huller, som han formodes at stikke sit næb i. Måske vil det hjælpe ham lidt på vej. Det håber jeg.

Ellers håber jeg, at en af de andre kolibrier i nærmiljøet vil finde vej til min automat. Jeg har helt sikkert en svaghed for min retarderede ven, fordi han er så dum og stædig. Men jeg har set en helt vidunderlig metalgrøn model-kolibri svirre om mit hus et par gange. Han er lille og ligner en flyvende smaragd - bare meget pænere og finere end et smykke nogensinde kunne være. Han er smuk. Men jeg hepper lidt på min brune ven - måske fordi jeg bedre kan identificere mig med ham. Det lille fjols ...

Jeg har vist aldrig nævnt, at Costa Rica blandt andet er kendt for at have 49 forskellige arter af kolibrier. Det er flere arter end noget andet land kan prale af at have. Og så vidt jeg har oplevet, varierer de vildt i udseendet. Nogle er fuldstændig metalgrønne. Andre spicer lige det ekstraordinære udseende op med metalblå striber. Nogle kolibrier har lige næb, andre har krumme. Så alt i alt kan jeg sige, at de 49 forskellige arter for mestendels er meget forskellige at kigge på. Bortset fra, at de alle sammen har én ting til fælles: Og Man bliver glad af at kigge på dem. Selv om de er nogle krasbørstige små fjerduske, som ikke holder sig tilbage for indlade sig på gemene slagsmål med andre fugle - så er der et eller andet særligt ved dem.

Noget af det bedste jeg ved er at se dem, når de sidder og sover om natten. Karsten er fantastisk til at finde dem og han er så blid, så blid når han færdes i junglen. Vi kan vandre af sted med vores lygter, og pludselig stopper han. Og slukker lygten og tager sin lille lygte op, som lyser rødt. Det lader til at et forsigtigt rødt lys ikke generer dyrene så meget som det hvide lys.
Så løfter han lige så forsigtigt et stort, saftigt jungleblad - og indenunder sidder der en kolibri og sover. Den lægger slet ikke mærke til, at vi belurer den. Og den er så sød, at det næsten knaser i tænderne. Med sit fine, spidse næb og lukkede øjne. Så kigger vi på den indtil vi er helt fyldt op med undren over, at sådan et lille dyr kan være så perfekt og smukt og helt igennem i orden ...

 Min yndlings-jungleblomst. Første gang jeg så den var jeg fuldstændig bjergtaget af den. Jeg synes den rammer den helt rigtige balance og er både meget mærkelig, men også meget smuk. 

Der er imidlertid andre dyr, som ikke afæsker den samme glæde og fascination. Rotterne for eksempel. Jeg har haft rotteinvasion i mit hus.

Det begyndte med en aften, hvor jeg sad og talte med Lise, som faktisk er et blogindlæg værd i sig selv. Jeg sad på min seng og sludrede hyggeligt, da jeg pludselig tabte tråden i samtalen, fordi jeg så en rotte under mit køkkenbord.

Den kom oppe fra taget og gik ned og hoppede i en kasse, hvor der stod en pose ris, som jeg ikke selv havde købt - og derfor ikke rigtig vidste, at jeg havde. Et øjeblik efter sad den på kanten af kassen og proppede ris ind i munden med mig som måbende tilskuer.

Det var en pæn rotte. Blank og brun og uden den lange, nøgne hale, som jeg synes skæmmer den dyreart så meget. I stedet havde den en lidt kortere hale, som var mere behåret end de rotter, som jeg kender fra København.
Men en rotte var det. En regnskovsrotte ...

Nu er jeg typen, som meget gerne ignorerer ubehagelige ting for at se, om de går over af sig selv. Og således ignorerede jeg også rotten i en periode. Jeg argumenterede overfor mig selv for, at regnskovs-rotter muligvis var anderledes end almindelige rotter. At de ikke bar på sygdomme og at regnskovs-guden sørgede for at holde orden i tingene, således at et par rotter kunne være mulige bofæller på lige linje med tarantellen Preben, som jeg har et lykkeligt samliv med.

Ja, grin bare ... jeg er s'gu så blød, når det kommer til børn og dyr.

Mig selv på Lazy Mon. Bagved ligger stranden. 

Men rotterne ... for der var flere ... blev frækkere og frækkere. En nat hvor jeg sad og skrev i min seng, sad en af dem midt ude på gulvet og pudsede sig. Jeg forsøgte at vække Red, så han kunne skræmme rotten væk. Red var trods alt engang parat til at spise en meganuttet, lille syvsover med hud og hår, så jeg tænkte, at han ville være et effektivt våben - men han løftede bare hovedet og kiggede uinteresseret på rotten - hvorefter han faldt tilbage i en comalignende tilstand.

