Om at få hvad man beder om

Jeg er i totalt billed-underskud i disse dage. Her får I et billede fra en kirkegård, som ligger på øen Cabuya. Den er faktisk et blogindlæg værdigt i sig selv. Man kan kun komme ud til den, når tidevandet er lavt. Og den er rigtig fin og fredfyldt ...

Som jeg sikkert har braldret op om i flere forskellige blogindlæg, synes jeg at regnskoven gør noget ved min sjæl. Noget godt. Jeg har tit følt mig fristet til at tale om universets magiske energi, karmalov, spiritualitet og drysse om mig med slige udtryk, der hører til i den alternative verden.

Det der indtil videre har holdt mig tilbage fra at flippe ud i et new age-trip har været, at jeg havde en dyb fornemmelse af, at tingene slet ikke var så flimrende endda. At man ikke nødvendigvis behøver at meditere eller tro på kosmiske energibaner for at finde ud af nogle ting.

Alligevel sidder jeg her og holder lange pauser mellem hver sætning, jeg skriver. Fordi jeg egentlig har meget svært ved at forklare tingene. Derfor har jeg besluttet mig for bare at skrive, hvad jeg har oplevet - og så må det være op til jer, kære bloglæsere, at udlægge det på den måde, som I føler for.

Som tidligere fortalt, fik jeg min første rigtige nedtur her for noget tid siden. På den ene side er det ganske rædselsfuldt at være usikker, ked af det, savne og tænke tanker om, at man er en idiot. På den anden side havde jeg nok egentlig forventet, at jeg på et eller andet tidspunkt ville ramme en mur og på den måde blive tvunget til at kigge på tingene på en anden måde.

Jeg har altid joket med, at det var noget værre pis, at man kun blev klog af sine fiaskoer - men aldrig af sine succeser. Men efterhånden er jeg også blevet gammel nok til at erkende, at der skal være plads til begge ting i livet. Og jeg er også blevet kvik nok til at indse, at vi allesammen kommer ud i noget lort engang imellem. At jeg ikke er den eneste - og på den måde behøver jeg ikke at føle mig ensom, når jeg får følelsen af at være en inkompetent nar, der ikke kan finde ud af livet. Vi har allesammen været der engang imellem. Og jeg gætter på, at vi nok vil støde på den følelse et par gange mere, før vi dør.

Da jeg først havde fået styr på mit selvhad og ditto -medlidenhed, begyndte jeg at spekulere over, hvad jeg virkelig gerne ville have lige nu. Hvad kunne bringe mig godt gennem de næste par måneder?

Svaret kom ret hurtigt: Jeg havde brug for en ven. Ikke bare en som var flink og sød at snakke med - jeg havde brug for en, som jeg kunne være mig selv sammen med. En som delte min humor og som gad høre på, hvordan jeg så på verden.

Jeg besluttede straks at bede RegnskovsGuden om at ordne sagerne for mig. Jeg mener: Eftersom jeg huser Preben på forbilledlig vis, synes jeg nok, at RegnskovsGuden skyldte mig en tjeneste.

Min erfaring er imidlertid, at højere magter har det med at være mere velvilligt indstillet over for en, hvis man også selv gør en indsats for at forbedre den aktuelle situation.

Ergo gik jeg seriøst på udkig efter en ven. Edwin er helt sikkert min ven. Men han er en sofistikeret type, som ikke nødvendigvis deler min sans for humor. Han er nok mere en læremester end en ven.

Jeg drak hvidvin med Margaret og kom til den konklusion, at selv om hun er rigtig sød, så ville jeg aldrig kunne få et kæmpe grineflip i hendes selskab.

Jeg ledte videre. Jeg hang ud med Charles, med Kokken og med Tjeneren. Diskuterede med Roots og kiggede i det hele taget alle mulige steder hen. Stadig ikke bid. Dejlige, søde, fine mennesker - men jeg ledte efter en, som kunne give mig den samme følelse i hovedet og maven, som mine gode venner i Danmark kan.

Og apropos venner ... her er et billede af en af de bedste af slagsen. Den unge, håbefulde J. Brandstrup ved indgangen til kirkegården på Cabuya.

Den dag Carla forsvandt og jeg styrtede grådkvalt og strithåret rundt for at lede efter hende, stødte jeg ind i Rafael, der kom spadserende i sine alt for store gummistøvler med en machete på ryggen. Han var køn på sådan en Johnny Depp-agtig måde og havde de længste øjenvipper, jeg nogensinde har set. Men under de lange øjenvipper gemte der sig et blik, som sagde mig, at han grundlæggende fandt livet morsomt.

Jeg stoppede ham og spurgte, om han havde set Lutten. Han svarede nej, men rodede sig til gengæld ud en længere - og på det tidspunkt meget upassende - historie om, at hvis hun var gået ind i junglen, så ville hun helt sikkert dø i løbet af natten. Mens jeg stod og blegnede, bemærkede han veloplagt, at det var hyggeligt at møde mig, og at vi da skulle hænge ud på et eller andet tidspunkt.

Næste gang jeg stødte ind i Rafael, var det med Carla i cykelkurven på vej til Puerto Viejo. Jeg stoppede straks og undlod ikke at gøre ham opmærksom på, hvordan han havde traumatiseret mig et par dage forinden.

"I know, man - I know," svarede han.

"Men det var det, jeg stod og tænkte. Jeg tror først det gik op for mig, at jeg havde sagt det højt, da jeg så dit ansigt."

Han forærede mig en yams-rod og instruerede mig i, hvordan jeg skulle koge den og spise den. Den var både god og nærende, påstod han. Og det var den også. Især i most tilstand og tilsat en pakke smør og et drys hvidløg ...

Dagen efter mødte jeg ham igen på vej hjem fra Puerto Viejo. Ergo slog vi følge, fordi han skulle nøjagtig samme vej som mig - bortset fra, at han bor meget længere inde i regnskoven.

Han spurgte til yamsroden og jeg forklarede om, hvordan smør gør selv de særeste ting spiselige, og han kaldte mig en kryster, fordi jeg ikke turde møde yamsroden i dens rene form.

Inden vi så os om, var vi igang med at udveksle livshistorier. Rafael er født og opvokset i Los Angeles og har mexicanske forældre. Eftersom han ikke er amerikansk statsborger, fandt myndighederne det for godt at sparke ham ud af landet. Derefter var han mildest talt på røven i en periode og tog tilbage til Mexico, hvor han boede sammen med et par småfisk-agtige narkohandlere. Da en af hans samboer tog tre skud i ansigtet afleveret af en rivaliserende narkohandler, besluttede han sig for at rykke videre. Han slap illegalt ind i USA, hvor han levede som hjemløs i en periode uden rigtig at kunne finde ud af, hvilken vej han skulle gå. Derefter tog han til Costa Rica, landede på stillehavskysten og ernærede sig ved obskure småjobs - indtil han ved et tilfælde landede i Puerto Viejo.

Her slog Rafael pjalterne sammen med en ældre mand, der er tidligere shaman i Bribri-stammen, men som nu er konverteret til kristendommen og går til bibelmøder hver søndag. Til gengæld for husly ordner Rafael småreparationer og laver mad til den ældre herre. Men Rafael har fundet et sted i regnskoven, hvor han vil bygge et hus. Det er pt. hans store mål: At have sit eget hus. Sit eget sted ...  

Vi sludrede som stære på speed, og nåede både at vende bibelhistorien og alskens andre ting, mens Rafael meget sødt bar alle mine købmandsvarer ned i huset for mig.

 Ikke noget specielt fascinerende billede - det er en restaurant i Montezuma. Og lige bag den ligger stranden og Stillehavet. Aaah!

Næste dag dukkede han op med en klase søde bananer, som han havde plukket til mig. Og vi endte med lave mad sammen og lægge store planer for, hvordan vi kunne bage kager i min toastovn. Vi fortsatte vores ongoing samtale om dette og hint og pludselig blev vi begge meget fascinerede af Aleister Crowley, som vi ved nærmere eftertanke ikke rigtig vidste nogetsomhelst om - andet end at han var en okkult type ...

Så gik vi over til at konstruere en meget detaljeret plan i tilfælde af, at der kom en zombie-invasion i Puerto Viejo - komplet med et hjemmetegnet kort over stierne i regnskoven. Og selv om jeg godt kunne lide Rafael lige fra begyndelsen, vidste jeg bare, at når man kan bruge to timer på at snakke om zombier og oven i købet komme op og diskutere om, hvorvidt zombier i virkeligheden er hurtige eller langsomme i deres bevægelser - så hænger man altså ud med et medlem af sin egen stamme.

