lørdag den 29. september 2012

Mere om mænd og tænder ...

Dagens billedmateriale består af alt godt fra iPhonen. Her er udsigten fra min terrassen i silende regnvejr. De små, mørke takker øverst i billedet er palmebladstaget. Oh, efter mere end en uge i San José, er jeg begyndt at længes efter min smukke jungle ... 

Lige nu sidder jeg og ryster så meget på hovedet, at hvis der var gevind på det, ville det falde af.


Jeg har nemlig lige modtaget en sms fra Edwin, hvor han spørger, om jeg kan smide huslejepenge ind på hans konto på mandag. En af hans kindtænder er revnet, og - som han skrev - jeg har limet den med superlim og trykket den sammen igen. Jeg gurgler med whisky hver anden time for at holde infektionerne fra døren, men efterhånden synes jeg, at smerten er lidt ubehagelig. Og forresten leder Red efter dig...

Jeg røg fluks til tasterne og skrev, at han ØJEBLIKKELIG skulle gå til tandlæge i stedet for at spille macho. At jeg estimerede at smerterne i en kindtand der var LIMET sammen, måtte være uudholdelige -  og at jeg sagtens kunne betale en måneds husleje forud, hvis han behøvede flere penge lige nu.

Hvorefter Edwin skrev: Jeg er altså vant til at sy mig selv sammen, hvis jeg er blevet skadet af koralrev. Tanden gik næsten i to stykker, så jeg gav den bare et par dråber lim og - presto - så klemte jeg bare om den med fingrene, så betændelsen kom ud og skyllede efter med whisky. Jeg er fin til tirsdag - så det haster ikke med pengene. Jeg lærte en masse af min mor, da jeg hjalp til i hendes tandlægepraksis, så ingen grund til bekymring. Red har siddet og ventet på dig nede ved supermarkedet. I dag forsvandt han lige da jeg vågnede, så jeg tror han savner dig ...

Godt. Så. Husker I Patrick Swayze fra den stærkt undervurderede film 'Roadhouse'? Den scene hvor han syr sig selv sammen? Gang det op, og I har Edwin. Super-surfermacho-dude med en beleven væremåde og - hvad jeg ellers fordomsfyldt mener er en mangelvare hos surfere - hjerne.

Carla parat i cykelkurven til endnu en dags eventyr i troperne. Min cykel står altid ved Edwins hus, så det er trappen op til hans hus, som I kan se i baggrunden. 

Nu sidder jeg og overvejer, om jeg bare skal grine - eller om jeg skal give efter for mine kvindelige omsorgsinstinkter og give ham verdens største sms-skideballe. Aj, men altså ... putte superlim i sin tand. Tosserøv ...

Hvad er det med mændene på disse kanter? Og nej: Det er ikke kun de indfødte. Jeg hælder til at tro, at der bliver puttet testosteron i kommunevandet eller sådan noget, for forleden havde jeg en herlig aften i selskab med Michael og Maiken.

Michael og Maiken har den egenskab, at de altid opfører sig som om, at vi sidder omkring et lejrbål. Og med det mener jeg, at jeg aldrig har siddet omkring et lejrbål og snakket om bygning af carporte og ugens tv-program med nogen. Det er som om, at et lejrbål indbyder til at fortælle historier. Og det er det, som Maiken og Michael gør: De fortæller historier. Jeg elsker det!

Maiken havde netop fortalt om dengang hun og Michael næsten lige havde lært hinanden at kende. Som altid har kærlighed det med at have en lousy timing - så knap havde unge, vilde Maiken vænnet sig til at være forelsket i en ældre mand og besluttet at selvsamme gamle knark gerne måtte tæmme hende, (Michael var trods alt seks år ældre end Maiken) før Michael drog af sted for at arbejde på Cayman-øerne.
 Køkken og skriveværksted. På et tidspunkt havde jeg en dille med at sætte sedler op på væggen med spørgsmål til mig selv. 

Selvfølgelig besøgte Maiken ham - og konstaterede også, at Michael havde lige lovlig mange veninder for hendes smag. Hvilket jeg har dyb sympati for. Mænd må have alle de veninder, de har lyst til. Jeg har selv adskillige gode venner. Men sagen stiller sig helt anderledes, hvis det er en mand, som man er forelsket i. Så er veninder, man endnu ikke har mødt, slet ikke noget som man bryder sig om ...

Michael havde sikkert ikke tænkt over alt dét. Men da Maiken kom hjem opretholdt hun en meget stabil, grænsende til det intensive, telefonkontakt med Michael.

Som Maiken selv formulerede det: Jeg syntes lige, at jeg ville minde ham om, at han altså havde en meget dejlig pige i Danmark.

Maiken brugte imidlertid sin arbejdstelefon til slige aktiviteter. Og en dag blev hun kaldt ind til sin chef.

Hæ hæ hæ ... Sådan lukker man munden på en lille, spørgelysten øgle. Freden varede dog kun kort - Mingus er ikke sådan at tryne. 

"Jeg vidste jo præcis, hvad det handlede om. Men ved du hvad? Jeg havde ikke engang rigtig tænkt over det - jeg ville bare gerne snakke med Michael," fortalte hun.

Så chefen nåede ikke engang at åbne munden, før Maiken sagde:

"Jeg ved godt, hvad det her handler om. Og jeg skal nok betale alle pengene tilbage. Det kan godt være, at jeg ikke kan betale dem allesammen på én gang - men jeg skal nok betale dem. Og ... undskyld."

Hvad der imidlertid - i mine øjne gjorde - chefen ære var, at han selv vidste, hvordan det var at være forelsket. Så han eftergav Maiken den store telefonregning og unge, forelskede Maiken henlagde herefter sine telefonsamtaler til privaten.

Da Maiken havde fortalt historien, sagde hun til Michael:

"Aj, hvor mærkeligt ... jeg tror aldrig, at jeg har fortalt dig den historie, har jeg?"

"Nej, det har du ikke. Hahaha ... du var godt nok forelsket, hva' Lillemor? I mig!," svarede Michael og rankede sig i stolen med et smørret smil. Pludselig så han meget tilfreds ud ...

Spas på stranden. Rafael myrder Meise med macheten ...

Forresten har Michael kaldt Maiken for Lillemor, lige siden de mødtes. Og det var Maikens veninder, der først kom på sporet af, at hun var virkelig forelsket. For havde andre mænd kaldt Maiken for 'Lillemor' - så var de sluppet meget dårligt fra det ... Men Michael måtte gerne drille.

Derefter fortalte Michael om et meget stort hotelprojekt, som han arbejder med i Nigaracua. Det har medført, at han har holdt møder med adskillige meget velhavende mennesker. Og i Nigaracua er det således, at der findes hele familier, som er meget velhavende. Hvilket så også betyder, at disse velhavende familier sender deres måske ikke super-skarpe sønner på fine, eksklusive skoler.

Og Michael har haft den tvivlsomme fornøjelse at skulle gøre forretninger med disse - åbenbart ikke så kompetente - sønner.

"Ja," tilføjede Michael, som i var blevet rimelig animeret af at tale om udfordringerne i det kæmpe projekt, som han er i gang med. Derfor var han sprunget ud af stolen og vandrede nu frem og tilbage foran bordet.

Mingus fast besluttet på at lave sig selv om til en havfrue-skulptur. Nårh, jeg tænker tit på øglerne ... Dem blev jeg glad for. Og Meise med ... 

"Og så kommer de gående sådan her," tilføjede han og lavede sin gangart om til en række underlige, skvulpende, dvaske bevægelser.

"Og håndtrykket," sagde han og greb min hånd og fik sin egen næve til at føles som et stykke vådt wienerbrød.

"Sådan en flok tyndfede tøsedrenge. De ville aldrig holde en dag i et almindeligt liv."

Med den svada satte han sig bestemt ned og tog en slurk af sin rom. Og jeg konstaterede i mit stille sind, at der findes en storby-San José-udgave af drengenes han ville ikke holde til et døgn i junglen - og at Michael lige havde leveret den.

Det er det, jeg siger: Mændene heromkring er af en særlig støbning ...

Ja, det var lige et lille sidespring. Jeg vender fluks tilbage til den spændende beretning om min indkøbstur. Stay tuned ...







onsdag den 26. september 2012

At leve et sted, hvor fjer er valuta ...

Jeg gider egentlig ikke at skælde ud, for jeg elsker selv ting og sager. Men nogle gange er det rart at sætte tingene lidt i perspektiv ... 

