søndag den 11. marts 2012

Min indre tøjte, tequila og tømmermænd i Puerto Viejo


 Se, dette er så den ene af de to rovfugle, som bor ved mit hus. Dette er den store, som jeg tror er en falk. Men aner det ikke ...

Det var tømmermændene der vækkede mig i morges. En tung, dunkende smerte der gav mig en fornemmelse af, at der var flyttet fire heavy metal-trommeslagere ind i mit kranie.
Eller også var det heden, der vækkede mig. I hvert fald konstaterede jeg, at jeg på det nærmeste svuppede rundt i mit eget sved, fordi temperaturen i mit kosteskab lå på omkring 45 grader.

Jeg nåede lige at slå øjnene op og konstatere, at jeg var døden nær, før jeg blev nødt til at surre lagnet om mig og storme ud på gangen og finde det nærmeste toilet.

Mens jeg koncentrerede mig om at holde fast om mit sovelagen, så det ikke gled ned, samtidig med, at jeg også skulle holde mit hår, samtidig med at jeg også skulle brække mig i overdådige mængder, gik der tre overfriske packbacker-typer forbi toilettet, hvor jeg selvfølgelig ikke havde fået lukket døren.

Jeg kunne høre den ene sige til de to andre: "Oh, did you see that? I told you ... it's not safe to drink the water ..."

Og mens min nu tomme mave fortsatte med at vende vrangen ud på sig selv, tænkte jeg, at hvis jeg bare ... hvis jeg bare havde drukket lidt vand, så stod jeg nok ikke her.

Efter endt bræk-tur kiggede jeg mig i spejlet og konstaterede at jeg lignede en med mæslinger i udbrud. Jeg konkluderede, at jeg i løbet af natten var blevet udsat for det hidtil værste myggeangreb i min tid i Costa Rica. Derefter sjoskede jeg tilbage til mit kosteskab og smed mig på sengen. Gennem mit netvindue havde jeg udsigt til en afsveden gård, hvor der lå et knækket surfboard og en smadret plasticstol. Og lige pludselig savnede jeg Red og mit kølige regnskovshus helt forfærdeligt.

Men skæbnen ville åbenbart, at jeg skulle finde mit endeligt i et lurvet værelse på Hotel Puerto Viejo. Her skulle jeg dø. Ak og ve.

 Endnu et billede. Der MÅ sidde en fuglekyndig læser, som kan identificere denne umådelig smukke rovfugl. Jeg ser den næsten hver dag. Den sidder og venter, og så slår den ned på byttet i skovbunden

Som så mange gange før i mit liv begyndte det som en rigtig god idé ...

I går da jeg cyklede ned af vejen havde jeg en fornemmelse af, at jeg var helt på toppen af alting. Vejret var pragtfuldt. Det var overskyet, temperaturen var mere end behagelig og det føltes som om, at verden var helt stillestående.

Det var lige vejr til et par jeans og en skjorte, og således ekviperet, hjulede jeg forventningsfuldt afsted til min yndlings-kaffebar og en skypesamtale med Momme.

Som altid var det voldsomt hyggeligt at sludre med Momme, som snart kommer og besøger mig. Læg dertil at jeg har fået et rigtig godt forhold til pigen i kaffebaren, som er sød og tålmodig, når jeg forsøger at bestille på spansk.

Da jeg havde hængt længe nok til at have brugt en formue på kaffe, tænkte jeg, at jeg ville begynde at gøre noget godt for min krop. Hvilket i mit tilfælde betyder vitaminpiller.

Så jeg hjulede til Puerto Viejo og gik ind i den sjove drugstore, hvor de har ALT, og købte vitaminpiller. Og lige i går var Puerto Viejo mere tiltrækkende end nogensinde. Folk simrede rundt og hyggede sig, og der var en rigtig god fredags-vibe i byen.

Jeg ER understimuleret med menneskeligt selskab, så jeg daskede rundt i byen og indsugede begærligt stemningen. Det lå lige til højrebenet at hilse på Angelina, der er bartender i strandbaren, så det gjorde jeg.

Og på mest civiliseret vis bestilte jeg et glas hvidvin. Angelina stak hovedet ind i køleskabet og vendte beklagende tilbage. Ikke mere hvidvin.
Så var det jeg lagde grundstenen til alle mine lidelser, idet jeg sagde: "Don Julio con hielo, por favor." Hvilket er min yndlings-tequila drukket straight op med et par isterninger.

Da jeg havde bundet to velvoksne tequilaer var jeg usædvanlig venligt stemt over for verden i almindelighed og Puerto Viejo i særdeleshed. Det fejrede jeg ved at bunde to tequilaer mere og beslutte mig for, at jeg egentlig trængte til en tur i byen. Jeg konkluderede, at det måtte være slut med mit eremit-liv og al den ensomme smørstegning, nu skulle min indre festabe luftes. 

Se, her sidder hun afslappet og kigger efter byttedyr. Det er en ret stor fugl. På størrelse med en dansk musvåge.

Nu er jeg jo ikke sådan en ufornuftig type. Hvis jeg skulle drikke, skulle jeg ikke køre hjem. Ergo gik jeg ind på Hotel Puerto Viejo og skaffede mig et værelse for natten.

Hotel Puerto Viejo er et tredjerangs back packer-sted med bad og toilet på gangen. Mit værelse var et kosteskab, men - hey - stemningen var hyggelig, pigen i receptionen var sød og så kostede det kun ti dollars. Plus at der var varmt vand! Luksus!

 Det skulle senere vise sig, at jeg enten havde indlogeret mig på det falske Hotel Puerto Viejo - eller også løj de stygt om det med ikke at blive terroriseret af insekter ...

Jeg forklarede pigen, at jeg havde junglekuller og at jeg nu ville gå ud og drikke mig skidefuld. Og imorgen ville jeg tage dejlig varmt bad, inden jeg tog hjem.
Hun grinede højt og ønskede mig held og lykke med projektet, som hun på alle måder syntes lød godt.

Jeg dinglede ud på gaden og lod mig forføre af en flyer-uddeler, som forsikrede mig, at netop hendes restaurant serverede byens bedste pizza. Jeg elsker pizza og har kun fået dårlig pizza, mens jeg har været i Costa Rica. Men hun havde ret. Det var den bedste pizza jeg har smagt i meget lang tid. Bagt i stenovn und alles.