Siden har vi været inde i junglen fordi jeg skulle se, hvor Rafael boede. For ham er det en daglig gåtur, men jeg vil nærmere betegne det som noget af en trekkingtur. Stierne bliver mindre og mindre, indtil der ikke længere er en sti, men bare en smal stribe af nedtrådt græs. Skoven bliver tættere og tættere. Man skal over to små vandløb og gennem et temmelig mudret, sumpagtigt område, der vrimler med de farverige giftfrøer for at nå frem til hans sted.

Men på toppen af en lille bakke bor Rafael og shaman-fyren i to småbitte huse på pæle. Det ene er køkkenet, det andet består af to soverum og en trappe, som man kan hænge på. Der er ryddet et lille stykke rundt om huset. Men ellers er der bare ... regnskov og mere regnskov.

Jeg nåede lige at tænke, at det måtte være verdens fedeste sted at bo - indtil jeg kom til at tænke på, hvor meget jeg hader, at jeg kun har koldt vand i min bruser. Rafaels badeværelse bestod af en slags bambusindelukke samt et sindrigt system med en vandslange. Og en tank der skal fyldes med vand fra den nærliggende bæk.

Elektricitet er der intet af. Mad bliver lavet over et ildsted i køkkenet, og bøger bliver læst i skæret fra et stearinlys.

Men selv om jeg er et lille bekvemmeligheds-svin, nød jeg at være på besøg i vildmarken og jeg syntes, at det var vildt eksotisk at sidde og kigge på at Rafael plukkede kokosnødder fra palmen, hakkede hul i dem med sin machete og serverede dem sammen med frisk bambusmarv og syrlige kakaobønner.

Morgensol på stranden i Montezuma. Vildt lys!

Igår vandrede vi til Puerto Viejo med en klase bananer, som vi byttede væk for brød og sodavandsis og hang ud på stranden. Eftersom Rafael kender nogle helt andre mennesker end Edwin gør, har jeg hilst på rigtig mange nye folk. Og det er fedt!

Og bedst som vi sad under en palme og kiggede på surferne, fortalte Rafael, at han - lige som jeg - er bekymret for Puerto Viejos fremtid. Næsten hele byen er bygget alt for tæt på stranden og myndighederne truer med, at loven om bebyggelse nær strande skal følges. Hvilket vil betyde, at der skal rives ufattelig mange bygninger ned. (Mere om det i et andet blogindlæg.)

Jeg afbrød hans foredrag om Puerto Viejos fremtid og sagde:

"Ja, ja, ja - men hvad kan vi gøre ved det? Jeg synes, at vi skal tage til borgermøderne, hvis du gider at oversætte, hvad der bliver sagt ... Så må vi lige som tage det hele derfra."

Larmende tavshed fra Rafael, der kiggede fuldstændig vildt på mig.

"Hvordan i alverden kan du vide, at jeg sad og tænkte på Puerto Viejo?," spurgte han. Oprigtigt chokeret.

For han havde ikke sagt et ord. Det var bare som om, at vi sad og talte sammen - men vi gjorde det åbenbart kun i tankerne. Og nej: Vi havde ikke røget pot.

Da vi først havde sundet os oven på det interessante faktum, at vi muligvis kan kommunikere uden at tale med hinanden, flippede vi fuldstændig ud over mulighederne i det.

Så hvis I pludselig hører om en gal dansker og en skør mexicaner der har et telepati-show i Las Vegas - så er det måske os! 

Tilfældig Hund stirrer ud over havet i morgenlyset på en strand i Montezuma ... (Ja, jeg ved godt, at mine billeder sucks. Og jeg skal nok se at tage mig sammen til at knipse lidt ...

Om aftenen tøffede Rafael tilbage til sit hus. Vi sagde farvel til hinanden og jeg smed mig ud i hængekøjen. Efter som jeg har fået internet i huset, kunne jeg ikke dy mig for at begynde at google nogle af alle de ting, som vi havde snakket om. Herunder - naturligvis - Aleister Crowley. Bedst som jeg var ved at læse om Crowleys bedrifter som bjergbestiger, skramlede det på trappen.

Det var Rafael.

"Glemte du noget?," spurgte jeg.

"Nej," lød det ude fra trappen.

"Jeg ville bare sige, at det er unfair af dig at google Aleister Crowley, bare fordi du vil spille klog til næste gang vi ses."

Og så gik han igen ...

Jeg har altid haft det problem med mit liv, at jeg aldrig sådan for alvor har vidst, hvad jeg ville have. Som regel har jeg haft sådan, at jeg bare ville se, hvad der dukkede op - og så tage den derfra ...

Jeg var bange for, at hvis jeg blev alt for specifik i mine ønsker til livet, så ville jeg måske stirre mig blind på det - i stedet for at lægge mærke til de ting der skete omkring mig og de muligheder, der åbnede sig for mig ... 

Faktisk er det nok første gang, at jeg har været helt præcis, når jeg bad om noget.  

Jeg bad om en ven, som kørte på min bølgelængde ...

Jeg er slet ikke færdig med at tænke over det. Men jeg er begyndt at få en fornemmelse af, at det måske er en rigtig god idé at være præcis, når man beder om noget.

Men mest af alt er jeg bare målløs lige nu. Mystificeret over livets underfundighed - og meget begejstret for RegnskovsGudens indsats ...

Ordentlige mennesker, gode elskere og sorte solskoldninger

Jeg er pt. løbet tør for Costa Rica-billeder, så her er min veninde Tanjas - ellers så pæne - hus to dage før jeg rejste. Det er Tanja der ligger på sofaen. Hendes tilstand skyldtes, at vi skulle ud og spise en pæn afskedsmiddag aftenen forinden. På det tidspunkt havde jeg boet på en luftmadras hos Tanja i en måned. Så der skulle lukkes lidt damp ud. Så efter den pæne middag blev vi slemme og indtog Roskilde by night iført to ens heldragter af White Russians ... Jeg elsker at tænke tilbage på den nat, fordi den var så vild, så desperat og så fyldt med venindekærlighed. Tak Tanja!

Først og fremmest: Tusind millioner tak for alle jeres søde hilsner - jeg svarer på hver og en af dem i morgen, for jeg HAR FÅET INTERNET I HUSET! Det er langsomt, men det betyder alligevel, at jeg nu kan ordne en masse, mens jeg sidder i min seng og slubrer morgenkaffe. 

Det er faktisk svært at sige tak på skrift, uden at det virker melodramatisk. Men jeg har været så enormt glad for alle de kommentarer som I har lagt til mig her, pr. mail og på facebook. Det er mærkeligt, at et klynkende nedturs-indlæg ender med at være den blogpost, som har gjort mig allermest glad i sjælen - fordi I er så mega-søde og medlevende. Tak igen!  

Og: Dette blogindlæg har ligget over et par dage - men nu får I det altså. Jeg er på vej op igen - mit sovetæppe er blevet tørt, jeg har ryddet op og i det hele taget været mega-geschæftig. Mere om det i de næste blog-indlæg... 

Da min far var en ung mand, arbejdede han et år som voluntør for en tysk virksomhed. Det gik i al sin enkelthed ud på, at han stillede sin arbejdskraft til rådighed for virksomheden. Til gengæld fik han indsigt i virksomhedens måde at arbejde på og lærte nok til, at han kunne tage hjem og starte sin egen virksomhed.

Min fars historie er på mange måder lidt af et iværksættereventyr, for min far er en dygtig mand og han er også blevet velhavende på sin dygtighed. Han er selfmade, og jeg synes, at han er virkelig cool.

Min far arbejdede i Darmstadt. Det var i 50'erne og Tyskland havde på ingen måde rejst sig efter krigen. Byen lå for mestendels hen i ruiner, lovløsheden herskede og enhver med den mindste smule sunde sans undgik byens parker, når det blev mørkt. Overfald og drab var en del af nattelivet.

Når min far gik på arbejde om morgenen, gik han langs byens udgravninger. I krigens sidste år, blev Darmstadt - lige som så mange andre tyske byer - simpelthen tæppebombet af englænderne. Civilbefolkningen søgte ly i kældrene, og det blev deres død. For bombardementerne var så heftige, at bomberne fik asfalten i byens gader til at smelte og løbe ned i beskyttelsesrummene.

Og det var disse beskyttelsesrum, som blev udgravet. Om morgenen lå der bare et par knogler og enkelte kranier langs udgravningerne. Men når far gik hjem om aftenen, var kranier sirligt stablede ovenpå hinanden i trekantede bunker et almindeligt syn. I løbet af natten blev alle de menneskelige rester skovlet op på lastbiler og kørt væk.

