tirsdag den 19. februar 2013

Verdens næstgrimmeste hund



I går aftes var Majse og jeg i byen, så det baskede. I morges vågnede jeg op med tømmermænd, lå lidt og sundede mig, mens jeg gennemgik nattens eskapader i tankerne og pludselig - pludselig - kom jeg i tanke om, hvad der egentlig var sket. Jeg vendte mig forsigtigt om og kiggede. Ganske rigtigt ... ved siden af mig lå et fuldstændig fremmed hankønsvæsen og sov så tungt, at hans skæg nærmest blafrede.

Men lad mig skrue tiden tilbage. Der har været meget at skrive om, men ingen tid til at gøre det i. Min barndomsveninde, Majse, landede nemlig i San José for en uge siden, og siden har munden ikke stået stille på nogen af os. Det var vidunderligt at se hende igen. Og helt som det sig hør og bør, er vi i løbet af den forgangne uge både blevet fulde og solskoldede. Og helt som det også plejer at være, skaller jeg som et gammelt løg, mens Majse er igang med at oparbejde en pæn kulør.

I går eftermiddags annoncerede jeg, at Majse under ingen omstændigheder måtte gå glip af ugens store begivenhed i Puerto Viejos natteliv - nemlig Lazy Mon's open mic-aften.

Vi pudsede derfor fjerene og drog til staden. Lazy Mon's åbne mikrofon-arrangement går ud på, at enhver der har noget kunstnerisk på hjerte, kan stille sig op på en lille, interimistisk scene og udfolde sig selv. Vi har ikke så voldsomt mange forlystelser i nærmiljøet, så derfor kan man være sikker på, at gud og hvermand myldrer til stedet for at høre, hvad folk har på hjerte - og selvfølgelig drikke, sladre og flirte.

Nogen gange er det ekstremt underholdende. Der går stadig rygter om dengang to af byens førende spoken word-talenter kom op og slås om mikrofonen. Ellers kan arrangementet byde på alt lige fra ukulele-spil til gangsta-rap. Og det afsluttes altid på fineste vis med en omgang firedance, hvilket kort fortalt er unge, halvnøgne latinofyre der springer rundt med ildkugler og fakler. Som sagt: Meget underholdende.

Vi havde knap fundet en plads, før min ven, David, kom forbi. Han kastede et lystent blik på Majse, hentede straks en øl til hende og satte sig derefter ned for at kurtisere hende for fuld kraft. Mens hun var på toilettet, spurgte han mig pænt, om jeg ville have noget imod, hvis han inviterede hende ud. Jeg grinede indvendigt, men jeg ved, at Majse er udmærket i stand til at håndtere den slags situationer selv, så jeg sagde - hvad sandt var - at jeg ikke ville have noget imod, at han forsøgte at gøre sine hoser grønne hos hende.

David foldede derefter charmearmen fuldt ud og lagde på den måde fuldt beslag på Majse. Så mens jeg sad og var tilovers, kom en kæmpestor, mager hund hen til mig. Nok den næstgrimmeste hund, jeg nogensinde har set. Den grimmeste er utvivlsomt gadehunden Negrita, som i skrivende stund ligger og snorker højlydt på sit tæppe ude på verandaen. Jeg har en teori om, at da Gud havde skabt alle de normalt udseende hunde, havde han en bunke reservedele tilbage. Og så tænkte han: "Nåeh ja, hvorfor ikke?" Og tog reservedelene og skabte en hund med et hoved som en toiletpapirsrulle, småbitte, tykke ører, en krop som en tønde og ben som fire tændstikker. Den hund blev til Negrita. Læg dertil at hun kun har en halv snude og vralter, når hun går.

Da hun gjorde sit indtog i mit hus, var hun sky - grænsende til det selvudslettende. Men da hun først fandt ud af, at hun nu havde et rigtigt hus at bo i, forvandlede hun sig til en emsig husvogter, der giver hals ved mindste anledning og tager flere daglige runder i nærmiljøet for at være sikker på, at alting er, som det skal være. Udover det går hun ikke længere end til foden af bakken, så vender hun om og stormer hjem til huset.

Hunden der kom hen til mig på Lazy Mon havde de største poter, jeg nogensinde havde set. En strid sortbrun pels, hængeører og et stort, uhygiejnisk skæg. Man kunne spille xylofon på hans ribben og hans hale lignede en slags behåret stilk. Han lignede en uheldig blanding mellem en irsk ulvehund og en riesenschnauzer. Men jeg er jo som bekendt dyretosse, så jeg nussede ham venligt. Han sukkede begejstret over opmærksomheden og smed sig på mine fødder.

