tirsdag den 21. februar 2012

Surferdude og okkulte Snehvide



I aften for præcis en måned siden stod jeg med to kufferter og den lille hundesnude i lufthavnen i San José. På den ene side virker det som om, at det er hundrede år siden. På den anden side virker det, som om det var i går.

Udover at jeg føler mig mere sikker på mig selv, synes jeg også, at jeg har fået oparbejdet en ganske pæn kulør. Jeg er i det mindste ikke skummetmælks-blålig bleg længere.

Derfor er det også en lillebitte smule irriterende, at der er en fyr, som bor her på vejen, som altid hilser mig med enten "Hey snowwhite baby!" eller "Hey silver skin!"

Han er amerikaner eller canadier, har langt lyst hår snoet til dreadlocks, er (selvfølgelig) surfer og så nogenlunde på min alder. Jeg har ham stærkt mistænkt for også at være bz'er, for han bor i et ret flot hus, som bærer præg af, at ejerne ikke er hjemme. Her er han flyttet ind i et enkelt værelse og engang imellem, når jeg går forbi, kan jeg høre musik gennem de lukkede skodder.

I morges da jeg vågnede kunne jeg mærke, at jeg trængte til en ordentlig dosis solskin i hjernen, så jeg besluttede mig for at tage på stranden - for første gang mens jeg har været her alene.

En strandtur kræver uhyrlige forberedelser, fordi både jeg og Carla skal helkrop-marineres i solbeskyttelse, før vi tager afsted - men endelig vandrede vi ned af vejen på vej mod stranden.

Pludselig hørte jeg det sædvanlige "Hey snowwhite baby" gjalde bag mig. Normalt plejer jeg altid at svare med et "Hola, surfer-dude" og vandre videre. Men i dag stoppede jeg op og ventede på, at surfer-dude kom op på siden af mig. Han kom slæbende med sit board og så mægtig veloplagt ud.

Jeg fortalte ham, at fra om meget kort tid ville det være slut med at kalde mig snowwhite, for nu var jeg på vej til stranden for at opbygge en seriøs tan.

Hans smil stivnede. Han så nærmest bestyrtet ud, stoppede op, stillede sit board fra sig og kiggede på mig.

"No, don't do that, man," sagde han indtrængende.

Jeg spurgte, hvorfor jeg ikke skulle gå på stranden. Om der var varslet hajer?

"No," svarede han klagende.
"I like your skin, man. It's beautiful. Don't get a tan!"

Jeg takkede for komplimentet. Det er alligevel ikke så tit, at man bliver beundret for at være bleg. Det virkede til at opmuntre ham, for det næste han sagde, var:

"Hey - I'll like to touch that skin of yours anytime. If you'll like me to?"  

Jeg fortalte ham ganske kort, at mit hjerte pt. var findelt i blødende småstykker og at jeg ikke var helet nok til at gøre nogetsomhelst med det modsatte køn. Desuden havde jeg i det sidste år fucket mit liv op på flere nivauer og var totalt uberegnelig og ikke værd at samle på.

"Thats too bad, man," sagde han beklagende og trak på skuldrene.
"But hey - you know what they say, man ... the best way to get over a guy is to get under another..."

Det fik mig til at grine højt og jeg fortalte ham, at det var nøjagtig, hvad min veninde Tanja plejede at sige.

"Oh, is she here with you?" spurgte han forventningsfuldt.

Jeg måtte skuffe ham og forklare, at Tanja var langt væk - i Danmark. Det fik ham endnu engang til at trække på skuldrene

"But you know, man - if she's your friend, you'll always have her with you in your heart."

Det var jeg enig i, og vi fulgtes ad til stranden, mens han forklarede om det caribiske ocean, som åbenbart kun er vildt nu, men bliver stille som en mæt hundehvalp omkring maj måned og to måneder frem. Han forklarede om suset ved at komme op på den rigtige bølge og talte surfer-lingo en masse
 Dette lille sære broderi tog jeg med i kufferten. Jeg har arvet det fra min Moster, og hun har sikkert fået det fra et eller andet religiøst familiemedlem med hang til håndarbejde. 

Heldigvis berettede jeg jo om surferfesten her på bloggen, og min gode fb-ven Kasper havde i kommentarfeltet på fb, fortalt om et sted, der kaldtes for cold hawaii på den jyske vestkyst. Det fortalte jeg surfer-dude - plus mine sædvanlige, uvederhæftige historier om havene omkring Danmark.

Det er efterhånden gået op for mig, at jeg ganske enkelt bliver nødt til at sætte mig ind i de danske farvande, hvis jeg skal begå mig socialt i nærmiljøet!

Vi skiltes ved stranden. Jeg kom med en lam undskyldning og smuttede. Af forfængeligheds-årsager. For på en eller anden måde var det faktisk rart, at surfer-dude syntes, at jeg var pæn. Og jeg så ingen grund til at fratage ham illusionerne ved at udsætte ham for synet af mig i badedragt...

Det røde flag var oppe, hvilket betyder, at badning er forbundet med livsfare. Men da alle andre så ud til at være ligeglade med det, fulgte jeg flokken og kastede mig glad i bølgen. Og det var fedt! Men for pokker, hvor skal man være forsigtig! Understrømmen er heftig, og selv om jeg er en god svømmer, ikke så meget som overvejede jeg at svømme ud. Jeg blev i vandkanten og nød det rigtig meget.

