lørdag den 27. april 2013

Når junglen hævner sig

Funky er fuldblods latino-dreng med en udpræget sans for drama. Her er han dog fanget i et af sine mere fredsommelige øjeblikke. 


I går var vejret hedt som i en bageovn. Ikke en vind rørte sig og selv i huset var der så varmt, at jeg svedte tran, selv om jeg kun var iført en gammel herreundertrøje. Heden blev mere og mere kvælende og jeg fik den velkendte fornemmelse af at føle mig som en ballon, der trængte til at blive prikket hul på. Jeg forsøgte forgæves at samle mine tanker om den hjemmeside, som jeg er i gang med at konstruere for Karsten, men den drillede så meget, at jeg irritabelt satte computeren fra mig. Hundene lå fuldstændig udstrakte og flade som pandekager og sov rundt omkring på gulvet med gispende åndedræt.
Selv Henning og Svend lå og vegeterede under et blad i deres indhegning i stedet for - som de plejer - at pikke geschæftigt rundt.
"Så kan det fan'me også være det samme," råbte jeg højt, smed resolut alt tøjet satte mig i skrædderstilling på verandaen med en cigaret og et glas isvand.
"Lorte-klima!", brølede jeg ud i skoven og blev temmelig forskrækket, da junglen øjeblikkeligt svarede igen ved at sende et koldt vindpust gennem huset.

Jeg har opbygget et absolut overtroisk forhold til regnskoven som betyder, at jeg ikke tør tale dårligt om den eller på anden måde genere den af frygt for, at den pludselig svarer igen. Og tro mig - regnskoven har sine klare måder at kommunikere på.

Som den aften hvor Funky og jeg sad fredsommeligt og spillede skak på sengen. Pludselig lød en knasen som langsomt tog til i styrke, indtil lyden var så høj, at hele huset vibrerede.
"Så for fanden - det går galt," råbte Funky.
"Down! Down! Down!"

Jeg havde ingen idé om, hvad der kunne forårsage så høj en lyd, men jeg vidste instinktivt, at det ikke var godt. Jeg greb Carla og rullede ud over sengekanten og ned på gulvet sammen med Funky. Vi fladede helt ud, mens den knasende lyd gled over i et brag af dimensioner, som fik hele huset til at ryste. Først troede jeg, at det var et kraftigt jordskælv, for det havde jeg oplevet en enkelt gang før, hvor det føltes som om, at en kæmpehånd ruskede i huset. Men lyden? Hvad med lyden?

Stilheden efter kæmpebraget var håndgribelig. Det var som om, at hele junglen holdt vejret i ti sekunder - og så vendte alting tilbage til normalen. Insekterne genoptog deres filen og knitren. Frøerne begyndte igen at kvække, gekkoerne pludrede videre og vaskebjørnene skreg igen.
"Det er løgn," sagde jeg, da jeg stak hovedet op over sengen.
"Var det, hvad jeg tror det er?," spurgte jeg Funky.
"Yes," sagde han og begyndte at sætte skakbrikkerne tilbage på brættet.
"Og det var tæt på. I morgen går vi ud og ser, hvor træet er faldet."

Jeg var fuldstændig mundlam. Et eller andet sted ude i junglemørket - ganske tæt på mit hus - var et træ styrtet omkuld. At dømme efter lyden måtte det være en af de store klepperter - en stor Træskæg - der var draget videre til enternes evige marker. Mindst 40 meter måtte træet have været. Jeg var på en gang fascineret og skræmt fra vid og sans. Hvis det træ havde ramt huset, var vi blevet til bogmærker.

Jeg grinede højt over, at vi i det hele taget havde gjort os ulejlighed med at smide os på gulvet. Et faldende træ af den størrelse ville have smadret huset til pindebrænde. Jeg kunne næsten ikke sove om natten af spænding. Et eller andet sted derude lå træet og ventede på, at jeg fandt det og endelig fik mulighed for at nærstudere, hvilke planter der levede i dets krone. Jeg afsøgte ofte kronerne på de allerhøjeste træer med min kikkert og hver gang gav det mig et sært, længselsfuldt sug i maven. Jeg var sikker på, at trækronerne gemte på vidunderlige planter og alskens sære hemmeligheder. Men jeg havde endnu ikke fundet ud af, hvordan i alverden jeg skulle bære mig ad med at komme helt derop, så jeg kunne nærstudere sagerne.

Vi var oppe ved daggry og for en gangs skyld slugte jeg min kaffe så hurtigt, at jeg næsten brændte ganen. Vi spændte macheterne på hofterne og vandrede ud i junglen. Hele formiddagen afsøgte vi et stort areal omkring huset. Vi brugte som altid vandløbene til at komme ind i junglen og vi var helt sikre på, at vi nemt kunne finde træet. Om eftermiddagen gav vi op. Junglen var så tæt og træet var sandsynligvis faldet meget længere væk, end vi troede. Jeg var skuffet og målløs over, at den enorme lyd og kraft kunne være opstået flere kilometer fra huset. De næste par dage klappede jeg de store træer rundt om mit hus med ekstra ærefrygt. Pludselig kendte jeg den kraft, de faldt med. Jeg afgjorde med mig selv, at de alle så dejligt sunde og friske ud. Selv det uvenlige træ med de mange pigge blev klappet og fik en formaning om at blive ved med at være stærkt og sundt.

