onsdag den 24. oktober 2012

Om planer og kaos i Caribien


 El Silbon - han kendes på den store hat og den fløjten, som kun få overlever til at fortælle om ...

Nu om dage tager jeg mig selv i at sige: "Ja, hvis Caribien vil ..." hver gang jeg laver faste aftaler med andre mennesker. Og det er der en god grund til. For tre dage siden lavede jeg følgende plan:

Tidligt op og af sted med bussen til San José.
Lande i San José i god tid, så jeg kunne få en kaffe på et torv, som jeg holder meget af. Derefter: Afhente Tanja i lufthavnen.
Besøge Rafael næste dag.
Tage tilbage til Puerto Viejo og overraske Tanja med en hyggelig sejltur omkring Manzanillo på hendes første dag i Caribien.

Om morgenen da min store og veltilrettelagte plan skulle udføres, slæbte jeg de mødige lemmer ud af sengen. Natten inden havde været en af de mærkelige i junglen.

Jeg var ellers stolt af mig selv. Jeg har fået lavet ekstra køkkenbords-plads og har i det hele taget planer om at sysle lidt med huset. Og eftersom Tanja skulle komme, havde jeg gjort hele hytten skinnende ren. Ergo sad jeg på min seng og skrev, mens jeg nød udsigten til et fuldstændig rent og velordnet hus. Det er noget, der sker sjældent i min verden. Jeg ejer næsten ingenting, men det forhindrer mig ikke at rode huset fuldstændig til i løbet af en dag.

Det hele begyndte med, at jeg følte mig overvåget. Det er svært at forklare den slags fornemmelser, men følelsen var så stærk, at jeg vente mig om og kiggede ud i junglen. Og et eller andet sted derude, var der lys. Jeg blev så overrumplet, at jeg gik ud på verandaen med min kikkert. Men da jeg kom derud, var lyset forsvundet igen. Jeg ventede, men intet skete.

Så gik jeg tilbage til min computer på sengen. Og igen kom lyset. Denne gang akkompagneret af fløjtespil. Spinkle, fine toner flød gennem den nattesorte jungle. Nogle gange blev lyden næsten overdøvet af de almindelige lyde i junglen. Andre gange lød fløjtetonerne så fint, som stod fløjtespilleren ved siden af mit hus. Jeg sad længe og lyttede til det og kiggede på lysprikken ude i junglen. Det var på en gang smukt og en smule skræmmende.

Skræmmende fordi jeg kender myten om el silbon - fløjtespilleren. En høj knoglet fyr med en stor hat, der viser sig for folk der vandrer alene på de mægtige pampasser i Venezuela. Han blev forbandet af sin bedstefar, fordi han dræbte sin egen far. Og han bærer på en stor sæk med knoglerne fra de mennesker, som han har slået ihjel.

Han er bange for hunde og piske, så de fleste fornuftige mennesker går ikke ud på pampassen om natten uden at have mindst en af delene med. Han er især kendt for at gå efter sjuftagtige typer og drukkenbolte - men ingen kan vide sig sikre. Når han får øje på en og beslutter sig for, at man skal være hans næste offer, fløjter han.

Og det interessante er, at jo tættere på hans fløjten lyder - jo længere væk er han. Og omvendt.

Men jeg sad og overvejede, om mit rødvinsindtag kunne kvalificere mig som værende en drukkenbolt og om El Silbon eventuelt havde en kollega, der holdt til i junglen, holdt fløjteriet op og lyset forsvandt. Lige derefter kom en lille, brun fugl flaksende ind i huset. Den tog et par runder under taget og landede lige overfor mig. I et minuts tid sad den og kiggede på mig med sine stenkulsøjne - så lettede den og fløj ud i junglen igen.

Næste morgen havde jeg intet vand. Og eftersom mit hår var så fedtet, at det blev siddende i sin frisure, selv om jeg tog spændet ud af det, besluttede jeg mig for at jeg ikke kunne tage nogle steder, før jeg havde fået et bad.