Så tog jeg til San José. Og inden jeg gik ud af døren, indskærpede jeg Funky og Rafael, at de under ingen omstændigheder måtte lade noget som helst spiseligt stå fremme. Min tanke var, at jeg havde begået en fejl ved at lade ris og mel og slige ting stå fremme. Men nu hvor alt mad var fjernet, ville rotterne indse, at de burde holde flyttedag.

Som jeg fortalte i et tidligere blogindlæg, lettede både Rafael og Funky anker for at møde mig i San Jose - og således stod huset tomt i mere end en uge.

At komme tilbage i junglen efter næsten to ugers fravær var skønt. Allerede oppe ved vejen fik jeg det første sug i maven. I et træ lige ved indgangen hang en eyelash-viper og slumrede fredsommeligt i en gren. Og ikke bare den almindelige, gule eyelash viper  - men en interessant, brun variation af arten.

Og for en gangs skyld havde jeg kameraet ved hånden og fik fanget den sjældne, brune eye lash-fætter.

Jeg har set en del eye lash vipere i regnskoven. Og jeg tror at en af grundene til at jeg har haft et par stykker helt tæt på huset er, at jeg har en lille bæk løbende tæt på mit hus. Eye lash viperen har en udpræget svaghed for at bosætte sig i nærheden af små vandløb, og fordi jeg ser dem så tit, har jeg udviklet et kærligt - omend vagtsomt - forhold til dem.

Tico'erne har en vittighed der siger noget i retning af: Hvis du altid kigger nedad, når du går i junglen - så bliver du bidt af en oropel (spansk for eye lash viper). Hvis du altid kigger opad - så bliver du bidt af en terciopeloe.

Terciopeloe betyder fløjl på spansk. Hvorfor slangen har fået det navn, ved jeg ikke. Skindet virker ikke særlig fløjlsagtigt at se på - faktisk er terciopeloen i modsætning til den skriggule oropel ikke særlig opsigtsvækkende. Men den er alligevel ikke til at spøge med.

Terciopeloen og oropellen går under navnet '20 minutters-slangerne' - underforstået at hvis sådan en fætter sætter hjørnetænderne i dig, så er du død i løbet af 20 minutter.

Jeg tror ikke, at det er helt rigtigt. Der går nok lidt længere tid, inden man eventuelt himler. Men uden at have dødsfald indover har begge slangers bid den ubehagelige virkning, at deres gift opløser væv. Nogle edderkoppebid har samme, væmmelige virkning. Kødet omkring bidstedet bliver nekrotisk og for at koldbranden fra giftsåret ikke skal brede sig til resten af kroppen, må man enten amputere eller skære store lunser af arme og ben.

En natsværmer-type som sad på kanten af mit skrivebord. Den er da skæg! Snudebille møder sommerfugl eller sådan noget.

20 minutters-teorien er imidlertid fascinerende og jeg har faktisk flere gange spekuleret over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg virkelig kun havde 20 minutter tilbage at leve i. Jeg har stadig ikke fundet noget svar, men jeg tror at jeg i samtlige 20 minutter ville håbe på, at jeg var blevet bidt af en hidtil ukendt og uskadelig slangeart, som bare lignede giftslangen til forveksling. Alt efter temperament kan man så vurdere, om jeg er en ukuelig optimist - eller sådan en der nægter at se realiteterne i øjnene.

Jeg kender ingen, der er blevet bidt af slanger. Rafael kom en dag fuldstændig rystet hjem og fortalte, at en af hans venner næsten havde sat hånden oven i en oropel, som lå og sov på en frønnet mur - men intet skete. Oropellen flygtede uden at bide fra sig. De årlige dødsfald som slanger er ansvarlige for, sker hovedsagligt for de mange mennesker, som arbejder i marker og bananplanager. Udover at det er svedfremkaldende, anstrengende og ualmindelig lavtlønnet at være markarbejder, så er man altså også i fare for at blive bidt af slanger.

Rafael tog på et tidspunkt en tjans som markarbejder på daglejerbasis. Og udover at han blev tynd som et sugerør og var konstant udmattet og overarbejdet, kunne han også fortælle om kolleger, som havde fået amputeret lunser af arme og ben efter slangebid. 

Fortsættes ... og yes, yes ... fortsættelsen ER faktisk skrevet!