Med fyldt mave vandrede jeg videre ud i byen med Carla i hælene. Bedst som vi promenerede ned af hovedgaden, forsvandt hun ind i en surfergearudlejnings-butik. Jeg gik ind for at hente hende og fandt hende siddende på skødet af en fyr, der præsenterede sig som Raymond. Han og hans venner havde deres egen lille fest kørende, som jeg straks joinede.

Og inden jeg så mig om, var Raymond igang med at forklare mig, hvilken vidunderlig kvinde jeg var. En sjælden juvel blandt hunkønsvæsener, en rigtig lady, et sofistikeret og utvivlsomt både følsomt og begavet menneske.

Eftersom jeg ikke er nogen af delene, undrede det mig en del, at han ikke selv kunne høre, hvor tykt han smurte på. 

 Se, her er så den anden rovfugl, som holder til på den anden side af huset. Væsentlig mindre er den. Nogen der har en idé om, hvad det kan være for en slags?
 
Så jeg besluttede mig for en exit, inden Raymond faldt på knæ og friede til mig. Jeg undervurderede ham imidlertid. For knap var jeg kommet 20 meter ned ad gaden, før han gik ved siden af mig. Så vi tog en lille spadseretur rundt i de mindre oplyste dele af Puerto Viejo, mens Raymond forklarede mig, at han boede i byen tre måneder hvert år, men ellers boede i USA, hvor han havde stor succes med sine forretninger. Jeg spekulerer stadig over, hvilket type forretning Raymond bedriver.

Han var meget dyrt klædt på, men det virkede som om, at det kun var de dodgy typer, han hilste på ...

Tilsidst endte vi foran en firhjulstrækker der var så stor som et hus, og som havde tonede ruder. Raymonds bil. Og han var meget vedholdende for at invitere mig ud på en køretur, men jeg gad de nada køre rundt i omegnen med ham. Så jeg simulerede et træthedsanfald, takkede ham for de mange komplimenter og tilføjede, at jeg desværre ikke var parat til parforhold og lignende ting.

Med argumentet om, at hvis skæbnen ville, at vi skulle være sammen, så ville vi nok mødes igen, eftersom vi begge boede i nærmiljøet, fik jeg endelig rystet ham af. Således opmuntret gik jeg tilbage til hovedgaden.

Mens jeg vandrede, begyndte min tequila-befængte hjerne at røre på sig.
"Hey," sagde den.
"Du er fri som en fugl, du har et hotelværelse, du er i byen - lad nu være med at være sådan en sur gammeljomfru."

Krybdyrhjernen hviskede indsmigrende: "Du kunne blive kløet på ryggen. En eller anden kunne røre ved dig. Du kunne ... få sex!"

 Endnu et billede af den lille rovfugl ... Men udover det ... Er jeg ikke bare verdens største heldigfryns at have to så fantastiske fugle så tæt på? Jo, det tror jeg nok, at jeg er!

Lige da den tanke kørte gennem hovedet på mig, rundede jeg gadehjørnet og havde strandbaren foran mig. Og ikke bare det ... oppe i baren stod en voldsomt pæn fyr på omkring to meters højde. Hvis der er noget, som altid bringer et smil frem på mine læber, så er det høje, pæne mænd. Jeg tog det som et tegn fra skæbnen og gik direkte op i baren og bestilte mere tequila.

Mens jeg bundede min tequila, blafrede jeg lidt med øjenvipperne i den høje fyrs retning og øjeblikket efter stod der en tequila mere foran mig, som han havde sendt over til mig. Og et lille øjeblik senere sad han ved siden af mig og smilede sødt.

Og jeg tænkte: Hold da kæft - er det så nemt? Er det virkelig så nemt?

Fyren viste sig at hedde Dave, være israeler, bosiddende i USA og hundetræner. Uanset hvor interesseret jeg er i Mellemøsten, vurderede jeg, at konflikten mellem Israel og Palæstina måske ikke var verdens blødeste samtaleemne og sludrede i stedet om hunde.

Det gik fint. Sød fyr. Fin samtale. Alt godt. Jeg ventede på, at min indre tøjte skulle dukke op, så hun lige som kunne tage over. På et tidspunkt begyndte Dave at ae mit håndled og min underarm ganske fint - og så sluttede det bare.

Jeg har aldrig kunnet det med one night stands, og eftersom det er en disciplin jeg ikke har dyrket i mere end 12 år, måtte jeg være ærlig overfor mig selv og indrømme, at der var no way, at jeg gad slæbe en tilfældig mand med mig hjem. Ikke engang selv om han var pæn og sød. Måske hvis vi virkelig havde klikket mentalt, men det gjorde vi ikke. Han var bare ... pæn og sød.

Min fornuftige hjerne fortalte mig også, at hvis jeg nogensinde skulle genoptage et sexliv, så skulle det i hvert fald ikke være i en tilstand, hvor jeg var helbedøvet af tequila.
 
I går aftes kom dette store insekt ind til mig. Et meget temperamentsfuldt insekt, der hvæsede højlydt af mig, da jeg indfangede den og bar den ud. Der udover efterlod den to små rifter på mit lår. Den hoppede (selvfølgelig) og landede på mit ben. Og den sad simpelthen fast på huden. Det var, da jeg børstede den af, at den rev mig. Man kan ikke se det på billedet, men hver af dens følehorn er nok 15 cm. lange. Tjek lige hvor smukke dens aftegninger er!

Mens jeg sad og overvejede disse ting, smuttede Dave på toilettet. Og - oh rædsel - to sekunder efter sad Raymond ved siden af mig.

Det var ikke lige med i planen. Og det var heller ikke lige med i planen, at Dave derefter kom tilbage og nedstirrede Raymond med et olmt blik. Raymond stirrede tilbage og lige pludselig var de to fyre ude i et eller andet trip om, hvem der havde retten til at sidde ved siden af mig.

Havde det været en scene, som ikke involverede mig, ville jeg have nydt den i fulde drag. Og uanset hvor flatterende tanken om at have to bejlere er, så er sandheden, at det slet ikke var spor sjovt. (Løgn - det er faktisk sjovt nu, hvor jeg kan se tilbage på det.)

Begge herrer pustede sig bogstaveligt talt op, talte med isafkølede tonefald og gik rundt om hinanden på stive ben. Faktisk var de så optagede af deres macho-ting, at de slet ikke lagde mærke til mig.

