torsdag den 19. oktober 2017

I dødens skygge

ATTENTION: Jeg er jo gået igang med at blogge igen. Og derfor sidder jeg og kigger bagud. Jeg fandt dette indlæg, som jeg aldrig udgav og jeg troede, at det ville lægge sig i rækkefølge, hvis jeg trykkede på "udgiv-knappen" - det gjorde det ikke. Det lagde sig på forsiden. Jeg kan egentlig godt lide indlægget og husker stadig Padi og Che med stor glæde. Så nu får I det alligevel. Og jer der er nye læsere: Jeg er desværre ikke længere i Costa Rica. Jeg er i Danmark. Og dette indlæg er gammelt. Meget gammelt. Det er skrevet, da jeg var 39 år. Nu er jeg 45 år. Jeg fatter ikke, at tiden går så hurtigt!
Jeg har lånt dette billede af Edwin. Det er Padi yderst til højre - og Edwin i al sin behårede herlighed yderst til venstre. 

I morges vågnede jeg ved at det regnede. Faktisk blev jeg vækket af støjen. Regnen trommede ikke rytmisk mod taget, som den plejede. I stedet regnede det så kraftigt, at det nærmere var en helt enstonig støj, som om en kæmpe stod og hældte en uendelig spand vand på huset.
Med en kop varm kaffe i hånden, tog jeg en hurtig inspektionstur i huset og satte spande under de to steder, hvor det plejer at regne ind. Hundene fulgte mig i en interesseret hale rundt i huset, og da opgaven var fra hånden, smed jeg mig i hængekøjen på verandaen med alle hundene omkring mig.

Jeg har haft en meget, meget underlig tid, siden jeg afleverede bogen. Jeg har godt læst om det såkaldt kreative vakuum der indfinder sig, når man har overstået en opgave, der har taget betydelige kræfter - både rent tidsmæssigt, men også hjernemæssigt og ikke mindst emotionelt.
Lige da jeg afleverede bogen, var jeg så glad og lettet. En byrde var blevet løftet fra mine skuldre. Jeg var fri.

Jeg var blevet advaret om, at jeg skulle forberede mig på, at jeg kunne få en fornemmelse af tomhed, når tingene var faldet lidt på plads. Men så kom Majse og besøgte mig, og vi havde en rigtig dejlig tid sammen. Så var jeg i San José. Og i det hele taget er tiden bare gået, som den nu gør her i Caribien: Den ene dag overtager snigende den anden, og der kan nemt gå en uge, hvor man ikke får foretaget sig noget, hvis man ikke tager sig selv i nakken.

Jeg har aldrig turdet omtale mig selv som forfatter eller kunstner. Det virkede simpelthen for prætentiøst i forhold til, hvordan jeg så mig selv. Ergo var jeg slet ikke forberedt på, at al den frihed simpelthen sendte mig på kollisionskurs med mig selv. Det var som om, at jeg kun havde tænkt så langt, at jeg skulle skrive en bog. Men hvad med resten? Hvilken drejning skulle jeg give mit liv, når den bog var afleveret? Det havde jeg ikke skænket en tanke.

Indret med gekkoer. Det er jeg tilhænger af. Her har den sat sig noget så dekorativt på min vandhane ... 

Jeg har brugt tiden på at vandre langs strandene med hundene. I det hele taget har hundene taget en masse af min tid. Som jeg sidder her og skriver dette, ligger alle fire og snorker højlydt i hver deres hjørne af huset. På sengen ligger Carla og den lille kattekilling, Yuma. Som alle andre kræ her på matrikelen, er Yuma også kommet til, uden at det var en bevidst beslutning. Hun blev fundet halvdød på vejen fra San José til Puerto Viejo. Og nu ligger hun og spinder i sengen sammen med Carla. Obie har fået sin helt egen plads ude på verandaen. Han har fået et opsigtsvækkende flot, rødt halsbånd, han er blevet badet, klippet, af-ormet og -loppet. Han har spist to svingende måltider om dagen, og der er intet tilbage af den magre gadehund, som lagde hovedet på mit knæ den aften på Lazy Mon. Det har vist sig, at Obie var Puerto Viejos mest kendte gadehund. Han gik under navnene 'Abuelo' og 'Viejo' som betyder bedstefar og slet og ret 'den gamle.'

Men sidst vi gik til Puerto Viejo sammen, var der ingen, der kaldte på ham. For alle var i tvivl om, hvorvidt det virkelig var Obie, som jeg havde i hælene.
Til sidst var der en pige, som spurgte mig, om det virkelig den forhutlede gadehund fra byen? I går da jeg var i det lokale supermarked, var der en turist, der stoppede op og kaldte ham for smuk!

Husets lille sentinel, Negrita, har også fået et hjørne på verandaen, hvorfra hun kan overskue hele verden. Hun er den første til at alarmere, hvis nogen eller noget nærmer sig huset.

