mandag den 4. maj 2020

Er du får eller frihedskæmper?

Jeg beklager virkelig billedet. Det er taget dengang jeg boede i London og har intet med bloggens indhold at gøre. Men billede skal der på. Jeg arbejder i øjeblikket på en stærkt svækket reservecomputer som ikke vil hverken det ene eller andet med billeder, men jeg vil bare gerne have blogindlægget på. Så bær over med mig, vi er under construction omkring alting - og jeg mener alting ... 


Jeg kan ikke huske, hvor jeg fik historien fra. Måske har jeg hørt den, måske har jeg læst den. Men historien går således, at en tysk soldat blev fanget i at stjæle et par dåser sardiner fra et lager, fordi han ville sende dem til sin mor i Berlin.

Processen var kort og hård: Et par dåser sardiner betød, at han blev dømt til at gøre tjeneste ved Østfronten. Og hvis man kender sin historie, så ved man, at Østfronten meget ofte var lige med døden. Den unge, tyske soldat begik derfor selvmord samme aften.

Det er 75 år siden. Og jeg synes, at det er lang tid nok siden til, at vi også - ganske forsigtigt - kan begynde at sende vores tanker til de enorme lidelser, som det tyske folk også gennemgik i Anden Verdenskrig.

Tiden må have sonet os så meget, at vi kan kigge på hele på en anden måde. Hvis vi for alvor skal lære noget om os selv, så skal vi også kigge på, hvordan det tyske folk blev undertrykt og forulempet af et forfærdeligt system. Kender du nogen mor, der med glæde ville sende deres søn i krig? Nej, vel?

Min mor fortalte ofte en historie, som hun havde hørt fra førstehånd. Det var en Røde Kors-ambulance, der - så vidt jeg husker - fragtede jøder for at få dem ud af Danmark og videre i sikkerhed. Bilen blev stoppet af en tysk kommandopost, og det tog kun den tyske kommandant et øjeblik at indse, at det her ikke var patienter, men jøder. Jøder, som han havde fået ordre til at indfange og sende videre til en forfærdelig skæbne.

I et splitsekund fangede chaufføren og den tyske kommandant hinandens øjne. Og chaufføren udbrød i et desperat øjeblik: "Bist doch ein mensch!!!"
Og den tyske kommandant rettede sit blik mod horisonten og vinkede bilen videre. Fordi ... Han var OGSÅ bare et menneske.

Jeg tror på, at et samfund grundlæggende har de samme typer mennesker. Der vil altid være sadistiske, opportunistiske røvhuller, som ser uorden og kaos som en mulighed for at tilrane sig magt og udøve ondskab.

Der vil også altid være en gruppe mennesker, som vil vælge at kæmpe imod - og sætte deres liv på spil i den kamp.

Og så er der den store mellemgruppe, som ikke nødvendigvis er onde og grusomme, men som vil adlyde ordrer og hvis de ordrer strider mod deres livssyn, så vil de bortforklare det hele med, at de bare adlød ordrer. Nogle af dem, vil ende med at gå til den ene eller anden side, når de har tænkt færdig. Og nogle af dem vil forsøge at passe ind i systemet, men vende det blinde øje til, når de kan. De vil udøve en form for passiv godhed overfor andre mennesker. Andre vil bare være ... passive får i regimets tjeneste.

Jeg ved ikke, hvilken gruppe, jeg ville have tilhørt. Der er mange grunde til at adlyde ordrer - konsekvenserne for ikke at gøre det, var for 75 år ufattelig meget større end at punge 2.500 ud for at have solbadet på Bryggen. Det kunne være, at ens familie og elskede kom i fare.

Man bør læse DDR-regimets historie for virkelig at forstå, hvordan et system kan undertrykke og være så ondt, at man selv engang imellem agerer ondt - bare for at overleve.

Jeg ønsker at INGEN mennesker nogensinde kommer ud i den slags dilemmaer. Og derfor er det så ekstremt vigtigt, at vi agerer med venlighed og kærlighed i denne verden. At vi passer på hinanden og vores samfund, så vi aldrig nogensinde kommer et sted hen, hvor vi kan blive tvunget til at agere med grusomhed.
I denne tid er det endnu vigtigere.