Mens jeg badede, blev det overskyet og derfor hoppede jeg på min flotte, røde cykel og cruisede planløst afsted med Carla i cykelkurven.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. For her er simpelthen så smukt. Jeg er helt klar over, at noget af det skyldes nyhedens interesse fra min side. Men omvendt holdt Hareskoven aldrig op med at miste sin magi for mig, og jeg tror heller ikke, at omgivelserne her vil gøre det.

Alene de mange dufte er ved at gøre mig helt svimmel af fryd. Der er hele tiden nye dufte - og de er meget stærke, fordi her er varmt. Selv om skoven virker som en tæt, grøn mur, skifter den hele tiden udtryk. Blomsterne er mærkelige at se på. De er smukke på deres egen, vilde måde. Og junglen lurer hele tiden i periferien - parat til at æde civilisationen. Et skilt der ikke bliver vedligeholdt, bliver lynhurtigt fyldt med mos, omkranset af spindelvæv og tæt omfavnet af slyngplanter.

Det får mig til at føle mig ydmyg, fordi naturen på disse kanter ikke er en lille dresseret puddelhund. Det er et stort rovdyr, som skal have med pisken, hvis den ikke skal æde dig.

Bedst som jeg trallende cyklede afsted fik jeg øje på et mærkeligt skilt. Et skilt med et billede af en hånd. Ved siden af skiltet var der en trædør, som næsten var skjult af en engletrompet-busk. Billedet af hånden gik igen på døren i lille format.

Her i regnskoven er jeg begyndt at tro på lidt af hvert. Med mig i min kuffert havde jeg en gave fra Andrea "Titanias Oraqle Book". Det er en bog, som giver svar på alle spørgsmål ... Andrea gav mig den, fordi jeg aldrig kunne lade den være i fred, når jeg besøgte hende.

I forgårs spurgte jeg bogen, om der var noget, som jeg skulle være opmærksom på i min allernærmeste fremtid. Og den svarede: "Dine fødder."

"Pfft," tænkte jeg surt, fordi jeg synes det var en noget jordnær og kedelig melding. Så gik jeg ud af døren og vred om på min fod på trappen.

I løbet af dagen gav mine nye flip-floppere mig den obligatoriske vabel mellem storetåen og den næste tå. Og da jeg vågnede næste morgen, havde jeg fået et insektstik, som fik hele hele foden til at spænde og gøre ondt. Plus at min nyerhvervede vabel var blevet øm og betændt.

Jeg rodede i min kuffert og fandt mine førstehjælpsremedier. Gemt blandt dem var en rød og en hvid halefjer fra henholdsvis min papegøje Ronja og Goffy. Det fik mig til at gå i computeren og kigge på nogle af de billeder, som gøjepasser Gitte havde sendt til mig.

På et af billederne sidder Gitte med gøjerne, og jeg kiggede længe på det billede, fordi jeg syntes, at hun lignede en smuk, men melankolsk, udgave af Kleopatra, og jeg tænkte, at jeg glædede mig til den dag, jeg kunne give hende et stort knus.

Om eftermiddagen hentede jeg mails - og en af dem var fra Gitte. Hun skrev, at hun havde drømt om mig, og at vi havde givet hinanden et stort knus. Det havde gjort hende så glad!

Sådan synes jeg hele tiden, at jeg oplever mærkelige ting, som jeg ikke helt kan forklare.

Skiltet med hånden symboliserede simpelthen, at her boede en håndlæser.
Jeg holdt rigtig længe og kiggede på det skilt. Men af en eller anden årsag kunne jeg ikke få mig selv til at åbne trædøren under engletrompeterne. Jeg røg en cigaret, drak noget vand, rørte forsigtigt ved døren. Men vendte så om og kørte hjem.

 Jeg er overbevist om, at der bag denne dør lurer alskens spændende ting!

I nat drømte jeg om den dør. At jeg gik ind af den og vandrede af en alenlang havegang. Jeg vågnede inden jeg nåede frem til håndlæseren.

Siden har den dør ikke forladt mine tanker. Jeg obsesser simpelthen over den!

Jeg har en klar fornemmelse af, at jeg er ved at give los for samtlige af mine indestængte, okkulte tendenser. Fordi ... her i regnskoven virker det som om, at verden har en masse lag. Her sker underlige ting som jeg ikke kan forklare, og mange af dem virker til at være helt logiske alligevel.

Jeg kan med andre ord konstatere, at jeg ikke lige som de andre, midaldrende spirituelt søgende damer her i området. Nixen bixen. Det er ikke mig, I finder i en ashram eller igang med en ny yoga-øvelse. I stedet er jeg ved at forvandle mig til okkulte Snehvide med syv små voodoo-tricks i ærmet ...

















 


 

søndag den 19. februar 2012

Billeder af verden


I morges da jeg vågnede, besluttede jeg mig for at lave et lille dogme-fotoprojekt. Reglerne er følgende: Alle billeder er taget på én dag. Alle (undtagen dem i huset) er taget fra min cykel. Hvis jeg kørte forbi et godt motiv og ikke nåede at stoppe, var det forbudt at køre tilbage. Lyset er kedeligt, men det var forbudt at vente på det lækre eftermiddagslys. Og jeg skulle holde op med at fotografere, når det blev mørkt. So here we go ... 

Dette er det første jeg ser, når jeg vågner om morgenen. Regnskoven gennem køkkennettet. Mit nethus er mørkt og køligt om dagen, hvilket faktisk er rart!