Foran sengen ligger Red og sover tungt. Han har brugt al sin tid på at være her i huset, og det er på tide, at han kommer tilbage til Edwin.

Jungle-kakao ...

Alle hundene ligger på tykke, bløde tæpper, som er indkøbt og møjsommeligt slæbt hjem fra en panamansk grænseshop. Og de gode nyheder er, at her ikke er nogen knurren eller slåskampe. Det har taget tid at komme så vidt. Og jeg føler, at jeg har gået rundt i konstant alarmberedskab. Især da Yuma kom ind i huset. Red er ikke vant til katte og har vist mest set dem som en form for ekstra snack på menukortet, hvis de krydsede hans vej.
Men jeg vidste, at slaget var vundet, da Yuma gav sig til at lege med hans hale i går.

Så nu hvor alt ånder fred og ro, er det på tide, at jeg vender tilbage til mig selv. Vender ryggen til formålsløst dovne dage og tager skeen i den anden hånd.

Jeg var blevet temmelig træt af mig selv. Inden jeg satte mig ned for at skrive for alvor, havde jeg en masse notater og en masse arbejdstid bag mig, hvor jeg forsøgte at destillere mine oplevelser i Costa Rica. Derefter brugte jeg halvanden måned udelukkende på at beskæftige mig med mig selv. Det var mig, mig, mig fra morgen til aften - og jeg blev træt af mig selv og min egen skrivestemme. Dødtræt. Og det er nok derfor, at jeg har været så træg på bloggen. Jeg blev nødt til at holde en lille ferie fra mig selv, hvis man kan udtrykke det sådan.

Sagen er jo den, at jeg ikke adskiller tingene. Jeg har ikke opfundet en person at skrive om. Hver eneste gang jeg sætter mig foran computeren, begynder jeg at grave i mig selv og mit liv. De mennesker som jeg skriver om, eksisterer alle i virkeligheden, og jeg har forsøgt at gengive dem så godt som muligt. Samtidig har jeg også ønsket at være en person, som man roligt kunne betro sig til, uden at man blev udleveret på skrift.

Så langt er jeg lykkedes. Endnu har der ikke været nogen som har sagt: Det her må du altså ikke skrive om på bloggen eller ganske enkelt undladt at tale med mig. Jeg er blevet mødt med tillid til, at jeg selv var begavet nok til at vurdere, hvornår noget var for privat til at blive fortalt videre. Det har været en balancegang for mig, og jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at holde tungen lige i munden.

Firedancing på Lazy Mon. 

Hvad mig selv angår, har jeg gjort det samme. Forsøgt at være ærlig uden at være så ærlig, at folk ville krumme tæer. Ikke fordi jeg egentlig har så mange filtre, jeg synes bare, at der er ting, som man med fordel kan skåne omverdenen fra. Som eksempelvis den dame, der for nylig proklamerede, at hun ikke havde kunne mærke sin klitoris i flere år. Men nu - endelig - kunne hun mærke den igen. Og så kunne man forresten købe et kursus af hende, hvis man selv var i den situation, at man led af følelsesløshed i undervognen.

Bagefter sad jeg med en fornemmelse af, at hun faktisk delte alt for meget. Når alt kom til alt, havde hun taget ærligheden et skridt for langt. Men okay - hun havde noget, hun ville sælge. Og så gælder alle kneb jo.

Der har også været andre begivenheder, som har fået mig til at indse, at jeg ikke bare kan lade tiden gå.

En slags passionsblomst. En junglepassion. Min junglepassion ...

Men lad mig tage tingene i omvendt rækkefølge. Lige nu sidder jeg nemlig og hører Depeche Mode. I forgårs drog jeg til byen for at finde en hurtig og stabil internetforbindelse, så jeg kunne købe Depeche Modes nyeste album 'Delta Machine'.
Og det fik jeg gjort. Så i de sidste to dage har det album kørt på repeat. Jeg har nydt at fordybe mig i teksterne og spille udvalgte numre igen og igen, for at få dem helt ind under huden.
Jeg er blevet genforelsket i Martin Gore og begærer atter Dave Gahan. Kort sagt er alt, som det har været i de sidste ... 27 år! Argh!

Spil 'Stripped' for mig, og jeg genkalder mig øjeblikkeligt at sidde foran en ghettoblaster på Terslev Skole og høre det nummer sammen med Majse. Vi sidder lige ved døren, som Henrik havde hængt rødternede gardiner op i. Der lugter af forår, tavlekridt, madpakker og spirende pubertet.
Jeg er alene med Majse i det univers, som vi skabte for at få plads til at være os selv. Vi var - for at sige det mildt - ikke særlig populære. Det var Majse der hev kasettebåndet op af sin taske og smed det i ghettoblasteren. Sangen efter Stripped havde et omkvæd, der gik i retning af: So take these broken wings, and learn to fly again... Men jeg afbrød brutalt nummeret og spolede tilbage til der, hvor Stripped begynder med lyden af en motorcykel der starter og derefter noget der lyder som en dunkende fiskekutter.