Både englænderne og amerikanerne havde styrker i byen, og på min fars pensionat boede der en amerikansk officer, som var sort.

Han fik lov til at sidde alene og spise sin aftensmad aften efter aften. Det opdagede min far. Så en aften tog han sin tallerken og sit vandglas, rejste sig fra sit bord, gik hen til amerikanerens bord, bukkede høfligt og spurgte, om de skulle spise middag sammen.

Efter den aften blev det en vane at min far spiste sin mad i selskab med den sorte amerikaner.

Sidste nat i lejligheden. Frygtelig nat - jeg var så ked af det. Og så syg. Her min fine skrive-karnap, hvor jeg i cirka 12 år sad og pillede næse, surfede internet - og skrev ...

Jeg var ikke særlig gammel, da min mor fortalte mig historien, og den gjorde mig meget stolt af min far. Jeg synes simpelthen at det var så uretfærdigt, at den stakkels officer ikke kunne få venner, fordi han var sort. Og jeg syntes - hvilket jeg stadig føler den dag i dag - at det var så fedt, at min far var ligeglad med fordomme, racisme, frygt og alt det andet pis der omgav ham, og var farveblind nok til at se et menneske, der trængte til selskab. Og intet andet. Især fordi de andre pensionats-beboere så skævt til far, fordi han hang ud med en sort mand. Far opførte sig simpelthen som det ordentlige menneske, han er.

At opføre sig ordentligt overfor andre mennesker er en af grundstenene i den opdragelse, som jeg har fået. Og selvom jeg ikke kan sige mig fri for at have opført mig som en idiot og et dumt svin engang imellem, så synes jeg, at jeg klarer opgaven med at være et ordentligt menneske rimelig godt.

Jeg har i hvert fald aldrig været væmmelig overfor andre mennesker, udelukkende fordi de var sorte, gule, blege, grimt klædt, overvægtige, hjemløse, mærkelige, brillebærere eller nogen som helst af de ting, som kan få mennesker til at slå ned på andre.

Jeg har også altid - selv om I måske tror anderledes - været sød ved hippier ...

Så det siger sig selv, at jeg virkelig nyder at bo i nærheden af Puerto Viejo, som ikke kun er fyldt med mennesker i alle farver, men også med festoriginaler, excentrikere og underlige eksistenser af alskens art.

Indtil videre har tilfældet villet, at dem som jeg hænger ud med, mestendels er sorte mennesker. Og eftersom jeg har en nysgerrig sjæl, holder jeg mig ikke tilbage med at stille spørgsmål for at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen.

Min primære udsigt i den måned, jeg boede hos Tanja: Rødvin, smøger, chokolade, fjernbetjening og nedkradsede notater og dette og hint. Fik jeg nævnt, at Tanja er et overordentlig kærligt og tålmodigt menneske?

Således var det Roots, som jo er lidt af en sort panter, der forklarede mig, hvorfor det var sorte mennesker, der blev holdt som slaver:

"De spanske erobrere prøvede jo at sætte indianerne til at arbejde i markerne. Men indianere ... de er alt for svage til den slags. Jamen, bare kig på dem. Det er et folkefærd, der består af drømmere. Indianere egner sig ikke til hårdt arbejde. De sidder jo bare i skoven og kommunikerer med deres forfædres ånder.

Men den sorte mand. Han er stærk! Vi kunne arbejde, kunne vi. Vi kunne modstå de hvides sygdomme plus malaria og alle de andre tropesygdomme. Sorte mennesker er ganske enkelt stærkere end alle andre folkefærd. Og det blev vores forbandelse."

"Men så vidt jeg kan forstå, så rendte afrikanerne jo også rundt og tog hinanden som slaver, som så blev solgt videre til de hvide slavehandlere. Det er da ikke særlig solidarisk?," spurgte jeg forsigtigt.

"Pffft," sagde Roots i et affærdigende tonefald.  

"Selvfølgelig har der været lidt af det. At man solgte sine fjender og sådan. Men den handel var aldrig kommet i stand, hvis ikke de hvide var begyndt på alt det med slaveri."

Jeg lod det delikate emne ligge, for Roots solidaritet med sorte mennesker er indiskutabel, og levner ikke plads til den store selvransagelse.

For at løsne stemningen lidt gik jeg under bæltestedet, og forklarede Roots, at der i  Danmark eksisterede en teori om, at sorte mænd var bedre elskere end andre. Mit engelske og min blufærdighed rakte ganske enkelt ikke til at lufte den sande teori for ham - som jo er, at sorte fyre er mere veludrustede end gennemsnittet.

Min teori fik Roots til at stråle som en lille sol.

"Jeg kan godt sige dig," forklarede han selvsikkert.

"at der findes ingen lykkeligere kvinde end min kone. Hver nat sørger jeg for at gøre hende glad. Hver nat. Jeg er gentle og udholdende, for jeg ved, at hvis man ikke holder sin kvinde tilfredsstillet, så går hun sin vej og finder en anden mand. Selvfølgelig er sorte mænd bedre elskere end alle andre mænd."

"Se dog der ...," tilføjede han og slog ud med hånden mod tre kridhvide, bønnestage-agtige teenagedrenge, der i det samme gik forbi med slæbende skridt.

"Roots, de fyre var slet ikke gamle nok til at dyrke sex. Du må da give mig, at der også findes spændstige, hvide fyre," indvendte jeg.

"Ja, ja," indrømmede Roots nødtvungent.

"De ser måske pæne ud. Men de er stadig hvide. Og hvide fyre mangler ganske enkelt black power ... Det er faktisk lidt synd for dem."

Således beroliget over, at Roots åbenbart havde det perfekte sexliv, vandrede jeg videre.

Sådan ser det ud, når man skal pakke ét liv ned i to kufferter - uden egentlig at vide, hvad der venter en. Tanja er forresten ordensmenneske ...

Næste gang jeg diskuterede noget, der havde med sort hud at gøre, var den dag Momme og jeg havde været ude at sejle den halve dag. Vi var netop vendt tilbage til Puerto Viejo og havde smidt os på min yndlingsrestaurant for at komme i skygge. Vi var begge temmelig røde og lænede os op af at være deciderede solskoldede.

Som altid kom Kokken forbi, hilste hjerteligt på os og smed sig ved vores bord for at sludre. Jeg forklarede om vores sejltur og om, hvor solskoldede vi var.

Hvor Roots faktisk er mere mørkebrun, er min kokkeven i ordets bogstaveligste forstand sort. 

Jeg prikkede på hans underarm med to fingre og spurgte, om han nogensinde blev solskoldet.

"Jeg får altså ikke rød hud, sådan som du gør," forklarede han.

"Men hvis jeg har været ude i solen en hel dag, så kan det godt prikke lidt i huden om aftenen. Og jeg har faktisk også oplevet, at det gjorde rigtig ondt. Så ligger man der i sin seng om aftenen og lagnet føles som om, at det er lavet af ståluld. Åhr, så ved jeg godt, hvordan white folks må have det engang imellem. Jeg er glad for, at jeg ikke har hvid hud, som ikke kan tåle noget."

Det siger en del om min uvidenhed, at jeg simpelthen ikke troede, at et menneske der var så sort som Kokken, kunne blive solskoldet ...

Sidste nat tilbragte jeg på Mommes sofa i Pisserenden. Og da jeg nåede frem, ventede dette måltid på mig: Saftig bøf med Mommes hånddrejede bernaisesauce, hjemmelavede fritter og rødvin. Ikke noget grøntsagspjat. Og det smagte himmelsk!

Men jeg arbejder altså på at blive klogere! Faktisk er det eneste problem med mit liv i øjeblikket, at der er så mange nye ting at sætte sig ind. Jeg har stadig problemer med at forstå surfernes komplicerede verden, der består af bølger, farvandsstrømme og meteorologi på et højt plan. Plus at jeg mærker på dem, at de også betragter havet med en form for religiøsitet.

Og nu bliver jeg også snart nødt til at finde ud af lidt mere om, hvad alt det der black power går ud på. Ellers tror jeg, at Roots giver op på mig og kategoriserer mig som endnu et håbløst uvidende blegansigt.

Men jeg er stadig meget taknemmelig for det hele. For jeg er faktisk en minoritet her i Puerto Viejo. Jeg er sandsynligvis den blegeste, fastboende hvide person, der er i byen. Men selv om jeg er hvid, så er der ingen, der behandler mig, som min fars medpensionærer behandlede den sorte officer.

Og jeg har gjort fuldstændig op med mig selv, at hvis jeg nogensinde havner i en situation, hvor jeg oplever at et menneske bliver behandlet dårligt på grund af deres udseende - så vil jeg gøre nøjagtig som far.

