Glæden ved de små længsler

 Når jeg løfter hovedet fra mit arbejde, kan jeg nyde synet af denne dejlige dame, som hænger på væggen over mig. Flotte bryster!

Min far har lige været inde og sige: "Du ryger for meget!" Det siger han hver eneste aften, inden han siger godnat og går i seng. Jeg drikker også for meget Pepsi Max, men det er svært at lade være - køleskabet er fyldt med dem og de nærmest tigger om at blive drukket af mig.

Men udover disse to ting er jeg faktisk meget imponeret over min far. Han har ikke en eneste gang nævnt, at hans pæne bord stønner under vægten af notater, der ligger spredt som efterårsløv over det hele. Han tager det pænt, at der er viskelæder-snulder på gulvet - plus et par af mine sokker.

Engang imellem kommer han ind, hvor jeg sidder og arbejder. Så sætter han sig ned og kigger dystert på mig.

"Med dine talenter," siger han så.

"kunne du få en god stilling som kriminalreporter på et af dagbladene."

"Et fast job," tilføjer han med længsel i stemmen.

På en måde ville jeg ønske, at han havde ret. At jeg rent faktisk lige kunne gå ud og lande et job et eller andet sted. Men sandheden er, at der findes masser af dygtige journalister derude, som er arbejdsløse. Og lur mig om de ikke både har bedre netværk og kontakter, end jeg har.

Men nu er en god stilling heller ikke det, som står øverst på min ønskeliste. Husk på, at ingen børn går sultne i seng, hvis min røv hænger i vandskorpen. Og derfor gider jeg ikke at have dårlig samvittighed over, at mit liv er underligt. For det er underligt. Og jeg kan lide det på den måde. Der er dage, hvor jeg drømmer om at have mange penge, så jeg kunne købe undertøj fra Agent Provocateur og måske have et lillebitte kolonihavehus i Danmark, hvor jeg kunne lukke en dør og være alene. Men sådan er det ikke lige nu, og når alt kommer til alt, er det nu'et, som er det vigtigste og det eneste, som jeg rigtig ejer. Fremtiden kender jeg ikke og fortiden er ligesom sket - hvad har man så tilbage? Ja, nemlig ... Nu'et.

Sådan ser mine notater ud. Tegningerne kommer til henad vejen - som regel som små overspringshandlinger, eller når jeg tænker over et eller andet … 

Nu'et mestrer jeg. Og i øjeblikket forsøger jeg at udvide min kompetence til også at indbefatte planer for fremtiden. Det har jeg ellers undgået meget omhyggeligt, fordi jeg havde mere lyst til at tage tingene som de kom og se, hvad dagen bragte.

Den går ikke længere. Jeg behøver bare at kigge på den alenlange liste, som jeg har liggende ved siden af mig. Ting som jeg skal gøre. Ting som ikke bliver gjort, medmindre jeg gør dem. Det er på én gang sjovt og skræmmende.

Først og fremmest skal jeg være færdig med at redigere min bog. Det har taget så lang tid, fordi jeg har været størknet oveni hovedet. En blanding af præstationsangst og personlige sorger har efterladt mig næsten handlingslammet i en længere periode. Her til aften kiggede jeg så endnu engang hele mit manuskript igennem. Så gik jeg ud og sparkede en havestol fem meter gennem luften i bar arrigskab. For sandheden er, at masser af tid ikke nødvendigvis gør en bog bedre. Noget af det, som jeg har omskrevet, er jeg ganske godt tilfreds med - andet har jeg sukket højlydt over og bragt tilbage til sin oprindelige form. Så meget for at sidde og pille i sin tekst som en sirlig gammeljomfru. I morgen tager jeg den store slagterkniv frem - og så bliver jeg s'gu færdig. Helst inden jeg driver mig selv og mine omgivelser til vanvid.

For jeg skal videre. Jeg er træt af min bog. Der er stadig tidspunkter, hvor jeg kan blive helt glad for noget, som jeg har skrevet. Men efterhånden føles det hele alt for velkendt. Jeg er i smug er begyndt at lave notater og nedskrive idéer til nye bøger.