Det var ikke pænt af mig. Det siger ikke noget godt om min karakter - men jeg lavede ålen. Jeg ålede mig ned af barstolen, ålede mig gennem menneskemængden og forsvandt uden at gøre d'herrer opmærksom på, at jeg gik.

Klokken var ved at være to og det gik op for mig, at hvis jeg blev ved med at hænge og drikke på barer, så ville enten Dave eller Raymond finde mig. Og eftersom jeg var nået til det stadium, hvor jeg ikke længere følte, at jeg talte sammenhængende, ville det være en rådden situation at ende op i.

Ergo vendte jeg tilbage til hotellet og gik direkte på puden.

Bare for at illustrere størrelsen. Det er den store Apple-oplader der hænger i stikkontakten. Og hvad mon den bruger de umanerlig store forben til?

Klokken var syv, da tømmermændene vækkede mig. Og efter jeg havde brækket mig, havde jeg den største lyst til at tage en nat mere på hotellet, så jeg bare kunne få lov til at ligge helt stille og dø i mit brandvarme kosteskab.

Med en kraftanstrengelse fik jeg halet mig ud af sengen og tjekkede ud af hotellet ved middagstid.
Pigen i receptionen kastede ét blik på mit totalt derangerede ydre og sagde:
"Oh man - du havde vist virkelig succes med dit projekt."

Det lykkedes mig at fremtvinge et lillebitte, blegt smil inden jeg gik ud i den mur af hede, som ventede udenfor. Solen brændte ubarmhjertigt på mit stakkels hoved. Mine jeans var gennemblødte af sved efter fem minutter.

Det eneste der holdt mig oprejst var tanken om, at jeg bare skulle cykle hjem, proviantere rigelige mængder cola og chips hos købmanden - og derefter bruge resten af dagen på at pleje mine tømmermænd.

Men der hvor min flotte, nye, røde cykel skulle stå ... stod der ingenting! Den var væk!

Nu forstår jeg, hvorfor man hængte hestetyve i det vilde vesten. Hvad jeg derimod ikke forstår, er Centralamerikas blødsødne holdning til cykeltyve. Glem alt om den der narkokrig. Efter min mening skal alle økonomiske midler til bekæmpning af kriminalitet relokeres til opsporing og nakkeskydning af cykeltyve. Og tillad mig at tilføje, at jeg stadig synes at død uden forudgående tortur næsten er for godt til disse udyr, disse jordens bærme, der går rundt og napper hæderlige mennerskers transportmidler!

Dette er hvad der sker, når man er i byen med Carla. Her tre søde piger, som skule fotograferes med hende. Bemærk Carlas mellemfornøjede ansigtsudtryk!

I samme øjeblik det gik op for mig, at min cykel var stjålet, rejste der sig et kor af bebrejdende stemmer i mit hoved: "Din kæmpestore narrøv, mega-idiot, fjols - hvorfor tog du ikke cyklen med tilbage til hotellet? Du er uduelig, du er dum - du er en fiasko som rejsende. Du kan ikke engang passe på din egen cykel!"

Men i stedet for at lade stemmerne køre amokløb i min hjerne, huskede jeg, hvad jeg havde lovet mig selv, mens jeg sad og vegeterede i regnskoven: At være sødere, blidere og mere tilgivende overfor mig selv og overfor andre.

Og det lykkedes faktisk! Jeg kvalte stemmerne og konkluderede, at det her kom til at koste mig 800 kroner til en ny cykel. At jeg skulle være glad for, at jeg havde pengene - og at cyklen stadig bare var en ting. Carla var her stadig. Jeg var her stadig. Det var det vigtigste.

Efter en lille soppetur i strandkanten for at blive kølet ned, gik jeg en tur rundt i byen for at kigge efter min cykel. Uden resultat. Derefter smed jeg mig ved et hyggeligt lille creperi og bestilte mad og rå mængder af vandmelonjuice. Og besluttede mig for at blive siddende, indtil de værste tømmermænd var væk.

 Mit hotelværelse. Billedkvaliteten skyldes tequila ...

Jeg overvejede frem og tilbage og besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne købe en ny cykel med det samme. Problemet er bare, at endskønt man kan leje cykler på hvert gadehjørne i Puerto Viejo, så kan man ikke købe cykler i byen.

Bedst som jeg sad og tænkte over, hvor jeg kunne finde en taxa, som kunne fragte mig til nærmeste cykelforhandler, dumpede en velkendt skikkelse ned ved mit bord.

Den nigaraguanske gadehandler Charles. Efter udveksling af kindkys og spørgen til hinandens velbefindende, gik jeg over til at klynke helt vildt. Jeg forklarede Charles om min stjålne cykel og han rystede målløst på hovedet.
"Darling, hvor er det synd for dig," sagde han og tilføjede, at Puerto Viejo slet ikke var som i gamle dage, hvor man aldrig låste sin dør og hvor alle mennesker var ærlige og alt i det hele taget var meget bedre.

Der sad vi så som to gamle tanter og rystede på hovedet af den hårde kriminalitets indtog i Puerto Viejo, indtil Charles foreslog mig at slå et slag op ad gaden, hvor han mente, at der lå en cykelhandler.

Og ganske rigtigt. Da vi dukkede op sad cykelhandleren udenfor sit hus og legede med sin lille datter. Han havde op til flere cykler til salg, og jeg endte med at købe en, som var nøjagtig magen til min røde cykel - jeg valgte den bare i sort. Fordi jeg syntes, at det var temmelig sort, at min røde cykel allerede var blevet stjålet.

Jeg takkede Charles overstrømmende for hans support, vi kindkyssede og han sagde
Alt for dig, Darling. Alt for dig og trillede videre op ad hovedgaden med det lange rastahår dansende om sine magre hofter.

Jeg stod længe og kiggede efter ham og sendte ham alverdens gode tanker. Denne sære, nicaraguanske mand som tilsyneladende kender alle - og som virkelig er venligheden selv. 









