torsdag den 28. februar 2019

Sådan spiser man i Serbien



Her er den ultimative, top informative guide til at spise i Beograd:

Man behøver ikke at have stukket næsen særlig langt ud af havelågen, før man er for garvet til at hoppe på visse ting, som f.eks. restauranter der reklamerer med "Autenthic Balkan Food" på deres front.

Næh, hvis man skal have autentisk balkan-mad, skal man kridte skoene og gå så langt som man gider, indtil små, sære steder med kyrilliske bogstaver på fronten dukker op.

Derefter observerer man nøje stedets klientel. Hvis der sidder et par ældre herrer ude foran og knitrer med deres overskæg over en slivo og sludrer hyggeligt med hinanden, tæller det op.

Familier tæller også op. Og det samme gør forelskede kærestepar. Stedet skal have et præg af at være velbesøgt. Det behøver ikke at være fint, men det skal være rent og pænt.

Når man så bevæger sig ind, bliver man næsten altid mødt af en jovial herre, der kigger bagved en, for at finde ud af, hvem man er sammen med. Når han har afsøgt alt med øjnene og konstateret, at man er alene, ændrer attituden sig. Fra at han var generøs velkommende, bliver han nærmest sådan lidt overbeskyttende.

Man bliver bænket et godt sted - jeg har stadig til gode som enlig kvinde at blive forvist til mikrobordet lige ved toilettet. Derefter dukker menukortet frem og det kunne lige så godt være skrevet på serbokroatisk. Eller hvad ... nej, vent ... Det ER skrevet på serbokroatisk.

Selv om det er fuldstændig omsonst, så roder man efter sine briller som en anden flagermus og forsøger at tyde menukortet i et forfængeligt håb om, at noget fra gårsdagens menukort er hængt fast. Omsonst som sagt ...

Et godt trick er at spørge den venlige tjener, hvad HANS MOR ville servere for mig, hvis hun kunne bestemme. Det bringer et åbenbarelsens lys over hans ansigt - og han forsvinder begejstret ud i køkkenet. Det skiftevis morer og bringer mig til eftertænksomhed, at jo mere macho et land er, jo mere knyttede er mændene til deres mødre. De bor hjemme i årevis og spiser god, hjemmelavet mad. Deres mødre elsker dem og ser dem som små, behårede vidundere, som beriger verden, uanset hvad de beflitter sig med.

Jeg tør næsten ikke sige det højt, men min helt Ivan Bogdanov (Læsere vil huske min varme omtale af ham i tidligere blogindlæg) bor i følge mine efterretninger STADIG hjemme hos sin moar, Fanike.
( "Ivan, min skat - vil du ikke huske at samle dine romerlys op efter dig? De ligger jo og flyder i hele dagligstuen", "Ivan, lille småkage - jeg ved godt, at du blev presset til at stikke ild til den amerikanske ambassade. Men tænk dig nu om, næste gang du leger med tændstikker." "Ivan, søde ven, hvor mange gange skal jeg huske dig på at lægge dine ultraboys-t-shirts i koldt vand, når du kommer hjem fra fodboldkamp? Du VED jo, at det næsten er umuligt at få blod af, når det først er tørret ind.")

Serbien - Caribien, same, same ... Machomænd bliver tilsyneladende skabt af tilbedende mødre.

Min erfaring med det serbiske køkken er, at det består af kød i forskellige varianter. Grillet, grillet på spid, små sjove ruller af hakket, grillet kød og kød rullet ind i en dej som en meget stor forårsrulle.
Dertil serveres rå løg galore og en slags flødeost, der kaldes kajmak. Det nærmeste jeg kan komme er, at den minder lidt om clotted cream. Den er fed og lækker og ikke særlig osteagtig.

Normalt får man også en god salat og noget brød til. Og så selvfølgelig de allesteds nærværende pommes frites. Forskellige variationer af peberfrugter er ofte forekommende. Grillede, marinede eller som en peberfrugtpesto.

That's it. Foreløbig har jeg ikke fået serveret andet i min gastronomiske balkanroulette, hvor jeg bare peger på noget tilfældigt og håber, at jeg ikke har bestilt noget alt for underligt.

Det kan måske lyde kedeligt, men som med alt andet kan kvaliteten variere meget. Det kan smage fuldstændig henrivende himmelsk - og så kan det også bare smage sådan lidt halvkedeligt. Men fælles for alle måltider er to ting:

Det er umuligt at spise op. Jeg levner i snit 2/3 af min tallerken. Når den ellers så venlige tjener ser dette, stivner han. Hvordan kan jeg? Kan jeg ikke lide maden? Hvad er der galt? Hvorfor? Katastrofe!

Herefter skal jeg så gøre mit yderste for at forklare, at maden var superlækker, vidunderlig og fantastisk. Men at jeg bare ikke KAN spise mere.

Tjeneren nøder mig derfor op til tre gange, hvorefter han med et resigneret suk fjerner tallerkenen. Han smiler dog alligevel til mig. Han har forstået, at jeg åbenbart spiser som en gærdesmutte på trods af mit rimelig omfangsrige korpus.