Jeg er også begyndt at længes igen. Men jeg er god til at dosere længslen. Jeg tillader mig selv at have en lille afkrog i hjernen, hvor jeg længes efter noget. Hvor jeg tænker og drømmer om noget andet end det, jeg er i. Det kræver en vis form for balance - for længslen må ikke gøre ondt. Den må gerne udmønte sig i små dagdrømme og hyggelige, bittersøde spekulationer. Men ikke mere end det.

For tro mig: Når man først sidder i en situation, hvor man VIRKELIG længes efter noget eller nogen, fylder det hele hjernen, giver søvnløse nætter og æder ens sjæl indefra.

Da jeg lå i min hængekøje i Costa Rica og kiggede på ildfluernes aftenshow mellem træerne i junglen, forestillede jeg mig nogle gange, at jeg gik gennem Berlins gader. Det var som en film - optaget dengang jeg var 18 - 20 år gammel og tilbragte tid i den tyske hovedstad. Nogle gange førte mine erindringer mig op af trapperne ved Wittenberg Ubahn-station, hvor jeg kom op til synet af solen, der gik ned over Ku'Damm og Gedächnistkirches distinkte læbestift- og pudder-silhuet.

Dengang føltes Berlin som hele verden og et kæmpestort eventyr, som var tilrettelagt lige præcis for sådan en lille, snottet provinspige som mig, der endelig var kommet til byen.

Badeanden er købt til min ven Anders og venter bare på at blive givet væk, næste gang jeg ser ham … 

Åh, teknokoncerter i kondemnerede bygninger, hemmelige fester der foregik i fjerde baggård og krævede, at man så cool ud, så man kunne komme ind og danse hele natten mellem sortmalede vægge og flirte med fyre med mohawks i graffiti-indsmurte barer.

Mig der gjorde mit bedste. Og nogle gange lykkedes det mig faktisk at køre den af som en cool verdenskvinde i afrakkede militærbukser, Dr. Martens, tyrkisk brokadevest og med lange mørke krøller og kulsorte øjne.

Fornemmelsen af at falde i søvn på et afdanket hostel i en eller anden sidegade med lommerne fyldt med små sedler, hvis ejermænd man kunne opsøge - hvis man gad.

Men det gad man ikke. For næste morgen ventede en ny dag. Og man kunne spadsere tværs gennem byen, eller man kunne tage Ubahn'en og komme lige derhen man ville på rekordtid.

Og når man havde brug for at tænke, kunne man gå ind på den jødiske kirkegård og sidde og meditere i en verden fyldt med efeu og en sær, foruroligende skønhed. For derefter at gå ud i verden igen og ramle direkte ind i en gadekoncert, som kickstartede en fest, der varede lige så længe, som man selv kunne holde.

Og museerne. Smukke som bare fanden, billige at besøge og fyldt med århundreders historie og skønhed. Det perfekte tidsfordriv, indtil ens hjerne var så overfyldt med indtryk, at man blev nødt til at gå hjem og stirre ind i en væg, indtil hovedet blev klart igen.

 Er der nogen, som IKKE er småsyge i øjeblikket? Jeg har hostet en uge og min søde far har i den anledning disket op med noget temmelig stærk hostesaft.

I Berlin er der højt til himmelen, og jeg har altid elsket den by. Første gang jeg besøgte den, delte Muren stadig byen i to dele og gav en særlig, hektisk vibe til byen. Jeg var 13 år og Berlin var min første, rigtige storbyoplevelse.

Siden har jeg været der mange gange. Men ikke nok gange, kan jeg mærke. For jeg længes efter den. Jeg vil tilbage. Jeg vil gå op af Wittenbergplatz Station i solnedgangen og se, om jeg kan finde genfærdet af en ung pige med langt, mørkt hår og store, forundrede øjne ...

Hvordan og hvornår, ved jeg ikke. Jeg gør det, når jeg har fortjent det. 

Sådan ser det ud, når man kommer fra Wittenberg-siden. Hver gang jeg tager til Berlin, er det fast tradition, at jeg tager u-banen til Wittenbergplatz. Og lige så fast en tradition er det, at synet af Ku'damm og kirken altid giver mig sug i maven. 