Det er første gang, at vi virkelig bliver prøvet på nogle værdier. Og vi er ikke engang i krig. Vi reagerer alle på forskellige måder på det lort, som vi møder i livet. Og Corona er godt nok en stor lort. Jeg gider ikke engang at kalde det en "udfordring."

Jeg bor i nærheden af Torpeskoven. Eftersom min mor var en gammel hoppe på hele 39 år, da hun fik mig - og jeg har nået den enorme alder af 47 år - så kan I nu regne ud, at mine forældre voksede op i krigens skygge. Anden Verdenskrig prægede dem resten af deres liv, lige som jeg faktisk tror, at Corona vil præge børn nu om dage.

Men i Torpeskoven nær Haslev står der en mindesten for Carl Johan Bruhn. Carl Johan Bruhn var nyuddanet læge, men han kendte området her omkring, fordi han havde været i købmandslære i Køge og forstelev på Bregentved Gods - og det var derfor, at han og en mand ved navn Mogens Hammer, sprang ud med faldskærm over Torpeskoven i 1941. De var begge medlem af SEO - Speciel Operation Executives - som var en britisk organisation, hvis formål var at starte undergrundshære i hele Europa og være med til at bekæmpe nazismen.

Men så skete der det frygtelige, at Carl Johans faldskærm ikke foldede sig ud. Han blev i stedet knust mod jorden i en alder af 37 år. Mogens Hammer overlevede. Han fandt sin døde kammerat og fjernede alt kompromitterende materiale fra hans krop. Men det var i december måned, så han havde ingen mulighed for at begrave sin ven. Han måtte tage videre og lade liget ligge. Men inden han gjorde det, gjorde han også, som han havde fået ordre på: At gøre liget uigenkendeligt. Den detalje har altid fyldt mig med den største gru. Tænk engang at stå både med sorgen over at have mistet sin ven, angsten for at gå videre i en krigszone - og så oven i købet være nødt til at smadre ansigtet på sin ven. Kroppen har sikkert stadig været varm, da han gjorde det. Det må have været fuldstændig forfærdeligt at gøre ...

Mogens Hammer kom videre. Også det er en længere historie, men jeg forsøger at holde mig til min historie.

Hvert år mødes der en flok mennesker i Torpeskoven og tænder lys og mindes Carl Johan Bruhn. Den første gang min mor og far kørte til Torpeskoven, var da jeg var en lille pige. Og de kørte ad den vej, hvor min bedste veninde, Majse, boede. Og stor var fryden, da de pludselig stødte på hele familien Winkelmann, der også var på vej op til mindestenen.

Og derfra blev det en tradition. Mine forældre spiste en opulent middag hos Per og Elsebeth. Derefter gik vi op til mindestenen og gjorde os vores tanker om krig og frihed. Når vi gik hjem, så gik Mig og Majse altid for os selv og sludrede. Og når vi kom til den lille jernbanebro hang vi længe ud over den og kiggede på Sct. Hans-ormene, der lyste selvlysende mellem skinnerne.

Når vi kom hjem, blev der sat lys i vinduerne - også selv om der ingen naboer var. Og så fik vi Elsebeths vidunderlige lagkage.

De første gange vi var ved mindestenen, var der ikke mange andre til stede. Men det lykkedes som regel at nå det højdepunkt, hvor den lille flok sang 'Kæmp for alt hvad du har kært' ... Og i modsætning til hvad man skulle tro, så voksede traditionen sig større og større. Lige pludselig var der hjemmeværnstyper, der stod fakkelvagt og trafikken blev dirigeret af deres kolleger. Der var pludselig talere.

Og jeg kan stadig huske et år, da var jeg en ung pige, at en bil fik lov til at køre helt op til mindestenen. Og ud stod en lillebitte, krumbøjet kvinde, som lagde en blomst og var sammen med os. Det var Carl Johan Bruhns søster, Else, der var kommet for at være sammen med os. Hun må have været i 80'erne dengang. Og jeg tror ikke, at hun eksisterer mere.

