fredag den 27. juli 2012

Rafael siger farvel - og Funky træder til

Min bedste ven i Puerto Viejo, min mexicanske vagabond - på vej mod nye eventyr ... <3


Det var faktisk allerede, da jeg stod og vaskede min morgen-kaffekop op, at jeg kunne mærke det. At denne her afsked kom til at nive. For pludselig stod jeg og snøftede ned i opvaskebørsten og syntes, at det hele var noget værre lort. Jeg fik den største lyst til at bande Puerto Viejo langt væk, fordi det er byen der giver dig alt - og tager det fra dig igen efter forgodtbefindende. I løbet af et døgn kan alting ændre sig. Pludselig er der nogen, der løber tør for penge og tager hjem - eller bliver grebet af videre rejsefeber - eller bare forsvinder. Man kan aldrig regne med, at folk bliver her særlig længe ad gangen. Og en del af mig synes, at det er slemt. Jeg er vant til at have totalt stabile venskaber. 

Jeg kan bare nævne Majse, som jeg har hængt ud med, siden jeg var tre år. Jesper, Stoffer og Myre som jeg mødte som 15-årig. Momme som kom ind i mit liv, da jeg var 21 år - for nu bare at nævne nogle af de mennesker, som jeg elsker. Jeg er slet ikke vant til at elske og blive forladt. Og jeg synes stadig det er svært. Nogle gange er det rigtig svært, og på dårlige dage kan jeg blive helt nærig og tænke, at det slet ikke kan betale sig at elske så meget, når folk bare skrider.

Der er også en anden ting, som jeg har fundet ud af. Det er meget nemmere at være den, der tager af sted og lader mennesker og liv bag sig. At være den der står og vinker til bussen, når andre tager af sted, er ikke spor rart.

Og pludselig forstår jeg også mine venner i Danmark meget bedre. For dengang var det mig, der var LeavingWoman og dem, der stod og vinkede farvel. Siden synes jeg, at jeg har vinket og vinket - og det er svært ...

Nogle gange føler jeg mig meget fristet til at være i bevægelse hele tiden. Aldrig at være så lang tid på et sted, at jeg når at knytte mig til omgivelserne og menneskerne. Tanken er tillokkende. Men jeg tror ikke, at det ville gøre mig lykkelig på længere sigt. Alligevel popper det jævnligt op i mit hoved - at være den evige vagabond ...

Men nu stod jeg altså og snøftede over min køkkenvask, fordi jeg skulle tage afsked med den mexicanske vagabond, som jeg var kommet til at elske så højt. Efter Sarah tog tilbage til Portland, kunne jeg mærke, at Rafael begyndte at blive rastløs. Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen, at han var en vagabond i sit hjerte. Selvfølgelig har jeg lyttet til hans planer om at skabe et hjem for sig selv i junglen, men min mavefornemmelse sagde mig hele tiden, at han slet ikke var færdig med at vandre rundt i verden.

Derfor kom det heller ikke som en overraskelse for mig, da han fortalte, at han agtede at tage til Bribri for at joine et eller andet økologisk fællesskab. Jeg forsøgte ikke at tale ham fra det, for jeg vidste godt, at det økologiske fællesskab bare var næste skridt i Rafaels lange vandring.

Jeg var ikke glad. Nej, jeg var ej. Men jeg inviterede jeg ham på afskedsmiddag på den næstsidste dag, før han skulle af sted. For den sidste dag skulle han bruge på at pakke sine sparsomme ejendele, konstruere en form for rygsæk til dem - og rydde op i det sumpede kollektiv. Alle i kollektivet skulle ud. Stedet var kun lejet for en måned og udlejeren havde ikke lyst til at forlænge lejemålet.

Rafael havde underholdt mig med historier, om hvordan udlejeren meget uhøfligt brokkede sig over både dit og dat, når han kom forbi. Som altid sluttede Rafael endnu en udlejer-historie af med at sige:
"Han virker så utrolig anspændt," synes jeg.
"Han burde virkelig lære at chille lidt."

Det fik mig altid til at grine højt og råt. Hvis jeg havde begået en så fatal fejltagelse som at leje mit sted ud til en bande potrygende surferbumser og deres veganer-flippede damevedhæng - så var jeg sandsynligvis blevet gråhåret på den måned. Enten det - eller også havde jeg i afmagt taget den ene og slået den anden med. For til slut at sætte ild til hele bandens hoftelange rasta-frisurer ...

Rafael var stort set den eneste ordentlige fyr i hele det kollektiv, men han blev selv tiltagende sumpet af at være der. Så det er en mild underdrivelse at sige, at jeg ikke havde de højeste tanker om den flok bong-hoveder, han boede sammen med. 

At jeg sådan kan gå og tænke "tsk, tsk" over den slags, er et klart tegn på, at jeg ikke længere er ung og åben. Men derimod halvgammel, kynisk og knarvorn ...

Rafael tog glad imod min middagsinvitation og sagde, at han ville lave maden - bare jeg sagde, hvad jeg ville have. Og jeg betænkte mig ikke et øjeblik: Jeg ville have verdens bedste guacamole en sidste gang ...

Som altid da Rafael dukkede op, begyndte vi at speedsnakke. Jeg slog mig ned ved køkkenbordet, mens han hakkede løg og tomater til guacamolen - og lige pludselig var alt igen som i gamle dage. Jeg fortalte om mine skriverier, han fortalte den sidste nye udlejerhistorie ...