Ergo dappede jeg op til Edwin, som stadig havde vand. Efter et vederkvægende brusebad tog jeg tøj på. Bedst som jeg skulle til at gå ud af badeværelset, hørte jeg en skrabende lyd. Nu er jeg jo ikke regnskovssheriffen for ingenting, så jeg greb min lommelygte og undersøgte badeværelset.

Og fik et chok, da jeg fandt min retarderede kolibri-ven næsten død bag wc'et. Jeg troede faktisk, at han var død, da jeg samlede ham op. Men da han gispede en lille smule med det lange, tynde næb, gik det op for mig, at han stadig levede. Med nød og næppe.

Jeg sprang af sted med ham til Edwin, som sagde, at han nok bare skulle sættes ud på terrassen, så ville han komme sig af sig selv. Men da vi havde stået et par minutter og kigget på den lillebitte fuglekrop som lå fuldstændig udstrakt på siden, foreslog jeg, at vi forsøgte at give ham lidt sukkervand for at få ham op på mærkerne igen.

Mens Edwin lavede sukkervand, holdt jeg min slatne, retarderede ven forsigtigt i hånden, så han kunne suge min krops varme til sig.

I starten var det en uendelig forsigtig procedure at dryppe sukkervandsdråber i hans næb. Men lige pludselig stak han sin lange tunge ud af næbbet og begyndte at drikke selv.

Derfra gik det fremad, og efter halvanden time sad han på min finger og kiggede sig omkring. Og jeg kiggede på ham. Nøj, hvor jeg kiggede på ham. At have en kolibri siddende på fingeren er et tilfælde af så ekstrem nuttethed, at jeg simpelthen fik hjertebanken af det. Da han lettede fuldt flyvefærdig efter et par minutter, råbte jeg "Se, se, SE!" og Edwin udstødte et begejstret råb.

Min retarderede kolibri-ven var på vingerne igen - og det gjorde mig utrolig glad. Humøret smittede så meget, at Edwin og jeg kom til at drikke en ekstra kop kaffe og sludre lidt mere, hvilket forsinkede mig så meget, at jeg nær ikke havde nået bussen til San José.

Bedst som jeg kom fræsende i taxaen med kurs mod bussen, blev vi stoppet af en stor menneskemængde, som nysgerrigt var stimlet sammen om to biler, der var kommet til at skrabe siden på hinanden. Ingen anden skade var sket, men i sædvanlig caribisk stil var der ingen der tænkte på at køre bilerne ind til siden, så trafikken kunne passere. I stedet stod biler, ejere og tilskuere - plus et par gøende hunde - midt på gaden og hyggede sig.

Da vi endelig nåede frem til bussen, måtte taxa-José overhale den og på den måde få den til at stoppe. Derefter sprang jeg ud og pilede ind i bussen - og satte mig sveddryppende ned.

Ved busterminalen i San José mødte jeg Jonathan, som var pirattaxachauffør og kunne tilbyde den uforlignelige service, at det var tilladt at ryge i hans bil. Ergo hyrede jeg ham og fræsede til lufthavnen med fuldt blæs på 'Winds of Change' som helt klart - sammen med andre powerballader  - var Jonathans favoritmusik.

Det var Tanja, som lagde hus til min sidste måned i Danmark. Jeg sov på en luftmadras på hendes kontor og selv om det var en mærkelig periode, så havde vi det skægt sammen.

Halvandet døgn før jeg rejste, så Tanjas hus sådan ud. Vi havde tømmermænd og jeg skulle pakke til ... resten af mit liv ...

Og så ... lige pludselig ... stod hun der. Efter ni måneders fravær. Uh, hvor var det godt at se hende. Vi fræsede overstadige mod byen akkompagneret af Bryan Adams Robin Hood-sang og Jonathan der talte i mobiltelefon for at finde et hotel til os.

