Dagens billedmateriale består af alt godt fra iPhonen. Her er udsigten fra min terrassen i silende regnvejr. De små, mørke takker øverst i billedet er palmebladstaget. Oh, efter mere end en uge i San José, er jeg begyndt at længes efter min smukke jungle ...
Lige
nu sidder jeg og ryster så meget på hovedet, at hvis der var gevind på det,
ville det falde af.
Jeg
har nemlig lige modtaget en sms fra Edwin, hvor han spørger, om jeg kan smide
huslejepenge ind på hans konto på mandag. En af hans kindtænder er revnet, og -
som han skrev - jeg har limet den med
superlim og trykket den sammen igen. Jeg gurgler med whisky hver anden time for
at holde infektionerne fra døren, men efterhånden synes jeg, at smerten er lidt
ubehagelig. Og forresten leder Red efter dig...
Jeg
røg fluks til tasterne og skrev, at han ØJEBLIKKELIG skulle gå til tandlæge i
stedet for at spille macho. At jeg estimerede at smerterne i en kindtand der
var LIMET sammen, måtte være uudholdelige - og at jeg sagtens kunne betale en måneds husleje forud, hvis
han behøvede flere penge lige nu.
Hvorefter
Edwin skrev: Jeg er altså vant til at sy
mig selv sammen, hvis jeg er blevet skadet af koralrev. Tanden gik næsten i to
stykker, så jeg gav den bare et par dråber lim og - presto - så klemte jeg bare
om den med fingrene, så betændelsen kom ud og skyllede efter med whisky. Jeg er
fin til tirsdag - så det haster ikke med pengene. Jeg lærte en masse af min
mor, da jeg hjalp til i hendes tandlægepraksis, så ingen grund til bekymring.
Red har siddet og ventet på dig nede ved supermarkedet. I dag forsvandt han
lige da jeg vågnede, så jeg tror han savner dig ...
Godt.
Så. Husker I Patrick Swayze fra den stærkt undervurderede film 'Roadhouse'? Den
scene hvor han syr sig selv sammen? Gang det op, og I har Edwin.
Super-surfermacho-dude med en beleven væremåde og - hvad jeg ellers
fordomsfyldt mener er en mangelvare hos surfere - hjerne.
Carla parat i cykelkurven til endnu en dags eventyr i troperne. Min cykel står altid ved Edwins hus, så det er trappen op til hans hus, som I kan se i baggrunden.
Nu
sidder jeg og overvejer, om jeg bare skal grine - eller om jeg skal give efter
for mine kvindelige omsorgsinstinkter og give ham verdens største
sms-skideballe. Aj, men altså ... putte superlim i sin tand. Tosserøv ...
Hvad
er det med mændene på disse kanter? Og nej: Det er ikke kun de indfødte. Jeg
hælder til at tro, at der bliver puttet testosteron i kommunevandet
eller sådan noget, for forleden havde jeg en herlig aften i selskab med Michael
og Maiken.
Michael
og Maiken har den egenskab, at de altid opfører sig som om, at vi sidder
omkring et lejrbål. Og med det mener jeg, at jeg aldrig har siddet omkring et
lejrbål og snakket om bygning af carporte og ugens tv-program med nogen. Det er
som om, at et lejrbål indbyder til at fortælle historier. Og det er det, som
Maiken og Michael gør: De fortæller historier. Jeg elsker det!
Maiken
havde netop fortalt om dengang hun og Michael næsten lige havde lært hinanden
at kende. Som altid har kærlighed det med at have en lousy timing - så knap havde unge, vilde Maiken vænnet sig til at
være forelsket i en ældre mand og
besluttet at selvsamme gamle knark gerne måtte tæmme hende, (Michael var trods alt seks år ældre end Maiken)
før Michael drog af sted for at arbejde på Cayman-øerne.
Selvfølgelig
besøgte Maiken ham - og konstaterede også, at Michael havde lige lovlig mange
veninder for hendes smag. Hvilket jeg har dyb sympati for. Mænd må have alle de
veninder, de har lyst til. Jeg har selv adskillige gode venner. Men sagen
stiller sig helt anderledes, hvis det er en mand, som man er forelsket i. Så er
veninder, man endnu ikke har mødt, slet ikke noget som man bryder sig om ...