"Aha," sagde David begejstret.
"Tillykke - du har fået hund!"
"Og en rigtig sød hund," tilføjede Majse og klappede dyret for mine fødder. Han kvitterede øjeblikkeligt med endnu et lykke-suk og fladede fuldstændig ud.

"Visse-vasse," vrissede jeg.
"Sådan et grimt skrummel. Hvem tilhører han?"

"Han tilhører ingen," svarede David.
"Han går vist rundt i byen og tigger, hvor han kan komme til det. Og det har han gjort i noget tid."

"Det er lige en hund for dig," sagde Majse og vendte sig mod David.
"Så sent som i eftermiddags sagde hun, at hun gerne ville have en stor vagthund. En der var sød og ikke alt for hård i filten."

"Det er skæbnen," fastslog David, mens Majse nikkede bifaldende.
"Nu er han din."

I stedet for at argumentere med David og Majse, hentede jeg en omgang jamaican me crazy til os alle - en diabolsk, omend velsmagende drik, der består af rigelige mængder rom, bananlikør, kokosrom, tranebærjuice og friskblendet ananas.

Majse og jeg havde en forrygende aften og David var som altid godt selskab. Vi skiftedes til at hente sjusser og nød underholdningen i fulde drag. Som oldschool-hiphopper var Majse dog en smule skuffet over, at de lokale gangsta-rappere glimrede ved deres fravær.

Da den sidste fakkel var slukket og firedancerne havde fået deres t-shirts på igen, var det tid til afgang. Hundeskrumlet lå stadig og sov for mine fødder. Da jeg rejste mig op, rejste hunden sig også op og kiggede spørgende på mig.

"Ok," sagde David, der havde holdt igen med drikkevarerne,
"Jeg kører jer og din nye hund hjem."

"Ja, ja, ja," sagde jeg overmodigt. Gadehunde plejer at være meget mistænksomme over for folk, der prøver at lokke dem ind i biler og den slags.

Mens vi stod og ventede på at David hentede sin landrover, satte hunden sig mellem mig og Majse og kiggede tilbedende på os.
Da David kom tilbage med bilen og åbnede døren for Majse, satte hunden i et elegant spring ind på bagsædet. På det tidspunkt var jeg så tilpas overrislet , at jeg bare grinede og kravlede ind på bagsædet.

Vi sagde pænt farvel til David ved nedgangen til junglen og vel hjemme i huset, smed hundeskrumlet sig på gulvet. Majse og jeg sad og kiggede lidt på ham, og vi kunne bogstaveligt talt se lopperne danse rundt på ham. Så mens han spiste den knasemad, som jeg satte frem til ham, hentede jeg loppepulveret og gav ham en hurtig omgang - bare lige for at tage det værste.

Vi grinede lidt af det hele - den slags er meget nemmere, når man har alkohol i blodet. Og så gik vi i seng.

Lige da jeg vågnede i morges, havde jeg faktisk glemt, at jeg havde hjembragt et styks loppebefængt gadekryds fra Puerto Viejo. Men så kom erindringen tilbage - og ganske rigtigt ... Hundeskrumlet lå og snorkede højt på gulvet.

Nu er det sådan, at jeg har været plaget af en indbrudstyv i mit hus. Jeg er helt sikker på, at det er den samme fyr, som vender tilbage igen og igen. Og inden jul kom jeg op at slås med ham, fordi han lige pludselig stod bag bruseforhænget i mit badeværelse. Så siden da har jeg gjort det til en vane at sætte mine kameraer og computere op hos Edwin, hver gang jeg forlader huset.

Eftersom Majse og jeg havde aftalt strandtur, gik vi op til Edwin med vores ting. Hunden fulgte storlogrende med os og da vi nåede til huset, fik jeg øje på Red. Red fik på sin side øje på et stort skrummel af en hanhund, som havde den enorme frækhed at komme valsende ind på hans territorium. Jeg har aldrig hørt Red brumme så højt, som da han fuldstændig stivbenet gik ned af trappen for at kigge nærmere på indtrængeren.

Reds brummen bragte Edwin frem fra førstesalen.
"Hvad i alverden er dog det for et kræ?," spurgte han og tilkastede hunden et skeptisk blik.

