torsdag den 26. december 2013

På nye eventyr ...


Jeg behøver ikke engang at lukke øjnene. Det er som om, at jeg bare kan trykke på en play-knap ind i mit hoved, så kører filmen.

Det er sen eftermiddag. Lyset er nærmest gyldent og solens stråler spiller i de massive mængder af støv, som de store, gennemkørende lastbiler hvirvler op. Jeg er sammen med Mejse og øglerne, Mingus og Meluka. Vi er netop blevet afvist af grænsepolitiet. Jernbanebroen der fører fra Panama til Costa Rica lukker klokken 17 hver dag. Det var vi ikke klar over, og vi er fem minutter for sent på den. Vi kommer fra Bocas del Toro, en lille panamansk øgruppe, der er berømt for sine strande. Vi har ikke set nogen af dem, mens vi har været der. I stedet har Mejse brugt tiden på at ordne praktiske ting via sin computer og jeg har lært øglerne at spille pool. Vi har også gået ture og spist god mad. Det hele har været okay.

Nu står vi ved grænsen og vi ved, at vi ikke kan komme ind i Costa Rica i aften. Vi vender os om og går ned af den uregelmæssige betontrappe og tilbage til byen. Mejse er rådvild, øglerne er trætte og småsure. Jeg siger til Mejse, at hun skal sætte sig ned og holde øje med vores ting, mens jeg finder en løsning. Hun sætter sig på en kantsten og øglerne slår sig ned på hver side af hende. Jeg tænker, at det må være muligt at finde et sted at sove i byen.

By er et fint ord at bruge om dette caribiske hul i jorden. En bred, asfalteret vej sørger for, at de enorme trucks kan fragte varer til og fra Panama. Resten er støvede veje og små, forfaldne huse, der ligger og klemmer sig. De store grænseshopper ligner enorme skibe på et fladt hav. De er alle sammen så oplyste som et tivoli og spilder larmende teknomusik fra højttalere foran indgangene. Der er mange mennesker, der bare står og hænger. Eller sidder på trapperne op til grænsen og holder øje med, hvem der går forbi. Jeg kan ikke lide stemningen. Den er mærkelig ulden og uvenlig.

Et par børn der har lært sig selv at tigge, hiver i min skjorte for at få penge. Jeg verfer dem utålmodigt væk. Jeg har intet i lommerne, mine penge bor mellem mine bryster, fordi jeg regner med, at jeg nok ville lægge mærke til, hvis nogen forsøgte at tage dem derfra.



En mand der mest af alt ligner en lille ræv sidder og ryger sammen med nogle andre mænd. Da han får øje på mig, rejser han sig op, kaster sin cigaret fra sig og følger efter mig. Jeg kan mærke ham bag mig, mens jeg afsøger gaden i søgen efter et hotel. Han er helt sikkert ude på noget, men jeg ved ikke hvad det er. Mine instinkter siger mig, at jeg bliver nødt til at gøre noget. Jeg vender mig hurtigt om og går direkte hen til ham. Det overrasker ham. Jeg overtræder hans intimsfære på det groveste og stiller mig næsten næse til næse mod ham og spørger, hvad han vil. Min højde er mit våben. Mit eneste våben og jeg forbander mig selv for, at jeg ikke har min revolver med. Han tager instinktivt et skridt bagud og så ved jeg, at jeg har vundet.

Han siger, at jeg ligner en, der er faret vild. Jeg svarer, at jeg ikke er faret vild. Og takker for hans omsorg. Jeg giver ham hånden og siger mit navn. Han trykker modstræbende min hånd og siger sit navn. Jeg hører det egentlig ikke, for ud af øjenkrogen kan jeg se, at hans venner holder øje med os.

Jeg er ikke bange, jeg er bare meget fokuseret. Jeg føler, at jeg har fuldstændig styr på, hvad jeg gør. Det er en god fornemmelse, og jeg tror også, at det er det, jeg udstråler. Evnen til at spille cool i pressede situationer er noget, som jeg har øvet mig på så mange gange, at rollen føles som et par forvaskede jeans, der er tilpasset min krop og som jeg trygt kan glide ned i.

Manden vender sig om og går tilbage til sine venner. Jeg kan se, at de allesammen bøjer sig frem mod ham - sikkert for at høre, hvad der skete. Jeg går videre i samme rolige tempo, drejer om et hjørne og iler derefter tilbage til Mejse. Jeg føler mig som en sardin i et hajbassin. Der bliver cirklet omkring os og min lille gåtur har overbevist mig om, at vi skal ud af det her hul hurtigst muligt. Den caribiske venlighed eksisterer ikke i denne by.

Alle er vant til, at folk kun er på gennemrejse, og det gælder om at blokke de gennemrejsende for så mange penge som muligt, mens de er her. Stedet vrimler med freeloadere, svindlere og tvivlsomme typer.
Denne by har potentiale til at blive farlig, når mørket falder på. Og det går op for mig, at jeg har ansvaret for to børn, der i hvert fald godt kan undvære oplevelsen af, at få stukket en pistol i næsen og blive rullet for deres ejendele. Det samme kan jeg. Og jeg er sikker på, at det også gælder Mejse.


Det er blødt tusmørke, da jeg når tilbage til Mejse. Øglerne kan mærke den underlige stemning og er mere stille, end de plejer. Jeg siger så nonchalant som muligt, at jeg synes, vi skal finde en taxa. Selv om vi begge to er på et økonomisk nulpunkt, så bliver vi nødt til at spendere på at komme væk, inden det sorte, caribiske mørke sænker sig over byen.

"Det tror jeg, er en god idé," siger Mejse lige så afslappet, som jeg har stillet forslaget.
"Her er lidt kedeligt. Vi tager en nat et bedre sted."

Vi rejser os op og samler vores ting og sager. Jeg ved, hvor taxaerne holder, og der skal vi hen. Inden vi når så langt, bliver vi passet op af endnu en mand. Min tålmodighed er slut.
Jeg vender mig mod ham og siger, at han skal gå sin vej.
"Du behøver ikke at være bange for mig," siger han indsmigrende.
Jeg puster mig op til dobbelt størrelse og siger, at han burde være bange for mig. For denne her gringa er ikke til at spøge med.
Han forsvinder med det samme igen og Mejse giver min arm et lille klem. Jeg kan se grinet i hendes øjne, men det er stadig for tidligt at give los.

Vi finder en taxa, forhandler med taxamanden og beder ham om at tage os til et hæderligt hotel.

