En cirkel er sluttet - om tankespind og om at være bange

Jeg har underlige dage i øjeblikket. Jeg går i seng omkring klokken 23 og nyder den uhørte luksus at sove cirka elleve timer hver nat. Men fra omkring klokken otte om morgenen begynder min indre biograf at afspille film.

Så ligger jeg og vrider og vender mig og skiftevis græder, griner, klynker - eller også snakker jeg løs. Både på engelsk og dansk. Jeg skælder ud, jeg belærer og jeg vrøvler. Hele det cirkus er Funky og Rafael vidner til, fordi de som regel kaster sig morgenfriske ud af sengen omkring klokken syv.

Når jeg så endelig får øjne, sidder jeg som en zombie og stirrer stift frem for mig i mindst en halv time. Det er helt nyt for mig at være gnaven, når jeg vågner. Men det er jeg. Jeg føler mig underlig forvirret og skrøbelig, og jeg er så glad for, at Rafael og Funky forkæler mig ved fluks at stikke et varmt kaffekrus i hånden på mig, når jeg sidder der og rokker katatonisk frem og tilbage på sengekanten.

Derefter lader de mig være i fred, indtil jeg selv begynder at sige noget. Det er pænt af dem.

Men jeg er ikke den eneste, der gennemgår en sær periode. Funky er blevet arbejdsløs og har foreløbig været det i en uges tid.

Restauranten - som ejes af hans svoger - er lukket og sat til salg. Egentlig gik det udmærket med den, men Funkys svoger og søster faldt aldrig til i Puerto Viejo, og derfor rejser de snart tilbage til Venezuela, hvor de kommer fra.

Rafael har en søn i USA. Han har hele tiden holdt kontakten til både sønnike og sønnikes mor. Men nu er der sket en masse ting for hende, som betyder, at hun er i opbrud og har brug for hjælp. Efter som Rafael ikke er amerikansk statsborger, er det ikke en mulighed for ham at tage til staterne. Han ville blive afvist ved grænsen. Til gengæld har vi talt om, at det kunne være en mulighed at få Rafaels søn plus moder her til Puerto Viejo.

Her ville de være omgivet af mennesker, som ville være indstillet på at hjælpe dem og tage sig godt af dem. Af alle mærkelige afkroge af verdenen, er Puerto Viejo ikke det ringeste sted at begynde forfra. Men indtil videre er der ingen afklaring på situationen, og Rafael er ualmindelig tænksom og indadvendt.

Også Funky overvejer sin fremtid. Umiddelbart ville han nemt kunne gå ud og få sig et job som tallerkensvinger i nærmiljøet. Og det håber jeg, at han gør. Sådan som jeg ser situationen, har han brug for at købe sig til nogle måneder, hvor han ikke behøver at være på hele tiden. Restauranten var hans liv. Og hans arbejdsdage rundede nemt 12 timer. Læg dertil, at han altid bekymrede sig. Han bekymrede sig, om der kom gæster nok til at få det hele til at løbe rundt. Han bekymrede sig om at indkøbe råvarer og balancere de indkøb så præcist, at han ikke lige pludselig blev nødt til at smide mad ud. The Beach Hut var primært en fiskerestaurant. Og i modsætning til visse andre restauranter i byen, var Funky fuldstændig perfektionistisk med, at fisken skulle være hevet op af havet samme dag, som den blev serveret.

Alene at udvælge de perfekte fisk til restauranten var et arbejde i sig selv.

Jeg har stået på sidelinien, når den lille venezuelaner har undersøgt fiskeudbuddet så nidkært, at selv Sherlock Holmes ville have været imponeret. Nogle gange har han afvist at købe - kun for at vende sig mod mig, når sælgeren var gået og indigneret sige:

"Så du de fisk? De var en skandale! De var ikke fra idag!"

Funky har fisket siden han var seks år gammel, og når han får hjemve, taler han om den båd, som han ejer sammen med en ven i Venezuela. Om alle de fantastiske fisketure, som han har været på.

Lige som Edwin taler han om havet på en måde, så jeg forstår, at det er deres gud og det som nærer dem og inspirerer dem i deres liv.

Derfor håber jeg, at Funky tager et eller andet ligegyldigt job, så han får mulighed for at fiske i de næste par måneder. Jeg tror, at det vil gøre ham meget godt. Jeg kan allerede se, hvor meget godt det har gjort ham at være arbejdsløs i nogle dage. Der gik tre dage, før han holdt op med at have sin mobiltelefon på sig overalt. Og imorges opdagede han, at han havde været offline i mere end et døgn, fordi han havde glemt at oplade telefonen.

I stedet for at have travlt hele tiden, har han kastet sig over kødgryderne. Vi spiser godt i øjeblikket! Således vil jeg tro, at jeg har indtaget cirka 3.404.709 kalorier idag - fordelt på en ualmindelig lækker svamperet, pandebagt brød med koldt smør, opulente sandwiches og sukkerristede popcorn.