Hjemme hos Sødesen

Men jeg venter på, at Jesper kommer hjem, så jeg kan spørge ham, om jeg må uploade et billede af ham, kan I kigge på mine nye strømper. Op til flere drilagtige typer har mobbet mig med, at jeg ikke turde vise et billede, hvor jeg havde dem på. Det tør jeg godt. Lige dér har jeg ikke noget at skamme mig over - så her er net og gåsehud fra Jespers altan. Og jeg venter stadig på en anledning til at føre mig frem i disse helt vidunderlige strømper … 

Hvis jeg havde kunnet se mit eget liv som 14-årig, var jeg muligvis blevet lidt skuffet over min egen indsats. Jeg ville nok have bebrejdet mit 41-årige jeg, at hun ikke var taget ud at rejse noget tidligere. At hun ikke havde forfulgt sine drømme mere målbevidst, og at hun ikke havde været lidt mere modig.

Men når jeg kigger tilbage på mit 14-årige jeg, er jeg ganske godt tilfreds med hendes gode instinkt for andre mennesker.

Det var på anden eller tredje dag på EFG, at jeg spottede en af mine klassekammerater stå og lege distræt med snoren til rullegardinet. En lyshåret dreng der tilsyneladende var helt væk i sine egne tanker. Jeg behøvede kun det ene øjeblik til at konstatere, at han lignede en, der havde humor - og at han også lignede en, der ikke anede, hvorfor han var tilmeldt denne sære uddannelsesinstitution.

Jeg husker ikke, hvordan vi faldt i snak. Men jeg er ret sikker på, at jeg har haft en så klar fornemmelse af, at han var sød, at jeg bare gik over til ham og begyndte at snakke på ham. Han hed Jesper. Han var fra Ringsted. Han blev min ven.

Han sad på første række i klasselokalet. Jeg havde selvfølgelig gemt mig på de billige rækker allerbagerst, hvor det ikke var så tydeligt for lærerne, at jeg brugte mine skoledage på at tegne små karikaturtegninger og sende breve til min veninde, Majse, som jeg også gik i klasse med.

EFG skulle forberede os på det virkelige liv. Og det virkelige liv indebar, at vi lærte at skrive på maskine og skrive breve, der blev indledt med "I det vi takker for Deres ordre, sender vi hermed en faktura og så videre og så videre."

Det var ikke mange af den slags breve, som jeg fik produceret i maskinskrivning. I stedet korresponderede Jesper og jeg flittigt om livets gang på en svagbørnskoloni, som vi havde opfundet.

På EFG mødte jeg også Myre og Freund, som også blev mine venner. Myre, Jesper og Freund boede i fuglekvarteret, hvor alle husene havde fine forhaver og vejene var opkaldt efter danske sangfugle.

Freunds hus lå centralt for både Jesper og Myre, og ergo var det ikke sjældent, at vi lavede aftaler om at mødes hos Freund. Gerne uden at Freund vidste det. Men så bankede vi på hans rude, til han lukkede os ind. Det var Majse, Myre, Freund, Jesper og jeg. Vi drak litervis af kvædete og mine første forsøg ud i madlavning var også med disse fremragende mennesker som forsøgskaniner.

Jesper forlod skolen efter EFG for at prøve kræfter med den virkelige verden. Mine forældre holdt hårdt på, at jeg skulle have en HH-eksamen, så jeg var fanget i skolesystemet to år mere.

Men selv om Jespers og mit liv gik i to forskellige retninger, fortsatte vi med at holde kontakten. Vi fortsatte med at drikke kvædete, skvadre i telefon og i det hele taget bo under hinandens vinger.

Og nu sidder jeg her. 26 år efter jeg første gang så Jesper. Det er så svimlende lang tid, at jeg ikke kan forstå det. Han ligger og slumrer fredeligt på sofaen. For et øjeblik siden rejste jeg mig op og lagde det kanariegule uldtæppe over ham.

"Nej, Sveske," mumlede han.

"Det skal du ikke gøre. Jeg skal op om et øjeblik."

"Men Sødesen," sagde jeg.

"Det nytter jo ikke, at du bliver kold på benene."

Jeg har boet hos Jesper i et par uger. Engang imellem kalder jeg stedet for 'Heartbreak Hotel', men for det meste kalder jeg det hjem. Vores liv er mere forudsigeligt end DSB's køreplan.

Jesper står tidligt op og arbejder i det hele taget ekstremt meget. Når han er ude af døren, står jeg ud af sofaen, laver kaffe, rydder mit sengetøj af vejen og sætter mig derefter til computeren. De sidste to dage har jeg arbejdet på det samme kapitel. Jeg skulle sådan set bare lave en overgang og en indledning, men jeg har kæmpet meget med at få ordene til at blive rigtige.