Min nye, flotte, sorte cykel. Jeg håber virkelig, at jeg får lov til at beholde den lææænge!
Så kørte jeg hjem. På min nye, sorte cykel. Som jeg agter at beholde lige så længe, jeg har lyst. Og jeg provianterede flittigt hos købmanden, var forbi turistkontoret og leje en bil.
Og endelig slog jeg et slag indenom det, jeg på et tidspunkt troede var en håndlæser. Jeg fik aldrig fortalt historien om det mystiske skilt og håndlæseren færdig. Men jeg gik faktisk derind og fandt ud af, at der ikke boede en håndlæser - men derimod en amerikansk kvinde ved navn Maria, som ernærer sig som massør.
Jeg bestilte en times massage til i morgen, fordi jeg synes, at jeg trænger så desperat til at blive rørt ved. Og eftersom det lader til, at min indre tøjte har taget orlov på ubestemt tid, så har jeg tænkt mig at finde ud af, om mit behov for at blive rørt ved kan blive tilfredsstillet ved at blive masseret. Hell - hvis jeg spørger pænt, kan det endda være, at jeg kan få Maria til at klø mig på ryggen ...
 
 
 
 
 
 

fredag den 9. marts 2012

Myrernes motorvej og mine kommende venner




Bedst som jeg endnu engang lå og dasede i min hængekøje med Carla, kom jeg pludselig til at kigge ned. Under min hængekøje og på næsten halvdelen af min terrasse bølgede et tykt tæppe af små, sorte myrer.
De havde ikke bare formet en myresti op ad min dør, men en gedigen motorvej, som de havde fortsat op på mit tag for at foretage sig ... ja, det aner jeg ikke.

Eftersom det ville være utrolig dumt at springe op i nærværende situation nøjedes jeg med at gynge overrasket frem og tilbage, indtil jeg endelig fik den brilliante idé at feje mig en sti med bagerposen som tidligere havde indeholdt chokoladecroissanter.

Dette var helt klart en sag for regnskovssheriffen! Normalt tolererer jeg fint de store myrer med de guldfarvede bagkroppe der meget ofte - enkeltvis - nynner rundt på mit gulv. For slet ikke at tale om, at jeg har vænnet mig til at være hovedpersonen i en Anders And-tegnefilm hver eneste gang jeg efterlader noget på køkkenbordet.

Max. ti minutter efter jeg har glemt en krumme på køkkenbordet, kommer der en mindre flok af små myrer, som ganske enkelt stjæler min mad. De kan sagtens være ti - 15 myrer om at bære en krumme, og de er altid omringet af fire - fem soldatermyrer med solide kindbakker. Så kan jeg sidde ved mit bord og kiggge på at min mad bliver båret op ad væggen og op i taget.

Jeg synes også, at jeg har en fin forståelse for at bladmyrerne og jeg forsøger at holde os ude af hinandens liv. De er så flittige, bladmyrerne. Og jeg kan virkelig godt lide at kigge på dem. Men vi hænger ikke ud sammen.

Hver aften når jeg kommer hjem til huset er det også en fast tradition, at jeg tager trappen i tre spring, og mens jeg i et kort øjeblik standser for at skyde slåen fra døren, danser jeg en sindssyg quickstep. (min dør kan kun lukkes med en slå udefra. Men ikke indefra ...)

Vel inde i huset smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne, skovler flip-flopperne af med to velrettede spark, hvorefter jeg hastigt børster soldatermyrerne af mine fødder. Bagefter griber jeg Carla og trækker altid otte - ti afsindig rasende soldatermyrer ud af hendes fodduske.

Hvis vi har været særlig uheldige, dulmer vi vores bid med koldt vand og læbepomade. Men det slår aldrig fejl - uanset hvor forsigtigt og hensynsfuldt jeg færdes på skovstien efter solnedgang, er der altid horder af soldatermyrer, der beslutter sig for at slå mig og Carla ihjel meget langsomt. Begyndende med henholdsvis fødder og poter.

Men der er NO WAY - no way siger jeg - at jeg vil have en myre-motorvej ind i mit hus.
Vel inde i huset besluttede regnskovssheriffen at tænke lidt over sagerne. Jeg må desværre indrømme, at tanker som "myregift" og "slå ihjel om nødvendigt" passerede mine tanker. Sådan er vi John Wayne-typer undertiden - tænker overilet, skyder først og spørger bagefter ...

Men med døren lukket og ingen myrer i huset, henfaldt jeg imidlertid i den sædvanlige zen-agtige sindstilstand, som præger mig her i regnskoven. Jeg kom i tanke om en myre-historie jeg hørte fra ganske nyligt, som skulle være ganske sand.

Det var denne her amerikanske fyr, som sammen med sin kone havde købt et hotel ude i regnskoven. Naturligvis med henblik på at give turisterne en rigtig, autentisk jungleoplevelse. Med sig til Costa Rica bragte han en lille, fjollet hund på størrelse med Carla.

En morgen vågner han ved, at hunden skriger i vilden sky. Han tumler ud af sengen og løber i retning af lyden.
Da han kommer udenfor ser han et sort, bølgende tæppe af myrer - vel ti meter i bredden - med retning mod hans hotel.

Hans lille hund hyler, fordi den har været så dum at sætte en fod for tæt på myretæppet og er derfor dækket med aggressive hærmyrer. Vor amerikanske ven sætter ligeledes i et hyl og tilkalder på den måde en af sine nærmeste medarbejdere - en kvinde som er opvokset med junglen og kender den.

Hun kaster ét blik på scenariet, griber hans hund og smider den i swimmingpoolen og råber: "Få gæsterne ud - NU!"

Gæsterne kommer ud af bagvejen, for hele facaden af hotellet er allerede et bølgende tæppe af myrer. Og alle står og kigger stumt på, hvordan hotellet ganske langsomt bliver indhyllet af myrer.

Vor amerikanske ven står og stirrer - slået af håbløshed. Men hans costa ricanske medarbejder kigger på ham og siger begejstret: "Nu bliver hotellet helt rent."

Myreinvasionen står på i et par timer. Og pludselig - uden forvarsel - forsvinder myrerne ind i junglen igen.

Og den costa ricanske kvinde har ret: Aldrig har hotellet været så rent. Ingen gekkoer er tilbage. Ingen edderkoppespind. Alt hvad der er lavet af et organisk materiale - herunder en taske af blødt læder - er væk.

Kort efter myre-invasionen er vor amerikanske vens gæster desværre også væk. Men jeg kan forstå, at han ikke har opgivet sin drøm om junglehotellet og stadig er et sted derude. 

Og - ja, kære hundevenner som læser med - hans lille, fjollede hund overlevede uden mén. Men det ville den dæl'me ikke have gjort, hvis der ikke var blevet grebet hurtigt ind.

