Frygt og lede i regnskoven, sex med L.O.C. - og det endelige opgør ...

Dette billede hænger i strandbaren. Jeg har altid fundet det mægtig muntert ...

Dette indlæg + den spændende fortsættelse er faktisk tre blogindlæg. Derfor den monstrøse længde. Det første indlæg var skrevet og skulle have været lagt på, den dag Carla forsvandt. Men nu får I lige det hele sådan lidt forsinket. Ak ja - hvis jeg brugte lige så meget tid på fornuftige ting, som jeg bruger på at flippe ud over edderkopper, så tør jeg slet ikke tænke på, hvor meget jeg ville få fra hånden ...

Dette indlæg er skrevet med cirka 300 hjerteslag i minuttet. Jeg bliver simpelthen nødt til at berette om det, for jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg ellers skal gøre. Jeg er fuldstændig pumpet op på angsthormoner - og som altid er det en edderkops skyld.

For satan hvor ville jeg give meget for at kunne lægge min araknofobi fra mig. For helvede i satan og fandens hvor jeg synes, at min angst for edderkopper er hæmmende og irriterende på mange måder. Pis, pis, pis ... hvis jeg skal være helt ærlig, så skammer jeg mig faktisk over at være sådan en svagpisser.

Egentlig syntes jeg, at det gik meget godt med mig og edderkopperne. Jeg har haft flere succesoplevelser, og selv om jeg ikke decideret kæler med de store edderkopper, som kan lave spind så store som møllehjul på en nat, så har jeg accepteret deres tilstedeværelse. Jeg er forsigtig, når jeg færdes i regnskoven, fordi jeg meget nødig vil gå ind i deres spind og på den måde få dem på mig.

Men jeg har for eksempel to store spindlere i loftet, og jeg synes egentlig, at de er meget hyggelige på deres egen måde. Det gode ved dem er i hvert fald, at de bliver hvor de er. Og hvis man beslutter sig for at fjerne dem, reagerer de dejligt forudsigeligt. De spæner af sted i deres spind, men som regel kan man vikle det om kosten og forsigtigt sætte dem ud et velegnet sted, mens de frygtsomt sidder og balancerer på kostens børster. Og i det mindste hopper de ikke ...

Min grænse går stadig til en vis grad på størrelsen af dem - men især hvilken art de tilhører. Jeg må sige det, som det er: Jeg kan ikke fordrage jagtedderkopperne! Selv om de er udenfor og bare løber over skovstien, når jeg kommer gående om natten, så giver det et kæmpe gib i mig, hver gang jeg ser en af dem. Endnu har jeg ikke haft den tvivlsomme glæde at have en ægte tarantel indenfor dørene. Det er mit indtryk, at taranteller er temmelig sjældne. Faktisk har jeg et indtryk af, at man ligefrem værner om tarantellerne her omkring, fordi der ikke er så mange af dem. Og det har jeg stor sympati for. 

 Denne her seng sov mig og Momme i, da vi var ude at kigge efter havskildpadder. Totales tropeagtigt, hvabehar?

Det ville overhovedet ikke gøre mig glad, hvis alle edderkopper i hele verden blev udryddet. For de er sat her på jorden - og derfor skal de have lov til at eksistere. Jeg er en gæst i regnskoven, og fordi jeg mere end nogensinde kender regnskovens magi, så ønsker jeg bare at eksistere lige så stille uden at genere den eller de dyr og væsener, der beboer den. Jeg ville bare så fuckin' meget ønske, at jeg ikke var bange for edderkopper ...