Stripped down to the bone. Dengang anede jeg ikke, at jeg skulle prøve den tilstand mange gange. Nogen gange på en god måde, andre gange på en dårlig. Jeg vidste heller ikke, at det nummer var begyndelsen på en kærlighedsaffære, der har varet lige siden.

I dag droppede jeg 'Delta Machine' til fordel for en Depeche Mode-spilleliste, som jeg havde lavet på computeren. Det var egentlig meningen, at jeg skulle skrive et par mails og i det hele taget rette op på et par hængepartier. Regnen trommede mod taget og luftfugtigheden var så tung, at den føltes som et ekstra lag hud. Men pludselig var det kun mig, Martins ord og Davids stemme, der eksisterede. Jeg tog hele turen tilbage til folkeskolen og frem til nu. Sidste gang jeg virkelig havde brug for hjælp, sang Martin Gore 'Breathe' for mig på uendelig repeat, mens jeg gyngede i min hængekøje og langsomt kom videre fra et meget tungt og mørkt sted inde i mig selv.

Believe in love. Breathe love, breathe love, breathe love ...

Tak Martin. Du var der, da jeg havde desperat brug for dig. Og det har du altid været.

Og her sidder jeg så og kan huske præcis hvordan det var at være 14 år, 23 år, 32 år, 39 år - og samtidig begynde at anet perspektivet af, at jeg ikke bliver ved med at være i denne tilstand for evigt. For hver dag der går, vil min krop blive en lille smule svagere - indtil den en dag er i en tilstand, hvor maskineriet ganske enkelt vil holde op med at virke. Og så er det farvel til det her liv. Farvel til at mærke regndråber mod ansigtet og solens stråler i øjnene. Hvad der sker efter det, har jeg stadig ingen anelse om. Og jeg er egentlig også ligeglad. For jeg kan ikke forestille mig en eksistens der er bedre end livet. At føle, mærke, se og smage ... Tanken om at være en salig sjæl der flagrer rundt, tiltaler mig ikke særlig meget. Jeg vil meget hellere have mit menneskelige hylster og være i stand til at kysse og mærke sand mellem tæerne. Jeg er villig til at tage rimelige doser pis og papir og smerte og sorg med - bare jeg kan få lov til at være her. Alt det med paradis og sidde på en lille sky og spille harpe i en tilstand af fuldstændig lykke, siger mig ikke en meter.

Jeg tror heller ikke, at det rigtig sagde Jack noget. Første gang jeg mødte ham, var da Momme og jeg spiste frokost på en restaurant på hovedgaden. Vi havde naturligvis placeret os helt uden til vejen, så vi kunne følge med i, hvad der skete.
En høj mand på bare, beskidte tæer kom slingrende forbi os. Han stoppede op og spurgte, om jeg havde ild til hans cigaret. Og da jeg langede lighteren ud, blev den modtaget af en senet, brun hånd.
Manden selv lignede et femte medlem af Rolling Stones. Rent caribisk rock'n'roll og da han sagde tak for lån af lighter, blev både Momme og jeg en smule bløde i knæene. Manden havde den smukkeste, dybeste og mest velmodulerede stemme, jeg nogensinde havde hørt.

Han spurgte, om vi havde været her længe og jeg fremførte, at Momme næsten lige var kommet.
Han kiggede på Momme, bukkede let for hende og sagde:
"Welcome to hell"
Derefter vandrede han videre ned ad hovedgaden og ind i den nedgående sol. Det er sådan, jeg husker billedet.

Næste gang jeg mødte Jack, stoppede han brat op, da han så mig. Han kiggede op og ned af mig og sagde:
"Det der, unge dame, er et korset."
Jeg nikkede.
"Du er iført korset i troperne."
Jeg nikkede igen.
"I salute you," sagde han så og førte hånden op til panden og gav mig en hilsen.

Siden blev det en tradition, at jeg fik dén hilsen, hver gang jeg mødte Jack - eller Che som han også blev kaldt. Når jeg nærmede mig, stoppede han op og stod ret og førte hånden op til panden. Og jeg grinede højt hver gang. Hvis jeg havde turdet, havde jeg kysset ham på kinden. Men han havde en udstråling, der på en gang var imødekommende og afvisende.

Den lille olietønde, Negrita. Hun blev dumpet på gaden, fordi hun var syg. Det er hun stadig. Hun har cancer. Jeg giver hende smertestillende hver dag og lader hende nyde livet. En dag vil canceren overtage, og så siger vi farvel.  