 Her er så den hængekøje, som jeg har fantaseret så meget om. Det ironiske er, at jeg faktisk ikke bruger den særlig meget. Foretrækker at sidde og hænge på rækværket.



Sådan ser skoven ud i stærkt formiddagslys. Dette er udsigten fra verandaen. 



Mere udsigt fra verandaen ...


 
Altid huske - aldrig glemme. Normalt er jeg ikke plaget af myg, men myggene her er nogle skrappe små sataner. Hvis jeg ikke husker at mygge mig inden jeg går i seng, så æder de mig i løbet af natten...



 Er den ikke bare smuk? Det er en såkaldt 'Eyelash Viper' - og den bor lige udenfor mit hus. Heldige mig! Læg mærke til, hvor uvenligt træet er - det har pigge. Imidlertid skal man ikke spille smart overfor Mr. Solskinsgul. Eyelash Viperen er temmelig giftig.



 Hver dag går jeg af denne sti op til Edwins hus, hvor min cykel står ...



Stadig stien op til Edwins hus - jeg synes den er så pæn, og den lugter så godt om morgenen.

 

Edwins hus. Det lader til, at det er ridedag. Normalt står der altså ikke opsadlede heste foran huset. 



 Dette er så vejen fra Edwins hus og ned til den asfalterede vej. Tror vel at den er en halvanden kilometer lang.


 Ooog ... her drejer jeg så ud på den asfalterede vej, der fører til Puerto Viejo.


Her er mange småbitte broer, som man kører over. Og de giver altid lige mulighed for at glane ind i skoven. Jeg har set, at der er folk der lejer kajakker og sejler inde i junglen. Det vil jeg også prøve! Men jeg kan mærke, at det er en af de ting, som jeg vil gøre sammen med en ven. 


Dette informative skilt står ved den strand, der ligger tættest på mig.


Og i dag er det røde flag oppe. 


Og som vi kan se, er folk jo helt vildt autoritetstro og holder sig væk ...


Red er begyndt at følge med mig overalt. Og det er faktisk så påfaldende, at jeg er bekymret over, om Edwin er sur over det. 



Sådan ser det Caribiske Hav ud, når hun er livsfarlig. Hun er smuk, er hun! Og det er faktisk ikke bølgerne, der er livsfarlige. Jeg tror, det er understrømmen. Man kan virkelig mærke, at havet trækker en ud. 


Den lille hundesnude spejder eftertænksomt ud i horisonten ... 


Fred, kærlighed og kaffe. Synes det lyder som et sted, man gerne vil hænge ud. Jeg kigger stadig efter det sted, der tilbyder sex, drama og tequila. Men det ligger sikkert inde i Puerto Viejo. 

 
 Pitstop på en restaurant med internet. Dette sted har været mit foretrukne indtil videre. Men nu har jeg fundet et sted, der er hundrede gange federe - og som har stikkontakt, så min computer ikke hele tiden løber tør for strøm. 


 Surfertype pakker sammen efter endnu en dags jagt efter den perfekte bølge. Jeg har luret lidt på surferne, og ved nu, hvor de pakker sammen, når de kommer op af vandet. Jeg lover hermed, at jeg nok skal kreere en lummer fotokavalkade på et senere tidspunkt
.

Tai Chi eller bare almen tilbedelse af havet? I hvert fald kan jeg godt forstå ham ...

 
Nyttig service-information ... 

 

Jo tættere man kommer på Puerto Viejo - jo flere cyklister dukker der op. I cykelafstand er der vel 15 minutters kørsel til Puerto Viejo. Men det er jo ikke svært at være cyklist, når solen skinner og blæsten er varm.
 



Her ligger mange steder, hvor turisterne kan få husly og leje surfboards. 


Dette er det første jeg ser af Puerto Viejo, når jeg kører ind i byen ...

 
 ... Og på den anden side ligger havet. Faktisk ender hovedgaden i en strand. Og det kan jeg godt lide!



 Stranden ved Puerto Viejo. Solen er ved at gå ned,  lyset er ved at forsvinde. Men se, hvor smukt skoven og bjergene tegner sig i horisonten ...



Dette er en gade, der går parallelt med hovedgaden. Se se ... for enden af gaden er det Caribiske Hav.

fredag den 17. februar 2012

Freak City og selvransagelse

Butterfly-love ...

Edderkoppen blev hovedtemaet for gårsdagens blog. Fordi den oplevelse var så kæmpestor en sejr for mig. Men egentlig synes jeg, at jeg havde en ret god - men også ret sær - dag i går ...

Jeg begyndte dagen med at sidde på min trappe og drikke kaffe i morgensolen sammen med Carla og Red. Carla har modstræbende accepteret, at Red mere eller mindre er flyttet ind. Men han skal ikke forsøge tage sig friheder overfor hende, så knurrer hun som en diminuitiv bikube og Red lusker øjeblikkeligt slukøret og smaskende over på sin plads.

Når solstrålerne bliver filtreret gennem et grønt bladtag, er de ikke så nådesløse. Jeg tillod mig derfor den luksus at hive min t-shirt op og blotte min ryg for elementerne. Og det var dejligt at blive gennembagt af solen.

Da jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne tåle mere, dappede jeg ind i huset for at snuppe mig et bad. Men i brusenichen lå noget meget underligt. Så underligt at jeg blev nødt til at hente min lommelygte for at studere det nærmere.