Men den fjerde maj har altid været en særlig aften for mig. Mine forældre kunne godt være lidt højstemte i foret. Og samtidig blev det kombineret med, at jeg var sammen med min bedste veninde. Og det var forår og alt var grønt. Og mine elskede reserveforældre, Per og Elsebeth. Og hygge og kærlighed og glæde. Fjerde maj ligger som en stor juvel i min skatkiste af vidunderlige minder.

For mig er den fjerde maj en meget betydningsfuld dag. Danmark fik sin frihed igen. Carl Johan Bruhn ofrede sit liv for, at vi kunne leve i frihed. Og det var der mange andre, der også gjorde. Nogle overlevede med skrammer og livslange ar på sjælen. Og endnu flere døde. Jeg har hørt Holocaust-overlevernes historier, og de har også præget mit liv. For de kan berette om grusomheder, der går over min fantasi. Men ikke desto mindre skete det ...

Det må ALDRIG ske igen. ALDRIG ALDRIG nogensinde må det ske igen. Og det er vores ansvar, at det ikke sker igen. Vi bliver nødt til at fortælle historien videre og sørge for, at vores efterkommere også forstår, hvordan tingene kan spinne fuldstændig ud af kontrol, hvis vi ikke passer på.

Vi bliver nødt til at lære næstekærlighed og medfølelse videre og integrere det i vores samfund. Vi bliver nødt til at elske og være venlige overfor vores næste. For hvis vi giver bare den mindste smule slip på det - så vanærer vi alle de modige mænd og kvinder, som døde for, at vi kunne få lov til at vælge vores liv selv.

Please hold fanen højt! Og send også en tanke til den helt almindelige tysker anno 1939, som bare prøvede at overleve i et forfærdeligt system.

Og så stil dig selv det spørgsmål: Hvis lortet virkelig rammer loftsfanen, hvem vil du så være? Vil du være opportunisten, frihedskæmperen - eller den "der bare adlyder ordrer" og dermed fraskriver sig ansvaret ...







lørdag den 2. maj 2020

Sille Badille og den flinke fyr i Hvidovre



Tillad mig at præsentere min hund, Sille Badille.

Jeg ved godt, at næst efter feriebilleder, er det det kedeligste i verden at høre om andre menneskers kæledyr. Men giv mig en chance ...

Sille Badille er af racen Griffin Petit Brabancon og hvis man googler hendes slags, så fortæller internettet mig, at disse små, fladnæsede hunde er kendetegnede ved at besidde store hjerter og følsomme sind.
Intet kunne være mere sandt for Sille Badille - og hendes store hjerte er blevet knust op til flere gange i løbet af hendes liv.

Først var hun min fars hund. Hun kom ind i familiens liv kort efter at min mor døde i 2008. Min far var trist og ensom og samtidig mistede han Sille Badilles forgænger. Det hele var næsten ubærligt, og jeg fandt Sille Badille hos en nordjydsk - og viste det sig - meget seriøs opdrætter.

For da Sille ankom til matriklen fulgte der en bog om hendes oplevelser med. Således ved jeg, at Sille Badille blandt andet både havde havde kørt i Metro og mødt en mand med fuldskæg, inden hun fyldte otte uger.

Siden oplevede hun ikke så mange storslåede eventyr, men blev mere sådan en type, der værdsatte et roligt hjemmeliv. Hun lukkede min far ind i sit kæmpestore hjerte og oftest kunne man finde hende højt snorkende på hans fødder.



Da far blev meget syg og jeg passede ham, lå hun og sukkede dybt under hospitalssengen, som var blevet installeret i det kontor, hvor jeg nu sidder og skriver. Den morgen, der blev min fars sidste morgen på denne jord, lå hun i hans seng og sov. Overvåget af mig, der skiftevis kiggede på en af de smukkeste solopgange jeg har set - og holdt øje med min far, der var gledet ind i bevidstløsheden.

Jeg holdt også øje med hende, fordi jeg vidste, at sengen var for høj til, at hun kunne hoppe ned uden at komme til skade. Hun lå ved ved siden af min far. Engang imellem løftede hun hovedet og kiggede kærligt på ham og sukkede højt.