Han var ren rock'n'roll, han ernærede sig som kunstner, han havde siddet i fængsel i ti år for en forfærdelig forbrydelse. Meningen var, at han skulle have siddet i mindst 20 år, men da myndighederne fandt ud af, at han ikke var skyldig, løslod de ham. Han havde ingen penge til at sagsøge staten og på den måde få en kompensation for de ti år, som myndighederne havde stjålet fra ham. Han var en fantastisk slideguitarist og havde en vidunderlig sangstemme. De få gange jeg oplevede ham optræde, blev jeg forelsket i ham. Han havde en søn, som var hans udtrykte billede, og som kom til Puerto Viejo for at finde ham. Men Jack gav sig aldrig til kende overfor sønnen. Et eller andet gjorde, at han ikke magtede det.

Jack var fra Texas, men alt andet end en redneck. En dannet mand som havde taget et helt bevidst valg om at brænde sig selv op under tropesolen i Puerto Viejo.

Jeg mødte ham sidst for halvanden måned siden, og han nævnte, at han havde fået konstateret kræft i munden og at det lige skulle undersøges ordentligt. Jeg sagde til ham, at jeg endelig var færdig med min bog og at jeg ville besøge ham og tage en flaske whisky med. Jeg glædede mig. Jeg var sikker på, at han var godt selskab og at han ville rykke brikker rundt i min hjerne.

Karsten. Der findes næppe et menneske, der elsker junglen højere - og ved mere om den, end han gør. Han er min jungle-guru.

Jeg var begyndt at undre mig over, hvor han var. Men en morgen vågnede jeg ved, at Funky græd. Han havde logget sig ind på Puerto Viejos fb-side, hvor folk deler alskens ting. Og der var beskeden om Ches død tikket ind.
Så græd jeg også. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at Jack faldt lige der, hvor han skulle. Helt sikkert for tidligt - kun 56 år - men tanken om at denne rock'n'roll-rebel, dette vilde, rastløse menneske, skulle ligge i en hospitalsseng, virkede helt forkert. Jeg var lykkelig over at få at vide, at en costa ricansk familie, som holdt af ham, havde været ved hans seng, da han tog ud på sin sidste rejse. Det er forkert at dø uden at have en hånd at holde i.

Jack blev begravet på byens kirkegård, der ligger klods op og ned af junglen. Jeg var ikke med, fordi jeg var usikker på, om jeg kunne tillade mig det. Så godt kendte jeg ham heller ikke. Bagefter fortrød jeg. Selvfølgelig skulle både jeg og især Funky have været der. Fordi det ikke handler om, hvad andre tænker. Det handler om, at vi havde brug for at sige farvel til Che. Men jeg er meget forsigtig omkring den slags ting. Jeg vil så nødig støde pårørende i sorg. Det gik alt for sent op for mig, at her i  løstvævede, frithængende Puerto Viejo, bestemmer man selv, om man er pårørende. Og det var vi.

Jeg fik at vide, at det havde regnet så meget op til begravelsen, at graven var fyldt med vand. Da Ches kiste nåede frem, blev adskillige medlemmer af følget nødt til at hoppe ned i graven med spande og øse vandet ud, før de kunne få Che i jorden. Jeg grinede, da jeg hørte det. Che ville have grinet af det ...


Funky og jeg sagde farvel ved at opsøge hans hus. Men i løbet af den korte tid der var gået, var der allerede sat masonit-plader op omkring stedet, som ligger midt i byen. Jeg gætter på, at entrepenante typer havde opkøbt grunden og gerne ville have fred og ro til at rive huset ned. Huset. Ches hus som i sig selv var et kunstværk. Malet i alle farver og fyldt med mærkværdigheder, som han havde skabt om til kunst. Jeg er ked af, at alt det gik tabt. Der var mange ting, som var værd at bevare. Ting som jeg gerne havde givet et hjem - og jeg tror, at andre der kendte Che, havde det på samme måde.

Men vi stillede os foran muren ind til Ches hus og kaldte på ham i tankerne. Og hans ånd kom og fulgte os hele vejen ned til Tex Mex, hvor vi drak en Pilzner af glas til hans ære. Da vi skålede, sagde vi i kor Give them hell in heaven, Che. We salute you!
Jeg mangler at besøge hans gravsted og jeg er stadig ikke holdt op med kigge efter ham, når jeg er inde i byen. Det er okay. Che vil altid være der på en eller anden måde. I hvert fald for mig.

Dengang jeg red til Panama med Edwin og Sheldon, gjorde vi holdt ved en lille eco-lodge, som lå midt inde i junglen. Stedet kunne kun nås enten pr. båd eller ved tre timers trekking gennem junglen.
Eco-lodgen var i sig selv ikke så spændende. Den blev drevet af en selvoptaget amerikaner, som krævede at man holdt hinanden i hånden og takkede moder jord, inden man fik lov til at spise aftensmad. Jeg hader påtvungne fællesskaber - og endnu mere hvis de har sekteriske anstrøg. Så jeg vurderede, at eftersom jeg betalte rigelig med dollars for at sove i et skur under et myggenet og blive overvåget af fire enorme wolfspiders om natten, havde jeg ikke dårlig samvittighed over at komme for sent til samtlige måltider. Ingen holden i hånd til mig, tak.

