Jeg gider egentlig ikke at skælde ud, for jeg elsker selv ting og sager. Men nogle gange er det rart at sætte tingene lidt i perspektiv ...
Første del af denne historie finder du her
Desværre
havde korset-forretningen lukket. Så ingen nye korsetter til mig i denne
omgang. Meget trist - for mit elfenbensfarvede korset har lidt jungledøden, så
nu har jeg kun et sort og et rødt korset tilbage. Hvilket slet ikke nok, når man
godt kan lide at lege Hexia de Trick i nærmiljøet.
Til
gengæld tog Maiken mig ud til et shoppingcenter, som fuldstændig fik mig til at
tabe vejret.
Jeg
har boet i Puerto Viejo i omkring otte måneder. Puerto Viejo ligger på Costa
Ricas caribiske side, som altid har været den "fattige" kyst. Ikke
fattigt på natur og skønhed - men fattig på den traditionelle måde. At folk
ganske enkelt ikke har særlig mange penge at gøre godt med.
I
forhold til mine venner i Puerto Viejo er jeg rig som Krøsus (så længe det
varer) - og det har jeg nydt. Jeg har nydt det, fordi jeg pludselig havde
muligheden for at glæde andre mennesker på en måde, som jeg ikke ville være i
stand til at gøre i Danmark.
Jeg
kan huske engang, hvor min ven Karsten var på røven. Vi havde siddet og spist
morgenmad sammen på min terrasse og som sædvanlig snakkede vi om junglen.
Karsten ernærer sig som jungleguide, og selv om han er Puerto Viejos bedste
guide og den mand, som har lært mig allermest om junglen, så er det ikke
ensbetydende med, at han altid er ved muffen.
Karsten
lever et fuldstændig spartansk liv. Han elsker kaffe og han ryger cigaretter.
Hver dag spadserer han ud i junglen med Minga i hælene. Og det er, hvad han
ønsker af sit liv. Det er det, som gør ham lykkelig. Jeg betragter ham som en
heldig mand. For der er ingen tvivl om, at han er lykkelig. Men lige i de dage stod det sløjt til med finanserne.
Og jeg havde godt lagt mærke til, at han sparede på de to cigaretter, som han
havde tilbage.
Inden
han gik, sagde jeg nonchalant:
"Jeg
har lidt ekstra, så du får lige en pakke med for en sikkerheds skyld."
Og
så stak jeg ham en pakke Marlboro i hånden. Han løftede øjenbrynene og sagde:
"Mener
du virkelig det?"
Og
jeg sagde ja.
Også
Funky var opmærksom på, at Karsten havde lavvande i kassen. Så der var et par
dage, hvor vi arrangerede fælles morgenmad med ham. Bare for at være sikre på,
at han fik i hvert fald ét ordentligt måltid om dagen.
Jeg
kan i forvejen godt lide at give gaver, så jeg efterlod en stor pose kaffe og
en ditto bøtte vanilje-vafler på Karstens bord. Og som det altid sker i Puerto
Viejo - medmindre man selv fucker tingene op - så indtraf der et af de små
mirakler, som vi efterhånden er blevet vant til: Karsten fik pludselig en
gruppe på hele syv amerikanere, som skulle ud i junglen.
Han
var så glad, da han fortalte mig det. Og jeg blev så glad, at jeg til hans
store befippelse kastede mig om halsen på ham og kyssede ham på kinden.
De
syv amerikanere kastede 105 dollars af sig - og det var nok til at Karsten
kunne klare sig i noget tid.
Og
sådan er livet i Puerto Viejo. Jeg har vænnet mig til det. Jeg nyder, at jeg
har mulighed for at hjælpe lidt hist og pist, når der er brug for det. Da
Rafael rejste til Bribri, listede jeg 30.000 colones (ca. 300 kroner) i hans
rygsæk, så jeg var sikker på, at han havde lidt stakater, hvis tingene gik
skævt. Rafael er utvivlsomt den største fattigrøv, jeg kender. Men alligevel
har han formået at skabe et eventyr ud af sit liv. På godt og ondt.
