Er du får eller frihedskæmper?

Jeg beklager virkelig billedet. Det er taget dengang jeg boede i London og har intet med bloggens indhold at gøre. Men billede skal der på. Jeg arbejder i øjeblikket på en stærkt svækket reservecomputer som ikke vil hverken det ene eller andet med billeder, men jeg vil bare gerne have blogindlægget på. Så bær over med mig, vi er under construction omkring alting - og jeg mener alting ... 

Jeg kan ikke huske, hvor jeg fik historien fra. Måske har jeg hørt den, måske har jeg læst den. Men historien går således, at en tysk soldat blev fanget i at stjæle et par dåser sardiner fra et lager, fordi han ville sende dem til sin mor i Berlin.

Processen var kort og hård: Et par dåser sardiner betød, at han blev dømt til at gøre tjeneste ved Østfronten. Og hvis man kender sin historie, så ved man, at Østfronten meget ofte var lige med døden. Den unge, tyske soldat begik derfor selvmord samme aften.

Det er 75 år siden. Og jeg synes, at det er lang tid nok siden til, at vi også - ganske forsigtigt - kan begynde at sende vores tanker til de enorme lidelser, som det tyske folk også gennemgik i Anden Verdenskrig.

Tiden må have sonet os så meget, at vi kan kigge på hele på en anden måde. Hvis vi for alvor skal lære noget om os selv, så skal vi også kigge på, hvordan det tyske folk blev undertrykt og forulempet af et forfærdeligt system. Kender du nogen mor, der med glæde ville sende deres søn i krig? Nej, vel?

Min mor fortalte ofte en historie, som hun havde hørt fra førstehånd. Det var en Røde Kors-ambulance, der - så vidt jeg husker - fragtede jøder for at få dem ud af Danmark og videre i sikkerhed. Bilen blev stoppet af en tysk kommandopost, og det tog kun den tyske kommandant et øjeblik at indse, at det her ikke var patienter, men jøder. Jøder, som han havde fået ordre til at indfange og sende videre til en forfærdelig skæbne.

I et splitsekund fangede chaufføren og den tyske kommandant hinandens øjne. Og chaufføren udbrød i et desperat øjeblik: "Bist doch ein mensch!!!"
Og den tyske kommandant rettede sit blik mod horisonten og vinkede bilen videre. Fordi ... Han var OGSÅ bare et menneske.

Jeg tror på, at et samfund grundlæggende har de samme typer mennesker. Der vil altid være sadistiske, opportunistiske røvhuller, som ser uorden og kaos som en mulighed for at tilrane sig magt og udøve ondskab.

Der vil også altid være en gruppe mennesker, som vil vælge at kæmpe imod - og sætte deres liv på spil i den kamp.

Og så er der den store mellemgruppe, som ikke nødvendigvis er onde og grusomme, men som vil adlyde ordrer og hvis de ordrer strider mod deres livssyn, så vil de bortforklare det hele med, at de bare adlød ordrer. Nogle af dem, vil ende med at gå til den ene eller anden side, når de har tænkt færdig. Og nogle af dem vil forsøge at passe ind i systemet, men vende det blinde øje til, når de kan. De vil udøve en form for passiv godhed overfor andre mennesker. Andre vil bare være ... passive får i regimets tjeneste.

Jeg ved ikke, hvilken gruppe, jeg ville have tilhørt. Der er mange grunde til at adlyde ordrer - konsekvenserne for ikke at gøre det, var for 75 år ufattelig meget større end at punge 2.500 ud for at have solbadet på Bryggen. Det kunne være, at ens familie og elskede kom i fare.

Man bør læse DDR-regimets historie for virkelig at forstå, hvordan et system kan undertrykke og være så ondt, at man selv engang imellem agerer ondt - bare for at overleve.

Jeg ønsker at INGEN mennesker nogensinde kommer ud i den slags dilemmaer. Og derfor er det så ekstremt vigtigt, at vi agerer med venlighed og kærlighed i denne verden. At vi passer på hinanden og vores samfund, så vi aldrig nogensinde kommer et sted hen, hvor vi kan blive tvunget til at agere med grusomhed.
I denne tid er det endnu vigtigere.

Det er første gang, at vi virkelig bliver prøvet på nogle værdier. Og vi er ikke engang i krig. Vi reagerer alle på forskellige måder på det lort, som vi møder i livet. Og Corona er godt nok en stor lort. Jeg gider ikke engang at kalde det en "udfordring."

Jeg bor i nærheden af Torpeskoven. Eftersom min mor var en gammel hoppe på hele 39 år, da hun fik mig - og jeg har nået den enorme alder af 47 år - så kan I nu regne ud, at mine forældre voksede op i krigens skygge. Anden Verdenskrig prægede dem resten af deres liv, lige som jeg faktisk tror, at Corona vil præge børn nu om dage.

Men i Torpeskoven nær Haslev står der en mindesten for Carl Johan Bruhn. Carl Johan Bruhn var nyuddanet læge, men han kendte området her omkring, fordi han havde været i købmandslære i Køge og forstelev på Bregentved Gods - og det var derfor, at han og en mand ved navn Mogens Hammer, sprang ud med faldskærm over Torpeskoven i 1941. De var begge medlem af SEO - Speciel Operation Executives - som var en britisk organisation, hvis formål var at starte undergrundshære i hele Europa og være med til at bekæmpe nazismen.

Men så skete der det frygtelige, at Carl Johans faldskærm ikke foldede sig ud. Han blev i stedet knust mod jorden i en alder af 37 år. Mogens Hammer overlevede. Han fandt sin døde kammerat og fjernede alt kompromitterende materiale fra hans krop. Men det var i december måned, så han havde ingen mulighed for at begrave sin ven. Han måtte tage videre og lade liget ligge. Men inden han gjorde det, gjorde han også, som han havde fået ordre på: At gøre liget uigenkendeligt. Den detalje har altid fyldt mig med den største gru. Tænk engang at stå både med sorgen over at have mistet sin ven, angsten for at gå videre i en krigszone - og så oven i købet være nødt til at smadre ansigtet på sin ven. Kroppen har sikkert stadig været varm, da han gjorde det. Det må have været fuldstændig forfærdeligt at gøre ...

Mogens Hammer kom videre. Også det er en længere historie, men jeg forsøger at holde mig til min historie.

Hvert år mødes der en flok mennesker i Torpeskoven og tænder lys og mindes Carl Johan Bruhn. Den første gang min mor og far kørte til Torpeskoven, var da jeg var en lille pige. Og de kørte ad den vej, hvor min bedste veninde, Majse, boede. Og stor var fryden, da de pludselig stødte på hele familien Winkelmann, der også var på vej op til mindestenen.

Og derfra blev det en tradition. Mine forældre spiste en opulent middag hos Per og Elsebeth. Derefter gik vi op til mindestenen og gjorde os vores tanker om krig og frihed. Når vi gik hjem, så gik Mig og Majse altid for os selv og sludrede. Og når vi kom til den lille jernbanebro hang vi længe ud over den og kiggede på Sct. Hans-ormene, der lyste selvlysende mellem skinnerne.

Når vi kom hjem, blev der sat lys i vinduerne - også selv om der ingen naboer var. Og så fik vi Elsebeths vidunderlige lagkage.

De første gange vi var ved mindestenen, var der ikke mange andre til stede. Men det lykkedes som regel at nå det højdepunkt, hvor den lille flok sang 'Kæmp for alt hvad du har kært' ... Og i modsætning til hvad man skulle tro, så voksede traditionen sig større og større. Lige pludselig var der hjemmeværnstyper, der stod fakkelvagt og trafikken blev dirigeret af deres kolleger. Der var pludselig talere.

Og jeg kan stadig huske et år, da var jeg en ung pige, at en bil fik lov til at køre helt op til mindestenen. Og ud stod en lillebitte, krumbøjet kvinde, som lagde en blomst og var sammen med os. Det var Carl Johan Bruhns søster, Else, der var kommet for at være sammen med os. Hun må have været i 80'erne dengang. Og jeg tror ikke, at hun eksisterer mere.

Men den fjerde maj har altid været en særlig aften for mig. Mine forældre kunne godt være lidt højstemte i foret. Og samtidig blev det kombineret med, at jeg var sammen med min bedste veninde. Og det var forår og alt var grønt. Og mine elskede reserveforældre, Per og Elsebeth. Og hygge og kærlighed og glæde. Fjerde maj ligger som en stor juvel i min skatkiste af vidunderlige minder.

For mig er den fjerde maj en meget betydningsfuld dag. Danmark fik sin frihed igen. Carl Johan Bruhn ofrede sit liv for, at vi kunne leve i frihed. Og det var der mange andre, der også gjorde. Nogle overlevede med skrammer og livslange ar på sjælen. Og endnu flere døde. Jeg har hørt Holocaust-overlevernes historier, og de har også præget mit liv. For de kan berette om grusomheder, der går over min fantasi. Men ikke desto mindre skete det ...

Det må ALDRIG ske igen. ALDRIG ALDRIG nogensinde må det ske igen. Og det er vores ansvar, at det ikke sker igen. Vi bliver nødt til at fortælle historien videre og sørge for, at vores efterkommere også forstår, hvordan tingene kan spinne fuldstændig ud af kontrol, hvis vi ikke passer på.

Vi bliver nødt til at lære næstekærlighed og medfølelse videre og integrere det i vores samfund. Vi bliver nødt til at elske og være venlige overfor vores næste. For hvis vi giver bare den mindste smule slip på det - så vanærer vi alle de modige mænd og kvinder, som døde for, at vi kunne få lov til at vælge vores liv selv.