Første del af denne historie finder du her


Desværre havde korset-forretningen lukket. Så ingen nye korsetter til mig i denne omgang. Meget trist - for mit elfenbensfarvede korset har lidt jungledøden, så nu har jeg kun et sort og et rødt korset tilbage. Hvilket slet ikke nok, når man godt kan lide at lege Hexia de Trick i nærmiljøet.

Til gengæld tog Maiken mig ud til et shoppingcenter, som fuldstændig fik mig til at tabe vejret.

Jeg har boet i Puerto Viejo i omkring otte måneder. Puerto Viejo ligger på Costa Ricas caribiske side, som altid har været den "fattige" kyst. Ikke fattigt på natur og skønhed - men fattig på den traditionelle måde. At folk ganske enkelt ikke har særlig mange penge at gøre godt med.

I forhold til mine venner i Puerto Viejo er jeg rig som Krøsus (så længe det varer) - og det har jeg nydt. Jeg har nydt det, fordi jeg pludselig havde muligheden for at glæde andre mennesker på en måde, som jeg ikke ville være i stand til at gøre i Danmark.

Jeg kan huske engang, hvor min ven Karsten var på røven. Vi havde siddet og spist morgenmad sammen på min terrasse og som sædvanlig snakkede vi om junglen. Karsten ernærer sig som jungleguide, og selv om han er Puerto Viejos bedste guide og den mand, som har lært mig allermest om junglen, så er det ikke ensbetydende med, at han altid er ved muffen.

Karsten lever et fuldstændig spartansk liv. Han elsker kaffe og han ryger cigaretter. Hver dag spadserer han ud i junglen med Minga i hælene. Og det er, hvad han ønsker af sit liv. Det er det, som gør ham lykkelig. Jeg betragter ham som en heldig mand. For der er ingen tvivl om, at han er lykkelig. Men lige i de dage stod det sløjt til med finanserne. Og jeg havde godt lagt mærke til, at han sparede på de to cigaretter, som han havde tilbage.

Inden han gik, sagde jeg nonchalant:
"Jeg har lidt ekstra, så du får lige en pakke med for en sikkerheds skyld."

Og så stak jeg ham en pakke Marlboro i hånden. Han løftede øjenbrynene og sagde:

"Mener du virkelig det?"

Og jeg sagde ja.

Også Funky var opmærksom på, at Karsten havde lavvande i kassen. Så der var et par dage, hvor vi arrangerede fælles morgenmad med ham. Bare for at være sikre på, at han fik i hvert fald ét ordentligt måltid om dagen. 

Jeg kan i forvejen godt lide at give gaver, så jeg efterlod en stor pose kaffe og en ditto bøtte vanilje-vafler på Karstens bord. Og som det altid sker i Puerto Viejo - medmindre man selv fucker tingene op - så indtraf der et af de små mirakler, som vi efterhånden er blevet vant til: Karsten fik pludselig en gruppe på hele syv amerikanere, som skulle ud i junglen.

Han var så glad, da han fortalte mig det. Og jeg blev så glad, at jeg til hans store befippelse kastede mig om halsen på ham og kyssede ham på kinden.

De syv amerikanere kastede 105 dollars af sig - og det var nok til at Karsten kunne klare sig i noget tid.

Og sådan er livet i Puerto Viejo. Jeg har vænnet mig til det. Jeg nyder, at jeg har mulighed for at hjælpe lidt hist og pist, når der er brug for det. Da Rafael rejste til Bribri, listede jeg 30.000 colones (ca. 300 kroner) i hans rygsæk, så jeg var sikker på, at han havde lidt stakater, hvis tingene gik skævt. Rafael er utvivlsomt den største fattigrøv, jeg kender. Men alligevel har han formået at skabe et eventyr ud af sit liv. På godt og ondt.

At give et måltid mad er noget helt andet, end når man inviterer sine venner til middag i Danmark. Ingen i Danmark møder op og er oprigtig sultne. Men det sker i Puerto Viejo. At servere kød og brød og måske lidt vin, gør en forskel. Det skaber i sig selv en fest. For mange mennesker lever utrolig spartansk og skrabet.

Edwin blev på et tidspunkt nødt til at aflive en af sine heste, fordi den havde brækket benet. Og den eneste gode ting der var ved det, var at hesten blev parteret og kødet blev uddelt til nogle af de familier i nærmiljøet, som virkelig havde brug for det.

Nej, der er ingen mennesker, der sulter i Puerto Viejo. Men uanset hvad, er det trist og ensformigt at leve af ris og bønner.

Selv lever jeg et totalt dekadent liv. Jeg køber luksusvarer som cheddarost, cola og færdigsyltede jalepenos på glas, når jeg har lyst. Så rig er jeg ...

At hænge ud med mine Puerto Viejo-venner er derfor meget anderledes, end at hænge ud med mine danske venner. Og det gør mig ydmyg.

Jeg bliver inspireret når jeg ser, hvordan folk skaber små pyntehaver ved at plante farverige blomster i gamle colaflasker og hænge dem op på deres verandaer. Intet bliver smidt væk, medmindre det absolut ikke kan gøre nytte længere. Da min gamle hængekøje omsider gav op, tog Rafael de sørgelige rester og lavede dem til små tasker og punge.

Fjer er en hård valuta i Puerto Viejo. At finde en smuk fjer er det samme som at samle en pengeseddel op på gaden. Du kan bytte dig til mad og andre goder, hvis du har flotte fjer at handle med.

Derfor vidste jeg præcis, hvad jeg modtog, da Rafael forærede mig to blå arapapegøje-fjer i fødselsdagsgave. (Og no worries - som tidligere papegøjeejer kan jeg præcis se, hvornår en fjer er fældet af sig selv, og hvornår den er hevet ud af fuglens krop. Alle fugleejere ville kunne se den slags uden problemer ...)

Engang imellem sniger jeg mig ind i Puerto Viejos mest eksklusive forretning og køber en kjole. Den koster den afsindige sum af 400 kroner, hvilket VIRKELIG er mange penge ... Dén forretning ligger der kun for turisternes skyld. Men for mig er det den eneste mulighed, medmindre jeg ønsker at ekvipere mig selv i Bob Marley-print fra top til tå. Og kjolerne er rigtig pæne ... spørg bare min meget stilbevidste veninde, Momme. Da hun besøgte mig, strøg hun målbevidst derind og gav forretningen et anerkendende nik. Og når Momme - som aldrig går ud af døren uden at være andet end gennemført i sin påklædning - gør den slags ... så er det mere end godt nok til mig!

Men hvis I nu kan forestille jer, at det er på den måde, at jeg har levet mit liv i de sidste otte måneder - så kan I næsten også forestille jer, hvordan jeg havde det, da Maiken og jeg trippede ind i dette enorme, luksuriøse butikscenter.

Maiken fortalte mig, at hvis man skulle gå det hele igennem, ville man gå flere kilometer. Faktisk var det helt umuligt at overskue. Og alle de mærkevarer, som jeg ikke har set i lange tider, gnubbede sig op og ned af hinanden med fristende udstillingsvinduer. Selv det danske smykkefirma Pandora var repræsenteret med en lille butik.

Det var lige som at blive sparket i hovedet. Fra at være fuldstændig tilbagelænet, blev jeg pludselig grebet af materialismens grådighed. Det store købe-syndrom ...

Det var som at gå ind i et casino. Dagslyset blev erstattet af en neutral belysning, som fik en til at glemme tiden. Stedet var airconditioneret ned til en behagelig kølighed og det hele emmede bare af forbrug.

Jeg dansede af sted og Maiken gik smilende bagved mig. Hun havde været der før, så hun kendte centret og blev derfor ikke fuldstændig bjergtaget.

 Fortsættes i morgen ...

tirsdag den 25. september 2012

San José og gode mennesker ...

Dette er en støvmide. Hvis man havde et mikroskop, ville min seng være levende af disse afskyelige væsener. Adr!

Ja, jeg ved det godt: Jeg havde højt og helligt lovet, at mit næste blogindlæg skulle handle om facebook-beskeden, der ændrede mit liv. Og tro mig, kære læsere - jeg skriver skam på den historie. Men det er en længere historie, som jeg gerne vil aflevere ordentligt. Så mens jeg arbejder videre på den, bliver jeg simpelthen nødt til at skrive en lille opdatering om mine dage her i San José.