Mens jeg adspredt sugede endnu en sød iskaffe i mig tænkte jeg over historien og spekulerede på, om dette kun var en fortrop. Og om jeg burde tage Carla under armen - Red var der ikke på det tidspunkt - og spæne op til Edwin og advare ham om invasionen.

Jeg besluttede mig naturligvis for den vilde flugt aka at håbe på, at tingene ordner sig af sig selv. En taktik jeg er kendt for, men som sjældent virker.

Men jeg ville s'gu ikke tage flugten uden cigaretter. Ergo hentede jeg en lillebitte kost og tænkte, at jeg lige kunne børste endnu en sti på verandaen, så jeg kunne hente mine cigaretter.

Jeg tog en dyb indånding, åbnede døren ... og kiggede ud på en fuldstændig tom veranda. Ikke så meget som en enkelt vildfaren myre var tilbage. Det ene øjeblik havde det været et sort tæppe - og nu var det forsvundet.

Endnu engang takkede jeg regnskoven for på sin egen måde at have givet mig en fed oplevelse, som stadig lå inde for rammerne af, hvad jeg kan håndtere.

Har jeg nævnt, at jeg elsker regnskoven? Ok, det har jeg vist. Men det gør jeg altså. Jeg har aldrig i mit liv været i nærheden af noget, som har fascineret mig så meget. Og jeg er stadig i udkanten af den. Hvilket betyder, at alverdens virkelig mærkelige og vilde ting stadig venter på mig.

Så jeg er glad. Jeg er glad på flere niveauer. Faktisk er jeg så glad, at jeg har taget den drastiske beslutning, at jeg vil have venner her.

Den næste måned bliver en hvirvel af fornøjelser med Brandstrup og Momme, men efter et par dage, hvor jeg alvorligt har overvejet, hvad jeg skulle gøre herfra, har jeg besluttet mig for, at jeg på ingen måde er færdig med hverken Costa Rica eller Puerto Viejo.

Tværtom er byen begyndt at åbne sig for mig på en venlig og god måde. Jeg tror virkelig, at det har haft stor betydning, at jeg fik sorteret mine tanker og renset lidt ud i hjernen. 

Jeg vil rigtig gerne blive ved med at rejse. Der er masser af steder, som jeg tænker på med længsel og fascination. Men jeg er en sløv opdagelsesrejsende. Jeg vil hellere se få steder ordentligt, end jeg vil se en masse steder i en fart.

Og så vil jeg have venner! Efter næsten tre ugers isolation i regnskoven, trænger jeg til en øl i gode menneskers lag. Så hvis der er nogen, som er i Puerto Viejo eller på vej til Puerto Viejo - så tøv ej med at smide mig en mail på knirke@knirke.com.

Det er perfekt, at jeg får besøg nu. Og når mine danske venner tager hjem igen, så har jeg besluttet mig for at invitere nogle mennesker til middag i regnskoven. Jeg ved endnu ikke, hvem de er - måske har jeg ikke engang mødt dem endnu. Men det kommer til at ske. Fordi jeg vil have det til at ske ...


onsdag den 7. marts 2012

Gode gæster og en gardinprædiken

Beklager, men jeg har ikke rigtig fået taget billeder til denne post. I stedet må I nøjes med dette krukkede billede af mig. Nej, jeg kan ikke se normal ud, når jeg tager billeder af mig selv ... der skal lige poseres lidt 

Jeg er så mega-glad i disse dage. I nat oplevede jeg mit første, tropiske uvejr (Mere om det senere) og i dag gik det for første gang i sit fulde omfang op for mig, at min gode ven Jesper Brandstrup lander i Costa Rica om mindre om en uge.

Vi har godt nok sms'et i vildskab om alt muligt vedrørende hans rejse, men jeg tror ikke, at det helt er gået op for mig at han kommer ... før nu ...

Min første erindring om Brandstrup er et snapshot af ham, der står fuldstændig verdensfjernt i et klasselokale på Ringsted/Sorø Handelsskole og leger med snoren til rullegardinet. Det var en af de første dage, og jeg var stadig igang med at goutere at være på en skole, der udseendesmæssigt lignede et åbent fængsel og som var fyldt med mennesker på min egen alder.

Jeg kom fra Terslev Skole, så at gå på EFG var mit første skridt ud i den store, virkelige verden. Desværre var det en røvkedelig verden med fag som samfundsøkonomi, maskinskrivning og bogføring på skemaet. Men til min store fornøjelse fandt jeg dog langsomt ud af, at rigtig mange udmærkede mennesker på skolen delte min holdning til stedet. Så i stedet for at følge med i timerne, besluttede vi os for at få det bedste ud af det på et personligt plan, om jeg så må sige.

Brandstrup var et af de mennesker, der havde denne sunde holdning til skolelivet, så vi klikkede øjeblikkeligt og brugte et helt år på at føre lange brevkorrespondancer i maskinskrivningstimerne. En af de ting som står sikkert opbevaret på min fars loft i skrivende stund, er den enorme kasse med mærkelige breve, som jeg har modtaget gennem livet. En del af dem er fra Brandstrup ...

Sidste gang vi var til et arrangement sammen, havde jeg lokket ham til et Mixed Martial Arts Stævne i Hvidovre. Hvilket kort sagt går ud på at sidde med en fadøl og sige "Håhr-håhr-hårh" og "Uh, uh, uh" mens halvnøgne mænd skiftes til at smadre hinanden i et bur på en scene.

Det er brutalt voldeligt og excellent underholdning. Og jeg tror, at Brandstrup var den eneste mand i hele hallen den aften, der ikke havde en tatovering.

I dag da jeg sad og hang i hængekøjen gik det op for mig, jeg rent faktisk har muligheden for at få en helt fantastisk oplevelse med Brandstrup. At hans ophold her kan blive en af de oplevelser, som vi vil vende tilbage til igen og igen, når vi bliver gamle og sidder på en veranda og pimper portvin.

Brandstrup har aldrig været i troperne. Og selvom jeg har været verdens ringeste opdagelsesrejsende, så har jeg et forspring, som Brandstrup ikke har: Jeg lader mig ikke længere intimidere af omgivelserne. Jeg har nogenlunde regnet møntfoden ud og ved, hvad tingene koster. Jeg har styr på vejenes beskaffenhed i Costa Rica - og jeg har alligevel kørt en del rundt i landet. Så selv om jeg stadig ikke ved, hvor de berømte vandfald i nærmiljøet befinder sig, så ved jeg lige præcis nok til, at det her kan gå hen og blive vildt sjovt!