"Han kom bare ind - helt uden at banke på. Og han var knap nok nået frem til terrassen, før han begyndte at brokke sig," fortalte Rafael harmdirrende.
"Men det kan vel heller ikke betale sig at banke på. Så ville han jo aldrig blive lukket ind, vel?"
"Njaeh, nogen ville vel høre ham. Men han sagde, at vi svinede alt for meget og at stedet var en skandale."
"Hmmm. Hvor mange bor I der i øjeblikket?"
"Aner det ikke."
"Hvis I nu stillede jeres ryge-bong'er lidt væk, så ville stedet i det mindste ikke ligne en narkoman-rede ..."
"Narkoman-rede? Det er da ikke en narkoman-rede."
"Ok, hvor mange gange er der blevet røget i dag? Hvornår blev der fyret op under den første bong? Da første mand havde været vågen i et halvt minut? 20 sekunder?"
"Pffft," svarede Rafael syrligt, men forfulgte ikke emnet yderligere. I stedet sagde han roligt:
"Skorpion."
Det fik mig til at kigge op. Og ganske rigtigt: Henover køkkenbordet spadserede en stor, brun skorpion kækt af sted.
"Den fikser jeg," sagde jeg og indfangede elegant dyret i et plastickrus.

Skorpionens tilsynekomst fik os øjeblikkeligt til at vende tilbage til vores all time yndlings-emne: Junglen. Vi sludrede stadig om junglens mange fortræffeligheder, da vi smed os på sengen foran min computer.

Jeg havde lejet den første Indiana Jones-film, fordi jeg ganske enkelt følte, at Rafael blev nødt til at se den film. Fordi den har verdens bedste indlednings-scene: Der hvor Indiana Jones går ind i grotten i junglen. Med alle de vilde fælder og hans svigefulde assistent, der bliver spiddet. For slet ikke at tale om den rullende sten. Jeg elsker den indledningssekvens!

Mens vi gnaskede chips og guacamole, tonede Indiana Jones frem. Desværre havde jeg glemt, at Rafael har en meget realistisk side i sit væsen, som kommer frem på de mest ubelejlige tidspunkter.

I samme øjeblik jeg skulle til at sukke henført over min yndlingshelt, sagde han:
"Det er bare løgn. Fyren har en læderjakke på i junglen. Og tjek det lige ... der er slet ingen, der sveder."
"Schyyy ... nyd nu filmen ..."
"Hvorfor bliver de indfødte altid fremstillet som uvidende barbarer? Det er virkelig disrespektfuldt!"
"Hold nu kæft og tjek Indiana Jones. Han er lækker ..."
"Han er gammel. Og sikke en fjollet hat."
"Den hat er hans varemærke og flet så næbbet. Se, nu går han ind i grotten ..."
"Aj, men hvad er det dog for noget - sådan ville fugleedderkopper aldrig opføre sig. Og den art hører slet ikke til i regnskoven."
"Men det er vildt uhyggeligt ... sådan at der lige pludselig er fugleedderkopper over det hele."
"Det er mishandling! Deres bagkroppe kan flække, hvis man sådan bare verfer dem ned på jorden på den måde ..."
"Det VED jeg godt. Men det er en film!"
"Og selvfølgelig er hans dumme medhjælper sydamerikaner. Enten er vi narkohandlere eller dumme medhjælpere, når vi fremstilles af Hollywood. Det er virkelig endimensionelt"
"TI SÅ STILLE OG SE FILMEN!"

Og så så vi filmen. Det vil sige: Jeg så filmen. For Rafael faldt i søvn allerede inden Indiana Jones nåede til Egypten. Selv faldt jeg i søvn inden slutopgøret.

På dagen for Rafaels afrejse stod jeg møgtidligt op. For han havde sagt, at han ville tage en tidlig bus til Bribri, og jeg ville for alt i verden ikke misse at sige farvel til ham. Alligevel var jeg bange for, at jeg var for sent på den, da jeg hjulede ned ad vejen.
Da jeg nåede byen, rundede jeg det sumpede kollektiv og fandt kun to rasta-fyre, der sov branderter ud i hængekøjerne. Ellers var stedet tomt. Jeg hoppede op på cyklen og trampede meget hårdt i pedalerne, cirka samtidig med at cyklens ene håndtag faldt af. Med et drøn lå jeg på jorden og våndede mig. Det fik mig til at bande så højt, at den ene rasta-fyr åbnede øjnene og stirrede målløst efter mig, da jeg vredt hjulede væk.

Turen ned til busstationen blev tilbagelagt på rekordtid, og stor var min lettelse, da jeg kunne se Rafaels velkendte skikkelse sidde og læse i en bog.
Han rejste sig op og indfangede mig i et knus og jeg kiggede på hans rygsæk-løsning, som bestod af to sammensurrede spande, som han havde sine ting i.

Når man har nul penge og stor opfindsomhed, ser ens bagage - og alt hvad man ejer - sådan ud ...

Egentlig sagde vi ikke så meget til hinanden den morgen. Rafael forærede mig tre fuglefjer, og da han gik over for at spørge, hvornår bussen dukkede op, listede jeg 30.000 colones ned i hans taske, så jeg var sikker på, at han ikke ville være helt på røven, hvis noget uforudset dukkede op.

Rafael havde mødt to andre mexicanske fyre, som også havde tænkt sig at joine øko-kollektivet i Bribri, og det gjorde mig lettet. Så var Rafael i det mindste ikke helt alene. Og eftersom han nu havde nogle at følges med, takkede jeg af og sagde farvel til ham.

Lige pludselig blev det hele meget akavet og sørgeligt. Men da vi slap hinanden sagde jeg:
"Hvis du nogensinde kommer i tvivl om noget, så ved du godt, hvad du skal tænke, ikke?"
"Jo," sagde Rafael og smilede så meget, at hans ansigt lyste helt op.
"Hvad ville Aleister Crowley have gjort?," sagde vi begge to i kor og grinede højt. Og godt det samme - for ellers havde det været alt for sørgeligt at sige farvel. 