Jeg havde på forhånd annonceret, at jeg ville besøg Rafael. Ergo begav vi os næste dag mod fængsels-centeret efter at have indtaget en opulent frokost der for mit vedkommende næsten kun bestod af kød. Og ikke bare kød. Men mørt, rødt kød omviklet af bacon!

Fængselscenteret lå ved siden af en større shoppe-arkade og gjorde absolut ikke noget væsen af sig. Ingen skilte annoncerede, at her opbevarede man illegale immigranter.

Foran døren var et massivt gitter - og det blev ikke åbnet, da jeg bankede på. En kontor-type i uniform nøjedes med at åbne døren.

Det første han spurgte om, var om jeg var advokat. Hvilket jeg desværre i sandhedens tjeneste måtte sige nej til.

Jeg forklarede mit ærinde og blev straks henvist til et telefonnummer på dem, der angiveligt skulle sidde med Rafaels sag. Afvisningen hang lige i luften.

Men jeg skød brystet frem, holdt hovedet højt og tog journalist-hatten på. Samtidig fremdrog jeg en blok med dødningehoveder fra min taske og begyndte ivrigt at notere. Jeg forklarede kontorfrynsen, at jeg selv var udlænding fra Danmark og derfor ikke kendte Costa Ricas regler på dette område. Jeg understregede, at jeg var kommet hele vejen fra Puerto Viejo for at hilse på min bedste ven. Jeg præsenterede Tanja, som er blondine og derfor ikke et dårligt kort at have på hånden.

Jeg begyndte at spørge, hvem jeg kunne referere til her på centret. Hvad den almindelige procedure var i denne slags sager. Jeg forklarede om grundlovsforhør i Danmark og spurgte, om Rafael var blevet gjort bekendt med sine rettigheder eller mangel på samme.
Alt i mens smilede jeg så ufarligt jeg overhovedet kunne og tog flittigt notater.

Den unge kontorfryns glippede lidt med øjnene, undskyldte sig og gik tilbage til sin chef for at skaffe svar på mine spørgsmål. Det gav mig tid nok til at udtænke en festbuffet af nye spørgsmål, som jeg kunne overvælde ham med. Det gjaldt om at holde snakken kørende og døren åben. 

Da en af medarbejderne i centret skulle ud, så jeg min chance. Med verdens mest blåøjede ansigtsudtryk takkede jeg ham hjerteligt for at lukke mig ind. Vristede gitterporten ud af hånden på ham - og så var jeg inde i forkontoret.

Forkontoret var nøjagtig lige så trist som den udvendige del af bygningen. Et par skrammede, brune skriveborde var placeret på noget slidt, gråt vinylgulv. En kvindelig vagt sad ved det ene bord og nedstirrede mig surt, mens hun slikkede på en sodavandsis, der faktisk lignede en pik rimelig meget.

Synet appellerede til min humoristiske sans, og derfor var det ikke svært at smile bredt og hjerteligt til hende.

Og så kom der ryk i tingene. Vagterne gennemsøgte den indkøbspose som jeg havde medbragt og som var fyldt med bøger og småkager til Rafael - de to ting som man måtte give til de indsatte i asyl-fængslet.

Så forsvandt de og i stedet kom en lille, gråhåret mand med et imposant overskæg ud og satte sig ved det andet skrivebord og kiggede på mig, mens han udfyldte nogle papirer og skrev mine og Tanjas pasnumre ned.

"Fem minutter," sagde han så og holdt håndfladen op mod mig med fingrene spredt ud.
"Fem minutter."

Og selv om Tanja sagde, at jeg skulle sætte mig ned og tage det roligt, kunne jeg ikke. Pludselig så jeg Rafaels høje, sorthårede skikkelse passere døråbningen flankeret af tre vagter - og så vidste jeg, at jeg havde vundet.