Jeg havde imidlertid ikke taget misteltenen - i dette tilfælde i form af grenene - i ed ... En aften mens jeg var i San José, ringede Funky stærkt oprevet til mig.
"Jeg har været tæt på at dø!," sagde han indtrængende.
Eftersom jeg kender Funkys veludviklede instinkt for drama, tog jeg det ganske roligt.
"Aha. Men jeg hører, at du stadig er i live," svarede jeg.
"Med nød og næppe," gryntede han småvrissent, fordi han godt kunne mærke, at jeg ikke havde til sinds at hoppe på den latinske dramavogn.
"Der faldt en gren ned i huset. Jeg siger dig: Jeg troede, at det var slut med mig. Jeg hørte den karakteristiske knasen og jeg nåede lige at tænke, at jeg måske aldrig ville komme til at kysse dig eller se dine smukke øjne igen - så kom braget og alt blev mørkt. Huset rystede og svajede, i et kort øjeblik troede jeg ikke, at det ville holde. Så blev alt stille. Jeg er så glad for, at jeg stadig er her."
"Det er jeg også," sagde jeg - blødgjort af Funkys aldrig svigtende romantiske sans.

Det var først, da jeg kom tilbage fra San José, at jeg indså, at den krølhårede venezuelaner ikke havde overdrevet. De palmebladsdækkede metalplader der udgjorde taget i gæsteværelset havde taget imod et gedigent slag. De var bøjede i en imponerende v-form og det ene af de tunge træskodder i gæsteværelset var blevet trykket ud af slaget. Det andet hang og dinglede sørgmodigt i et enkelt beslag. El-ledningen til huset var også revet ned og vandrøret der gik ind under huset var smadret. Edwin og Funky havde allerede været igang med at rydde op, men alligevel så huset herrens ud.
Ved siden af huset lå misæderen: En syv meter lang, tyk gren fra det uvenlige træ. Typisk det uvenlige træ at smide en gren ned i mit hus. Det var vel, hvad man kunne forvente fra den kant ...
Jeg kiggede længe på grenen og lod være med at tænke videre over, hvad der var sket, hvis det havde været hele træet, der var væltet.

Men med mig og junglen er det lige som om, at det altid er lige ved og næsten. Som dengang jeg uforvarende kom til at bade med en af de små, giftige skorpioner og den kravlede op på min fod for ikke at drukne og jeg distræt stak hånden ned og næsten greb om den. Jeg opdagede det i sidste øjeblik og satte den nænsomt tilbage i junglen.
For slet ikke at tale om dengang, jeg endelig fik hilst ordentligt på den boa constrictor, der boede på taget. Hun viste sig at være temmelig vrissen og næsten tre meter lang ... Men - hey - der skete mig ingenting. Der var også dengang Carla forsvandt i mere end et døgn - men gudskelov blev fundet igen. Og dengang jeg blev bidt af en slange og fik en allergisk reaktion, mens jeg var helt alene i junglen. For slet ikke at tale om dengang, Funky næsten blev ramt af lynet og var halvdøv i flere dage bagefter. Og dengang vi var inde for at dokumentere de nedbrændte huse og ved et rent held fandt ud af, at der var nogen grimme typer, der ventede på os, der hvor vi skulle ud af junglen igen. Og da jeg kom op og slås med en fyr, som var brudt ind i mit hus.*)

MEN der skete jo ikke noget! Overtroen lever imidlertid i bedste velgående og er stærkere end nogensinde. Jeg behandler junglen nogenlunde på samme måde, som jeg ville behandle en psykisk uligevægtig, våbensamlende Bandidos-rocker, jeg boede i lejlighedskompleks med. Med masser af venlighed og en hel del forsigtighed.
Og i samme øjeblik jeg havde brølet "Lorte-klima" til skoven, vidste jeg, at jeg havde overtrådt grænsen for, hvad junglen ville finde sig i.

Den kølige vind ramte mig og et lyn slog ned et sted i skoven med et øresønderrivende brag. Funky kom ind i huset og sagde:
"Det bliver uvejr!"

I samme sekund åbnede himmelen sig og regnen væltede ned akkompagneret af små, hidsige vindstød.

"Undskyld, undskyld, undskyld, jeg mente det ikke," sagde jeg til junglen, mens jeg løb ud for at hente Henning & Svend ind fra deres indhegning, inden de blev fuldstændig gennemblødte. Lyset havde skiftet ved et fingerknips og det var halvmørkt. Det var udmærket, at jeg ikke havde noget tøj på, for den korte tur på tre meter hen til kylleryllernes indhegning og tilbage til huset krævede en grundig frottering af både mig og Henning & Svend, før vi var tørre.

Forrige gang jeg var i San José foretog jeg mig et indkøb, som jeg siden har glædet mig over hver eneste dag: En samling virkelig herlige højttalere og en stor umch-umch-subwoofer, som i dén grad kan rocke regnskoven.

Vejret indbød til det og jeg kunne ikke lade være: Jeg satte mig splitternøgen på terrassen, skruede maximalt op for volumen og dirigerede hele ouverturen til Tannhäuser med en utændt cigaret, mens regnen stod ned i vandfald fra tagskægget.

"Hvis du tror at tysk nazi-skrål vil gøre junglen mildere stemt over for dig, så tror du fejl," fastslog Funky.
"Vås! Junglen er en Wagner-opera. Den ved det bare ikke selv," svarede jeg.

Imorges måtte jeg sande, at Funky havde ret. Junglen bryder sig hverken om opera eller om nedladende tilråb. Jeg var akut junglesyg. Hele dagen drev jeg ind og ud af feberdrømme, kulderystelser og ledsmerter. Her til aften begyndte mine tænder også at gøre ondt, og jeg blev alvorligt bekymret for, at jeg omsider havde fået denguefeber. Men som altid skete det mærkelige: Det ene øjeblik lå jeg på mit yderste og havde afkrævet Funky et løfte om, at han ville sørge for, at jeg blev begravet i mit sorte yndlings-korset. Det næste øjeblik sprang jeg ud af sengen, frisk som en fisk og glubende sulten.

Jeg vil mene, at vi er nået ud over det stadie, hvor vi overhovedet kan diskutere, om jeg er overtroisk. Der er ingen tvivl om, at dagens junglesyge er regnskovens måde at fortælle mig, at jeg skal opføre mig ordentligt overfor den - og at den ikke bryder sig om Wagner.