Jeg vil rejse mig op, tage mit vandglas, gå hen til vedkommende og spørge om hun eller han ikke har lyst til selskab ...

Nedtursdage ...

 Sådan nogenlunde føler jeg mig lige nu ...

Lige nu sidder jeg i min seng. Jeg har forsøgt at se et afsnit af min teenagetids yndlingsserie 'Robin of Sherwood', men eftersom den handler om venskab og glade mænd, der løber rundt i en vidunderlig, nordisk udseende skov inklusive fuglesang og bægerklang, så får den mig bare til at savne maj måned i Danmark og Hareskoven helt vildt. For slet ikke at tale om, hvor meget jeg savner mine venner og min familie lige nu ...

Dagen begyndte med, at jeg blev vækket af tordenskrald. Jeg slubrede ud for at lufte Carla, og hun kastede ét blik på mig - hvorefter hun stak af. Ja, hun er stadig i løbetid, og jeg fangede hende halvvejs nede ved den asfalterede vej, hvor hun fjollede rundt med Red. Mest af alt havde jeg lyst til at tage den ene hund og slå den anden med, men i stedet skovlede jeg Carla op i cykelkurven og gik tilbage.

Red opfører sig som en idiot i øjeblikket. Og det gør Carla også. Så da vi var tilbage i huset hoppede han op i min seng, mens jeg var i gang med at afføre mig mit drivende våde nattøj. Resultatet er, at min seng nu er oversået med fedtpoter og mit sovetæppe er fugtigklamt. Eftersom det har stået ned i stænger hele dagen - og stadig gør det - så er chancen for at tæppet kan blive tørt lig nul. Det bliver en kold nat ... 

 Valledia skrev mit navn i sandet, da vi var på ferie sammen. Nåårh <3 Jeg hedder Eva på disse kanter. Ingen - ingen - kan udtale 'Knirke'

  

Da jeg havde verfet Red ned, var han stadig så eksalteret, at han tissede op af min kuffert med mit rene vasketøj, mens Carla dansede rundt om ham og inviterede ham til at gøre unævnelige ting ved hende.

Den møgirriterende pifte-fugl er tilsyneladende den eneste, der er mødt ind i junglen i dag. Den eneste lyd der skærer gennem regnens vilde trommen er dens Pift-pift ... Åhr, så hold dog kæft ...

Tarantellen - som jeg har døbt Preben til ære for gode, dejlige Andrea Bak - sidder stadig på væggen og ser olm ud. Han flytter sig lidt engang imellem, men virker ikke til at være særlig aktiv. Godt det samme. Hver gang jeg går forbi ham ud til badeværelset rækker jeg tunge af ham og snerrer "Dit grimme, behårede dyr ..." Men jeg kan i det mindste konstatere, at min veninde, Janne Aagaard, som har boet i Australien, havde ret da hun sagde, at på et tidspunkt bliver man simpelthen træt af at være bange.

Jeg tror, jeg er nået dertil. Sådan cirka. Men hvis Preben så meget som overvejer at komme ind i mit køkken/soverum - så får han fugleguiden over Costa Rica lige i nakken.

Her er næsten så mørkt, som var det aften. Og fugtigklam kulde sniger sig ind alle steder. Yes, yes - regntiden er begyndt. Hvis vi er uheldige fortsætter det med at regne i de næste par uger.

Jeg har andendags tømmermænd. Og med dem følger også den lede depression, som jeg altid får, når jeg har drukket. Tømmermændene stammer fra en stor fest i lørdags, som Edwin tog mig med til. Festen var ikke spor hyggelig - eller også er det bare mig, der har kukkeluret muttersalene i junglen så længe, at jeg ikke længere har nogen sociale færdigheder.

I hvert fald startede jeg med at begå den fejl ikke at tage mine sko af, da jeg gik indenfor til festen. Jeg havde faktisk ikke lagt mærke til, at alle andre havde smidt skoene. Den ikke særlig behagelige festejer hvislede til mig, om jeg ikke havde lært høflighed nogen steder. Og der var ikke så meget andet at gøre end at undskylde og tage dem af. Men denne brøler var nok til, at jeg blev mærkelig usikker og famlende. Så jeg endte med at gemme mig i et hjørne og derefter lave ålen og tage en taxa hjem.

Inden da nåede jeg at tage et vue ud over forsamlingen og det desillusionerede mig en del. De virkede ikke som særlig rare mennesker, alle disse expats og smarte lokale. Faktisk virkede festen lige så lukket om sig selv, som de værste incrowd-parties i København. Jeg skulle aldrig have taget til den fest. Jeg skal aldrig nogensinde forsøge at være social, når jeg er i det introverte hjørne. Og det havde jeg været hele dagen, fordi jeg havde ligget i hængekøjen og forsøgt at lave en form for tre måneders-status over min tid her i Costa Rica.

 Mit første brusebad i mit værelse hos Anna. Dagen efter jeg var ankommet til Costa Rica ...

Næste morgen vågnede jeg i et meget slet humør og med tømmermænd der virkede fuldstændig groteske i forhold til, at jeg egentlig ikke rigtig havde drukket noget. Men jeg havde heller ikke drukket vand, og så falder straffen prompte.

Dagen blev tilbragt i en sky af dårligt humør, mens jeg prøvede at drikke så meget vand, at min hovedpine kunne forsvinde. Men den blev hængende - sammen med det dårlige humør.

Huset ser ud af helvede til. Selv om jeg ikke har særlig mange ting, er det ikke desto

mindre lykkedes mig at dække samtlige vandrette flader med beskidt opvask, opsvulmede notesbøger og tøj i rå mængder.

Her er koldt og fugtigt. Og jeg føler mig egentlig bare som en fiasko. Jeg er bare så ked af det hele i dag.

Jeg prøver at kigge fremad på mit liv, og jeg prøver også at kigge tilbage. Men i denne her sindstilstand bringer det intet godt med sig. Mit hjerte ligger stadig knust i hånden på en mand, som på den ene side aldrig rigtigt gav slip, men som på den anden side heller ikke elsker mig. Og sådan som jeg har det nu, er jeg bange for, at han bare legede med mig hele tiden. Med alle sine søde ord. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke de tanker.

Men hjernen - det lille svin - er bare ikke altid til at styre. Så i stedet for at forsøge at lukke ned for det hele, lader jeg bare alle de destruktive tanker vælde igennem mig. Og det gør ondt. Det gør bare mega-ondt.

Jeg savner jer alle sammen helt vildt lige nu. Men jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg tog tilbage til Danmark. Leje et klubværelse i Ballerup og begynde forfra? Starte forfra med at kæmpe for at holde røven oven vande som freelancer med halvkedelige opgaver, drikke øl om fredagen og frygte endnu en lang, sort vinter, hvor jeg går rundt som en humørforladt zombie?

Da jeg stævnede ud på det her Costa Rica-projekt var det med en tanke om, at hvis jeg blev ved med at gøre, som jeg altid havde gjort - så ville jeg blive ved med at få det, som jeg altid havde fået. Og det var jeg ikke tilfreds med. Jeg ville have noget andet...

Lige nu har jeg lyst til at købe en billet til et andet sted. Og bare blive ved med at holde mig i bevægelse og rejse og rejse, indtil min penge slipper op. Men jeg ved godt inderst inde, at man ikke kan flygte fra sig selv. Det har jeg heller ikke lyst til. For jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at jeg flygtede. Tværtimod har jeg følt, at jeg forsøgte at rejse tilbage til mig selv for at finde ud af, hvad jeg egentlig vil bruge resten af mit liv til.

Jeg føler mig gammel i dag. Jeg er midtvejs i mit liv, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad jeg vil bruge det til. Der er dage, hvor jeg ville ønske, at jeg havde haft staminaen og roen til at stifte familie og gå og klippe stokroser og sådan ...

Omvendt kan jeg se, at selv om det er det mest almindelige livsvalg - så bringer det heller ikke altid lykke og fred i sjælen med sig. Og jeg er ret sikker på, at en kernefamilie havde givet mig så meget klaustrofobi, at jeg sandsynligvis var stukket af med halen mellem benene.

Man må vælge. Man kan ikke få alt. Jeg har valgt at have frihed. Og jeg synes, at den har kostet mig dyrt. Men selv om jeg er i et råddent humør lige nu, så tror jeg stadig på, at den var prisen værd. Det er i det mindste noget.

Men lige som alt andet kommer friheden også med skyggesider. Lige nu er skyggesiden, at jeg føler mig helt, helt alene. Og ikke bare alene. Men også usikker, dum og grim. 