Da min far var død, satte jeg hende igen op i sengen til ham. Og hun snusede forsigtigt til hans jordiske rester. Derefter tiggede hun aldrig mere om at komme ned i kontoret. Hun vidste så udmærket, at min far var død.

Sille Badilles kæmpestore hjerte var knust i småstykker. Men min Onkel G overtog pasningen af hende, og der gik ikke lang tid, før hun kastede al sin kærlighed på ham. Hun sov i stuen om natten, men når hun vågnede om morgenen, lagde hun sig ved Onkel G’s dør og ventede på, at han vågnede, så de kunne være sammen.

Så fra at hun altid lå på min fars fødder, brugte hun sin tid på at sidde på Onkel G’s skød. De gik små ture sammen og havde hyggelige samtaler med hinanden. Der er ingen tvivl om, at Onkel G var god for hendes selvtillid. Således reagerer hun den dag i dag, hvis man ud i luften siger: “Hvem er en god, lille hundepige?”
Så kommer hun med det samme.


Hun blev ikke en del af min hundeflok og kom kun på besøg på kontoret, hvor jeg sidder og arbejder, hvis Onkel G var kørt i byen for at handle. Hun var helt og holdent hans hund.

Men min Onkel G blev syg for lidt over et år siden. Denne gang stod hospitalssengen i stuen. Og det sidste Onkel G gjorde i sit liv, var at klappe Sille Badille og smile til mig - så lagde han sig ned og vågnede ikke igen.

Igen lå Sille Badille i hospitalssengen. Og da Onkel G forlod denne verden, blev hun liggende og sov op ad ham. Ligesom jeg blev siddende og holdt hans hånd i min, indtil solen stod op og jeg kunne ringe til lægen.

Med Onkel G’s død blev Sille Badilles hjerte knust igen. Og denne gang var det sværere at reparere. Hvor hun så udmærket var klar over, at min far var død, så ville hun simpelthen ikke forstå, at Onkel G også var væk.

Jeg tror, at hun havde det ligesom mig: Hun vidste det godt, men hun ville ikke anerkende det. Og der var dage, hvor vi mødtes foran Onkel G’s værelsesdør og græd i kor.
Hun begyndte også at stikke af. Det havde hun aldrig gjort før. Men hun ledte efter Onkel G. Og jeg måtte engang hente hende i Herfølge, fordi hun var gået helt ud på den asfalterede vej. En rar mand tog hende med i sin bil, fordi han ikke ville have, at hun blev kørt over. Hun blev fremlyst og da jeg vågnede om morgenen og tjekkede facebook, var et billede af Sille Badille det første jeg så i Terslevs borgergruppe.

Derefter holdt jeg op med at sove med åben dør. Men langsomt - ganske langsomt - begyndte Sille Badille at vende sin opmærksomhed mod mig. Jeg var jo den eneste, der var - og hullet i hendes store hjerte skulle fyldes på en eller anden måde.

Jeg bilder mig ikke ind, at det var kærlighed ved første blik fra hendes side. Men hvis man er et kærligt væsen, så vil man gerne elske. Og Sille Badille accepterede at blive en del af min hundeflok og hun blev min hund.

Jeg gav hende ekstra privilegier, ekstra opmærksomhed og ekstra meget kærlighed. Jeg vidste, at vi var fælles om at savne Onkel G dybt og inderligt. Hun fik lov til at sove i min seng, ved siden af min hovedpude. Og som jeg sidder og skriver dette, kan jeg mærke hendes hoved på min ene, bare fod. Hun sover ikke, for så ville hun snorke. Hun kan bare lide at ligge med hovedet på min fod, når jeg skriver.

Hun er holdt op med at stikke af. Jeg er nu den heldige modtager af Sille Badilles store mængde af kærlighed.

Men hun er også glad for andre mennesker. Og forleden sad min ven, Inuk, med hende på skødet. Han kiggede længe på hende og derefter sagde han:
“Jeg kender en fyr i Hvidovre, der ligner Sille Badille fuldstændig.”
Og han fortsatte:
“Det er fordi, vi har den samme tatovør. Han er faktisk en ret flink fyr.”