Lige nu sidder jeg og skriver på en marmorterrasse, ved et stort bord med plads til seks mennesker. Jeg har udsigt til en bekvemt udseende sofagruppe og en fin, lille swimmingpool med et sindrigt mosaikmønster. Det er overskyet og et gigantisk tordenvejr ruller hyggeligt frem og tilbage i bjergene. Hvis jeg går ind gennem altandøren og fortsætter forbi den smukke spindeltrappe som pryder stuen, når jeg hen til et par gigantiske panoramavinduer med udsigt til San José, som ligger under mig. Jeg kan næsten ikke vente, til det bliver mørkt. For jeg tror, at den oplyste by vil være et fantastisk syn.

Count your blessings, siger de på engelsk. Og det har jeg altid gjort. Det har min mor lært mig at gøre. Men hvis jeg skulle tælle mine daglige velsignelser i øjeblikket, ville det tage alt for meget tid. Jeg har været i Costa Rica i otte måneder. Da jeg rejste, forventede jeg ingenting. Men jeg håbede, at jeg ikke ville blive alt for ensom og ulykkelig.

Allerede da jeg sad i bussen på vej til San José glædede jeg mig over det faktum, at to gode mennesker kyssede mig farvel, inden jeg tog af sted. Funky og Rafael. Og mens den kølige højlandsregnskov gled forbi mine vinduer, kunne jeg allerede begynde at glæde mig til, at jeg ville blive kysset goddag, når jeg igen steg ud af bussen. Maiken havde nemlig lovet at komme og hente mig.

Hun var klædt helt i sort og så ualmindelig godt ud, da hun indfangede mig i et knus. Maiken, Michael og Christopher var netop flyttet, da jeg dukkede op. Deres gamle hus var kæmpestort, men de havde fået et godt tilbud på et andet hus og på grund af Christopher, havde de én gang for alle skrinlagt deres planer om at flytte ud på landet og leve i idylliske omgivelser.

Maiken er selv vokset op i et kvarter med masser af børn, og hun ønskede at Christopher skulle have den samme frihed. Friheden til at hænge ud med venner og gøre sine erfaringer i trygge omgivelser. Costa Rica er muligvis nok det tryggeste land i Centralamerika, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget. Her forsvinder børn. Nogle af dem bliver fundet i en forfærdelig tilstand. Andre bliver aldrig fundet ... Her kan man købe dvd'er med almindelig porno for 2500 colones. Børneporno koster 4000 colones. (cirka 40 kroner) Behøver jeg at sige mere? Så selv om jeg bor i et hus uden lås, så er der en kæmpe forskel på bare at være sig selv - og så have et barn at passe på.

Det nye hus er hyggeligt og fuldstændig kaotisk. Overalt tårnede flyttekasser, flytteæsker, flyttedit og flyttedat sig op. Læg dertil, at Michaels forældre kom på et to ugers-besøg fire dage efter, at jeg dukkede op i huset. Så Maiken gjorde selvfølgelig, hvad alle andre ville gøre i dén situation: Hun tog fri fra arbejde. For at være sammen med mig!

Torsdag aften faldt jeg i søvn uden en eneste insektlyd. I knitrende tørt sengetøj - og uden at marinere mig selv i myggebalsam.
Næste morgen eksaminerede Maiken min fuldstændig skambidte torso.

"Det der," sagde hun med usvigelig sikkerhed i stemmen.
"Det er ikke loppebid. Det er et støvmide-angreb."

"Et støvmide-angreb?"

"Yes. Du bliver nødt til at bære din madras ud i solen og tørre den grundigt. De lever jo så at sige af dig. De lever af de hudceller, som du afstøder - og nu reagerer du bare allergisk på dem, sikkert fordi der er for mange af dem. Hvis du ikke gør noget ved din madras, bliver det bare værre og værre."

"AD FOR HELVEDE!," skreg jeg desperat.
"Er det fordi jeg er et svin? Jeg har altså lige skiftet sengetøj?"

Det fik Maiken til at se eftertænksom ud.

"Nej," sagde hun så.
"Jeg tror ikke, at det er fordi du er et svin. Men jeg tror det har noget at gøre med fugtigheden i junglen. I hvert fald skal du være opmærksom på det."

Og dermed har jeg så fået endnu en interessant dimension til mit jungleliv. Støvmide-allergi. Åbenbart er min seng så smækfyldt af støvmider, at de nu er begyndt at æde direkte af mig.

Men det undrer mig ikke det mindste. Junglen er et mystisk og kraftfuldt sted, og på trods af sin ekstreme skønhed er det i bund og grund et menneskefjendsk klima.
Rafael - som elsker konspirationsteorier og mystiske historier - sagde en dag til mig:

"Du ved godt, at vi kalder regnskoven for jordens lunger, ikke? Hvad nu hvis jorden i sig selv er et levende væsen, som ønsker at overleve. Jeg forestiller mig, at jorden er lige som et menneske - bare i gigantisk størrelse. Og resten af solsystemet er andre mennesker. Galaksen er et samfund bestående af planeter, som hver især er levende på deres egen måde. Så giver det god mening at beskytte det mest vitale, man har. Jeg tror det er derfor, at junglen er så sindssyg farlig at færdes i. Mennesket er jordens værste og mest destruktive rovdyr. Men hvis vi går ind i junglen, kommer vi til kort. Der er intet i junglen, som ikke er ude på at slå os ihjel. Og jeg kan personligt godt forstå, hvorfor det er sådan. Jeg tror, at menneskeheden er jordens kræftceller ... "

Jeg elsker, når Rafael siger sådan noget. For han tror på det. Men samtidig er han det mest imødekommende og venlige menneske, man kan forestille sig. Og selv om vi skændes engang imellem, fordi jeg er kynisk og han er idealistisk, så er han altså ikke sær og sur og hader menneskeheden. Tværtimod.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at junglen i hvert fald beskytter sig selv på en meget effektiv måde. Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg er kommet hjem fra en jungletur med et mærkeligt udslæt eller en rift, som har nået at blive meget betændt på ganske få timer. Nogle gange skyldes det, at jeg er kommet til at strejfe en giftig plante. Andre gange forbliver udslættet et mysterium.

Lugtfugtigheden lever sit eget liv. Hvis jeg har haft heftigt regnvejr i et par dage, drysser der svampesporer ned på gulvet i mit hus. De er så tydelige og der er så mange af dem, at jeg kan feje dem op og smide dem ud som almindeligt affald. Svamp i huden er en utrolig almindelig foreteelse i Puerto Viejo. Det har jeg foreløbig været sparet for. Men husk lige, at en af de første teorier om AIDS var, at den stammede fra junglen. Det samme gælder Ebola og andre virkelig ubehagelige sygdomme.

Selv har jeg været syg to gange, hvor jeg ikke anede, hvad jeg fejlede. Begge gange gav det sig udslag i, at jeg sov næsten konstant og havde ondt i kroppen og i hovedet og var aldeles til rotterne. Efter et døgn var jeg frisk igen. Min lungefætter - som heldigvis er helt overstået nu - ved jeg til gengæld udmærket, hvor kom fra. Nemlig fra at sove en hel nat med en ventilations-vifte ved sengen. Næste dag var jeg småforkølet. Og når man er mig, så udvikler en forkølelse sig altid til en lungefætter. Sådan er dét bare ...

Men jeg klager ikke. Den costa ricanske jungle er en ren børnehave ved siden af Amazonas. Og det har jeg allerede skrevet et blogindlæg om, som I får på et andet tidspunkt. Foreløbig skal jeg finde ud af, hvordan jeg får tørret min madras i solen, når jeg bor under et bladtag ...

Men den tid, den sorg ... for Maiken og jeg hoppede på en bus og tog ud til Escazu, som er en af de mere posh bydele i San José. Vi endte på en meget amerikansk-inspireret bar og restaurant, hvor Alan stødte til os. Jeg har fortalt lidt om Alan før. Og nu hvor jeg kender ham bedre, kan jeg sige, at han er et af de mest tilbagelænede, lev og lad leve-mennesker, jeg har mødt. Og selvfølgelig kunne han godt smutte fra arbejde og møde os til frokost.

Efter at have indtaget et opulent måltid - amerikansk portionsstørrelse tager altså livet af almindelige mennesker - vraltede Maiken og undertegnede ned til en forretning, som handler med korsetter. Den havde Maiken selvfølgelig opsporet til mig.

Fortsættes i morgen ...







onsdag den 19. september 2012

Om lopper og latino-lovers ...




