Midt i min nabos mareridt

Bedst som jeg havde spidset min pen for at fortælle den gribende historie om pfui-fuglene, stak Anna hovedet ind til mig med et glas rom der ringlede fint af isterninger. Og som den høflige gæst jeg er, siger jeg jo ikke nej til sådan et traktement. Ergo sidder jeg nu og ryger (undskyld - jeg skal nok holde op!) og skriver, akkompagneret af Sydamerikas typiske lyde: Biler der gasser op, bilalarmer der går igang, folk der råber til hinanden, knallerter der skratter forbi, ubestemmelig umch-umch-baslyde fra en nærliggende fest og den hyggelige sislen af Anna der steger mad i køkkenet i nærheden. Jeg ved godt, at jeg er i Mellemamerika, men eftersom jeg kun har erfaring fra Venezuela og Mexico, kan jeg ikke lade være med at sammenligne.

Det varmer mit hjerte, at tico'erne har det samme forhold til støj som venezuelanerne og mexicanerne har det: Nemlig at der gerne må være rigeligt af det. Selv fuglene kører på fuld skrue. Ikke noget med en sagte pippen i buskadset. Næh, det er SKVIT SKVIT, så jorden ryster.

Jeg sender lige en tanke hjem til min sure eks-nabo som en fredag aften ringede til mig for at klage over det "ritsj" det gav, når jeg hev malertape af strimmelen. Jeg var igang med at afdække en dør, som jeg havde planlagt at male. Da jeg havde hørt på hans smålige brokkeri i fem minutter, gav jeg ham et råd, som skulle vise sig at grave min egen grav.

"Ved du hvad," sagde jeg til ham.

"Klokken er halv ni en fredag aften. Og du ringer for at brokke dig over lyden af tape der bliver revet over. Mon ikke du skulle chille lidt og skride ud i byen og få dig noget fisse?"

Og så lagde jeg selvtilfreds røret på. Der fik han dén! Ni måneder senere og mange måneder derefter blev jeg holdt vågen af babygråd hver eneste nat. For fanden ... det var jo ikke meningen, at han skulle tage mit råd så bogstaveligt!

Min nabo ville virkelig få travlt her. Jeg kunne unde ham oplevelsen bare for at iagttage, hvordan han langsomt ville gå i opløsning - tynget til jorden af al den støj.

I dag brugte jeg dagen på præcis det, som jeg havde forestillet mig: Nemlig ikke en skid. Hvad jeg derimod ikke havde forestillet mig var, at Valladia var så sød og underholdende. Vi sludrede om film - som hun godt kan lide. Bøger - som hun ikke kan lide. Tålmodighed - som hun ikke har. Og en masse andet. Jeg prøver at finde ud af hendes familieforhold, for hun er ud af en typisk, moderne familie med papsøskende og bonusmødre.

Bedst som vi sad og sluprede i vores tredje kop kaffe (Costa ricansk kaffe som ubetinget er verdens bedste! Jeg kan forstå, at colombianerne i smug importerer costa ricansk kaffe, fordi deres kaffe bare er noget tyndt sprøjt i sammenligning.)

dukkede først en fætter op. Så en søster. Så en nevø. Så en farbror og en onkel.

Allesammen for at hjælpe Anna med ditten og datten. I løbet af et øjeblik var vores fredelige gårdhave omdannet til et cirkus. Der blev råbt tværs gennem haven, der blev uddelt knus og talt meget hurtigt på spansk. Der blev grinet højt og både Carla og jeg blev klappet og kysset og spurgt - stadig på spansk - om vi ikke synes, Costa Rica er det smukkeste land i verden. Og om jeg forresten havde lyst til at se en kaffeplantage, hvor de lavede verdens bedste kaffe. Og om jeg ikke havde lyst til at se et sted, hvor der var så mange kolibrier, at man bare behøvede at gå rundt med en lille kande med sukkervand - så ville lande på ens hånd.

Gudskelov havde jeg Valladia ved min side, så jeg kunne få lidt hjælp. Jeg greb forgæves efter min spanske dictionary, men det var der slet ikke tid til. Så jeg skyndte mig bare at smile og sige ja til det hele, mens jeg forbandede det onde skolesystem, som ikke sørgede for at lære mig spansk fra første klasse.

Det var som at være midt i en tsunami af støj. Og det var dejligt. Det er lige som om, at alting her bare er - som bandet DAD ville udtrykke det - overmuch. Alting larmer mere, lugter stærkere og føles mere intenst.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at costa ricanere - og sydamerikanere i almindelighed - kun levede halvt så længe som os andre - og at de derfor bliver nødt til at gøre alting dobbelt så intenst. (Det kan godt være, at teorien holder stik i andre, mere fattige lande. Men i Costa Rica er middellevetiden henholdsvis 81 år for kvinder og 76 år for mænd.)

Jeg er glad for, at jeg ikke som andre halvgamle damer der skal finde sig selv, har besluttet at søge ly i en fjerntliggende ashram for at meditere over livets underfundigheder i dyb stilhed.

Jeg vil hellere være lige her. Med bilalarmer og rom i glasset. 


Ps: Undskyld at jeg ikke holder, hvad jeg lover. Jeg skal nok fortælle, hvordan det går med at lave mad til alle støjsenderne. Og selvfølgelig skal I ikke snydes for at høre om Pfui-fuglene ...