Et øjeblik efter fik jeg lov at gå ind til ham. I et lige så dødssygt kontorlandskab som det forrige, sad han på en hård træbænk og ventede på mig. Rundt om ham fortsatte folk deres arbejde, vagterne var trukket et par meter væk og midt i det hele sad han og lignede en smuk, forpjusket fugl.

Hvad talte vi om? Jeg kan ikke rigtig huske det. For hele vores samtale var en blanding af "Hvordan har du det? Hvordan går det?" og så vores egen hjemmestrikkede måde at fortælle hinanden, at det hele var okay. Vi talte med russisk spion-accent og kaldte hinanden comrade, vi vendte tilbage til de mange fælles oplevelser, som vi havde, mens vi hængte ud. Jeg fortalte, at jeg havde modelleret en ven til Clayton og Rafael sagde: "Aj, hvor er det godt. Jeg var bekymret for, at Clayton skulle være helt alene."
Jeg fortalte om Carlas spadsereture og sagde, at jeg var bange for, at hun var to far out, man ... og refererede på den måde til Rafaels yndlingsvittighed om, hvorfor livredderen ikke ville redde hippien. Og så grinede vi højt og måske også lidt skingert midt i det triste kontorlandskab og nippede hinanden i fingrene.

Pludselig - heldigvis efter langt mere end fem minutter - var besøgstiden ovre. Vi rejste os. Og så gjorde jeg noget, som jeg ikke havde forventet af mig selv: Jeg gav Rafael et kæmpe smækkys på munden og kiggede hans tre vagter lige i øjnene. Og jeg tror de forstod, at jeg sagde til dem, at denne her fyr var ikke bare et nummer i rækken. Han var et rigtigt menneske, der var elsket af en masse - og at han lige så godt kunne have været deres bror, ven eller familiemedlem.

Så blev Tanja og jeg vist ud. Jeg nåede lige udenfor porten, og så begyndte jeg simpelthen at storhulke af glæde over at have set Rafael. Og set, at han var okay. Tanja fangede mig i et kæmpekram og hvor var det dejligt.

Sidste gang jeg tudede på den måde, var da Carla forsvandt og blev genfundet. Og dengang var det Edwins arme, som jeg tudede i. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at den slags gråd først er rigtig forløsende, når man har et par arme at putte den i.

Så indlogerede Tanja os på et virkelig FANCY hotel i byen. Sådan et af dem med roomservice og hovedpuder på størrelse med kummefrysere.
Jeg nød det, men jeg sov dårligt. Vores værelse lå på syvende etage og havde en herlig udsigt over byen. Men jeg var omringet af mursten og følte mig lidt indeklemt. 

Efter en lang bustur landede vi i junglen dagen efter. Det var blevet mørkt, og Tanja var begyndt at få ondt i halsen. Så hun var ikke mange sure sild værd. Jeg valgte at fragte hende ned ad edderkoppestien, og da vi stod ud af taxaen, gjorde jeg mig meget umage for ikke at lyse opad. Tanja er ikke en pivefryns, men jeg havde en klar fornemmelse af, at hun på det tidspunkt ikke havde brug for at finde ud af, at hun stod i en edderkoppetunnel. Jeg nøjede med at lyse på en enkelt orb-edderkop og sige:
"Bare bliv stående lige her."

Og det gjorde hun. Hun stod bomstille, indtil jeg var parat til at tage hende ned i junglen. Og selv om trinene var fedtede og junglen var sort som kul, kom vi ned i huset, hvor jeg satte Tanja på sengen og skænkede hende en velvoksen rom med klingende isterninger.

Hun kiggede sig lidt omkring og sagde:

"Kæft, hvorfor gør du altid sådan nogle tossede ting? Du bor rent faktisk midt i junglen."

Mens Tanja sundede sig, hentede jeg hendes kuffert og vores købmandsvarer. Og mens jeg gjorde det, kom jeg i tanke om dengang Momme landede i junglen for første gang. Hun steg ud af udlejningsbilen og var i vanlig Momme-stil meget entusiastisk over for mit fjollede jungle-projekt.