Det var helt klart organisk væv i forrådnelse. Jeg kunne både lugte og se det. Man har vel engang virket som en slags kriminalreporter på Ekstra Bladet! Det var svært at se, hvad det havde været. Det var en klo af en slags. Måske en klo fra en fugl eller halen fra en skorpion. Umuligt at afgøre.

Jeg undersøgte minituøst omgivelserne for at se, om der eventuelt var et dyr, der lå og rådnede et sted. Om der var et hul i taget, som noget kunne være faldet ned fra. Men intet resultat.

Og pludselig følte jeg mig som hovedrolle-indehaveren i en tropisk genindspilning af den Polanski-film, hvor en lejer finder en tand i væggen i sin nye lejlighed. Jeg kan huske, hvor uhyggeligt jeg syntes, at det var. Desværre har jeg glemt resten af filmen. Eller heldigvis kan man måske sige ... 

 Lige over middag er regnskoven så stille, så stille. Det er sommerfugle-timen. Så flagrer de fint rundt og gør alting dekorativt ...

Jeg diskuterede sagen med hjernerne i køkkent.
"Dette er kun begyndelsen," hvislede den syge hjerne.
"Imorgen finder du et afhugget abehoved i dit køleskab - og så tager tingene fart derfra ..."

"Det var dog mærkeligt," sagde den fornuftige hjerne.
"Men hvis du ikke kan finde nogle tegn på, hvor det er kommet fra. Og hvis du har lyst hele badeværelset igennem - så må du bare slå dig til tåls med, at der ikke er en ordentlig forklaring. Jeg ville glemme det, hvis jeg var dig."

Den kreative hjerne sagde som sædvanlig ikke noget. Jeg har vænnet mig til, at den ofte har en reaktionstid på et par dage, når man stiller den et spørgsmål.

Jeg fulgte den fornuftige hjernes råd, fjernede den rådne klo og tog mig et bad. Bagefter kørte jeg ind til Puerto Viejo. Og for første gang i al den tid jeg har været i Costa Rica, oplevede jeg, at der var nogle fyre, der hissede af mig. Altså siger sådan nogle mærkelige kattelyde til en.

Jeg ikke en ung pige længere. Men jeg kan stadig huske præcis hvor ulideligt det var at interraile i Italien og hele tiden blive antastet af og fløjtet efter af diverse mænd. Allerede dengang irriterede det mig, at jeg ikke blev set som et menneske - men nærmere som en fisse på ben.

Eller måske ikke engang det ... bare som et objekt, som man kunne lade sine indestængte, seksuelle frustrationer gå ud over. Oven i det følte jeg en dyb forurettelse  - ordet 'had' melder sig faktisk i mit hoved - over, at jeg skulle udsættes for det, fordi jeg var en pige. Der var s'gu ingen italienske damer, der løb rundt og generede de mandlige turister.

At blive hisset efter på gaden overgår langt, hvad jeg ønsker at finde mig i. Især i den alder jeg har nu, hvor jeg har lagt min pigelige usikkerhed af mig.

Ergo bremsede jeg min cykel, vendte mig om, kiggede på de formastelige mænd og brølede "Oh, shut up - will you?"

Virkningen udeblev ikke. De holdt kæft på sekundet. Sandsynligvis fuldstændig paralyserede over at blive vredt nedstirret af et midaldrende kvindfolk. Men til gengæld faldt jeg i snak med en af dem. Han hed Charles, fortalte han. Havde rastahår til hofterne og iført en beklædning der udelukkende bestod af enten billeder af Bob Marley eller tøj i de kendte rastafari-farver.

Hans ansigt var smalt og slet ikke fyldigt som hos de jamiacanske mennesker. Det viste sig da også, at han egentlig var fra Nicaragua. Alligevel talte han et bredt jamica-engelsk og fortalte, at han havde været væk fra Puerto Viejo i cirka otte år, og at han nu var kommet tilbage for et par år siden. Han ernærede sig ved at sælge ting til turisterne. Perlearmbånd som han selv lavede og den slags ting. Noget lavede han selv, noget købte han fra andre.

Og han tilføjede også, at han tog hjem til sin familie i Nigaracua en gang om året. Jeg fortalte lidt om Danmark og om mig selv, og vi skiltes i bedste forståelse. Han lovede at lade være med at hisse af mig igen, og jeg lovede at komme forbi og sige hej engang imellem.

Kan I se, hvad jeg mener? Det er s'guda oldschool-hippiestil ...

Bagefter tænkte jeg meget over Charles. Jeg kender intet - absolut intet - til Nicaragua. Men jeg kan forestille mig Charles - med sit hoftelange hår og sit mærkelige tøj - komme hjem til en lille by og besøge sine forældre.

Jeg kan forestille mig, hvor mærkelig han må virke. Hell - han ville virke mærkelig selv i København, som er min eneste målestok for tolerance og accept af forskelligartethed. 

Og pludselig følte jeg, at jeg havde knækket en lillebitte nøgle til Puerto Viejo. Denne by er et freak-paradis. Det er et sted, hvor de særeste typer driver i land og bliver hængende. Byen giver de perfekte rammer for at spilde tiden - ja, måske hele livet - på mest komfortabel måde.