Jeg mumlede noget om at hunden var fulgt efter os og kom ikke rigtig nærmere ind på, at jeg selv havde en del af skylden for, at den nu befandt sig på Reds territorium.

"Hmmm," sagde Edwin og kiggede længe på mig.
"Vi må jo bare se, hvad der sker. Hvis han skal bo her, skal han nok have klippet nosserne. Foreløbig er jeg bare overrasket over, at Red ikke har lavet ham om til en sommerhat."

Vi gik tilbage til huset og Red fulgte stivbenet efter os, mens han knurrede olmt af den nye hund. Da vi forlod stedet, stod begge hunde ude på vejen. Vejen er ikke Reds territorium, og jeg var helt sikker på, at Red ville jage den anden hund væk. Jeg var heller ikke i tvivl om, at en gadesmart hund ville tøffe tilbage til Puerto Viejo og fortsætte sit frie liv der.

Funky tog med på stranden og kunne berette, at hunden gik under navnet Obama i byen og at han ganske rigtigt levede af at tigge. Jeg fik også at vide, at han var en skrap satan, der ikke fandt sig i noget.

Efter en lang dag vendte vi tilbage til huset. Som altid blev vi budt overstrømmende velkommen af Negrita. Men stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at Obama stadig var der.

I dagslys kunne jeg bedre undersøge ham, og jeg kunne konstatere, at han var meget, meget tynd og misligeholdt. Hans ører gjorde ondt og var også røde, betændte og irriterede. Han havde bare pletter på kroppen og havde haft en meget stor byld på hoften, som var bristet og havde efterladt et stort hul. Og så var han fyldt med lopper. Jeg gav ham en painkiller, som jeg havde tilovers fra engang Red havde en byld, kæmmede hans filtrede pels igennem med loppepulver, dryppede hans ører og desinficerede byldesåret. Derefter lavede jeg en ordentlig skudefuld mad til ham - med æg, pasta og pølser. Og da han ikke længere skulle pille sig og klø sine ører hele tiden, faldt han i en dyb søvn.

Det varede lige indtil Red dukkede op for at få sin aften-omelet. Begge hunde lagde ud med at knurre så dybt at hinanden, at huset rystede. Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg begyndte at råbe op eller på anden måde vise ophidselse, så gjorde det bare situationen endnu værre.
Red var rasende og ventede bare på en anledning til at fare i flæsket på Obi - som vi havde døbt ham.
Men Obi har indtil videre underkastet sig fuldstændig. Han lagde ud med at gengælde Reds aggression, men det lader til at han har en eller anden fornemmelse for, at det ikke er måden, han skal håndtere denne situation på. Jeg har ret stor tiltro til hans evne til at tilpasse sig - hvis ikke han havde været klog og i stand til at læse situationerne, tror jeg ikke, at han ville have overlevet så længe på gaden.

I hvert fald skiftede han gear og blev meget underdanig. Foreløbig er det ikke kommet til slagsmål mellem hundene, og jeg håber, at det går godt. De kan bestemt ikke lide hinanden, men måske kan det ændre sig? Jeg er på dybt vand her. Det eneste jeg ved er, at hvis jeg begynder at hidse mig op, så flipper Red også ud. Det har jeg oplevet to gange før. Så jeg forsøger at tage det helt roligt og lade som ingenting. Red er også en meget klog hund, så måske kan de afgøre sagerne uden at ryge i flæsket på hinanden.

Status er lige nu, at Red, Carla og Funky ligger og sover i min seng. Negrita ligger og sover ude på sine puder på terrassen - og Obi ligger fuldstændig udstrakt og sover på gulvet.

Hvis det går godt, har jeg fået en ny hund. Inde bag det mispassede ydre gemmer der sig faktisk en meget charmerende og god hund. Og hvis han får lidt sul på kroppen og bliver passet ordentligt - så kunne han muligvis blive ganske pæn at se på. Det er ikke lyv, at jeg godt kunne tænke mig en stor vagthund, som var her hele tiden. Men jeg ser tiden an. Hvis ikke det går, har jeg besluttet mig for, at jeg vil skaffe ham et ordentligt hjem. Obi skal ikke tilbage på gaden. Han trænger i dén grad til, at nogen tager sig lidt af ham.

Men kryds fingre for mig ....







lørdag den 2. februar 2013

Tilbage til virkeligheden


Sådan så min fod ud, lige da jeg var kommet hjem fra Mexico ...