"Nej, hvor er her ... av av AV!," sagde hun, fordi hun uheldigvis var trådt lige ud på en myresti. Øjeblikkelig var fem afsindig rasende soldatermyrer gået i ankelen på hende og var i gang med at bide hende sønder og sammen.
Myrerne blev børstet af og Momme kom også ned i junglehuset og blev installeret med et stort glas rødvin, mens jeg hentede vores bagage.

Jeg tænkte på den første gang jeg gik af den sti og hvor lang og vild, jeg syntes, at den var. Og det gik op for mig, at mine venner og veninder er af en særlig kaliber. Af den kaliber som gerne udsætter sig selv for prøvelser - bare for at besøge mig.

Tanken gjorde mig glad.

Hvad der gjorde mig mindre glad var at se, at Tanja var ved at blive rigtig syg. Hun blev installeret i gæstesengen. Men i løbet af aftenen fik hun det så dårligt, at hun fjernede det myggenet, som hun ellers havde medbragt hjemmefra for at føle sig tryg i junglen.

Tanja har skiftevis slumret og sovet hele dagen. Hun er ikke syg på den hyggelige måde, hvor man godt kan se en film og måske nippe til lidt is. Hun er syg på den hårde måde. I løbet af eftermiddagen lykkedes det mig at installere hende i hængekøjen og liste en vandmelon-juice i hende. Funky har en læge i baghånden i tilfælde af, at hun skulle få det værre - og Edwin mener, at hun bare skal igennem et enkelt døgn - så vil hun være okay igen. Selv er jeg på tåspidserne. Jeg har haft de mærkelige jungle-anfald og man tror virkelig, at man skal dø, mens det står på. Men begge gange jeg har haft det, har jeg fået det bedre indenfor 24 timer. Hvis ikke Tanja følger det mønster, tilkalder jeg en læge. 

Jeg har stadig ikke noget vand. Brønden er løbet tør og pumpen er gået i stykker. I skrivende stund har Edwin vand. Og når pumpen kommer op at køre, har han sagt, at han vil dele det sidste vand med mig.

"It's just you and me, baby," sagde han humoristisk i telefonen. Hvis jeg havde været et bedre menneske, havde jeg nok insisteret på, at vandet blev delt mellem de fire huse, som mangler. Men det gjorde jeg ikke. Så ind til videre kan jeg forvente at få en tankfuld vand. Hvis jeg sparer, kan den måske holde to til tre dage - og derfra aner jeg ikke, hvad der sker.

Tanja er kvikket så meget op, at hun nu ligger og ser 'The Expendables' på min computer. Jeg kigger også på den engang imellem, men jeg vil lige skrive det her færdig.

I løbet af eftermiddagen gik jeg til supermarkedet for at købe juice og frugt til Tanja. På vej tilbage - oppe ved Edwins hus - kom min retarderde kolibri svirrende. Han flagrede tre gange rundt om mig, og så fløj han videre. Jeg bilder mig ind, at han sagde tak for hjælpen - og jeg stod storsmilende og kiggede efter ham.
 Man skal være meget syg for ikke at værdsætte Jason Stathams umådelige lækkerhed. Jeg tror og håber på, at Tanja er i bedring ...

Jeg fik hentet Tanja. Og jeg fik set Rafael. Det var de eneste to virkelig vigtige ting, som jeg havde planlagt. At resten ikke gik som det skulle - det tænker jeg ikke mere over.

Lige nu interesserer jeg mig mest for, at Tanja bliver rask. Og der er tendenser i den retning: Hun har lige sagt, at Jason Statham er lækker. Det tager jeg som et tegn på bedring ...





1 kommentar:

  1. Sikke et eventyr! Jeg nød især at læse om din oplevelse med kolibrien, for sådan er det, når man er dyreven... ;-)

    Tænk at trække stikket ud og bare rejse ud i det blå. Det tror jeg, at mange inderst inde drømmer om...

    SvarSlet