Turisterne i byen er som turister er flest - folk på gennemrejse, der gerne vil have en sjov tid. De kan have alle farver og faconer. Men især er her selvfølgelig mange amerikanske turister. Jeg har også hørt et rygte om, at her skulle være rigtig mange tyske turister. Anyways tillader jeg mig overordnet at se på turisterne som en slags energi, der er i byen. Og uden dem ville Puerto Viejo se væsentlig anderledes ud ...

Det fascinerende er tilflytterne.

Foreløbig har jeg kun haft mulighed for at observere dem på afstand. De fleste af dem er amerikanere, og når de hilser på hinanden i supermarkedet er der ingen tvivl om, at de har skabt deres egen subkultur. De har en indbyrdes rangorden, som jeg ikke helt kan gennemskue. Og det virker også som om, at de til en vis grad lukker sig omkring deres eget tilflytter-univers.

Når de kommer cyklende eller kørende ind i byen, så  hilser de på mange af restaurant- og butiksejerne. De nicaraguanske og jamaicanske gadehandlere får lov at passe sig selv. Det lader til, at også de har deres egen subkultur.

Helt almindelige, udenlandske børnefamilier virker det ikke til, at her er så mange af. Jeg tror det skyldes, at Puerto Viejo ligger på den "fattige" kyst. De fleste arbejdspladser - inklusiv de store amerikanske virksomheder - ligger på stillehavskysten. Puerto Viejo er et sted man vælger aktivt til.

Her er mange has beens - altså mennesker der stadig klynger sig til dengang i 60'erne, hvor deres band spillede et opvarmningsjob for Rolling Stones. Mange af dem lever stadig hippie-stilen fuldt ud og har noget skrøbeligt og gennemsigtigt over sig.

Selv om de har boet i Puerto Viejo i mange år, er deres yndlingssamtaleemne stadig dengang de boede i L.A. og omgikkedes de kendte og var lige ved at make it big.

Så er der de søgende, midaldrende damer. De er meget solbrændte, har et par tatoveringer hist og pist og taler ulastelig spansk. Jeg er helt sikker på, at rigtig mange af dem begynder deres dag med meditation eller yoga.

I det hele taget er Puerto Viejo en festbuffet af yoga, meditation, holistisk massage og alskens andet spirituelt gøgl. Hvis man gerne vil have en ny identitet, så kan man bare begynde at rage ned af hylderne. Vegansk buddhist? Værsågod! buddhistisk surfer? Here you go ...

Gadebilledet flyder imidlertid over med mennesker, der har det klassiske rød-gule-grønne tøj på, som symboliserer rastafari-livsstilen. Men det er buddhisme og alle afarter af østerlandsk filosofi og religion, der præger det spirituelle businessliv i byen.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om folk mener det med rastafari - eller om det bare er fordi, det er blevet det universelle symbol for heftig hash- og potrygning. For det virker som om, at potrygning også er en slags religion på disse kanter ...

Byen har på én gang en atmosfære af hippieagtig tolerance - men samtidig er det en lille by, hvor folk kender hinanden. Og grundstemningen virker også lilleby-agtig med alle småbyers stramme regler for, hvordan man skal opføre sig, hvis man vil accepteres.

Jeg undrer mig over hippiekulturen. Det lader til, at den simpelthen stoppede med at udvikle sig engang tilbage i 60'erne. I hvert fald er det ikke i Puerto Viejo, at hippiekulturen finder nye veje og udtryksformer. Den er fuldstændig old school her - komplet med løst hår, batiktøj og hjemmetegnede skilte med fredstegn. 

 Jeg frygter for min tøjstil, hvis tøjet skal købes her i Puerto Viejo ... :-)

Den slags skræmmer mig lidt, for en kultur der er størknet i gamle symboler er måske også størknet i sin tankegang. Det der skræmmer mig ved størknede hippier er, at de går rundt med en idé om, at de er mere tolerante og åbne end andre mennesker. Men deres tolerance er en, som de selv har defineret - og nogle gange har den meget snævre rammer. Faktisk omfatter den kun folk, som har de samme meninger og ligner dem selv. Og den slags hykleri har jeg det som regel meget svært ved ...

Den caribiske og jamiacanske kultur ligger som en understrøm i hele byen. Jeg har svært ved at se, hvad den går ud på - andet end at her er mange jamaicanere, meget rastafari og mange t-shirts med billeder af Bob Marley. Men jeg glæder mig til at finde ud af det.

I det hele taget glæder jeg mig til at kigge nærmere på Puerto Viejo. Byen er spraglet og mærkelig ud over alle grænser, så der er nok at tage fat på

... Og oven i det hele - som en stor, spændende bonus - befinder jeg mig faktisk midt i et område, hvor her bor en masse native people - faktisk regnskovsindianere! Jeg har mødt dem hist og pist - vandrende afsted på dirtroads. Men jeg har ikke set en eneste indiansk person i Puerto Viejo endnu. Hvor mon de hænger ud? Sidder de bare og sladrer med hinanden under et bananblad ude i junglen?

Måske er alt det jeg lige har skrevet helt forkert. Måske er byen helt anderledes, end jeg tror. Jeg spekulerede meget over det, mens jeg cyklede hjem.

Jeg spekulerede også meget over mig selv, og jeg tror det er derfor, at det er givende at rejse et nyt sted hen. Hvis jeg skal se denne by med åbne og fordomsfrie øjne, så bliver jeg også nødt til at kaste et blik på mig selv.