Please hold fanen højt! Og send også en tanke til den helt almindelige tysker anno 1939, som bare prøvede at overleve i et forfærdeligt system.

Og så stil dig selv det spørgsmål: Hvis lortet virkelig rammer loftsfanen, hvem vil du så være? Vil du være opportunisten, frihedskæmperen - eller den "der bare adlyder ordrer" og dermed fraskriver sig ansvaret ...

Sille Badille og den flinke fyr i Hvidovre

Tillad mig at præsentere min hund, Sille Badille.

Jeg ved godt, at næst efter feriebilleder, er det det kedeligste i verden at høre om andre menneskers kæledyr. Men giv mig en chance ...

Sille Badille er af racen Griffin Petit Brabancon og hvis man googler hendes slags, så fortæller internettet mig, at disse små, fladnæsede hunde er kendetegnede ved at besidde store hjerter og følsomme sind.
Intet kunne være mere sandt for Sille Badille - og hendes store hjerte er blevet knust op til flere gange i løbet af hendes liv.

Først var hun min fars hund. Hun kom ind i familiens liv kort efter at min mor døde i 2008. Min far var trist og ensom og samtidig mistede han Sille Badilles forgænger. Det hele var næsten ubærligt, og jeg fandt Sille Badille hos en nordjydsk - og viste det sig - meget seriøs opdrætter.

For da Sille ankom til matriklen fulgte der en bog om hendes oplevelser med. Således ved jeg, at Sille Badille blandt andet både havde havde kørt i Metro og mødt en mand med fuldskæg, inden hun fyldte otte uger.

Siden oplevede hun ikke så mange storslåede eventyr, men blev mere sådan en type, der værdsatte et roligt hjemmeliv. Hun lukkede min far ind i sit kæmpestore hjerte og oftest kunne man finde hende højt snorkende på hans fødder.

Da far blev meget syg og jeg passede ham, lå hun og sukkede dybt under hospitalssengen, som var blevet installeret i det kontor, hvor jeg nu sidder og skriver. Den morgen, der blev min fars sidste morgen på denne jord, lå hun i hans seng og sov. Overvåget af mig, der skiftevis kiggede på en af de smukkeste solopgange jeg har set - og holdt øje med min far, der var gledet ind i bevidstløsheden.

Jeg holdt også øje med hende, fordi jeg vidste, at sengen var for høj til, at hun kunne hoppe ned uden at komme til skade. Hun lå ved ved siden af min far. Engang imellem løftede hun hovedet og kiggede kærligt på ham og sukkede højt.

Da min far var død, satte jeg hende igen op i sengen til ham. Og hun snusede forsigtigt til hans jordiske rester. Derefter tiggede hun aldrig mere om at komme ned i kontoret. Hun vidste så udmærket, at min far var død.

Sille Badilles kæmpestore hjerte var knust i småstykker. Men min Onkel G overtog pasningen af hende, og der gik ikke lang tid, før hun kastede al sin kærlighed på ham. Hun sov i stuen om natten, men når hun vågnede om morgenen, lagde hun sig ved Onkel G’s dør og ventede på, at han vågnede, så de kunne være sammen.

Så fra at hun altid lå på min fars fødder, brugte hun sin tid på at sidde på Onkel G’s skød. De gik små ture sammen og havde hyggelige samtaler med hinanden. Der er ingen tvivl om, at Onkel G var god for hendes selvtillid. Således reagerer hun den dag i dag, hvis man ud i luften siger: “Hvem er en god, lille hundepige?”
Så kommer hun med det samme.

Hun blev ikke en del af min hundeflok og kom kun på besøg på kontoret, hvor jeg sidder og arbejder, hvis Onkel G var kørt i byen for at handle. Hun var helt og holdent hans hund.

Men min Onkel G blev syg for lidt over et år siden. Denne gang stod hospitalssengen i stuen. Og det sidste Onkel G gjorde i sit liv, var at klappe Sille Badille og smile til mig - så lagde han sig ned og vågnede ikke igen.

Igen lå Sille Badille i hospitalssengen. Og da Onkel G forlod denne verden, blev hun liggende og sov op ad ham. Ligesom jeg blev siddende og holdt hans hånd i min, indtil solen stod op og jeg kunne ringe til lægen.

Med Onkel G’s død blev Sille Badilles hjerte knust igen. Og denne gang var det sværere at reparere. Hvor hun så udmærket var klar over, at min far var død, så ville hun simpelthen ikke forstå, at Onkel G også var væk.

Jeg tror, at hun havde det ligesom mig: Hun vidste det godt, men hun ville ikke anerkende det. Og der var dage, hvor vi mødtes foran Onkel G’s værelsesdør og græd i kor.
Hun begyndte også at stikke af. Det havde hun aldrig gjort før. Men hun ledte efter Onkel G. Og jeg måtte engang hente hende i Herfølge, fordi hun var gået helt ud på den asfalterede vej. En rar mand tog hende med i sin bil, fordi han ikke ville have, at hun blev kørt over. Hun blev fremlyst og da jeg vågnede om morgenen og tjekkede facebook, var et billede af Sille Badille det første jeg så i Terslevs borgergruppe.

Derefter holdt jeg op med at sove med åben dør. Men langsomt - ganske langsomt - begyndte Sille Badille at vende sin opmærksomhed mod mig. Jeg var jo den eneste, der var - og hullet i hendes store hjerte skulle fyldes på en eller anden måde.

Jeg bilder mig ikke ind, at det var kærlighed ved første blik fra hendes side. Men hvis man er et kærligt væsen, så vil man gerne elske. Og Sille Badille accepterede at blive en del af min hundeflok og hun blev min hund.

Jeg gav hende ekstra privilegier, ekstra opmærksomhed og ekstra meget kærlighed. Jeg vidste, at vi var fælles om at savne Onkel G dybt og inderligt. Hun fik lov til at sove i min seng, ved siden af min hovedpude. Og som jeg sidder og skriver dette, kan jeg mærke hendes hoved på min ene, bare fod. Hun sover ikke, for så ville hun snorke. Hun kan bare lide at ligge med hovedet på min fod, når jeg skriver.

Hun er holdt op med at stikke af. Jeg er nu den heldige modtager af Sille Badilles store mængde af kærlighed.

Men hun er også glad for andre mennesker. Og forleden sad min ven, Inuk, med hende på skødet. Han kiggede længe på hende og derefter sagde han:
“Jeg kender en fyr i Hvidovre, der ligner Sille Badille fuldstændig.”
Og han fortsatte:
“Det er fordi, vi har den samme tatovør. Han er faktisk en ret flink fyr.”

Jeg har lige siden grinet over tanken om, at Sille Badille har en dobbeltgænger i Hvidovre. Jeg håber, at Sille Badilles dobbeltgænger, fyren i Hvidovre, også er meget charmerende.

For ærlig talt - uanset hvor meget jeg holder af min lille hund - så er jeg faktisk ret glad for, at jeg ikke ligner hende ...

Og nu om dage reagerer Sille Badille lige godt på, om jeg siger: “Hvem er en god lille hundepige?”
Eller om jeg siger: “Hvem ligner en flink fyr i Hvidovre?”

Før verden gik af lave ...

... så jeg sådan ud, når jeg fiskede mænd på Tinder. 

... Nu ser jeg sådan ud ... Og er ikke på Tinder længere...

Jeg griner stadig af, at jeg sad nytårsaften og råbte: “2020 bliver et fucking FEDT år! Det bliver MIT år! Og jeg er ikke bange for at sige det højt.”

Well, here we go ... 

Tak til Inuk for at forevige mig i fleece-beklædt hængerøv. Jeg vil bruge de næste par dage på at reparere min skrammede selvtillid ...  

Dage i bamsedragt

Jeg er noget skuffet over mig selv i disse dage. Jeg havde egentlig troet, at jeg ville tage sådan en nedlukning af hele verden mere afslappet end så mange andre.

Først og fremmest er jeg vant til at arbejde hjemmefra - og dernæst er mine arbejdsopgaver ikke synderligt påvirkelige overfor virus.

Så da Statsministeren slukkede lyset, tænkte jeg, at al den kommende alenetid med fordel kunne bruges på inspirerende opgaver såsom at rydde op i mine badeværelsesskuffer, sortere mine papirer og ikke mindst for alvor vise mig selv, hvilken fantastisk husmor jeg er - med hjemmebag og nyvaskede gulve ...

Gamle Flavo von Flappergast nyder morgenturen. Der var engang, han lige runderede et par marker samtidig. Nu om dage tøffer han af sted i samme adstadige tempo, som jeg bevæger mig i. 

Derefter iførte jeg mig en bamsedragt i fleece, som jeg engang købte i Netto, skænkede mig en gigantisk gin/tonic og satte mig til rette foran Tv2 news på min computer. FORDI ... Man skal jo også lige følge med, ikke sandt?

Der blev jeg siddende de næste tre dage - halvfuld og helbekymret, indtil jeg endelig sled mig løs fra skærmen. På det tidspunkt stod det absolut klart for mig, at jeg havde tillagt mig en god portion fremtidsangst, og at flere nyheder, flere døde mennesker og flere massebegravelser fra New York så ganske afgjort ikke ville gøre min sindstilstand bedre.

Ergo slukkede jeg og havde et par okay dage, hvor jeg oven i købet tog make up på om morgenen. Og legede, at jeg var god til at tackle tingene.

Derefter er det gået op og ned. Som i OP OG NED!!! 

 Close, but no cigar, Nando - det er munden, vi skal dække ... 