Michael
havde sikkert ikke tænkt over alt dét. Men da Maiken kom hjem opretholdt hun en
meget stabil, grænsende til det intensive, telefonkontakt med Michael.
Som
Maiken selv formulerede det: Jeg syntes
lige, at jeg ville minde ham om, at han altså havde en meget dejlig pige i
Danmark.
Maiken
brugte imidlertid sin arbejdstelefon til slige aktiviteter. Og en dag blev hun
kaldt ind til sin chef.
Hæ hæ hæ ... Sådan lukker man munden på en lille, spørgelysten øgle. Freden varede dog kun kort - Mingus er ikke sådan at tryne.
"Jeg vidste jo præcis, hvad det handlede om. Men ved du hvad? Jeg havde ikke engang rigtig tænkt over det - jeg ville bare gerne snakke med Michael," fortalte hun.
Så
chefen nåede ikke engang at åbne munden, før Maiken sagde:
"Jeg
ved godt, hvad det her handler om. Og jeg skal nok betale alle pengene tilbage.
Det kan godt være, at jeg ikke kan betale dem allesammen på én gang - men jeg
skal nok betale dem. Og ... undskyld."
Hvad
der imidlertid - i mine øjne gjorde - chefen ære var, at han selv vidste,
hvordan det var at være forelsket. Så han eftergav Maiken den store
telefonregning og unge, forelskede Maiken henlagde herefter sine
telefonsamtaler til privaten.
Da
Maiken havde fortalt historien, sagde hun til Michael:
"Aj,
hvor mærkeligt ... jeg tror aldrig, at jeg har fortalt dig den historie, har
jeg?"
"Nej,
det har du ikke. Hahaha ... du var godt nok forelsket, hva' Lillemor? I
mig!," svarede Michael og rankede sig i stolen med et smørret smil.
Pludselig så han meget tilfreds ud ...
Spas på stranden. Rafael myrder Meise med macheten ...
Forresten
har Michael kaldt Maiken for Lillemor, lige siden de mødtes. Og det var Maikens
veninder, der først kom på sporet af, at hun var virkelig forelsket. For havde
andre mænd kaldt Maiken for 'Lillemor' - så var de sluppet meget dårligt fra
det ... Men Michael måtte gerne drille.
Derefter
fortalte Michael om et meget stort hotelprojekt, som han arbejder med i Nigaracua.
Det har medført, at han har holdt møder med adskillige meget velhavende
mennesker. Og i Nigaracua er det således, at der findes hele familier, som er
meget velhavende. Hvilket så også betyder, at disse velhavende familier sender
deres måske ikke super-skarpe sønner på fine, eksklusive skoler.
Og
Michael har haft den tvivlsomme fornøjelse at skulle gøre forretninger med
disse - åbenbart ikke så kompetente - sønner.
"Ja,"
tilføjede Michael, som i var blevet rimelig animeret af at tale om
udfordringerne i det kæmpe projekt, som han er i gang med. Derfor var han
sprunget ud af stolen og vandrede nu frem og tilbage foran bordet.
Mingus fast besluttet på at lave sig selv om til en havfrue-skulptur. Nårh, jeg tænker tit på øglerne ... Dem blev jeg glad for. Og Meise med ...
"Og
så kommer de gående sådan her," tilføjede han og lavede sin gangart om til
en række underlige, skvulpende, dvaske bevægelser.
"Og
håndtrykket," sagde han og greb min hånd og fik sin egen næve til at føles
som et stykke vådt wienerbrød.
"Sådan
en flok tyndfede tøsedrenge. De ville
aldrig holde en dag i et almindeligt liv."
Med
den svada satte han sig bestemt ned og tog en slurk af sin rom. Og jeg
konstaterede i mit stille sind, at der findes en storby-San José-udgave af
drengenes han ville ikke holde til et
døgn i junglen - og at Michael lige havde leveret den.
Det
er det, jeg siger: Mændene heromkring er af en særlig støbning ...
Ja, det var lige et lille
sidespring. Jeg vender fluks tilbage til den spændende beretning om min
indkøbstur. Stay tuned ...