Og det gør han. Hotellet er fancy efter vores standard - der er lige frem en lille reception og falsk marmor på gulvet. Vi møver op af en smal trappe og kommer ind i et lille rum med to senge. Det er hyggeligt.
Øglerne smider sig straks i sengen og jeg synker ned på sengekanten. Mejse forsvinder og kommer derefter tilbage medbringende to iskolde øl og sodavand til ungerne, som hun har trukket i en automat i receptionen.

Vi siger ingenting, mens vi åbner for herlighederne. Men så kan Mejse ikke holde det tilbage længere
"Hold nu kæft, et sindssygt eventyr," griner hun og lader sig falde tilbage i sengen.
Jeg griner lige så højt. Øglerne bliver overstadige og vælter mig omkuld i sengen. Vi ligger i en stor, uordentlig bunke og giver los for den opsparede utryghed. Vi griner og griner.
"Hahahahahaha ... Du skulle have set dig selv, da du bad ham fyren om at gå", siger Majse.
"Du lignede virkelig en psykopat!"
"Lige ved og næsten ...", sprutter jeg.
"Var der farligt," spørger Meluka med store øjne.
"Selvfølgelig ikke," svarer Mejse.
"Der var bare ikke særlig rart."

Vi kan slet ikke holde op med at tale. Jeg fortæller om turen gennem byen, Mejse fortæller om dem, der cirklede omkring hende, mens hun sad og ventede. Øglerne lytter og giver deres besyv med.
"Jeg brød mig ikke om at være der," erklærer Mingus.
Og vi nikker allesammen. Der går flere timer, før vi endelig falder i søvn. Og inde i mit hoved, runger Mejses ord: Hold kæft, et eventyr ...

Det er Caribien, der har lært mig at bruge udtrykket 'eventyr' i stedet for eksempelvis 'tur' eller 'udflugt'.
Første gang jeg hørte det, var det Edwin, der sagde det. Han inviterede mig et par dage ind i junglen på hesteryg.
"Du skal ind i junglen. Det bliver et eventyr," sagde han.

Og det blev det. Siden begyndte jeg at lægge mærke til, at folk i Caribien gerne bruger udtrykket. Jeg kunne lide det. For når man siger "jeg tager på eventyr", så rummer det i sig selv en masse forventninger om, at noget spændende og uventet vil ske. Det er bare ikke det samme at sige: "Jeg tager på udflugt."



Jeg tænkte på det i går, mens jeg badede. Efter en helt vidunderlig juleaften og en lige så hyggelig juledag med min søster, vendte jeg tilbage til min far.

Jeg har fået lov til at låne min veninde, Saras, lejlighed til over nytår.
Egentlig var jeg en hårsbredde fra at tage til Berlin, men efter første gang, hvor jeg boede hos Sara, fandt jeg ud af, at jeg virkelig godt kan lide Bryggen.

Jeg stod og barberede ben, da det pludselig gik op for mig.
"Jeg tager på eventyr," sagde jeg højt til mig selv, og skyllede balsam ud af mit hår.
"Eventyr," gentog jeg, da jeg smed mine beskidte jeans og skjorter i vaskemaskinen.

'Eventyr' summede det inde i mit hoved, og jeg kunne næsten ikke sove, så forventningsfuld gjorde tanken mig.

Så i de næste par dage får alt arbejde lov at hvile. Jeg har gearet op med notesbog, skarptslebne sanser og et helt åbent sind. Lige som alt andet godt, er eventyr noget, som man skal arbejde lidt for at få. De gode eventyr kommer ud af ingen planlægning og rigelig med dagdriveri. Man stævner ud om morgenen og dasker rundt i byen. Man sætter sig på bænke og falder i snak med andre mennesker. Men drikker kaffe eller øl de steder, der ser sjove ud. Man giver efter for spontane indfald, smutter måske indenom en udstilling eller et galleri, der ser spændende ud. Man giver sig tid til at tage omveje og lade sig føre ned af gader, der ser interessante ud. Det er meget sjældent, at der ikke sker noget sjovt, når man danderer gennem byen på dén måde.

Jeg kan godt lide at falde i snak med mennesker. Og jeg har lært af min vagabondven, Rafael, at i mødet med et andet menneske, må man aldrig skynde sig. Jeg behøver bare at kigge i mine notesbøger for at se, hvor mange mennesker, der har givet sig tid til at fortælle deres historie til mig.



Så om et øjeblik letter Carla og jeg anker herfra. Med en enkelt taske og store forventninger. Jeg har puttet gode mennesker ind i min kalender. Mennesker jeg vil se. Således skal jeg i aften mødes med Lasse, som jeg faldt i snak med, da jeg var på CopenHell. Jeg ved intet om Lasse, andet end at han er en meget morsom mand og at han kan lide hurtige biler og jysk bøfsandwich med brun sovs.

Så jeg satser på, at eventyret begynder i aften og fortsætter de næste dage. Jeg glæder mig virkelig. Jeg har været så optaget af bogskrivning og andre ting, at jeg helt glemte at opleve sjove ting. Jeg glemte at gøre ting, som gjorde mig virkelig glad og gav mig overskud og energi. Men nu tager jeg altså på eventyr. Og jeg tror, at det bliver skægt!





mandag den 23. december 2013

Glædelig sylte uden salt

"Jeg ville ønske, at jeg kendte en rigtig god slagter," sagde far i et længselsfuldt tonefald, da vi kørte hjem fra Køge.
"For så ville jeg bestille et stykke sylte til juledagene."
Jeg sad længe i bilens mørke og sagde ingenting. Men så nænnede jeg det alligevel ikke.
"Det skal jeg nok gøre," sagde jeg.
"Mor har lært mig at lave sylte. Jeg kan sagtens lave sylte til dig."
"Kan du virkelig?", sagde far - og han lød helt glad.

Og ja. Det kan jeg. Jeg kan også lave stegte sild, marinerede sild, hønsesalat, og karrysalat. Jeg kan forme små mørbradbøffer, stege fiskefileter i varmt smør og sætte en rullepølse i spænd.
Det hele har jeg lært af min mor. I de sidste år inden min mor døde, var det en fast tradition, at jeg lavede maden til familiens julefrokost anden juledag. Så satte jeg mor i en stol i køkkenet, hentede en puf inde fra stuen, som hun kunne hvile sine ben på. Skænkede hende et glas hvidvin og stillede en skål med snacks. Små butterdejssjovere, chips eller konfekt - og så gik jeg i gang med at lave mad. Konstant småsnakkende med min mor.
"Mmm, lagen skal være sød, men stadig give et svirp på tungen," sagde hun, når jeg lavede sildelage.
"Jeg ville give en smule mere bladselleri i den hønsesalat," sagde hun, når jeg stak en ske hen til hende, så hun kunne smage.