Jeg sidder og overvejer, om det var det? Om junglen har tilgivet mig, eller om jeg kan forvente at blive spist af en jaguar eller få et træ i hovedet, næste gang jeg bevæger mig udenfor døren? Jeg overvejer også, om det kan betale sig at fedte for junglen?

Burde jeg eventuelt ofre en jomfru i nærmeste vulkan? Jeg er klar over, at jomfruer er næsten lige så sjældne som enhjørninger her i promiskuøse Puerto Viejo. Men jeg er villig til at gøre det, hvis bare junglen tilgiver mig ... Undskyld, undskyld, undskyld...

*) De fleste af disse hæsblæsende begivenheder har jeg fortalt vidt og bredt om i det bogmanuskript som pt. bliver læst med glubsk interesse af Politikens dommerpanel. (Eller også er det allerede blevet smidt i kategorien "pak dig, talentløse nar" ...)




onsdag den 24. april 2013

Velkommen til Crazy Town

Jeg er ved at blive glad for konceptet med at tømme et memorycard og smide resultatet på bloggen. Det var egentlig min hensigt kun at vise billeder fra Puerto Viejo by, så I kunne danne jer et indtryk. Men så lå kameraet fremme og der røg også lidt hjemmebilleder på. Men altså ... Velkommen til Crazy Town alias Puerto Viejo ...

 Christian arbejder hos Zion Café. En hyggelig lille øko-snask. Smoothierne er efter min mening er byens bedste. Christian selv er indbegrebet af en tilbagelænet rastafari-fyr. Han har altid tid til at sætte sig ned og sludre, når man kigger forbi.


 Løse heste er et helt almindeligt syn i Puerto Viejo. Hvis der ikke er græs nok i deres folde, bliver de sluppet løs, så de kan nappe græs, hvor der er noget. Disse heste hviler sig i middagsheden. Bag dem ses Playa Negra, som er den første strand i Puerto Viejo. Det er ikke til at se på billedet, men stranden er lavet af vulkansk sand og er derfor sort. Så vidt jeg ved, er det den eneste sorte strand her på den caribiske side. 

 Søde, søde Martin der kører taxa og som jeg har et hemmeligt crush på ... Han er et af mine yndlingsmennesker og naturligvis godt og lykkeligt gift. Ak ja ... 

 Hjørnet af Edwins hus. Som I kan se, har Edwin ryddet så meget, at han ikke er omgivet af jungle. Hele hans stueetage er fuldstændig åben og førstesalen er helt Harry Potter-agtig med trapper i mørkt træ, små kringelkroge, alkover og gemmesteder. Edwin har et fedt hus!

 Puerto Viejos førende mall, der - foruden at rumme et apotek, to souvenirbutikker og en dvd-udlejningsbutik - naturligvis også rummer den allervigtigste butik i hele byen: Reggaeland. På den måde behøver vi egentlig ikke en kirke ... 


 Hibiscus-buske findes i alle farver og faconer. Nogle er sjovt klokkeformede og andre ser ud som de "rigtige" hibiscus, som jeg kender fra min vindueskarm i Danmark. Hvis man drejer skarpt til højre efter denne busk kommer man hen til nedgangen til junglen og mit hus. 

 Man kan godt sige, at brug af marihuana er temmelig almindeligt i Puerto Viejo. Men det forhindrer os naturligvis ikke i at være på stikkerne og forsøge at sælge Legalize it-plakater til sagesløse turister. Legarlize da shit, mon ... som vi siger her i byen.

 Umiddelbart ligner dette bare en blå himmel. Men læg mærke til edderkoppe-silhouetterne mod himmelen. På et tidspunkt forsvandt tunnelen af edderkoppespind. Men nu er den ved at være tilbage. Jeg holdt op med at tælle, da jeg rundede 50 spindlere, sidst jeg gik forbi. Jeg glæder mig virkelig til at koppetunnelen bliver som i gamle dage - for så vil jeg skræmme jer allesammen fra vid og sans med et billede af den ...

 Dette er udsigten, der møder mig, når jeg slår øjnene op hver morgen. Jeg behøver vel ikke at uddybe så meget. Jeg føler mig velsignet og ekstremt heldig over, at jeg har fået mulighed for at bo verdens smukkeste sted - i junglen. 

 Det går lidt hurtigt på dette billede, men jeg kan forsikre jer for, at Svend Kylling ikke led overlast. Henning og Svend er husets to, nye beboere. Jeg gik forbi et bur med kyllinger i Limon og faldt straks i svime over kyllingernes nuttethed. Og i den forbindelse er Funky dårligt selskab. Han forsøger nemlig ikke at tale mig fra den slags ... Yuma er stadig meget interesseret i Svend og Henning. Og engang imellem kan hun ikke lade være med at jage dem. Så skræpper de op og søger tilflugt mellem Obies forpoter. 

 Som tidligere gadehund kunne man godt forvente, at Obie ville se Henning og Svend som små, rare  snacks. Men han er rigtig sød ved dem og passer godt på de små fjerbolde. 

 En lille gave fra junglen. En smuk sommerfugl. Tak.

Henning til venstre og Svend til højre. Det er ikke med vilje, at jeg har opkaldt dem efter min onkel og en meget macho ven, som jeg har. Men jeg er sikker på, at de begge ville være beærede over at være navnebrødre med disse bedårende, små kyllinger. 

 Jeg har et stykke flot træ stående på hjørnet af køkkenbordet. I lang tid var det beboet af en wolfspider, der jagede om natten i lampens skær. Så flyttede denne lille gekko ind ... Og se her: Det er første gang jeg har mødt en gekko midt i et hamskifte. Han spiste meget af sin egen aflagte hud. Jeg formoder, at det fyldt med gode proteiner ...

Jeg er langt om længe nået til et niveau, hvor jeg ikke får hjertebanken ved synet af ulveedderkopperne. Denne her fandt jeg ude i badeværelset. Det er første gang, at jeg har set en ulveedderkop med disse pæne, orange aftegninger.
Edderkoppen hører til i den middelstore ende af skalaen. Flot er den. På sin egen, uhyggelige måde.

En af mine fb-venner, Johanne, skrev engang noget i retning af, at man ikke vidste, hvad livsglæde var, før man havde set et par kyllinger forsøge at fange en flue. Nu ved jeg, at hun har ret. Som I kan se er Yuma også meget fascineret af de små væsener. Forresten er det kød-kyllinger. Manden i forretningen fortalte mig, at jeg kunne slagte dem om 42 dage ... Aj men ARGH! Jeg BURDE være sej nok til at skaffe min egen mad på den måde. Men altså ... hugge hovedet af Henning og Svend? Umuligt. Det er to meget store kyllinge-personligheder. Jeg nusser om dem, og mens dette skrives, ligger de og sover i mit ene ærme. Jeg er og bliver en latterlig, sentimental dyretosse ... 
Henning og Svend sover indendørs om natten. Om dagen går de i en midlertidig indhegning udenfor. Så sidder jeg på en høj stol og holder øje med dem. For der er intet - intet - i junglen der ikke godt kunne finde på at spise en lille kylling. Det er jo derfor en helt fantastisk idé, at jeg nu vil til at holde høns ... 

Velkommen til Reggae-land ...

Her er mit hus. Det er lidt svært at fotografere, fordi det er omsluttet af træer.

 Cyklen er og bliver det foretrukne transportmiddel i Puerto Viejo. Det er faktisk ganske hyggeligt. 

 Mere hibiscus ... 

 En matsort, sænket Mercedes i et område, hvor der er få asfalterede veje og resten er grus- og mudderveje. Ikke særlig praktisk. Den gruppe mennesker, der plejer at eje den slags biler, går som regel også meget op i at have utrolig hurtige både. Bådene er ligesom bilerne gerne matsorte, så de ikke ses  så nemt om natten. Naturligvis behøver det ikke at være tilfældet her ...

 ONE LOVE ...

Billedet er dårligt. Men hvis I kigger godt efter, så kan I se den lillebitte hanedderkop på ryggen af den store hun. Han-orb'sne lever i sandhed et hårdt liv. Deres amorøse tiltag ender ofte med, at de bliver til hunnens middagsmad.

 Den lokale scooter og motorcykeludlejning ...

 Middagshede. Kun surfere, turister og dummernikker bliver ude i solen på dette tidspunkt. Også hundene foretrækker at bruge den tid på dagen i sval skygge. Dette billede er fra Puerto Viejo - der er strand langs hele byen.

 Noget af det bedste og mest læskende er pipa. Og hvis man har en machete, kan man altid skaffe sig sådan en. Der er navnet for kokosnødderne. Man hakker et hul i dem og drikker det søde, klare vand. De er skønne at have i køleskabet og ved festlige lejligheder kan man lige hælde et skvis rom i dem. Pipa er på alle måder en anbefalelsesværdig drik. 

 Reefrunner. Her slog Obie ofte sine folder, inden han flyttede ind i junglen. Der arbejder en pige, der hedder Julia der. Og hun tager sig en del af gadehundene. Jeg synes, at hun gør et fint stykke arbejde og glæder mig over, at jeg ikke er den eneste dyretosse i byen. 

 Jeg har tit undret mig over, hvorfor man har fundet det umagen værd at sætte et stort stopskilt op netop der. Trafikken på grusvejene er ret sparsom og man kunne eventuelt have brugt pengene på et informativt skilt. For dem er der ikke mange af i Costa Rica. Rygter siger, at de bliver stjålet og metallet bliver omsmeltet. 

 Byens torv. Dem der sidder og slapper af, er taxa-chauffører der venter på kunder.

 Hovedgaden i Puerto Viejo. Nogen metropol er det jo ikke. For enden blinker det caribiske hav forførende. 

 Denne grusvej går parallelt med hovedgaden og er vel den næstvigtigste vej i Puerto Viejo. Her ligger blandt andet politistationen og en rigtig god bager der laver nogle onde små vandbakkelser med vanillecreme og et friskt jordbær på toppen. Absolut afhængighedsskabende ...

 Frokost ved mit arbejdsbord. Min gamle menu bestående af avocado, cheddar, majschips og røræg er erstattet af umådelig lækre kreationer fra Funkys hånd. Jeg spiser tre måltider om dagen og har forresten taget fire kilo på ... 

Den lokale kirke. Her er faktisk mange mere eller mindre obskure kirker i området. I følge mr. B - som er født og opvokset her - er alt det med religion noget overfladisk pjat. Når alt kommer til alt, konsulterer de fleste alligevel deres voodoo-præst om mandagen ... 

Vejen til mit hus. Efter hibuscusbusken svinger man så til højre og så er der et lille hul i bevoksningen som markerer nedgangen til junglen og stien ned til mit hjem. 

 Jeg ville ønske, at jeg havde et billede af Obie fra dengang han flyttede ind. Jeg kunne godt tænke mig selv at se forskellen. I hvert fald er der flere, som overhovedet ikke kan genkende ham. Det undgik heller ikke min opmærksomhed, at en turist kaldte ham 'smuk', da han sad og ventede på mig foran det lokale supermarked. 

Moden skifter ikke så tit i Puerto Viejo. Man kan derfor forvente at være helt fremme på beatet fashionwise i de næste mange år, hvis man investerer i sådan en trøje. 

onsdag den 3. april 2013

I dødens skygge

Jeg har lånt dette billede af Edwin. Det er Padi yderst til højre - og Edwin i al sin behårede herlighed yderst til venstre. 