 Mit første morgenmåltid i Costa Rica. Føles som hundrede år siden ...

I aften ville jeg give næsten hvad som helst for, at der lå en meget sød mand med en bred bringe i min seng. Sådan en som man kunne putte sig ind til og blive reddet af. Yes, yes - mine hormoner er åbenbart stadig ikke stabiliserede. Eller også er jeg bare ved at gå amok over mangel på sex og berøring. Og jeg har stadig ikke fundet en løsning på det problem.

Men uanset hvad - så ved jeg også godt, at det ikke er den vej, jeg skal gå. Altså det der med at spille Askepot og tro, at en anden skal klare ærterne for mig.

Og jeg satser stærkt på, at jeg i morgen vil grine højt og hånligt over, at jeg har haft det sådan for en enkelt aften.

Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke skal reddes af nogen. Ingen af os skal reddes af andre - og hvis man begynder at tro det ... så er man for alvor på røven.

Hvis jeg skal sige noget godt om de sidste tre måneder, så er det faktisk, at dette er min første rigtige nedtur. Jeg fik renset ud i en masse i de dage, hvor jeg sad og kiggede på junglen. Og jeg har haft det godt. Jeg bliver nødt til at klappe mig selv på skulderen for, at jeg har klaret det hele indtil videre.

Jeg landede i San José uden nogen idé om, hvad Costa Rica ville bringe. Og jeg var mildest talt udmattet, da jeg kom. Jeg er blevet stærkere, men jeg troede, at jeg hurtigere ville få en fornemmelse af, hvad jeg skulle foretage mig, når jeg var her.

Det har jeg ikke fået. Det eneste jeg bliver mere og mere sikker på, er at jeg skal et eller andet med regnskoven. Jeg ved ikke hvad, men det er den, som holder mig fast. Min fascination af den gror dag for dag - og på trods af Preben og de andre edderkopper har jeg ikke lyst til at fjerne mig fra den.

Når jeg kigger overordnet på det hele, så synes jeg, at jeg har kæmpet hårdt for at komme hertil. Rigtig hårdt. Og jeg synes, at jeg har givet afkald på meget for at give mig selv chancen for at opleve noget nyt.

Men lige nu er jeg lidt fortabt. Derfor har jeg besluttet mig for at handle. Der er en tid til at sidde og vegetere over regnskoven, og den tid er ikke nu.

Først og fremmest har jeg besluttet mig for at gå i realitetsforhandlinger med min forlagsredaktør, Anne, om at skrive en bog. Jeg kan mærke på hende, at hun gerne ser, at jeg begår en slags Eat, Pray, Love-agtig ting. Men jeg kan mærke på mig selv, at det har jeg ikke rigtig lyst til.

Jeg har læst bogen, og hovedpersonen irriterer mig en lille smule med al sin mediteren og dimsen rundt. Men faktisk tror jeg, at det er irriterer mig allermest er, at hun egentlig ikke rigtig har sat noget på spil. Hun er blevet betalt et herligt forskud for at rejse rundt i verden i ni måneder og finde sig selv. Hun holder jul med sin familie - derefter dimser hun videre, og da hun er blevet udsultet seksuelt længe nok, slår hun pjalterne sammen med en fyr. The end.

Måske er jeg bare er misundelig. For gud hvor gad jeg da egentlig godt dimse rundt med al den tryghed i bagagen. Men sandheden er, at jeg ikke ved, hvad der sker for mig herfra. Det er en del af min rejse, og jeg har accepteret præmissen. Men på en aften som i aften, så føles det hele bare meget utrygt og egentlig også lidt vanvittigt. For jeg føler, at jeg har sat alt på spil. Hvad hvis jeg aldrig finder, hvad jeg søger? Og hvad er det forresten, jeg søger?

Jeg havde et liv. Sådan et rigtigt et med en pæn stuk-lejlighed, en nogenlunde fast indtægt og en stabil tilværelse. Lige nu bruger jeg bare mine penge uden at tjene nogen. Og det kan ikke blive ved med at gå.

Heldigvis har jeg en god fornemmelse med forlags-Anne. Hun er ikke kun et utrolig sødt menneske, hun er også en af dem, som man kan tale med. Og det har jeg tænkt mig at gøre ...

 Anna lavede min første frokost i Costa Rica ...

Det er såmænd ikke fordi, jeg ikke har skrevet, mens jeg har været her. Jeg har skrevet hjernehistorier ...

Det begyndte alt sammen med de tre hjernekoraller, som jeg fandt på stranden, da jeg var sammen med kaffedrengene i Cahuita Nationalpark.

Jeg har et eller andet med hjerner. Måske fordi jeg selv er et hjernemenneske, der værdsætter min intellektuelle kapacitet rigtig meget.

I hvert fald lagde jeg de tre hjerner på mit bord og begyndte at tale med dem på daglig basis. Da Jesper dukkede op for at besøge mig, tog vi atter til Cahuita Nationalpark, hvor jeg samlede hele 35 nye hjerner.

Og hvad har jeg brugt dem til? Tjaeh, jeg har såmænd skrevet deres historier. Lige nu står de alle sammen på træværket rundt om min seng. Og engang imellem tager jeg en af hjernerne, kigger nøje på den og mærker på den - og så skriver jeg dens historie. Bagefter maler jeg et nummer i bunden af den med neglelak, så jeg kan finde rundt i, hvilke hjerner, jeg har skrevet historier til.

Det har været en fed skriveøvelse, men nok ikke noget, som kan udgives. Jeg kan i hvert fald ikke lige nu forestille mig, hvem der ville udgive historierne. Måske hvis jeg en dag bliver en vildt succesfuld forfatter, der kan få udgivet hvad som helst ...

Men jeg er selv glad for hjernehistorierne. Jeg synes, at de er gode. Og jeg har følt mig privilegeret over at kunne skrive, lige hvad jeg havde lyst til ...

Lidt over tre måneder er der gået, siden jeg landede i San José. Og uanset hvad kommer jeg aldrig til at glemme de måneder, så længe jeg lever. De har været vilde, vildt anstrengende - og de har også været rigtig sjove. Alt har været nyt og bare en tur i supermarkedet har været en oplevelse.

 Første gang jeg så Stillehavet. Det var ret fantastisk!

Jeg håber på, at mit sortsind kan forsvinde med en god nats søvn. Og jeg håber også på, at det ikke regner i morgen. For jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at handle nu. Jeg skal i bevægelse. Jeg skal væk fra alle skyggerne og tilbage i lyset.

Jeg sender jer alle sammen kys her fra regnskoven - og håber at I sender nogle opmuntrende kys tilbage. For det er, hvad jeg har brug for lige nu ...

Åbent brev til Regnskovsguden

Taget med rystende hånd og Iphone-kamera. Hvordan kan sådan et stort dyr trodse tyngdeloven og rent faktisk sidde på væggen helt oppe under taget?

Kære Regnskovs-gud,

jeg vidste slet ikke at du var på internettet. Men det er du åbenbart og jeg må sige, at jeg er meget beæret over, at du har læst min blog.

Men der er én ting, som jeg bliver nødt til at sige til dig. Og det er, at jeg finder din humor en smule malplaceret.

Du burde værdsætte at alle dyr på matrikelen bliver sat tilbage til dig uden at lide overlast. Derfor synes jeg det er småligt af dig, at du ikke bare kan lade det med edderkopperne være i fred.

Men eftersom du er en Gud og derfor formodes at være alvidende, så håber jeg, at du har en form for pointe med, AT DU HAR SLUPPET EN TARANTEL LØS I MIT HUS!!!

Med venlig hilsen

Knirke Egede

Frygt og lede i regnskoven, sex med L.O.C. - og det endelige opgør ...

Dette billede hænger i strandbaren. Jeg har altid fundet det mægtig muntert ...

Dette indlæg + den spændende fortsættelse er faktisk tre blogindlæg. Derfor den monstrøse længde. Det første indlæg var skrevet og skulle have været lagt på, den dag Carla forsvandt. Men nu får I lige det hele sådan lidt forsinket. Ak ja - hvis jeg brugte lige så meget tid på fornuftige ting, som jeg bruger på at flippe ud over edderkopper, så tør jeg slet ikke tænke på, hvor meget jeg ville få fra hånden ...

Dette indlæg er skrevet med cirka 300 hjerteslag i minuttet. Jeg bliver simpelthen nødt til at berette om det, for jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg ellers skal gøre. Jeg er fuldstændig pumpet op på angsthormoner - og som altid er det en edderkops skyld.