Hvem er jeg? Er jeg en af de midaldrende, spirituelt søgende damer, der bare har eksporteret mig selv og en 40 års krise til et andet sted i håbet om at finde en form for mening med livet? Jeg ved for eksempel, at hippier meget ofte irriterer mig grænseløst meget med deres - i mine øjne - tomme snak om fred og medmenneskelig kærlighed. Hvorfor bliver jeg provokeret af det? Hvad er det for nogle sorte pletter, jeg skal finde hos mig selv? Hvem er jeg i forhold til alt det her?

En ting ved jeg i hvert fald nu - der er dømt seriøs selvransagelse i det lille regnskovshus ...

Ps: Hvis der er nogle af jer, der ligger inde med links eller andet guf, som kunne være interessant i forhold til Puerto Viejo, Rastafari, regnskovsindianere - ja, hvadsomhelst ... så tøv ikke med at kommentere og smide links.
Alan! Du er god til at korrigere mig og finde links ... så hvis du læser det her ... jeg er taknemmelig for alt, hvad der kan gøre mig klogere på den caribiske side af Costa Rica. (Og resten af Costa Rica for den sags skyld.)

 Det er MEGET SVÆRT at være goth i Puerto Viejo ...

----------------------------------------------------------------------------------------
Skrevet senere samme aften:

SHERIFFEN PÅ NYE EVENTYR

Ja, ja, det er jo nemt at være kålhøgen oven på én succesoplevelse. Men skal vi ikke bare sige, at jeg nød det maksimalt, mens det stod på? At jeg havde en virkelig lykkelig stund, mens jeg gik rundt og legede sheriff på matriklen?

Men nu er sheriffen i problemer, der er kommet en ny outlaw ind på territoriet. Det er utvivlsomt edderkoppernes svar på Calamity Jane. Sort som synden og hurtig som bare fanden. Og så kan den hoppe ...

Det ser grangiveligt ud som om, at den bærer rundt på et lille, mobilt spind i forbenene. Kan det virkelig være rigtigt? Nogle edderkoppe-eksperter tilstede?

Først opdagede jeg nogle ubehagelige, behårede ben, som stak ud fra bag stikkontakten. Og som i alle gyserfilm er det altid mest uhyggeligt, når monsteret kun anes. Således også i den virkelige verden. For jeg kunne jo hurtigt regne til og trække fra og på baggrund af stikkontaktens størrelse kontra benene der stak udenfor, estimere mig frem til at gårsdagens edderkop var piece of cake i forhold til denne her.

Stålsat hentede jeg min lommelygte for at kigge nærmere på den og udtænke en slagplan derfra. Men da jeg kom tilbage ... var den væk. Jeg lyste i alle retninger og under gæstesengen og alle steder. Ingenting.

Jeg vandrede ud i køkkenet og kiggede hårdt på hjernerne.

"Seee," hvislede den syge hjerne.
"Jeg sagde jo nok, at den rådne klo bare var begyndelsen. Dit hus er ramt af en regnskovsforbandelse og om 14 dage finder Edwin de rådne rester af dit lig med edderkoppeæg i samtlige kropsåbninger ..."

"Den er sikkert løbet ud igen," sagde den fornuftige hjerne.
"Og måske har den boet derinde hele tiden - og har den på noget tidspunkt generet dig? Nej vel? Jeg ville tage det helt roligt. Den ser du nok ikke mere til."

"Lav noget mad, tag et glas rødvin, hyg dig med Red og Carla. Du kan alligevel ikke gøre noget, så lad være med at bekymre dig. Husk hvad du selv har fortalt mig: Der er rigtig mange af dine bekymringer, som aldrig går i opfyldelse. Du er simpelthen for sortsynet nogen gange!" konstaterede den kreative hjerne.

Jeg ignorede som altid den syge hjerne og lavede et sandt spaghetti-festmåltid til mig selv, Carla og Red.

Så fandt jeg blyant og papir frem og gav mig til at tegne. Jeg er nemlig fast besluttet på at lære denne svære - men også sjove - kunst.

Pludselig var der noget, der hamrede så hårdt mod døren, at den stod i vibrerede i flere sekunder. Braget fik både mig, Carla og Red på benene.

Mens Carla og Red stod og kiggede vagtsomt ud i mørket, kiggede jeg ind i gæsteværelset. Og der sad den. Nok så nonchalant på væggen. På størrelse med en underkop, men mere atletisk af udseende end gårsdagens edderkop. Udstrålende diabolske vibrationer der fortalte mig, at jeg var oppe mod en modstander, der ikke fandt sig i noget pis.

Jeg bakkede ud i køkkenet, fandt kasserollen, min tegneblok og lommelygten. Listede tilbage til gæsteværelset. For at komme til edderkoppen blev jeg nødt til at flytte en stol, som stod ved væggen. Med det alleryderste af min fingerspidser tog jeg fat i stolen. Og i samme øjeblik jeg gjorde det, sprang den. Lige ud i luften - i øjenhøjde med mig.

Jeg er ked af at indrømme, at sheriffen udstødte et vildt skrig og tumlede baglæns.

Edderkoppen forsvandt.
Lige nu står Carla og knurrer som en gal henne ved døren ud til verandaen. Så øjeblik ... mig og lommelygte tjekker lige, om der står en bogeyman derude.

Det gjorde der ikke. Men monsteredderkoppen var kravlet op på væggen igen. Og den er fan'me hurtig - jeg var ellers modig med kasserollen og slog til som et lyn, men endnu engang sprang den, og det fik mig til at tabe kasserollen af bar forskrækkelse.