Først og fremmest har jeg besluttet, at jeg skal have fat i en lejebil. På den måde slipper han for al det stress og pres der er ved at lande i en ny by og hverken vide ud eller ind.
For jeg henter ham i lufthavnen. Så kan vi enten tage en nat hos Anna, eller indlogere os på et på et eller andet mærkeligt hotel for natten. Udover at det ville være spild af et helt fantastisk roadtrip at køre til Puerto Viejo om natten, så ville det også være potentielt livsfarligt efter min mening. Bjergene og de lastbiler, der kører fra Limón til San José er alt for vilde at deale med, når det er mørkt.

Men der er jo faktisk ingen grund til, at vi absolut skal ræse til Puerto Viejo lige med det samme. Vi kunne jo lige aflægge Miss Pacific et lille besøg.
Vi kunne jo lige tage en enkelt dag og aften af easy living på Stillehavskysten. Bade lidt i det venlige hav og snuppe et par aftendrinks på et lokalt sted med udsigt over havet. Det ER en mulighed.

Men når vi lander i mit regnskovshus, så er det ensbetydende med, at vi har taget turen over bjergene og langs den caribiske kyst ned til Puerto Viejo. Og den tur er så vild. San José er en lukket labyrint. Så alene at slippe ud af byen, er en kæmpe udfordring, som nok skal bringe sjove og frustrerende oplevelser med sig.

Når man endelig slipper San José og er på den rigtige vej, så kan man slå hjernen fra og nyde de næste timers kørsel. Opad, opad - lige indtil luften bliver klar og skarp og små kølige regnbyger trommer emsigt mod ruden.

Udsigten er bjerge med tæt regnskov, hvor skyerne hænger tungt om regnskovene. Derefter går det nedad igen og langsomt bliver det varmere og mere fugtigt. Man smider trøjen, som man havde på i bjergene og man kører gennem junglen, gennem enorme bananplantager, mens solen for alvor begynder at brænde. Store fabrikker der leverer ananas og alskens tropiske frugter til resten af verden dukker frem og ligner bygninger fra en tropisk udgave af Bladerunner.

Faktisk virker alt fremmedartet og man føler sig lidt som hovedpersonen i en virkelig god film!

Man kører over broer med småfloder brusende dybt under sig og alting er grønt, mens jorden har en mættet, rød farve som øjnene godt kan lide at dvæle ved.

Derefter Gøglercity aka Puerto Viejo hvor det stort set kun er hovedgaden, der er asfalteret - og så regnskoven.

Jeg ved, at Brandstrup vil være skuffet over regnskoven, lige når han ser den. Han vil ikke finde den smuk eller fascinerende i første øjekast. Men når mørket falder på og vi sidder og slår mave efter den ualmindelig store bøf, som jeg har tænkt vi skal have den første aften - så vil han begynde at lytte til den. Jeg har tænkt mig, at han skal have tjansen med at verfe dyr ud den aften - og jeg ved, at han vil være lige så fascineret over, hvor mærkelige dyrene og insekterne er, som jeg er.

Hvis jeg havde en connection til vejrguderne, ville jeg bestille et tordenvejr til den første aften!

Næste dag har jeg tænkt mig, at han skal ligge i hængekøjen hele dagen og jeg skal bare sørge for at holde ham kørende med læskedrikke og snacks. For Brandstrup trænger virkelig til at tilbringe en dag i hængekøjen. Og når mørket falder på og ildfluerne begynder at svirre, så er jeg ret sikker på, at han er lige så forelsket i skoven, som jeg er.

Og så er der fri leg. Jeg mangler stadig at udforske fjernomgivelserne, og det glæder jeg mig til at gøre i godt selskab. Vi skal nok se vandfald, og jeg kunne godt forestille mig, at Brandstrup lokker mig til canopying eller andre lidt actionprægede ting.

Det bliver fedt, fedt, fedt - and I get to speak danish all the time, which I really look forward to ...

Når Brandstrup så er taget afsted, får jeg ikke mulighed for at dvæle særlig længe. For på det tidspunkt skal jeg rykke mig selv ud af Costa Rica, fordi jeg har været i landet i næsten tre måneder. Mit turistvisum udløber og for at få det igen, skal jeg være ude af landet i 72 timer.

Det betyder, at Carla og mig nok tager en tur til Panama. Jeg legede ellers nok så fint - og det var dælme rart at lege med dén tanke - om at tage et fly til Mexico City for at hænge ud med min ven, Kenny, som bor der. Da jeg rejste til Costa Rica, inviterede Kenny mig til at mellemlande i Mexico City, så vi kunne have et par gode dage sammen. Men på det tidspunkt var jeg slet ikke mentalt parat til andet end at tage direkte til Costa Rica, fordi jeg var skrækslagen over alt det, som jeg sikkert skulle igennem.

Men nu er tanken begyndt at melde sig igen. Kenny er en gudsbenådet fotograf og en yderst sød og følsom mand. Jeg kunne meget godt forestille mig, at Mexico City ville være en fed oplevelse i hans kyndige selskab.  

Imidlertid vil jeg ikke købe en flybillet for at være væk så kort en periode. Det ville nemlig blive en kort periode, for cirka en uge efter Brandstrups afrejse, lander Momme i San José ...

Da Momme og jeg kastede vores første blik på hinanden, tænkte vi begge to "Hende kommer jeg aldrig til at tale med." Stedet var et journalistkursus i Århus. Vi var begge i begyndelsen af 20'erne og jeg kiggede på denne her pige, som var klædt med klassisk elegance i stærke farver. Hun havde flammerødt hår, var ikke bange for at sige sin mening højt - og havde et "Stem på V"-klistermærke på sit brilleetui ...

Momme - har hun fortalt mig - så en en odd type i afklippede jeans, netstrømper, oversize skovmandsskjorte, Dr. Martens-støvler og en hård attitude til omverdenen. Åh ja, det var i de glade grunge-dage.

Jeg kan ikke huske, hvad der fik os til at snakke - men vi blev uadskillige efter et par uger. Mig og Momme har virkelig været rundt om mange ting sammen.Vi arbejdede også sammen i en periode og vi nåede at slide hinanden fuldstændig op, som det kun sker i meget passionerede forhold. Derefter så vi ikke hinanden i et par år, men pludselig en dag passerede vi hinanden på en rulletrappe i mit lokale supermarked. Vi gik prompte ud og drak en kop kaffe, mødtes næste aften og drak en million cocktails - og genoptog et venskab, som er en evig kilde til taknemmelighed i mit sind.