Min første oplevelse af, at alting var sært var, at jeg helt tilfældigt faldt i snak med en gammel kollega over messenger, der er selvstændig fotograf. Hans business stoppede lige i det sekund, at Danmark lukkede. Fra at have supertravlt og jonglere med livet, tiden og opgaverne på daglig basis, sad han nu og sorterede sine billeder i et forsøg på ikke at blive småtosset.

Han sendte mig et billede af mig i selskab med et forlængst hedengangent, engelsk drengeband, som jeg interviewede engang i begyndelsen af 90’erne. Vi grinede af tiden dengang og sendte hinanden billeder af, at vi skålede i henholdsvis gin-tonic og rødvin. Jeg klagede mig og sagde, at jeg synes, at det hele var underligt.

“Hvis det bare kunne holde sig til underligt,” skrev han tilbage.

“Men så skulle du prøve at have teenagebørn, som du netop har nægtet at se deres venner - og for den enes vedkommende - sin kæreste.”

Jeg kunne godt mærke, at han VIRKELIG trængte til dét glas rødvin. Og vi aftalte, at den dag verden ikke længere var af lave, så ville vi mødes i verdens mest menneskefyldte, larmende bar og drikke en gin-tonic sammen ...

Jeg glæder mig sådan, til det sker ...

Billedet fra min fotografven, Sjørup. Hvorfor jeg sidder og stirrer så fortryllet på den unge herre til venstre, husker jeg ikke. Men jeg husker at drengebandet havde en gennemsnitshøjde på omkring 1.40. Jeg blev derfor nødt til at sidde ned, så jeg ikke tårnede mig op over de små musikanter ... (Foto: Thomas Sjørup )

Facebook gik også lidt amok. Alle mine venner fulgte på en måde min egen rytme - først snakkede alle om Corona og fremtiden og hvad der måske og måske ikke ville ske. Et par enkelte gik helt op i det røde felt over hamstrings-folkene, der havde fyldt supermarkederne og nu kan tørre bagdel de næste 256 år uden at købe nye toiletpapirs-forsyninger.

Luna Tiktakken, den stolte og undertiden sadistiske mor til elefanthudshvalpene. Her sammen med Osie MacDosie på morgenturen. 

Derefter var det som om, at alle holdt vejret. Vi kunne allesammen mærke, at det heller ikke nyttede noget at dele for meget ked af det-hed og angst. Derefter tog hele mit feed skeen i den anden hånd og begyndte at skrive om mad, bage med surdej, dele opmuntrende memes og i det hele taget gøre hvad de kunne for ikke at bidrage til den kollektive tristesse.

Skål i gin/tonic med Sjørup. Bemærk den fine lille knokkelmand på glasset. 

Jeg ved ikke, om det egentlig hjalp det store. Men jeg var glad for, at alle forsøgte ...

Så kom bølge to: Alle festivaler blev lukket for resten af sommeren. Jeg havde såmænd selv forventet, at det ville gå den vej.

At vide, at årets store sommerlejr for voksne - nemlig Copenhell - ikke blev til noget, reducerede mig til et surt, fem-årigt barn. New York eftersøgte hjælp til at håndtere bedemænds-opgaver, min jungleguru Karsten blev nødt til at rejse hjem til Tyskland, fordi ALT turisme er død i Costa Rica og min veninde ringede fra Spanien med den tynde, rystende stemme hun kun har, når hun er virkelig presset, for at fortælle mig, at hun var ved at blive skør af at være lukket inde - og at det spanske politi var benhårde og ubehagelige. Og at hun ikke måtte handle i sit yndlingssupermarked, fordi der var et mindre supermarked i nærheden, som hun SKULLE handle i, hvis hun skulle bevæge sig udenfor ...

Alt det bed ikke på mig. Fordi jeg var igang med at opføre mig som et barn over, at jeg ikke kunne stå med en fadøl i et menneskehav og høre hård metalmusik. (Bortset fra, at jeg håber, at børn ikke græder over, at de ikke må drikke tre tusind liter fadøl over et par dage. )

Fra dengang verden ikke var af lave. Billedet er taget i Operaen i Christania, hvor der spillede et eller andet obskurt band. Og folk stod som sild i en tønde og havde det herligt. Det var tider!

Nej, jeg er ikke stolt af mig selv. Men for mig blev Copenhell lige det strå, der gjorde mig til en fed, selvisk idiot ... Jeg ved godt, at jeg bare reagerede på hele situationen. Men alligevel ...

Det faktum, at vi passerede dagen for Onkel G’s dødsdag gjorde, at det var nemmere at hyle over Copenhell, end det var at forholde sig til, hvor meget jeg egentlig savner ham.

Den dag Mølbak sagde i medierne, at man nok skulle forvente, at denne her sociale distancering i hvert fald blev ved et år mere, der græd jeg faktisk. Det virkede helt uoverskueligt at forholde sig til...

Og nu sidder jeg her og kan gøre foreløbig status over mit Corona-liv. Den overordnede konklusion er, at jeg drikker for meget, sover for lidt, klynker for højt - og har taget fire kilo på. Ingen af delene klæder mig særlig godt ...

Den famøse bamsedragt. Jeg sværger, at jeg vil forsøge at komme ud af den igen!

Hele vinteren gik jeg ellers til jagt. Hver tirsdag sad jeg i Herfølge Jagtklub og lærte at kende forskel på en dykand og en svømmeand - plus en masse andre ting. På det tidspunkt tænkte jeg ikke synderligt over det. Jeg har bare valgt at tage jagttegn, fordi min ejendom er tæt mandsopdækket af to jagtkonsortier - og derfor tænkte jeg, at det kunne være rart at være lidt informeret på den front.

I virkeligheden er det bare fordi jeg elsker at skyde lerduer med Sensei Ørn. Skydningen dumpede ned som en tilfældighed i mit liv, fordi Ørn spurgte mig, om jeg havde lyst til at tage med på skydebanen. Og og og ... For at gøre en lang historie kort, så begyndte det at fylde rigtig meget i mit liv. Skydebane mandag og ofte også lørdag. Og mens det stadig var vinter, så tog vi til Tåstrup og skød spidsduer på en oplyst skydebane. Og fuck, hvor fik det bare min sjæl til at ringe på alle mulige måder. Jeg kan anbefale det ...

Jeg er med på, at det er verdens dårligste billede. Jeg kæmpe stadig med at blive gode venner med mit lille og meget smarte kamera, som jeg købte sidste år. For smart til mig, faktisk ... Men billedet er taget i det øjeblik, at lerduen bliver ramt og splintrer i tusind stykker. Og om aftenen i kunstlys ser det bare ekstremt godt ud. Ikke at det lige ses på billedet. Så I må stole på mit ord!

Og i lørdags åbnede den ellers hermetisk lukkede skydebane for, at jagtaspiranter kunne blive undervist i lidt afstandsbedømmelse - og våbenbetjening.
I begrebet våbenbetjening lå, at man rent faktisk fik et haglvåben i hånden og fik lov at skyde lerduer igen. Åh, manner - the bliss. Lugten af skydevåben, lyden af skydevåben ... at holde et skydevåben i hånden og sige et højt og rungende “klar” ... Sigte på lerduen, affyre og nogle gange også ramme ... Det føltes som om, at jeg begyndte at leve igen. Det gjorde mig lykkelig at stå der på skydebanen.

Jeg var helt høj og ringede til Ørn og råbte ind i telefonen: “Jeg har været ude at skyde!!!”

Søndag morgen noterede jeg mig, at hvidtjørnen blomstrer i fuldt flor hele vejen på min morgenluftetur med hundene. Jeg noterede mig også, at selv om min blomstermark viste sig ikke at være særlig langtidsholdbar - så er der stadig ting, som har fået fat, og som er blevet langtidsholdbare: Et blåt flor af forglemmigejer fylder nu en fjerdedel af marken, og jeg fik et sug i maven, da jeg så det.

Her på stedet er det fuldstændig umuligt at fotografere noget, uden at en hund sniger sig med på billedet. Her er det Chili (tidligere kendt under navnet Donald Trump) der poserer sammen med forglemmigej’erne.

Jeg var faktisk så opmuntret af det hele, at jeg greb min langbue og brugte en højst tilfredsstillende time på at skyde til måls med den. Bagefter faldt jeg i en dyb søvn og sov mere end to timer. Alle hundene krøb op i sengen og sov med. Jeg følte mig I godt humør, da jeg vågnede op omgivet af snorkende hundekroppe. Og jeg tænkte, at min sommer nok ville blive væsentlig bedre, hvis jeg skruede ned for dommedagstankerne og brugen af bamsedragt til hverdag.

De små elefanthuder er snart sorte af solen ... 

Det er dén følelse, som jeg går med lige nu. Og jeg håber, at alle I andre også er begyndt at finde tilbage og ind til de ting, som gør jer glade og som kan gøre denne her utålelige situation en smule nemmere at navigere i.

Jeg erklærer hermed bloggen for åben - og hører gerne, hvad I får tiden til at gå med ...

Kampdag - og kors hvor jeg glæder mig!!!

Jeg havde en fuldstændig uforglemmelig, herlig aften i går. Og vågnede op til denne besked fra en vildt sød pige, som jeg mødte:

It was great to meet you ... I hope thet you will have a great day today and thet you'l have fun and fell the emotion thet we all have for Red Star ... just enjoy and don' be afraid everything is normal it's Serbia !