Her til aften da jeg kom hjem, ville jeg slå mig ned på min faste skriveplads for at arbejde videre på den udødelige litteratur, som jeg har tænkt mig at berige verden med. Men regnskovssheriffen har jo skarpe øjne. Efterhånden kender jeg hver eneste knast i huset, fordi alt jævnligt bliver gennemlyst med min lommelygte. Og jeg behøvede ikke engang ekstra lys for at konstatere, at der sad en kæmpestor jagtedderkop på myggenetsvæggen - cirka 20 centimeter fra min skriveplads. Alligevel lyste jeg på den, hvilket absolut ikke gjorde mig gladere. For da lyset fra min lommelygte ramte dyrets øjne, illuminerede de fuldstændig - et temmelig skrækindjagende syn.

Som altid mandede jeg mig op og heppede på mig selv, mens jeg fandt saftevandskanden frem. Når jeg finder de store edderkopper, så transformerer jeg virkelig mig selv til at blive regnskovssheriffen. Jeg estimerede, at saftevandskanden var det rigtige valg, for edderkoppen var lidt større end min håndflade minus fingre. Det betød, at jeg måtte ramme meget, meget præcist, så jeg ikke kappede benene af den. Men regnskovssheriffen ved, at kasserollen ikke er nær så handy som saftevandskanden, og hurtighed var kodeordet her ...  

Ergo stod jeg et øjeblik senere og tog sigte. Med en præcis, hurtig bevægelse forsøgte jeg at fange den med saftevandskanden. Men edderkoppen var hurtigere - den hoppede.

Den hoppede over på mig!!!

!!!

!!!

!!!

!!!

Hele dagen har jeg været så nedringet som en havneluder fra Panama. Jeg kunne ikke  finde en undertrøje, som gik til min sidste, rene kjole, der er mega nedringet. Derfor ræsonnerede jeg, at eftersom jeg bor i en strandby fyldt med halvnøgne mennesker, så betød det s'gu ikke så meget. Desuden fik det den nye vagt i mit lokale supermarked til at bære alle mine varer ud til min cykel og sikre mit indkøb af æg så forsvarligt, at alle 18 styks overlevede hjemturen. (Jeg er storforbruger af æg, fordi Red jo skal have sin faste aften-omelet.)

Men edderkoppen landede lige i min kavalergang! Jeg kunne mærke bumpet fra dens vægt mod mit brystben - og derefter den rædselsfulde, kriblende fornemmelse af et ekstremt stort insekt mod min bare hud.

Jeg udstødte et fuldstændig vildt skrig. Det kom helt nede fra maven. Samtidig faldt jeg baglæns, mens jeg med begge hænder børstede edderkoppen af mig.

Den løb ned af min kjole og af mit ene ben, mens jeg bare skreg og skreg. Jeg sværger, at hvis den var løbet ind under min kjole, så sad jeg ikke og skrev det her. Så var jeg helt sikkert død af skræk.

Derefter løb den selvsikkert op ad væggen, hvor den atter satte sig til rette.

 Endnu et billede af mine elskede hjernekoraller. Jeg er igang med et fascinerende projekt med dem. Mere om det i et andet blogindlæg ...

Væk var regnskovssheriffen. Tilbage var Knirke, som havde fået skudt så massive mængder angsthormoner ud i kroppen, at jeg rystede på hænderne og var i nærmiljøet til at græde.

I sådanne situationer er der faktisk kun én redning: Cigaretter. Jeg kæderøg tre, mens jeg dirrende sad og kiggede på edderkoppen, som var så stor, at jeg kunne se, at den knitrede velbehageligt med de der to små dimser, den har lige ved hovedet. Kindbakker måske? Eller har edderkopper - udover kindbakker - et eller andet siddende ved hovedet?

Carla er vant til at bo sammen med en tosse. Så da skrigeriet var overstået, lagde hun ørerne ned igen, gik tre gange rundt om sig selv - og lagde sig til at sove videre. Gentledog Red var derimod højst forstyrret over det hele. Normalt er han vant til, at vi danser og synger til Elvis Presley her i huset. Og som regel er han helt med på at springe overstadigt rundt om mig, når jeg gungrer rundt i huset og brøler YOU AIN'T NOTHING BUT A HOUNDDOG ...