Naboen til eco-lodgen var derimod temmelig interessant. En ældre, caribisk herre som var den sidste tiloversblevne beboer i en lille fiskerby, som engang havde ligget der.
Han boede i et stort hus på pæle med falmede billeder af pin up-piger på væggen på verandaen, hvor han tilbragte det meste af sin tid.
"Du skulle tage en snak med ham," foreslog Edwin.
"Han er et stykke nulevende, caribisk historie."

Det fik jeg ikke gjort på den tur. Jeg hilste bare på ham og sludrede ganske kort med ham. Hans navn var Padi.
Næste gang jeg mødte Padi, var da Tanja besøgte mig. Bådføreren Baku sejlede os ud til den øde strand og smed os af. Da vi havde badet lidt og flydt rundt i det kropsvarme hav, gik det op for os, at vi mere end noget andet trængte til en kold øl.

En kold øl som vi ikke havde. Jeg hoppede derfor i tøjet og gik op til Padis hus. Som altid sad han på verandaen. Jeg spurgte ham, om han havde øl - og om han eventuelt ville sælge to kolde af slagsen til mig.

"Du er Edwins ven," konstaterede han og smilede.
"Du skal ikke betale for noget."

Og så gav han mig to isafkølede pilsnere, som jeg tog med tilbage til Tanja. Det sidste jeg sagde til ham var:
"Jeg kommer og besøger dig. Jeg får Baku til at sejle mig herud. Og jeg tager øl med."

I går fortalte Edwin mig, at Padi var død. 90 år gammel. Senere samme dag tog Edwin af sted til begravelsen, men eftersom regnvejret har været så kraftigt i de sidste dage, var det umuligt at få den gamle mand i jorden. I dag er det imidlertid klaret op. Og Edwin sidder på sin veranda i sin pæneste, lyseblå skjorte. Begravelsen vil forhåbentlig kunne gennemføres senere i dag.

Sammen med Padi bliver 90 års caribisk historie begravet. Unikke historier vil utvivlsomt blive stedt til hvile for evigt sammen med den gamle mand.

Jeg havde muligheden for at lære Padi at kende. Og jeg er sikker på, at han ville have fortalt, hvis jeg havde spurgt. Han var aldeles klar i hovedet og havde efter sigende en fantastisk hukommelse.
Jeg kunne have drukket whisky med Jack og givet ham det kys på kinden, som jeg altid havde lyst til at give ham.

Jeg kunne. Jeg burde. Jeg er ked af, at disse mennesker ikke længere er her. Og jeg er helt egoistisk ked af, at jeg ikke fik muligheden for at møde dem, inden det var for sent.

I stedet havde jeg travlt med at dovne den og lave ingenting andet end at føle, at jeg var i - oh, melodramatisk smerte - kunstnervakuum. Jeg har lyst til at slå mig selv oven i hovedet med stegepanden.

For mens jeg pillede mig selv i navlen, døde to vigtige mennesker.

Tik-tak, tik-tak ... en dag bliver det min tur. Det er nok en meget god idé at huske på det engang imellem. Intet er her evigt. Hverken muligheder, begivenheder ... eller mig selv.

Carpe diem, som 90'er-modetatoveringen så rigtigt sagde det med snørklede bogstaver ...

Memento mori, kan jeg tilføje. Dét burde jeg faktisk få tatoveret et sted. Måske lige midt i panden. Med spejlvendt skrift. Så jeg kan se det, hver gang jeg putter mascara på.








onsdag den 18. oktober 2017

Sark. Tur - retur i en fart

"Jeg tror, at der er plads."
"Du skal ikke tro, du skal VIDE!!!," brølede jeg.
En lille pause fulgte mit desperate udråb. Derefter lød det:
"Der ER plads. Bare kør."

Ordvekslingen fandt sted i en p-kælder på størrelse med en skotøjsæske. Inden jeg blev desperat, var der sket følgende:

Vi var på vej gennem Europa. Med os havde vi Lenes to hunde, et flyttelæs i en trailer og en stram tidsplan. Lene havde booket en overnatning pr. internet, mens vi åd os gennem de franske motorveje. Efter 13 timers kørsel var vi ankommet til hotellet med et dybt lettelsens suk. Men vejen ind til de bløde dyner gik ned i en mikroskopisk p-kælder. Da vi endelig havde møvet os på plads og tog elevatoren op til hotellet, stod portieren fuldstændig uforstående, da Lene nævnte, at vi ville hente hundene.
"Hunde er under ingen omstændigheder tilladt på dette hotel," meddelte han.

Kato med de blå, blå øjne har noget næsten overnaturligt og superhelteagtigt over sig. Han er charmerende, begavet og flot. Og det VED han så udmærket godt ...