Jeg er lige kommet til at spilde et skvis skoldhed te på min ene storetå. Med det resultat at jeg meget dramatisk slog ud med den ene hånd - den hånd der ikke balancerede med et overfyldt tekrus - og brølede:
"Ah - Hvæputa! Conjo! Værdga!

Stavningen af ordene er helt hen i vejret, men min udtale er perfekt. Perfekt, siger jeg. Der blev rullet flot og meget venezuelansk på r'et i værdga. Og reaktionen udeblev heller ikke.

"MissV," sagde Funky målløst.
"Hvor har du lært de ord?"

Rafael nøjede derimod med at løfte et øjenbryn og smile anderkendende.
"Af dig, Comrade Funky," sagde han og fokuserede atter på sin tegneblok.

Det bragte Funky til eftertænksom tavshed. Ordene betyder i rækkefølge noget i retning af søn af en luder, fisse og pik - og det er åbenbart ikke noget, som pæne piger siger.

I hvert fald ikke ifølge Mimre-Funky som nogle gange glemmer, at han er en 36-årig, moderne mand og ikke en gammel latino-knark på 84 år. 

Der er ingen tvivl om, at Funky er skabt til at være familie-patriark. Jeg behøver ikke engang at lukke øjnene for at forestille mig ham siddende for enden af et langt bord med en helt knævrende, kværulerende familie forsamlet - inklusive et par unger af egen avl om benene. Jeg ved præcis, hvordan hans gestus vil være, når han løfter hånden for at skabe madro. En urokkelig latino-buddha omgivet af sit eget kød og blod - og derfor lykkelig.

Men indtil da er det blevet hans uheld at lande i et regnskovshus sammen med en mexicansk vagabond og en skandinavisk tosse.

Vi skiftes til at rotte os sammen mod hinanden. Rafael kan en helt perfekt imitation af Funky, som altid får mig til at knække sammen af grin. Funky og Rafael holder meget af at påpege mine manglende husmoderevner og min totale mangel på interesse i ro, orden og regelmæssighed. Det hører jeg en del for. Men hints om at jeg burde interessere mig for at indrette mit hjem lidt mere feminint, rydde mere op, begynde at vimse rundt ... aj, men hvad laver man egentlig, når man er huslig? Jeg bor med en kuffert i et junglehus. Og Preben jr. og hjernekorallerne udgør al den dekoration, jeg har brug for.

I morges vågnede Funky og var utrolig veloplagt. Jeg sad stadig og hang med en cigaret og kop kaffe, da han spurtede rundt under huset.

Rafael og jeg kunne kun høre nogle diffuse lyde, som vi valgte at ignorere. Men så kom Funky tilbage.

"Jeg har planer, Comrades! Store planer. Vi skal lave en grillplads. Ah, så kan vi rigtig lave god mad! Og dette hus trænger i den grad til en overhaling."

Et kollektivt suk mødte den lille venezuelaner, mens han spankulerede effektivt frem og tilbage på køkkengulvet.
"Vi burde virkelig bruge disse dejlige dage til at få noget fra hånden," erklærede han til mig og Rafael, der sad og stirrede måbende på ham.  

"Helt rigtigt," konkluderede Rafael og greb sin machete.
"Jeg tror, at vil besøge Selso."

Inden han udvandrede, hvislede han til mig: "Kan vi dog ikke få ham til at chille lidt? Det ender med, at han sætter os igang med et eller andet ..."

Jeg nikkede i smug til Rafael og erklærede, at jeg havde en masse skrivearbejde, som jeg ville kaste mig over. Derefter satte jeg mig ud ved skrivebordet på verandaen og gik igang.

Funky moslede og moslede inde i huset. Indtil han endelig kom ud på verandaen.

"MissV," buldrede han.
"Tag tøjet af!"

"Håhr," svarede jeg veloplagt.
"Det er en attitude, jeg kan lide! Skal jeg gå ind i seng? Eller skal jeg bare smide det her?"

"Pfft," svarede han.
"Lad mig så se dig," sagde han og hev op i min skjorte og begyndte at køre sine hænder over mit hvide maveskind.

Jeg skulle lige til at sukke hengivent, da han sagde:

"MissV. Dette er ikke noget at tage let på. Man kan blive syg af at have så mange loppebid. Du er jo fuldstændig ædt op! Hvorfor fortæller du mig ikke sådan noget?"

"Jeg troede bare, at det var myggestik. Hov, gider du ikke lige klø mig på ryggen?"

Mens jeg fik kløet ryg, fik jeg læst og påskrevet, at der var grænser for, hvor mange stik og bid man måtte have. Når man var så ædt op, som jeg åbenbart var, kunne jeg rent faktisk risikere at blive fysisk syg af det.

Det anede jeg ikke. Men det er sandt, at jeg er fuldstændig raseret af stik i øjeblikket. En morgen vågnede jeg med en hofte, der var så gennemtygget, at den var helt bulet og faktisk føltes øm.

Jeg har forsøgt at tage let på det, fordi jeg ikke er så glad for at bruge myggebalsam. Den eneste virkningsfulde myggebalsam mod junglemyg, indeholder 25 procent deet.
Deet er en virkelig skrap gift. Og efter jeg læste på nettet, at to britiske turister var faldet døde om, fordi nogen havde puttet deet i deres drinks - ja, så besluttede jeg mig for at se, om man kunne vænne sig til at have myggestik.

Jeg har nemlig hørt historier om folk, der langsomt blev immune overfor myggestik. Og jeg tænkte, at hvis jeg nu bed tænderne sammen og tog en periode uden myggebalsam - så ville samme herlige immunitet indtræde hos mig.

Funky hørte på min teori med et sammenbidt ansigtsudtryk. Så kom den beskyttende patriark op i ham:
"MissV," buldrede han og kom derefter med sin yndlingssætning. En sætning han efterhånden har sagt så mange gange, at jeg kan parodiere ham nøjagtigt, når han siger den.

"Jeg fatter ikke, at du har klaret dig så mange år, når du er så håbløs til at passe på dig selv!," brummede jeg og lagde ansigtet i Funky-folder.

Et kort øjeblik stod han helt lammet, før han brød ud i grin.
"Åhr, conjo, conjo ... Jeg bliver gjort til grin af et vikinge-damemenneske," mumlede han målløst og lagde derfor slet ikke mærke til, at jeg - lidt som en hyrdehund i overstørrelse - langsomt gennede ham ind mod den (loppebefængte) seng ...

Funky sidste damebekendtskab var en petite 23-årig latina med brune smutøjne og en kæmpestor, smukt kurvet røv. Så jeg kan da godt se, at der på mange måder er noget af et spring fra det - og så til en høj, bleg skandinav med en bony ass, en beskidt mund og en alder der er næsten dobbelt op.

Jeg ved ikke, om det er macho-tingen, der spiller ind. Men foreløbig har han ikke ladet sig intimidere af, at blive nevet i måsen og kaldt for latino-snack og third world goodie. Faktisk morede han sig decideret, engang jeg præsenterede ham for et amerikansk par med ordene: Det her er Funky, han er min latino-pet.

Men når vi ikke lige driller hinanden og mundhugges om dette og hint, så bliver jeg kurtiseret latino-style. Ord som danske mænd ville falde døde om af grin over, er en helt naturlig ting for Funky. Som for eksempel den morgen, hvor jeg sad og slubrede kaffe med vildt strittende hår og sovetæppet viklet om mig.

Han slog sig ned på sengekanten og kiggede indgående på mig.
"Dine øjne findes ikke smukkere," sagde han så.  
"Blå som oceanet og som morpheusen. (- Costa Ricas største sommerfugl) Du er en sommerfugl. En smuk sommerfugl der flyver frit i verden."
"Og se," tilføjede han og tog min hånd og kiggede på den.
"Hvor har du smukke hænder," sagde han og glippede sjælfuldt med sine brune øjne.
"Stærke og elegante. Meget, meget smukke ... Og du har en skønhedsplet på fingeren. Det er usædvanligt, men det giver din fine hånd charme og karakter."

"Men ... øh ... jamen tak," svarede jeg lettere forvirret.

"Du skal ikke takke. Du skal bare smile dit smukke smil. Jeg har aldrig mødt en pige, hvis ansigt oplyses så smukt, når hun smiler. Dit smil er noget helt særligt ... Du er smuk. Du er en rigtig kvinde. En smuk og meget spændende kvinde. En vikingedronning ..."