Svetlana havde forklaret mig, hvor jeg kunne finde den bydel, som ultraerne kommer fra og som de stadig færdes i - og jeg fandt deres stamværtshus. Jeg hjalp både ejeren med at bære 1.000 kasser Heineken (eller cirka der omkring) ind, og jeg hjalp også med at ryge nogle afsindig stærke joints, mens vi spejdede efter det kampklædte politi, som allerede er ved at line op i gaderne.

Jeg blev inviteret til at deltage i opvarmningen inden kampen (hvilket vist er kode for at drikke tusind øl) og min foreløbige konklusion er, at serbiske fodboldfans er meget, meget søde og helt ekstremt passionerede ...

I dag er det kampdag. Og jeg glæder mig så vildt til det inferno, der venter mig.

Lator, Gators ...

Sådan spiser man i Serbien

Her er den ultimative, top informative guide til at spise i Beograd:

Man behøver ikke at have stukket næsen særlig langt ud af havelågen, før man er for garvet til at hoppe på visse ting, som f.eks. restauranter der reklamerer med "Autenthic Balkan Food" på deres front.

Næh, hvis man skal have autentisk balkan-mad, skal man kridte skoene og gå så langt som man gider, indtil små, sære steder med kyrilliske bogstaver på fronten dukker op.

Derefter observerer man nøje stedets klientel. Hvis der sidder et par ældre herrer ude foran og knitrer med deres overskæg over en slivo og sludrer hyggeligt med hinanden, tæller det op.

Familier tæller også op. Og det samme gør forelskede kærestepar. Stedet skal have et præg af at være velbesøgt. Det behøver ikke at være fint, men det skal være rent og pænt.

Når man så bevæger sig ind, bliver man næsten altid mødt af en jovial herre, der kigger bagved en, for at finde ud af, hvem man er sammen med. Når han har afsøgt alt med øjnene og konstateret, at man er alene, ændrer attituden sig. Fra at han var generøs velkommende, bliver han nærmest sådan lidt overbeskyttende.

Man bliver bænket et godt sted - jeg har stadig til gode som enlig kvinde at blive forvist til mikrobordet lige ved toilettet. Derefter dukker menukortet frem og det kunne lige så godt være skrevet på serbokroatisk. Eller hvad ... nej, vent ... Det ER skrevet på serbokroatisk.

Selv om det er fuldstændig omsonst, så roder man efter sine briller som en anden flagermus og forsøger at tyde menukortet i et forfængeligt håb om, at noget fra gårsdagens menukort er hængt fast. Omsonst som sagt ...

Et godt trick er at spørge den venlige tjener, hvad HANS MOR ville servere for mig, hvis hun kunne bestemme. Det bringer et åbenbarelsens lys over hans ansigt - og han forsvinder begejstret ud i køkkenet. Det skiftevis morer og bringer mig til eftertænksomhed, at jo mere macho et land er, jo mere knyttede er mændene til deres mødre. De bor hjemme i årevis og spiser god, hjemmelavet mad. Deres mødre elsker dem og ser dem som små, behårede vidundere, som beriger verden, uanset hvad de beflitter sig med.

Jeg tør næsten ikke sige det højt, men min helt Ivan Bogdanov (Læsere vil huske min varme omtale af ham i tidligere blogindlæg) bor i følge mine efterretninger STADIG hjemme hos sin moar, Fanike.
( "Ivan, min skat - vil du ikke huske at samle dine romerlys op efter dig? De ligger jo og flyder i hele dagligstuen", "Ivan, lille småkage - jeg ved godt, at du blev presset til at stikke ild til den amerikanske ambassade. Men tænk dig nu om, næste gang du leger med tændstikker." "Ivan, søde ven, hvor mange gange skal jeg huske dig på at lægge dine ultraboys-t-shirts i koldt vand, når du kommer hjem fra fodboldkamp? Du VED jo, at det næsten er umuligt at få blod af, når det først er tørret ind.")

Serbien - Caribien, same, same ... Machomænd bliver tilsyneladende skabt af tilbedende mødre.

Min erfaring med det serbiske køkken er, at det består af kød i forskellige varianter. Grillet, grillet på spid, små sjove ruller af hakket, grillet kød og kød rullet ind i en dej som en meget stor forårsrulle.
Dertil serveres rå løg galore og en slags flødeost, der kaldes kajmak. Det nærmeste jeg kan komme er, at den minder lidt om clotted cream. Den er fed og lækker og ikke særlig osteagtig.

Normalt får man også en god salat og noget brød til. Og så selvfølgelig de allesteds nærværende pommes frites. Forskellige variationer af peberfrugter er ofte forekommende. Grillede, marinede eller som en peberfrugtpesto.

That's it. Foreløbig har jeg ikke fået serveret andet i min gastronomiske balkanroulette, hvor jeg bare peger på noget tilfældigt og håber, at jeg ikke har bestilt noget alt for underligt.

Det kan måske lyde kedeligt, men som med alt andet kan kvaliteten variere meget. Det kan smage fuldstændig henrivende himmelsk - og så kan det også bare smage sådan lidt halvkedeligt. Men fælles for alle måltider er to ting:

Det er umuligt at spise op. Jeg levner i snit 2/3 af min tallerken. Når den ellers så venlige tjener ser dette, stivner han. Hvordan kan jeg? Kan jeg ikke lide maden? Hvad er der galt? Hvorfor? Katastrofe!

Herefter skal jeg så gøre mit yderste for at forklare, at maden var superlækker, vidunderlig og fantastisk. Men at jeg bare ikke KAN spise mere.

Tjeneren nøder mig derfor op til tre gange, hvorefter han med et resigneret suk fjerner tallerkenen. Han smiler dog alligevel til mig. Han har forstået, at jeg åbenbart spiser som en gærdesmutte på trods af mit rimelig omfangsrige korpus.

Derefter: Kaffe. Espresso, cappuccino, macchiato, latte - you name it. Jeg har endnu ikke fået en dårlig kop kaffe her i Beograd. Kaffe sælges alle steder og den er hamrende god alle steder. Og dejlig billig. Forleden talte jeg mig frem til, at jeg havde drukket 11 dobbelte espressoer på en dag. Og så gav det pludselig mening, at jeg havde lidt svært ved at falde i søvn. Men en af mine yndlingsting her er at gå og gå - og få en espresso på hver eneste hyggelige café, jeg ser.

Hvilket er en vane, der ikke ruinerer mig. På de dyreste steder koster en dobbelt espresso 300 serbiske dinarer, hvilket svarer til cirka 18 kroner. Men så har jeg også flottet mig på en fancy café!

Normalt drikker serberne deres slivovitza før måltidet. Jeg betragter den lidt som en slags grappa og drikker den derfor efter måltidet. Men det bliver nemt tilgivet - bare det at jeg drikker slivovitza og oven i købet ser ud til at nyde den, køber mig billige point. Som oftest har tjeneren en anden, lidt bedre slivo, som han lige synes, at jeg skal smage, når jeg nu ser ud til at værdsætte det så meget.

Den smager jeg så og lovpriser efter bedste evne. Derefter køber jeg så en slivo til mig OG tjeneren, som vi jovialt skåler i. Og derefter kan jeg godt mærke, at jeg er blevet vældig varm i kinderne og i kroppen og at alt den slivovitza har gjort mit syn på verden meget fredsommeligt. Det er på tide at gå en lang tur i byen og få rystet maden på plads og få dampet lidt af slivoen af.

Når jeg rejser mig fra stolen, er det så et spørgsmål om at gøre det tilpas langsomt, så tjeneren når at opfatte det. Ellers bliver han trist over, at han ikke får mulighed for at gribe min frakke og hjælpe mig med at få den på.

Derefter siger jeg tak, og vi forsikrer hinanden om, hvilken dejlig aften det har været, hvor god maden har været, hvor dejlig en by Beograd er, hvilket kulinarisk fristende sted, Serbien som helhed er - og alt efter restaurantens beskaffenhed kindkysser vi. Tre gange. (Jo mere lokalt, jo flere kindkys. Jo mere fancy, downtown-agtig det er, jo færre kindkys)

Herefter går jeg så i den retning, hvor jeg mener, at mit hotel befinder sig. Nogle gange farer jeg vild og ender med at cirkle rundt i timevis. Hvilket så IGEN kan medføre flere cafébesøg og mere kaffe. Andre gange gør jeg ikke og så kommer jeg helt hæderligt tidligt i seng.

Sådan spiser man i Serbien - bon appetit ...

(PS: Jeg kan ikke finde ud af at overføre mine billeder til bloggen lige nu. Jeg vender tilbage med en billedkavalkade, når jeg finder ud af det.)

Beograd revisited ...

Hvordan genstarter man en blog, som har ligget død for evigt? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er i Beograd.
Jeg sidder på en vildt fancy restaurant. Men den er ikke mere fin, end at jeg kan finde computeren frem og skrive løs. Fordi ... Så længe jeg bare bliver ved med at bestille god serbisk rødvin og dobbelte espressoer, så er der ingen, der hundser mig ud.
Det hjælper naturligvis også, at jeg har pudset fjerene og på alle måder ligner en respektabel dame.

Forestil jer et relativt lille rum, men med tre meter til loftet og enorme prismelysekroner, der hænger ned fra loftet. Anlægget spiller gammel jazz og der er tjenere på hver en finger og bare en generel fornemmelse af luksus.

Beograd. Og der er ikke noget sted i verden, jeg hellere vil være lige nu. Byen minder mig om min alltime yndlingsby, Berlin, anno 1992. Her er stadig steder, hvor tumpede kunstnere og helt almindelige mennesker kan udfolde sig. Der er kondemnerede bygninger ret tæt på centrum, som bare står tomme. Man kan leve i midten af Beograd uden at være vildt rig. Der er undergrundssteder, hvor man kan høre serbisk rapmusik, som er vanvittig aggressiv og fuck verden-agtig. Det hele er som det skal være, efter min mening.