Faktisk bliver Funky nødt til snart at få et job, hvis jeg ikke skal blive decideret overvægtig af at have ham i nærmiljøet!

Jeg tror også, at jeg er ifærd med at holde mental skiftedag. Min lungefætter har holdt mig i skak i næsten tre uger og har efterladt mig i en ringe, fysisk kondition. Mine ben er blevet kridhvide, spaghetti-tynde og ejer ikke antydningen af en muskel længere.

I begyndelsen følte jeg mig virkelig fanget af, at jeg ikke rigtig kunne få vejret og derfor ikke kunne være ude i junglen. Jeg savnede mine skovture helt forfærdeligt. Jeg var rastløs og små-irritabel.

Derefter slog jeg mig til tåls med at være syg og har ikke foretaget mig nogetsomhelst konstruktivt siden. Men jeg har tænkt. Og jeg har afsluttet nogle ting i mit liv, som jeg havde brug for at få på plads i mit hoved.

Lige nu er klokken tre om natten. Jeg sidder og skriver ud på min veranda. I hængekøjen ligger Funky og snorksover. Rafael og Carla har rullet sig sammen i sengen og Red varmer mine fødder. Hvis det ikke var for den møg-irriterende rotte der er flyttet ind i huset og lige nu støjer i taget, ville alt ånde fred og idyl.

Det er en kølig og meget stille nat. Et forsigtigt tordenvejr rumler hyggeligt frem og tilbage og det er faktisk kun insekterne, som skræpper op. Ingen mærkelige skrig eller hyl bryder idyllen.

Her er dejligt. Mit liv er dejligt. I dag for præcis et år siden kom der en fotograf op i min lejlighed og tog billeder af de rum, som jeg havde rumsteret rundt i i næsten 12 år. En uge senere var min elskede hule sat til salg. To uger senere var det ikke længere mit sted. Det var solgt til nogle andre.

Det er gået hurtigt, synes jeg. Og det liv jeg har nu, havde jeg simpelthen ikke fantasi til at forestille mig, da jeg sad og rokkede angstfyldt frem og tilbage i København. Jeg var så bange for det, som jeg gjorde.

Min største angst var at blive meget ensom og ulykkelig. Men det var kun en del af alle de skrækslagne tanker, jeg gjorde mig om hele mit rejseprojekt. Når jeg ser tilbage på det, fatter jeg faktisk ikke, hvordan jeg gjorde det. Jeg husker det meste af den tid i en tåge af angst og tequila. For hver gang jeg blev for panikslagen ved tanken om, at jeg måske var ved at fucke hele mit liv op, drak jeg fluks en flaske tequila.

Jeg har stadig et ar på hoften efter et sår, som jeg vågnede op med - uden at have nogensomhelst erindring om, hvordan jeg havde fået det. Det ser ud som om, at jeg er blevet skrabet med en trefork - og dengang gav det fuldstændig mening for mig. Selvfølgelig havde jeg en djævel siddende på skulderen ...

Da jeg landede i Costa Rica var jeg fuldstændig gennemsigtig og det føltes som om, at jeg var lavet af glas, som hvert øjeblik kunne splintre.

Alligevel kan jeg huske den første morgen jeg vågnede op helt tydeligt. Anna havde givet mig stedets bedste værelse. Det var kæmpestort og havde flere meter til loftet. Jeg vågnede ved lyden af pfuit-fuglene, som skændtes ud i haven. Pfuit-fuglene er Costa Ricas svar på skaderne. Hannerne er metalglinsende sorte og har gule øjne. Hunnerne er afdæmpet brune. De er simpelthen fugleverdenens bøller. Hvis de var mennesker, ville de hænge på gadehjørnerne og begå hærværk og ryge cigaretter og råbe ukvemsord efter forbipasserende medborgere.

Første gang jeg oplevede dem, var da jeg var i Mexico. Og den morgen var det en stor trøst for mig, at der i det mindste var én velkendt lyd i alt det fremmede. Det indgød mig en fornemmelse af, at det hele nok skulle gå.

Og det gjorde det. Det gik altsammen. Nogle gange kunne jeg blive panisk ved tanken om, at jeg var muttersalene omme på den anden side af jorden. Når den tanke meldte sig, skyndte jeg mig at kvæle den. Jeg var bange for at give den magt, for det var faktisk en meget overvældende tanke.

De to måneder jeg brugte alene i junglen, var rigtig gode for mig. Uden pis kan jeg sige, at junglen healede mig på så mange måder. Men hvor var den dog intimiderende i begyndelsen. Den første uge jeg boede her i huset, havde jeg dørene hermetisk lukkede næsten døgnet rundt. Jeg var bange for krybet. Jeg havde ingen idé om, hvad der kunne snige sig ind i huset af skrækfremkaldende ting. Det var også langt udenfor min komfortzone at bo med myggenets-vægge og uden lås på døren. Læg dertil at jeg overhovedet ikke kendte området og ikke havde nogensomhelst idé om, hvorvidt mine nærmeste naboer var sindssyge lystmordere eller det der var værre - hvad det så end kunne være. Faktisk anede jeg ikke, om jeg overhovedet havde nogen naboer. Det eneste menneske jeg kendte, var Edwin. Og ham kendte jeg ikke engang ...