Og med de ord rejste han sig op for at lave morgenmad til mig. Selv sad jeg tilbage med vidtåben mund og vidste ikke, om jeg skulle slå en rå latter op - eller om jeg bare skulle tie helt stille. Jeg valgte det sidste.

Min foreløbige erfaring med mændene på disse kanter er, at ord som en god dansk mand aldrig ville tage i sin mund, glider let henover deres tunger. Og her taler jeg ikke om frække ord. Jeg taler om fyre, der uden blusel læner sig frem mod en og siger:
"Du er en vidunderlig og smuk kvinde. Må jeg have lov til at invitere dig ud?"

Den sidste sætning er så - ved nærmere eftertanke - ret sjælden, fordi de alle til hobe er nogle fattiglus, der trods alt hellere vil bruge deres sidste mønter på at købe voks til surfboardet, end de vil spendere dem på en kvinde. 

Jeg er 40 år. Og jeg kan uden tvivl sige, at i løbet af den tid jeg har været i Costa Rica, har jeg fået flere komplimenter, end jeg har fået sammenlagt i resten af mit liv.
Det er sjovt, men inden man kaster sit hjerte i grams og begiver sig ud i tvivlsomme kærlighedseventyr, så skal man altså lige huske, at de søde ord er en del af omgangsformen mellem mænd og kvinder.

Man er ikke nødvendigvis universets smukkeste kvinde. Man er det bare lige nu og her - især hvis man giver en øl ...

Jeg er slet ikke i tvivl om, at danske mænd med fordel kunne lære et par af latinoernes kurtiseringsteknikker. Men når det så er sagt, så vil jeg sige, at jeg holder utrolig meget af mit hjemlands mænd. Jeg synes de har meget humor og selvironi, som jeg godt kan savne lidt på disse kanter. Man kan ikke få det hele - og det er helt okay. Det er alligevel sjovt.

En oplevelse der efterlod mig målløs var en af de første aftener, hvor Funky kom og besøgte mig i junglehuset. Rafael og Funky kendte hinanden i forvejen, og vi drak vin og sludrede, indtil alkoholen havde løsnet drengene så meget, at de besluttede sig for at dvæle ved musikken fra deres hjemlande. De skiftedes til at finde numre på YouTube, som vi skulle høre. Her er, hvad jeg skrev dagen efter:  

"Musikken var langsom og dvælende og teksterne - som blev oversat for mig - var så storladne og fulde af patos, at jeg ikke vidste, om jeg skulle sukke henrykt eller grine hånligt. De handlede om kærlighed, der var større end alt andet. Kærlighed der trodsede døden - og kærlighed der medførte døden. Jeg tror desværre ikke, at et band som Tv2 med deres spidse, ironiske tekster ville nyde nogen stor popularitet på disse kanter.

Både Rafael og Funky sang med og deres øjne blev blanke og fugtige i krogene, når en særlig sentimental sang blev afspillet. Til sidst blev jeg nødt til at gå ud på verandaen og tænke lidt over tingene. To smægtende latino-drenge på én gang var alligevel mere, end mit kyniske sindelag kunne håndtere.

Ikke at det gjorde mig meget klogere at stå og spekulere ude på terrassen. Jeg ved bare, at jeg virkelig forsøger at kapere det kæmpe spænd, som mændene på disse kanter har. På den ene side render de rundt med macheter og taler om, at man ikke noget værd, hvis man ikke kan overleve i junglen. På den anden side kan en sentimental sang bringe tårerne frem på deres kinder.

Generelt er de ikke særlig sofistikerede, men de er modige overfor kvinder. De er ligeglade med, om man er 20 centimeter højere end dem og ser skrap ud. De er ligeglade med, at de gør kur til en iført bar topmave og udslidte flip-floppere - de gør det bare."

Jeg ville egentlig gerne skrive mere om dette emne. Jeg ville også skrive noget om, hvor mange gange jeg har chokeret Funky ved at være alt andet end en pæn latina. Hvordan jeg har rystet lidt i hans opfattelse af, hvordan en kvinde bør være. 

Men klokken er nu to om natten her i junglen. Og jeg bliver nødt til at få min nattesøvn. For i morgen tager jeg til San José og forventer at få nogle herlige dage i selskab med Maiken og Michael - og måske også Jakob.

I må undskylde, at jeg er sløv på bloggen. Men sagen er den, at jeg faktisk er så flittig som nogensinde. Jeg er nemlig begyndt at skrive på en bog. Sådan for alvor. Og ikke nok med det - jeg har været rigtig flittig og hængt over computeren i mange timer hver dag. Så kryds fingre for, at skrivegudinden er med mig.

Og mens jeg har siddet bøjet over tastaturet er jeg blevet stopfodret. For nu hvor Funky er arbejdsløs, bruger han tiden på at spille patriark i junglehuset, give den som latino-lover - og på at lave mad.

De venezuelanske bandeord lærte jeg den dag, da en ualmindelig kompliceret flødecreme - der skulle bruges til at hælde over nogle marinerede mango-frugter - var tæt på at brænde på.

Conjo! 

Godnat her fra regnskoven - kys til jer allesammen. Så mærkeligt: I er igang med at drikke morgenkaffe nu, mens jeg skal til at rulle mig ind i sovetæppet.

PS: Min seng er blevet sprayet mod lopper og lugter rigtig underligt. 










lørdag den 15. september 2012

En cirkel er sluttet - om tankespind og om at være bange



Jeg har underlige dage i øjeblikket. Jeg går i seng omkring klokken 23 og nyder den uhørte luksus at sove cirka elleve timer hver nat. Men fra omkring klokken otte om morgenen begynder min indre biograf at afspille film.

Så ligger jeg og vrider og vender mig og skiftevis græder, griner, klynker - eller også snakker jeg løs. Både på engelsk og dansk. Jeg skælder ud, jeg belærer og jeg vrøvler. Hele det cirkus er Funky og Rafael vidner til, fordi de som regel kaster sig morgenfriske ud af sengen omkring klokken syv.

Når jeg så endelig får øjne, sidder jeg som en zombie og stirrer stift frem for mig i mindst en halv time. Det er helt nyt for mig at være gnaven, når jeg vågner. Men det er jeg. Jeg føler mig underlig forvirret og skrøbelig, og jeg er så glad for, at Rafael og Funky forkæler mig ved fluks at stikke et varmt kaffekrus i hånden på mig, når jeg sidder der og rokker katatonisk frem og tilbage på sengekanten.

Derefter lader de mig være i fred, indtil jeg selv begynder at sige noget. Det er pænt af dem.

Men jeg er ikke den eneste, der gennemgår en sær periode. Funky er blevet arbejdsløs og har foreløbig været det i en uges tid.

Restauranten - som ejes af hans svoger - er lukket og sat til salg. Egentlig gik det udmærket med den, men Funkys svoger og søster faldt aldrig til i Puerto Viejo, og derfor rejser de snart tilbage til Venezuela, hvor de kommer fra.

Rafael har en søn i USA. Han har hele tiden holdt kontakten til både sønnike og sønnikes mor. Men nu er der sket en masse ting for hende, som betyder, at hun er i opbrud og har brug for hjælp. Efter som Rafael ikke er amerikansk statsborger, er det ikke en mulighed for ham at tage til staterne. Han ville blive afvist ved grænsen. Til gengæld har vi talt om, at det kunne være en mulighed at få Rafaels søn plus moder her til Puerto Viejo.

Her ville de være omgivet af mennesker, som ville være indstillet på at hjælpe dem og tage sig godt af dem. Af alle mærkelige afkroge af verdenen, er Puerto Viejo ikke det ringeste sted at begynde forfra. Men indtil videre er der ingen afklaring på situationen, og Rafael er ualmindelig tænksom og indadvendt.

Også Funky overvejer sin fremtid. Umiddelbart ville han nemt kunne gå ud og få sig et job som tallerkensvinger i nærmiljøet. Og det håber jeg, at han gør. Sådan som jeg ser situationen, har han brug for at købe sig til nogle måneder, hvor han ikke behøver at være på hele tiden. Restauranten var hans liv. Og hans arbejdsdage rundede nemt 12 timer. Læg dertil, at han altid bekymrede sig. Han bekymrede sig, om der kom gæster nok til at få det hele til at løbe rundt. Han bekymrede sig om at indkøbe råvarer og balancere de indkøb så præcist, at han ikke lige pludselig blev nødt til at smide mad ud. The Beach Hut var primært en fiskerestaurant. Og i modsætning til visse andre restauranter i byen, var Funky fuldstændig perfektionistisk med, at fisken skulle være hevet op af havet samme dag, som den blev serveret.
Alene at udvælge de perfekte fisk til restauranten var et arbejde i sig selv.