Jeg har lige siden grinet over tanken om, at Sille Badille har en dobbeltgænger i Hvidovre. Jeg håber, at Sille Badilles dobbeltgænger, fyren i Hvidovre, også er meget charmerende.

For ærlig talt - uanset hvor meget jeg holder af min lille hund - så er jeg faktisk ret glad for, at jeg ikke ligner hende ...

Og nu om dage reagerer Sille Badille lige godt på, om jeg siger: “Hvem er en god lille hundepige?”
Eller om jeg siger: “Hvem ligner en flink fyr i Hvidovre?”

onsdag den 29. april 2020

Før verden gik af lave ...

... så jeg sådan ud, når jeg fiskede mænd på Tinder. 


... Nu ser jeg sådan ud ... Og er ikke på Tinder længere...




Jeg griner stadig af, at jeg sad nytårsaften og råbte: “2020 bliver et fucking FEDT år! Det bliver MIT år! Og jeg er ikke bange for at sige det højt.”
Well, here we go ... 

Tak til Inuk for at forevige mig i fleece-beklædt hængerøv. Jeg vil bruge de næste par dage på at reparere min skrammede selvtillid ...  

tirsdag den 28. april 2020

Dage i bamsedragt


Jeg er noget skuffet over mig selv i disse dage. Jeg havde egentlig troet, at jeg ville tage sådan en nedlukning af hele verden mere afslappet end så mange andre.

Først og fremmest er jeg vant til at arbejde hjemmefra - og dernæst er mine arbejdsopgaver ikke synderligt påvirkelige overfor virus.

Så da Statsministeren slukkede lyset, tænkte jeg, at al den kommende alenetid med fordel kunne bruges på inspirerende opgaver såsom at rydde op i mine badeværelsesskuffer, sortere mine papirer og ikke mindst for alvor vise mig selv, hvilken fantastisk husmor jeg er - med hjemmebag og nyvaskede gulve ...

Gamle Flavo von Flappergast nyder morgenturen. Der var engang, han lige runderede et par marker samtidig. Nu om dage tøffer han af sted i samme adstadige tempo, som jeg bevæger mig i. 

Derefter iførte jeg mig en bamsedragt i fleece, som jeg engang købte i Netto, skænkede mig en gigantisk gin/tonic og satte mig til rette foran Tv2 news på min computer. FORDI ... Man skal jo også lige følge med, ikke sandt?

Der blev jeg siddende de næste tre dage - halvfuld og helbekymret, indtil jeg endelig sled mig løs fra skærmen. På det tidspunkt stod det absolut klart for mig, at jeg havde tillagt mig en god portion fremtidsangst, og at flere nyheder, flere døde mennesker og flere massebegravelser fra New York så ganske afgjort ikke ville gøre min sindstilstand bedre.

Ergo slukkede jeg og havde et par okay dage, hvor jeg oven i købet tog make up på om morgenen. Og legede, at jeg var god til at tackle tingene.

Derefter er det gået op og ned. Som i OP OG NED!!! 

 Close, but no cigar, Nando - det er munden, vi skal dække ... 


Min første oplevelse af, at alting var sært var, at jeg helt tilfældigt faldt i snak med en gammel kollega over messenger, der er selvstændig fotograf. Hans business stoppede lige i det sekund, at Danmark lukkede. Fra at have supertravlt og jonglere med livet, tiden og opgaverne på daglig basis, sad han nu og sorterede sine billeder i et forsøg på ikke at blive småtosset.

Han sendte mig et billede af mig i selskab med et forlængst hedengangent, engelsk drengeband, som jeg interviewede engang i begyndelsen af 90’erne. Vi grinede af tiden dengang og sendte hinanden billeder af, at vi skålede i henholdsvis gin-tonic og rødvin. Jeg klagede mig og sagde, at jeg synes, at det hele var underligt.
“Hvis det bare kunne holde sig til underligt,” skrev han tilbage.
“Men så skulle du prøve at have teenagebørn, som du netop har nægtet at se deres venner - og for den enes vedkommende - sin kæreste.”
Jeg kunne godt mærke, at han VIRKELIG trængte til dét glas rødvin. Og vi aftalte, at den dag verden ikke længere var af lave, så ville vi mødes i verdens mest menneskefyldte, larmende bar og drikke en gin-tonic sammen ...
Jeg glæder mig sådan, til det sker ...