På lørdag skal jeg til the eternal derby mellem Partizan og Red Star. Og hvis jeg er virkelig, virkelig heldig, får jeg et glimt af min store helt, Ivan Bogdanov.

Det var ham, der drog mig herned i første omgang. Lad mig sige det sådan: De sidste par år har ikke været de fedeste i mit liv. Og når livet stinker, så er man sjovt nok ikke lige så villig til at dele ud af det. Det er klart, men det er også forkert. Det er jo netop, når tingene stinker, at man burde fortælle om det. Men problemet er, at når tingene virkelig stinker, så har man ikke overskud til at fortælle om nogetsomhelst. Så går man i et indadvendt overlevelsesmode og kører derfra.

Men jeg kan stadig genkalde mig en aften i et fjernt sommerhus i Jylland. Jeg sad og youtubede helt tilfældigt - og faldt over et klip fra dengang Ivan Bogdanov afbrød kampen mellem Serbien og Italien ved at sidde på hegnet ind til banen og stille og roligt skære sikkerhedsnettet i stykker, mens han meget entusiastisk sendte både fuckfingre og heil-hilsner ud til omverdenen.
Omkring hegnet stod cirka 300 kampklædte betjente, som ikke turde gå ind og hive ham ned af hegnet og give ham den olfert, som han egentlig fortjente.

Jeg ved godt, at man skal have sunde forbilleder. Men når man selv er vred og fucked up, så forstår man pludselig vrede på en anden måde. Jeg fik gåsehud over hele den sekvens. En mand der egenhændigt satte sig op mod verdenen. Det gik bare helt ind i min sjæl. Jeg syntes, at det var det cooleste, jeg nogensinde havde set.

Siden har jeg fulgt Ivan Bogdanovs gøren og laden med den største opmærksomhed. Og selv om min nye veninde, Svetlana, siger, at han ikke er idealist, men bare dårligt selskab - så har jeg ikke sluppet fascinationen.

Og på lørdag skal jeg til det evige, ongoing derby mellem Red Star og Partizan. Og jeg glæder mig enormt. Jeg har billet til nordtribunen, hvor alle de vilde drenge smider trøjerne og flipper fuldstændig ud i et orgie af pyro, vrede og glæde.

Jeg har prøvet det én gang før, hvor jeg stod i min hættetrøje og var helt alene. Men pludselig blev jeg grebet om skulderen af en eller anden - og så var jeg en del af gruppen. Og vi hoppede og sang og skreg. Vi sang, at Bosnien for evigt ville være en del af Serbien. Vi sang sange om gribbe, der hakkede i kroatiske øjenhuler og havde på alle måder en fest.

Det var først i halvlegen, at min ukendte, fulde ven opdagede, at jeg var en kvinde og han blev helt forskrækket, da det gik op for ham. Men han tog det pænt, og vi hoppede videre sammen i anden halvleg - og han var så pædagogisk at vise mig, hvordan man laver det helt rigtige håndtegn for Serbien.

Men det var en fest. Fra først til sidst. Da grobarianerne (Partizans tilhængere) var bagud, reagerede de resolut ved at brække alle bænkesiderne af i deres side af stadion og kaste dem ned på banen.
Kampen blev afbrudt op til flere gange, fordi alt fyrværkeriet og pyro-halløjet kastede så meget røg af sig, at man ikke kunne se banen. Heller ikke selv om de cirka 50 brandmænd, der løb rundt oppe ved min side af stadion, gjorde det bedste for at slukke alle de romerlys og fyrværkeri-agtige ting, der blev smidt ned på banen.
På et tidspunkt var der nogle unge wannabe-hooligans, der satte ild til en bænkerække. Flammerne slikkede lystigt et par meter i vejret - vi flyttede os allesammen lidt væk fra det. Men brandmændene og de mange kampklædte politifolk gjorde intet. Hvis man står på nordtribunen, så må man klare sig selv.

Det var det mest intense og vilde, jeg nogensinde har oplevet. Og som kvinde kan jeg kun sige, at det er en kæmpeoplevelse. Man står der helt Palle alene i verden. Der er ingen andre kvinder til stede lige der. Der er kun mænd, som er gejlet vanvittigt op over en fodboldkamp. De er parat til at slås, de har fyrværkeri og de har nøgne overkroppe. De udskiller så ekstreme mængder af kamphormon og testestoron, at man bliver høj af at være i nærheden af dem.

I hvert fald når man er en følsom natur som mig. Fuck, hvor lugter tændte hooligans bare godt! Heldigvis for jeg vild på vej hjem fra stadion dengang, så jeg fik gået det ihjel. Jeg gik simpelthen den forkerte vej, og da jeg pludselig endte ude i et boligkvarter, der var helt mørkt og goldt, indså jeg, at jeg var på det forkerte spor. Men det fede ved at rejse er netop, at tiden er ens egen, så jeg vendte bare om og gik tilbage. Indtil jeg igen så lys og byen tonede frem for mine øjne.

På det tidspunkt var klokken tre om natten. Og jeg var blevet rigtig træt. Godt det samme. Ellers kunne jeg sikkert have rodet mig ud i alt muligt amoralsk og forkert.

Og det ville have været åndssvagt. Det var ikke det, jeg kom for. Jeg kom for at se, hvor Ivan Bogdanov var blevet til. Jeg kom for at komme nærmere en forståelse af ham og den serbiske hooligan-kultur. Og jeg kan godt sige, at jeg er blevet væsentligt klogere. Den såkaldt serbiske hooligan-kultur er på ingen måde sammenlignelig med den danske ditto. Den er et interessant patchworktæppe af historie, nationalisme, politik og organiseret kriminalitet. Tingene er vævet sammen på en måde, som jeg tror, at man vil have svært ved at forstå i Danmark.

Der er en grund til, at min veninde Svetlana (Der selv er inkarneret Red Star-fan) siger: Keep away from those guys. Just keep away from them ...
Jeg følger naturligvis Svetlanas råd. Det er hende, der bor her - og hun ved bedst.

Stop så med at sende ...

... Vejrguden på moderne managementkurser ... 

Sur, sur, sur ...

Om min viljestyrke vil, så er det slut med denne dødsensfarlige, men åh så vidunderlige last ... 

Der findes ting og væsner, som uden tvivl er magiske. Gærdesmutten for eksempel. Det er fuldstændig umuligt ikke at lade sig påvirke af denne charmerende, lille fugl med den geschæftigt opadvendte hale. 

Jeg ved det, fordi jeg lige har smilet til den, da den hoppede rundt på havemøblerne på terrassen. Og jeg er ellers så eddikesur, at jeg med vilje tog min kaffe med ned på kontoret for ikke at komme til at snerre af stakkels, uskyldige Onkel G. Eller ... Uskyldig og uskyldig. Jeg synes faktisk, at han smurte sit franskbrød med nogle ret irriterende bevægelser ... 

DET GIK ELLERS SÅ GODT! Jeg cruisede veloplagt gennem november måned og tænkte: "Ja, ja - den mørke tid kan også have sin charme." Jeg begyndte december med at hive fem kasser julepynt ned fra loftet og tænke: "SÅ skal der kraft'ede'me jules igennem!," mens jeg googlede småkage-opskrifter på nettet. For i år var der ingen smalle steder i Bredgade: Der skulle vandres ture, bages småkager og indsamles dekorativt mos til flamboyante juledekorationer. 

En af mine små, beskidte hemmeligheder er, at jeg har samlet på glaskugler hele mit voksenliv - og i min fremskredne alder er det blevet til en anselig samling ... 

Jeg har været vinterdeprimeret hele mit liv. Indtil for to år siden, hvor jeg faldt i snak med en venlig herre, der arbejdede som skolelærer på Grønland. Da jeg spurgte ham, hvordan han klarede den lange, mørke vinter, svarede han: "D-vitaminer."

Det glemte jeg alt om, indtil et par måneder senere, hvor jeg simpelthen havde det så skidt, at jeg gik til læge. Lægen tog en masse blodprøver og undersøgte mig grundigt, for derefter at konstatere, at jeg rent helbredsmæssigt var i fin form - bortset fra en graverende d-vitaminmangel midt om sommeren. 

"Måske skulle du prøve at lade være med at pakke dig så meget ind," sagde op til flere af mine venner. 
Mit argument om, at en løs skjorte og jeans ikke var at pakke sig ind, blev overhørt. 

Ergo sprang jeg ud i sommersolen iført det rene ingenting - nemlig en bodystocking og et par pludderbukser og arbejdede i haven i to dage. Det tog så yderligere en uge, før det kløende, bulede soleksem, som jeg pådrog mig, endelig holdt op med at holde mig vågen om natten. Derefter vendte jeg tilbage til min sædvanlige uniform - dog med den indrømmelse, at jeg smøgede mine jeans op på særligt varme dage. 

De små pinscher-fjæs. De ser så yndige ud, men sandheden er, at det er to skrappe små hunde ...

Til gengæld begyndte jeg at tage en daglig dosis d-vitamin. Og jeg kan med glæde sige, at hverken motion, lysterapi, ingefærshots, positiv tænkning og de andre mærkværdige ting, jeg har afprøvet gennem årene, har hjulpet mig nær så meget, som at tage d-vitaminer. Jeg kan kun anbefale det til alle jer, der også føler, at vinteren er  - som min facebook-ven, Lise, for nylig udtrykte det - når man tænker: “Hvad du kan hjælpe mig med? Skyd mig, f.eks.”