Jeg har stået på sidelinien, når den lille venezuelaner har undersøgt fiskeudbuddet så nidkært, at selv Sherlock Holmes ville have været imponeret. Nogle gange har han afvist at købe - kun for at vende sig mod mig, når sælgeren var gået og indigneret sige:
"Så du de fisk? De var en skandale! De var ikke fra idag!"

Funky har fisket siden han var seks år gammel, og når han får hjemve, taler han om den båd, som han ejer sammen med en ven i Venezuela. Om alle de fantastiske fisketure, som han har været på.

Lige som Edwin taler han om havet på en måde, så jeg forstår, at det er deres gud og det som nærer dem og inspirerer dem i deres liv.

Derfor håber jeg, at Funky tager et eller andet ligegyldigt job, så han får mulighed for at fiske i de næste par måneder. Jeg tror, at det vil gøre ham meget godt. Jeg kan allerede se, hvor meget godt det har gjort ham at være arbejdsløs i nogle dage. Der gik tre dage, før han holdt op med at have sin mobiltelefon på sig overalt. Og imorges opdagede han, at han havde været offline i mere end et døgn, fordi han havde glemt at oplade telefonen.

I stedet for at have travlt hele tiden, har han kastet sig over kødgryderne. Vi spiser godt i øjeblikket! Således vil jeg tro, at jeg har indtaget cirka 3.404.709 kalorier idag - fordelt på en ualmindelig lækker svamperet, pandebagt brød med koldt smør, opulente sandwiches og sukkerristede popcorn.

Faktisk bliver Funky nødt til snart at få et job, hvis jeg ikke skal blive decideret overvægtig af at have ham i nærmiljøet!

Jeg tror også, at jeg er ifærd med at holde mental skiftedag. Min lungefætter har holdt mig i skak i næsten tre uger og har efterladt mig i en ringe, fysisk kondition. Mine ben er blevet kridhvide, spaghetti-tynde og ejer ikke antydningen af en muskel længere.

I begyndelsen følte jeg mig virkelig fanget af, at jeg ikke rigtig kunne få vejret og derfor ikke kunne være ude i junglen. Jeg savnede mine skovture helt forfærdeligt. Jeg var rastløs og små-irritabel.

Derefter slog jeg mig til tåls med at være syg og har ikke foretaget mig nogetsomhelst konstruktivt siden. Men jeg har tænkt. Og jeg har afsluttet nogle ting i mit liv, som jeg havde brug for at få på plads i mit hoved.

Lige nu er klokken tre om natten. Jeg sidder og skriver ud på min veranda. I hængekøjen ligger Funky og snorksover. Rafael og Carla har rullet sig sammen i sengen og Red varmer mine fødder. Hvis det ikke var for den møg-irriterende rotte der er flyttet ind i huset og lige nu støjer i taget, ville alt ånde fred og idyl.

Det er en kølig og meget stille nat. Et forsigtigt tordenvejr rumler hyggeligt frem og tilbage og det er faktisk kun insekterne, som skræpper op. Ingen mærkelige skrig eller hyl bryder idyllen.

Her er dejligt. Mit liv er dejligt. I dag for præcis et år siden kom der en fotograf op i min lejlighed og tog billeder af de rum, som jeg havde rumsteret rundt i i næsten 12 år. En uge senere var min elskede hule sat til salg. To uger senere var det ikke længere mit sted. Det var solgt til nogle andre.

Det er gået hurtigt, synes jeg. Og det liv jeg har nu, havde jeg simpelthen ikke fantasi til at forestille mig, da jeg sad og rokkede angstfyldt frem og tilbage i København. Jeg var så bange for det, som jeg gjorde.

Min største angst var at blive meget ensom og ulykkelig. Men det var kun en del af alle de skrækslagne tanker, jeg gjorde mig om hele mit rejseprojekt. Når jeg ser tilbage på det, fatter jeg faktisk ikke, hvordan jeg gjorde det. Jeg husker det meste af den tid i en tåge af angst og tequila. For hver gang jeg blev for panikslagen ved tanken om, at jeg måske var ved at fucke hele mit liv op, drak jeg fluks en flaske tequila.

Jeg har stadig et ar på hoften efter et sår, som jeg vågnede op med - uden at have nogensomhelst erindring om, hvordan jeg havde fået det. Det ser ud som om, at jeg er blevet skrabet med en trefork - og dengang gav det fuldstændig mening for mig. Selvfølgelig havde jeg en djævel siddende på skulderen ...

Da jeg landede i Costa Rica var jeg fuldstændig gennemsigtig og det føltes som om, at jeg var lavet af glas, som hvert øjeblik kunne splintre.

Alligevel kan jeg huske den første morgen jeg vågnede op helt tydeligt. Anna havde givet mig stedets bedste værelse. Det var kæmpestort og havde flere meter til loftet. Jeg vågnede ved lyden af pfuit-fuglene, som skændtes ud i haven. Pfuit-fuglene er Costa Ricas svar på skaderne. Hannerne er metalglinsende sorte og har gule øjne. Hunnerne er afdæmpet brune. De er simpelthen fugleverdenens bøller. Hvis de var mennesker, ville de hænge på gadehjørnerne og begå hærværk og ryge cigaretter og råbe ukvemsord efter forbipasserende medborgere.

Første gang jeg oplevede dem, var da jeg var i Mexico. Og den morgen var det en stor trøst for mig, at der i det mindste var én velkendt lyd i alt det fremmede. Det indgød mig en fornemmelse af, at det hele nok skulle gå.

Og det gjorde det. Det gik altsammen. Nogle gange kunne jeg blive panisk ved tanken om, at jeg var muttersalene omme på den anden side af jorden. Når den tanke meldte sig, skyndte jeg mig at kvæle den. Jeg var bange for at give den magt, for det var faktisk en meget overvældende tanke.

De to måneder jeg brugte alene i junglen, var rigtig gode for mig. Uden pis kan jeg sige, at junglen healede mig på så mange måder. Men hvor var den dog intimiderende i begyndelsen. Den første uge jeg boede her i huset, havde jeg dørene hermetisk lukkede næsten døgnet rundt. Jeg var bange for krybet. Jeg havde ingen idé om, hvad der kunne snige sig ind i huset af skrækfremkaldende ting. Det var også langt udenfor min komfortzone at bo med myggenets-vægge og uden lås på døren. Læg dertil at jeg overhovedet ikke kendte området og ikke havde nogensomhelst idé om, hvorvidt mine nærmeste naboer var sindssyge lystmordere eller det der var værre - hvad det så end kunne være. Faktisk anede jeg ikke, om jeg overhovedet havde nogen naboer. Det eneste menneske jeg kendte, var Edwin. Og ham kendte jeg ikke engang ...

Men ganske langsomt begyndte jeg at åbne op for det hele - for livet og for junglen og for alle de andre ting.

Når jeg tænker tilbage på det hele, så har det selvfølgelig været rimelig intimiderende og underligt det hele. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så har det først og fremmest været sjovt!

Jeg har været rigtig heldig. Det virker som om, at skæbneguden i allerhøjeste grad har haft sans for timing. Jeg er ikke blevet budt mere, end jeg kunne overkomme. Og når jeg virkelig manglede noget - så fik jeg det. Nogle gange har jeg fået noget andet end det jeg forestillede mig. For eksempel troede jeg, at min første ven her nok ville blive en kvinde på nogenlunde min egen alder.

Jeg havde aldrig forventet, at min allerbedste ven ville være en 25-årig, mexicansk vagabond. Men sådan blev det. Og nu kunne jeg ikke forestille mig, at mit hjerte kunne ligge et bedre sted end i Rafaels lasede rygsæk. Han har betydet alverden for mig. Og det gør han stadig.

Endnu mindre havde jeg forestillet mig, at en lidt tilfældig besked på facebook ville være med til at ændre mit liv. Men sådan blev det. (Og det skriver jeg altså mere om i morgen, for det er sådan en fed historie.)

I det hele taget var mit største problem nok, at jeg stævnede ud på en rejse uden overhovedet at vide, hvad der ventede mig. Jeg havde ingen billeder at sætte på mit projekt. Jeg havde aldrig været i Costa Rica, og min hjerne kunne absolut ikke forestille sig, hvordan der så ud.  