I tvivl om noget? Spørg dig selv, hvad Aleister Crowley ville have gjorde i den pågældende situation ...

Mit knæ gjorde afsindig ondt og mit hjerte det samme, da jeg cyklede hjem. Så jeg slog et smut indenom Puerto Viejo Bakery og købte kage, croissanter og alle mulige andre trøstespise-ting.

Folk der bor her i Costa Rica vil vide, at Bribri er en røvkedelig, lille flække, der ligger inde i landet - ikke særlig langt fra Puerto Viejo. Men den kunne lige så godt ligge på månen, for Rafael har hverken mobiltelefon, computer eller noget som helst andet, som kan holde ham i kontakt med omverdenen.

Funky var i mit hus, da jeg kom hjem. Og han var klog nok til ikke at sige noget, mens jeg lavede kaffe og snøftede henne ved køkkenbordet. Derefter indtog jeg et morgenmåltid der stort set kun bestod af smør og sukker-ingredienser, drak to krus meget stærk kaffe og kæderøg tre cigaretter.

Derefter var jeg så tilpas styrket, at jeg kunne tænke. Desværre var det ikke de allermest muntre tanker, der meldte sig.

"Åh gud," sagde jeg så højt og i så dramatisk et tonefald, at det gav et gib i Funky.
"Hvad nu hvis vi har sendt Rafael lige i armene på en seriemorder? Hvad hvis der slet ikke er noget økologisk kollektiv? Hvad nu hvis det er en fyr, der laver snuff-film?"

"Hvad ved du om det der kollektiv," spurgte Funky i et sagligt tonefald.

"Ingenting," hvinede jeg.
"Det ligger udenfor Bribri og fyren bekender sig til en eller anden religion, som jeg ikke kan huske, hvad hedder. ÅH GUD! Hvad nu hvis Rafael falder i kløerne på en flok religiøse fantaster, som hjernevasker ham? Åh gud, åh gud, åh gud."

"Lad mig lige opsummere det her, MissEva. Du har netop sendt din bedste ven til Bribri uden at vide noget som helst om, hvad han egentlig skal der ..."

Funkys øjenbryn røg helt op i panden, mens han kiggede på mig.

"Faldt det dig slet ikke ind at spørge ham?"

"Jo, selvfølgelig. Det er noget med en stor grund. Og så dyrker de økologiske grøntsager og sådan noget ..."

"Du ved ikke mere end det?"

"Njaeh ... måske kommer jeg i tanke om fyrens navn på et tidspunkt."

"Det er utroligt," buldrede Funky.
"Hver gang jeg ser jer, snakker I i munden på hinanden. Altid knævrer I. Men du aner faktisk ikke, hvor han er taget hen?"

"Selvfølgelig ved jeg det. Han er taget til Bribri. ÅH GUD - han er illegal immigrant, han er ung, han er pæn - han er simpelthen det oplagte offer for en eller anden galning. Jeg mener: Hvem ville savne en illegal immigrant. Officielt eksisterer han slet ikke."

<3

På det tidspunkt havde jeg hidset mig så meget op, at jeg havde tændt to cigaretter, som begge to lå og ulmede i askebægeret, mens jeg selv nærmest løb på
(myggenets-)væggene.

"Prostituerede, hjemløse, illegale immigranter - de er de perfekte ofre. Ingen savner dem - og ved du egentlig, hvor mange der forsvinder sporløst hvert år i Costa Rica? RIGTIG MANGE! Og politiet gør ikke noget, for det skader turismen, hvis den slags kommer frem. Tænk lige, hvor nemt det er at skille sig af med et lig på disse kanter. Gribbene kan fjerne alt på under to dage. Robert Pickton i Canada myrdede mere end 50 prostituerede, før han blev pågrebet. Og det var endda i Canada - som er et civiliseret land. Og våbenlovgivningen i Costa Rica er næsten som i USA. Og har du nogensinde læst om backpacker-morderen fra Australien? Og vi er i en region, hvor strisserne er korrupte og hvor narkoen flyder og lovløsheden hersker. Og vidste du, at der faktisk har været en seriemorder i Puerto Viejo? William Holbert! Og han myrdede løs, inden han blev pågrebet i Panama. Og se også, hvad der sker i Ciudad Juaréz - kvinder bliver myrdet flæng. Narkokrig! Ragnarok! ÅH GUD - STAKKELS RAFAEL!!!"

"MissEva," buldrede Funky og satte mig ned på køkkenbænken med et hårdt tryk på min skulder.
"Nu ryger du de to cigaretter og trækker vejret et øjeblik. Glem ikke at Rafael er et voksent menneske, der er i stand til at klare sig selv. Ikke ulig dig som jo er ..."

Her slog Funky ud med hænderne og sagde med en brægende, lys stemme der helt sikkert skulle forestille at være en parodi på mig,

"... en fri, uafhængig, feministisk kvinde, der kan finde på at gå alene hjem om natten fra Puerto Viejo. Hvis du spørger mig, er dig og Rafael lige tossede. Men jeg tror dog ikke, at der sker ham noget. Dertil er han alligevel for streetwise. Lige nu finder jeg ærlig talt dit indgående kendskab til verdens ondskab og dine fordomme over for Sydamerika mest bekymrende. Slap af - jeg ringer til dig senere."

Og med de ord udvandrede min lille venezuelaner med raske skridt og den sorte paryk stående som en anarkistisk sky omkring hovedet.