Hele sidste vinter gik derfor rimelig godt. Og i år tegnede det også lyst for den mørke tid. Indtil forrige fredag hvor jeg vågnede op og næsten ikke kunne trække vejret. Årsagen var, at jeg havde brugt den forgangne aften på at skrive, høre musik, drikke rødvin og ikke mindst ryge en utrolig masse cigaretter. 

Samme aften havde jeg to cigaretter tilbage. Dem røg jeg. Og så lod jeg være med at køre i Brugsen efter flere. En simpel, god og logisk beslutning - motiveret af den fæle hoste og af tanken om, at jeg var ved at ryge mig selv ihjel. En pakke om dagen. 140 cigaretter om ugen. 560 cigaretter om måneden. Svimlende 6.720 cigaretter om året. 

Søen som den så ud for bare et par dage siden. Solnedgangslyset var vildt og varede kun i få minutter...

De første par dage var faktisk ikke så slemme. Jeg indkøbte en ordentlig håndfuld nikotin-dutter og en inhalator og gik og truttede optimistisk i dem dag og nat. Og ellers ændrede jeg ikke på noget. Det var den rene fornøjelse. Jeg tabte mig også et par gram, fordi jeg helt ærligt ikke rigtig gad spise noget - og jeg gik simpelthen rundt i en rus af selvglæde. Jamen, hvor svært kan det være? Jeg overvejede i et meget mystisk øjeblik, om jeg ikke også skulle løbe et marathonløb eller bestige et bjerg. Med mit nye, rene åndedræt kunne jeg klare alt. 

Jeg rynkede helligt på næsen af rygerne i supermarkedet, og tænkte, at de vel nok lugtede fælt. Jeg passerede rygere på gaden og sendte dem medfølende blikke. Jeg googlede flittigt fordelene ved rygestop og overvejede, hvad jeg skulle bruge al den tid til, nu hvor det var sikkert og vist, at jeg mindst ville blive hundrede år i fin stil.  

Det er sikkert udmærket, at jeg ikke har nære kolleger og i det hele taget lever en ret eremit-agtig tilværelse. For du godeste, hvor var jeg irriterende. Hvis jeg havde mødt mig selv i den periode, så havde jeg utvivlsomt haft lyst til at give mig selv en olfert og en flad. 

Luna-hunden ...

Men alt godt har en ende. Mandag morgen vågnede jeg således op og var eddikehamrende møgsur. Ikke engang to svingende krus stærk kaffe kunne opmuntre mig. Jeg var vrissen med vrissen på. Decideret knarvorn. Jeg truttede arrigt i en nikotindut. Tog en mere og truttede videre. Intet hjalp. Jeg skældte en af hundene ud for at kaste op på gulvet, velvidende om, at man altså ikke selv vælger at kaste op. Ikke spor rimeligt og heller ikke ligefrem mit stolteste øjeblik. 

Tilfældet ville, at jeg samme formiddag havde en session med Katja, der er forfatter. Jeg undskyldte, hvis jeg virkede kort for hovedet og betroede hende, hvor sur jeg var. "Men," tilføjede jeg, "jeg forstår det ikke, for jeg bruger jo nikotinerstatning og burde absolut ikke have det sådan."

"Glem det," skrev hun. "Det handler ikke om nikotin, det handler om dopamin. Det handler om din hjernes eget belønningssystem. Fint, at du er dækket ind med nikotin, men hvis du kunne lide at ryge, så har din hjerne belønnet dig med et lille skud dopamin, hver gang du rakte ud efter cigaretterne. Og det mangler du nu. Det er nok det, der gør dig sur."

Jeg tror, at Katja har ret. Men det ændrer bare ikke særlig meget ved, at jeg har været sur siden mandag. Jeg har også svært ved at koncentrere mig og overspringshandler mere end jeg plejer. Det føles som om, at alle mine ressourcer er løbet tør på én gang. Det er mørkt, når jeg vågner - og min hjerne nægter at anerkende, at det er dag. Den mener, at det stadig er nat. Og det føles som om, at jeg kunne sove hele tiden. 

Søen som den så ud i går ...

Når min søster anfører forskellige årsager til at være glad for livet, så har jeg lyst til at vrisse af hende. Og endnu mere når hun begynder at plapre om, at Danmark jo netop er charmerende, fordi vi har skiftende årstider. 

Læg dertil, at det er koldt og at alting er sjappet og mudret og irriterende udenfor. 

Men bedst som jeg sad og knurrede, kom gærdesmutten. Den vippede veloplagt rundt på havemøblerne, og selv om det næsten gjorde ondt, så kom jeg til at smile til den.

Og så var det, at jeg tog en rask beslutning om, at det faktisk VAR lidt synd for mig. Og at jeg GERNE måtte være pylret og måske endda pylre lidt om mig selv og anerkende, at det ikke er helt så nemt at være ikke-ryger, som det virkede til i begyndelsen. 

All I want for christmas ... er dette pragtfulde vandrende blad, der bruger sit liv på at tygge sig igennem brombær-planter. Jeg tænker, at den skulle hedde Herman og bo i kontoret, hvor jeg sidder hver dag. Jeg savner insekter af en ordentlig størrelse her i Dk! 

Så nu drejer det sig om at tælle dage. Hver dag jeg ikke ryger, er en god dag. Og jo flere dage der går, jo tættere kommer vi på torsdag den 21. december. Og så er det vintersolhverv. Årets korteste dag. Derefter begynder lyset at komme tilbage. Godt nok ganske langsomt - men bare tanken er opmuntrende. 

Det bliver forår igen. Lyset kommer tilbage igen. Det vil ikke være mørkt for evigt. Og på et eller andet tidspunkt holder jeg vel for pokker op med at være sur ...

Den røde traktor og blomstermarken

Dette billede er fra den 16. januar. Det eneste tidspunkt i år, hvor der var is på søen ... 

Forestil dig følgende: Du er på date. Aftenen er gået godt. Manden er velduftende, begavet, beleven og morsom. I er derfor rykket tæt sammen i sofaen. Men pludselig siger manden: "Jeg bliver nødt til at fortælle dig, at jeg har et problem med traktose ..."

Hvad gør du? Ja, jeg nævner det bare, fordi JEG har et problem med traktose. Og jeg ville ærlig talt hellere have alle mulige andre problemer. 

Det begyndte altsammen i foråret. Min udsigt fra køkkenvinduet er en græsplæne. Den er pænt indhegnet. Bag græsplænen ligger et højere stykke på cirka to hektarer, der i tidernes morgen blev brugt til fold for min søsters forkælede og let buttede heste. 

Men efter min søster flyttede sig selv og sin familie til en gul gård med labre staldfaciliteter, har marken ligget ubrugt hen. 

Forår er lig med tudser alle vegne. De lader til at holde meget af at sidde på asfalt og stenbelægninger, når solen har varmet disse op hele dagen. En meget uheldig vane, fordi de så kan blive kørt over. Forår er derfor også lig med, at man altid har tudsekurven med i bilen, så man kan samle padderne op og fragte dem til et sikkert sted. Trods deres bombastiske udseende, udstøder de en forbløffende lys kvidrelyd, når man tager dem op ...

Morgen efter morgen stod jeg og slubrede min kaffe i mig, mens jeg gloede på det lange, gule græs, der lå fladt hen over jorden. Hist og pist stak øer af tørre brændenælder op. Engang imellem var jeg heldig at se den store, kanelfarvede musvåge, som havde udset marken til sit yndlingsjagtterritorium, stå og muse over området. Ligesom jeg også kunne være heldig at se kæmpeharen krydse marken med lange dovne hop. Men ellers var den mark bare kedelig. 

Det første jeg gjorde, da jeg flyttede ind i huset, var at etablere en krukkehave. I 2015 var den lille, men velpasset. Jeg vandede den med tårer, tror jeg. Året efter begyndte jeg systematisk at klunse urtepotter på de lokale genbrugspladser og købe halvdøde blomster til stærkt nedsat pris, som jeg derefter plejede med stor ildhu og kærlighed, så de (fleste af dem) kvikkede op igen. Jeg iværksatte adskillige spireprojekter med varierende succes. 

Væggen i mit soveværelse. Nu har jeg sat billeder op. Men det er lige før, at jeg fortryder det. Solen laver sine egne, fine skyggebilleder ... 

Jeg har altid elsket planter. Og som jeg stod der med min kaffekop gik det pludselig op for mig, hvad jeg skulle - jeg skulle have en blomstermark. Så jeg foretog et telefonopkald.

Og et par dage efter dukkede Ivar op. En sej, furet gammel fyr, der kom kørende på en trehjulet knallert, som han parkerede foran døren. Jeg hilste på ham og viste ham op på marken. Hans gangart var en smule mærkelig. Han haltede ikke, han duvede mere af sted med lange, lidt usikre skridt. 

"Aha, du spekulerer over, hvorfor jeg går så underligt?," sagde han på vej op til marken. 
"Mnneøhm," sagde jeg. For jeg havde jo egentlig ikke lyst til at sige, at jeg synes at han gik underligt. Det forekom mig at være uhøfligt. 
"Fik sat begge ben af i efteråret," sagde han henkastet. 
"Sukkersyge."
"Sukkersyge kan virkelig være en forfærdelig sygdom," sagde jeg i mit allermest medfølende tonefald. 
"Ja,  især når man gør, som det PASSER EN. Ryger og drikker og gør ved," svarede Ivar veloplagt og slog en høj latter op, hvis meget hæse og ru karakter helt sikkert var resultatet af en langt livs intens rygning. 