Men ganske langsomt begyndte jeg at åbne op for det hele - for livet og for junglen og for alle de andre ting.

Når jeg tænker tilbage på det hele, så har det selvfølgelig været rimelig intimiderende og underligt det hele. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så har det først og fremmest været sjovt!

Jeg har været rigtig heldig. Det virker som om, at skæbneguden i allerhøjeste grad har haft sans for timing. Jeg er ikke blevet budt mere, end jeg kunne overkomme. Og når jeg virkelig manglede noget - så fik jeg det. Nogle gange har jeg fået noget andet end det jeg forestillede mig. For eksempel troede jeg, at min første ven her nok ville blive en kvinde på nogenlunde min egen alder.

Jeg havde aldrig forventet, at min allerbedste ven ville være en 25-årig, mexicansk vagabond. Men sådan blev det. Og nu kunne jeg ikke forestille mig, at mit hjerte kunne ligge et bedre sted end i Rafaels lasede rygsæk. Han har betydet alverden for mig. Og det gør han stadig.

Endnu mindre havde jeg forestillet mig, at en lidt tilfældig besked på facebook ville være med til at ændre mit liv. Men sådan blev det. (Og det skriver jeg altså mere om i morgen, for det er sådan en fed historie.)

I det hele taget var mit største problem nok, at jeg stævnede ud på en rejse uden overhovedet at vide, hvad der ventede mig. Jeg havde ingen billeder at sætte på mit projekt. Jeg havde aldrig været i Costa Rica, og min hjerne kunne absolut ikke forestille sig, hvordan der så ud.  

Jeg kan huske, at min første Costa Rica-drøm handlede om, at jeg gik igennem en sydamerikansk by med en stor, blå fugl på skulderen. Det var dét, som min hjerne kunne fremkalde af billeder.

I mange måneder nægtede min underbevidsthed at indkorporere Costa Rica. Når jeg drømte, var jeg tilbage i København og i Danmark. Men de sidste dages drømme-orgier har budt på jungle og mere jungle. På støvede dirtroads og mørke mennesker. Min underbevidsthed er omsider landet ... Og jeg tror min mærkelige tilstand skyldes, at min hjerne lufter de sidste, sure skeletter ud. 

Jeg synes, at mit liv er spændende. Helt bogstaveligt. Når jeg vågner op om morgenen, er jeg spændt på, hvad dagen vil byde på. Vil der ske nogle sjove ting? Vil jeg opleve noget sært? Jeg ved aldrig nogensinde, hvad dagen vil bringe. Det er lige som om, at det her sted er fyldt med galskab og overraskelser. Bedst som man tror, at tingene kører stille og roligt, sker der noget mærkeligt. Og det elsker jeg.

Selv om jeg bliver i mit hus og ikke vover mig udenfor en dør, sker der alligevel altid noget. I dag flagrede min yndlings-guldsmed ind i huset for at hilse på. Og jeg fik den fulde fornøjelse af at studere den på nærmeste hold. Forleden opdagede jeg, at der var flyttet en lille, rød giftfrø ind i min bruseniché. Den slags ting sætter kolorit på min hverdag.

Ellers er vejret altid parat til at skifte fra fint til vild storm på et øjeblik. Og så var der også lige det der jordskælv. Det var altså vildt!

Lige nu elsker jeg tanken om, at jeg ikke aner, hvordan mit liv ser ud om tre måneder. Min pengekasse er ved at løbe tør, og jeg skal til at skaffe nogle dineros at leve for.

Det bliver nok min næste, store udfordring. For jeg er ikke færdig med alt det her. Jeg er begyndt at dagdrømme om Amazon-junglen, Buenos Aires og en lille rundrejse i USA. Og den slags kræver penge. Jeg håber på, at jeg kan tjene dem ved at skrive og fotografere. Jeg er rimelig god til begge dele, og jeg håber, at jeg kan få opgaver ala dem, som jeg havde i København - hvilket vil sige journalistik eller tekstforfatteri.

Jeg ved ikke, om det var jordskælvet eller min fødselsdag, der fik mig til at gøre status over mit liv. Men nu er det gjort. Og jeg kan sige, at jeg ikke har fortrudt så meget som et sekund her i Costa Rica. Jeg har fan'me nydt det hele så intenst! Og jeg håber, at det fortsætter. Jeg håber, at jeg får set hele verden, før jeg dør. Det ville være et godt mål at sætte sig.

Tak til alle jer, der har læst med så langt. Dette indlæg blev vist meget alvorligt. Næste indlæg bliver betydelig mere muntert - for det handler om min fødselsdag. Hurra!