I morges vågnede jeg ved at det regnede. Faktisk blev jeg vækket af støjen. Regnen trommede ikke rytmisk mod taget, som den plejede. I stedet regnede det så kraftigt, at det nærmere var en helt enstonig støj, som om en kæmpe stod og hældte en uendelig spand vand på huset.
Med en kop varm kaffe i hånden, tog jeg en hurtig inspektionstur i huset og satte spande under de to steder, hvor det plejer at regne ind. Hundene fulgte mig i en interesseret hale rundt i huset, og da opgaven var fra hånden, smed jeg mig i hængekøjen på verandaen med alle hundene omkring mig.

Jeg har haft en meget, meget underlig tid, siden jeg afleverede bogen. Jeg har godt læst om det såkaldt kreative vakuum der indfinder sig, når man har overstået en opgave, der har taget betydelige kræfter - både rent tidsmæssigt, men også hjernemæssigt og ikke mindst emotionelt.
Lige da jeg afleverede bogen, var jeg så glad og lettet. En byrde var blevet løftet fra mine skuldre. Jeg var fri.

Jeg er stadig i tvivl om, hvordan jeg skal illustrere min blog - og da i særdeleshed et indlæg, der handler om døden. Men nu gør jeg bare, som jeg plejer: Tømmer et memorycard og smider det på. Alle disse billeder er fra en junglewalk med Karsten, som I kan se her. Karsten - min jungle-mentor ...

 Jeg var blevet advaret om, at jeg skulle forberede mig på, at jeg kunne få en fornemmelse af tomhed, når tingene var faldet lidt på plads. Men så kom Majse og besøgte mig, og vi havde en rigtig dejlig tid sammen. Så var jeg i San José. Og i det hele taget er tiden bare gået, som den nu gør her i Caribien: Den ene dag overtager snigende den anden, og der kan nemt gå en uge, hvor man ikke får foretaget sig noget, hvis man ikke tager sig selv i nakken.

Jeg har aldrig turdet omtale mig selv som forfatter eller kunstner. Det virkede simpelthen for prætentiøst i forhold til, hvordan jeg så mig selv. Ergo var jeg slet ikke forberedt på, at al den frihed simpelthen sendte mig på kollisionskurs med mig selv. Det var som om, at jeg kun havde tænkt så langt, at jeg skulle skrive en bog. Men hvad med resten? Hvilken drejning skulle jeg give mit liv, når den bog var afleveret? Det havde jeg ikke skænket en tanke.

Nogen gange behøver jeg ikke gå så langt for at finde motiver. Her er det en af køkkengekkoerne, der har sat sig dekorativt til rette på min vandhane.

Jeg har brugt tiden på at vandre langs strandene med hundene. I det hele taget har hundene taget en masse af min tid. Som jeg sidder her og skriver dette, ligger alle fire og snorker højlydt i hver deres hjørne af huset. På sengen ligger Carla og den lille kattekilling, Yuma. Som alle andre kræ her på matrikelen, er Yuma også kommet til, uden at det var en bevidst beslutning. Hun blev fundet halvdød på vejen fra San José til Puerto Viejo. Og nu ligger hun og spinder i sengen sammen med Carla. Obie har fået sin helt egen plads ude på verandaen. Han har fået et opsigtsvækkende flot, rødt halsbånd, han er blevet badet, klippet, af-ormet og -loppet. Han har spist to svingende måltider om dagen, og der er intet tilbage af den magre gadehund, som lagde hovedet på mit knæ den aften på Lazy Mon. Det har vist sig, at Obie var Puerto Viejos mest kendte gadehund. Han gik under navnene 'Abuelo' og 'Viejo' som betyder bedstefar og slet og ret 'den gamle.'

Minga og Negrita på nye eventyr ...

Men sidst vi gik til Puerto Viejo sammen, var der ingen, der kaldte på ham. For alle var i tvivl om, hvorvidt det virkelig var Obie, som jeg havde i hælene.
Til sidst var der en pige, som spurgte mig, om det virkelig den forhutlede gadehund fra byen? I går da jeg var i det lokale supermarked, var der en turist, der stoppede op og kaldte ham for smuk!

Husets lille sentinel, Negrita, har også fået et hjørne på verandaen, hvorfra hun kan overskue hele verden. Hun er den første til at alarmere, hvis nogen eller noget nærmer sig huset.

Foran sengen ligger Red og sover tungt. Han har brugt al sin tid på at være her i huset, og det er på tide, at han kommer tilbage til Edwin.

En kakaofrugt. Man skal være hurtig, hvis man vil høste kakaofrugter i junglen. Fugle og dyr er tossede med dem. De rå bønner smager syrligt og friskt - jeg ved nu, hvordan man laver råchokolade, og jeg er målløs over den kæmpe smagsændring der sker under forarbejdningen. 

Alle hundene ligger på tykke, bløde tæpper, som er indkøbt og møjsommeligt slæbt hjem fra en panamansk grænseshop. Og de gode nyheder er, at her ikke er nogen knurren eller slåskampe. Det har taget tid at komme så vidt. Og jeg føler, at jeg har gået rundt i konstant alarmberedskab. Især da Yuma kom ind i huset. Red er ikke vant til katte og har vist mest set dem som en form for ekstra snack på menukortet, hvis de krydsede hans vej.
Men jeg vidste, at slaget var vundet, da Yuma gav sig til at lege med hans hale i går.

Så nu hvor alt ånder fred og ro, er det på tide, at jeg vender tilbage til mig selv. Vender ryggen til formålsløst dovne dage og tager skeen i den anden hånd.

Jeg var blevet temmelig træt af mig selv. Inden jeg satte mig ned for at skrive for alvor, havde jeg en masse notater og en masse arbejdstid bag mig, hvor jeg forsøgte at destillere mine oplevelser i Costa Rica. Derefter brugte jeg halvanden måned udelukkende på at beskæftige mig med mig selv. Det var mig, mig, mig fra morgen til aften - og jeg blev træt af mig selv og min egen skrivestemme. Dødtræt. Og det er nok derfor, at jeg har været så træg på bloggen. Jeg blev nødt til at holde en lille ferie fra mig selv, hvis man kan udtrykke det sådan.