Han kunne godt se, at vi var aldeles udmattede, så han hjalp os med at finde et andet hotel, som var hundevenligt. Tilbage var der bare at sætte en næseløs, fuld trailer på en bil og derefter liste den udaf en tunnel, der mindede om et sugerør.

Hovedgaden på Sark. Eftersom biler ikke er tilladt giver det en helt særlig stemning, som faktisk minder mig om Caribien. Vejret var dejligt og folk kom hinanden ved på den måde, som man nu gør, når man egentlig ikke har vildt travlt. 

Og det var så der, at turens første og eneste desperate udbrud undslap mig. Lad os nu forestille os, at Lene for eksempel havde sagt: "Slap dog af, din hystade" eller "Gider du godt tale pænt?" Så var vi helt sikkert kommet op at skændes. For jeg træt, presset og ude i en situation, som jeg overhovedet ikke havde styr på.
Det skete ikke. I stedet bevarede Lene den stilfærdige ro, som hun bar med sig på hele turen. Og det lærte mig den vigtige lektie, at hvis folk bærer over med mig, så fokuserer jeg på opgaven og holder op med at opføre mig som en ... ja, hystade ...

De engelske kanaløer er kendt som skattely. Hastighedsgrænsen på Guernsey er 60 km. i timen. Derfor morede jeg mig vældigt over at køre fra borde i selskab med hurtige muskelbiler - porscher, maseratier og jaguarer. Guernsey er absolut ikke stedet for hurtige biler. Her er det hovedgaden med fine, eksklusive butikker ... 

Men det hele lykkedes og en time senere lå vi i hver vores ende af en dobbeltseng og spiste cheeseburgere fra MacDonald's med hundene. Da vi var færdige med det, tog vi hver vores computere og monterede høretelefoner. Jeg så Barnaby og faldt i søvn til den. Men pludselig vågnede jeg med et sæt, fordi den sluttede. Jeg for op, fordi jeg havde glemt at jeg havde høretelefoner på. Jeg skulle lige til at undskylde for min støjende hensynsløshed, men da jeg tændte lyset, gik det op for mig, at alle sov og at ingen havde hørt mig.

Sark har eet sted, hvor man kan købe alt, hvad man har brug for. Fra vaskemiddel, gavepapir og skruer solgt enkeltvis. Stedet fungerer også som postkontor og sladdercentral ... 

Jeg kiggede på Lene der lå og sov. Kato med de blå øjne havde omhyggeligt snurret sig om hendes fødder. Lange, myndeagtige Dina havde klæbet sig op ad hende. I søvnen lå Lene med hovedet på sin arm og hånden rakt ud. I den hånd havde Dina lagt sin pote. Jeg slukkede lyset igen og lagde mig til at sove. Missionen var lykkedes.

Selvsamme mission var simpel: Kør 3.500 kilometer. Rejs med tre færger, hent hundene og fyld traileren med indbo. Tag tilbage og slå et smut omkring Bornholm. Efterlad berømt forfatterinde på Bornholm med bogsamling og hunde. Tag hjem. Slap af.

Og det var sådan cirka også det, som jeg gjorde.


Denne have er simpelthen så smuk, at jeg ikke kan finde på noget at skrive om den. Englænderne kan virkelig noget med haver. Jeg er misundelig og begærlig. Jeg ville sælge min sjæl for en have af den kaliber. 

Alligevel vender jeg hjem med hundrede historier. Jeg vil nøjes med at fortælle om Sark. Vi ankom til Guernsey med 45 minutters forsinkelse, fordi den ene af færgens fire motorer var sat ud. Det betød, at mens jeg stod og råbte "Næææh" over det lidt barske, men meget charmerende, havneområde, kiggede Lene panderynkende efter en lillebitte, blå færge, der huggede sig gennem bølgerne på vej ud af havnen.
"Der gik vores færge til Sark," konstaterede hun.

Jeg er en garvet rejsende, så det tog jeg helt roligt. Det vigtigste for en god rejse er straks at anerkende virkeligheden og ikke ærgre sig, ikke blive sur, når noget uventet sker.

I stedet for at være på vej til Sark, slog vi os ned på en hyggelig pub, hvor jeg bestilte en øl på størrelse med en guldfiskebowle, mens Lene arbejdede koncentreret på at finde en løsning på problemet. Det store problem var, at den første færge til Sark næste dag var fuldt booket, samtidig med, at vi skulle nå at komme frem, fylde en container, som skulle fragtes tilbage til Guernsey inden middag. Med andre ord en åndssvag situation.

Golfstrømmen gør klimaet på Sark lunere og mere imødekommende end i Danmark. Derfor finder man også planter, der er er middelhavsagtige. Overalt vokser der vilde fuchsiaer. I deres vilde tilstand er blomsterne smallere og slankere. Og selve planten er en kæmpestore busk. Jeg har to grene stående i en vase ude i køkkenet. Hvis de slår rod, bliver jeg glad. Men de hænger ærlig talt noget med næbbet ... 