For satan hvor ville jeg give meget for at kunne lægge min araknofobi fra mig. For helvede i satan og fandens hvor jeg synes, at min angst for edderkopper er hæmmende og irriterende på mange måder. Pis, pis, pis ... hvis jeg skal være helt ærlig, så skammer jeg mig faktisk over at være sådan en svagpisser.

Egentlig syntes jeg, at det gik meget godt med mig og edderkopperne. Jeg har haft flere succesoplevelser, og selv om jeg ikke decideret kæler med de store edderkopper, som kan lave spind så store som møllehjul på en nat, så har jeg accepteret deres tilstedeværelse. Jeg er forsigtig, når jeg færdes i regnskoven, fordi jeg meget nødig vil gå ind i deres spind og på den måde få dem på mig.

Men jeg har for eksempel to store spindlere i loftet, og jeg synes egentlig, at de er meget hyggelige på deres egen måde. Det gode ved dem er i hvert fald, at de bliver hvor de er. Og hvis man beslutter sig for at fjerne dem, reagerer de dejligt forudsigeligt. De spæner af sted i deres spind, men som regel kan man vikle det om kosten og forsigtigt sætte dem ud et velegnet sted, mens de frygtsomt sidder og balancerer på kostens børster. Og i det mindste hopper de ikke ...

Min grænse går stadig til en vis grad på størrelsen af dem - men især hvilken art de tilhører. Jeg må sige det, som det er: Jeg kan ikke fordrage jagtedderkopperne! Selv om de er udenfor og bare løber over skovstien, når jeg kommer gående om natten, så giver det et kæmpe gib i mig, hver gang jeg ser en af dem. Endnu har jeg ikke haft den tvivlsomme glæde at have en ægte tarantel indenfor dørene. Det er mit indtryk, at taranteller er temmelig sjældne. Faktisk har jeg et indtryk af, at man ligefrem værner om tarantellerne her omkring, fordi der ikke er så mange af dem. Og det har jeg stor sympati for. 

 Denne her seng sov mig og Momme i, da vi var ude at kigge efter havskildpadder. Totales tropeagtigt, hvabehar?

Det ville overhovedet ikke gøre mig glad, hvis alle edderkopper i hele verden blev udryddet. For de er sat her på jorden - og derfor skal de have lov til at eksistere. Jeg er en gæst i regnskoven, og fordi jeg mere end nogensinde kender regnskovens magi, så ønsker jeg bare at eksistere lige så stille uden at genere den eller de dyr og væsener, der beboer den. Jeg ville bare så fuckin' meget ønske, at jeg ikke var bange for edderkopper ...

Her til aften da jeg kom hjem, ville jeg slå mig ned på min faste skriveplads for at arbejde videre på den udødelige litteratur, som jeg har tænkt mig at berige verden med. Men regnskovssheriffen har jo skarpe øjne. Efterhånden kender jeg hver eneste knast i huset, fordi alt jævnligt bliver gennemlyst med min lommelygte. Og jeg behøvede ikke engang ekstra lys for at konstatere, at der sad en kæmpestor jagtedderkop på myggenetsvæggen - cirka 20 centimeter fra min skriveplads. Alligevel lyste jeg på den, hvilket absolut ikke gjorde mig gladere. For da lyset fra min lommelygte ramte dyrets øjne, illuminerede de fuldstændig - et temmelig skrækindjagende syn.

Som altid mandede jeg mig op og heppede på mig selv, mens jeg fandt saftevandskanden frem. Når jeg finder de store edderkopper, så transformerer jeg virkelig mig selv til at blive regnskovssheriffen. Jeg estimerede, at saftevandskanden var det rigtige valg, for edderkoppen var lidt større end min håndflade minus fingre. Det betød, at jeg måtte ramme meget, meget præcist, så jeg ikke kappede benene af den. Men regnskovssheriffen ved, at kasserollen ikke er nær så handy som saftevandskanden, og hurtighed var kodeordet her ...  

Ergo stod jeg et øjeblik senere og tog sigte. Med en præcis, hurtig bevægelse forsøgte jeg at fange den med saftevandskanden. Men edderkoppen var hurtigere - den hoppede.

Den hoppede over på mig!!!

!!!

!!!

!!!

!!!

Hele dagen har jeg været så nedringet som en havneluder fra Panama. Jeg kunne ikke  finde en undertrøje, som gik til min sidste, rene kjole, der er mega nedringet. Derfor ræsonnerede jeg, at eftersom jeg bor i en strandby fyldt med halvnøgne mennesker, så betød det s'gu ikke så meget. Desuden fik det den nye vagt i mit lokale supermarked til at bære alle mine varer ud til min cykel og sikre mit indkøb af æg så forsvarligt, at alle 18 styks overlevede hjemturen. (Jeg er storforbruger af æg, fordi Red jo skal have sin faste aften-omelet.)

Men edderkoppen landede lige i min kavalergang! Jeg kunne mærke bumpet fra dens vægt mod mit brystben - og derefter den rædselsfulde, kriblende fornemmelse af et ekstremt stort insekt mod min bare hud.

Jeg udstødte et fuldstændig vildt skrig. Det kom helt nede fra maven. Samtidig faldt jeg baglæns, mens jeg med begge hænder børstede edderkoppen af mig.

Den løb ned af min kjole og af mit ene ben, mens jeg bare skreg og skreg. Jeg sværger, at hvis den var løbet ind under min kjole, så sad jeg ikke og skrev det her. Så var jeg helt sikkert død af skræk.

Derefter løb den selvsikkert op ad væggen, hvor den atter satte sig til rette.

 Endnu et billede af mine elskede hjernekoraller. Jeg er igang med et fascinerende projekt med dem. Mere om det i et andet blogindlæg ...

Væk var regnskovssheriffen. Tilbage var Knirke, som havde fået skudt så massive mængder angsthormoner ud i kroppen, at jeg rystede på hænderne og var i nærmiljøet til at græde.

I sådanne situationer er der faktisk kun én redning: Cigaretter. Jeg kæderøg tre, mens jeg dirrende sad og kiggede på edderkoppen, som var så stor, at jeg kunne se, at den knitrede velbehageligt med de der to små dimser, den har lige ved hovedet. Kindbakker måske? Eller har edderkopper - udover kindbakker - et eller andet siddende ved hovedet?

Carla er vant til at bo sammen med en tosse. Så da skrigeriet var overstået, lagde hun ørerne ned igen, gik tre gange rundt om sig selv - og lagde sig til at sove videre. Gentledog Red var derimod højst forstyrret over det hele. Normalt er han vant til, at vi danser og synger til Elvis Presley her i huset. Og som regel er han helt med på at springe overstadigt rundt om mig, når jeg gungrer rundt i huset og brøler YOU AIN'T NOTHING BUT A HOUNDDOG ...

Da jeg begyndte mit skrigeri, for Red knurrende op. Først løb han hen til mig, derefter snusede han rundt i hele huset, og til sidst tog han en runde udenfor. Derefter vendte han tilbage til mig, hvor han klinede sig op af mig, mens han kiggede bekymret på mig.

Jeg overvejede situationen og kom til den konklusion, at jeg kun havde én livlinie: Edwin. Jeg overvejede situationen én gang til, men bed så i det sure æble. Tog min lommelygte og vandrede op til hovedhuset for at banke ham op.

Jeg undskyldte meget ydmygt for at forstyrre ham, og forklarede at jeg havde en af de edderkopper i mit hus, som kunne hoppe. Jeg fortalte ham ikke, at den rent faktisk var hoppet over på mig, og derfor tror jeg nok, at han undrede sig over, hvor speedet og underlig jeg var.

 Reds image som hård hund m. usvigelige dræberinstinkter har fået en hård medfart efter at jeg viste dette billede til Edwin. Først grinede han højt. Så blev han forarget. Og nu har han slået sig til ro med, at selv Red kan trænge til kærlig, feminin omsorg engang imellem ...

Jeg vandrede tilbage til mit hus, og et øjeblik efter stod Edwin der med en kost. Han troede åbenbart, at jeg flippede over en af spindler-edderkopperne, som jo nemt lader sig fjerne med en kost.

Men vi havde altså at gøre med en jagtedderkop. Ergo stak jeg saftevandskanden i hånden på Edwin og pegede med en dirrende finger på væggen, hvor edderkoppen stadig sad og så meget selvsikker ud.

Og Edwin gjorde det samme som mig - og med samme resultat. Edderkoppen hoppede over på ham. Jeg stod to meter væk, men alligevel fik det mig til at hyle højt og træde et skridt bagud, så jeg væltede hundenes vandskål.

Derefter forsvandt edderkoppen. Vi lyste begge med lommelygter over det hele. Men det ene øjeblik havde den været der - og nu var der intet spor af den.