Og ind imellem madlavningen, snakkede vi om ingenting og alting. Udvekslede gamle historier, opfriskede nye historier. Diskuterede om juledagene skulle gå med at se 'Anne fra Grønnebakken' eller om tiden var til et gensyn af samtlige 24 episoder af Matador. Det var endnu en af vores juletraditioner. Om aftenen så vi tv og spiste marcipansnitter.

Engang imellem stak min far hovedet ud i køkkenet og sagde:
"Du godeste, hvor I snakker."
Og det gjorde vi. Vi grinede også en del. Og jeg tror, at far godt kunne lide at tøffe rundt i sit hus og høre lyden af vores stemmer og latter ude fra køkkenet.

Dengang kunne jeg godt lide at lave mad. Jeg kunne godt lide at invitere mine venner på middag i min lejlighed og se dem sidde rundt om mit bord og spise noget, som jeg havde lavet til dem. Jeg fik et vist ry i min vennekreds for at være hæderlig ved kødgryderne.
Jeg kunne godt lide at invitere min eks-kæreste til rare middage i weekenden. Og når solen stod ind i mit køkken, var jeg sådan en type, der kogte fond og eksperimenterede med forskellige former for chutneys, som jeg stolt opmagasinerede i mit køkkenskab. Jeg havde en kæmpe reol med kogebøger og supplerede gerne op med madmagasiner, når de havde en indbydende forside. Mad var ikke bare mad. Det var også afslapning, glæde og samtaler. Mange samtaler.

Jeg havde en trådløs telefon som lå perfekt i hulningen i min skulder, mens jeg stod og rørte i gryderne. Og meget ofte havde jeg min mor i den anden ende af telefonen. Vi snakkede gerne et par timer, når jeg alligevel var i køkkenet. Jeg spurgte hende om råd. Jeg lærte hendes fif og tricks om madlavning og føjede egne opfindelser til listen. Jeg havde et rigtigt kokkeforklæde. Og det var sort.
Når mine venner kom, sad de gerne ud i køkkenet og underholdt mig, mens jeg lavede mad. Der kunne være tre mennesker foruden mig - en på skammelen foran køleskabet, (Som så måtte dukke sig, hver gang jeg skulle have noget) en siddende på en stol i døråbningen. Og en på det lille stykke køkkenbord ved vasken.

Senere fik jeg revet en væg ned i køkkenet og på den måde blev der endnu bedre plads til, at der kunne sidde nogen og skvadre med mig i køkkenet.

Jeg er en af dem, der godt kan lide at beskæftige hænderne, når jeg taler. Det er som om, at det er nemmere at tale om vigtige ting, når hænderne arbejder med noget andet. Når hænderne arbejder, løsner tungen sig.

Jeg har modtaget stor kærlighed, mange gode råd, saftige historier, bidder af livsvisdom og konkrete spark i bagdelen, mens jeg har stået og rørt i en gryde. Og jeg har givet det samme videre til andre. Køkkenet er et godt sted at diskutere livet.

Da min mor døde, havde jeg levet af fastfood i ret lang tid. Som regel passede det med, at jeg kunne svinge forbi mit lokale pizzaria, når jeg kom hjem fra hospitalet. Mit forbrug af kebabruller og pizza Margharita nåede et niveau, hvor min pizzamand endte med at invitere mig ud - fordi han syntes, at jeg trængte til at få noget ordentlig mad ...

Og så kan jeg huske, at jeg lavede familiens påskefrokost det år, hvor min mor var død. Jeg kan også huske, at der kom tårer i hønsesalaten. Tårer i maden gør den alt for salt.

Siden dengang kom jeg aldrig rigtig i gang med at lave mad igen. I hvert fald ikke for alvor. Jeg husker mange gange, hvor jeg stod i køkkenet og lavede dit og dat. Men den dybe ro og glæde, som jeg følte ved at lave mad, var endegyldigt blevet erstattet med en underlig fornemmelse af, at jeg havde travlt med at få det overstået. Jeg kunne stadig håndelaget til en vis grænse, jeg gad bare ikke. Og eftersom jeg ikke havde forpligtelser i form af børn, som havde brug for nærende måltider, brugte jeg ikke længere mit køkken så meget, som jeg burde have gjort. Det var som om, at min madlavning var forbundet med min mor på en måde, som jeg ikke forstod, men som jeg bare blev nødt til at acceptere.

I dag er jeg specialist i at leve af det samme i ugevis. Da jeg landede i junglen i Costa Rica, levede jeg af røræg, skivede tomater og majschips i meget lang tid. Så fandt jeg nogle små empanada-lignende ting i supermarkedet, som jeg levede af. Engang imellem når jeg syntes, at jeg skulle fejre noget, lavede jeg rigtig mad.
Hvis bare jeg havde kaffe, sukker og mælk til morgenstunden, var alt okay med mig. Og så sørgede jeg selvfølgelig for at Red fik sin omelet hver aften. Jeg kunne godt lide at lave mad til hundene, jeg nød at pylre om dem og give dem omsorg.

Men da jeg sad i fars bil, skulle jeg virkelig tage mig sammen for at love at lave sylte til ham. Dels fordi jeg ved, at den aldrig vil blive helt lige så god som mors - af den simple årsag, at hun ikke har lavet den og at bare tanken om dét, vil gøre den en smule dårligere.
Omvendt vil jeg virkelig gerne genfinde glæden ved at lave mad. Der er noget godt, solidt og jordnært ved at lave et måltid mad til dem, man holder af. Og hvis man laver et ordentligt måltid til sig selv, er det også en slags kærlighed. Det er det modsatte af at være selvdestruktiv. Det er at passe på sig selv og gøre noget venligt mod sig selv. Det er det modsatte af at leve af cigaretter og kaffe. Og ikke så lidt sundere.

Og det passer jo som fod i hose med, at jeg fandt et glas vitaminpiller i bunden af min taske for et par dage siden. Jeg købte det engang i sommer, da jeg var syg. Åbnede det aldrig. Det gjorde jeg så, da jeg fandt det.

De sidste par dage har jeg gjort nogle små yoga-øvelser om morgenen. Jeg har drukket mere vand end jeg plejer og summasummarum vil jeg mene, at en smule madlavning kunne være på sin plads.