Resten af dagen brugte jeg på at æde mig gennem de sukkersøde forsyninger fra bageriet, samt ryge cigaretter og forestille mig, hvilke forfærdelige ting, der kunne overgå Rafael. Jeg havde besluttet mig for at tage til Bribri og kigge efter ham, da telefonen ringede tidligt på aftenen.

"MissEva," lød det i den anden ende. Cognacstemmen var ikke til at tage fejl af ...  

"Det er utroligt, så tidskrævende du egentlig er. Jeg har spurgt mig omkring, og jeg kan fortælle dig, at Rafael er helt okay og i de bedste hænder. Jeg kender David, som ejer den ejendom og det kollektiv, som Rafael er taget til. Han er ven af en af mine meget gode venner her, og jeg kan garantere dig, at han ikke er seriemorder, snuff-film-instruktør eller nogen af de andre, frygtelige ting som din fantasi har skabt. Jeg kan endvidere overbringe en frisk hilsen fra Rafael - han er kommet godt frem og har det godt!"

"Plllfftt?!," var den eneste lyd, der kom ud af min mund.

"Selv tak," lød det tørt i den anden ende.
"Jeg formoder, at du har brugt hele dagen på at ryge og drikke kaffe og bekymre dig. Så jeg vil stærkt anbefale dig, at du ifører dig noget tøj og kommer herind. Om jeg fatter, at du har overlevet i så mange år. Du er jo ikke i stand til at sørge ordentligt for dig selv. Kom ind til restauranten. Jeg har frisk fisk!"

Og med de ord blev røret lagt på.

Jeg stod og kiggede lidt på min telefon, før jeg satte mig på sengen og gav tårerne frit løb. Jeg tudede over at have mistet Rafael, jeg tudede over at have fundet Funky - og så tudede jeg også lidt over det hele, sådan i almindelighed.

Da jeg rejste mig igen for at gå ud og tage et brusebad, gik jeg over til computeren og satte et helt særligt musiknummer på. Et Love Shop-nummer selvfølgelig:

Love Goes On Forever ...









onsdag den 11. juli 2012

Spøgelseshunden og mit første edderkoppebid

Som I kan se, er insekterne altså store her i junglen. Denne fætter var så venlig at sætte sig på mine cigaretter, så man rigtig kan se størrelsesforholdet ... 


Kære læsere,

jeg ved ikke, om I nogle gange har spekuleret over, hvordan det egentlig føles at blive bidt af en wolfspider på størrelse med en mindre underkop. Hvis I har, så behøver I ikke at bryde jeres kønne hjerner med dét spørgsmål længere. For jeg kan nemlig berette, at det gør AFSINDIG ONDT!

Og jeg kan tilføje, at det bliver ved med at gøre ondt i foreløbig mere end en time.

På den måde slutter dagen egentlig lige så dumt, som den begyndte. Allerede i morges da jeg vågnede, var jeg så træt som et alderdomshjem. Jeg slæbte mit mødige legeme ud af sengen og satte vand over til kaffe med et dybt suk, mens jeg kløede de 2.132 nye myggestik, som jeg havde fået i løbet af natten, fordi jeg var så idiotisk at falde i søvn uden at mygge.

Jeg har været utrolig forkælet i de sidste mange uger. Hvis det ikke var Meise, der sørgede for varm kaffe med sukker og mælk på sengekanten - så var det Rafael.

Men Meise og øgler pakkede deres habengut i går og drog videre til San José. Og Rafael hænger ud i sit sumpede kollektiv inde i byen. Så jeg er helt alene igen, og huset føles ualmindelig tomt og stille. Jeg savner øglerne! Jeg savner Meise! Og jeg håber på, at Rafael snart dukker op igen.

Heldigvis holdt ensomheden kun til vandet kogte, så stak Funky nemlig hovedet indenfor og spurgte, om jeg ikke gav en kop mokka. Det gjorde jeg, og mens vi sad og snakkede og slubrede kaffe, raslede det ved døren.
Funky nåede ikke at se den, han reagerede kun på lyden. Men jeg så den ud af øjenkrogen. Det var et hundelignende dyr med gule øjne. Jeg rejste mig op og løb hen til døren, men jeg vidste godt, at det er ikke var noget derude. Og ganske rigtigt: Der lå en pøl vand på trappen, ellers var der ikke spor af noget. Til gengæld fik jeg gåsehud og kulderystelser. Faktisk blev jeg af underlige årsager rigtig bange.

"Hvad var det?," spurgte Funky.
"Du er helt hvid i hovedet, du ser ud som om, at du har set et spøgelse."
"Det har jeg også," sagde jeg værdigt og var sikker på, at jeg lige var på nippet til at blive til grin.
"Der var et sort, hundelignende dyr med gule øjne ude på trappen. Men det eksisterer ikke i virkeligheden. Jeg så det bare. Jeg kan ikke forklare det på anden måde."
Min bemærkning fik øjeblikkeligt Funky til at rejse sig op og gå hen og kigge ud af den åbne dør.
"Hvor er den så nu? Kom den ind, eller skræmte du den væk?"
"Jeg tror, at jeg skræmte den væk. Den kom i hvert fald ikke ind. Jeg så den kun i et glimt."
Til min store overraskelse, så han spekulativ ud. Normalt er Funky den første til at drille mig eller holde moralprædikener for mig. Nu gjorde han ingen af delene.
"Jeg synes du skal sætte din drage hen ved døren. Drager passer på indgange," sagde han så.
Jeg har et stykke træ, der ligner en drage, som jeg har fundet på stranden i Cahuita Nationalpark.
Da han var gået, satte jeg dragen hen ved døren. Jeg tænkte, at uanset hvad det var, jeg havde set, så kunne det i hvert fald ikke skade at sætte drage-træet på vagt.