Edwin trak på skuldrene og sagde: "Ja, så er der jo ikke så meget, jeg kan gøre."

Jeg erklærede mig helt enig og satte et tappert ansigt op. Men jeg var fan'me ikke mange sure sild værd. Mest af alt havde jeg lyst til at blive trøstet og klappet lidt på hovedet.

Men nu er han gået - uden at lægge an til den store medfølelse over, at jeg STADIG har en fritgående jagtedderkop i mit hus. Hvad der er sært er, at Red er blevet her.

Hvis Edwin dukker op ved huset, plejer Red altid at følge med ham op til hovedhuset igen. Men ikke i aften.

Jeg spekulerer på, om Red med sin følsomme næse kan lugte, at angstens sved sikkert vælder ud af samtlige porer i min krop. Jeg tror det. For han er superskarp og viger ikke fra min side. Jeg fik ikke engang lov til at gå ud og tisse alene ...

Edderkoppen er forsvundet, men jeg ved jo godt, at den stadig er her. Det har jeg simpelthen tænkt mig at ignorere, fordi jeg er træt og snart skal i seng. Mens jeg har siddet og skrevet dette, er angsten blevet erstattet af en hel enorm træthed.

Lige nu ville jeg bare så meget ønske, at jeg kunne få tag på de skide jagtedderkopper. Jeg kan mærke, at jeg generelt er blevet bedre til edderkopper. Men de forpulede jagtedderkopper bliver ved med at tage røven på mig, fordi de kan hoppe og er så fandens hurtige.

Jeg tror ikke, at Puerto Viejo har en fobi-skole. Hell - Puerto Viejo har groft sagt ikke andet end dagligvarer og Bob Marley-souvenirs at tilbyde. Så hvordan jeg kommer af med min edderkoppe-fobi?

Nogen forslag? Idéer? Kommentarer? Kom frisk med det hele, for jeg har virkelig brug for det ... 

 Hele Puerto Viejo har været tilplastret med denne efterlysningsplakat. Jeg brugte hele dagen igår på at tage dem ned. Hvor var det dog dejligt at kunne tage dem ned igen!

----------------- NÆSTE DAG ----------------

Kroppen er en forunderlig organisme. Og nu kan jeg så gøre endnu et notat på listen over ting, som jeg absolut må vide mere om. Efterhånden er den liste alenlang og rummer alt lige fra black power til zombiemyrer.

Det jeg er nysgerrig på er, hvad der præcist sker med en, når man bliver rigtig bange. Jeg ved nu, at det bare var et held, at jeg ikke tissede i bukserne i går, da edderkoppen hoppede i kavalergangen på mig. For jeg er netop kommet i tanke om, at det er meget almindeligt at tisse i bukserne, når man bliver rigtig angst.

I morges vågnede jeg som altid ved solopgang og det første jeg mærkede, da jeg slog øjnene op, var smerte. Udover at jeg føler mig fuldstændig drænet og udmattet, så kan jeg også melde, at gårsdagens edderkoppe-batalje har kostet mig en forstuvet ankel og en kæmpestor, blå bule der dækker den ene skulder.

Og det gør så ondt, at jeg er fuldstændig målløs over, at jeg i går kunne gå hele vejen op til Edwins hus og tilbage igen uden at mærke noget som helst. Læg dertil at jeg var så eksalteret, at jeg faldt i søvn uden at aftenmygge.

Så situationen er nu, at jeg ligger i min hængekøje med hele husstandens pudebeholdning strategisk placeret under mine ømme kropsdele. Med is på ankelen, oversået af myggestik og fuldstændig udmattet - men i en form for hormonelt overdrive, som muligvis gør mig halvfarlig for omgivelserne. Ud over det er jeg så tørstig, så tørstig. Jeg er helt mæt i maven af at drikke vand, og det føles som om, at uanset hvor meget vand jeg drikker, så kan det ikke slukke tørsten.

Egentlig havde jeg forskellige, temmelig vigtige ting at ordne. Men jeg har besluttet at holde mig i huset i dag. Jeg er ret sikker på, at det vil vække både opsigt og undren, hvis lokalbefolkningen pludselig observerer en hvid dame komme haltende ned af grusvejen, for derefter at kaste sig over den tandløse vandmelonsælger. For slet ikke at tale om, at jeg muligvis kan blive skudt, hvis jeg begynder at gimpe på den nye supermarkedsvagt, som var så flink i går.

Supermarkedsvagterne er nemlig blevet bevæbnede siden jeg flyttede ind her i huset. I begyndelsen havde de bare knipler. Men nu er det s'gu ni millimeter-guns, der hænger på deres hofter.

Edwin tør jeg ganske enkelt ikke gå op til. Det ville være enormt pinligt, hvis jeg bosatte mig i hans armhule og nægtede at komme ud. For slet ikke at tale om, hvis jeg gav efter for min trang til at lugte til ham. Han lugter nemlig ret stærkt og også godt - mørkt, moskus-agtigt, krydret, lidt salt og vanvidsfremkaldende i min nuværende tilstand.

Det kan da godt være, at jeg engang imellem savner at blive rørt ved. Men det har dog været til at styre uden de helt store problemer. Indtil den edderkop landede på mig i går. Da Edwin var gået, måtte jeg ryge endnu flere cigaretter, mens jeg klynkede over, at han havde været iført intet andet end forvaskede jeans, da han kom ned i huset.

Og den eneste forklaring jeg kan komme i tanke om er, at jeg har været så sanseløs skrækslagen, at hjernen åbenbart har åbnet for alle sluser og pumpet alt hvad der har været af hormoner, adrenalin og sikkert en masse andet ud i kroppen på mig.

Resultatet er i hvert fald, at emnet sex ikke på noget tidspunkt har forladt mine tanker, siden jeg stod op. Faktisk har jeg her - klokken 12.58 - dyrket fantasisex med næsten hele verden - inklusive Clement Kjærsgaard og Jens Okking ... 

 Sejt nok, ikke? Denne krokodille er blevet fanget i nærmiljøet, fordi den var begyndt at tage hunde. Og man frygtede, at den også ville få smag for børn. Kraniet er blevet foræret til Edwin. Og nej: Han går desværre ikke af med det ...

Og når man i er dén tilstand, hvad er så det bedste, man kan gøre? Ja, nemlig ... min gode fb-ven Palle var så sød at smide mig linket, så jeg kunne downloade L.O.C.s nye album her fra Costa Rica.

Så nu ligger jeg og svæver i hængekøjen, mens jeg nynner 'jeg lover dig bitch ... jeg ku' gi' dig den allerbedste nat i dit liv' og lader min hjerne køre crazy amok-løb i L.O.C.-fantasier.

Jeg vurderer, at det er det sikreste at få afløb på dén måde: Simpelthen at obsesse 100 procent over L.O.C., indtil denne mærkelige tilstand er overstået. Og den bliver forhåbentlig overstået. Ellers tror jeg simpelthen, at jeg bliver vanvittig!

Hvad L.O.C. angår, så ignorerer jeg fuldstændig, at min veninde Majse har fortalt mig, at han er gået fra en være en slem dreng, og til at sidde i tv hver fredag aften, hvor han - overfor unge, kvindelige sangtalenter - opfører sig som en smålummer onkel af den slags, som man bare ikke vil sidde ved siden af til familiefesten.

Lige nu er han ude i regnskoven med mig. Og jeg håber selvfølgelig, at han overlever turen - men jeg kan ikke garantere noget ...

Aj, jeg håber faktisk virkelig, at han overlever - for det album er simpelthen lavet til at blive spillet live! Og jeg er lykkelig for, at jeg investerede i et par okay gode højttalere til min computer, da mig og Momme raidede Wallmart i San José sammen.

------- SENERE ------- Klokken 23.03 -------

Jeg havde lige sat mig ned med en kop te for at skrive et par mails og slutningen på dette blogindlæg. Jeg ville egentlig have skrevet, at jeg var faldet ned igen, havde drukket mindst 50 liter vand og havde oven i købet været ude at halte en lille tur i skoven by night - noget som jeg først er blevet modig nok til for nylig.

Eftersom den onde jagtedderkop sidst blev set ved min skriveplads, havde jeg klogeligt sat mig et andet sted.

Bedst som jeg småfløjtende var ved at skrive en mail til gøjemor Gitte, faldt mit blik på netvæggen overfor mig.

Monsteredderkoppen er tilbage!

Jeg mønstrede den først med sammenknebne øjne. Derefter med lommelygten så jeg igen kunne nyde synet af dens illuminerede øjne.