Da jeg begyndte mit skrigeri, for Red knurrende op. Først løb han hen til mig, derefter snusede han rundt i hele huset, og til sidst tog han en runde udenfor. Derefter vendte han tilbage til mig, hvor han klinede sig op af mig, mens han kiggede bekymret på mig.

Jeg overvejede situationen og kom til den konklusion, at jeg kun havde én livlinie: Edwin. Jeg overvejede situationen én gang til, men bed så i det sure æble. Tog min lommelygte og vandrede op til hovedhuset for at banke ham op.

Jeg undskyldte meget ydmygt for at forstyrre ham, og forklarede at jeg havde en af de edderkopper i mit hus, som kunne hoppe. Jeg fortalte ham ikke, at den rent faktisk var hoppet over på mig, og derfor tror jeg nok, at han undrede sig over, hvor speedet og underlig jeg var.

 Reds image som hård hund m. usvigelige dræberinstinkter har fået en hård medfart efter at jeg viste dette billede til Edwin. Først grinede han højt. Så blev han forarget. Og nu har han slået sig til ro med, at selv Red kan trænge til kærlig, feminin omsorg engang imellem ...

Jeg vandrede tilbage til mit hus, og et øjeblik efter stod Edwin der med en kost. Han troede åbenbart, at jeg flippede over en af spindler-edderkopperne, som jo nemt lader sig fjerne med en kost.

Men vi havde altså at gøre med en jagtedderkop. Ergo stak jeg saftevandskanden i hånden på Edwin og pegede med en dirrende finger på væggen, hvor edderkoppen stadig sad og så meget selvsikker ud.

Og Edwin gjorde det samme som mig - og med samme resultat. Edderkoppen hoppede over på ham. Jeg stod to meter væk, men alligevel fik det mig til at hyle højt og træde et skridt bagud, så jeg væltede hundenes vandskål.

Derefter forsvandt edderkoppen. Vi lyste begge med lommelygter over det hele. Men det ene øjeblik havde den været der - og nu var der intet spor af den.

Edwin trak på skuldrene og sagde: "Ja, så er der jo ikke så meget, jeg kan gøre."

Jeg erklærede mig helt enig og satte et tappert ansigt op. Men jeg var fan'me ikke mange sure sild værd. Mest af alt havde jeg lyst til at blive trøstet og klappet lidt på hovedet.

Men nu er han gået - uden at lægge an til den store medfølelse over, at jeg STADIG har en fritgående jagtedderkop i mit hus. Hvad der er sært er, at Red er blevet her.

Hvis Edwin dukker op ved huset, plejer Red altid at følge med ham op til hovedhuset igen. Men ikke i aften.

Jeg spekulerer på, om Red med sin følsomme næse kan lugte, at angstens sved sikkert vælder ud af samtlige porer i min krop. Jeg tror det. For han er superskarp og viger ikke fra min side. Jeg fik ikke engang lov til at gå ud og tisse alene ...

Edderkoppen er forsvundet, men jeg ved jo godt, at den stadig er her. Det har jeg simpelthen tænkt mig at ignorere, fordi jeg er træt og snart skal i seng. Mens jeg har siddet og skrevet dette, er angsten blevet erstattet af en hel enorm træthed.

Lige nu ville jeg bare så meget ønske, at jeg kunne få tag på de skide jagtedderkopper. Jeg kan mærke, at jeg generelt er blevet bedre til edderkopper. Men de forpulede jagtedderkopper bliver ved med at tage røven på mig, fordi de kan hoppe og er så fandens hurtige.

Jeg tror ikke, at Puerto Viejo har en fobi-skole. Hell - Puerto Viejo har groft sagt ikke andet end dagligvarer og Bob Marley-souvenirs at tilbyde. Så hvordan jeg kommer af med min edderkoppe-fobi?

Nogen forslag? Idéer? Kommentarer? Kom frisk med det hele, for jeg har virkelig brug for det ... 

 Hele Puerto Viejo har været tilplastret med denne efterlysningsplakat. Jeg brugte hele dagen igår på at tage dem ned. Hvor var det dog dejligt at kunne tage dem ned igen!

----------------- NÆSTE DAG ----------------

Kroppen er en forunderlig organisme. Og nu kan jeg så gøre endnu et notat på listen over ting, som jeg absolut må vide mere om. Efterhånden er den liste alenlang og rummer alt lige fra black power til zombiemyrer.

Det jeg er nysgerrig på er, hvad der præcist sker med en, når man bliver rigtig bange. Jeg ved nu, at det bare var et held, at jeg ikke tissede i bukserne i går, da edderkoppen hoppede i kavalergangen på mig. For jeg er netop kommet i tanke om, at det er meget almindeligt at tisse i bukserne, når man bliver rigtig angst.

I morges vågnede jeg som altid ved solopgang og det første jeg mærkede, da jeg slog øjnene op, var smerte. Udover at jeg føler mig fuldstændig drænet og udmattet, så kan jeg også melde, at gårsdagens edderkoppe-batalje har kostet mig en forstuvet ankel og en kæmpestor, blå bule der dækker den ene skulder.

Og det gør så ondt, at jeg er fuldstændig målløs over, at jeg i går kunne gå hele vejen op til Edwins hus og tilbage igen uden at mærke noget som helst. Læg dertil at jeg var så eksalteret, at jeg faldt i søvn uden at aftenmygge.

Så situationen er nu, at jeg ligger i min hængekøje med hele husstandens pudebeholdning strategisk placeret under mine ømme kropsdele. Med is på ankelen, oversået af myggestik og fuldstændig udmattet - men i en form for hormonelt overdrive, som muligvis gør mig halvfarlig for omgivelserne. Ud over det er jeg så tørstig, så tørstig. Jeg er helt mæt i maven af at drikke vand, og det føles som om, at uanset hvor meget vand jeg drikker, så kan det ikke slukke tørsten.

Egentlig havde jeg forskellige, temmelig vigtige ting at ordne. Men jeg har besluttet at holde mig i huset i dag. Jeg er ret sikker på, at det vil vække både opsigt og undren, hvis lokalbefolkningen pludselig observerer en hvid dame komme haltende ned af grusvejen, for derefter at kaste sig over den tandløse vandmelonsælger. For slet ikke at tale om, at jeg muligvis kan blive skudt, hvis jeg begynder at gimpe på den nye supermarkedsvagt, som var så flink i går.

Supermarkedsvagterne er nemlig blevet bevæbnede siden jeg flyttede ind her i huset. I begyndelsen havde de bare knipler. Men nu er det s'gu ni millimeter-guns, der hænger på deres hofter.

Edwin tør jeg ganske enkelt ikke gå op til. Det ville være enormt pinligt, hvis jeg bosatte mig i hans armhule og nægtede at komme ud. For slet ikke at tale om, hvis jeg gav efter for min trang til at lugte til ham. Han lugter nemlig ret stærkt og også godt - mørkt, moskus-agtigt, krydret, lidt salt og vanvidsfremkaldende i min nuværende tilstand.

Det kan da godt være, at jeg engang imellem savner at blive rørt ved. Men det har dog været til at styre uden de helt store problemer. Indtil den edderkop landede på mig i går. Da Edwin var gået, måtte jeg ryge endnu flere cigaretter, mens jeg klynkede over, at han havde været iført intet andet end forvaskede jeans, da han kom ned i huset.

Og den eneste forklaring jeg kan komme i tanke om er, at jeg har været så sanseløs skrækslagen, at hjernen åbenbart har åbnet for alle sluser og pumpet alt hvad der har været af hormoner, adrenalin og sikkert en masse andet ud i kroppen på mig.

Resultatet er i hvert fald, at emnet sex ikke på noget tidspunkt har forladt mine tanker, siden jeg stod op. Faktisk har jeg her - klokken 12.58 - dyrket fantasisex med næsten hele verden - inklusive Clement Kjærsgaard og Jens Okking ... 

 Sejt nok, ikke? Denne krokodille er blevet fanget i nærmiljøet, fordi den var begyndt at tage hunde. Og man frygtede, at den også ville få smag for børn. Kraniet er blevet foræret til Edwin. Og nej: Han går desværre ikke af med det ...

Og når man i er dén tilstand, hvad er så det bedste, man kan gøre? Ja, nemlig ... min gode fb-ven Palle var så sød at smide mig linket, så jeg kunne downloade L.O.C.s nye album her fra Costa Rica.

Så nu ligger jeg og svæver i hængekøjen, mens jeg nynner 'jeg lover dig bitch ... jeg ku' gi' dig den allerbedste nat i dit liv' og lader min hjerne køre crazy amok-løb i L.O.C.-fantasier.

Jeg vurderer, at det er det sikreste at få afløb på dén måde: Simpelthen at obsesse 100 procent over L.O.C., indtil denne mærkelige tilstand er overstået. Og den bliver forhåbentlig overstået. Ellers tror jeg simpelthen, at jeg bliver vanvittig!

Hvad L.O.C. angår, så ignorerer jeg fuldstændig, at min veninde Majse har fortalt mig, at han er gået fra en være en slem dreng, og til at sidde i tv hver fredag aften, hvor han - overfor unge, kvindelige sangtalenter - opfører sig som en smålummer onkel af den slags, som man bare ikke vil sidde ved siden af til familiefesten.

Lige nu er han ude i regnskoven med mig. Og jeg håber selvfølgelig, at han overlever turen - men jeg kan ikke garantere noget ...

Aj, jeg håber faktisk virkelig, at han overlever - for det album er simpelthen lavet til at blive spillet live! Og jeg er lykkelig for, at jeg investerede i et par okay gode højttalere til min computer, da mig og Momme raidede Wallmart i San José sammen.

------- SENERE ------- Klokken 23.03 -------

Jeg havde lige sat mig ned med en kop te for at skrive et par mails og slutningen på dette blogindlæg. Jeg ville egentlig have skrevet, at jeg var faldet ned igen, havde drukket mindst 50 liter vand og havde oven i købet været ude at halte en lille tur i skoven by night - noget som jeg først er blevet modig nok til for nylig.

Eftersom den onde jagtedderkop sidst blev set ved min skriveplads, havde jeg klogeligt sat mig et andet sted.

Bedst som jeg småfløjtende var ved at skrive en mail til gøjemor Gitte, faldt mit blik på netvæggen overfor mig.

Monsteredderkoppen er tilbage!

Jeg mønstrede den først med sammenknebne øjne. Derefter med lommelygten så jeg igen kunne nyde synet af dens illuminerede øjne.

Jeg røg to cigaretter i streg, mens jeg kiggede på den og overvejede situationen. Det kan under ingen omstændigheder komme på tale at tilkalde Edwin igen. Dels fordi han jo fejlede sidste gang, og dels fordi det ville være så utrolig ydmygende at blive udvist af Costa Rica med en voldtægtsdom i bagagen. (Vil godt lige være sikker på, at mine hormoner er faldet til ro, før jeg nærmer mig ham) Og også lidt fordi, jeg vil føle mig som et skvat, hvis jeg endnu engang skal hente hjælp udefra.

Dette er personligt. Det er muligt, at jeg blev såret på slagmarken i går - og at monsterkoppen vandt en meget stor moralsk sejr ved at skræmme livet af mig.

Det har åbenbart gjort den så kålhøgen, at den nu mener, at den kan spadsere rundt i mit hus, som det passer den. Men oh, lille edderbasse - et enkelt vundet slag ikke nok til at vinde krigen ...