Resten af dagen brugte jeg på at skrubbe min veranda og savne Meise og øglerne. Jeg har besluttet mig for at lave skrivehjørne ude på verandaen. Jeg er blevet meget glad for at sidde på en tæppe på gulvet og skrive. Og det er gået op for mig, at jeg fungerer bedst, hvis jeg har en fast skriveplads. Adskillige af de langbenede Orb-edderkopper blev derfor verfet væk med kosten. Derefter blev alt skuret og skrubbet med rigelige mængder vand.

Da terrassen skinnede som en nyslået mønt, besluttede jeg mig for at slæbe min seng derud. Jeg er nemlig begyndt at sove ud på terrassen engang imellem, og jeg må sige, at det er en dejlig oplevelse at være så tæt på junglen. Ergo tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne flytte min seng permanent derud.

Men der havde jeg alligevel været for optimistisk. Da jeg endelig med møje og besvær skulle til at lirke sengen ud af terrassedøren, fandt jeg ud af, at sengebenene var for lange til at komme gennem døren. Og at hele operationen burde være udført af tre bodybuildede flyttemænd - og ikke et slapsvanset blegansigt som mig. Det tog mig yderligere en times tid at få lirket sengen tilbage til sin vante plads. Jeg var meget skuffet, for jeg elsker at bo i min seng - og det ville virkelig være hittet at have sengen ude på verandaen.

Det var lige akkurat blevet mørkt, da jeg havde stillet sengen på plads. Så jeg smed mig på den med et suk og en tændt cigaret. Og ud af øjenkrogen ... så jeg den igen. Og denne gang kan jeg i hvert fald sige så meget, at hvad der end er udenfor min dør, så er det ikke en hund. Men det er et sort dyr med gule øjne.

Jeg blev forskrækket. Og hvad der forskrækkede mig mere var, at Red røg op med samme hastighed, som jeg selv gjorde. Men han gøede ikke. Tvært i mod bakkede han baglæns hen mod mig, mens han kiggede på den sorte dørfirkant.

Det er et princip, at jeg nægter at lade mig skræmme i mit eget hjem. Så jeg gik i regnskovs-sheriff-mode, nappede lommelygten og styrtede hen til døren. Red gik med mig, og det gjorde mig mere modig, end jeg nok normalt ville have været. Men igen var der ingenting på trappen. Heller ikke noget under huset eller omkring huset. Der var en vandpyt på trappen, men om det var den samme vandpyt fra i morges - og om den kunne have noget med spøgelseshunden at gøre, har jeg ingen anelse om.

Hvad det end var for et syn, som min hjerne præsenterede mig for - så var der ikke noget at se i den virkelige verden. Red gik vagtsomt rundt med løftet hale og ditto ører, men heller ikke han fandt noget.

Vi gik tilbage til huset og jeg lukkede døren meget omhyggeligt efter mig. Hvilket er en fjollet ting at gøre, eftersom døren jo bare består af myggenet banket på et træskelet. Jeg vurderer at en lang negl eller en lillebitte lommekniv er cirka hvad der kræves, hvis man gerne vil ind i mit hus. Men det forhindrer mig altså ikke i at lukke døren, når jeg føler mig lidt utryg ...

Jeg tror nok, at det var spøgelseshundens tilbagekomst der rystede mig så meget, at jeg glemte alle mine sædvanlige sikkerhedsrutiner. I hvert fald besluttede jeg mig for at tage et hurtigt aftenbad, fordi jeg lugtede usædvanlig hampert - selv efter jungle-normer, hvor man altid går rundt og lugter en smule hengemt.

Derfor gik jeg ud i badeværelset og opdagede, at en eller anden havde hængt et mørkt, vådt håndklæde til tørre ud af vinduet.
At gøre den slags når man er omgivet af jungle, svarer nogenlunde til at stille et gratis fadølsanlæg op foran et kollegie. Det tiltrækker ...
I dette tilfælde edderkopper og skorpioner som er glade for at søge ly på fugtige og mørke steder. Og håndklædet havde hængt udenfor siden i går...

Men mine tanker var stadig koncentreret om spøgelseshunden, så jeg hev adspredt håndklædet indenbords, ind til mine fingre strejfede nogle insektben. Jeg har noteret mig, at insektben generelt er underlig ru og har en form for modhager eller sådan noget. I hvert fald reagerede jeg prompte med at holde håndklædet ud i strakt arm og ryste det grundigt. Jeg nærstuderede det - og der var intet insekt i håndklædet længere.

En af årsagerne til at jeg næsten aldrig bader om aftenen er, at badeværelset er af mørkt, tropisk træ. Derfor er det umuligt at se, hvilke spændende dyr man har selskab af, når man står med bar mås og tralalaller under bruseren. I begyndelsen da jeg boede i huset, var badeværelset klart det rum, der gjorde mig mest insekt-paranoid ...

Jeg hentede igen min uundværlige lommelygte og lyste lidt hist og pist. Men uden resultat. Hvilket undrede mig. Der havde helt sikkert været noget i håndklædet - men nu var det væk. Og tilsyneladende fuldstændig forsvundet.
Derfor smed jeg tøjet og trillede fredsommeligt ud i badeværelset igen. Jeg nåede lige at sætte foden inde for døren, så føltes det som om, at jeg blev stukket i foden af en ualmindelig stor og vital hveps. Det gjorde så ondt, at jeg hoppede rundt på et ben og skreg virkelig højt. Fordi det simpelthen hjælper at skrige. En ubehagelig stikkende smerte bredte sig derefter til hele foden - og så begyndte det at svide helt vildt.

Jeg bandede fælt, mens jeg humpede hen efter min lommelygte. Godt nok var mine fødder møgbeskidte, men jeg kunne ikke se noget som helst på foden. Den gjorde bare ondt. Jeg var helt sikker på, at jeg var blevet stukket af en skorpion, fordi det gjorde så ondt. Men badeværelset var så tomt som et politisk valgløfte.

Men det var fordi misæderen havde taget flugten ud i stuen. Da jeg kom ud fra badeværelset, sad han midt på gulvet og så ualmindelig diabolsk ud. En rimelig stor wolfspider på størrelse med en mindre underkop. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var ham, som havde sat kindbakkerne i min liljehvide fod. Jeg løb efter min edderkoppefanger, og min bevægelse fik ham til at tage flugten. Helt hen til døren til verandaen, hvor han stod og svajede ubeslutsomt frem og tilbage. Jeg benyttede øjeblikket til at finde min edderkoppe-fanger, som er en papkasse på en pind - og da jeg atter kiggede mod døren, var han væk.

Det fik mig til at bande værre end nogensinde. Vi taler simpelthen om møgbeskidte, sorte talebobler fyldt med knive og dødningehoveder. Jeg greb igen lommelygten og lyste under sengen og i alle kroge ovre ved verandadøren. De nada. Absolut intet spor af den onde overfaldskop.

Så jeg sidder nu i min seng med min stakkels, maltrakterede fod på en pude. Jeg håber, at wolfspideren er løbet ud. Og hvis han ikke er det, så håber jeg, at han holder sig væk fra min seng. Jeg vil dælme nødig bides engang til - for føj hvor gør det dog stadig ondt!

Til gengæld var det heldigt, at jeg fik kastet et blik på overfalds-koppen. For så vidt jeg kan se, var det en helt almindelig wolfspider, og ikke en brazilian wandering spider. For sidstnævnte er ualmindelig giftig. Jeg krydser dog fingre for, at det ikke er en af de edderkopper, hvis bid opløser vævet. For så er jeg altså lidt fucked.

Men min fod ser rimelig normal ud. Den er hverken hævet eller noget. Den gør bare ondt og svider. Som om jeg var blevet stukket af en stor hveps. Så jeg satser på, at jeg er frisk og fin imorgen.

Det eneste gode ved det her er, at jeg er temmelig sikker på, at synet og lyden af mig der hoppede splitternøgen rundt på et ben, mens jeg skreg højt, med garanti har jaget alt i nærmiljøet væk - inklusiv mærkelige spøgelseshunde ...











torsdag den 5. juli 2012

Jeg vil ha' det hele!



(Jeg ved godt, at jeg skylder SÅ mange indlæg. Men bær lige over med mig ... jeg forsøger at gøre mit bedste. Og TAK til alle jer, der stadig læser med - trods min upålidelighed. Jeg vender også tilbage og svarer på alle de fine kommentarer og alt... men lige nu: Bær over med mig!)

Min forestående død er midlertidigt udskudt. I går lå jeg ellers på min seng hele dagen og skiftevis rystede af kulde og svedte vildt. Jeg havde ondt i knoglerne, i hovedet og havde kvalme. Rigtig ubehageligt. Meise og ungerne var taget til Cahuita Nationalpark og Rafael var taget ind til byen for at arbejde på sit kommende sandwich-imperium. Jeg var med andre ord helt alene, og under normale omstændigheder ville jeg have nydt det i fulde drag. Men eftersom jeg var for slatten til at foretage mig noget, blev jeg bare liggende i sengen - opfyldt af selvmedlidenhed.

Det var derfor virkelig opmuntrende, da huset atter blev fyldt med øgler og mennesker, så jeg kunne få fuldt udbytte af fordelen ved ikke at ligge syg alene: Nemlig masser af medlidenhed.
Hver eftermiddag sidder der en ældre, enlig grib og slumrer i et træ udenfor huset. Jeg pegede dramatisk på den, og forklarede Meise, at den bare ventede på at få en chance med mig. Derefter gik jeg over til at beskrive i malende vendinger, hvor skidt jeg egentlig havde det.

"Nååår," sagde hun sødt og gik igang med at koge kanelvand til mig. Kanelvand med mælk og sukker er - ved siden af køleskabskolde kokosnødder - en af mine yndlingsdrikke i øjeblikket.

Meise tyssede også på øglerne, som til ære for min snarlige død nedsatte deres støjniveau fra 120 db. til cirka 80. Og det var lige før, at hun også gik ud og tyssede på brøleaberne.

Vi har vilde figentræer rundt om huset, som bærer frugt i øjeblikket. Det betyder, at vi har fået brøleaberne helt tæt på. De mæsker sig i figner og støjer helt eventyrligt. Nogle gange så meget, at de vækker os om natten, fordi de fistrer rundt på taget og udstøder deres rungende brøl, så hele huset ryster. Men de er sjove at kigge på, og det er unægtelig luksus at jeg kan studere vilde aber fra min hængekøje ...

Selv om Meise serverede kanelvand og moderlig omsorg på sengekanten, følte jeg ikke, at jeg havde fået det maksimale ud af min snarlige død. Jeg meddelte derfor Edwin pr. fb-chat, at jeg var syg og at hvis han ikke så mig i de næste par dage, så skulle han tjekke på mig. Jeg anførte, at han aldrig ville få lejet huset ud igen, hvis mine jordiske rester fik lov til at ligge og rådne op i sengen.

På mest tilfredsstillende vis fik jeg øjeblikkeligt et sødt svar fra ham, hvor han skrev, at jeg skulle sørge for at slappe helt af og ringe, hvis der var det mindste, han kunne gøre.

Opmuntret af de fine reaktioner på min snarlige død, blev jeg imidlertid kålhøgen og mailede Funky om, at jeg var syg og at jeg donerede mit lig til de sorthovede gribbe, som er mine yndlingsfugle heromkring.