Hr. og Fru Svale sov indendørs hele forsommeren. Jeg lagde en avis under og lod dem være i fred ...

Og således indledte jeg mit bekendtskab med Ivar ved at byde ham en smøg og tilbyde en øl. Han sagde ja til det første og nej til det andet. Han foreslog, at jeg begyndte mit projekt med at rydde hele lortet med Round Up og derefter sætte en plov på. Og mens han foreslog ovenstående ugudelighed, smilede han skævt og målte mig med øjnene. 

"Men det siger du nok nej til. Det kan jeg se på dig. Sådan nogen som dig, de bruger ikke Round Up. Sådan en gammel bondedreng som mig ka' godt genkende sådan nogle typer," tilføjede han velfornøjet.

Denne opfindelse er min, og jeg overvejer et patent og derefter at tjene voldsomt mange penge på den. Det er en svaleunge-opfanger, som sikre at små svaleunger ikke bliver knust mod jorden, hvis de skulle falde ud af reden ... 

Til gengæld havde den gamle bondedreng aldrig mødt en dame med et så skørt projekt som mit. Og jeg tror næsten, at det var mod sin vilje, at han blev fascineret af det. 

"Lad mig forstå det her rigtigt: Du vil gerne have hele det her stykke lavet om til en stor blomstermark for at glæde bierne og insekterne? Du har slet ikke tænkt dig at bruge jorden til at dyrke noget?"

"Det er nemlig helt rigtig forstået," svarede jeg.

 Fire svaleunger kom på vingerne. Her sidder to af dem og hviler sig på mit mini-drivhus den selvsamme dag, de var fløjet fra reden ... 

Ivar kørte grinende bort og dukkede op tre dage senere med en meget flot, rød traktor påspændt en plov. Onkel G. iagttog optrinnet fra køkkenvinduet og var lynhurtig til at komme udenfor. Udover at Onkel G. er en ubeskrivelig nysgerrig person, så - viste det sig - er han også traktorelsker. 

"Fantastisk," sagde Onkel G. bagefter. 
"Det er en xxx (indsæt her navnet på en meget sjælden traktor produceret engang i 60'erne) og Ivar siger, at alt på den er originalt. Jeg har sjældent set så smuk en traktor," tilføjede han. 
"Dengang lavede man kram. Og bla bla bla ... Herefter fik jeg et koncist foredrag om traktorer, landbrugets udvikling med mere. Et ægte Onkel G-foredrag, der altid udmærker sig ved en imponerende længde og ditto opremsning af fakta.

Min hukommelse udmærker sig til gengæld ikke med nogetsomhelst, så I må undvære højdepunkterne. 

Min tipi - eller lavvu, som det retteligt hedder på disse breddegrader ...

Til gengæld fandt jeg ud af, at Onkel G. slet ikke var enestående omkring fascinationen af traktorer. Ivar havde nemlig ladet den lille røde traktor blive holdende sammen med ploven. Og i løbet af de næste par dage tiltrak den flere mænd, end hvis jeg havde haft Claudia Schiffer i lingeri stående oppe på marken. 

Den eddikesure slamsugermand holdt en pause i sit arbejde for at gå op og ae og fotografere traktoren. Fyrmanden, der skulle servicere oliefyret, sagde: "Godt nok en flot traktor du har der - har du noget imod ?? ... Hvorefter han pilede op på marken for at kigge.

En temmelig snobbet ejendomsmægler fik ødelagt pressefolderne i sine bukser, fordi jeg ikke nåede at advare ham om, hvor soppet marken egentlig var, inden han var spænet af sted for at kigge nærmere på ejendommens store attraktion: Den lille, postkasserøde traktor. 

Og således gik tiden. Ivar dukkede jævnligt op og pløjede jorden. Så gik han over til at harve den. Men det var lige som om, at det ikke blev særlig meget bedre af den grund. Marken - der ellers er højtliggende - blev ved med at være smattet. Jorden, der blev vendt var knoldet og grim og meget langt fra den fuldfede, dybsorte muldjord, som jeg kunne huske fra de efterårspløjede marker. 

"Det kommer aldrig til at gå," sagde Onkel G. dystert. 
"Den jord kan du ikke så i." 

"Det kan jeg love dig for," råbte jeg. 
"Om jeg så skal forspire hele lortet og ligge med gumpen i vejret og plante ud den halve sommer, så skal der blomster på den mark!!!"

"Tss, tss," sagde Onkel G, men han havde set det fanatiske glimt i mine øjne. Så han flettede næbbet. 

Det noprede skind, de orange øjne, de sjove hænder og den adstadige opførsel. Jeg er en stor tudse-fan ...

Imens ryddede jeg op i min far og mors hus. Et langsommeligt og forfærdelig trist arbejde. Der var dage, hvor jeg kun nåede to skuffer, fordi jeg blev så nedtrykt af at finde gamle breve, gamle fotografier og gamle småting, som jeg huskede alt for godt fra min barndom. 

Men hvad jeg også fandt, var blomsterfrø. Små breve med især kornblomster. Men også valmuer og dild dukkede op fra gemmerne. Den blå kornblomst var min fars yndlingsblomst. Og blå var hans yndlingsfarve. 
Jeg fandt også gamle kaffefiltre med frø, hvis oprindelse var totalt ukendt. Samtidig havde jeg selv samlet en del sommerblomstfrø. Dels fordi især Liedl havde sat en masse frø på udsalg det foregående år. 

Jeg trawlede nettet igennem og endte med at bestille en fem kilo svinedyre blomsterfrø hos DSV. Jeg bestilte også en såkaldt bivenlig blanding.

Foråret er også tiden, hvor gæssene græsser i haven med deres gæslinger. Der er altid mindst en gås, der holder skarpt øje med eventuelle farer ...

Jeg stødte på mærkelige begreber som udsædsmængder, udlægsteknik og jordbundsbehandling. Men et var at læse om tingene, noget andet var at gå op på marken og smuldre jorden mellem fingrene. En mager, sandet jord og en bulet og visse steder oversvømmet mark, var hvad jeg havde. 

Så det ignorerede jeg. Dagen før CopenHell - altså den 21. juni - måtte jeg tage en beslutning. Enten tilsåede jeg på den bulede mark, eller også måtte projektet ligge over til 2018. Og eftersom 2017 ikke just havde været en vandring fra succes til succes, kunne jeg næsten ikke klare, at jeg skulle lide nederlag med min blomstermark. 
Vejret var perfekt. Det var en af de få sommerdage, hvor det var lunt og vindstille. Hvad bedre var, at det dagen efter skulle regne en del. Derefter ville det igen klare op og blive lunt. Kort sagt perfekte betingelser, hvis man gerne ville have sine frø til at spire. 

Men hvordan pokker tilsår man to hektarer blomstermark? 
Jeg ringede og spurgte Ivar til råds. 
"Jeg kan jo ikke gå på den bulede mark," sagde han. 
"Jeg må lære dig at så, så du kan gøre det."
"Det går ikke, sagde jeg. For vi skal så i dag, og jeg kan ikke nå at lære at kaste frøene ordentligt - det bliver noget rod. Kan jeg ikke køre dig rundt på marken?"

Jeg har så rystende lidt forstand på danske insekter og evner akkurat at skelne en humlebi fra en mariehøne. Det forhindrer mig imidlertid ikke i at blive meget begejstret, når jeg støder på nye, smukke insekter - som nu f.eks. denne flotte bille ... 

Og således blev det. Ivar dukkede op og vi fik stablet ham op på fronten af ATV'en. Han blev udstyret med en spand med frø - og så kørte vi ganske langsomt op og ned af marken. Ivar instruerede mig i, hvordan jeg skulle vende og køre helt lige og følge mine egne spor, så såningen blev ensartet. 

Imens kastede han frøene ud. Og helt som jeg havde forudset, var det et specialistarbejde. Det gælder om at kaste lige mange frø i én bevægelse. Meget simpelt, men noget som man skal være godt øvet i.

Blomsterfrøene i spanden var noget for sig selv. Jeg fortryder sådan, at jeg ikke fotograferede dem. For de var simpelthen smukke i alle deres former og farver. Og så duftede de pragtfuldt. 

Med Onkel G. som opmærksom tilskuer, tilsåede vi en tredjedel af marken. Resten af mine frø ville jeg gemme, hvis dette ikke lykkedes. 

Jeg var ovenud begejstret for, at jeg alligevel havde besluttet mig for at gennemføre projektet. 

Næste dag da det begyndte at dryppe i min fadøl, mens vi stod og så Prophets of Rage, var jeg den eneste, der ikke brokkede mig. Jeg tænkte på mine små, nysåede blomsterfrø, der lå i jorden og netop ventede på at blive vandet.

Man blive aldrig for gammel til at samle på tomme sneglehuse ...

Derefter skete der ... ingenting. I begyndelsen travede jeg op til marken hver dag. Udelukkende for at gå skuffet tilbage. Ukrudtet var begyndt at vokse igen. Uden konkurrencen fra græsset, havde det optimale betingelser. 

Engang imellem heppede jeg på mine blomster. "Kom nu," tænkte jeg. "Vil I ikke nok? Skynd jer inden ukrudtet vinder over jer."

Mine venner holdt op med at spørge til min blomstermark, fordi det hensatte mig i en dyster stemning. 
"En fiasko," gentog jeg i mange telefonsamtaler. 
"Men jeg har lært en masse om jord og sådan noget," tilføjede jeg tappert. For jeg har efterhånden lært, at hvis man ikke skal mases fuldstændig af sine fiaskoer, så bliver man nødt til at opregne, hvad man alligevel har fået ud af dem. 