Situationen er lige nu, at gigantisk monsteredderkop er forsvundet igen. Sheriffen har lyst lidt med lommelygten. Stået og hoppet foran gæsteværelset og - inspireret af tortur-metoderne i Guantanamo - afspillet hele Metallicas 'Death Magnetic' med retning mod den krog, hvor dyret sidst blev set.

Med andre ord prøver jeg at drive en form for psykologisk krigsførelse, der gerne skulle få den til at tage sine edderkoppe-pakkenelliker og skride i protest.

Men foreløbig må jeg desværre indrømme, at stillingen er:

Monsteredderkop - 3
Regnskovs-sheriff - 0

Nu vil jeg snart gå i seng, og jeg håber virkelig, at dyret bliver i gæsteværelset.

Eller også håber jeg, at Red viser sig som min redningshund endnu engang og skræmmer den væk. Han sover nemlig lige ved siden af min seng.

Efterskrift:

Hvis situationen holder et par dage mere, så skriver jeg et takkebrev til Lars Ulrich & Co. Monsteredderkop er nemlig slet ikke dukket op siden jeg spillede 'Death Magnetic' for den. Måske ER den skredet. Lad os være ærlige, kære Metallica: Den plade er fan'me også en ond gang støj ...

Nu havde jeg ikke 'Sct. Anger' på min computer. Men jeg overvejer at købe den - den må være endnu mere effektiv mod edderkopper.

Jeg leger også med tanken om at spille Bob Dylan. Men på den anden side vil jeg jo gerne have, at der i det mindste er nogle få dyr i mit nærmiljø ...

Opdatering på Reds loppesituation:
Efter at have læst alle jeres god råd på min fb-profil, kørte jeg diskret til dyrlægen. Red har nu fået loppekur og klør sig allerede meget mindre! Tak for jeres kommentarer!












 


 


 


 
 

 


torsdag den 16. februar 2012

Grundet den latterligt lave batterilevetid ...



... på min nye computer, må I vente til imorgen med at læse en uhyre begavet og meget reflekterende analyse af Puerto Viejo. OG ... næste epistel i edderkoppesagaen. Det lader til, at karmaguden syntes, at jeg slap for nemt med den første - og derfor bor der nu noget der ligner en vandrende, diabolsk underkop i mit gæsteværelse ...

Men AK - nu sidder jeg og har en smule batteri på min gamle computer - men blogindlægget er på den nye computer, som er gået død. Det er i sandhed en irriterende situation!

Vi ses i morgen!

tirsdag den 14. februar 2012

Tougher than the rest ...

Det har forresten undret mig meget, at jeg ikke har set leguaner på den caribiske side. Men her er et billede jeg tog, mens jeg stadig var på Stillehavskysten ...

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal begynde det her blogindlæg. Jeg har lige løbet rundt med Red og Carla i hele huset og svunget en ond, omend dvælende, hofte til Elvis Presleys 'Heartbreak Hotel'.

Bagefter vandrede jeg rundt og drævede "Ok. Guys - you gotta know something ... There's a new sheriff in town - and she's goddamn evil..." Mens jeg holdt hænderne på mine imaginære seksløbere.

Vidste I forresten, at Billy The Kid var venstrehåndet?

Det er jeg også. Men jeg er mere end det. Jeg er kvinden, der verfer kæmpestore jagtedderkopper ud af mit hus uden så meget som at ryste på hånden!

!!!
!!!

Og vi tager den lige igen: !!!