Derefter: Kaffe. Espresso, cappuccino, macchiato, latte - you name it. Jeg har endnu ikke fået en dårlig kop kaffe her i Beograd. Kaffe sælges alle steder og den er hamrende god alle steder. Og dejlig billig. Forleden talte jeg mig frem til, at jeg havde drukket 11 dobbelte espressoer på en dag. Og så gav det pludselig mening, at jeg havde lidt svært ved at falde i søvn. Men en af mine yndlingsting her er at gå og gå - og få en espresso på hver eneste hyggelige café, jeg ser.

Hvilket er en vane, der ikke ruinerer mig. På de dyreste steder koster en dobbelt espresso 300 serbiske dinarer, hvilket svarer til cirka 18 kroner. Men så har jeg også flottet mig på en fancy café!

Normalt drikker serberne deres slivovitza før måltidet. Jeg betragter den lidt som en slags grappa og drikker den derfor efter måltidet. Men det bliver nemt tilgivet - bare det at jeg drikker slivovitza og oven i købet ser ud til at nyde den, køber mig billige point. Som oftest har tjeneren en anden, lidt bedre slivo, som han lige synes, at jeg skal smage, når jeg nu ser ud til at værdsætte det så meget.

Den smager jeg så og lovpriser efter bedste evne. Derefter køber jeg så en slivo til mig OG tjeneren, som vi jovialt skåler i. Og derefter kan jeg godt mærke, at jeg er blevet vældig varm i kinderne og i kroppen og at alt den slivovitza har gjort mit syn på verden meget fredsommeligt. Det er på tide at gå en lang tur i byen og få rystet maden på plads og få dampet lidt af slivoen af.

Når jeg rejser mig fra stolen, er det så et spørgsmål om at gøre det tilpas langsomt, så tjeneren når at opfatte det. Ellers bliver han trist over, at han ikke får mulighed for at gribe min frakke og hjælpe mig med at få den på.

Derefter siger jeg tak, og vi forsikrer hinanden om, hvilken dejlig aften det har været, hvor god maden har været, hvor dejlig en by Beograd er, hvilket kulinarisk fristende sted, Serbien som helhed er - og alt efter restaurantens beskaffenhed kindkysser vi. Tre gange. (Jo mere lokalt, jo flere kindkys. Jo mere fancy, downtown-agtig det er, jo færre kindkys)

Herefter går jeg så i den retning, hvor jeg mener, at mit hotel befinder sig. Nogle gange farer jeg vild og ender med at cirkle rundt i timevis. Hvilket så IGEN kan medføre flere cafébesøg og mere kaffe. Andre gange gør jeg ikke og så kommer jeg helt hæderligt tidligt i seng.

Sådan spiser man i Serbien - bon appetit ...

(PS: Jeg kan ikke finde ud af at overføre mine billeder til bloggen lige nu. Jeg vender tilbage med en billedkavalkade, når jeg finder ud af det.)





tirsdag den 26. februar 2019

Beograd revisited ...


Hvordan genstarter man en blog, som har ligget død for evigt? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er i Beograd.
Jeg sidder på en vildt fancy restaurant. Men den er ikke mere fin, end at jeg kan finde computeren frem og skrive løs. Fordi ... Så længe jeg bare bliver ved med at bestille god serbisk rødvin og dobbelte espressoer, så er der ingen, der hundser mig ud.
Det hjælper naturligvis også, at jeg har pudset fjerene og på alle måder ligner en respektabel dame.

Forestil jer et relativt lille rum, men med tre meter til loftet og enorme prismelysekroner, der hænger ned fra loftet. Anlægget spiller gammel jazz og der er tjenere på hver en finger og bare en generel fornemmelse af luksus.

Beograd. Og der er ikke noget sted i verden, jeg hellere vil være lige nu. Byen minder mig om min alltime yndlingsby, Berlin, anno 1992. Her er stadig steder, hvor tumpede kunstnere og helt almindelige mennesker kan udfolde sig. Der er kondemnerede bygninger ret tæt på centrum, som bare står tomme. Man kan leve i midten af Beograd uden at være vildt rig. Der er undergrundssteder, hvor man kan høre serbisk rapmusik, som er vanvittig aggressiv og fuck verden-agtig. Det hele er som det skal være, efter min mening.

På lørdag skal jeg til the eternal derby mellem Partizan og Red Star. Og hvis jeg er virkelig, virkelig heldig, får jeg et glimt af min store helt, Ivan Bogdanov.

Det var ham, der drog mig herned i første omgang. Lad mig sige det sådan: De sidste par år har ikke været de fedeste i mit liv. Og når livet stinker, så er man sjovt nok ikke lige så villig til at dele ud af det. Det er klart, men det er også forkert. Det er jo netop, når tingene stinker, at man burde fortælle om det. Men problemet er, at når tingene virkelig stinker, så har man ikke overskud til at fortælle om nogetsomhelst. Så går man i et indadvendt overlevelsesmode og kører derfra.