Et lille rødt farveglimt midt i alt det grønne ...

Sagen er jo den, at jeg ikke adskiller tingene. Jeg har ikke opfundet en person at skrive om. Hver eneste gang jeg sætter mig foran computeren, begynder jeg at grave i mig selv og mit liv. De mennesker som jeg skriver om, eksisterer alle i virkeligheden, og jeg har forsøgt at gengive dem så godt som muligt. Samtidig har jeg også ønsket at være en person, som man roligt kunne betro sig til, uden at man blev udleveret på skrift.

Så langt er jeg lykkedes. Endnu har der ikke været nogen som har sagt: Det her må du altså ikke skrive om eller ganske enkelt undladt at tale med mig. Jeg er blevet mødt med tillid til, at jeg selv var begavet nok til at vurdere, hvornår noget var for privat til at blive fortalt videre. Det har været en balancegang for mig, og jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at holde tungen lige i munden.

Min gode ven, Papoi, kunne se frem til et liv med dårligt betalte og nedslidende jobs. En dag fandt han ud af, at han gerne ville prøve at være glad. Så han droppede de faste jobs og blev firedancer i stedet. Ikke ligefrem en lukrativ karriere - men han blev glad af det. Og jeg kan tilføje, at han og jeg er fantastisk team bag en bar. Vi taler mojitos, som kan få englene til at synge - naturligvis tilsat mit og Papois behagelige og charmerende selskab. 

Hvad mig selv angår, har jeg gjort det samme. Forsøgt at være ærlig uden at være så ærlig, at folk ville krumme tæer. Ikke fordi jeg egentlig har så mange filtre, jeg synes bare, at der er ting, som man med fordel kan skåne omverdenen fra. Som eksempelvis den dame, der for nylig proklamerede, at hun ikke havde kunne mærke sin klitoris i flere år. Men nu - endelig - kunne hun mærke den igen. Og så kunne man forresten købe et kursus af hende, hvis man selv var i den situation, at man led af følelsesløshed i undervognen.

Bagefter sad jeg med en fornemmelse af, at hun faktisk delte alt for meget. Når alt kom til alt, havde hun taget ærligheden et skridt for langt. Men okay - hun havde noget, hun ville sælge. Og så gælder alle kneb jo.

Der har også været andre begivenheder, som har fået mig til at indse, at jeg ikke bare kan lade tiden gå.

Dette er en slags passionsblomst. Den blomstrer cirka hver anden måned tæt ved mit hus. Og den er så pæn, at det halve ku' være nok ... 

Men lad mig tage tingene i omvendt rækkefølge. Lige nu sidder jeg nemlig og hører Depeche Mode. I forgårs drog jeg til byen for at finde en hurtig og stabil internetforbindelse, så jeg kunne købe Depeche Modes nyeste album 'Delta Machine'. 
Og det fik jeg gjort. Så i de sidste to dage har det album kørt på repeat. Jeg har nydt at fordybe mig i teksterne og spille udvalgte numre igen og igen, for at få dem helt ind under huden.
Jeg er blevet genforelsket i Martin Gore og begærer atter Dave Gahan. Kort sagt er alt, som det har været i de sidste ... 27 år! Argh!

Spil 'Stripped' for mig, og jeg genkalder mig øjeblikkeligt at sidde foran en ghettoblaster på Terslev Skole og høre det nummer sammen med Majse. Vi sidder lige ved døren, som Henrik havde hængt rødternede gardiner op i. Der lugter af forår, tavlekridt, madpakker og spirende pubertet.
Jeg er alene med Majse i det univers, som vi skabte for at få plads til at være os selv. Vi var - for at sige det mildt - ikke særlig populære. Det var Majse der hev kasettebåndet op af sin taske og smed det i ghettoblasteren. Sangen efter Stripped havde et omkvæd, der gik i retning af: So take these broken wings, and learn to fly again... Men jeg afbrød brutalt nummeret og spolede tilbage til der, hvor Stripped begynder med lyden af en motorcykel der starter og derefter noget der lyder som en dunkende fiskekutter.

Stripped down to the bone. Dengang anede jeg ikke, at jeg skulle prøve den tilstand mange gange. Nogen gange på en god måde, andre gange på en dårlig. Jeg vidste heller ikke, at det nummer var begyndelsen på en kærlighedsaffære, der har varet lige siden.

 De små giftfrøer støder jeg tit på. Og de holder aldrig op med at glæde mig. Så små, så perfekte, så fine - jeg får altid lyst til at stikke dem i knaphullet og tage dem med hjem. 

I dag droppede jeg 'Delta Machine' til fordel for en Depeche Mode-spilleliste, som jeg havde lavet på computeren. Det var egentlig meningen, at jeg skulle skrive et par mails og i det hele taget rette op på et par hængepartier. Regnen trommede mod taget og luftfugtigheden var så tung, at den føltes som et ekstra lag hud. Men pludselig var det kun mig, Martins ord og Davids stemme, der eksisterede. Jeg tog hele turen tilbage til folkeskolen og frem til nu. Sidste gang jeg virkelig havde brug for hjælp, sang Martin Gore 'Breathe' for mig på uendelig repeat, mens jeg gyngede i min hængekøje og langsomt kom videre fra et meget tungt og mørkt sted inde i mig selv. 

Believe in love. Breathe love, breathe love, breathe love ...

Tak Martin. Du var der, da jeg havde desperat brug for dig. Og det har du altid været.

Carla er en lille, fin taskehund. Men hun er også verdens sejeste junglekøter. Jeg har udsat hende for så mange mærkelige ting - og hver eneste gang har hun taget sagerne i stiv pote. Man skal ikke lade sig snyde af det sarte udseende!