 På stranden med Antonio - den gale og søde kaffedreng fra London ...
  Jeg var i Puerto Viejo her til aften. Desværre har jeg en vane med at efterlade min sengelampe tændt, når jeg går fra huset. Indtil nu har jeg syntes, at det var så hyggeligt at gå gennem den mørke regnskov og se, at der var lys i mit lille hus, når jeg kom hjem.
Her til aften kom jeg så hjem til en dør, der stod vidt åben. Det tog under et sekund for mig at fatte, at Red nu kan åbne min dør uanset om han er indenfor eller udenfor. Den næste tanke der meldte sig, var: "Ok, hvor meget kryb er kommet ind i huset? Hvor længe har døren stået på vid gab?"
Jeg så bevægelsen ud af øjenkrogen lige indenfor døren. Den helt specielle bevægelse. Den hurtige, krablende bevægelse. Og jeg var ikke et øjeblik et tvivl om, at det var en edderkop. Og en stor en af slagsen. Det var ikke en af spindeedderkopperne udenfor. Det var dén. Min store frygt ...
Red blev noget fornærmet over bare at blive skubbet væk. Han er jo vant til at blive modtaget med store jubelråb, men jeg vidste, at hvis jeg mistede den edderkop af syne, så ville den forsvinde og sandsynligvis dukke op igen på et helt forkert tidspunkt. 
 Smukke Valledia fanget i et eftertænksomt øjeblik ... 
Jeg forsøgte at finde den med lygten, mens den spænede afsted. Lige op på netvæggen over min seng. Jeg huskede svagt, dengang min gode ven, fotografen og biologen Casper Thybjerg, viste mig en jagtedderkop ude i ørkenen.
Han sagde til mig: "Du skal ikke være bange, den bryder sig ikke om lyset, og så længe jeg lyser på den, bliver den siddende stille."
Jeg håbede at hans ord også gjorde sig gældende for denne edderkop. I hvert fald virkede det som om, at lyskeglen fra lommelygten paralyserede den. Da den først var myldret op på min netvæg blev den siddende helt stille.
Jeg brugte ikke meget tid på at studere den, men kan ihvert fald fortælle, at det helt sikkert var en jagtedderkop. Den var brun med noget der lignede sorte striber på benene. Benene var ikke specielt lange i forhold til kroppen, for kroppen var stor. Til gengæld var den præcis så lodden, som den slags edderkopper altid er i mine mareridt.
Vi var ude i en situation, hvor saftevandskanden var for lille. Jeg havde ingen intentioner om at kappe benene af dyret - ergo hentede jeg min kasserolle.
Jeg stod måske og tøvede i to sekunder. Men jeg vidste også, at jeg skulle tro på mig selv, hvis jeg skulle gøre det. Ergo placerede jeg med en meget rask bevægelse kasserollen over edderkoppen.  Og voila: Den blev så forskrækket, at den løb ind i kasserollen. Jeg kunne mærke vægten fra den, da den gjorde det.
Med en elegant og smuk bevægelse afspærrede jeg kasserollen med min tegneblok. Dyret var fanget!
Aftenhygge i huset. Det var den første nat vi sov der - Antonio og Farshad ser ud til at diskutere noget seriøst ... Det må have været inden vi røg den første joint ..
Nu har jeg imidlertid læst, at hvis man bare dumper en stor edderkop fra halvanden meters højde, så kan den tage skade af det. Dens bagkrop kan flække. Det var derfor ikke en mulighed bare at smide den ud i skoven fra min veranda.
Jeg vandrede ud af mit hus og fandt en sted, som jeg vidste var mørkt og køligt om dagen, hvor jeg satte den ud. Det foregik ved at jeg satte kasserollen på højkant, fjernede tegneblokken og gik et par skridt tilbage.
Efter lidt tid lyste jeg med lommelygten ind i kasserollen og kunne se, at den var tom. Derefter tog jeg kasserollen og gik triumferende tilbage til huset.
Triumferende er et lille og sølle ord for, hvordan jeg havde det. Faktisk gik jeg ikke tilbage til huset, jeg svævede på en sky af sejrsrus og selvglæde.
Jeg har frygtet denne oplevelse. Jeg har virkelig frygtet, hvordan jeg ville reagere, når jeg stødte på den første store edderkop ... Også selv om mit højeste ønske var at få lov til at bo så tæt på en regnskov som muligt.
Men i det "muligt" lå der også en erkendelse i, at jeg muligvis ville være for kyllingeagtig til at gøre det for alvor. At jeg ville bakke ud, når det gik op for mig, at regnskoven viste sig at være for en hård virkelighed, når den blev holdt op mod mine romantiske drømme.
Jeg kvalte mange af drømmene hjemmefra: Der er for fugtigt. Der er for varmt. Det er ikke et klima, som nogen kan trives i.
Men nu er jeg her.
Jeg har klaret min første, store edderkop. Og jeg elsker virkelig at være her!
 Mig på min allerførste canopy-tur. Det er mærkeligt, for det føles som om, at det er så lang tid siden ...
Det er utrolig så hurtigt, at man kan vænne sig til et nyt miljø. For bare en uge siden var regnskoven både fascinerende og skræmmende. Jeg blev så utrolig glad for at Red kom og sov hos mig den første nat i huset. Ikke fordi jeg var decideret bange, men jeg var heller ikke tryg.
Det er jeg nu. Jeg er oven i købet nået til det punkt, hvor jeg præcis ved, hvor bladmyrerne har deres ruter om natten - og jeg springer elegant hen over deres myrestier uden at gøre dem fortræd, når jeg skal hjem til mit hus. Jeg ved, at den sindssyge latter om natten stammer fra en fugl og at det samme gør sig gældende for den underlige gurglende lyd, der lyder som en, der drukner.
Jeg ved nu, at bladene ikke falder lydløst af træerne, men både knaser og knirker og falder ned på mit tag med et mindre drøn. Jeg kender vaskebjørnenes skrig og har vænnet mig til, at det godt kan give et ret højt bump, når et særligt stort insekt kolliderer med mine netvægge.
Og jeg elsker virkelig, når det regner. Det bringer de vildeste dufte ind i mit hus og jeg kan lide den øresønderrivende lyd af regn, der slår hårdt mod tykke blade.
Hvis jeg ikke var bange for at jinxe hele lortet, ville jeg sige, at jeg har tidspunkter, hvor jeg er opfyldt af ægte, uforfalsket lykke.
Og måske lige nu mere end nogensinde. For jeg har mødt uhyret fra mine værste drømme - og vi overlevede begge to mødet uden mén ...
Ps: Endnu engang ville jeg så ufattelig gerne vise billeder af dyret. Men jeg ved, at jagtedderkopper ikke bare løber stærkt - de kan også hoppe. Og godt nok er jeg tougher than the rest - men om jeg så var blevet lovet en million kroner og en nat med L.O.C. - så havde jeg aldrig turde fjerne min tegneblok fra kasserollen ...
Pps: Min søster Anne og min veninde Tanja påstår forresten, at L.O.C. er blevet totalt sleben og nice grey pullover-kedelig - og oven i købet udtaler sig forventningsfuldt om at blive familiefar. Kan dette virkelig være rigtigt? I så fald bliver jeg her i regnskoven, indtil han bliver træt af dét lort og atter bliver en slem dreng ...