Fire minutter efter ringede Meises telefon. Hun tog den. Og selv om hun sad ved køkkenbordet, kunne jeg høre helt ovre fra min seng, at det var Funky. Hun rakte mig telefonen med et små-sadistisk smil ...

"MissEva!," buldrede Funky i den anden ende.
"Jeg er efterhånden ved at være godt træt af dig. Hvordan har du det?"
"Jeg har det helt fint, synes at jeg er blevet meget bedre i løbet af de sidste fem minutter," pippede jeg.
"Det er i hvert fald løgn! Meise fortæller mig, at du har været dårlig hele dagen og at du er helt hvid i hovedet. Hvilket betyder, at du må være nærmest selvlysende ..."

Jeg overhørte fornærmelsen om min ansigtskulør og gentog bare, at jeg havde det udmærket.

"I morgen tager dine venner til San José," kværnede Funky videre.
"Og så ligger du alene i junglen. Syg med mystiske symptomer som helt sikkert er noget, du har samlet op, fordi du farer rundt i junglen uden at tænke dig om. Har du rørt ved noget? Er du blevet bidt af noget? MissEva ... det her er ikke viking-town Copenhagen, hvor alt er harmløst. Må jeg minde dig om, at du er i Centralamerika, du ejer ikke en mobiltelefon, du bor i junglen - i et hus uden lås på døren, hvilket i sig selv er dybt uforsvarligt - og du er omgivet af dyr og planter, som du ikke ved noget om. Det skulle ikke undre mig, at du er blevet forgiftet af et eller andet. Den nærmeste ordentlige læge er i Hone Creek, og hvis du bliver dårligere kan en ambulance ikke engang nå ud til dig. Jeg lukker restauranten og kommer og ser til dig!"

Jeg har en svaghed for Funky. Han er en lille, venezuelansk fyr med enorme, smægtende brune øjne og et hår der - når det ikke lige er samlet i en hestehale - står omkring ham som en sort, krøllet sky af gigantiske proportioner.
Hvis virkelig fin årgangs-cognac kunne tale, så ville den lyde som Funky. En dyb, smuk og melodisk stemme. Læg dertil at Funky har et enormt hjerte, som omfatter de mærkeligste typer - lige fra mig, over til byens mest sølle eksistenser - og til en virkelig grim og ucharmerende due, som var faldet ud af reden nær hans restaurant og som han reddede og opmadede - og som nu følger ham indædt, hvor han går og står.

Faktisk har jeg så stor en svaghed for Funky, at jeg godt kan finde på at smutte forbi hans restaurant om aftenen og sidde og kigge på, at han forbereder noget af maden til næste dag. Så hælder han kold hvidvin op til mig i et højstilket glas og spørger bebrejdende, om jeg har fået noget ordentligt at spise i løbet af dagen. Jeg svarer altid nej, for så laver han et eller andet lækkert til mig. Og så sidder jeg og guffer i mig og kigger på ham og tænker, at jeg aldrig har set et menneske, som er så meget i kontakt med sig selv, som Funky er, når han arbejder i et køkken. Hver eneste bevægelse han foretager, er omhyggeligt koordineret og kontrolleret. En poetisk køkkenballet opført af en mand, hvis mørke hud står i så fin kontrast til alle de hvide, blanke flader i køkkenet. Jo, jeg har helt bestemt en svaghed for Funky ... 

Men tanken om at have ham + den medfølgende moralprædiken siddende på min sengekant, når jeg ikke var på toppen, var alligevel for meget af det gode. Så jeg skyndte mig at true ham med alverdens ulykker, hvis han dukkede op - og jeg tilføjede, at jeg var omgivet af mennesker, som kiggede efter mig.
Modstræbende accepterede han tanken om, at han ikke skulle hugge sig heroisk gennem junglen med macheten og redde mig fra gribbene.

Det var med et lettelsens suk, at jeg gik i seng. Alene. For Rafael havde kastet ét blik på min usunde ansigtskulør og erklæret, at han sagtens kunne sove sammen med øglerne og Meise.

Rafael har ellers været fraværende i det sidste stykke tid. Han og Sarah - som også boede her - besluttede at relokere til byen, hvor de havde skaffet sig et lille værelse i et sumpet kollektiv. Men Sarah skulle jo tilbage til Portland og gøre sin uddannelse færdig. Vi fulgte hende til bussen i forgårs. Inden da havde jeg inviteret hende og Rafael ud på en rar frokost. Og jeg må være ærlig at sige, at jeg næsten var ved at græde, da jeg så hende forsvinde i en støvsky mod Limon. Jeg har nydt Sarahs selskab så utrolig meget. Hendes stille form for humor, hendes alvor, hendes omsorg og alle de gode samtaler vi har haft. Som jeg sidder og skriver dette, har jeg udsigt til den hjemmelavede drømmefanger, som hun lavede - og jeg savner hende inderligt.

Det samme gør Rafael. Og derfor er han tilbage i huset, og for første gang i lang tid havde vi i forgårs en af de nætter, som vi havde mange flere af, da vi lige havde lært hinanden at kende. Vi lå og snakkede om vores liv. Rafael er rastløs og overvejer at vandre videre. Ikke fordi han har nogen planer - men fordi han er den mexicanske vagabond, der endnu ikke har fundet, hvad han søger. Jeg er stolt af mig selv, for jeg kvalte mit ego og bad ham ikke på noget tidspunkt om at blive her. Jeg ved, at jeg vil savne ham helt forfærdeligt, hvis han forsvinder. I løbet af de måneder, som jeg har kendt ham, er jeg kommet til at elske ham højt. Nogle gange frustrerer jeg ham helt vildt, fordi jeg er den kyniske, vesteuropæiske ryger og kødspiser. Men jeg tillader mig at tro, at jeg giver ham lige så meget, som han giver mig.
Og i forgårs faldt vi - som så mange gange før - i søvn hånd i hånd.