Billedet fra min fotografven, Sjørup. Hvorfor jeg sidder og stirrer så fortryllet på den unge herre til venstre, husker jeg ikke. Men jeg husker at drengebandet havde en gennemsnitshøjde på omkring 1.40. Jeg blev derfor nødt til at sidde ned, så jeg ikke tårnede mig op over de små musikanter ... (Foto: Thomas Sjørup )


Facebook gik også lidt amok. Alle mine venner fulgte på en måde min egen rytme - først snakkede alle om Corona og fremtiden og hvad der måske og måske ikke ville ske. Et par enkelte gik helt op i det røde felt over hamstrings-folkene, der havde fyldt supermarkederne og nu kan tørre bagdel de næste 256 år uden at købe nye toiletpapirs-forsyninger.

Luna Tiktakken, den stolte og undertiden sadistiske mor til elefanthudshvalpene. Her sammen med Osie MacDosie på morgenturen. 


Derefter var det som om, at alle holdt vejret. Vi kunne allesammen mærke, at det heller ikke nyttede noget at dele for meget ked af det-hed og angst. Derefter tog hele mit feed skeen i den anden hånd og begyndte at skrive om mad, bage med surdej, dele opmuntrende memes og i det hele taget gøre hvad de kunne for ikke at bidrage til den kollektive tristesse.

Skål i gin/tonic med Sjørup. Bemærk den fine lille knokkelmand på glasset. 


Jeg ved ikke, om det egentlig hjalp det store. Men jeg var glad for, at alle forsøgte ...

Så kom bølge to: Alle festivaler blev lukket for resten af sommeren. Jeg havde såmænd selv forventet, at det ville gå den vej.

At vide, at årets store sommerlejr for voksne - nemlig Copenhell - ikke blev til noget, reducerede mig til et surt, fem-årigt barn. New York eftersøgte hjælp til at håndtere bedemænds-opgaver, min jungleguru Karsten blev nødt til at rejse hjem til Tyskland, fordi ALT turisme er død i Costa Rica og min veninde ringede fra Spanien med den tynde, rystende stemme hun kun har, når hun er virkelig presset, for at fortælle mig, at hun var ved at blive skør af at være lukket inde - og at det spanske politi var benhårde og ubehagelige. Og at hun ikke måtte handle i sit yndlingssupermarked, fordi der var et mindre supermarked i nærheden, som hun SKULLE handle i, hvis hun skulle bevæge sig udenfor ...

Alt det bed ikke på mig. Fordi jeg var igang med at opføre mig som et barn over, at jeg ikke kunne stå med en fadøl i et menneskehav og høre hård metalmusik. (Bortset fra, at jeg håber, at børn ikke græder over, at de ikke må drikke tre tusind liter fadøl over et par dage. )

Fra dengang verden ikke var af lave. Billedet er taget i Operaen i Christania, hvor der spillede et eller andet obskurt band. Og folk stod som sild i en tønde og havde det herligt. Det var tider!


Nej, jeg er ikke stolt af mig selv. Men for mig blev Copenhell lige det strå, der gjorde mig til en fed, selvisk idiot ... Jeg ved godt, at jeg bare reagerede på hele situationen. Men alligevel ...

Det faktum, at vi passerede dagen for Onkel G’s dødsdag gjorde, at det var nemmere at hyle over Copenhell, end det var at forholde sig til, hvor meget jeg egentlig savner ham.

Den dag Mølbak sagde i medierne, at man nok skulle forvente, at denne her sociale distancering i hvert fald blev ved et år mere, der græd jeg faktisk. Det virkede helt uoverskueligt at forholde sig til...

Og nu sidder jeg her og kan gøre foreløbig status over mit Corona-liv. Den overordnede konklusion er, at jeg drikker for meget, sover for lidt, klynker for højt - og har taget fire kilo på. Ingen af delene klæder mig særlig godt ...