Men Lene sad og forsøgte at få det puslespil til at passe sammen, sagde hun til mig:
"Jeg talte lige med Tim. Han kan muligvis hente os. Men jeg ved simpelthen ikke, om han har tid til det. Det er meget usikkert."
Derefter tilføjede hun:
"Jeg har altid haft en fornemmelse af, at Tim har en lille svaghed for mig."

"Fantastisk," sagde jeg.
"Undervurder aldrig urkraften i et crush."


Her er Lenes hus. Et usædvanlig smukt hus, men efter Sark-standard var det ikke specielt. Over hele øen ligger der mange, smukke stenhuse. 

Ganske rigtigt. Klokken ti næste dag tøffede Tims store gummibåd ind i havnen og samlede os begge op. Jeg snublede ind i båden med min bagage. Tims opmærksomhed var så afgjort mere rettet mod at få Lene gelejdet ned i båden på den bedste og mest trygge måde.

Og afsted gik det, Tim satte farten op og vi plannede over vandet. Engang imellem faldt vi ned i et bølgehul og hver eneste gang vendte Tim sig om og spurgte, om Lene var okay. Jeg havde puttet mine solbriller i lommen og nød turen til fulde.

Det var på alle måder en smuk, smuk og lun dag. Omkring os stak forræderiske klippestykker op af vandet og advarede om, at dette farvand havde skarpe tænder, som man kunne skære sig på.

Men pludselig kom der noget helt andet op af vandet. En delfin lavede et elegant spring op af havet. Den blev fulgt af flere delfiner. En flok delfiner.

Næsten uanset hvor man er på Sark, kan man se havet. Ergo er havet et af de store omdrejningspunkter for øens befolkning. Når man mødes, taler man altid lidt om, hvordan havet så ud i går og i forgårs - og hvordan man tror, at det ser ud i morgen. 

Jeg kom med et højt udråb af forbløffelse og begejstring. Jeg kender silhuetten af en delfin lige så godt, som jeg kender min egen håndflade. Jeg har set den på hundredevis af billeder og film - jeg har bare aldrig set den i virkeligheden.

Og jeg må som altid konstatere, at virkeligheden virker stærkere end alt andet. Jeg blev så glad og rørt, at jeg kunne mærke tårer presse sig på.
Delfinerne fulgte os nysgerrigt og legende et stykke, før de endelig trak i en anden retning. Vi kiggede allesammen langt efter dem.

At bo i junglen gav mig en kærlighed til regnskoven, som aldrig forsvinder fra mit sind. At se delfiner i virkeligheden gjorde nogenlunde det samme for mig. Det var bare glimt, det var bare et par minutter - men manner, sikke et par minutter ...


Ja, ja, ja - et par stenbuer, nogle blomster og la la la. Og en smuk udsigt gennem stenbuerne. Sådanne detaljer finder man overalt på øen.  Jeg kan ikke lade være at tænke på min veninde Momme, der ville have sagt: "Her er simpelthen så pænt, at jeg har lyst til at løbe ned af hovedgaden i bar røv. Bare for at bryde lidt af idyllen ..."
Jeg beholdt bukserne på og nøjedes med at glæde mig over synet. 

Jeg ved så mange ting i min hjerne, men det er først, når jeg oplever det i virkeligheden, at det for alvor sætter sig hos mig.

Vi var perlende glade, da vi satte foden på Sark og blev fragtet op ad den stejle bakke af en traktor. På Sark er biler forbudt. Der er traktorer, men dem skal man have en god, erhvervsmæssig begrundelse for at eje. Ikke engang el-cykler er tilladte.

Det er sjældent, at man tænker over det. Men fraværet af biler var noget helt særligt. Lene havde godt nok nævnt det, men som altid skal man jo opleve tingene selv, før man virkelig forstår dem i sin sjæl. Hele øen var usigelig fredelig, smuk og stillestående. Som en virkelig god dagdrøm.


Og Lenes hus er nøjagtig lige så pænt fra bagsiden ... 

Vi fik fyldt containeren med Lenes indbo og var stadig på forkant med vores plan, (Advarsel: Flyt aldrig for en forfatter - de elsker jo bøger! Sig kun ja til at flytte for folk, der f.eks. samler på candyfloss.) og resten af dagen kunne vi slappe af og spadsere øen rundt og hilse på de lokale. Det foregik stort set på den måde, at folk tilkastede mig et neutralt blik. Nogle gange sagde de "Hello." Så fik de øje på Lene bag mig og derfra gik det stærkt. Deres stemmer og smil bevægede sig helt op i diskanten, og de råbte "Haiii, Lene!" og kastede sig om halsen på hende.

Det var både en god og en sørgelig oplevelse. At Lene havde skabt sig så mange gode venner, var godt. At hun ikke længere kan bo på Sark, er dårligt. Men Sark kræver en helbredsforsikring, og hvis man først har været syg, er det løb kørt.