Momme inspirerer mig, glæder mig og lærer mig meget.

Og hende får jeg på tomandshånd i 14 dage! Og selvfølgelig skal vi også have en bil, mens hun er her. Vi har altid dyrket at tage på roadtrips sammen. Faktisk har vi været Danmark rundt på roadtrip, og det står stadig som en af de fedeste rejseoplevelser, jeg har haft.

Jeg får travlt med at finde en udlejningsbil - for jeg har en meget vigtig mission: Jeg skal sørge for at finde nogen hjul, som giver mulighed for at man kan tilslutte en iPod til stereoanlægget!

Kære læsere - alle jer der kører bil - I kender det godt, ikke? Bilmusik-magien. Det kan være på vej hjem fra arbejde, hvor radioen spiller et virkelig fedt nummer. Og pludselig får man - så længe nummeret varer - den fornemmelse af, at alting er helt ok. At man er tilstede her og nu. At arbejdet er forladt, at man er i bevægelse - og at det bare er rart at være til.

Som da Annas radio spillede George Michaels 'Careless Whisper' for fuldt blæs, mens vi var på vej over en høj bro med udsigt til bjerge og en flod, hvor adskillige skilte advarede om, at der var krokodiller.

Eller som en af de tidlige forårsdage dengang jeg havde fotostudie i Nordvest, hvor varmen havde lokket alle udenfor, og jeg kørte ned ad Frederikssundssvej med den klassiske albue i det åbne vindue og Ministrys 'Khyber Pass' blæsende ud i nærmiljøet.

Bilmusik er godt!

Så lige nu har jeg faktisk nogle virkelig fornøjelige dage forude. Og min spanskundervisning må blive derefter - hvilket vil sige, at den må vente.

Men det betyder ikke, at jeg er helt tabt bag vognen. Jeg er begyndt at terpe gloser meget intensivt - og i går overhørte jeg en samtale, som jeg forstod! Det var faktisk, da jeg indleverede mit vasketøj til et vaskeri. Vaskerier er almindelige på disse kanter. Ikke møntvaske - men sådan noget med at gå ned til et hus, hvor der ligger en masse frisk vasketøj på et bord og somregel er der en stor, rund, sort dame som virker utrolig powerfull, som tager dine tre bæreposer. Og sådan var det også i det her tilfælde.

Mens jeg i mit stille sind krydsede fingre for, at min silkenederdel ville overleve turen, kunne jeg høre kvinden levere vasketøjet videre med en ordre om, at dette ikke var fra et hotel - og derfor skulle have ekstra attencion.

Hun tilføjede oven i købet, at hun mente at jeg boede her, for hun havde set mig på min cykel mange gange - hvilket åbenbart betød, at mit vasketøj blev behandlet ekstra nænsomt.
Det håber jeg - for jeg har ikke hentet det endnu.

Hvilket bringer mig videre til et af mine yndlingsemner - ja, I gætter rigtigt! - regnskoven.

I går var jeg i Puerto Viejo. Jeg er blevet utrolig sød ved mig selv efter min lille sjælerejse. Jeg sov jeg hele formiddagen væk. Jeg var godt nok vågen ved solopgang og drak en kop kaffe. Men det føltes så utrolig rart at smutte under sovetæppet igen. Jeg havde vilde, vilde drømme og vågnede ved 12-tiden. Normalt ville jeg have punket mig selv for at sove halvdelen af de lyse timer væk. Men i stedet var jeg sådan "Nårh, du har nok trængt til det, hva?" Mens jeg klappede mig selv kærligt på hovedet.

Så tog jeg til Puerto Viejo og spiste quasadillos på min yndlingsrestaurant, mens jeg lagde et blogindlæg på.

Jeg kender efterhånden folkene i den restaurant, og vi har lavet en aftale om, at de skal være ærligt overfor mig omkring vejret. Normalt giver de bare turisterne ret i, at det er varmt. Men siden jeg sagde, at jeg virkelig var interesseret i at høre, om det rent faktisk er varmt eller ej, har de været ærlige.

Som forrige gang da jeg slæbte mig derind og stønnede "Det er virkelig varmt idag, hva?"
Og tjeneren - som jeg stadig ikke ved, hvad hedder - kiggede på mig og sagde
"Helt ærligt - det er bare fordi du er et æsel at være ude i middagsheden. Det er ikke mere varmt, end det plejer at være."

Men igår gav de mig allesammen ret i, at det var en usædvanlig varm og trykkende dag.

Og hele byen bar præg af det. Folk sad i skyggen og i restauranternes barer og drak kaffe eller kolde øl og hang. Turisterne var også trukket væk fra solen og selv de kulsorte nigaraguanske gadehandlere sad i skyggen og slappede af.

Jeg cyklede hjem med en fornemmelse af, at luftfugtigheden var så tyk, at jeg kunne skære i den. På vej hjem landede der et par regndråber på mig. Store, varme pletter af vand som bare blandede sig med sveden på ryggen og silede ned ad mig.

Da jeg nåede mit hus, var jeg gennemblødt. Så jeg iførte mig fluks mit hjemmedress, hvilket er et par pyjamasbukser i silke og en underkjole i ditto.

Silke er det bedste materiale at iføre sig i dette klima. Det er let som en fjer, det absorberer fugt på en utrolig behagelig måde - og når man vasker det, kan faktisk tørre til næste dag.

Intet andet kan tørre her i regnskoven. Jeg kan godt fantasere om tørt tøj engang imellem, for håndklæder, jeans ... ja, næsten alt forbliver småfugtigt.

Faktisk er her så fugtigt, at en virkelig gennemsvedt bomuldsbh kan blive muggen på under en uge ... (Undskyld til jer, der læser blogs mens I spiser frokost)

Mens jeg stod og lavede mad til Red og Carla, kom regnen. Fra det ene øjeblik det andet. Den overdøvede alt andet med sin trommen mod taget og mod bladene udenfor.
 Ikke et tropisk uvejr - men bare dagsregn i junglen ...

Og så rullede tordenen ind over skoven med sine mægtige kræfter. Lynene fik på bedste Hitchcock-maner de elektriske lys i mit hus til at blinke ildevarslende.