Den famøse bamsedragt. Jeg sværger, at jeg vil forsøge at komme ud af den igen!


Hele vinteren gik jeg ellers til jagt. Hver tirsdag sad jeg i Herfølge Jagtklub og lærte at kende forskel på en dykand og en svømmeand - plus en masse andre ting. På det tidspunkt tænkte jeg ikke synderligt over det. Jeg har bare valgt at tage jagttegn, fordi min ejendom er tæt mandsopdækket af to jagtkonsortier - og derfor tænkte jeg, at det kunne være rart at være lidt informeret på den front.

I virkeligheden er det bare fordi jeg elsker at skyde lerduer med Sensei Ørn. Skydningen dumpede ned som en tilfældighed i mit liv, fordi Ørn spurgte mig, om jeg havde lyst til at tage med på skydebanen. Og og og ... For at gøre en lang historie kort, så begyndte det at fylde rigtig meget i mit liv. Skydebane mandag og ofte også lørdag. Og mens det stadig var vinter, så tog vi til Tåstrup og skød spidsduer på en oplyst skydebane. Og fuck, hvor fik det bare min sjæl til at ringe på alle mulige måder. Jeg kan anbefale det ...

Jeg er med på, at det er verdens dårligste billede. Jeg kæmpe stadig med at blive gode venner med mit lille og meget smarte kamera, som jeg købte sidste år. For smart til mig, faktisk ... Men billedet er taget i det øjeblik, at lerduen bliver ramt og splintrer i tusind stykker. Og om aftenen i kunstlys ser det bare ekstremt godt ud. Ikke at det lige ses på billedet. Så I må stole på mit ord!


Og i lørdags åbnede den ellers hermetisk lukkede skydebane for, at jagtaspiranter kunne blive undervist i lidt afstandsbedømmelse - og våbenbetjening.
I begrebet våbenbetjening lå, at man rent faktisk fik et haglvåben i hånden og fik lov at skyde lerduer igen. Åh, manner - the bliss. Lugten af skydevåben, lyden af skydevåben ... at holde et skydevåben i hånden og sige et højt og rungende “klar” ... Sigte på lerduen, affyre og nogle gange også ramme ... Det føltes som om, at jeg begyndte at leve igen. Det gjorde mig lykkelig at stå der på skydebanen.

Jeg var helt høj og ringede til Ørn og råbte ind i telefonen: “Jeg har været ude at skyde!!!”

Søndag morgen noterede jeg mig, at hvidtjørnen blomstrer i fuldt flor hele vejen på min morgenluftetur med hundene. Jeg noterede mig også, at selv om min blomstermark viste sig ikke at være særlig langtidsholdbar - så er der stadig ting, som har fået fat, og som er blevet langtidsholdbare: Et blåt flor af forglemmigejer fylder nu en fjerdedel af marken, og jeg fik et sug i maven, da jeg så det.

Her på stedet er det fuldstændig umuligt at fotografere noget, uden at en hund sniger sig med på billedet. Her er det Chili (tidligere kendt under navnet Donald Trump) der poserer sammen med forglemmigej’erne.


Jeg var faktisk så opmuntret af det hele, at jeg greb min langbue og brugte en højst tilfredsstillende time på at skyde til måls med den. Bagefter faldt jeg i en dyb søvn og sov mere end to timer. Alle hundene krøb op i sengen og sov med. Jeg følte mig I godt humør, da jeg vågnede op omgivet af snorkende hundekroppe. Og jeg tænkte, at min sommer nok ville blive væsentlig bedre, hvis jeg skruede ned for dommedagstankerne og brugen af bamsedragt til hverdag.

De små elefanthuder er snart sorte af solen ... 

Det er dén følelse, som jeg går med lige nu. Og jeg håber, at alle I andre også er begyndt at finde tilbage og ind til de ting, som gør jer glade og som kan gøre denne her utålelige situation en smule nemmere at navigere i.

Jeg erklærer hermed bloggen for åben - og hører gerne, hvad I får tiden til at gå med ...