Men en morgen da jeg stod og kiggede ud af vinduet, bemærkede jeg, at marken havde fået et ensartet, lysegrønt skær. 
Jeg strøg op til marken med hundene hujende i hælene. De troede, at der skete noget virkelig interessant at dømme efter mine høje udråb, så de blev noget skuffede, da vi bare stoppede op foran en for dem totalt uinteressant mark. 

Søen. Som skifter humør og farve flere gange dagligt. Det er jo som sådan en nydelig udsigt, tænker jeg ..

Men den var god nok. Hele marken havde fået et lysegrønt skær. Noget var spiret. Jeg undersøgte de mikroskopiske spirer så nidkært som en forfængelig kunstner læser sine egne anmeldelser. Men jeg turde ikke lægge hovedet på blokken på, at det ikke bare var flere ukrudtsplanter, der var spiret. 

Alligevel følte jeg, at den var god nok. Langsomt voksede planterne. Alt for langsomt. Og jeg kunne i hvert fald se, at de ikke lignede de almindelige ukrudtsspirer. 

Så fik jeg travlt med noget andet og forsømte min daglige inspektion af marken i næsten to uger. Men en morgen vågnede jeg til en af de virkelig dejlige, skyfri sommerdage og besluttede, at jeg gerne måtte drikke min morgenkaffe udenfor og gå lidt rundt og kigge. 

Noget af krukkehaven anno 2017 ... 

Første fantastiske overraskelse ventede nede ved søen. Tidligt på foråret havde jeg købt en lille gnallingeagtig eksistens i Aldi, som de påstod var en åkande. Jeg havde nær reddet mig en forkølelse, da jeg hoppede i søen og plantede den. Og der havde den boet siden - og uden at jeg havde lagt mærke til det, havde den fyldt en god kvadratmeter sø med blade og tilføjet en vidunderlig blomst.

Åkanden blev købt i Aldi og lader til at trives fint i søen ...

Da jeg var færdig med at juble over åkandeblomsten, kom jeg i tanke om, at jeg da lige kunne kigge til marken og se, hvordan de gik med de små spirelinger. 

Allerede på afstand kunne jeg se farver, som ikke havde været der før. Og det er ikke løgn, når jeg fortæller, at det gav et kæmpe sug i maven. Og så kom jeg tættere på og blev bare ... lykkelig. Det var virkelig et ægte lykke-øjeblik at konstatere, at mine små spirelinger i den grad havde haft travlt i mit fravær. 

Flavo von Flappergast i blomstermarken. Han elsker at grave efter mus deroppe ...

Jeg kunne slet ikke holde op med at betragte blomsterfloret. Jeg gik frem og tilbage og sugede alle detaljer til mig. Og pludselig undrede jeg mig over en lyd, som jeg kendte så godt, men som jeg ikke havde hørt længe. Den var god nok: Det var lyden af bier, der summede. Og ganske rigtigt - masser af bier, svirrefluer og alskens andre insekter flokkedes om blomsterne. 

Jeg kan roligt sige, at præcis dét øjeblik var sommerens lykkeligste. Og resten af dagen føltes gylden, blød og velsignet. 

Et lille udvalg fra blomstermarken ...

Derefter kiggede jeg til marken hver dag. Den ændrede sig hele tiden. Nye blomster kom til og jeg heppede på, at de allesammen ville sætte en masse frø, så hele herligheden kunne komme igen til næste sommer. 
Især kornblomsterne var der mange af. Men ikke kun i den klassiske mørkeblå farve. Næh, jeg havde dyblilla, lyslilla, lyseblå og sågar hvide kornblomster. Og de så ud til at trives fantastisk. 

"De er til dig, far," tænkte jeg. 
"Det her ville du også nyde."

Resten af marken lå utilsået hen. Bortset fra en stor cirkel, hvor en masse Engbrandbæger skød op. 
"Afskyeligt giftige," meddelte min søster i telefonen. 
"Fjern dem straks!"

Men da jeg nærmede mig de gule blomster med saksen, noterede jeg mig, at insekterne var mindst lige så vilde med dem, som de var med resten af blomsterne. 

Ergo blev de stående - og imens fostrede jeg nye planer. Jeg overvejede nøje placering og etablering af det, som jeg i mit stille sind kaldte for heksebedet. Altså bulmeurt, skarntyde, natskygge og andre giftige hekseplanter.

Jeg legede med tanken om at producere min egen flyvesalve og i det hele taget forgifte irriterende mennesker efter behov. Jeg begyndte også at overveje at lave et indgangsparti med en rosenbue bestående af klatrende brombærbuske. For slet ikke at tale om, hvor sjovt det kunne være at dække den lille løsdriftsstald, der stod på marken, med kæmpe tragtsnerler i hvid og blå. 

En lang bræmme af busksolsikker, kunne også sagtens finde plads på marken. Der var allerede spiret solsikker op i marken, fordi der åbenbart også havde været solsikker i frøblandingen. 

Jeg begyndte at dagdrømme meget i den periode. Marken skulle forvandles til en vild sansehave, et mekka for insekter og et paradis for fuglene. Jeg ville lave små stier og omgive dem med alskens blomster, buske og træer. Jeg regnede på, hvor stort jeg kunne nå at få et egetræ i min levetid, hvis jeg holdt op med at ryge. 

Men selv om blomsterne trivedes rimelig godt, forblev marken underlig sjasket og svampet. Det undrede mig meget. Hvorfor? Jeg blev ved med at tænke, at det også havde været en meget våd sommer - og så drømte jeg ellers videre om min kommende pragthave. 

Lykken varede til den dag, jeg sad og læste i et af de mange bonderøvs-blade, som vi får med posten. Mellem en reportage fra DM i pløjning og et rosende portrætinterview med en svinebaron, stødte jeg på en artikel om jordbehandling. 

Engang imellem tog jeg en buket ind. Og jeg synes faktisk, at de buketter var helt ufattelig smukke ...

Og der - lige der - stod min mark beskrevet sort på hvidt. Under mellemrubrikken 'Traktose' ... 

"Den opstår i jorden som følge af kørsel med store og tunge maskiner. Belastningen giver en sammenpakning af jorden, som er skadelig for planternes vækst.

Den hårde, pakkede jord forhindrer vand og planterødder i at trænge dybt ned i jorden, og det vil få konsekvenser for planterne. De vokser fint i den øverste del af jorden, som typisk er løs i strukturen, da den er påført efterfølgende, men på et tidspunkt når rødderne "muren" i form af den komprimerede jord, og så er problemerne tydelige. Planter, buske og træer stopper med at vokse. Herefter går de ud, enten fordi de tørrer ud, eller fordi de drukner."

"FOR HELVEDE!," råbte jeg så højt, at Onkel G. nær havde tabt sin kaffekop.

"TRAKTOSE hedder det! Vi har fucking traktose oppe på marken. For satan da," svovlede jeg. 

"Jamen, lille skat - det kunne du da regne ud," sagde Onkel G.

"Området er en gammel grusgrav. Her hvor vi bor, har der kørt store maskiner i pendulfart - fyldt med grus."

"Der står her, at man kan gnubbe jorden," sagde jeg, mens jeg læste videre. 

"Grubbe jorden," rettede Onkel G. 

"Ja, men hvis du vender jorden, så får du bare en masse gamle mursten, byggeaffald, alt muligt mærkeligt med op. Jeg er temmelig sikker på, at der er blevet fyldt masser af byggeaffald i jorden her omkring. Dengang tænkte man jo overhovedet ikke på miljøet."

Jeg vil ikke gengive, hvor meget jeg bandede over traktose-nyheden. Og har bandet over den siden. Jeg har et problem med traktose. Det er noget forbandet %€# ... 

Jeg har imidlertid læst om et firma i Jylland, der simpelthen behandler traktose med trykluft. Jeg forsøger at tage mig sammen til at finde ud af, om jeg kan gøre noget selv, hvor meget det kommer til at koste - og om det overhovedet er effektivt. 

Jeg overvejer også, om jeg bare skal skrinlægge alle planer og slå mig til tåls med, at jeg muligvis stadig kan få masser af sommerblomster på marken og på den måde stadig opfylde et af mine hensigtserklæringer med dette sted: At gøre det til alle tiders fristed for dyr, blomster, insekter, fugle og planter ... 

OBS:  

Note til de grønfingrede. Min bivenlige brakblanding består af følgende: 

• 40% boghvede
• 20% oliehør
•   3% cikorie
•   3% kommen
• 10% honningurt
•   8% kællingetand
•   8% hvidkløver
•   8% blodkløver 

Min blomsterblanding består af følgende: (Plus de mange mærkelig blomsterfrø, som jeg selv smed oveni) 

Brudeslør (Gypsophila mixed)
Chrysanthemum (Chrysanthemum sp.)
Evighedsblomst (Rhodanthe maculata mixed)
Guldvalmue (Eschscholtzia californica)
Hundetunge (Cynoglossum amabile)
Jomfru i det grønne (Nigella damascena mixed) 
Jomfruskørt (Convolvulus tricolour)
Kornblomst-mix (Centaurea  cyanus blanding)
Marmeluk-ærme (Lavatera  mixed) 
Morgenfrue (Calendula pacific Beauty Mix)
Mølleblomst (Clarkia elegans mixed)
Rød hør (Linum  rubrum)
Silkeskørt-mix (Godetia sp.)
Silkevalmue (Papaver rhoeas mixed)
Sløjfeblomst (Iberis umbrellata mixed)
Sommer Adonis (Adonis aestivalis)