Men jeg kan stadig genkalde mig en aften i et fjernt sommerhus i Jylland. Jeg sad og youtubede helt tilfældigt - og faldt over et klip fra dengang Ivan Bogdanov afbrød kampen mellem Serbien og Italien ved at sidde på hegnet ind til banen og stille og roligt skære sikkerhedsnettet i stykker, mens han meget entusiastisk sendte både fuckfingre og heil-hilsner ud til omverdenen.
Omkring hegnet stod cirka 300 kampklædte betjente, som ikke turde gå ind og hive ham ned af hegnet og give ham den olfert, som han egentlig fortjente.

Jeg ved godt, at man skal have sunde forbilleder. Men når man selv er vred og fucked up, så forstår man pludselig vrede på en anden måde. Jeg fik gåsehud over hele den sekvens. En mand der egenhændigt satte sig op mod verdenen. Det gik bare helt ind i min sjæl. Jeg syntes, at det var det cooleste, jeg nogensinde havde set.

Siden har jeg fulgt Ivan Bogdanovs gøren og laden med den største opmærksomhed. Og selv om min nye veninde, Svetlana, siger, at han ikke er idealist, men bare dårligt selskab - så har jeg ikke sluppet fascinationen.

Og på lørdag skal jeg til det evige, ongoing derby mellem Red Star og Partizan. Og jeg glæder mig enormt. Jeg har billet til nordtribunen, hvor alle de vilde drenge smider trøjerne og flipper fuldstændig ud i et orgie af pyro, vrede og glæde.

Jeg har prøvet det én gang før, hvor jeg stod i min hættetrøje og var helt alene. Men pludselig blev jeg grebet om skulderen af en eller anden - og så var jeg en del af gruppen. Og vi hoppede og sang og skreg. Vi sang, at Bosnien for evigt ville være en del af Serbien. Vi sang sange om gribbe, der hakkede i kroatiske øjenhuler og havde på alle måder en fest.

Det var først i halvlegen, at min ukendte, fulde ven opdagede, at jeg var en kvinde og han blev helt forskrækket, da det gik op for ham. Men han tog det pænt, og vi hoppede videre sammen i anden halvleg - og han var så pædagogisk at vise mig, hvordan man laver det helt rigtige håndtegn for Serbien.

Men det var en fest. Fra først til sidst. Da grobarianerne (Partizans tilhængere) var bagud, reagerede de resolut ved at brække alle bænkesiderne af i deres side af stadion og kaste dem ned på banen.
Kampen blev afbrudt op til flere gange, fordi alt fyrværkeriet og pyro-halløjet kastede så meget røg af sig, at man ikke kunne se banen. Heller ikke selv om de cirka 50 brandmænd, der løb rundt oppe ved min side af stadion, gjorde det bedste for at slukke alle de romerlys og fyrværkeri-agtige ting, der blev smidt ned på banen.
På et tidspunkt var der nogle unge wannabe-hooligans, der satte ild til en bænkerække. Flammerne slikkede lystigt et par meter i vejret - vi flyttede os allesammen lidt væk fra det. Men brandmændene og de mange kampklædte politifolk gjorde intet. Hvis man står på nordtribunen, så må man klare sig selv.

Det var det mest intense og vilde, jeg nogensinde har oplevet. Og som kvinde kan jeg kun sige, at det er en kæmpeoplevelse. Man står der helt Palle alene i verden. Der er ingen andre kvinder til stede lige der. Der er kun mænd, som er gejlet vanvittigt op over en fodboldkamp. De er parat til at slås, de har fyrværkeri og de har nøgne overkroppe. De udskiller så ekstreme mængder af kamphormon og testestoron, at man bliver høj af at være i nærheden af dem.

I hvert fald når man er en følsom natur som mig. Fuck, hvor lugter tændte hooligans bare godt! Heldigvis for jeg vild på vej hjem fra stadion dengang, så jeg fik gået det ihjel. Jeg gik simpelthen den forkerte vej, og da jeg pludselig endte ude i et boligkvarter, der var helt mørkt og goldt, indså jeg, at jeg var på det forkerte spor. Men det fede ved at rejse er netop, at tiden er ens egen, så jeg vendte bare om og gik tilbage. Indtil jeg igen så lys og byen tonede frem for mine øjne.

På det tidspunkt var klokken tre om natten. Og jeg var blevet rigtig træt. Godt det samme. Ellers kunne jeg sikkert have rodet mig ud i alt muligt amoralsk og forkert.

Og det ville have været åndssvagt. Det var ikke det, jeg kom for. Jeg kom for at se, hvor Ivan Bogdanov var blevet til. Jeg kom for at komme nærmere en forståelse af ham og den serbiske hooligan-kultur. Og jeg kan godt sige, at jeg er blevet væsentligt klogere. Den såkaldt serbiske hooligan-kultur er på ingen måde sammenlignelig med den danske ditto. Den er et interessant patchworktæppe af historie, nationalisme, politik og organiseret kriminalitet. Tingene er vævet sammen på en måde, som jeg tror, at man vil have svært ved at forstå i Danmark.

Der er en grund til, at min veninde Svetlana (Der selv er inkarneret Red Star-fan) siger: Keep away from those guys. Just keep away from them ...
Jeg følger naturligvis Svetlanas råd. Det er hende, der bor her - og hun ved bedst.