Det er en af de ting, som jeg tror, at jeg skal lære. Før i tiden har jeg altid ønsket, at tingene skulle blive ved med at være, som de hele tiden har været. Jeg havde svært ved at tage afsked med noget, som er godt. Sådan som mit liv ser ud lige nu, kommer jeg til at tage afsked med noget godt rigtig mange gange. Meise og øglerne tager tilbage til Spanien. Måske vandrer Rafael videre mod nye eventyr. Uanset hvad - så ændrer tingene sig hele tiden. Jeg forsøger at give de mennesker som er omkring mig, alt hvad jeg har. Uanset om jeg ser dem igen eller ej.
Og jeg tror, at det er vigtigt for mig at lære. At elske - og give slip. Og at elske igen - og give slip.

Den erkendelse kom til mig, da jeg sagde farvel til Sarah. For pludselig gik det op for mig, hvor meget, jeg har sagt farvel til i løbet af det sidste halvandet år. Men jeg tillader mig at tro, at kærlighed aldrig er spildt. Måske ser jeg aldrig Sarah igen. Måske ser jeg aldrig de iranske kaffedrenge igen. Men de har alle sammen en permanent plads i mit hjerte. Og jeg tror, at jeg kan vende tilbage til dem, når jeg får mulighed for det. For jeg tror ikke, at de glemmer mig - lige som jeg ikke glemmer dem.

Hvad mine danske venner angår ... uh ... så er det her nogle hårde dage. De er allesammen på Roskilde Festival lige nu. Og den festival rummer så mange gode minder for mig, at jeg virkelig får hjemve. Jeg savner min venner. Allerede inden jeg tog afsted vidste jeg, at jeg ville komme til at savne mine venner. Men igen er jeg begyndt at tro på, at kærlighed overvinder det meste. Jeg ønsker at have mennesker i mit liv, som jeg kender og som kender mig. Jeg ønsker at have en rød tråd af kærlighed i mit liv.

Det er en anden erkendelse, som jeg har gjort. Jeg kan ikke bare skøjte af sted uden at have ankre i mit liv. Min venner er mine ankre. Og det skal jeg finde ud af at balancere. For lige nu sker der så mange sjove og nye ting her. Jeg møder nye mennesker, som godt kunne blive venner for mig. Men jeg ville føle mig fattig, hvis jeg ikke længere havde mine danske venner. Med andre ord vil jeg have det hele.

Det er min udfordring lige nu. For alting tager tid. Og jeg er for alvor ved at få hul igennem til denne her by - men det sker på bekostning af hyggelige Skype-samtaler med Danmark. Jeg har nemlig travlt med at hænge ud i nærmiljøet!

Til gengæld behøver jeg ikke at bruge tid på at sortere ud i mine danske venner. Dér er jeg helt klar i spyttet. Jeg ved, at jeg er ufattelig priviligeret at have de mennesker, som jeg har. Jeg har ingen venner, som jeg har ambivalente følelser for. Jeg har ingen venner, som måske godt kunne sorteres fra, hvis det endelig skulle være. Nixen bixen.

Jeg vil have det hele! Dem allesammen - alting!

Og det er en af de ting, som jeg skal finde ud af. For der er mennesker i mit liv, som jeg aldrig vil give afkald på. Lige nu er de på den anden side af jorden, men jeg skal finde ud af at balancere mit liv på en ordentlig måde. Og det var faktisk også en af de ting, som jeg rejste ud for at finde ud af. Jeg ville finde ud af, hvad der virkelig betyder noget for mig.

Well ... efter seks måneder har jeg min første konklusion: Andre mennesker betyder noget for mig. Mine venner i absolut særdeleshed - men også bare små møder med andre mennesker er betydningsfulde.

Nok om lommefilosofien. Næste morgen da jeg vågnede, regnede jeg med, at Meise og øglerne tog til San José for at møde Meises måske-kæreste, som er taget herned for at se hende.

Meningen var, at de skulle bo i et hus, som en af måske-kærestens bekendte ejede. Imidlertid var alt gået i ged, og måske-kæresten var i stedet taget til Puerto Viejo for at møde Meise + øgler.

Rafael tog afsted for at passe sit kommende sandwich-imperium. Øglerne blev sat af længere nede ad vejen for at lege med nogle andre unger, og Meise tog til byen for at blive afpelset, så hun var glat og lækker til måske-kærestes ankomst.

Jeg drog et lettelsens suk og lagde mig tilbage puderne. Jeg havde netop lukket øjnene, da en insisterende banken fangede min opmærksomhed. Henne ved den åbne dør stod Funky og bankede med en pose croissanter i den ene hånd - og et SIM-kort i den anden.

Nu tror jeg snart, at jeg har en costa ricansk telefon-forbindelse ...

Men nu bliver jeg nødt til at afbryde min skrivning. Huset er fuldt. Meises måske-kæreste er ankommet, øglerne bliver ved med at afbryde mig - og jeg har besluttet at give velkomst-middag i byen. Jeg tror, at Funky har noget rimelig rart i baghånden til os. Jeg har i hvert fald sat ham ind i situationen - og jeg satser på, at Meises måske-kæreste vil føle sig godt modtaget inden aftenen er omme...

Jeg vil dog lige nævne, at jeg har det bedre. Da Funky var gået, åbnede jeg en iskold dåseøl. Og den smagte godt. Ergo: Jeg er rask!