Jeg kan huske, at min første Costa Rica-drøm handlede om, at jeg gik igennem en sydamerikansk by med en stor, blå fugl på skulderen. Det var dét, som min hjerne kunne fremkalde af billeder.

I mange måneder nægtede min underbevidsthed at indkorporere Costa Rica. Når jeg drømte, var jeg tilbage i København og i Danmark. Men de sidste dages drømme-orgier har budt på jungle og mere jungle. På støvede dirtroads og mørke mennesker. Min underbevidsthed er omsider landet ... Og jeg tror min mærkelige tilstand skyldes, at min hjerne lufter de sidste, sure skeletter ud. 

Jeg synes, at mit liv er spændende. Helt bogstaveligt. Når jeg vågner op om morgenen, er jeg spændt på, hvad dagen vil byde på. Vil der ske nogle sjove ting? Vil jeg opleve noget sært? Jeg ved aldrig nogensinde, hvad dagen vil bringe. Det er lige som om, at det her sted er fyldt med galskab og overraskelser. Bedst som man tror, at tingene kører stille og roligt, sker der noget mærkeligt. Og det elsker jeg.

Selv om jeg bliver i mit hus og ikke vover mig udenfor en dør, sker der alligevel altid noget. I dag flagrede min yndlings-guldsmed ind i huset for at hilse på. Og jeg fik den fulde fornøjelse af at studere den på nærmeste hold. Forleden opdagede jeg, at der var flyttet en lille, rød giftfrø ind i min bruseniché. Den slags ting sætter kolorit på min hverdag.
Ellers er vejret altid parat til at skifte fra fint til vild storm på et øjeblik. Og så var der også lige det der jordskælv. Det var altså vildt!

Lige nu elsker jeg tanken om, at jeg ikke aner, hvordan mit liv ser ud om tre måneder. Min pengekasse er ved at løbe tør, og jeg skal til at skaffe nogle dineros at leve for.

Det bliver nok min næste, store udfordring. For jeg er ikke færdig med alt det her. Jeg er begyndt at dagdrømme om Amazon-junglen, Buenos Aires og en lille rundrejse i USA. Og den slags kræver penge. Jeg håber på, at jeg kan tjene dem ved at skrive og fotografere. Jeg er rimelig god til begge dele, og jeg håber, at jeg kan få opgaver ala dem, som jeg havde i København - hvilket vil sige journalistik eller tekstforfatteri.

Jeg ved ikke, om det var jordskælvet eller min fødselsdag, der fik mig til at gøre status over mit liv. Men nu er det gjort. Og jeg kan sige, at jeg ikke har fortrudt så meget som et sekund her i Costa Rica. Jeg har fan'me nydt det hele så intenst! Og jeg håber, at det fortsætter. Jeg håber, at jeg får set hele verden, før jeg dør. Det ville være et godt mål at sætte sig.

Tak til alle jer, der har læst med så langt. Dette indlæg blev vist meget alvorligt. Næste indlæg bliver betydelig mere muntert - for det handler om min fødselsdag. Hurra!

lørdag den 1. september 2012

Slået hjem med lungefætter - men nu med billedkavalkade ...


Det var faktisk min agt at blive mere flittig her på bloggen. Jeg synes, at jeg har så mange skægge og spændende ting at fortælle. Jeg har været i San José hos Maiken og Michael, jeg har været i Tortuguero og se på elskovssyge skildpadder, jeg har været til Edwins fødselsdag, der er Dengue-epidemi i byen, jeg har genset Meise og Øglerne - ja, jeg føler bestemt ikke, at det er materiale, jeg mangler at skrive om.

Men så skete der det, at jeg blev forkølet. Og forkølelsen gik over i et eller andet irriterende tropeagtigt snask. Og så gik det over i min gamle ven, lungefætteren, som er noget, som jeg har lidt af hele mit liv. Det betyder, at det føles som om, at jeg trækker vejret gennem et sugerør, jeg kan ikke ligge ned, for så kan jeg ikke rigtig trække vejret - og jeg har konstante, irriterende hosteanfald, så jeg mest af alt lyder som en astmatisk søløve. Bivirkningerne er, at jeg bliver melankolsk, selvmedlidende og deprimerende at være i nærheden af.

Derfor har jeg ikke lavet meget andet end at sove og klynke i den sidste uges tid. At have lungefætter med noget tropehejs indover er en temmelig skrap cocktail.

Rafael har lavet ingefær-te til mig og banket mig på ryggen i et sindrigt, zoneterapeutisk system. Han har instrueret mig i at lave åndedrætsøvelser og har masseret mig på kravebenene for at aktivere min krops naturlige forsvarsmekanismer.

I det hele taget har jeg følt mig lidt som en fange i mit eget hjem. Ikke på en dårlig måde, jeg har bare været for svag til at sige fra og opføre mig som jeg plejer - hvilket åbenbart er som en utilpasset teenager.
En aften hvor Funky dukkede op i huset efter at have lukket restauranten, udspillede følgende samtale sig, mens jeg lå og var døende i min seng.

Funky: Hvad har hun spist i dag?
Rafael: Tro det eller ej - men jeg har lokket hende til at spise frugt hele to gange.
Funky: To gange! Det var godt!
Rafael: Ja, og hun brokkede sig ikke engang.
Funky: Cigaretter?
Rafael: Hun forsøger. Hun tænder, tager to hiv, hoster - og så slukker hun igen.
Funky: Endnu bedre.
Rafael: Og hun har IKKE drukket rødvin.
Funky: Jeg vil lave noget pasta til hende. Hun trænger til noget nærende.
Rafael: Helt enig. Jeg lavede havregrød med bananer til hende i morges. Det spiste hun lidt af.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den slags hvordan har patienten det-samtaler irriterer mig vanvittigt. Men jeg har simpelthen haft det for skidt til at springe ud af sengen og gøre oprør mod det. Og ja ... Jeg ved jo også godt, at de kun er sådan, fordi de bekymrer sig om mig. Så en del af mig er rørt og dybt taknemmelig. Men en anden del af mig føler den største trang til at springe ud af sengen og råbe:
Hooold kæft! - og bunde en flaske rødvin og tænde fire cigaretter på én gang. Jeg har bare ikke haft kræfter til at være så kontrær, som jeg plejer at være.

Således gik flere dage med hosten og rallen. Rafael og Funky var heller ikke i det mest overskudsagtige hjørne. Rafael er i en form for eksistentielt limbo - og Funky har måttet sidde og kigge på billeder af hans hjemby, som er gået op i flammer. 

Judibana i Venezuela er en rimelig stor by, som huser et af verdens største olieraffinaderier. To gastanke eksploderede i sidste uge. Det officielle dødstal er 50. Borgerne i byen er i øjeblikket i gang med at finde ud af, hvad det rigtige dødstal er. Foreløbig estimerer man over 400 - men eksplosionen var så voldsom, at flere mennesker simpelthen er brændt væk. Ikke engang deres jordiske rester eksisterer længere. Mange bygninger er brændt til aske, og rigtig mange menneskers hjem ligger i ruiner. Forestil dig, kære læser, at det var din by? Ikke noget at sige til, at Funky har været dybt berørt af det. Jeg agter at skrive et blogindlæg om det ... fordi jeg tror, at det vil vække eftertænksomhed hos jer allesammen. Lad mig kort tilføje, at eksplosionen kastede to noter af sig i de danske medier ...

Som sagt har jeg ligget på langs i adskillige dage. Og det var først, da det gik op for Funky, at jeg nok ikke ville blive frisk lige med det samme, at han gik i aktion på sin egen Funky-agtige måde.

"MissV," buldrede han stille og tog min hånd, mens jeg lå og rallede i sengen.
"Hvis du nu var i Danmark vikingtown, hvad ville du så gøre?"

"Jeg ville snakke med min læge om at få noget prednisolon," svarede jeg.
"Jeg kan sagtens sucke den her ting op. Det kommer bare til at tage tid. Som regel får jeg prednisolon af min læge, når jeg har det sådan her."

"Og hvad hedder det så på engelsk?"

Jeg rakte en blævrende hånd ud efter min computer og googlede det. Fortalte ham hvad det hed på engelsk.

"AHA," sagde han og blev igen den virkelystne type, som jeg kender så godt.