At
give et måltid mad er noget helt andet, end når man inviterer sine venner til
middag i Danmark. Ingen i Danmark møder op og er oprigtig sultne. Men det sker
i Puerto Viejo. At servere kød og brød og måske lidt vin, gør en forskel. Det
skaber i sig selv en fest. For mange mennesker lever utrolig spartansk og
skrabet.
Edwin
blev på et tidspunkt nødt til at aflive en af sine heste, fordi den havde
brækket benet. Og den eneste gode ting der var ved det, var at hesten blev
parteret og kødet blev uddelt til nogle af de familier i nærmiljøet, som
virkelig havde brug for det.
Nej,
der er ingen mennesker, der sulter i Puerto Viejo. Men uanset hvad, er det trist
og ensformigt at leve af ris og bønner.
Selv
lever jeg et totalt dekadent liv. Jeg køber luksusvarer som cheddarost, cola og
færdigsyltede jalepenos på glas, når jeg har lyst. Så rig er jeg ...
At
hænge ud med mine Puerto Viejo-venner er derfor meget anderledes, end at hænge
ud med mine danske venner. Og det gør mig ydmyg.
Jeg
bliver inspireret når jeg ser, hvordan folk skaber små pyntehaver ved at plante
farverige blomster i gamle colaflasker og hænge dem op på deres verandaer.
Intet bliver smidt væk, medmindre det absolut ikke kan gøre nytte længere. Da
min gamle hængekøje omsider gav op, tog Rafael de sørgelige rester og lavede
dem til små tasker og punge.
Fjer
er en hård valuta i Puerto Viejo. At finde en smuk fjer er det samme som at samle
en pengeseddel op på gaden. Du kan bytte dig til mad og andre goder, hvis du
har flotte fjer at handle med.
Derfor
vidste jeg præcis, hvad jeg modtog, da Rafael forærede mig to blå
arapapegøje-fjer i fødselsdagsgave. (Og no worries - som tidligere papegøjeejer
kan jeg præcis se, hvornår en fjer er fældet af sig selv, og hvornår den er
hevet ud af fuglens krop. Alle fugleejere ville kunne se den slags uden
problemer ...)
Engang
imellem sniger jeg mig ind i Puerto Viejos mest eksklusive forretning og køber
en kjole. Den koster den afsindige sum af 400 kroner, hvilket VIRKELIG er mange
penge ... Dén forretning ligger der kun for turisternes skyld. Men for mig er
det den eneste mulighed, medmindre jeg ønsker at ekvipere mig selv i Bob Marley-print
fra top til tå. Og kjolerne er rigtig pæne ... spørg bare min meget
stilbevidste veninde, Momme. Da hun besøgte mig, strøg hun målbevidst derind og
gav forretningen et anerkendende nik. Og når Momme - som aldrig går ud af døren
uden at være andet end gennemført i sin påklædning - gør den slags ... så er
det mere end godt nok til mig!
Men
hvis I nu kan forestille jer, at det er på den måde, at jeg har levet mit liv i
de sidste otte måneder - så kan I næsten også forestille jer, hvordan jeg havde
det, da Maiken og jeg trippede ind i dette enorme, luksuriøse butikscenter.
Maiken
fortalte mig, at hvis man skulle gå det hele igennem, ville man gå flere
kilometer. Faktisk var det helt umuligt at overskue. Og alle de mærkevarer, som
jeg ikke har set i lange tider, gnubbede sig op og ned af hinanden med
fristende udstillingsvinduer. Selv det danske smykkefirma Pandora var
repræsenteret med en lille butik.
Det
var lige som at blive sparket i hovedet. Fra at være fuldstændig tilbagelænet,
blev jeg pludselig grebet af materialismens grådighed. Det store købe-syndrom
...
Det
var som at gå ind i et casino. Dagslyset blev erstattet af en neutral
belysning, som fik en til at glemme tiden. Stedet var airconditioneret ned til
en behagelig kølighed og det hele emmede bare af forbrug.
Jeg
dansede af sted og Maiken gik smilende bagved mig. Hun havde været der før, så
hun kendte centret og blev derfor ikke fuldstændig bjergtaget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar