Nedtursdage ...

 Sådan nogenlunde føler jeg mig lige nu ...

Lige nu sidder jeg i min seng. Jeg har forsøgt at se et afsnit af min teenagetids yndlingsserie 'Robin of Sherwood', men eftersom den handler om venskab og glade mænd, der løber rundt i en vidunderlig, nordisk udseende skov inklusive fuglesang og bægerklang, så får den mig bare til at savne maj måned i Danmark og Hareskoven helt vildt. For slet ikke at tale om, hvor meget jeg savner mine venner og min familie lige nu ...

Dagen begyndte med, at jeg blev vækket af tordenskrald. Jeg slubrede ud for at lufte Carla, og hun kastede ét blik på mig - hvorefter hun stak af. Ja, hun er stadig i løbetid, og jeg fangede hende halvvejs nede ved den asfalterede vej, hvor hun fjollede rundt med Red. Mest af alt havde jeg lyst til at tage den ene hund og slå den anden med, men i stedet skovlede jeg Carla op i cykelkurven og gik tilbage.

Red opfører sig som en idiot i øjeblikket. Og det gør Carla også. Så da vi var tilbage i huset hoppede han op i min seng, mens jeg var i gang med at afføre mig mit drivende våde nattøj. Resultatet er, at min seng nu er oversået med fedtpoter og mit sovetæppe er fugtigklamt. Eftersom det har stået ned i stænger hele dagen - og stadig gør det - så er chancen for at tæppet kan blive tørt lig nul. Det bliver en kold nat ... 

 Valledia skrev mit navn i sandet, da vi var på ferie sammen. Nåårh <3 Jeg hedder Eva på disse kanter. Ingen - ingen - kan udtale 'Knirke'

  

Da jeg havde verfet Red ned, var han stadig så eksalteret, at han tissede op af min kuffert med mit rene vasketøj, mens Carla dansede rundt om ham og inviterede ham til at gøre unævnelige ting ved hende.

Den møgirriterende pifte-fugl er tilsyneladende den eneste, der er mødt ind i junglen i dag. Den eneste lyd der skærer gennem regnens vilde trommen er dens Pift-pift ... Åhr, så hold dog kæft ...

Tarantellen - som jeg har døbt Preben til ære for gode, dejlige Andrea Bak - sidder stadig på væggen og ser olm ud. Han flytter sig lidt engang imellem, men virker ikke til at være særlig aktiv. Godt det samme. Hver gang jeg går forbi ham ud til badeværelset rækker jeg tunge af ham og snerrer "Dit grimme, behårede dyr ..." Men jeg kan i det mindste konstatere, at min veninde, Janne Aagaard, som har boet i Australien, havde ret da hun sagde, at på et tidspunkt bliver man simpelthen træt af at være bange.

Jeg tror, jeg er nået dertil. Sådan cirka. Men hvis Preben så meget som overvejer at komme ind i mit køkken/soverum - så får han fugleguiden over Costa Rica lige i nakken.

Her er næsten så mørkt, som var det aften. Og fugtigklam kulde sniger sig ind alle steder. Yes, yes - regntiden er begyndt. Hvis vi er uheldige fortsætter det med at regne i de næste par uger.

Jeg har andendags tømmermænd. Og med dem følger også den lede depression, som jeg altid får, når jeg har drukket. Tømmermændene stammer fra en stor fest i lørdags, som Edwin tog mig med til. Festen var ikke spor hyggelig - eller også er det bare mig, der har kukkeluret muttersalene i junglen så længe, at jeg ikke længere har nogen sociale færdigheder.

I hvert fald startede jeg med at begå den fejl ikke at tage mine sko af, da jeg gik indenfor til festen. Jeg havde faktisk ikke lagt mærke til, at alle andre havde smidt skoene. Den ikke særlig behagelige festejer hvislede til mig, om jeg ikke havde lært høflighed nogen steder. Og der var ikke så meget andet at gøre end at undskylde og tage dem af. Men denne brøler var nok til, at jeg blev mærkelig usikker og famlende. Så jeg endte med at gemme mig i et hjørne og derefter lave ålen og tage en taxa hjem.

Inden da nåede jeg at tage et vue ud over forsamlingen og det desillusionerede mig en del. De virkede ikke som særlig rare mennesker, alle disse expats og smarte lokale. Faktisk virkede festen lige så lukket om sig selv, som de værste incrowd-parties i København. Jeg skulle aldrig have taget til den fest. Jeg skal aldrig nogensinde forsøge at være social, når jeg er i det introverte hjørne. Og det havde jeg været hele dagen, fordi jeg havde ligget i hængekøjen og forsøgt at lave en form for tre måneders-status over min tid her i Costa Rica.

 Mit første brusebad i mit værelse hos Anna. Dagen efter jeg var ankommet til Costa Rica ...

Næste morgen vågnede jeg i et meget slet humør og med tømmermænd der virkede fuldstændig groteske i forhold til, at jeg egentlig ikke rigtig havde drukket noget. Men jeg havde heller ikke drukket vand, og så falder straffen prompte.

Dagen blev tilbragt i en sky af dårligt humør, mens jeg prøvede at drikke så meget vand, at min hovedpine kunne forsvinde. Men den blev hængende - sammen med det dårlige humør.

Huset ser ud af helvede til. Selv om jeg ikke har særlig mange ting, er det ikke desto

mindre lykkedes mig at dække samtlige vandrette flader med beskidt opvask, opsvulmede notesbøger og tøj i rå mængder.

Her er koldt og fugtigt. Og jeg føler mig egentlig bare som en fiasko. Jeg er bare så ked af det hele i dag.

Jeg prøver at kigge fremad på mit liv, og jeg prøver også at kigge tilbage. Men i denne her sindstilstand bringer det intet godt med sig. Mit hjerte ligger stadig knust i hånden på en mand, som på den ene side aldrig rigtigt gav slip, men som på den anden side heller ikke elsker mig. Og sådan som jeg har det nu, er jeg bange for, at han bare legede med mig hele tiden. Med alle sine søde ord. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke de tanker.

Men hjernen - det lille svin - er bare ikke altid til at styre. Så i stedet for at forsøge at lukke ned for det hele, lader jeg bare alle de destruktive tanker vælde igennem mig. Og det gør ondt. Det gør bare mega-ondt.

Jeg savner jer alle sammen helt vildt lige nu. Men jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg tog tilbage til Danmark. Leje et klubværelse i Ballerup og begynde forfra? Starte forfra med at kæmpe for at holde røven oven vande som freelancer med halvkedelige opgaver, drikke øl om fredagen og frygte endnu en lang, sort vinter, hvor jeg går rundt som en humørforladt zombie?

Da jeg stævnede ud på det her Costa Rica-projekt var det med en tanke om, at hvis jeg blev ved med at gøre, som jeg altid havde gjort - så ville jeg blive ved med at få det, som jeg altid havde fået. Og det var jeg ikke tilfreds med. Jeg ville have noget andet...

Lige nu har jeg lyst til at købe en billet til et andet sted. Og bare blive ved med at holde mig i bevægelse og rejse og rejse, indtil min penge slipper op. Men jeg ved godt inderst inde, at man ikke kan flygte fra sig selv. Det har jeg heller ikke lyst til. For jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at jeg flygtede. Tværtimod har jeg følt, at jeg forsøgte at rejse tilbage til mig selv for at finde ud af, hvad jeg egentlig vil bruge resten af mit liv til.

Jeg føler mig gammel i dag. Jeg er midtvejs i mit liv, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad jeg vil bruge det til. Der er dage, hvor jeg ville ønske, at jeg havde haft staminaen og roen til at stifte familie og gå og klippe stokroser og sådan ...

Omvendt kan jeg se, at selv om det er det mest almindelige livsvalg - så bringer det heller ikke altid lykke og fred i sjælen med sig. Og jeg er ret sikker på, at en kernefamilie havde givet mig så meget klaustrofobi, at jeg sandsynligvis var stukket af med halen mellem benene.

Man må vælge. Man kan ikke få alt. Jeg har valgt at have frihed. Og jeg synes, at den har kostet mig dyrt. Men selv om jeg er i et råddent humør lige nu, så tror jeg stadig på, at den var prisen værd. Det er i det mindste noget.

Men lige som alt andet kommer friheden også med skyggesider. Lige nu er skyggesiden, at jeg føler mig helt, helt alene. Og ikke bare alene. Men også usikker, dum og grim. 

 Mit første morgenmåltid i Costa Rica. Føles som hundrede år siden ...

I aften ville jeg give næsten hvad som helst for, at der lå en meget sød mand med en bred bringe i min seng. Sådan en som man kunne putte sig ind til og blive reddet af. Yes, yes - mine hormoner er åbenbart stadig ikke stabiliserede. Eller også er jeg bare ved at gå amok over mangel på sex og berøring. Og jeg har stadig ikke fundet en løsning på det problem.

Men uanset hvad - så ved jeg også godt, at det ikke er den vej, jeg skal gå. Altså det der med at spille Askepot og tro, at en anden skal klare ærterne for mig.

Og jeg satser stærkt på, at jeg i morgen vil grine højt og hånligt over, at jeg har haft det sådan for en enkelt aften.

Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke skal reddes af nogen. Ingen af os skal reddes af andre - og hvis man begynder at tro det ... så er man for alvor på røven.

Hvis jeg skal sige noget godt om de sidste tre måneder, så er det faktisk, at dette er min første rigtige nedtur. Jeg fik renset ud i en masse i de dage, hvor jeg sad og kiggede på junglen. Og jeg har haft det godt. Jeg bliver nødt til at klappe mig selv på skulderen for, at jeg har klaret det hele indtil videre.

Jeg landede i San José uden nogen idé om, hvad Costa Rica ville bringe. Og jeg var mildest talt udmattet, da jeg kom. Jeg er blevet stærkere, men jeg troede, at jeg hurtigere ville få en fornemmelse af, hvad jeg skulle foretage mig, når jeg var her.

Det har jeg ikke fået. Det eneste jeg bliver mere og mere sikker på, er at jeg skal et eller andet med regnskoven. Jeg ved ikke hvad, men det er den, som holder mig fast. Min fascination af den gror dag for dag - og på trods af Preben og de andre edderkopper har jeg ikke lyst til at fjerne mig fra den.

Når jeg kigger overordnet på det hele, så synes jeg, at jeg har kæmpet hårdt for at komme hertil. Rigtig hårdt. Og jeg synes, at jeg har givet afkald på meget for at give mig selv chancen for at opleve noget nyt.

Men lige nu er jeg lidt fortabt. Derfor har jeg besluttet mig for at handle. Der er en tid til at sidde og vegetere over regnskoven, og den tid er ikke nu.

Først og fremmest har jeg besluttet mig for at gå i realitetsforhandlinger med min forlagsredaktør, Anne, om at skrive en bog. Jeg kan mærke på hende, at hun gerne ser, at jeg begår en slags Eat, Pray, Love-agtig ting. Men jeg kan mærke på mig selv, at det har jeg ikke rigtig lyst til.

Jeg har læst bogen, og hovedpersonen irriterer mig en lille smule med al sin mediteren og dimsen rundt. Men faktisk tror jeg, at det er irriterer mig allermest er, at hun egentlig ikke rigtig har sat noget på spil. Hun er blevet betalt et herligt forskud for at rejse rundt i verden i ni måneder og finde sig selv. Hun holder jul med sin familie - derefter dimser hun videre, og da hun er blevet udsultet seksuelt længe nok, slår hun pjalterne sammen med en fyr. The end.

Måske er jeg bare er misundelig. For gud hvor gad jeg da egentlig godt dimse rundt med al den tryghed i bagagen. Men sandheden er, at jeg ikke ved, hvad der sker for mig herfra. Det er en del af min rejse, og jeg har accepteret præmissen. Men på en aften som i aften, så føles det hele bare meget utrygt og egentlig også lidt vanvittigt. For jeg føler, at jeg har sat alt på spil. Hvad hvis jeg aldrig finder, hvad jeg søger? Og hvad er det forresten, jeg søger?

Jeg havde et liv. Sådan et rigtigt et med en pæn stuk-lejlighed, en nogenlunde fast indtægt og en stabil tilværelse. Lige nu bruger jeg bare mine penge uden at tjene nogen. Og det kan ikke blive ved med at gå.

Heldigvis har jeg en god fornemmelse med forlags-Anne. Hun er ikke kun et utrolig sødt menneske, hun er også en af dem, som man kan tale med. Og det har jeg tænkt mig at gøre ...

 Anna lavede min første frokost i Costa Rica ...

Det er såmænd ikke fordi, jeg ikke har skrevet, mens jeg har været her. Jeg har skrevet hjernehistorier ...

Det begyndte alt sammen med de tre hjernekoraller, som jeg fandt på stranden, da jeg var sammen med kaffedrengene i Cahuita Nationalpark.

Jeg har et eller andet med hjerner. Måske fordi jeg selv er et hjernemenneske, der værdsætter min intellektuelle kapacitet rigtig meget.

I hvert fald lagde jeg de tre hjerner på mit bord og begyndte at tale med dem på daglig basis. Da Jesper dukkede op for at besøge mig, tog vi atter til Cahuita Nationalpark, hvor jeg samlede hele 35 nye hjerner.

Og hvad har jeg brugt dem til? Tjaeh, jeg har såmænd skrevet deres historier. Lige nu står de alle sammen på træværket rundt om min seng. Og engang imellem tager jeg en af hjernerne, kigger nøje på den og mærker på den - og så skriver jeg dens historie. Bagefter maler jeg et nummer i bunden af den med neglelak, så jeg kan finde rundt i, hvilke hjerner, jeg har skrevet historier til.

Det har været en fed skriveøvelse, men nok ikke noget, som kan udgives. Jeg kan i hvert fald ikke lige nu forestille mig, hvem der ville udgive historierne. Måske hvis jeg en dag bliver en vildt succesfuld forfatter, der kan få udgivet hvad som helst ...

Men jeg er selv glad for hjernehistorierne. Jeg synes, at de er gode. Og jeg har følt mig privilegeret over at kunne skrive, lige hvad jeg havde lyst til ...

Lidt over tre måneder er der gået, siden jeg landede i San José. Og uanset hvad kommer jeg aldrig til at glemme de måneder, så længe jeg lever. De har været vilde, vildt anstrengende - og de har også været rigtig sjove. Alt har været nyt og bare en tur i supermarkedet har været en oplevelse.

 Første gang jeg så Stillehavet. Det var ret fantastisk!

Jeg håber på, at mit sortsind kan forsvinde med en god nats søvn. Og jeg håber også på, at det ikke regner i morgen. For jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at handle nu. Jeg skal i bevægelse. Jeg skal væk fra alle skyggerne og tilbage i lyset.

Jeg sender jer alle sammen kys her fra regnskoven - og håber at I sender nogle opmuntrende kys tilbage. For det er, hvad jeg har brug for lige nu ...