Og her sidder jeg så og kan huske præcis hvordan det var at være 14 år, 23 år, 32 år, 39 år - og samtidig begynde at anet perspektivet af, at jeg ikke bliver ved med at være i denne tilstand for evigt. For hver dag der går, vil min krop blive en lille smule svagere - indtil den en dag er i en tilstand, hvor maskineriet ganske enkelt vil holde op med at virke. Og så er det farvel til det her liv. Farvel til at mærke regndråber mod ansigtet og solens stråler i øjnene. Hvad der sker efter det, har jeg stadig ingen anelse om. Og jeg er egentlig også ligeglad. For jeg kan ikke forestille mig en eksistens der er bedre end livet. At føle, mærke, se og smage ... Tanken om at være en salig sjæl der flagrer rundt, tiltaler mig ikke særlig meget. Jeg vil meget hellere have mit menneskelige hylster og være i stand til at kysse og mærke sand mellem tæerne. Jeg er villig til at tage rimelige doser pis og papir og smerte og sorg med - bare jeg kan få lov til at være her. Alt det med paradis og sidde på en lille sky og spille harpe i en tilstand af fuldstændig lykke, siger mig ikke en meter.

Jeg tror heller ikke, at det rigtig sagde Jack noget. Første gang jeg mødte ham, var da Momme og jeg spiste frokost på en restaurant på hovedgaden. Vi havde naturligvis placeret os helt uden til vejen, så vi kunne følge med i, hvad der skete.
En høj mand på bare, beskidte tæer kom slingrende forbi os. Han stoppede op og spurgte, om jeg havde ild til hans cigaret. Og da jeg langede lighteren ud, blev den modtaget af en senet, brun hånd.
Manden selv lignede et femte medlem af Rolling Stones. Rent caribisk rock'n'roll og da han sagde tak for lån af lighter, blev både Momme og jeg en smule bløde i knæene. Manden havde den smukkeste, dybeste og mest velmodulerede stemme, jeg nogensinde havde hørt.

Han spurgte, om vi havde været her længe og jeg fremførte, at Momme næsten lige var kommet.
Han kiggede på Momme, bukkede let for hende og sagde:
"Welcome to hell"
Derefter vandrede han videre ned ad hovedgaden og ind i den nedgående sol. Det er sådan, jeg husker billedet.

Lidt mere jungle. Så smuk, så smuk ...

Næste gang jeg mødte Jack, stoppede han brat op, da han så mig. Han kiggede op og ned af mig og sagde:
"Det der, unge dame, er et korset."
Jeg nikkede.
"Du er iført korset i troperne."
Jeg nikkede igen.
"I salute you," sagde han så og førte hånden op til panden og gav mig en hilsen.

Siden blev det en tradition, at jeg fik dén hilsen, hver gang jeg mødte Jack - eller Che som han også blev kaldt. Når jeg nærmede mig, stoppede han op og stod ret og førte hånden op til panden. Og jeg grinede højt hver gang. Hvis jeg havde turdet, havde jeg kysset ham på kinden. Men han havde en udstråling, der på en gang var imødekommende og afvisende.

Negrita er langt om længe begyndt at vove sig ud af huset og tage med på ture. Og hun nyder også vores gåture. Nårh, den lille, halvsnudede sentinel ... 

Han var ren rock'n'roll, han ernærede sig som kunstner, han havde siddet i fængsel i ti år for en forfærdelig forbrydelse. Meningen var, at han skulle have siddet i mindst 20 år, men da myndighederne fandt ud af, at han ikke var skyldig, løslod de ham. Han havde ingen penge til at sagsøge staten og på den måde få en kompensation for de ti år, som myndighederne havde stjålet fra ham. Han var en fantastisk slideguitarist og havde en vidunderlig sangstemme. De få gange jeg oplevede ham optræde, blev jeg forelsket i ham. Han havde en søn, som var hans udtrykte billede, og som kom til Puerto Viejo for at finde ham. Men Jack gav sig aldrig til kende overfor sønnen. Et eller andet gjorde, at han ikke magtede det.

Jack var fra Texas, men alt andet end en redneck. En dannet mand som havde taget et helt bevidst valg om at brænde sig selv op under tropesolen i Puerto Viejo.

Jeg mødte ham sidst for halvanden måned siden, og han nævnte, at han havde fået konstateret kræft i munden og at det lige skulle undersøges ordentligt. Jeg sagde til ham, at jeg endelig var færdig med min bog og at jeg ville besøge ham og tage en flaske whisky med. Jeg glædede mig. Jeg var sikker på, at han var godt selskab og at han ville rykke brikker rundt i min hjerne.

Jeg var begyndt at undre mig over, hvor han var. Men en morgen vågnede jeg ved, at Funky græd. Han havde logget sig ind på Puerto Viejos fb-side, hvor folk deler alskens ting. Og der var beskeden om Ches død tikket ind.
Så græd jeg også. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at Jack faldt lige der, hvor han skulle. Helt sikkert for tidligt - kun 56 år - men tanken om at denne rock'n'roll-rebel, dette vilde, rastløse menneske, skulle ligge i en hospitalsseng, virkede helt forkert. Jeg var lykkelig over at få at vide, at en costa ricansk familie, som holdt af ham, havde været ved hans seng, da han tog ud på sin sidste rejse. Det er forkert at dø uden at have en hånd at holde i.

Jack blev begravet på byens kirkegård, der ligger klods op og ned af junglen. Jeg var ikke med, fordi jeg var usikker på, om jeg kunne tillade mig det. Så godt kendte jeg ham heller ikke. Bagefter fortrød jeg. Selvfølgelig skulle både jeg og især Funky have været der. Fordi det ikke handler om, hvad andre tænker. Det handler om, at vi havde brug for at sige farvel til Che. Men jeg er meget forsigtig omkring den slags ting. Jeg vil så nødig støde pårørende i sorg. Det gik alt for sent op for mig, at her i  løstvævede, frithængende Puerto Viejo, bestemmer man selv, om man er pårørende. Og det var vi.