Så nu begynder jeg der, hvor det er sværest: At lave sylte til min far. Efter min mors opskrift. Til jul. Jeg håber ikke, at den bliver salt. Overhovedet.

tirsdag den 17. december 2013

Juleaften med jagthorn

Sådan så der ud i mit hus juleaftensdag - caribisk julehygge ...

I går aftes sad jeg fredsommeligt og skrev og pillede næse - åh jo, jeg kan gøre begge dele på én gang - og tænkte over, hvor mange sofaer og senge jeg havde sovet på og i, mens jeg har været i Danmark.

Jeg skulle lige til at begå et blogindlæg om dette fascinerende emne, da min telefon ringede. Da jeg tog den op til øret, flød en lyd ind i mit øre, der lød som en hvalros i dyb, dyb nød. Inden jeg nåede til at overveje, hvad jeg skulle gøre for at forhindre den grove dyremishandling, lød min søsters glade stemme i røret.

"Hørte du det? Var det ikke fedt? Det var 'Santa Claus is coming to Town' spillet på jagthorn! Og det bedste af det hele er, at det er sådan en lille pynte-elg, jeg har købt. Og når man trykker på en knap i bunden af den, spiller den sangen. Det er SÅ hyggeligt!"

"Men hør så her ...," fortsatte hun, og flere rædsomme mislyde strømmede ind i mit øre.
"Det var den nisse, jeg købte sidste år. Han kan løfte armen med en julegave, SAMTIDIG med at han spiller 'Jinglebells'. Og jeg står her med en hel kasse med flere nisser. Det bliver godt!"

"Mmm," brummede jeg og sank en ekstra gang. Min søster inviterede mig til juleaften for et par uger siden, og jeg havde egentlig håbet på noget helt tilbagelænet og u-julet. Men jeg havde nok en anelse om, at det ikke ville ske. For min søster elsker julen og har det, som Familie Journalen ville betegne som "nissesind".


… Og et gammel pudevår kan sagtens gøre det ud for dug … 

"Ja, ja. Jeg har også en 16-årig til dig," tilføjede hun og fik mig på den måde til at spidse ører.

"Det er meget pænt af dig," sagde jeg varmt.
"Men medmindre han er meget velvoksen og veludviklet af sin alder, så tror jeg, at det er lige ungt nok til mig. Nu jeg tænker en ekstra gang, er jeg helt sikker: Det ER for ungt. Men tak for tanken."

"Tosse!," lød det i den anden ende af røret.
"Jeg mente da ikke en mand. Nej, vorherre bevares ... Jeg mente en rødvin! Jeg har en 16 år gammel rødvin, som vi skal drikke. Men bare rolig! Hvis den er blevet for gammel, sørger jeg for at købe rigelig med back up."

Her nåede jeg slet ikke at sige noget, for lige efter blev telefonrøret fyldt med lyden af hundegøen.

"Åhr - hahahahaha," sagde min søster, da hundenes gøen var stilnet af.
"Det er fordi jeg har sådan nisse, der kan trækkes op og så kan den gå hen over gulvet. Hundene synes, at den er skæg."

Herefter brølede min søster:
"Maestro! Ikke tage nissen!"

Og så var hun tilbage. Stadig lige veloplagt.
"Nåeh, men du behøver ikke at tænke på at medbringe nisser, for jeg HAR pyntet op. Men hvis du laver ris a'la manden, så sørger jeg for resten."

"Det var ærgeligt," sagde jeg tørt.
"Hvordan skal jeg så komme af med de hundredevis af nisser, som jeg har indkøbt i et anfald af galskab?"

"Hehehehe, kyniske søsterlil," svarede hun.
"Nåeh, men jeg har redt op til dig, så du ikke behøver at gå hjem midt om natten. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske."


Edwin var himmelfalden over, at Red havde fundet sig i at få en stor rød sløjfe på. Edwin kører en til en-identifikation med Red og var sikkert bekymret for, om jeg også ville iføre ham en kæmpe julesløjfe. Det gjorde jeg nu ikke ...

I betragtning af, at min fars og min søsters hus ligger med et par hundrede meters mellemrum på den samme øde grusvej, vurderede jeg, at der ikke kunne ske så meget. Men sådan noget siger jeg aldrig til min søster, der lider under den tvangstanke, at alt hvad jeg foretager mig, er farligt. Således kom hun engang - dog i et distræt øjeblik - til at advare mig mod hvidhajer, fordi jeg skulle i svømmehallen.

"Det lyder dejligt," svarede jeg. Og denne gang mente jeg det.
"Jeg glæder mig."

"Må smutte igen," råbte hun.
"Maestro er lige løbet med den gående nisse."

Og med de ord smækkede hun røret på.

Bagefter sad jeg og funderede. Sidste år holdt jeg jul i mit hus i junglen. Jeg havde krasperet en flok bananblade, som gjorde det ud for juletræ. Jeg så Disney's Juleshow på min computer og ringede hjem. Jeg lavede frikadeller og om aftenen dukkede Edwin op iført nystrøget skjorte og forærede mig en halskæde, som han straks gav mig på. Red havde selvfølgelig spenderet hele dagen hos mig, fordi der var frikadeller og løs omgang med konfekt i huset. Og så sad vi - omgivet af junglens nattelyde - og nippede til mad og drak rødvin og snakkede og snakkede og snakkede, mens vi kiggede på flagermusene, som jeg - i anledning af højtiden - havde hængt bananer ud til.

Da brøleaberne begyndte at stå op, gik Edwin hjem til sig selv. Og dermed var den jul overstået. Jeg smed bananbladene ud og gik på stranden.

Det var en god juleaften. Jeg tror også, at denne juleaften bliver virkelig god. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor jeg er næste juleaften. Men jeg er ligeglad. Så længe jeg er omgivet af gode mennesker, kan jeg være hvorsomhelst og stadig føle, at jeg er præcis det rigtige sted.

Jeg håber, at I også har det på den måde. For når alt kommer til alt, er det jo det, som julen handler om. Glædelig jul!