Jeg har strammet t-shirt-forbindningen om ankelen og varmet min dårlige skulder op. Jeg har endnu ingen plan, men satser på at begynde med at tirre den lidt for at aflure, hvilke planer den har for dette slag.

Den er lige løbet en meter hen over myggenettet, hvilket var utrolig dumt af den. Bare dens bevægelse var nok til at sende nye mængder adrenalin ud i mit blod. Jeg koncentrerer mig om at holde min vejrtrækning stabil og bare iagttage. I nat vil jeg bruge adrenalinen konstruktivt ...

 Der er dage, hvor man bare fortjener iskaffe og klæg chokoladekage. I dag var en af dem ...

------- Klokken 23.21 -------

Jeg har netop smidt en bog om lykke efter den. En tynd bog som jeg fik af Momme. Det fik den til at hoppe - men ... hahahahaha ... jeg var ude for rækkevidde. I stedet landede den på køkkenbordet, hvor den gik i angrebsposition ved at stille sig på bagbenene og vifte med forbenene. Jeg sværger, at jeg tror, at den hvæsede af mig. Men er i tvivl. Omvendt har regnskoven budt på hvæsende insekter før, så hvorfor ikke?

Jeg overdøver den ved at spille Ministry, som er perfekt musik til at gå i krig med.

Den er presset. I går havde den ikke behov for at vise åbenlys aggression, men rollerne har ændret sig. Den er ikke længere op mod en forvirret kvinde med en pornografisk kavalergang. Den er oppe mod en veteran, der kender til krig!

------- Klokken 23.47  -------

Jeg har klækket en plan og er lige færdig med at konstruere mit våben. Jeg har tapet papkassen, som mine højttalere kom i, på en pind, som jeg fandt på stranden. Det er perfekt. På den måde kan jeg fange den, samtidig med at jeg er ude for hoppeafstand.

Når jeg fanger den i papkassen bruger jeg låget fra en pizzabakke til at lirke bag papkassen og på den måde spærre udyret inde.

 -------  Klokken 00.03 -------

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var oppe mod en snedig modstander - og jeg er modvilligt imponeret over dens seneste træk. Den er kravlet op på væggen igen og sidder nu så tæt på computeren, så jeg ikke kan skifte spilleliste uden at være inden for hoppeafstand. Det betyder nu, at jeg hører Otto Brandenburg og to lys på et bord - hvilket ikke er godt for min kampmoral. Dette er ikke en situation, hvor der bør høres Otto Brandenburg!

Samtidig har den sat sig, så mit ene viskestykke vil komme i vejen, hvis jeg slår til med papkassen.

Men jeg har tid til at vente. Jeg er helt rolig, skarp og fokuseret.

------- Klokken 00.26 -------

Har netop kastet min bøtte med tandtråd efter den. Det reagerede den ikke på. Den lurer stadig bag viskestykket og Otto er kommet til 'For når en sailor går i land' ...

------- Klokken 00.42 -------

Som altid er den tynde fugleguide over Costa Rica et effektivt våben. Det fik sat skub i den. Desværre flygtede den så højt op på væggen, at det ikke er sikkert for mig at slå til med papkassen.

Til gengæld er vi tilbage på Ministry ...

------- Klokken 01.11 -------

Den er atter gået i dække bag det gule viskestykke. Jeg kan se fire af dens ben stikke ud. Jeg har skiftet batterier i min lommelygte for at få det stærkest mulige lys på den. Har hørt at stærkt lys kan paralysere jagtedderkopper ...

------- Klokken 01.24 -------

Har lige kastet Carlas lille gnaveben efter den, hvilket fik den til at pile hen og sætte sig bag min vindruekerneolie. I mellemtiden har jeg fjernet alle viskestykker.

Hahaha ... nu har den ikke længere noget skjulested der. Jeg afskærer den stille og roligt fra alle flugtmuligheder.

Tag den - væmmelige, lille edderbasse!