Jeg undskylder på forhånd, hvis dette blogindlæg er præget af en vis træthed og udmattelse. Sagen er den, at jeg i torsdags klokken præcis 15.09 trykkede på send-knappen i min mail og afsendte ikke mindre end 90.929 ord til Politikens Forlags bogkonkurrence.

Jeg råbte: "Så er det nuuu!" og Funky kom farende med en kasserolle, som han slog takt på med en grydeske, mens han råbte "Go, go fighter!!!"

Så gik der et øjeblik og så fik jeg en kvittering på, at manuskriptet var modtaget og at jeg dermed var med i konkurrencen - medmindre jeg havde sendt et ufærdigt manuskript, for så ville forlaget personligt sende yngsteassistenten ud til min adresse og give mig en olfert. (Det skrev de ikke direkte, men det lå meget klart mellem linjerne.)

Så hev jeg to iskolde Pilzner ud af fryseren, og mens vi skålede, sagde Funky at han ikke var et øjeblik i tvivl om, at jeg ville vinde den konkurrence. Fordi jeg var en fantastisk skribent med helt særlige evner, som verden hurtigt ville få øje på og begynde at tilbede.
Bagefter sagde min søster nogenlunde det samme over fb-chatten.

Og ved I hvad? Selv om jeg godt ved, at det er løgn - jeg mener: Funky kan ikke engang læse dansk - så føles det bare så dejligt, at der er nogen, som gider at sige den slags til en. Det er som at have en dejlig blød pude i ryggen, når de mennesker man holder af, bakker en sådan op. Jeg fik op til flere tillykke-mails og en heppe-sms tikkede også ind. Jeg nød det så meget!

Så lagde jeg mig på sengen og tænkte, at nu var jeg fri igen. Og det var stort set det eneste, jeg nåede at tænke før jeg faldt i en dyb søvn. Da jeg vågnede op tidligt på aftenen, havde Funky hentet pizza og dvd-film i byen og jeg nød det hele så utrolig meget. Ingen mærkelig fornemmelse af at jeg forsømte noget, fordi jeg så en film. Noget af det virkelig gode ved dagen var også, at Depeche Mode releasede deres single 'Heaven' på denne store mærkedag. Og jeg kunne sætte mig ned og lytte til den lige så mange gange, jeg havde lyst til.

Forud er gået mere end en måned, hvor jeg har været i skrivefængsel. Og det har været langt hårdere, end jeg egentlig havde forestillet mig. Gennem hele året har det, at jeg skulle skrive en bog, ligget i mit baghoved. Det har fyldt meget. Jeg havde en mappe med rod og ufærdige tekstbidder liggende - og sammen med en måneds virkelig intensivt arbejde, skulle det munde ud i en roman.

Min arbejdsproces har været følgende: Sove. Vågne op og drikke kaffe med en forsigtig optimisme over hele projektet. Derefter til skrivebordet. Derefter et ynkeligt sammenbrud over hvilken banal nar, jeg er. Derefter heftige, indre skænderier hvor den tydeligste stemme sagde: "Prøv at høre - ingen gider at høre om din åndssvage jungle og de latterlige ting, som du render rundt og laver."

Derefter blev rødvinen hevet ud af køleskabet og indtaget ad libitum, indtil de kritiske stemmer blev en baggrundssummen. Derefter: Skrivning i rå mængder indtil jeg dejsede omkuld på min seng. Som regel uden at have børstet tænder ...

Gentag dette hver dag i en måned - og så er man bare rimelig udaset, ret ildelugtende og temmelig småalkoholiseret. Jeg fik ikke rigtig badet regelmæssigt eller skiftet tøj eller den slags ting, ordentlige mennesker gør.

Men jeg blev færdig! Og hvis jeg ikke havde haft en deadline, havde jeg aldrig gjort det. Og hvis ikke I - søde læsere - havde gidet læse min blog hele året - så havde jeg heller aldrig turdet. Så tak fordi I gad. Det endte med at betyde en masse for mig.

I går vågnede jeg med en glad og lidt tom fornemmelse i kroppen. Det var dejligt, at jeg ikke havde endnu et marathon-døgn foran computeren i sigte. I stedet satte jeg Depeche Mode på og gav mit hus en tiltrængt overhaling. Mens jeg har siddet og skrevet, har orb-edderkopperne spundet mit hus fuldstændig ind. Ikke et vinduesfag var edderkoppe-frit. De blev nænsomt fejet ned og smidt ud. Køkkenet blev skuret, gulvet blev vasket og det var som at få et helt nyt hus tilbage.