Jeg fik at vide, at det havde regnet så meget op til begravelsen, at graven var fyldt med vand. Da Ches kiste nåede frem, blev adskillige medlemmer af følget nødt til at hoppe ned i graven med spande og øse vandet ud, før de kunne få Che i jorden. Jeg grinede, da jeg hørte det. Che ville have grinet af det ...

Funky og jeg sagde farvel ved at opsøge hans hus. Men i løbet af den korte tid der var gået, var der allerede sat masonit-plader op omkring stedet, som ligger midt i byen. Jeg gætter på, at entrepenante typer havde opkøbt grunden og gerne ville have fred og ro til at rive huset ned. Huset. Ches hus som i sig selv var et kunstværk. Malet i alle farver og fyldt med mærkværdigheder, som han havde skabt om til kunst. Jeg er ked af, at alt det gik tabt. Der var mange ting, som var værd at bevare. Ting som jeg gerne havde givet et hjem - og jeg tror, at andre der kendte Che, havde det på samme måde.

Men vi stillede os foran muren ind til Ches hus og kaldte på ham i tankerne. Og hans ånd kom og fulgte os hele vejen ned til Tex Mex, hvor vi drak en Pilzner af glas til hans ære. Da vi skålede, sagde vi i kor Give them hell in heaven, Che. We salute you!
Jeg mangler at besøge hans gravsted og jeg er stadig ikke holdt op med kigge efter ham, når jeg er inde i byen. Det er okay. Che vil altid være der på en eller anden måde. I hvert fald for mig.

Dengang jeg red til Panama med Edwin og Sheldon, gjorde vi holdt ved en lille eco-lodge, som lå midt inde i junglen. Stedet kunne kun nås enten pr. båd eller ved tre timers trekking gennem junglen.
Eco-lodgen var i sig selv ikke så spændende. Den blev drevet af en selvoptaget amerikaner, som krævede at man holdt hinanden i hånden og takkede moder jord, inden man fik lov til at spise aftensmad. Jeg hader påtvungne fællesskaber - og endnu mere hvis de har sekteriske anstrøg. Så jeg vurderede, at eftersom jeg betalte rigelig med dollars for at sove i et skur under et myggenet og blive overvåget af fire enorme wolfspiders om natten, havde jeg ikke dårlig samvittighed over at komme for sent til samtlige måltider. Ingen holden i hånd til mig, tak.

Naboen til eco-lodgen var derimod temmelig interessant. En ældre, caribisk herre som var den sidste tiloversblevne beboer i en lille fiskerby, som engang havde ligget der.
Han boede i et stort hus på pæle med falmede billeder af pin up-piger på væggen på verandaen, hvor han tilbragte det meste af sin tid.
"Du skulle tage en snak med ham," foreslog Edwin.
"Han er et stykke nulevende, caribisk historie."

Det fik jeg ikke gjort på den tur. Jeg hilste bare på ham og sludrede ganske kort med ham. Hans navn var Padi.
Næste gang jeg mødte Padi, var da Tanja besøgte mig. Bådføreren Baku sejlede os ud til den øde strand og smed os af. Da vi havde badet lidt og flydt rundt i det kropsvarme hav, gik det op for os, at vi mere end noget andet trængte til en kold øl.

En kold øl som vi ikke havde. Jeg hoppede derfor i tøjet og gik op til Padis hus. Som altid sad han på verandaen. Jeg spurgte ham, om han havde øl - og om han eventuelt ville sælge to kolde af slagsen til mig.

"Du er Edwins ven," konstaterede han og smilede.
"Du skal ikke betale for noget."

Og så gav han mig to isafkølede pilsnere, som jeg tog med tilbage til Tanja. Det sidste jeg sagde til ham var:
"Jeg kommer og besøger dig. Jeg får Baku til at sejle mig herud. Og jeg tager øl med."

En svalehale med hak i vingen. Middagstid er sommerfugletid. Så ligger skoven stille hen, mens små skyer af spraglede sommerfugle svæver mellem træerne.

I går fortalte Edwin mig, at Padi var død. 90 år gammel. Senere samme dag tog Edwin af sted til begravelsen, men eftersom regnvejret har været så kraftigt i de sidste dage, var det umuligt at få den gamle mand i jorden. I dag er det imidlertid klaret op. Og Edwin sidder på sin veranda i sin pæneste, lyseblå skjorte. Begravelsen vil forhåbentlig kunne gennemføres senere i dag.

Sammen med Padi bliver 90 års caribisk historie begravet. Unikke historier vil utvivlsomt blive stedt til hvile for evigt sammen med den gamle mand.

Jeg havde muligheden for at lære Padi at kende. Og jeg er sikker på, at han ville have fortalt, hvis jeg havde spurgt. Han var aldeles klar i hovedet og havde efter sigende en fantastisk hukommelse.
Jeg kunne have drukket whisky med Jack og givet ham det kys på kinden, som jeg altid havde lyst til at give ham.

Jeg kunne. Jeg burde. Jeg er ked af, at disse mennesker ikke længere er her. Og jeg er helt egoistisk ked af, at jeg ikke tog muligheden for at møde dem, inden det var for sent.

I stedet havde jeg travlt med at dovne den og lave ingenting andet end at føle, at jeg var i - oh, melodramatisk smerte - kunstnervakuum. Jeg har lyst til at slå mig selv oven i hovedet med stegepanden.

For mens jeg pillede mig selv i navlen, døde to vigtige mennesker.

Tik-tak, tik-tak ... en dag bliver det min tur. Det er nok en meget god idé at huske på det engang imellem. Intet er her evigt. Hverken muligheder, begivenheder ... eller mig selv.

Carpe diem, som 90'er-modetatoveringen så rigtigt sagde det med snørklede bogstaver ...

Memento mori, kan jeg tilføje. Dét burde jeg faktisk få tatoveret et sted. Måske lige midt i panden. Med spejlvendt skrift. Så jeg kan se det, hver gang jeg putter mascara på.