------- Klokken 01.26 -------

Dette er den perfekte nat til et slutopgør. Jeg har lavet mig en kop te og tapet kassen ekstra godt fast til pinden.

Jeg er kvinden der jager, jeg er regnskovssheriffen, jeg er en ninja - og jeg finder mig ikke i pis længere.

Der er vild gang i regnskoven. Vaskebjørnene udstøder deres karakteristiske Ouh-Ouh-skrig, tudserne er i topform og deres wo-op, wo-op, wo-op gjalder gennem skoven. Der sidder et dyr og skriger sært og hæst lige ved huset. Insekternes massive lydtapet hænger i baggrunden af det hele. Langt væk kan jeg høre den dumpe brølen fra det Caribiske Hav.

Det er en smuk nat at føre krig i ...

------- Klokken 01.31 -------

Noget meget stort og tungt er lige faldet ned på mit tag. Men jeg rører mig ikke ud af flækken. Det er et afledningstrick fra monsterkoppens side, og jeg hopper ikke på den slags billige tricks!

Behårede ben stikker ud bag vindruekerneolien.

------- Klokken 01.37 -------

Mens jeg venter kan jeg beundre synet af noget, som jeg først troede var et stort, brunt blad. Det er ikke et blad. Det er en bille - og den er næsten lige så stor som min hånd inkl. fingre. Knap så bred ... men alligevel: Hvorfor bliver insekterne så store her i regnskoven?

Men billen må klare sig selv. Jeg kan ikke hjælpe den ud lige nu. Hvis jeg vender ryggen til monsterkoppen, er jeg ikke i tvivl om, at den benytter lejligheden til at forsvinde.

------- Klokken 01.41 -------

Jeg elsker duften af væltet vindruekerne-olie om natten. Et underhåndskast med en Clinique Cleaning-foam har sendt monsterkoppen op på træværket ved taget. Fuck dog også - hvor er den bare stor ...

------- Klokken 02.04 -------

Jeg venter tålmodigt. Har ryddet alle krydderier væk fra køkkentræværket. Den har ikke længere småting at gemme sig bag.

Nu er det bare den og mig. Håber den sveder angstens sved ...

------- Klokken 02.13 -------

Jeg er så snedig. Jeg tog chancen og slukkede alt lyset i fem minutter. Oh, lille naive edderbasse - troede du virkelig, at regnskovssheriffen var gået i seng?

Hehehe. Da jeg tændte lyset igen, havde den bevæget sig ned på netvæggen. Den sidder nu i en perfekt indfangningsposition.

------- Klokken 02.19 -------

Så er det nu eller aldrig. Svigter jeg nu, har jeg tabt endnu et slag. Det må ikke ske. Har øvet mig inde i gæsteværelset med edderkoppefangeren. Jeg ved, at jeg kan. Jeg må være hurtigere end Lucky Luke ...

------- Klokken 02.46 -------

HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAAAAAAAAAAAAAA ..... JEG ER DEN BEDSTE!

Edderbassen blev så overrumplet, at den nærmest selv hoppede i fælden. Kunne høre den krible desperat rundt i kassen, mens jeg bar den laaangt væk fra mit hus. Faktisk bar jeg den op i nærheden af Edwins hus, så hvis den savner elektricitet og træk og slip, kan den bo hos ham.

Jeg smed det hele fra mig og spurtede hjem. Så det skal jeg lige hente i morgen.

JEG ER UOVERVINDELIG! JEG ER EDDERKOPPEBETVINGEREN! Jeg er typen, der ikke finder mig i pis fra spindlere ...

Og nu tager jeg en sjus at sove på. Jeg er, så jeg ryster på hænderne. Meeen ... jeg tager en sjus i et jagtedderkoppefrit hjem! Muahahaha!!!

 Edderkoppebetvingeren og regnskovssheriffen herself. Bemærk hvor cool, calm og collected jeg ser ud ...