Mens jeg sad og kiggede efter billederne fra juleaften, fandt jeg en bunke andre billeder, som gjorde mig meget sentimental og gav mig et hårdt anfald af hjemve. Her er de: 


Dette billede er taget dengang, vi gik ind i junglen og afdækkede sagen med de nedbrændte huse og volden i indianerterritoriet. Allerede på en af de første dage smadrede jeg mine fødder. Og resten af tiden gik jeg gennem junglen på bare tæer, fordi jeg ikke kunne have sko på. Om aftenen kunne jeg så sidde og vaske  fødderne i vodka, fordi der hele tiden gik larver og mider i sårene. Denne dag nåede vi op til et af de nedbrændte huse - og Jeremiah som ses på billedet kastede ét blik på mine fødder. Og så trak han mig hele vejen ned ad bjerget på en hest … Det var så dejligt. Min fødder var en pinsel i den periode … 


 Billede fra Lazy Mon i Puerto Viejo. Sladdercentral, dansested, restaurant, livemusic-sted, bar og dvaskested om dagen. Stranden ligger ti meter væk. Og alt er sådan set godt omkring Lazy Mon ...


Mig der spiller gadesmart i Limon - den største by på den caribiske side. 

Total hjemmehygge i huset - med lanterne og hjerne ...


Sådan ser ens fødder ud efter en dags trekking i junglen. 

Et kært gensyn med kæle-tarantellen, Preben, der boede i mit hus i flere måneder ...

En ud af de tre medlemmer af den oppossum-gangsterbande, der hærgede mit hus. De blev næsten tamme, de små madglade bæster … 

Eye lash viper har fået øje på fotografen ...


Polly og Jeg. Åh, men se mit hår! Det var INDEN jeg kom til Dk med en kødædende parasit i hånden og Rigshospitalets medicin fik halvdelen af mit hår til at falde af. SUK!

søndag den 15. december 2013

Hvordan man smadrer tarvelige typer



Jeg kan ikke fordrage at være søvnløs. Så derfor har jeg truffet det yderst fornuftige valg, at jeg ikke går i seng, før jeg er så træt, at mine øjne klapper i med det samme, mit legeme rammer havehynden i Momme og Kristoffers stue. Ikke kun har jeg erhvervet mig et yderst ondskabsfuldt hold i ryggen, som holder mig vågen. Jeg har også været utrolig småtspisende de sidste par dage. Faktisk så småtspisende at jeg nu ikke længere kan ligge på maven, fordi mit hofteben lige som skærer ned i gulvet, fordi havehynden er ganske tynd. Havde jeg været ung og forfængelig, ville jeg sikkert have jublet over det faktum. Men nu er det bare irriterende og jeg var temmelig glad, da jeg fik klemt en halv pizza ned her til aften. Jeg føler på den måde, at jeg er på rette vej.

Jeg har aldrig været glad for disse lange, mørke vinternætter i Danmark. Men jeg er blevet meget bedre til dem. Da jeg var yngre, vågnede jeg som regel med paniske katastrofe-tanker omkring klokken fire om morgenen. Og uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke kvæle de tanker. Det var som om, at de formerede sig i mit sind. Fremtidsangst slog sig bekvemt ned, smed benene op på bordet og begyndte at ryge mine cigaretter. Og inden jeg vidste af det, havde han både inviteret sorg og ensomhed til at joine festen. Sorg og ensomheds bedste venner er selvmedlidenhed og mindreværd - og de tog altid sprut og sort new wave-musik med. Inden jeg vidste af det, var der en fest igang. Nogle gange holdt de sig ikke tilbage for at ringe efter fortrydelse, ærgelse og usikkerhed, som jo altid var friske på et spontant party. Og de var fan'me ligeglade med, at jeg prøvede at tysse på dem og true med at tilkalde politiet. De festede bare videre. Tarvelige typer.




Jeg ved ikke, hvornår eller hvordan det præcist har ændret sig. Men det har ændret sig.

Når fremtidsangst stikker hovedet ind ad døren og kigger sig omkring - så står jeg parat med et baseball-bat, som bliver smadret lige mellem øjnene på ham, så han triller hele vejen ned ad trappen. Det er meget tilfredstillende at tæve fremtidsangst. Han ligger og vrider sig for enden af trappen, og jeg går langsomt ned til ham. Løfter ham halvvejs op i trøjen, rusker ham lidt og snerrer:
"There's a new sheriff in town. So stay the fuck away fra min hjerne. Jeg er ikke bange for dig, din undermåler ..."

Det giver respekt. Og jeg vender mig om og går op og lukker døren. Et øjeblik efter er sorg og ensomhed der. Jeg når at smadre ensomhed - han er og bliver en sølle, svagelig stakkel -  men sorg slipper ind. Sorg har altid haft evnen til at kunne antage alle former og lige som glide ind gennem sprækker og åbninger, som den multiform, han er.




Jeg har ikke tid til at koncentrere mig om sorg. Han er inde. Jeg må deale med ham bagefter. Jeg løber ud i køkkenet og tager Mommes største Globalkniv. Ganske rigtigt. Jeg kan høre selvmedlidenhed og mindreværd stå og fnise ved hoveddøren, mens de dirker den op.
Døren når kun at svinge halvt op, før jeg springer frem og tildeler mindreværd et ordentligt snit henover ansigtet. Han skriger og tager hænderne op til ansigtet, hvor blodet vælter ud. Jeg er tilfreds. Jeg har aldrig kunnet lide hans grimme fjæs. Han falder baglæns ned ad trappen. Stadig skrigende. Selvmedlidenhed står et øjeblik og vakler, da jeg vender opmærksomheden mod ham. Han er en af de værdige modstandere, og inden jeg når at reagere, har han sparket benene væk under mig. Det gør ondt, da min ryg rammer gulvet og jeg ligger et øjeblik og gisper efter vejret. Selvmedlidenhed benytter lejligheden til at gå indenfor. Han går ind i stuen, som om ingenting er hændt og tænder den jamrende musik, som han så godt kan lide. Jeg har stadig kniven og jeg kravler efter ham på alle fire.
Han står og svajer stille frem og tilbage til musikken. Det gode ved selvmedlidenhed er, at han altid føler, at han på en eller anden måde er berettiget til at være der, hvor han er. Derfor kommer det som et chok for ham, da jeg snitter begge hans akillessener over lige ved anklerne. Han falder om. Hans øjne er store og runde - nærmest forundrede. Men så kniber han dem sammen. Han kaster sig over mig og ruller mig om på ryggen. Han sætter sig overskrævs på mig og tager fat om min hals med begge hænder.
"Jeg er din beskytter," hvæser han.
"Jeg er en af dine forsvarsmekanismer. Du kan ikke undvære mig."