Jeg har cirka skrevet 8.000 ord - og slettet 8.000 ord. Jesper ved godt, at jeg skriver. Men jeg tror, at det først nu er begyndt at gå op for ham, at det er et arbejde på linje med alt andet. At man faktisk risikerer at bruge timer foran computeren og stadig være frustreret, når arbejdsdagen er overstået.

I forgårs sad jeg stadig og baksede med teksten, da klokken havde passeret 21.00. Til sidst blev han træt af at høre mig småbande og hev mig væk fra spisebordet med en meget håndfast bevægelse.

"Hør her, Sveske. Du bliver ikke færdig med det i aften. Du skal have en pause, så nu kan du selv vælge, om vi skal se Aviator eller Inglourious Basterds."

Vi valgte den sidste. Og jeg fordi jeg er lidt tyndhudet i øjeblikket, blev jeg nødt til at holde en pude for ansigtet, da en tysk soldat blev tævet ihjel med et baseballbat.

Til gengæld er jeg blevet rimelig god til at røre mærkelige ting sammen i en wok og servere dem for Jesper, når han kommer hjem. Jeg er også ferm til at sige:

"Sødesen, klokken er næsten et - du skal i seng. Ellers er du alt for smadret i morgen."

Det bliver sagt i et strengt tonefald, for ellers bliver han hængende oppe til klokken to og får på den måde kun fire timers søvn. Hvordan han klarer at køre i det tempo, aner jeg ikke. Jeg var segnet for længst.

Om aftenen går vi arm i arm gennem Ringsteds mørke, kolde gader med Carla i snor. Vores gamle vane med at tale om alt, er midlertidigt lagt på hylden. Vi har begge to store planer, som vi taler om. Lige som vi hver dag sidder som et gammelt ægtepar og diskuterer 'hvordan vores dag er gået'.

I går havde vi en ualmindelig god session, hvor vi snakkede om vores kommende internetprojekter og skiftedes til at være djævelens advokat over for hinanden. I baggrunden stod fjernsynet tændt for Vild med Dans.

Da jeg opdagede det, for jeg op.

"For helvede," brølede jeg.

"Nu stikker du en gaffel i øjet på mig, så stikker jeg en gaffel i øjet på dig."

"Måske skulle du bare gå ud og ryge," svarede Jesper.

Og det gjorde jeg. Ud på altanen hvor jeg i forvejen tilbringer en del tid med mine cigaretter.  

Det er som om, at dagene står stille og jeg bare æder dem en for en, mens jeg arbejder videre med bogen.  

Det er okay med mig. Jeg har brug for den ro. Og jeg har brug for Jespers selskab. Jeg lærer ham endnu bedre at kende ved at bare at være her og have ensformige hverdage med ham. Jeg kysser ham på kinden eller på håret, næsten hver gang, jeg går forbi ham.

Og han siger "Ih, altså" hver gang jeg gør det.

Engang imellem rammer vi hinanden på det helt rigtige øjeblik og får fortalt hinanden præcis, hvad der foregår inde i vores sjæle. Eller vi får grineflip over de mest mærkelige ting - akkurat som dengang vi var teens og drak kvædete og syntes, at vi var de mest indsigtsfulde personer i verden.

Vi kan stadig have formålsløse samtaler, som vi begge synes er originale og inspirerende. Så sent som i går havde vi en længere snak om, hvem vi helst ville have som naboer. Det udsprang af noget med en rockerborg i Vanløse, og vi var begge rørende enige om, at vi ikke ville have noget imod at have rockere som naboer. Men hvis Jesper virkelig skulle vælge helt frit på alle hylder, ville han helst have Audrey Hepburn som nabo. Jeg fik rodet mig ud i, at jeg gerne ville bo ved siden af Erik Clausen. Åh ja.

Men om natten når jeg ligger på Jespers labre designersofa og skal til at falde i søvn, så tænker jeg på, at den 14-årige pige aldrig kunnet have forudset, at tingene ville være sådan 26 år efter, at hun gik hen til den lyshårede dreng og spurgte, om han ville hænge ud med hende. Jeg er meget taknemmelig på hende ...