Sark er så idyllisk at det næsten er helt fjollet. Helt urealistisk. Når man ikke har en skøn havudsigt, ligger der nuttede huse eller smukke marker. Øen er ikke vindblæst som sådan. Selvfølgelig er der også masser af flotte træer og stenhegn og blomster og ... jamen altså. Gud var virkelig i et godt lune, da han skabte Sark. 

Bedst som vi sad og spiste frokost ved siden af verdens smukkeste have, foran verdens pæneste stenhus-restaurant, kom Dina-hunden med hundepasser trippende forbi. Det var en sær oplevelse, fordi vi slet ikke var forberedt på at se Dina den dag. Men det var godt. Lene mistede fatningen et øjeblik da hun fik øje på sin hund. Men hun besindede sig lynhurtigt og fik hilst på hende. Dina er en af den slags hunde, der kun viser sine følelser ganske forsigtigt. Hun kiggede een gang på Lene og så
lagde hun snuden i hendes hånd med et lykkeligt suk. Men hundepasseren fik lov til at tage Dina med hjem og have hende en nat mere og forberede sig på at tage afsked med hende.

Dina kunne ikke rigtig finde ud af, hvilken vej, hun skulle gå. Men efter at have kigget langt efter Lene, trippede hun sirligt i hælene på dyrepasseren.

Lene ved indgangen til den smukke have der lå ved siden af den fantastiske restaurant. Begge dele kunne jeg bruge timer på hver dag, hvis jeg fik muligheden. 

Om aftenen besøgte vi Lenes kunstnerveninde, Rosie, som jeg blev meget fascineret af. Jeg vil bringe mere om hende her på bloggen.

Næste dag regnede det. Og vi gik til færgen i strid modregn. Vi havde fået at vide, at Lenes anden hund, Kato, ville møde os ved færgen. Så vi ventede. Lene med tilbageholdt åndedræt, fordi hende og Kato har et helt særligt bånd til hinanden. Dina var der allerede med sin sørgmodige hundepasser.

Goodbye Sark ... Jeg kunne være blevet der i mange dage. Men det må blive en anden gang ...

Vi ventede og ventede. Til sidst måtte færgen kappe fortøjningerne og sætte kurs mod Guernsey. Og så dukkede Kato op. På forskovlen af en traktor, der kom kørende i fuld fart. Jeg nåede kun at opfatte, at hans blå øjne var helt fikserede på Lene, derefter var det noget med at løbe med Dina og bagage. Færgen sejlede op mod molen, så vi kunne hoppe ombord, og det gjorde vi. Derefter var jeg helt koncentreret om at passe på Dina og have styr på tingene. Jeg sad på gulvet på båden og pludselig kunne jeg mærke, at Kato gik forbi mig og direkte hen til Dina. Hun løftede hovedet og de snusede til hinanden. Og elektriciteten mellem dem var til at mærke. De slappede begge mærkbart af over at være sammen igen. Det var som om, at alting bare var okay derfra.

Dina siger farvel til den søde dame, der passede hende, mens Lene var syg i Danmark. Damen - hvis navn jeg desværre aldrig fik fat i - var ked af at skulle skilles fra Dina. Og det kan jeg godt forstå. Hun er en blid, forsigtig hund, som stille og roligt erobrer ens hjerte. 

Og det var det også. Vi kørte i mange, mange timer. Jeg blev udsat for adskillige udfordringer i forhold til at køre med trailer. Vi sov to gange. Den første aften, hvor Lene og hundene var sammen for første gang i næsten i et år, forsvandt hun summende af lykke ind på sit værelse med de to kræ. Næste nat sov vi allesammen i en bunke. Og tredje nat sov Lene i sit nye hjem på Bornholm, mens jeg var på vej hjem til mig selv.

 Vores færge. Og vi var de rene superhelte, at vi nåede den. Vi tog trappen i tre spring og kastede os over rælingen for at komme med. Det så absolut ikke yndefuldt ud, men det var fuldstændig ligegyldigt - for vi nåede det.

Næste morgen vågnede jeg med en varm, blød fornemmelse i kroppen. Alt var godt. Om et par timer skulle jeg hente MINE hunde og være sammen med dem igen. Jeg var hjemme igen. Jeg havde set delfiner, jeg havde set Sark, jeg var faret vild på Guernsey, jeg havde mødt Rosie, oplevet verdens smukkeste drivhus og overlevet at køre en trailer gennem Europa.

Hvis man husker at nyde sine rejser, er livet faktisk ikke så tosset ...


At sætte traileren tilbage på sin p-plads føles nogenlunde som at slippe af med verdens mest besværlige familiemedlem. En kæmpe lettelse. Min kofanger har erhvervet sig et par grimme hak fra min amatør-agtige trailerkørsel. Men jeg er skideligeglad. Jeg ser dem som battlescars. Og den kamp endte jeg med at vinde. HA!