Jeg kan mærke panikken brede sig. Han har lukket helt for ilttilførelsen til min hjerne. Sorte prikker danser for mine øjne. Jeg famler ud og mærker kniven, som ligger ved siden af mig. Jeg griber om den og jager den så dybt, jeg kan, ind i siden på selvmedlidenhed. Han siger ingenting. Han synker bare sammen over mig og jeg kan mærke, hvordan hans varme blod strømmer ud og gennemvæder min t-shirt fuldstændig. Med en anstrengelse ruller jeg hans krop væk fra min. Han er død. Jeg slæber ham ud af døren og sparker ham ned af trappen. Der er slæbespor af blod overalt i lejligheden nu.
Jeg er også selv smurt ind i blod. Det giver en mærkelig, stram fornemmelse på huden, når det størkner.
Jeg spekulerer på, om fortrydelse, ærgelse og usikkerhed tør møde op til festen. De må have en fornemmelse af, hvad der foregår.
Men alligevel ... Jeg kan høre dem åbne døren nede i opgangen. Jeg går resolut hen og skærer hovedet af selvmedlidenhed. Nakkehvirvlen vil ikke slippe, men ved at holde i selvmedlidenheds hår og sparke på nakken, som når man knækker en genstridig gren, lykkes det.
Jeg ruller hovedet ned ad trappen. Der bliver stille nedenunder.
"Festen er slut!," brøler jeg.
Og så går jeg tilbage til lejligheden og lukker døren efter mig.

Jeg skal lige til at lægge mig til at sove på min havehynde, da jeg opdager, at sorg sidder på min hovedpude. Han har trukket benene op under sig og kigger intenst på mig. Han er meget bleg og har sorte øjne. Jeg går direkte ud i køkkenet og henter en kniv mere. Jeg vender tilbage og løfter armen. Jeg sigter efter hans brystkasse.
"Dig kender jeg," siger jeg.
Sorg kigger bare på mig med sine sorte, bundløse øjne. Så rækker han sin hånd op og kærtegner den arm jeg holder kniven i.
Berøringen er kølig, velkendt og en lille smule forførende.
Kniven falder på gulvet med en hård, metallisk lyd.
"Kom nu her," hvisker han blidt.
"Det kan godt være, at de andre gutter er totalt uansvarlige og latterlige. Men mig hænger du på. For jeg lærer dig også noget. Jeg ved, at du ved det. Når alt kommer til alt, så giver jeg dig altid noget igen."
Sorg trækker mig ned til sig. Hans kys er kolde. Som is mod huden. Jeg kender hans berøringer ud og ind. Sorg er en af dem, der altid vender tilbage til mig. Vi har haft små affærer kørende gennem hele mit liv. Jeg har altid været lettet, når han gik igen. Men jeg har også altid vidst, at han ville vende tilbage til mig på et eller andet tidspunkt. Sorg er meget trofast på den måde.
Han lader sine hænder køre op og ned af min krop. Han får fat i min t-shirt, som han trækker af med en hurtig bevægelse. Hans kolde mund på mine brystvorter, får mig til at gispe højlydt.
"Please," siger jeg til ham, mens han kysser mig op af halsen.
"Det er okay i nat. Men bare en onenighter, ikke? Ikke mere end det. Lov mig, at du går i morgen."
"Selvfølgelig går jeg i morgen," hvisker han.
"Selvfølgelig. Men det var så lang tid siden, at jeg havde set dig. Jeg savnede dig virkelig. Bare rolig, elskede. I morgen når du vågner, er jeg væk."




torsdag den 12. december 2013

Sømmet i kisten


Gårsdagen blev brugt på at sidde helt stille og ryge cigaretter i Mommes vindueskarm. Det har jeg gjort mange gange i de sidste måneder. Momme lod mig sidde i fred, fordi hun vidste, at jeg havde brug for at tygge tingene igennem. Jeg ved jo, at jeg aldrig vil få en forklaring. Så det gik op for mig, at det jeg havde brug for, måtte jeg selv finde. Og det gjorde jeg. Jeg læste og slettede gamle sms'er. Og jo mere jeg læste, jo mere havde jeg lyst til at blive sur på mig selv. Hvor har jeg været naiv. Hvor har jeg været til grin.

Det tænkte jeg en del over. Jeg var også vred over det. Men så ringede min far.
Min far slog det sidste søm i den ligkiste, der nu indeholder de forådnende rester af den relation, som jeg gik så meget op i.
"Hvorfor er du ked af det?" spurgte han med sin sædvanlige far-logik.
"Man skal ikke bruge tid på mennesker, der lyver. De skal have lov at passe sig selv."

Min far har ret. Jeg undrer mig over, hvorfor jeg skulle køres sådan rundt i manegen. Men jeg tænker, at det skulle jeg, fordi han kunne. Fordi egoboostet og glæden ved at have emotionel magt over et andet menneske, simpelthen var for fristende. Jeg var temmelig tykhovedet. Det indser jeg nu. Jeg ignorerede tegnene på svigt og bedrag, fordi jeg håbede.
Nu håber jeg ikke mere. Jeg er vred over, at jeg har været til grin. Men det vigtigste er, at jeg ikke længere er til grin. Og at jeg ikke længere håber. Jeg er fri.


Og hermed slutter jeg beretningen om drengen og pigen. Desværre var der ingen happy ending. Sådan kan det gå. Jeg vender tilbage med min sædvanlige blog om et par dage. For jeg er bagud med arbejdet igen. Og nu vil jeg ikke bruge så meget som et sekund mere af min tid på en bedragerisk mand.

Og det er jo ikke ligefrem fordi, der er mangel på mænd i denne verden ...

onsdag den 11. december 2013

Lejrbål og løgnehistorier


I junglen mangler vi fornøjelsen ved at kunne bedøve os selv i tv. Men åben ild er faktisk næsten lige så godt. Og et lejrbål har den sjove evne, at den får mennesker til at fortælle historier. Jeg har mange af de historier siddende inde i hjernen. Og nu vil jeg gerne fortælle en af dem videre.

Det er historien om en forvirret pige, der forelskede sig i en dreng. Hun blev forelsket i ham på kun tre dage. Og enhver fornuftig person ved jo godt, at man ikke kan blive forelsket på kun tre dage. Men denne pige havde ikke så meget erfaring. Så det var sådan, det var. Hun var ør og tummelumsk, når hun hørte fra ham. Hun var et sted, hvor hun ikke havde været før. Pigen og drengen begyndte at bruge tid med hinanden.