Grunden til at jeg ikke går til læge er, at jeg egentlig ikke ved, hvor jeg skal gå hen. Jeg aner ikke, hvor der findes en ordentlig læge i nærmiljøet, og jeg ved, at jeg godt kan komme mig over lungefætteren uden ekstra hjælp. Det tager bare tid ...

"MissV. Vi ses inde i byen, jeg bliver nødt til at gå nu."

Og med de ord udvandrede han, fordi han skulle ind til Puerto Viejo og åbne restauranten.

Et par timer efter landede mig og Rafael i byen. Pr. Taxa. Fordi jeg slet ikke havde luft til at cykle.

Funky stak mig en blisterpakning i hånden. Jeg kiggede ned. Prednisolon.

"En pille hver dag," forklarede han og ilede videre.

Jeg kiggede en ekstra gang og sank.

Jeg tog den første pille for et par timer siden. Den dosis jeg får, er cirka den dosis, som man ville give en middelstor flodhest. Men jeg er ligeglad, for jeg ved, at jo mere jeg får - jo hurtigere får jeg det bedre. (Nej, ikke google bivirkningerne - jeg kender dem.)

Og det er årsagen til, at jeg sidder og skriver dette lige nu. Jeg er flyvende på prednisolon! og jeg har det cirka hundrede gange bedre end i morges.

Så nu vil jeg præsentere en lille billedkavalkade. Der er nemlig sket det mærkelige, at jeg så småt er begyndt at fotografere igen. Jeg er begyndt at mærke den velkendte kriblen i fingrene, når jeg ser et godt motiv. Og det er jeg dybt taknemmelig over. Jeg troede aldrig, at jeg ville genfinde glæden ved at fotografere. Men jeg tror, at det er det, der er ved at ske. Og jeg tager det som et tegn på, at jeg er på rette vej - på rigtig mange måder ...



Denne her lille, fjollede krabbe bor ved mit hus. Den kommer kun frem, når det har regnet. Men jeg er alligevel fascineret. Jeg er cirka to kilometer fra havet - jeg anede ikke, at der boede krabber i regnskoven ... 


Tusindbenskærlighed. Det var Karstens fortjeneste, at jeg så mit første skolopender-par. De bor under de rådne træ i skoven - og de er ret store. De her par er i hvert fald ti centimeter lange ... 


Det her billede er bare fordi jeg synes, at jeg hele tiden støder på smukke detaljer i junglen ...


Mærkelige frugter. Jeg ved ikke, hvad de her hedder, men jeg er efterhånden lidt af en haj til at finde spiselige frugter i junglen. Mange af dem smager godt. Jeg forestiller mig, at de ville smage endnu bedre, hvis man nu lige blendede dem med en håndfuld isterninger og et skvis vodka ... 


Igen: Fordi jeg bare synes, at junglen er fyldt med smukke detaljer. Jeg er lige gået igang med at fotografere igen, så jeg flipper fuldstændig på detaljer i øjeblikket. Jeg genkender det fra dengang, jeg begyndte at fotografere for første gang. Måske er jeg igang med at starte forfra?


En håndfuld flagermus, som vi fandt under en træstamme. Jeg elsker simpelthen flagermus, jeg synes de er topnuttede, og jeg ville ønske, at der flyttede flagermus ind i mit hus ...


En wolfspider under selvsamme træstamme, som hvor jeg fandt flagermusene. Wolfspiderne hviler sig om dagen og jager om natten. Så ham her tager sig en slapper. Men alligevel ... der er s'gu noget småuhyggeligt over ham ... Dette eksemplar er vel omkring ti centimeter i diameter. Omtrent samme størrelse, som den der bed mig ... 


En guldsmed. De findes i alle farver og faconer her i junglen. Min yndlingsguldsmed kræver faktisk et særligt blogindlæg - men foreløbig må I nøjes med ham her. Så fin, så fin ... 



Funky i regnvejr. Normalt smiler han på alle billeder, så derfor kan jeg godt lide de billeder af ham, hvor jeg fanger noget andet. For Funkys sjæl er cirka 386 år gammel. Og jeg mener, at det her billede er mere sandfærdigt end alle smile-billederne. For vi har at gøre med et menneske, som - hvis man bad ham om det - ville tage hele verdens velbefindende på sine skuldre ... 


Dette er en virkelig hyggelig og velsmagende junglefrugt. Den er sød og fin og ville egne sig perfekt til vanilleis. Man kan spise skallen og dens navn er güayaba.


På vej hjem fra en jungletur, hvor vi fandt et lille, nyt vandfald. Pludselig begyndte det i bedste tropestil at stå ned i stænger. Carla hader regnvejr og vand, så hun er absolut ikke tilfreds med situationen ...


Fyren i den blå bluse er Biggie, som arbejder i snackbaren i nærheden af restauranten. Som I næsten kan se, er han en rar og gemytlig fyr. Og han er bare kæmpestor. Man ville nok sige, at han er overvægtig, men det er lige som om, at alt på ham bare passer sammen. Jeg har kigget meget på ham og kan kun konkludere, at alt er godt omkring ham. Han er, som han ser ud, og han har noget dejligt over sig ... Jeg kender ikke ungerne, men jeg tror ikke, at det er hans børn ... Jeg tror faktisk, at han er single. Jeg ved ikke, hvorfor ... måske fordi jeg dyrker et lille crush på ham ... 


Charles. Søde Charles som er det menneske, jeg lærte at kende en af de allerførste gange, jeg vovede mig ind i Puerto Viejo. Faktisk er han nok den første, som jeg begyndte at hilse på, når jeg kom ind til byen. Og det betød meget for mig . Ham kan jeg virkelig godt lide ... han er rar og sjov og en god fyr på sin helt egen måde ...


Mere Funky i regnvejr. Jeg driller ham med, at han ligner en ond, colombiansk narkohandler på det her billede. En af dem, som man ikke skal fucke rundt med. Men igen: Jeg samler på alle de anderledes og eftertænksomme billeder af Funky, fordi de giver mig mulighed for at studere en anden side af hans personlighed. Han giver den som den muntre, joviale fyr - men han har sider som er sorte og meget raffinerede. De sider kan jeg også godt lide ... 



Omas sushi fortjener sit eget blogindlæg. Fisken er hevet op af havet samme dag og tilsat et caribisk tvist, den smager mega-godt - og jeg synes, at han anretter smukt ... 

Mere af Omas fine sushi ... ja, ja, Klidmoster - hvis du læser med ... jeg skal nok give et referat ... 


Da jeg var nede for at inspicere det andet junglehus, fandt jeg de her tre, små hyggelige fyre på terrassen. Aj, men er de ikke søde?


Nærbillede. Bemærk de fjollede fortænder. De her flagermus skulle efter sigende være insekt-ædere. Jeg synes de ligner frugtædere, men sådan er der så meget ... 

Trods sin farvepragt er dette faktisk en natsværmer. Den kom flagrende ind i mit hus, sammen med en ven, der havde grønne neon-aftegninger. Så smukke, så smukke - de blev begge fanget i saftevandskanden og båret forsigtigt ud. 

Her er så Preben Jr. Dette billede er fra min veranda, hvor han slog sig ned over min hængekøje. Efter at have kigget på ham og mærket efter, fandt jeg ham sød og fluffy. Og var faktisk rigtig begejstret over at have en tarantel i nærmiljøet ... 


Efter et par dage flyttede Preben Jr. så ind i mit hus. Jeg kiggede længe på ham og besluttede mig så for at se, hvad der skete, hvis jeg puffede lidt til ham med min fejekost. Min erfaring fra wolfspiderne er, at de enten hopper eller flygter. Men da jeg tjattede forsigtigt til Preben med kosten, forvandlede han sig øjeblikkeligt til en ottebenet pitbull-terrier og angreb kosten med stor entusiasme. Jeg skyndte mig at trække kosten til mig, og Preben gik i total angrebsposition. Sådan ser en tarantel ud, når man IKKE skal fucke med ham. Det røde I kan se, er hans mund, og hvis I zoomer ind, kan I også se hans gifttænder. Jeg drillede kun Preben den ene gang ... Han er tilsyneladende en tarantel med stort selvværd ... 

Preben på vej på  jagt. Funky og mig lå og så en film på min computer, da Funky pludselig sagde "Tarantel!" Og ganske rigtigt - Preben kom kækt spadserende på kanten af min seng. Derefter kravlede han op på husets hjørnestolpe nær min seng. Jeg har endnu til gode at se ham jage - men nu har jeg i hvert fald set en tarantel på natte-spadseretur ...