Jeg røg to cigaretter i streg, mens jeg kiggede på den og overvejede situationen. Det kan under ingen omstændigheder komme på tale at tilkalde Edwin igen. Dels fordi han jo fejlede sidste gang, og dels fordi det ville være så utrolig ydmygende at blive udvist af Costa Rica med en voldtægtsdom i bagagen. (Vil godt lige være sikker på, at mine hormoner er faldet til ro, før jeg nærmer mig ham) Og også lidt fordi, jeg vil føle mig som et skvat, hvis jeg endnu engang skal hente hjælp udefra.

Dette er personligt. Det er muligt, at jeg blev såret på slagmarken i går - og at monsterkoppen vandt en meget stor moralsk sejr ved at skræmme livet af mig.

Det har åbenbart gjort den så kålhøgen, at den nu mener, at den kan spadsere rundt i mit hus, som det passer den. Men oh, lille edderbasse - et enkelt vundet slag ikke nok til at vinde krigen ...

Jeg har strammet t-shirt-forbindningen om ankelen og varmet min dårlige skulder op. Jeg har endnu ingen plan, men satser på at begynde med at tirre den lidt for at aflure, hvilke planer den har for dette slag.

Den er lige løbet en meter hen over myggenettet, hvilket var utrolig dumt af den. Bare dens bevægelse var nok til at sende nye mængder adrenalin ud i mit blod. Jeg koncentrerer mig om at holde min vejrtrækning stabil og bare iagttage. I nat vil jeg bruge adrenalinen konstruktivt ...

 Der er dage, hvor man bare fortjener iskaffe og klæg chokoladekage. I dag var en af dem ...

------- Klokken 23.21 -------

Jeg har netop smidt en bog om lykke efter den. En tynd bog som jeg fik af Momme. Det fik den til at hoppe - men ... hahahahaha ... jeg var ude for rækkevidde. I stedet landede den på køkkenbordet, hvor den gik i angrebsposition ved at stille sig på bagbenene og vifte med forbenene. Jeg sværger, at jeg tror, at den hvæsede af mig. Men er i tvivl. Omvendt har regnskoven budt på hvæsende insekter før, så hvorfor ikke?

Jeg overdøver den ved at spille Ministry, som er perfekt musik til at gå i krig med.

Den er presset. I går havde den ikke behov for at vise åbenlys aggression, men rollerne har ændret sig. Den er ikke længere op mod en forvirret kvinde med en pornografisk kavalergang. Den er oppe mod en veteran, der kender til krig!

------- Klokken 23.47  -------

Jeg har klækket en plan og er lige færdig med at konstruere mit våben. Jeg har tapet papkassen, som mine højttalere kom i, på en pind, som jeg fandt på stranden. Det er perfekt. På den måde kan jeg fange den, samtidig med at jeg er ude for hoppeafstand.

Når jeg fanger den i papkassen bruger jeg låget fra en pizzabakke til at lirke bag papkassen og på den måde spærre udyret inde.

 -------  Klokken 00.03 -------

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var oppe mod en snedig modstander - og jeg er modvilligt imponeret over dens seneste træk. Den er kravlet op på væggen igen og sidder nu så tæt på computeren, så jeg ikke kan skifte spilleliste uden at være inden for hoppeafstand. Det betyder nu, at jeg hører Otto Brandenburg og to lys på et bord - hvilket ikke er godt for min kampmoral. Dette er ikke en situation, hvor der bør høres Otto Brandenburg!

Samtidig har den sat sig, så mit ene viskestykke vil komme i vejen, hvis jeg slår til med papkassen.

Men jeg har tid til at vente. Jeg er helt rolig, skarp og fokuseret.

------- Klokken 00.26 -------

Har netop kastet min bøtte med tandtråd efter den. Det reagerede den ikke på. Den lurer stadig bag viskestykket og Otto er kommet til 'For når en sailor går i land' ...

------- Klokken 00.42 -------

Som altid er den tynde fugleguide over Costa Rica et effektivt våben. Det fik sat skub i den. Desværre flygtede den så højt op på væggen, at det ikke er sikkert for mig at slå til med papkassen.

Til gengæld er vi tilbage på Ministry ...

------- Klokken 01.11 -------

Den er atter gået i dække bag det gule viskestykke. Jeg kan se fire af dens ben stikke ud. Jeg har skiftet batterier i min lommelygte for at få det stærkest mulige lys på den. Har hørt at stærkt lys kan paralysere jagtedderkopper ...

------- Klokken 01.24 -------

Har lige kastet Carlas lille gnaveben efter den, hvilket fik den til at pile hen og sætte sig bag min vindruekerneolie. I mellemtiden har jeg fjernet alle viskestykker.

Hahaha ... nu har den ikke længere noget skjulested der. Jeg afskærer den stille og roligt fra alle flugtmuligheder.

Tag den - væmmelige, lille edderbasse!

------- Klokken 01.26 -------

Dette er den perfekte nat til et slutopgør. Jeg har lavet mig en kop te og tapet kassen ekstra godt fast til pinden.

Jeg er kvinden der jager, jeg er regnskovssheriffen, jeg er en ninja - og jeg finder mig ikke i pis længere.

Der er vild gang i regnskoven. Vaskebjørnene udstøder deres karakteristiske Ouh-Ouh-skrig, tudserne er i topform og deres wo-op, wo-op, wo-op gjalder gennem skoven. Der sidder et dyr og skriger sært og hæst lige ved huset. Insekternes massive lydtapet hænger i baggrunden af det hele. Langt væk kan jeg høre den dumpe brølen fra det Caribiske Hav.

Det er en smuk nat at føre krig i ...

------- Klokken 01.31 -------

Noget meget stort og tungt er lige faldet ned på mit tag. Men jeg rører mig ikke ud af flækken. Det er et afledningstrick fra monsterkoppens side, og jeg hopper ikke på den slags billige tricks!

Behårede ben stikker ud bag vindruekerneolien.

------- Klokken 01.37 -------

Mens jeg venter kan jeg beundre synet af noget, som jeg først troede var et stort, brunt blad. Det er ikke et blad. Det er en bille - og den er næsten lige så stor som min hånd inkl. fingre. Knap så bred ... men alligevel: Hvorfor bliver insekterne så store her i regnskoven?

Men billen må klare sig selv. Jeg kan ikke hjælpe den ud lige nu. Hvis jeg vender ryggen til monsterkoppen, er jeg ikke i tvivl om, at den benytter lejligheden til at forsvinde.

------- Klokken 01.41 -------

Jeg elsker duften af væltet vindruekerne-olie om natten. Et underhåndskast med en Clinique Cleaning-foam har sendt monsterkoppen op på træværket ved taget. Fuck dog også - hvor er den bare stor ...

------- Klokken 02.04 -------

Jeg venter tålmodigt. Har ryddet alle krydderier væk fra køkkentræværket. Den har ikke længere småting at gemme sig bag.

Nu er det bare den og mig. Håber den sveder angstens sved ...

------- Klokken 02.13 -------

Jeg er så snedig. Jeg tog chancen og slukkede alt lyset i fem minutter. Oh, lille naive edderbasse - troede du virkelig, at regnskovssheriffen var gået i seng?

Hehehe. Da jeg tændte lyset igen, havde den bevæget sig ned på netvæggen. Den sidder nu i en perfekt indfangningsposition.

------- Klokken 02.19 -------

Så er det nu eller aldrig. Svigter jeg nu, har jeg tabt endnu et slag. Det må ikke ske. Har øvet mig inde i gæsteværelset med edderkoppefangeren. Jeg ved, at jeg kan. Jeg må være hurtigere end Lucky Luke ...

------- Klokken 02.46 -------

HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAAAAAAAAAAAAAA ..... JEG ER DEN BEDSTE!

Edderbassen blev så overrumplet, at den nærmest selv hoppede i fælden. Kunne høre den krible desperat rundt i kassen, mens jeg bar den laaangt væk fra mit hus. Faktisk bar jeg den op i nærheden af Edwins hus, så hvis den savner elektricitet og træk og slip, kan den bo hos ham.

Jeg smed det hele fra mig og spurtede hjem. Så det skal jeg lige hente i morgen.

JEG ER UOVERVINDELIG! JEG ER EDDERKOPPEBETVINGEREN! Jeg er typen, der ikke finder mig i pis fra spindlere ...

Og nu tager jeg en sjus at sove på. Jeg er, så jeg ryster på hænderne. Meeen ... jeg tager en sjus i et jagtedderkoppefrit hjem! Muahahaha!!!

 Edderkoppebetvingeren og regnskovssheriffen herself. Bemærk hvor cool, calm og collected jeg ser ud ...