Jeg havde været træt hele dagen og havde egentlig planlagt at gå tidligt i seng. Men jeg kunne slet ikke sove. På grund af støjen og fordi jeg slet ikke havde lyst til at sove.

Lynene flashede gennem mit bladtag og oplyste alle silhouetterne i regnskoven. Og selv om det regnede, blev det ikke en meter køligere. Tværtimod peakede luftfugtigheden til et niveau, hvor det føltes som om, at den rørte ved en. Ja, okay - jeg er understimuleret med berøringer. Og al den hede og fugt føltes som et kærtegn mod min hud. Jeg nød det intensivt.

Pludselig slog lynet ned i nærmiljøet og afstedkom et fuldstændig vildt tordenskrald. Og Red - min hundehelt, min redningsmand og min private Jesus - blev faktisk utryg. Jeg troede ikke, at Red kunne blive bange for nogetsomhelst i hele verden, så da han hoppede op i min seng, nænnede jeg på ingen måde at gøre andet end at lægge armen om ham.

Og der sad vi så. Carla lå i mit skød, jeg havde armen rundt om Red, mens tordenvejret bare kørte det vildeste trip på os. Det var så fedt, så fedt at jeg stadig mangler ord til at beskrive det. Mit hus rystede bogstaveligt talt under tordenskraldene, lynene kørte hele horisonten rundt og regnen bankede som maskingeværsalver mod mit tag.

Omkring klokken to lavede jeg mig en god kop kaffe og gik ombord i de croissanter, som jeg havde købt hos den gode bager i Puerto Viejo. Og da jeg tog den tredje bid af croissanten gik det op for mig, at bagerdamen havde misforstået mine instrukser.

Jeg havde fået chokolade-croissanter istedet for almindelige croissanter! Smagen af fed, sød chokolade kombineret med alle de andre ting der skete omkring mig, kørte mig bare direkte i velværehimmelen. (Ja, selvfølgelig delte jeg croissanterne med Red og Carla, hundevenner der læser dette!)

Jeg tænkte ikke over det, mens det stod på - men næste dag og lige siden har jeg spekuleret ret meget over det. Naturen er heftig på disse kanter. Og dengang jeg var i Danmark, var jeg da rimelig informeret om klimaforandringer og hvad har vi. Men som jeg nævnte i et af mine tidligere blogindlæg, så var det først synet af det Caribiske Ocean, som fik mig til at forstå begrebet tsunamier.

Og lige sådan er det også mit første tropiske tordenvejr der får mig til at forstå klimaforandringerne. Denne her verdensdel er rimelig cool omkring mange ting. Tico'erne tager det faktum at en tornado kan øde ødelægge deres hus - og nogle gange gør det -  med rimelig ro. De ved, at den slags kan ske - sådan er livet.

Huse der ikke bliver rimelig hysterisk vedligeholdt bliver ædt af junglen. Lægerne i hovedgaden i Puerto Viejo reklamerer med, at "De er eksperter i slangebid og har modgift mod selvsamme på lager."

Vejen mellem Limón og San José bliver jævnligt oversvømmet med det resultat, at ingen kan komme frem eller tilbage mellem de to kyster. Og jeg kunne blive ved i samme rille ...

Vejret har altid været vildt på disse kanter. Men hvis vejret ændrer sig den mindste smule, så bliver det svært. Kan I huske regnskyllet over København sidste år, mens der var Roskilde Festival? Kan I huske, hvordan hele byen nærmest var i undtagelsestilstand i flere dage?

Tag den regnskylle, gang den med hundrede - tilsæt en rask tornado eller en lille cyklon. Så begynder vi at nå Costa Ricas niveau.

Læg dertil en skrøbelig infrastruktur, et land hvor en ikke ringe del af bruttonationalproduktet er baseret på landbrug - eksport af blandt andet ananas og bananer ... og så selvfølgelig turisme.

Jeg er her, og som jeg sidder og skriver dette har jeg udsigt til det Caribiske Hav. Hun viser bigtime tænder idag og minder mig om, hvilken ustyrlig naturkraft, jeg bor i nærheden af. Selv surferne tør ikke lege med hende idag ...

Efter regnvejret og en dagsregn er her oversvømmelser og fyldte vandgrøfter allevegne. Naturen er vild på disse kanter. Og den må helst ikke blive meget vildere, for så er der s'gu risiko for, at det hele bryder sammen.

Prognoserne for Costa Rica er sorte, hvis vi fortsætter med at svine jordkloden til i samme tempo som nu. Især den caribiske kyst vil blive ramt - og hele Centralamerika som helhed vil betale en høj pris for det vilde vejr, som vil medføre klimaflygtninge og steder som enten tørrer ud eller drukner i regnvand.

Hvis Centralamerika fra dags dato stopper med at udlede Co2, så vil det ikke ændre en meter i det samlede billede. For Centralamerika udleder i forvejen så lidt Co2, at de udgør så lille en procentdel af den samlede udledning, at deres indsats ikke kan gøre en forskel.

Det er Europa, USA og vist også Kina, som skal til at tage sig sammen.

Og ja, nu går jeg fuldstændig i prædikantmode ... Men efter at have tilbragt to måneder i dette land og sludret med folk og fæ, så er det fan'me forstemmende at læse endnu en avisartikel om nogle forskere der tvivler på, at jorden er ved at gå rabundus, fordi vi sviner.

For folk der bor her, er det en realitet allerede nu. Vejret er blevet vildere, mærkeligere og mere uforudsigeligt. Og det fortsætter bare ...
Nicaragua - som i forvejen er et fattigt land - har én flod som drikkevand til de mennesker, der bor i landet. Well, den flod bliver mindre og mindre måned for måned. As we speak ...

Har jeg en løsning? Nej, det har jeg ikke. Måske at leve en lille smule mere beskedent. Måske at lade være med at købe, købe, købe hele tiden. Måske at forsøge at finde miljøvenlige løsninger, hvor det er muligt. Måske at tænke sig om og lade være med at købe den der med, at klimaforandringer er en naturlig forandring som verden har oplevet i tusindvis af år. Denne her forandring har vi selv skabt. Og jeg synes vi skylder at tage det alvorligt, at hele befolkninger nu er i farezonen på grund af det.

Og inden jeg kvæler mig selv i min egen glorie, så bliver jeg nødt til at bryde samme og sige, at lige nu ønsker jeg mig mere end noget andet ... en bil. Argh!