Bagefter gik jeg i varmt bad og exfolierede mig selv fra top til tå med kaffegrums. Jeg vaskede mit hår to gange og puttede en hårkur i det. Jeg barberede mine lodne ben og bagefter gnubbede jeg mig ind i kokosfedt. Og al denne herlighed skete selvfølgelig til tonerne af Depeche Mode. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så lykkelig og fredfyldt.

Pludselig dukkede den excentriske englænder, Sheldon, op ved mit hus. Jeg anede ikke, at han var i byen, så det var en skøn overraskelse.
"Edwin siger, at du har afleveret en bog," sagde han anklagende.
"Det har jeg," svarede jeg.
"Good girl," sagde han og kyssede mig på kinden og sagde, at min tilstedeværelse ikke bare var ønsket - den var krævet - til en stor fest i byen om aftenen.
Så gik han.

Jeg havde overhovedet ikke lyst til at gå til fest. Hvis jeg skal være helt ærlig, så skræmte tanken mig en lille smule. En hel masse mennesker samlet på ét sted. Og så mig der skulle lade som om, at jeg var helt i balance med alt det.
Men jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne gøre det og håbe på det bedste. Jeg har simpelthen været isoleret i en sådan grad, at min iboende menneskeskyhed rigtig havde fået lov til at vokse sig stor, mens jeg arbejdede på bogen.

Den eneste - eneste - rene kjole jeg havde var sort. Så den kom på sammen med et sort korset, et sort sjal og et par sorte sko. Og det fungerede udmærket. Sort tøj stiver mig lidt af.

Så drog jeg af sted pr. taxa. Og Taxa-José var også rigtig sød og sagde, at han havde savnet mig og at han var helt sikker på, at jeg ville vinde romankonkurrencen, fordi jeg var sådan en fremragende kunde ... æh ... forfatter ...

Og selvfølgelig var det en god fest. Sheldon var der og ham fik jeg snakket med. Og en underlig surfertype, og en tysker med sideskilning som var eu-tilhænger og Francois som er en af Edwins venner ... og ...

For at runde det hele af, blev jeg kørt hjem af en meget sød mand, som hed Herman og var opvokset i Limon. Det var virkelig fedt, for på det tidspunkt var det blevet så sent, at jeg havde indstillet mig på at tage turen fra byen til junglen på mine flade fødder - iført en heldragt af vodka, som jeg var kommet til at marinere mig selv i, fordi jeg blev lidt nervøs over alle de mennesker.

I dag skrev jeg en dosmerseddel så lang som en lian, samlede alt mit tøj i en kæmpe skraldesæk og tilkaldte endnu engang Taxa-José som kørte mig til byen. Jeg skulle have både det ene og det andet - og var spækket med praktiske planer som eksempelvis at finde den sikring, som var sprunget i min nys monterede brusebads-dims. Jeg fik to varme brusebade - så var festen forbi.

Jeg afleverede tøjet og vandrede bogstavelig talt trallende ned af hovedgaden - fyldt med driftige planer og virkelyst. Og hvad så jeg? Yes, der var åbnet en tatovør i Puerto Viejo, mens jeg havde siddet ude i junglen! Jeg slog øjeblikkeligt et sving indenfor og nærstuderede den mappe der lå på disken, som viste tatovørens arbejde. Jeg kunne lide, hvad jeg så og stak straks min højre fod op i den sagesløse tatovørs ansigt. Der fik jeg for to år siden lavet et dødningehoved i sort og hvidt.

Da jeg rejste til Costa Rica havde jeg i baghovedet, at jeg ville have gjort et eller andet ved den tatovering, når jeg syntes, at tiden var til det. Forstået på den måde at jeg først ville gøre det, når der skete noget særligt i mit liv.


 Jeg bliver lige nødt til at vise de her to billeder. En dag jeg cyklede til købmanden sad ham her og vegeterede inde i grøften ... 

... Og er han ikke bare utrolig smuk og flot? Det er en han på frierfødder - det er derfor, han ser så farverig og flamboyant ud. Jeg siger det bare: Hvis jeg var en dameleguan, skulle han ikke gå ret mange gange rundt om mit træ ...

"Denne her kunne jeg godt tænke mig at få lavet noget ved," sagde jeg til tatovøren. Han var en høj, smuk type der selv var tatoveret næsten fra isse til fod. Men med pæne tatoveringer! I hvert fald så det som helhed godt ud til ham.