De var sammen, men der var problemer. Pigen var forvirret og meget forskrækket over sine egne følelser. Pigen havde brug for tid og ro i sin sjæl. To ting hun ikke havde noget af på det tidspunkt. Så pigen og drengen besluttede, at det var bedst at lade være med at være sammen hele tiden. Drengen skrev til pigen, at han også havde brug for tid. At det hele også var kompliceret for ham.

Pigen tænkte sig om. Og da hun havde gjort det, gik det op for hende, at hun gerne ville være sammen med drengen. For pigen føltes det som om, at drengen var den, som hun skulle satse på. Ja, hun følte næsten, at hendes liv afhang af det. Hun havde altid haft en tendens til at være et romantisk fjols.

Men drengen kunne heller ikke lade pigen være i fred. Han blev ved med at være der. I computeren, i mobiltelefonen. Alle de steder, hvor pigen også var. Og engang imellem var pigen og drengen sammen rent fysisk. Drengen inviterede pigen i biografen - og selvfølgelig tilbragte pigen og drengen natten sammen. Sådan var der så mange ting. For pigen ville gerne være sammen med drengen.


Men hun vidste også godt, at hun ikke havde lyst til at dele drengen med andre kvinder. Og pigen spurgte, og drengen forsikrede hende om, at selv om drengen og pigen havde det svært, så var han ikke sammen med andre kvinder.

Men det var han. Og da pigen konfronterede ham med det, løj han. Pigen kunne godt have levet med, at han havde været sammen med andre. Fordi ... når alt kom til alt, var de ikke rigtig sammen. De var heller ikke rigtig adskilt.

Men det pigen ikke kunne leve med var, at den dreng som hun i fantasien havde drømt om, den dreng som hun følte som et fundament, der muligvis kunne understøtte hendes liv, løj for hende.
Jeg fik hendes historie. Og den vil jeg gerne fortælle videre:

"Og du ved det. Lige så sikkert, som at det bliver gråvejr i morgen, så ved du, at han lyver. For du har altid elsket hans øjne. Hans øjne som er det eneste, der røber ham. Hans udtryksfulde øjne, som engang imellem blev bløde, når de kiggede på dig. Så sent som aftenen forinden. For lige der var der stadig kærlighed. Muligvis en kærlighed, der var blandet med bedrag. Men det er lige meget. Du så den, du genkendte den - den gjorde dig glad. Men det er også mere end 12 timer siden. Og i krig og kærlighed kan tingene ændre sig fra time til time.  

Lige nu er der løgn og en tilstræbt nonchalance, der er skabt for, at du skal føle dig usikker på dig selv. En nonchalance, der er indøvet, for at få andre mennesker til at begynde at tvivle på sig selv. Og du har bare sådan en lyst til at tro på ham. Du har virkelig, virkelig lyst til at tro på ham. Lige som første gang du troede på ham, men inderst inde - lad os nu være ærlige - vidste du at han løj.

Du kunne se det i hans øjne.  Og du ved godt, at hvis du beslutter dig for at tro på hans løgne, så forråder du dig selv. Og du ved, at det eneste du ikke må gøre i en verden, hvor du flyder rundt og lader dig bære af tilfældets omstændigheder, er at forråde dig selv. Du er dit eget eneste, virkelige aktiv. Du er den, der skal passe på dig selv.


Og du føler, at dit liv lige er blevet et ekko af tusind dårlige popsange. Det er ikke det, du siger. Det er mere løgnen i sig selv og alt det der ... Og du ved også, at uanset hvor gerne du vil komme med undskyldninger for ham. Uanset hvad - så må du ikke være sammen med en løgner. For det har du prøvet, og det efterlod dig i en tilstand, som du for nærværende slet ikke har lyst til erindre.

De sidste ord du siger, er "Rend mig". I virkeligheden ville du gerne have sagt alle mulige andre ting. Men nogle gange levner livet dig bare ikke plads til at sige alle mulige andre ting.

Du ved godt, at du ikke længere skøjter på tynd is. Du er ved at komme derud, hvor den skal, der omgiver dig er så tynd, at hvis du vender dig om og gør nogetsomhelst andet end at sige "Rend mig" - så mister du dig selv. Og du ved også godt, at det tager for evigt at finde sig selv igen. Så du går videre. Og du undrer dig over, at du ikke græder. Men du ved også godt, at du endnu engang har placeret dig selv i en situation, hvor du ikke må græde. For hvis du først begynder på det lort, så kan du muligvis ikke rigtig stoppe igen.

Så du går. Og det er mildt i vejret. Selv for en december måned i Danmark. Du tænker, at du burde se at gøre et eller andet. Og når du tænker den slags, så betyder det, at du trænger til at komme væk. Du har penge. Du kan gøre det. Du kan tage direkte ind på hovedbanegården og tage det første tog til Berlin. Og der. Der i Berlin kan du lege kispus med dig selv og glemme dig selv på det nærmeste gadehjørne. Åh, hvor ville det være dejligt at glemme dig selv. Bare lade resterne af dig selv ligge og gå videre ...

Du går forbi et værtshus og trækker på skuldrene. Hvorfor ikke? Hvorfor ikke lige sætte dig ned og få sat tingene på plads? For du har en diffus fornemmelse af, at hvis du handler lige nu, så gør du det forkerte.

Du ved godt inderst inde, at tiden ikke er til at flygte. Tiden er til at komme videre. Så du går ind og værtshuset er, som alle andre værtshuse, du nogensinde har kendt i dit liv. Du ved præcis, hvad du skal gøre. I dette tilfælde skal du sætte dig i det fjerneste hjørne og bestille den øl, som er din undskyldning for at samle dig selv og tænke over tingene. Du ved, at den erfaring, du netop har fået, ikke er enestående.

Du ved, at der lige nu er tusindvis af mennesker, der lyver og tusindvis af mennesker, der virkelig ønsker at tro på dem, der lyver.


Men du er ikke en af dem. For det besluttede du for mere end to år siden, at du ikke ville være.

Du føler dig til grin. Du føler dig så fucking meget til grin, som du ikke har gjort i meget, meget lang tid. For selvfølgelig så du tegnene. Især når du sidder og tænker tilbage. Men du var bare så forhippet. Du ville bare så gerne være sammen med denne helt specielle mand, som var så anderledes og som fik dig til at føle som en kvinde.

Du skulle have set det komme. At der ikke findes forhold, som kan baseres på et glimt i en mands øjne og hvordan, han dufter. Og slet ikke på, hvad han siger. Men du troede, at du fik en del af hans sjæl. Fordi du gav ham en del af din sjæl. Hvor flosset og forpjusket den end måtte være.