"Tribal-stil," konstaterede han og gøs let. Ikke lige hans smag.

"Jeg vil ha' en hibiscus-blomst på kraniet! Kan du lave det? Og tror du, at det vil blive pænt?"

Og så tog han en pen fra et krus der stod på bordet og gav sig til at tegne på min fod. Fortalte at han mente to blomster ville være bedre. Han ville også friske kraniet lidt op, hvortil jeg skyndte mig at pointere, at det ikke måtte blive et alt for uhyggeligt kranium.
Så spurgte jeg, om han kunne lave noget med kraniet, så det blev mere mexicansk inspireret, og han kom med forslag til det.

Da min fod var fuldstændig overtegnet, enedes vi om opfriskning af kranium - plus skygger og to blomster. Så vaskede han alle smørerierne af mig og tegnede det hele op igen.

Og så satte han nålen i mig. Jeg ved godt, at foden rummer en del nerveender og som sådan er et følsomt område. Men novra hvor gjorde det ondt. Og jo mere han arbejdede, jo værre blev det. Hver gang han havde lavet en linje, holdt han en lille pause for at tørre blodet og det overskydende blæk væk. Til sidst gjorde den lille bevægelse med køkkenrullepapiret ondt i sig selv.

Undervejs holdt han pauser og rensede min fod helt ren, så jeg kunne se resultatet. Så diskuterede vi, om der skulle mere hvidt i kraniet og om skyggerne skulle være mørkere. Hvis ikke det havde været så smertefyldt, havde det været rigtig hyggeligt.
Da han spurgte, om det gjorde ondt, nikkede jeg sammenbidt.

"Pain is part of the game," sagde han og smilede smørret til mig. Det lykkedes mig at fremtvinge et lille, spidst smil og sige:
"Det kan man jo sige om hele livet."
"Yes. Det er derfor, at folk får tatoveringer," svarede han og bøjede sig atter over min maltrakterede fod.

Efter to timer viklede han foden ind i plastic og instruerede mig i at lade det sidde en times tid, derefter vaske foden i vand og intet andet. Og i morgen måtte jeg så smøre med lidt Nivea-creme.

Og sådan så min fod ud kort tid efter, at der åbnede en tatovørbiks i Puerto Viejo. Efter to timer i fattelig pinsel & smerte ... Oho! 

Jeg mener helt bestemt, at jeg fik nogen mere pylrede instruktioner, da jeg blev tatoveret i Mexico.

På det tidspunkt havde jeg været i butikken i tre timer, så da jeg havde betalt og fået et knus af den søde mand, opdagede jeg at det var blevet mørkt udenfor. Så der var ikke andet at gøre end at gå i supermarkedet og derefter tage hjem.

Alle mine nyttige gøremål er dermed udsat til mandag. For i morgen er det Funkys fødselsdag og der er hemmeligheder i huset. Jeg har købt gaver til ham og købt ind til en ond morgenmad på sengen. Jeg forærer ham også en fisketur på åbent hav, som han glæder sig så meget til, at han har gået og sunget: "Gone fishing ... tralalalaaa" i tide og utide i de sidste par uger.  

Lige nu sidder jeg og skriver med min stakkels fod på en pude. Den er øm og det spænder i den, når jeg går på den. Tatoveringen ser meget mørk og dominerende ud, fordi den blev lavet oven på den gamle tatovering. Men jeg kan godt lide den.

Og fremfor alt: Så kan jeg godt lide tanken om, at jeg om ti år kan kigge på den fod og fuldstændig genkalde mig den dag, jeg gik ind og fik den lavet. Fordi jeg havde afleveret mit livs første manuskript, som handlede om det, jeg havde allermest lyst til at skrive om.

Selvfølgelig vil jeg gerne vinde den konkurrence. Hvem ville ikke det? Men når alt kommer til alt, føles det som om, at jeg allerede har vundet noget. Jeg kan i hvert fald allerede nu mærke, at det giver en meget rank ryg og et ordentligt boost i selvtilliden, at jeg formåede at gøre det. Jeg skrev en hel bog - og jeg afleverede den til tiden.

Nu vil jeg bare glemme alt om den, for man får først besked om resultatet i maj måned. Og jeg vil nyde, at jeg er fri for at spekulere mere over, hvordan man egentlig strikker 250 sider sammen til en historie.

Uh, det er dejligt at være tilbage!