Du indser, at du i en alder af 41 år har opført dig mere ufornuftigt end nogensinde. Åh ja, indrøm det det bare. Der var tidspunkter, hvor du syntes, at du kunne leve et helt liv i den mands armhule. Den bittersøde fornemmelse af at give efter for en svaghed, som du troede, du aldrig ville bukke under for.

Fordi han var stærk og svag på samme tid. Stærk de steder, hvor du var svag. Og du kunne lide det, kunne du. Du var vild med det. Og du ville så gerne hele ham, slikke hans sår post mortem. For dele af ham, var allerede døde. Men du blev ved med at tro, at du var kvinden, der kunne genoplive dem. Og fordi du var så vild med ham, ignorerede du tegnene. Men det er okay. Du bliver nødt til at tilgive dig selv for at have været forelsket. Du er ikke den eneste, der har dummet dig i det game. Det er okay. Det er helt okay. Pas på dig selv.


Baretenderen er en af de bartendere, der har set alt og hørt alt. Han er alt for rank, alt for sund at se på til at være bartender på det sted, hvor du er. Men det er det, han er. Og det er du glad for. Han er til stede. Han kaster ét blik på dig og lader dig være i fred. Du sætter dig med din øl. Du sætter dig ned for at få livet og gispe lidt efter vejret. Eller også er det omvendt. Uanset hvad, er det lige meget. Lige der mens du sidder med din øl, er det hele faktisk fucking meget lige meget.

Men så samler du dig. For det bliver du nødt til. Du er ikke den første, der har været der, hvor du er lige nu. Bartenderen har for eksempel også været der. Han holder øje med dig. Han fodrer jukeboksen. Og lige pludselig strømmer et nummer ud af højttalerne, som giver komplet mening for dig. Og du tænker igen, at du ikke må begynde at græde.

I stedet sætter du dig og laver notater. Du laver huskesedler for den forretning, som du agter at starte. Du skriver og skriver og skriver. Du skriver så meget, at bartenderen kommer ned og spørger, om du er okay. Du kigger på ham og ved godt, at du kan sige det til ham. Så det gør du. Og han lægger hånden på din skulder og siger: "Det skal alle mennesker prøve. Jeg tror næsten, at det er en del af livet."
Og lige da han siger det, kan du se, at der også er en rest af sorg i hans øjne. Han har været der. Og det beroliger dig. For han står foran dig og er stadig levende. Han kan endda smile.


Du spørger ham om, hvad det var for et nummer han spillede - og han fortæller dig det. Du siger, at det er et ualmindeligt smukt nummer. Og han nikker. Og han ved, hvor du er. Og han ved, at du lige nu - lige på denne aften - har behov for en eller anden, som ved, hvor du kommer fra. Så han spiller nummeret for dig igen og igen. Og hver gang det begynder, kigger du op på ham og smiler. Og han smiler igen. Og han spiller mere musik. Han spiller 'Heartbreak Hotel' med Elvis Presley. Han spiller alle de popnumre, der nogensinde har givet mening, når du er fucked up og miserabel og føler, at du lige der - lige nu - ikke rigtig har mere at leve for.

Også selv om du er erfaren nok til at vide, at den tanke er noget pis. Og noget som man overkommer, når den aften er slut. Lige som man overkommer alt andet. Men lige der har du behov for at søbe i smerten. Smage på den. Kigge på den. Lade den eksistere i universet.

Og resten af aftenen spiller bartenderen med regelmæssige mellemrum dit nummer. Og du sidder bare tilbagelænet op ad en bænk allerbagerst i lokalet og ryger cigaretter og drikker whisky. Men du ved også godt, at der er en grænse. Du ved, at du stadig og som altid, må holde øje med dig selv. Også selv om det lige der, føles som om, at der ikke findes alkohol nok i hele verden til at dulme din smerte. Det er okay. Alt er okay omkring dig og din hjerne. I korresponderer fint med hinanden. Du har styr på tingene. Du er stadig på sporet.

Du har gennemgået dine muligheder. Du har længe dagdrømt om at tage til Sudan og tage ud i ørkenen. Bare dig og ørkenen. Lige som du har prøvet at være alene med junglen. Fordi det lærte dig noget. Og fordi det er noget, som du under alle omstændigheder skal. Du skal ud i den ørken. Men du lader det hele hvile. For lige nu skal du noget andet. Og det andet foregår i Danmark.

Du kvæler effektivt tanken om, at grunden til at du overhovedet er i Danmark og ikke bare har overgivet dit produkt til et forlag, var fordi, du ville finde ud af, hvad der var med ham manden. Ham der lyver. Du siger til dig selv, at du skal få det bedste ud af situationen.

For havde det ikke været for ham, havde du aldrig fået idéen om at starte for dig selv. Og i det mindste ved du, at det - lige dét - er en rigtig beslutning.

Du spekulerer over, om du i virkeligheden burde være taknemmelig over, at du mødte ham. Men det er for stor en tanke at tænke, når du er så skrammet og såret.


Du tænker tilbage til aftenen i forvejen, da han gav dig en gave. En utrolig smuk halskæde med et kranie i. Lige din smag. Så perfekt ramt. Du husker, hvor glad du blev. Hvordan du tænkte, at alting måske ville gå fremad herfra. Du tænkte, at det måske ikke var for sent. Indrøm det bare: Du var pissehamrende lykkelig lige der. Din romantiske idiot ...

Han gav dig muligvis gaven, fordi du havde sagt, at du havde en gave til ham. Men tilfældet - eller skæbnen? - ville, at du havde glemt den på dit arbejdsbord, da han hentede dig.

Gaven var symbolsk. Gaven var en smuk ørnefjer, som du selv havde fået med gode ønsker. En fjer du havde hæget om og passet på, fordi du vidste, hvor magtfuld den var. Du ville give den energi videre til ham. Du ville give ham ørnens egenskaber. Eller i det mindste forstærke dem. Styrken, kraften - og det som er mest kendetegnet ved ørnen - det kølige overblik. Evnen til at skelne sandhed fra løgn.

Du ville give ham et symbolsk redskab til at se igennem tingene. Til at se sandheden. Godt du ikke gjorde det. For hvad betyder sandheden for en løgner?"




Her er sangen, som bartenderen spillede. Den er fantastisk: 

http://www.youtube.com/watch?v=WyOolqBjmok